Den gamle mand og laserlys-skulpturen

Man kan ikke vinde hver gang. Det gælder generelt – og det gjaldt for mig personligt i forbindelse med 50 årsjubilæet for befrielsen i 1995.
Det lykkedes – som jeg tidligere har fortalt om i tidligere indlæg – at få interview med ‘KK’ fra Bopa og SOE-chefen Ole Lippmann, men jeg havde også lyst til at interviewe godsejer Flemming Juncker (på fotoet herover), modstandsbevægelsens Jyllands-leder 1942-1944 og en af frihedskampens helt store skikkelser.
Det blev dog ikke til noget – jeg kunne ikke overtale den 90-årige veteran til at tage imod i inspektørboligen ved godset Trudsholm nord for Randers, hvor han boede som pensionist.

Stråle fra Skagen til Sild
Alligevel har jeg Flemming Juncker i frisk erindring fra dengang. Han var meget synlig i forbindelse med en sag, der var så megen blæst om, at den huskes endnu.
Billedkunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen havde som led i jubilæumsmarkeringen fået godkendt et projekt, der gik ud på at skabe en laserlysskulptur fra Skagen ned langs den jyske vestkyst til den tyske ø Sild.
Det skulle ske ved, at laserkanoner lavede en ubrudt laserlysstråle langs hele strækningen – og blandt andet over de mange bunkeranlæg fra krigens tid langs kysten.

Samarbejds-symbol
Skulpturen, der fik navnet Linien-Lyset, skulle binde sammen snarere end adskille, og mange tolkede den som en hyldest til besættelsestidens samarbejdspolitik.
Det statsfinansierede projekt vakte bestyrtelse og vrede blandt gamle modstandsfolk, og Flemming Juncker blev deres bannerfører. I den forbindelse ringede jeg ham op for Ritzau for en nyhedskommentar under debatten i medierne.

Hvem er De?
Vi sagde goddag, og jeg præsenterede mig og tog fat på mit første spørgsmål, men da skulle Juncker lige have helt styr på, hvad det var for en opringning.
– Hvad var det, De sagde, De hed? Og hvor ringer De fra?
Det, der fulgte, minder om, at Flemming Juncker var fra en tid før den, vi kender i dag, hvor selv de mest tilknappede virksomhedsejere, officerer i forsvaret og bistre toptrænere i sportsverdenen taler et glat PR-sprog, der består enhver ligeværdigheds-test fra de pædagogiske læreanstalter.
Manden med den dybe stemme og mægtige udstråling – han var over to meter høj og usædvanlig bredskuldret – tog en dyb indånding, og så begyndte ellers en bandbulle. Undervejs snublede han ind i et veritabelt stilbrud, idet, han kom til at omtale kunstneren som ‘Elle-Mie’.
– Ja, ikke fordi jeg har noget ønske om at være på fornavn!, indskød han for at forebygge ethvert misforstået indtryk af forsoning – eller for den sags skyld knæfald for nymodens tiltaleformer.

‘Fornærmende pop-cirkus’
Hvad han ellers sagde, erindrer jeg ikke, for jeg har ikke gemt artiklen, men det var givetvis på linje med det, Juncker 13. januar 1995 ifølge Sven Ove Gades biografi om Flemming Juncker Elefanten (Gyldendal, 2007) havde sagt i et interview med Weekendavisen.
‘Jeg anser det for et pop-cirkus, som er uværdigt for den 5. maj og en grov fornærmelse over for de ældre, der har et vist forhold til 4. og 5. maj.’
Flemming Juncker mente, at projektet ville ’skabe nye kløfter, eventuelt motivere ønsker om sabotage og beskyldninger om, at det er vore politikeres mindefest for krigstidens samarbejdspolitik, fordi planerne involverer såvel tysk deltagelse og bidragydelse som teknisk hjælp’.
Veteranen hæftede sig i særdeleshed ved det uanstændige i, at de mennesker, der stod bag projektet, havde oplyst, at de gamle modstandsfolk var indforståede.
‘Dette er en gammeldags, gedigen løgn, idet alle modstandsorganisationer har taget afstand fra koordinationsudvalget. Den bredere modstandsbevægelse har ikke været reelt informeret. Når det sker, vil berettiget harme bryde løs.’

Elefanten193-432x640‘Folket på den blå planet’
Godsejeren researchede og fandt – igen ifølge Sven Ove Gades bog – frem til et papir som Elle-Mie Ejdrup Hansen havde lavet om laserlysshowet.
‘Hitler var interesseret i folket – Grundtvig, Dostojevskij, Le Corbusier – alt bygger på folket. Folket kan være troløst, Hitler vidste, at nøglen til magten lå hos folket. Trods troløshed er folket vigtigst af alt, da håbet, kærligheden, fremtiden ligger hos mennesker – folket på den blå planet,’ skrev hun i sine betragtninger, der mildt sagt ikke tydede på megen viden om eller fornemmelse for, hvad modstandskampen konkret gik ud på.

Bruddet med Auken senior
Dramaet fik et gammelt venskab til at gå i stykker. Én af de få gamle modstandsfolk, der havde støttet projektet var pensioneret overlæge Gunnar Auken – far til politikerne Svend og Margrethe Auken. Han var med i styregruppen for projektet. Efter Gunnar Aukens død i 2002 beskrev Svend Auken over for Sven Ove Gade faderens reaktion.
‘Jeg tror ikke rigtigt, det gik op for Flemming Juncker, at de blev uvenner. Da Juncker sammenlignede laserstrålerne med Speers lysshow, blev benene slået væk under min far. Det kunne han slet ikke klare. Det var meget bittert, for de var nære venner. Jeg tror slet ikke, at Juncker knyttede nogen forbindelse mellem det forhold, at han sammenlignede laserstrålerne med nazisternes propaganga, og det venskab, de havde haft i over 50 år.’

Innovativ og gammelsags
Flemming Juncker var en uortodoks og meget sammensat mand. Hans stil gav associationer til en godsejer fra Christian IX’s tid – dengang godsejerne virkelig havde magten i landet.
En anden side var, at han var en moderne og innovativ erhvervsleder, der f.eks. allerede som ung grundlagde Junckers Savværk i Køge. Juncker var en førende forstmand, og som godsejer på Overgaard ved Mariager Fjord i over 40 år stod han for et inddæmningsprojekt af hidtil uset størrelse. Ikke mindst var han næsten til sin død en flittig og vidende samfundsdebattør. Så sent som i efteråret 2001 gav han en nyhedskommentar til Ekstra Bladet om terrorisme efter 9/11 i New York.

Årets næstmest omtalte sag
Flemming Juncker var en undtagelse fra den almindelige antagelse, at det ofte er små, senede mennesker, der når en meget høj alder. ‘Elefanten’ var 98 år ved sin død i 2002.
I øvrigt blev laserlysskulpturen gennemført som planlagt ved 50-årsmindedagen – trods veteranens bemærkning om risikoen for sabotage. Og trods modvinden fik Elle-Mie Ejdrup Hansen en fortsat karriere som kunstner og underviser.
Læs mere om dramaet i denne artikel i Samvirke http://samvirke.dk/historie/artikler/lysmagerinden.html Her fremgår det, at sagen om laserlys-skulpturen var emne for 6000 artikler i 1995. Kun kongehuset fik mere omtale.

 

 

 

Manden der tog imod befrierne

I februar 1945 – tre måneder før Anden Verdenskrigs afslutning – ankom en  yngre mand med dæknavnet ‘Lund’ til det besatte Danmark. Han var udsendt fra  London som dansk chef for den britiske faldskærmsorganisation SOE (Special  Operations Executive). Der var dog ikke noget spektakulært ved Ole Lippmanns (til højre i billedet) ankomst, idet han kom  til København med Bornholmer-færgen.

Da generalen kom
Lippmann var det nærmeste, man kom på en chef for den samlede danske  modstandsbevægelse. Derfor var det ham, der i spidsen for en deling  frihedskæmpere stod klar i Kastrup Lufthavn, da de første britiske  troppestyrker ifølge forfatteren Dines Bogøs hjemmeside din-bog.dk ankom til København i 20 Dakota-maskiner ledsaget af et større antal Spitfire-jagere for at modtage den tyske overgivelse.
Kl. 16.32 – 20 timer efter at frihedsbudskabet havde lydt over BBC – kunne  Ole Lippmann give hånd til general R.H. Dewing (til venstre), da han var trådt ud af sin  maskine.
Håndtrykket i lufthavnen var dog ikke hovedemnet, da jeg sammen med min  Ritzau-kollega Henrik Døcker interviewede den tidligere faldskærmschef i  anledning af 50-året for befrielsen i 1995.
Der blev til gengæld sagt mange  ord om den blodig begivenhed halvanden måned før, 21. marts 1945, da Mosquito-bombere  fra Royal Air Force angreb det tyske politihovedkvarter i Shellhuset  i København.

En barsk beslutning
Ole Lippmann vidste, at risikoen var stor, da 18 dage før – 3. marts 1945 – gik en lang tur i Dyrehaven nord for København for at gøre stillingen op,  inden han traf beslutning om en anmodning til briterne om at gennemføre en  aktion mod Shellhuset.
– Da den var til ende, havde jeg besluttet mig. Dagen efter telegraferede jeg  til London, at Gestapo kendte hele opbygningen af modstandsarbejdet, og at  løbet snart ville være kørt, fortalte Lippmann.

Mærkelige telefonstemmer
Lippmann havde ifølge Niels Barfoeds biografi En kriger  (Gyldendal, 2005) i dagene forud personligt fået bekræftet sine bange  anelser.
Han havde i flere tilfælde forsøgt at ringe til centralt placerede  modstandsfolk for at advare dem, men kun opnået at få mistænkelige stemmer i  røret – et tegn på, at det nok var Gestapo, der tog telefonen, og at den  modstandsmand, der skulle advares, allerede var arresteret.

Succes og katastrofe
Formålet med bombeangrebet blev opnået: Arkiverne hos det tyske  sikkerhedspoliti blev ødelagt og en oprulning af modstandsbevægelsen dermed  forhindret. Men nogle af Mosquito-bombeflyene fra Royal Air Force kom ved en fejl  til at smide bomberne over Den franske Skole på Frederiksberg. Det blev en  fuldstændig katastrofe, idet knap 100 skolebørn blev dræbt.

Kastet ud i ansvaret
Da vi interviewede Ole Lippmann, var han en lille væver herre på 78 år. Han  tog imod os i et mødelokale hos hospitalsudstyrsgrossisen Simonsen &  Weel – det familiefirma i Vallensbæk, som han for længst var pensioneret fra.
Lippmann viste os høfligt til rette og svarede smidigt og engageret på vores  spørgsmål.
Jeg havde inden mødet været spændt på, hvordan jeg ville opleve det at møde en  af frihedskampens virkelig tunge beslutningstagere. Jeg gjorde mig ikke  mindst tanker om, at mange helt unge mennesker som han blev kastet ud i  beslutninger, der ikke blot kunne få skæbnesvangre konsekvenser for dem  selv, men også for mange andre.

Gav nødhjælp i Kina
Men interviewet kom til at handle om meget andet end Shellhus-angrebet, og Ole  Lippmann begyndte med at fortælle, at han som ung erhvervsmand i 1930’erne  var rejst til Østen med Den Transsibiriske Jernbane – flere generationer før  Interrail.
I 1937 opholdt han sig i en længere periode i det stærkt militaristiske,  kejserlige Japan, der ekspanderede stærkt.
Senere på året kom han til Kina,  som derefter blev overfaldet af japanerne.
Efter store bombardementer af Shanghai gik den 21-årige dansker ind i  flygtningearbejde i samarbejde med amerikanske nødhjælpsorganisationer.

Vaccineret mod kommunismen
Lippmann oplevede i Moskva på samme rejse Josef Stalins Moskva-processer mod  systemmodstanderne og blev overbevist om, at det totalitære sovjetiske  system var lige så ondt og farligt som nazismen.
Nåja, og så nåede han også lige at være til stede ved yderligere en  verdenshistorisk begivenhed samme år. Det var i London i september 1938, da  premierminister Neville Chamberlain med et blafrende hvidt papir med Hitlers  underskrift forkyndte ‘Fred i vor tid!’.
Her var den unge mand på forretningsrejse for Simonsen & Weel, idet  firmaet af den danske medicinaldirektør under indtryk af krigsfaren havde  fået til opgave at indkøbe af hospitalsudstyr til beredskabslagre.

Specialiseret fagmand
Efter krigen specialiserede Ole Lippmann sig i anæstesiologi (narkose), og han  oplærte adskillige læger i metoderne, før det var blevet et medicinsk  speciale. I 1951 blev han administrerende direktør i Simonsen &  Weel – en stilling han blev i til 1982.
Det forhindrede ham dog ikke i sammen med modstandskammeraten Jørgen Røjel at  deltage i den danske ambulanceekspedition til Budapest under Ungarns opstand  mod det kommunistiske styre i 1956.
Ole Lippmann var lige efter besættelsen medstifter af Udenrigspolitisk  Selskab, og han var i en årrække formand for Frihedsfonden.

Særlige følelser for Polen
Et emne, han talte om med særlig varme, var Polen, der i 1995 kun havde været  fri af kommunistisk herredømme i syv år.
Lippmann havde i en årrække før systemskiftet via sit professionelle netværk  plejet kontakter til den nordøstpolske by Bialystok, hvor han fik grundlagt  en fabrik. Han fik også udvirket, at flere hundrede polske sygeplejesker,  læger og ingeniører – nogle gange på illegal vis – kom på studieophold i  Danmark.
Den polske kontakt blev markeret ved, at han kort efter vores besøg fik til  opgave at ledsage Polens præsident Lech Walesa under et officielt besøg i  Danmark.

Stor biografi
Vi fik indtryk af en mand, der havde et optimistisk syn på tilværelsen og  psykisk robusthed nok til at komme hurtigt videre, selv efter barske  oplevelser. Ole Lippmann virkede som en verdensmand, der nok var selvsikker  og havde temperament, men som personligt var uden behov for at føre sig frem  i offentligheden.
Niels Barfoed har imidlertid med sin ovennævnte biografi på næsten 500 sider  sikret, at krigstidens SOE-chef ikke bliver glemt.
Ole Lippmann nåede dog ikke selv at se bogen. Han døde i 2002, 86 år gammel. (Foto: Nationalmuseet)
 

 

På besøg hos storsabotøren

Hen under aften den 6. juni 1944 trak et større antal unge mænd i største diskretion sammen om maskinfabrikken Globus i Glostrup ved København. De tilhørte BOPA, der efter to års modstandskamp havde udviklet ekspertise nok til at kunne rette regulære partisanangreb i fuldt dagslys mod virksomheder, der arbejdede for Nazitysklands rustningsindustri.

De bevæbnede vagter ved Globus var overbeviste nazister i tysk tjeneste. De havde bunkere med skydeskår, som de kunne kæmpe fra, hvis de blev angrebet.

‘Sprængstoffet blev kørt dertil på to lastbiler,’ beretter Jørgen Jespersen, der havde dæknavnet ‘KK’, i sin bog fra 1993, ‘Afdeling KK’.
Han var – skønt kun 18 år gammel – leder for 20 af de 50 sabotører, der deltog i aktionen.
‘Langs østsiden af fabrikken var der to-tre villaer, som vi besatte inden aktionen for bl.a. at have et meldested og en telefon. En enkelt villa på nordsiden blev også besat. På sydsiden var der en frugtplantage, der gjorde det muligt at kravle næsten frem til hegnet. Angrebsholdet kom to-tre mand ad gangen og gik i stilling på de tre sider af fabrikken i villaerne og i frugtplantagen.
Kl. 19.00 præcis skulle angrebsholdet være på plads, og holdet ved Roskildevej skulle starte angrebet med at nedskyde vagterne ved porten. Der var i alt fem mand på post, og de stod alle i nærheden af deres bunkers. Vi var krøbet så langt frem mod vagten, som vi turde, og vi kunne høre og af og til se ham.
Pludselig råbte vor vagt ‘hvem der’ samtidig med, at han svingede sin maskinpistol ned og pegede på os. Jeg skød på ham med det samme, og de andre fulgte efter,’ fortæller ‘KK’ videre.

Globus blev sprængt i luften, og succesen var så fuldstændig, at general Eisenhower – den allierede øverstkommanderende – sendte et takketelegram.

Jeg har siden jeg var barn interesseret mig for besættelsestiden – ikke mindst med fokus på folk, der havde lavet ’skrappe ting’. Det blev ikke mindst stimuleret af faldskærmschefen Flemming B. Muus’ bog Ingen tænder et lys, som jeg læste som 14-årig.

21 år senere fik jeg chancen for at møde en modstandsmand af netop den kaliber, da jeg skulle interviewe Jørgen Jespersen i hans hjem i Holte i anledning af 50-årsjubilæet for befrielsen i 1995. Han havde ud over Globus-aktionen også ledet den største af alle sabotager i Danmark, da Riffelsyndikatet to uger senere – 22. juni 1944 – blev sprængt i luften.

Gestapo vidste godt, hvem ‘KK’ var, og den unge mand var fast besluttet på ikke at lade sig tage levende. Derfor gik han altid med en cyankaliumpille i frakkereverset. Helt utroligt undgik Jørgen Jespersen sin skæbne, selv om han engang blev pågrebet af en Gestapomand.

‘Du bist KK’, sagde tyskeren, og Jespersen var derfor helt sikker på, hvilken slags forhør, han kunne se frem til på Dagmarhus. Det lykkedes den unge mand at skyde sig fri med en pistol, han havde i en skjult lomme i frakken.

Episoden er legendarisk, for skuddet gik igennem frakken, der siden blev udstillet på Frihedsmuseet. Den vil givetvis også være blandt udstillingsgenstandene, når det nye museum er færdigt, der skal erstatte den bygning, der brændte i fjor.

Da jeg her i vinter besøgte ‘KK”s nu 88-årige sabotør-kammerat fra Bopa, Aage Staffe, betegnede han Jespersen som en af de måske allerbedste sabotører i det tyskbesatte Europa.

Uundgåeligt gjorde jeg mig før interviewet i 1995 tanker om, hvordan det ville være at møde en person med den fortid. Oplevelsen kom ikke til at svare til det billede, jeg havde dannet mig.

Da jeg en formiddag først i april mødte op til aftalen, var den over 1,90 cm høje, slanke mand med hvidgråt fuldskæg og gul pullover i roligt spadseretempo på vej tilbage mod sit hus efter at have luftet sin hund Moonie – en lille terrier ikke meget større end en dværgpincher.

Vi talte sammen i hans havestue ud mod forhaven, og han svarede venligt og med lune, men hele tiden kortfattet på spørgsmål om de højdramatiske begivenheder 50 år tidligere.

Jeg havde ikke meget held med mine forsøg på at tromme dramatikken op eller få ham til at tale mere i overskrifter. Her var ingen hidsige fortællinger om pumpende adrenalin – kun præcise, ordknappe skildringer som hans ord om Globus-sabotagen.

Når vi kom ind på hans egen fremtrædende rolle, fremhævede han flere gange beskedent, hvor dygtig en leder hans egen chef, Børge Thing (‘Brandt’), havde været.

Jørgen Jespersen og hans hustru Eva virkede som et helt gennemsnitligt, hyggeligt pensionistægtepar. Efter et stykke tid serverede fruen et par stykker smørrebrød og en øl, og ‘KK’ viste mig rundt i huset. Vi talte om dagligdags ting, og jeg forstod at parret havde fire voksne børn.

Huset bar præg af, at beboeren havde gode evner som håndværker. I kælderen blev jeg mindet om, at han havde haft en efterkrigskarriere i forsvaret, idet en loftslampe i et festlokale var lavet af et granathylster. Derimod mindes jeg ikke, at effekter fra besættelsen prægede hjemmet i særlig grad.

Mediefolk kunne let få kontakt med Jørgen Jespersen, for han stod i telefonbogen: ‘Jespersen, J., oberstløjtnant’. Alligevel var og er hans navn ikke særlig kendt uden for kredsen af særligt besættelsestidsinteresserede. Det skyldes givetvis hans tilbagetrukne stil. Der var aldrig noget forsøg fra hans side på at fremstå som ‘modstandsbevægelsens talsmand’.

Da vi genoptog interviewet fik jeg en ny oplysning til min artikel: at Jespersen sammen med en af sine Bopa-folk havde likvideret to stikkere på en villavej i Glostrup i 1944. Han sagde videre, at det var noget af det værste at tænke på – det at have været nødt til at slå andre mennesker ihjel.

‘De gamle ting kan godt blive ved med at dukke op mange år efter – også i sene nattetimer,’ sagde han.

Når han havde gjort det, begrundede han det med, at han som afdelingsleder nogle gange var nødt til at bede sine folk likvidere stikkere. Derfor følte han sig forpligtet til selv at gå foran.

Hvad angår likvideringen, var der en interessant oplysning, det ikke lykkedes mig at trække ud af ‘KK’. Det kunne jeg se, da Peter Øvig Knudsen fem år senere interviewede ham i Weekendavisen. Her fremgik det, at én af de to likviderede var Aage Petersen, medlem af Schalburg-korpset og far til forfatteren Leif Panduro.

Jørgen Jespersen døde som 77-årig i 2003. Han var en rørig og veloplagt 69-årig, da jeg mødte ham, men han var de sidste par år af sit liv plaget af sygdom. (Foto: Nationalmuseet)

 

 

 

 

Sen anerkendelse til krigssejlere

Når 70-årsdagen for den vestallierede invasion i Normandiet 6. juni 1944 markeres i år, bliver Dannebrog for første gang hejst ved siden af de allierede landes flag. Samtidig bliver en officiel dansk delegation inviteret. Den kommer til at indbefatte de få nulevende D-dagsveteraner og krigssejlere, som har lyst til og mulighed for at deltage.

Dermed har de over 6000 danske sømænd fra handelsflåden, der sejlede for de allierede, samt knap 1000 danskere, der meldte sig frivilligt til den britiske hær, endelig fået fuld anerkendelse for deres bidrag til sejren over Hitler-Tyskland.
Enhver omtale af dansk modstand under krigen bør naturligt begynde med at nævne de mænd, der gik i allieret tjeneste, men specielt søfolkenes indsats var i mange år glemt.

Den danske deltagelse i Normandiet 6. juni markerer slutpunktet på bestræbelser, der blev påbegyndt for 71 år siden – i begyndelsen af september 1943. En dansk tremandsdelegation i London med den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller i spidsen opsøgte den britiske udenrigsminister Anthony Eden.
Danskerne anmodede de allierede om at anerkende Danmark som medlem af alliancen mod Hitler som konsekvens af, at Erik Scavenius’ samarbejdsregering var gået af 29. august 1943.

Briterne var positive , og USA accepterede også forslaget. Sovjetunionen sagde derimod afgjort nej. Her havde man ikke glemt, at Danmark mindre end to år forinden havde tilsluttet sig Antikominternpagten og dermed politisk set havde tilsluttet sig Tysklands angreb på Sovjetunionen.
Først langt ind i 1944 accepterede Moskva at modtage biblioteksdirektør Thomas Døssing, der stod det danske kommunistparti (DKP) nær, som Frihedsrådets repræsentant – og altså som repræsentant for ‘det kæmpende Danmark’. Den tidligere samarbejdsregerings politikere ville man ikke have noget at gøre med.
Sovjetunionens forståelige reservation bevirkede, at Danmark aldrig fik status som andet end de facto-allieret.

Det danske bidrag på invasionsdagen var ellers stort. Næsten 800 søfolk på 31 danskbemandede skibe deltog – heraf 24 under Dannebrog, idet danske skibe i britisk tjeneste fra 25. december 1943 igen havde fået lov til at føre dansk flag.
Ét af de skibe, der satte den første bølge af amerikanske soldater ned i de fladbundede landgangsbåde ud for Omaha Beach, var dansk.

I Storbritannien var man ikke i tvivl om de danske søfolks betydning. I Underhuset i London sagde kong George VI i november 1944 i en takketale til alle, der havde taget del i D-dagen bl.a.:
‘Flåden har sikret overførslen af de store invasionsstyrker til angrebet på Vesteuropas kyst, og den opretholder fortsat de stabile forsyninger til hæren. Samtidig sørger den for den sikre og rettidige ankomst af fødevarer og materiel, som nationens liv og virke afhænger af. Alt dette ville ikke have været muligt uden den storslåede tapperhed, som er udvist af søfolkene i handelsflåden herhjemmefra og af deres kolleger fra de allierede nationer og Danmark’.

Efter krigen gled det danske bidrag ud i glemslen. Danskere har deltaget i D-dagsjubilæerne, men der har været tale om uofficielle private rejseselskaber. Kendskabet til de over 6000 søfolks indsats er først blevet vidt udbredt gennem Klaus Rydahls bog Krigssejler 1939-45 (Forlaget Radius, 2009).

Man kan argumentere for, at kampen for at blive anerkendt ikke er 71, men 74 år gammel. I oktober 1940 åbnede et rekrutteringskontor i London, der hvervede danskere til britisk krigstjeneste, og et stort flertal af de bevarede breve viser, at de frivilliges motiv til at melde sig bundede i et ønske om at afvaske skammen fra den kampløse kapitulation 9. april 1940.
Det fremgår af Jakob Sørensens bog For Danmarks ære – danskere i allieret krigstjeneste 1939-45 (Informations Forlag, 2011).

Styrken i dette tema viste sig blandt andet i, hvor vigtigt det var for både officerer og menige, at det danske bidrag skulle være synligt – at man ikke blot indgik som enkeltpersoner i de britiske styrker. For eksempel var der i en længere periode et bureaukratisk tovtrækkeri mellem danskerne i regimentet The Buffs, der ønskede adgang til at få påsyet deres britiske uniformer et dansk flag på skulderen, og Storbritanniens militærmyndigheder, der helst ville undgå at skabe en besværlig præcedens.

På sporet af Modstandsdanmark

Husker du Katrine Larsen – grisehandlerens kone i Lilly Brobergs skikkelse i tv-serien Matador? Den gæve, snusfornuftige landhusmor, der stemte på Venstre, gemte sine penge på kistebunden og i det hele taget var indbegrebet af lydighed mod loven og kongens bud om en ‘rolig og værdig optræden’.

Den tyske, jødiske digter Herbert, der kom fra et venstreorienteret miljø i Tyskland, stod Katrine, der bekendte sig til grundtvigianismen, fjernt. Men da Herbert, der i 1930’erne var flygtet til Danmark for nazismen, stod i døren og havde brug for husly, blev han budt ind og tilbudt ophold. Det skete uden mange ord – men da hendes mand, grisehandleren, kom med en bemærkning om, at Herbert nok var imod Hitler, replicerede Katrine: ‘Jamen, så må han jo være god nok.’

Senere var Katrine Larsen også klar med assistance, da kommunisten ‘Røde’ kom i vanskeligheder under kommunistinterneringerne i 1941. Det samme var hun, da den jødiske hr. Stein – bankdirektør Varnæs’ førstemand – var på flugt under tyskernes aktion mod de danske jøder i oktober 1943.

Nok er Katrine en fiktiv figur opfundet af Lise Nørgaard, men hun er en præcis beskrivelse af, at den danske modstand mod den tyske besættelse ikke kun bestod af nogle få tusinde sabotører, faldskærmsagenter og medlemmer af våbenmodtagegrupper. Den bestod også af de titusinder, der var villige til at hjælpe, og som udgjorde baglandet.

Et eksempel med modsat fortegn er en episode, som modstandsmanden Povl Falk-Jensen var ude for i november 1944. Da var den meget aktive modstandsmand på flugt fra en livsfarlig aktion i det indre København, hvor han var tæt på at blive skudt – og kun undgik det på grund af sine hurtige reflekser, fremgår det af hans erindringsbog Holger Danske – Afdeling Eigil. Falk-Jensen var i akut bekneb for et logi og løb tilfældigt på sin kusine. Han spurgte, om han kunne overnatte hos hendes familie – om ikke andet så blot et par nætter. Svaret var, at hun desværre ikke kunne hjælpe, fordi hendes forældre ventede gæster.

Svaret skyldtes næppe, at kusinen var specielt tyskvenlig. I hvert fald var hendes kæreste medlem af en militær ventegruppe, der officielt var en del af modstandsbevægelsen. Men den nationale holdning rakte ikke til at risikere at få noget i klemme – end ikke på direkte opfordring fra et familiemedlem.

De to situationer viser skillelinjen mellem dem, der var klar til at løbe en risiko, når der blev banket på deres dør, og dem, der ‘ikke ville blandes ind i noget’. Det var en tid, da mennesker – ofte i en ung alder – blev kastet ud i valgsituationer, der fik store konsekvenser for deres egne og andres liv.

Netop det er i mine øjne – sammen med de utallige andre gråzoner mellem modstand, samarbejde, medløberi og forræderi – noget af det fascinerende ved besættelsestiden. Det er min ambition at sætte fokus på modstandsbevægelsen som den kraft, der endte med at sikre Danmark en plads på de allieredes side – og dermed et fortsat demokratisk samfund i efterkrigstiden.

Du er meget velkommen til at kommentere ovenstående og belyse virkeligheden under krigen fra andre sider.

Jeg er på ferie i den kommende uge og reagerer derfor ikke på eventuelle kommentarer før 23. februar.