Chefen for BOPA’s lærlingesabotører død

Ole Ewé, den sidste af lederne inden for sabotageorganisationen BOPA, døde i sidste uge, to dage efter sin 90 års fødselsdag, fremgår det af en dødsannonce i Bornholms Tidende.
“Ole har doneret sin krop til videnskaben,” hedder det i den beskedent udstyrede annonce.
Og netop det manglende behov for at føre sig frem var ifølge historikeren Esben Kjeldbæk et karakteristisk træk ved Ewé, der havde dæknavnet ‘Ib’. Kjeldbæk interviewede flere gange veteranen i forbindelse med sin bog Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945 (Frihedsmuseets Venners Forlag, 1997).
– Ole Ewé var en af de fire afdelingsledere – og en af de mest erfarne. Det var hans og Jørgen Jespersens (KK’s) afdelinger, der lavede mest, men han var en meget beskeden og stilfærdig mand, siger Esben Kjeldbæk.
– I de interviews, jeg lavede med ham, havde han en måde at lukke luften ud af det helteagtige på. Efter at referaterne var blevet sendt ud til gennemlæsning, gjorde flere andre BOPA-folk opmærksom på, at ‘Ib’ havde været nærmest selvudslettende i forhold til, hvad han faktisk havde lavet. Så jeg aftalte et nyt interview med ham.

Sikkerheden i højsædet
Ole Ewé skildrede ifølge Kjeldbæk i sin beretning, hvor underligt og hvor råt det, man blev kastet ud i, var. Han kom fra barakkerne i Vanløse og kom ind i BOPA via en læreplads på B&W. Han var fra starten tæt forbundet med en anden B&W-lærling Peter Gylling Mortensen (‘Tom’), og afdelingen bestod for en stor del af lærlinge.
– Han klarede sig igennem i næsten to år til befrielsen uden at blive arresteret på grund af sin gode security. Som noget helt usædvanligt dengang havde han illegalt logi et helt år samme sted – på en gård i Gentofte, bemærker Esben Kjeldbæk.

Ledede aktioner mod B&W
Den netop afdøde tidligere afdelingsleder ledede blandt andet flere store aktioner mod B&W og en aktion mod F.L. Smidths sabotagevagter 1. juni 1944.
Aktionen blev gennemført som en af flere våbenaktioner, der havde til formål at erobre vagternes våben med henblik på den planlagte, store sabotage mod ‘Globus’, der blev gennemført 6. juni.
Ved aktionen mod F.L. Smidth blev ‘Ib’ såret af et skud gennem knæet, som blev affyret af en sabotagevagt.

Særdeles modig
Modstandskammeraten Pierre Honoré (‘Mads’) husker ikke så meget Ole Ewé for hans beskedenhed som for hans store mod.
– Han tog store risici, når det var nødvendigt, understreger den nu 88-årige Honoré og mindes en aktion, de var på sammen, som gik galt.
Det var den planlagte sabotage mod det tyske benzindepot Tankstelle i Vanløse 16. februar 1945. Den blev ledet af Søren Lauritzen (‘Lille-Sven’), der blev dræbt under aktionen.
– For at få ‘Lille-Sven’ ud var det nødvendigt at slæbe ham gennem tyskernes skudfelt, og det gjorde ‘Ib’ sammen med ‘Tom’ (Peter Gylling Mortensen) og ‘Brandt’ (Børge Thing). Her skal man huske, at en død mand er tung at slæbe på, siger Pierre Honoré, der dengang var 19 år.

‘Kender jeg ikke navnet?’
Ole Ewé kom i London i efteråret 1945 ud for en usædvanlig oplevelse, der viser at besættelsen og modstandskampen rokkede ved bestående normer og hierarkier. ‘Ib’ var begyndt på officersuddannelsen for tidligere modstandsfolk, og her blev han ifølge Pierre Honoré ved afstemning udvalgt til at deltage i den store sejrsparade i London.
Under opholdet i England faldt Ewé i snak med orlogskaptajn A.C. Ohlsson, der havde deltaget i den illegale marinestab i de sidste krigsår.
Da Ole Ewé sagde sit navn, bemærkede Olsson: “Jeg synes, jeg skulle kende navnet?”
“Min mor har gjort rent hos Hr. orlogskaptajnen i 10 år,” lød svaret fra BOPA-manden ifølge Esben Kjeldbæks bog.
Admiral Aage H. Vedel, der var kendt som en ligefrem og usnobbet mand, overhørte ifølge Ole Ewés senere beretning samtalen og “blev helt syg af grin og slog sig på lårene”.

Rejsende ingeniør
Efter en kort tid i forsvaret gjorde Ewé sin læretid færdig. Han tog senere en ingeniøruddannelse og arbejdede derefter inden for bygge- og anlægsbranchen. Han rejste til bl.a. Iran, Malaysia og Nordafrika i forbindelse med projekter.
Privat boede ekssabotøren de sidste mange år af sit liv på Bornholm.
Du kan se Ole Ewé i dette interview, der er et led i den tyske tv-dokumentar Schattenkampf fra 2011, der handler om de europæiske modstandsbevægelser.

Kryssings fatale valg

Kryssing-1

Oberstløjtnant C.P. Kryssing (i midten) i samtale med to SS-officerer på Ingeniørkasernen (i dag Svanemøllens Kaserne), hvor den første styrke af Frikorps-frivillige samledes 19. juli 1941 inden afrejsen til Tyskland.

Christian Peter Kryssing (1891-1976) blev den Frikorps Danmark-officer der under retsopgøret blev straffet hårdest blandt frikorpsfolkene. Manden, der i Tyskland var blevet forfremmet til generalmajor i Waffen-SS, blev i Københavns Byret idømt otte års fængsel. Straffen blev nedsat til fire års fængsel, og han kom til at afsone i Fårhuslejren, til han i 1948 blev løsladt.
C.P. Kryssing havde i 1941 fået ‘regeringens billigelse’ til at overtage kommandoen over frikorpset, men ifølge forfatteren Thomas Harder var dommen over den oprindeligt dybt nationalkonservative officer en ‘nødvendig uretfærdighed’ – titlen på det afsluttende kapitel i Harders nyudkomne bog Kryssing – manden, der valgte forkert (Lindhardt & Ringhof).
– På den ene side var det uretfærdigt – på grundlag af love med tilbagevirkende kraft – at straffe Kryssing og de andre frivillige for noget, som de havde gjort med regeringens tilladelse, men det var en politisk nødvendighed. Og en moralsk nødvendighed, sagde Harder, da jeg forleden interviewede ham til Weekendavisen om bogen.

Kryssing-2

C.P. Kryssing (tv.) giver hånd til SS-Obergruppenführer Hans Jüttner ved Frikorps Danmarks parade på Langenhorn Kaserne ved Hamburg i august 1941. Ved den lejlighed talte Jüttner om, at danskerne skulle ud i en krig mod ‘undermennesker og jøder’.

Han var en del af masseudryddelsen
Forfatteren peger på, at ikke mindst Kryssing burde have vidst bedre.
– I modsætning til de unge og naive var han en moden og erfaren mand på 50 år. Man kan sagtens forklare hans valg, men man kan ikke undskylde det. Der er ikke noget, der tyder på, at han personligt begik krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden, men han bidrog til at opretholde et system, der gjorde mænd til massemordere. Han pådrog sig et medansvar ved at være en del af det system, sagde Thomas Harder videre.
Det var ganske vist C.P. Kryssings oprigtige hensigt at hævde Frikorps Danmarks status som et ‘upolitisk’ dansk korps, der kæmpede side om side med Tyskland i kampen mod verdenskommunismen. Det blev han fyret for i februar 1942 og erstattet med den overbeviste nazist C.F. Schalburg. Københavns Byret anså det for særligt skærpende, at han havde valgt at forblive i tysk tjeneste efter sit projekts forlis i stedet for at rejse hjem.

Kryssing og hustru mistede alt
Krigen blev den fuldendte tragedie for ægteparret Kamma og Christian Peter Kryssing. Deres to sønner, de eneste børn, faldt begge ved østfronten som Waffen-SS-soldater, og begge ægtefæller blev invaliderede under krigshandlinger – Kamma Kryssing i 1944 som sygeplejerske på et feltlazaret i Estland.
Kryssing blev frataget sin Dannebrogorden og parret fik et langt efterkrigsliv i udstødelse og fattigdom, for C.P. Kryssing var også blevet frakendt sin officerspension.
– Men selv om det var rigtigt at afskedige ham og fængsle ham, og selv om tjenestemandsloven sikkert gjorde det uundgåeligt at fratage ham hans pension, kunne man på den anden side godt have behandlet ham bedre efter fængslet – f.eks. have hjulpet ham til en beskæftigelse. Det ville have været humant, og det ville have været rimeligt i betragtning af, at han jo blev dømt for noget, som ikke var ulovligt, da han gjorde det, og som den daværende regering tværtimod billigede, mener Thomas Harder.
Christian Peter Kryssing var livet igennem en flittig brevskriver, og ægteparrets breve er hovedkilden i den nyudkomne biografi. (Fotos fra bogen)
 I interviewet med Thomas Harder i Weekendavisen den 24. oktober kan du bl.a. læse om Frikorps-kommandørens baggrund samt hans forhold til officerskolleger og 1930’ernes autoritære strømninger. 

J.O. Krag kaldte modstandsfolk ‘opfanatiserede frihedskæmpere’

Den store biografi Jens Otto Krag, som Bo Lidegaard udsendte i 2001, blev en bestseller – ikke mindst på grund af skildringerne af  hans håndtering af de store politiske spørgsmål i ind- og udland såvel som hans farverige privatliv og den triste, uforløste afslutning på hans liv.
De fangede også mig, da jeg læste værket for ca. ti år siden, men for mig var den første gedigne overraskelse uddrag af nogle private breve, som Krag skrev i sommeren 1944 – kort efter Folkestrejken i København.
På det tidspunkt troede jeg – mere eller mindre bevidst – et stykke hen ad vejen på konsensus-tolkningen af besættelsestidshistorien: at alle gode danskere kæmpede den samme kamp med modstandsfolkene som de aktivt kæmpende og politikere og embedsmænd som dem, der gjorde mere passiv modstand og støbte kuglerne.

Helt fjern fra modstandstanken
Den opfattelse blev der rokket ved, da jeg læste siderne i bind 1 med uddrag af et privat brev, som Krag – dengang økonom i Direktoratet for Vareforsyning og fremtidige statsmand – skrev til den socialdemokratiske politiker Hans Hækkerup.
Jens Otto Krags mentale distance til tanken om væbnet modstand er afgrundsdyb, og han sætter – kun et år før krigsafslutningen – i  sin analyse af situationen efter Folkestrejken ordet ‘frihedskæmper’ i citationstegn.
Begivenhederne havde styrket Danmarks Frihedsråd, der nu var en magtfaktor, som politikerne ikke kunne ignorere.
“Man står her over for Kræfter, der langt fra at være loyale over for Arbejderbevægelsen tværtimod synes at nære Ønske om at ville udnytte Situationen imod os. Jeg er imidlertid ikke helt sikker paa, at vi bør tage klart og aabent Afstand fra ‘Frihedsbevægelsen’. Det er nemlig et Faktum (saa vidt jeg kan skønne), at denne Bevægelse i Øjeblikket har en betydelig Indflydelse paa Befolkningen, især blandt de unge (16-25 Aar), der stærkt idealiserer Bevægelsen, samt at den har betydelig Anseelse i Udlandet, der aabenbart aldeles overvurderer denne Bevægelse,” skriver Jens Otto Krag.

‘Buhl er vores store nummer’
I et andet brev fortsætter han:
“Kommunisterne, Dansk Samling og Grene af Konservativ Ungdom vil i deres Kamp mod os søge at fremstille Socialdemokratiet som et i national Henseende kompromitteret Parti. Herimod har vi naturligvis gode Argumenter – men de opfanatiserede ‘Frihedskæmpere’ vil næppe give sig megen Tid til at høre paa Argumenter, og man kan ikke se bort fra, at de i en vis Overgangsperiode vil kunne øve en ikke ubetydelig Indflydelsepaa visse Befolkningslags Følelser.
Af alle disse Grunde er det, jeg mener, at vi maa være forsigtige og saa vidt muligt undgaa aaben Krig med Frihedsbevægelsen, ja om muligt opnaa at neutralisere denne Bevægelse i Forholdet til os. Her er jo Buhl vort store Nummer. Fx synes jeg, at den Opfattelse, at det var Buhl, der paa det rigtige Tidspunkt bragte Folkestrejken til en sejrrig Afslutning efter Forhandling med Frihedsraadet – er en gavnlig Opfattelse. Dette ganske uanset om den er rigtig. De legale og illegale Kræfter har da staaet solidariske, vore Folk faar Broderparten af Æren for de vellykkede Resultater, og de illegale Kræfter vil ikke kunne misbruge deres Popularitet mod os”.
Jens Otto Krag var som nævnt dengang ikke politiker, men en indflydelsesrig samfundsøkonomisk skribent med gode kontakter i den socialdemokratiske ledelse. Og Bo Lidegaard noterer, at Krags forslag til strategi faktisk kom til at ligge nær den, som den socialdemokratiske ledelse – Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft og H.C. Hansen – endte med at vælge. (Foto fra Bo Lidegaard: Jens Otto Krag)

Danske SS-mænd med i udryddelseskrig

SS-1

På billedet herover ser du en af de ukendte danske mordere i den nazistiske udryddelseskrig på østfronten under Anden Verdenskrig. Den skaldede mand, der står som nr. to fra højre hedder Jørgen Christiansen, og han var blokfører i den såkaldte ‘jødelejr’ i militærlejren Waldlager Kisslewitschi nær Bobruisk i Hviderusland.
Ifølge et senere vidneudsagn fra en jødisk fange skulle den 33-årige Christiansen, der stammede fra Tønder-egnen, være den værste SS-2blokfører, og han deltog aktivt i mordene på jøderne. Han omkom allerede oktober 1942 på østfronten, så hans forhold blev aldrig efterforsket nærmere.

‘Jødelejr’ var uddannelsessted
I det hele taget var Frikorps Danmark-soldaterne i langt højere grad end tidligere antaget med i det store folkemord i Sovjetunionen. Det fremgår bogen En skole i vold, som historikerne Therkel Stræde og Dennis Larsen i morgen, fredag den 10. oktober, udgiver på Gyldendal.
I alt gjorde ca. 800-1000 af godt 6000 Frikorps Danmark-frivillige – svarende til ca. 15 pct. – i kortere eller længere tid tjeneste i SS-Ersatzkompagnie (erstatningskompagni) i Waldlager. Fra efteråret 1942 var kompagniet en regulær uddannelsesenhed for Frikorps Danmarks nye rekrutter. Heraf bogtitlen En skole i vold.
Mændene i Ersatzkompagniet var vagter i ‘jødelejren’, og de deltog i partisanbekæmpelse – eller ‘bandebekæmpelse’ som tyskerne kaldte det. At nazisterne systematisk udryddede Ruslands jøder er velkendt, og de brugte stort set de samme metoder over for partisanerne. Ubevæbnede civile – kvinder og børn inkluderet – blev skudt ned i tusindvis og hele landsbyer plyndret eller afbrændt.

Meget bygger på indicier
Ifølge den ene af forfatterne Dennis Larsen (herunder) har det vist sig umuligt at kortlægge, hvilke forbrydelser den enkelte Dennis Larsendanske SS-mand præcis var skyldig i. En væsentlig årsag er, at den tyske propagandaminister Joseph Goebbels 20. februar 1945 beordrede destruktion af alt belastende og hemmeligt kildemateriale – herunder også materialet om jødeudryddelserne.
-Der er danskere, der har fået medaljer for deltagelse i partisanbekæmpelse, og der findes billeder af mishandlinger i lejrene, der er fundet i tidligere frikorpsfolks personlige samlinger. Men meget bygger på indicier, siger Dennis Larsen.
Det danske justitsvæsen gjorde stort set intet ud af forbrydelser på østfronten under det danske retsopgør.

Nogle få fortalte
Ganske vist var det svært at få noget at vide af de flere tusinde varetægtsfængslede tidligere soldater i tysk krigstjeneste.
Men nogle sagde noget, og f.eks. gav den 20-årige frikorpsmand Helmuth Leif Rasmussen i 1945 detaljerede oplysninger om ‘jødelejren’. Tendensen var imidlertid, at politiet ikke efterforskede i den retning. Man var interesseret i, hvad de anklagede havde foretaget sig i Danmark og over for danskere.
Et slående eksempel er, at en 31-årig frikorpssoldat, der trods alt blev dømt for et drab på en jøde i ‘jødelejren’, slap med fem års fængsel, da retten i Gråsten afsagde dom. Det var en forbrydelse, hvor strafferammen gik op til livstid.

Den danske undladelsessynd
De to historikere lægger ikke skjul på, at de har skrevet bogen ud fra en indignation, men de erkender at det er for sent at gøre noget ved den ‘graverende danske undladelsessynd’.
‘Forbrydelserne vil forblive usonede. Det mindste, vi kan gøre, er at trække de østfrontfrivilliges virkelige rolle frem i lyset, så godt det nu lader sig gøre. Det skylder vi ofrene for forbrydelserne, men også os selv som danskere, der i alle årene har ladet os trække rundt ved næsen af de østfrontfrivilliges forskønnende og yderst selektive fortællinger,’ skriver Stræde og Larsen  i En skole i vold. (Billeder fra Therkel Stræde og Dennis Larsen: En skole i vold. Gyldendal 2014)
Den ovennævnte Frikorps Danmark-soldat Helmuth Leif Rasmussen er i dag 89 år og bor på Frederiksberg. Jeg har interviewet ham i hans lejlighed i forbindelse med et fire sider stort tema, som BT bringer i morgen, fredag den 10. oktober, i anledning af udgivelsen af Therkel Strædes og Dennis Larsens bog.  

  

Ninn-Hansen holdt sig i anden række

Da Erik Ninn-Hansen, tidligere minister og folketingsformand, døde forleden, blev det i nekrologerne kun nævnt i forbifarten, at han var gammel modstandsmand. Det er meget naturligt i betragtning af hans markante politiske karriere og den pinlige afslutning i Rigsretten. I modstandsbevægelsen lod han andre om at spille hovedrollerne.
Allerede dengang var han først og fremmest politiker. Tanken om sabotage og skuddueller med tysk politi synes at have ligget ham fjernt.

Tre konservative kammerater
Ninn-Hansen var en af tre klassekammerater, der alle var konservative og sammen i 1941 blev studenter fra Slagelse Højere Almenskole. De flyttede til København, og de fik alle tilknytning til Studenternes Efterretningstjeneste (SE), den illegale bladorganisation, der senere også blev en markant aktør Ninn-Hansen-2på de illegale Sveriges-ruter. Alf Bent Hermann og især Arne Sejr – SE’s stifter – blev meget aktive modstandsfolk, mens Ninn-Hansen valgte at passe sine jurastudier.

Kontaktmanden
I stedet fik han ifølge Mikkel Faurholdts og Svend G. Kjedsens biografi Ninn (Spektrum, 1994) en rolle som kontaktmand mellem SE og politiske kredse – ikke mindst fordi han allerede fra gymnasietiden havde et nært forhold til den senere toppolitiker Poul Møller, der dengang var formand for Konservativ Ungdom (KU).
‘Modstandsbevægelsen havde brug for politiske meldinger til den illegale presse, og der måtte ikke være usikkerhed om de kanaler, som oplysningerne gik igennem. Derfor var det helt afgørende, at modstandsfolkene have nogle kontakter blandt politikere, journalister og politifolk, som de kunne have tillid til. Ninn-Hansen var en af dem, der sørgede for disse forbindelser,’ skriver forfatterne.
Også derfor sørgede Erik Ninn-Hansen for at holde sig ude af tyskernes søgelys.
Sidst på året 1944 kom Gestapo dog tæt på. Ninn-Hansen og Alf Bent Hermann delte en toværelses lejlighed, og en dag, da de kom hjem, var lejligheden gennemrodet – tilsyneladende fordi tyskerne var på jagt efter Hermann.

Er der nogen, vi kan arrestere?
Som tusinder af andre var Erik Ninn-Hansen med i en militær ventegruppe, hvor man lærte at samle våben og skille dem ad. På befrielsesaftenen 4. maj 1945 cyklede han til en lejlighed i Malmøgade på Østerbro, hvor en gruppe fra Studenternes Efterretningstjeneste var samlet.
‘Hvad de egentlig skal foretage sig er lidt uklart, men natten igennem kører de rundt i Københavns gader i en gasdrevet Ford for at finde nogen, som de kan arrestere,’ skriver Faurholdt og Kjeldsen.
Gruppen blev tilknyttet Feltpolitiet og var bevæbnede med pistoler og håndgranater, men der gik flere dage, før de fik bid.
‘Et par gange får de et tip om en formodet stikker, som de henter, sommetider afhører, løslader eller leverer videre i systemet. Gruppen sørger også for transporter af fanger til Vestre Fængsel,’ hedder det i bogen.
Det var jo ikke noget særligt, og det er netop pointen med denne lille fortælling om Ninn-Hansens modstandsindsats. Den lå langt nærmere det almindelige end storsabotørernes bedrifter og folk, der vovede sig ud i skuddueller med Gestapo eller deres danske hjælpere.  (Fotos fra Mikkel Faurholdt og Svend G. Kjeldsen: Ninn)