Kosovic om Scavenius, Best og det store tabu

Den knap ti måneder lange Scavenius/Best-akse fra den 7. november 1942 til samarbejdspolitikkens fald den 29. august 1943 er en af de vigtigste politiske samarbejdsrelationer i det 20.århundredes Danmarks-historie. Ikke desto mindre er det svært at få hold på deres personlige forhold, og det er omdiskuteret. Erik Scavenius destruerede efter krigen sit personlige arkiv og dermed formentlig mange brikker til en mosaik.
Noget af det i mine øjne mest fascinerende ved andet bind af Den inderste fare, Birgithe Kosovics dokumentariske roman om Erik Scavenius, er, at hun i en række medrivende scener giver et bud på, hvordan forløb, kontakter og samtaler kan have udspillet sig, som aldrig vil kunne dokumenteres med historiske kilder.  Her tænker jeg ikke mindst på Scavenius’ og Bests samtaler – og især på, hvordan de forholdt sig til det største tabu af alle: Werner Bests omfattende personlige deltagelse i de nazistiske masseforbrydelser inden hans ankomst til Danmark.
Dem må Erik Scavenius uundgåeligt gennem sine embedsmænd have haft kendskab til, men det er bestemt muligt, at spørgsmålet er forblevet unævnt, fordi Scavenius som statsminister har set deres relation som diplomatisk, idet Werner Bets var den øverste tyske, politiske magthaver i Danmark. Derfor har Scavenius givetvis ment, at det ikke var hans opgave at forholde sig til Bests fortid.
Men Birgithe Kosovic lader i en håndfuld scener de to mænd berøre spørgsmålet. Det sker blandt andet i nedenstående uddrag fra bogen under datoen 27. februar 1945 (værkets kapitler er underinddelt efter datoer), hvoraf emnets eksplosive karakter tydeligt fremgår.

Indledningsvis et par ord om udgangspunktet:

1). Hvad vidste Erik Scavenius om Werner Bests fortid?  Da Best blev udnævnt til tysk rigsbefuldmægtiget i efteråret 1942, må der være sket en research på manden i Udenrigsministeriet. Herigennem kunne man finde ud af
– at Werner Best i 1931 som 28-årig havde udfærdiget ‘Boxheim-dokumentet’, der var en opskrift på, hvordan en nationalsocialistisk magtovertagelse kunne ske med terroristiske midler,
– at Best som politichef i Hessen-Darmstadt havde åbnet en af Nazitysklands første koncentrationslejre i Osthofen.
– at Best havde været en nøglefigur i opbygning af det hemmelige politi Gestapo i 1930’erne som et centralt led i den terroristiske nazistat
– at han som krigsforvaltningschef i Frankrig 1940-1942 med blandt andet ansvaret for de tyske relationer til fransk politi havde spillet en rolle – som man dog ikke havde fuld klarhed over – i de første deportationer af franske jøder til udryddelseslejren Auschwitz,
– at Bests generelle omdømme fra tiden i Frankrig havde indbragt ham navnet ‘Blodhunden fra Paris’.
Derimod vidste Erik Scavenius ikke, at Werner Best havde ledet nedskydningen af tusindvis af polakker efter nedkæmpelsen af Polen i september 1939 for at forbygge dannelsen af en polsk modstandsbevægelse. Det kom ikke for en dag før i 1960’erne.

2). Hvad ved vi om Werner Bests og Erik Scavenius’ personlige relation efter den danske regerings afgang den 29. august 1943? Da Werner Bests erindringsbog (redigeret og udgivet af Sigfried Matlok) udkom i 1989 blev deres indbyrdes korrespondance i efterkrigsårene offentliggjort, og den skabte mediestorm. Ikke så meget på grund af deres indhold, men fordi de – med historikeren Hans Kirchhoffs ord – ‘af Scavenius er skrevet i en langt varmere tone, end konventionen ville kræve’.
Der er ingen tvivl om, at der var et grundlæggende tillidsforhold mellem dem – en ‘god kemi’. Ud over brevene havde de i enkelte tilfælde kontakt via kurerer, men tilknytningsforholdet var ikke fra Erik Scavenius’ side så varmt, at han på noget tidspunkt i de 17 år, han levede efter besættelsen, opsøgte Werner Best i Tyskland.

3). Er relationen udtryk for, at Erik Scavenius havde eller udviklede nazisympatier? Nej , det har jeg ikke kendskab til noget, der tyder på. Som jeg ser det, var Scavenius den samme gennem hele sin karriere: Embedsmand, dansk statstjener (men uden veneration for kongehuset), rationalist, med en aristokratisk foragt for folkeopinionens betydning og – ikke mindst vigtigt i forhold til Werner Best og nazismen – afstandtagende i forhold til enhver form for heroisk eller nationalt begrundet mysticisme.

Efter denne indledende prosa videre til det, det egentlig handler om: Birgithe Kosovics bog (side 545-551).

—– —–

27. februar 1945:

“Tjenestepigen med de barnlige hænder havde netop forladt kaminstuen, da dr. Best, som sad overfor, smøg noget i munden, og nede i hånden øjnede Scavenius et lille pilleglas forsvinde i lommen. Selv om munden derovre smilede, stak venligheden spidst; og der var en hulhed i stemmen, som om han talte om en chance, han havde fortabt:

”Forestil Dem, at der fandtes nogle – ja? Lad os antage, at der ud over de almindelige lejre, arbejdslejrene, at der så også fandtes nogle andre lejre, hvor – ”

Han gik i stå og kælede sig om munden med fingerspidserne.

Scavenius holdt vejret. Da dr. Best havde inviteret ham ud på Rydhave her til aften, havde han troet, at han ville tale med ham om genoptagelsen af kampen mod modstandsbevægelsen med legale juridiske midler, som var blevet indledt for få dage siden med henrettelsen af 10 mænd, og hvordan Scavenius kunne mægle mellem den rigsbefuldmægtigede og Svenningsen. Denne tankeleg havde han ikke været forberedt på, og han ville helst være fri for at fortsætte ud ad dette spor, men den unge mand fortsatte:

”Lejre, der var indrettet til en slags – ” han standsede op foran ordet, men sagde det så – ”udryddelseslejre?”

Det kom i et suk, næsten som i lettelse.

Uden at dreje hovedet flyttede dr. Best blikket over på ham, som om han frygtede, at nogen skulle høre, at de sad her og havde denne samtale.

”Med gaskamre?” mumlende han. ”Indrettet til at slå folk ihjel? I tusindvis? Hver evig eneste dag?”

”Men den slags,” indvendte Scavenius med en kølig stemme, ”det har vi jo hørt om før; hvis der virkelig fandtes sådan nogle lejre – ”

”Selvfølgelig ikke!” afbrød dr. Best og løftede hånden i en afværgende gestus, idet han sukkede som over en kedelig vittighed eller en håbløs dumhed, og irettesatte forsigtigt: ”Det, som jeg taler om, det er naturligvis kun noget, vi forestiller os.”

Scavenius skyndte sig at få fat i kaffekoppen og bøje i nakken, mens han tog den op til læberne.

”Man ville aldrig kunne tvinge folk ind i sådanne kamre,” sagde han ned mod koppen, og idet han med det samme indså, hvor meget han havde ret, løftede han hovedet og fortsatte, men uden at se den unge mand i øjnene: ”Man ville være nødt til at skyde dem. Og ingen soldat ville være i stand til at henrette tusindvis af mennesker, dag ud og dag ind. Det er umuligt.”

Da han så over på dr. Best igen, sad denne nærmest som kuet.

”Det er klart,” sagde han som i et ikke bjæf. ”De har ret. Men lad os alligevel sige, at de gik frivilligt derind.”

”Det ville ingen jo gøre!”

Det lød, som om han korreksede dr. Best, og Scavenius kom til at slubre af koppen. Hvad var det her for en samtale?

”Måske,” hørte han ham fortsætte, ”troede folk, at det var en badecelle?”

”Men,” forsøgte Scavenius, som om ordene bare var ord, ”hvor skulle man gøre af alle ligene?”

”Jamen, dem – ” hånden derovre gjorde en let affejende bevægelse, som om at det skulle han ikke bekymre sig om – ”dem brændte man?” Han smilede, med en lille blufærdighed: ”Det er jo bare noget, vi forestiller os.”

Scavenius rystede svagt på hovedet, men dr. Best blev ved:

”Hvis vi nu antog, at der virkelig for alvor fandtes sådan nogle lejre. Og hvis man også forestillede sig, at – ” stemmen tøvede – ”at kommandanten i sådan en lejr stod foran glughullet til gaskammeret og kiggede ind gennem den lille rude til alle de mange arme mennesker, der stod klemt sammen derinde, mens gassen blev sendt ind – ” det kneb ham om øjnene – ”og hvis kommandanten skulle stå og se ind i infernoet med alle de mange, som skreg af skræk og kravlede oven på hinanden og kradsede med neglene i loftet og kæmpede imod alt, mens de langsomt blev kvalt – ”

”Ja, hvad så?” afbrød Scavenius og holdt fast om kaffekoppen med begge hænder. ”Hvad er det, De vil sige?”

Dr. Best gik i stå; og de vekslede et blik, der var flygtigt og med en lille bøn; men så skubbede manden alligevel sig selv videre:

”Lad os antage, at denne kommandant, som stod og stirrede ind på en pine så stor og altomfattende, at ingen, der har set det, nogensinde kan glemme det; et syn, som vender tilbage til én, når man mindst venter det, og som ødelægger én, æder af én, selv længe efter.”

Scavenius plirrede. Såvidt han viste, havde dr. Best kun været med til at sende de franske jøder østpå; han havde aldrig slået nogen ihjel, ikke selv; han havde aldrig nogensinde været i nærheden af drabene. Og dr. Best havde gjort alt, hvad der havde stået i hans magt, for at redde de danske jøder, og ligegyldigt hvad folk troede om den mand, var han et menneske med samvittighed; det vidste han, det ville enhver kunne han se på ham, som han nu sad der og så frem for sig, som om han var ved at kaste op.

”Ting,” insisterede den unge mand, ”som gør, at, selv hvis man kun havde fået det beskrevet af andre, så kunne man ikke se på sin kone eller sine børn, når man kom hjem bagefter. Ting, som gør, at man slet ikke kan se noget andet menneske i øjnene, ikke i flere dage, i mange uger. Og bagefter, når alle råbene og skrigene og alle klagerne og bønnerne og gråden og jammeren var væk, og stilheden havde indfundet sig i kammeret; ville De tro det, hvis nogen fortalte Dem, at det kunne føles, som om man mødte Gud derinde?”

Scavenius glanede over på ham:

”Har De – ”

”Nej!? For Guds skyld!” næsten råbte den unge mand.

Scavenius slikkede sig over læberne, han ville helst hjem nu, men den rigsbefuldmægtigede fortsatte undskyldende:

”Betragt det som den sindstilstand, man kan komme i. Hvis for eksempel sådanne drab måtte gennemføres? Fordi det var det eneste, der kunne redde lejr-kommandantens land og folk? Og at han var tilkaldt for at overvære – ” tungespidsen gled over læberne – ”gasningen, fordi han skulle tage stilling til systemets effektivitet med henblik på en forbedring eller en godkendelse af procedurerne. Og mens han står der og ser ind på disse dødsdømtes kamp og fortvivlede hjælpeløshed, mærker han, hvordan hans underordnede kigger på ham? Det var dét, jeg ville sige. Prøv at forestille Dem det. Han ved, at hvis han kigger væk, at hvis han ikke klarer det her, og hvis han bryder sammen, så vil han tage modet og styrken fra alle sine folk, for hvem dette syn er en del af deres daglige arbejde i krigen.”

”Findes de lejre?”

De sad og så hinanden i øjnene. Så rystede dr. Best på hovedet, men så spinkelt og så langsomt, at det næsten lignede et lille ja.

”Det er et billede, en eufemisme” sagde han. ”Det er noget, vi forestiller os.”

”Men hvorfor skal vi det!”

Dr. Best sukkede.

”Forleden dag faldt jeg over en sætning. Af en tjekkisk forfatter. ’Im Kampf zwischen Dir und der Welt, sekundiere der Welt.’ Og så er det, jeg vil spørge: Hvad gør kommandanten? Stiller han sig på verdens side? Ofrer han sig? For sit land og sit folk? Og bliver ved med at kigge ind gennem glughullet? Eller vælger han sig selv og kigger væk?”

Scavenius så væk. Han rystede på hovedet:

”Jamen, jeg forstår overhovedet ikke, hvad det er, De vil sige med – ”

”Dét, som jeg vil sige,” klagede dr. Best, ”dét, som jeg spørger om, det er: Hvad vil det sige at vælge verden, når man står midt i krigen? Hvis man er kommandant i sådan en lejr? Eller hvis man er indsatsleder og organiserer einsatzgrupper ved fronten? Eller hvis man er menig soldat og har fået ordre til at slå civile ihjel? Hvis man ved, at enten gør man det. Enten begår man en grusomhed og redder land og folk. Eller også gør man det ikke, og så frelser man sig selv fra en rædsel, der overstiger alt.”

Scavenius stirrede. Hvad var det, han så i det ansigt? Selvmedlidenhed? Nej, det var kun en mand, der var drevet så langt ud af situationen, at han kunne finde på at gøre skade på sig selv. Scavenius svælgede. Han vidste godt, hvad der var det rigtige at svare et sådant menneske. Og i øvrigt mente han det:

”Når verden er stærk, så vælg Dem selv. Og når De selv er stærk, så vælg verden.”

”Hvad betyder det?”

”Når det ideal står stærkt, at De skal nyde og være fri fra forpligtelser, så skal De vælge verden og slås for det, der binder os sammen. Og når verden står stærkest med krav om massernes underkastelse, så vælg Dem selv og kæmp for den enkeltes frihed.”

Dr. Best så op på ham, som om han ikke forstod.

”Og lige nu?” bjæffede han.

”Lige nu?”

Scavenius slikkede sig over læberne: Denne fornemme pande? Denne elegante profil? Den bævende hage, de plirrende øjne og det rødsprængte blik? Kunne det virkelig passe? Havde den unge mand mere på samvittigheden, end han havde troet?

Han afbrød enhver tanke:

”Så vælg Dem selv.”

 

Tilbageblik på en fundraising

Det var et spring ud på de tusind favne, da jeg gik ud på Facebook og LinkedIn med det formål at indsamle en lille million kroner for at få arbejdet i gang med projekt Modstand – fire bind om Danmarks frihedskamp 1940-1945.
Jeg havde ingen fornemmelse af, om det kunne lade sig gøre – og ingen at spørge til råds. Af den gode grund, at ingen vidste noget om det, fordi en bogfinansiering i den skala næppe er blevet forsøgt før i Danmark med crowdfunding som et vigtigt element. Jeg er i hvert fald ikke stødt på oplysninger om, at det skulle være sket.
Indehaveren af www.booomerang.dk Michael Eis var en anelse skeptisk over for det store beløb på 925.000 kr., hvoraf de 443.500kr. var mindstebeløbet for at få crowdfunding-projektet i mål. Når platformejeren bliver spurgt, råder han generelt folk til at sætte målbeløbet så lavt som muligt – efter den mest basale model, der er mulig – for at have de bedste chancer for at få projektet hjem.
Men det lykkedes at skaffe en tilstrækkelig stor del af beløbet til at få en kontrakt med Politikens Forlag. Helt præcis 722.470 kr, svarende til 78,1 pct af målbeløbet. Resten skal skaffes i løbet af det kommende halvandet år – primært formentlig gennem fondsansøgninger.

Finansieringsprojekt i seks faser
Fundraisingen begyndte den 30. marts sidste år, sluttede den 31. december og varede altså ni måneder. I første omgang var det planlagt til at slutte den 26. juni efter tre måneder, men det måtte forlænges gentagne gange.
Forløbet kan inddeles i seks faser:
1). 50.000 kr. var blevet stillet til rådighed fra start fra Interfond, der er hovedsponsoren bag Modstand.
2). Finansieringsprojektet blev løbet i gang af crowdfundingen. I løbet af foråret og forsommeren kom knap 100.000 kr. ind – i begyndelsen fra familie, gamle venner, studiekammerater m.m. Da fundraisingen havde været i gang en måned, begyndte helt fremmede mennesker at give bidrag, og til sidst var over halvdelen af bidragyderne folk, jeg aldrig havde været i kontakt med.
3). I maj og juni kom i alt 350.000 kr. i bevillinger fra Augustinusfonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Interfond og Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond. Fondsmidlerne var og er hovedbestanddelen af finansieringen, uden hvilke genoptagelsen af projektet havde været utænkelig.
4). Herefter fulgte en længere krise, der varede til midt i september 2017, for det lykkedes ikke at få lukket projektet. Nye bidrag på crowdfundingen var efterhånden begrænsede, der var ikke flere fonde at søge, og én bestemt stor fond, som jeg havde ventet på hele sommerperioden, gav afslag. Det betød, at jeg den 19. september måtte opgive projektet – men kun kortvarigt, som det viste sig.
5). Forskellige privatpersoner og firmaer – herunder to store advokatfirmaer – reagerede på oplysningen om, at Modstand ikke blev til noget, I løbet af blot 14 dage var 66.000 kr. blev bevilget, og hertil kom yderligere to garantierklæringer til en værdi af tilsammen 20.000 kr. I begyndelsen af december 2017 var værdien af sponsoraterne vokset til 91.000 kr., og der var nu garantierklæringer for 60.000 kr., 151.000 kr. i alt. Det er ikke for meget sagt, at det var firmasponsoraterne og garantierne, der reddede projektet.
6). Den 19. december 2017 lavede jeg en status over crowdfundingen og meddelte, at indsamlingen sluttede den 31. december. Min forventning var, at fundraisingen lige så stille ville klinge af. Siden forsommeren havde der været langt mellem bidragene på crowdfundingen, men nu kom der en overraskende slutspurt med nye bidrag i stribevis og i alt over 20.000 kr. ekstra i de to sidste uger. Det bragte totalen på crowdfunding-delen op på næsten 160.000 kr. – penge, der gjorde det nemmere at få enderne til at mødes, da vi skulle lægge budget.

Overskuelig og brugervenlig side
Jeg sprang ud i projektet uden nogen forudgående erfaring med avanceret finansiering. Et halvt år før indsamlingsprojektet gik i luften kendte jeg slet ikke ordet crowdfunding. Det var derfor lidt at et spring at lade en netplatform håndtere så store beløb på mine vegne. Men jeg må sige, at uroen hurtigt forsvandt, for jeg har lige fra starten oplevet den måde, min konto er blevet administreret på på www.booomerang.dk som gennemskuelig og troværdig.
Jeg synes også, det er et klart plus, at siden er overskueligt og brugervenligt indrettet. Jeg tror, at folk, der har været interesseret i mit projekt, har følt sig godt hjulpet.
Nogle bidragydere har oplevet det som besværligt, at man skal oprette en konto for at kunne indbetale et bidrag på siden. Og for mig selv har det været besværligt, at der er en overgrænse for, hvor stort et beløb projektindehaveren selv kan indbetale, for virkelig mange har foretrukket at betale på MobilePay. Det var gjort det nødvendigt at jeg selv har viderebefordret de indbetalte beløb, og når jeg ikke selv kunne sætte beløbene ind, måtte platformejeren eller hans bogholder gøre det.
Disse besværligheder skyldes ifølge Michael Eis lovregler, der har til formål at forhindre hvidvask af penge. Da tendensen går i retning af, at reglerne bliver strammere, er der ikke noget at gøre ved det.

Crowdfunding kræver en indsats
Jeg kan anbefale crowdfunding som en metode, man kan bruge i mange sammenhænge. Men selv om lyder besnærende at ‘hente penge på nettet’, skal man gøre sig en ting klart: Det er ikke nemt, men kræver tværtimod en langvarig og i perioder intensiv arbejdsindsats.
www.booomerang.dk har en righoldig og veltilrettelagt blog, men man skal som udgangspunkt selv læse sig til, hvordan man skal gå frem. Frem mod lanceringen er der virkelig meget skrivearbejde, og det er der periodevis også senere i forløbet. Ikke mindst skal man bruge megen tid på Facebook og LinkedIn for at holde gryden i kog – eller noget tilsvarende afhængigt af projektets karakter. Der skal oprettes projektside på Facebook, og og så er det nærmest obligatorisk i dag at lave en videofilm – ellers vinder man ingen opmærksomhed om sit projekt. På det punkt har jeg været godt hjulpet, idet Politikens Forlag har stillet webmaster Berit Lund til rådighed til at producere videoen.

Indvundne erfaringer
Af konkrete erfaringer har jeg gjort følgende:
1). Når projektet er så stort, skal der være vægtige støtter fra start. Det var jeg heldig at have i form af Interfond og et par femcifrede bidrag på crowdfundingen, som jeg på forhånd vidste, ville komme.
2). Fundraising-perioden var for kort. Nogle fonde er parate til at beslutte sig hurtigt, men bestyrelserne er ikke villige vil at flytte deres møder, fordi en ansøger har en selverklæret afslutningsdato for sit projekt. Dertil kan forsigtighed få fonde til at indtage en afventende holdning – fordi man ikke ønsker at tabe sine penge og helst vil  se en kontrakt, før man giver en bevilling, frem for at give en bevilling for at styrke en mulighed for indgåelse af en kontrakt. Derfor har man som fundraiser brug for tid til at tage bestik af udviklingen og justere kursen, hvis det bliver nødvendigt.
3). Det vil være en fordel at have et bindende svar fra SKAT fra projektets begyndelse, der giver sikkerhed for, hvordan netop dit projekts skattemæssige stilling er. For mig var det vigtigt, at SKAT svarede relativt hurtigt – ca. en måned efter projektstart – så jeg vidste, hvor jeg stod. Det ville have været endnu bedre at have haft klarheden på forhånd.
4). Mit målbeløb på crowdfundingen på 443.500 kr. var alt for højt. Det burde snarere have været på ca. 150.000 kr. Med det høje beløb var jeg nødt til at sætte fondsbevillinger ind på kontoen med det resultat, at jeg kom til at betale unødvendige penge i gebyr.

Crowdfunding med på foredragsprogram
Men hvorom alting er, er arbejdet i gang igen, og Politikens Forlag og jeg arbejder frem mod at nå at få bind 2 på gaden til den 29. august 2018 – 75-årsdagen for afslutningen af samarbejdspolitikken i 1943.
 Crowdfunding er et af de emner, jeg udbyder i mit foredragsprogram med henblik på efterårssæsonen 2018: https://artebooking.dk/niels-birger-danielsen/

Donorliste pr. 3. august 2019

Her er den samlede liste over bidragydere til mit finansieringsprojekt til videreførelse af projekt Modstand, der begyndte den 30. marts 2017:

Fondsbevillinger: 515.000 kr.
Interfond
Augustinusfonden
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond
Christmas Møllers Mindefond
Jyllands-Postens Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse

Priser: 10.000 kr.
Karin Michaelis-prisen i 2018.

Firmasponsorer: 103.000 kr.
Advokatfirma Poul Schmith/Kammeradvokaten
Advokatpartnerselskabet Gorrissen Federspiel
Advokat Frederik Madsen, Zofus Advokat- og Konsulentfirma og formand for Zone-Redningskorpsets Venner
TLH Gruppen i Rødovre v/Torsten Lykke Hansen (fra og med bind 3  under navnet Hanne og Torsten Lykke Hansens Fond)
Ekstra Bladet
Forlaget Nyt DPIF, Frederiksberg
Konsulentfirmaet Workstep ApS, Hampen i Jylland

Garantierklæringer: 60.000 kr.
Kreditfuldmægtig Lars Emborg Jensen
Ekstra Bladet
AI Arkitekter og Ingeniører
Adm. direktør Jan Bruus Sørensen/fysioterapeut Lene Boye

CROWDFUNDING: 180.184 kr.
Heraf det oprindelige hovedprojekt (marts 2017-januar 2018): 159.470 kr.
Heraf opfølgerprojektet (begyndt i januar 2019 – slutter juni 2019: 20.714 kr.

Kollektivbidrag (foreninger, projekter og indsamlinger): 3200 kr.

Brecklings Bogcafé, Sønderborg, v/Allan Breckling: 1.200 kr.
Projekt Stjerne Radio v/Joakim Zacho Weylandt: 1.000 kr.
‘Holger Danske Modstandsgruppen’ på Facebook v/Thomas Hilleberg: 1.000 kr.

130 private, navngivne bidragydere: 102.598 kr.
(alfabetisk orden efter efternavn)
Poul Agertoft
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Hans Peter Baadsgaard
Dan E. Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Ruth/Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
John Dithmar
Michael Eis
Jakob Erle
Bente Fjellerad
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse

Morten Nørgaard Hald
Kristina Lisby Hammer
Henrik Werner Hansen
Jesper Schou Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Tine Johansen
Annette Jonsson
Henrik Jürgensen
Anni Jørgensen
Henrik Hartvig Jørgensen
Jean Jørgensen

Rina Ronja Kari
Jakob Kjærsgaard
Birgit Klaproth
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Ann-Mari Larsen
Henning N. Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin Sun Larsen
Lars Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Troels Laurell
Poul-Henning Laursen
Brita Bente Lilia
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Anne Nielsen
Dine Nielsen
Henrik Ryan Nielsen
Jesper Kamp Nielsen
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
William Henrik Houmøller Olesen
Jens Ostergaard
Birte Pedersen
Søren Pedersen
Bjarne Hosbond Poulsen
Steen Poulsen
Johnny Rahe
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Jens Rossel
Peter Rydell

Kenn Schoop
Jan Skougaard
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Torben Holm Sørensen
Morten Thing
Ove Thomsen
Thomas W. Thorsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Thorkild Tønnesen
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner

8 anonyme donorer i alt: 77.586 kroner

De resterende midler, der skal føre til samlet 925.000 og dermed fuld finansiering af bogprojektet, skal tilvejebringes inden sommeren 2019 og vil blive søgt fremskaffet gennnem især fondsansøgninger.

Yderligere bidrag til min crowdfunding kan indbetales på bankkontonummer 6511 – 30 512 300 42  (BankNordik) eller MobilePay på nr. 60 38 37 21.

—– —– —–

Fondsbevillinger før finansieringsprojektet, dvs. første del af projekt Modstand: 400.000 kr.
Statens Kunstfond
Interfond
Politikens Fond
Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond
Augustinusfonden
Den Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Jyllands-Postens Fond
Lademanns Fond

Aftale i hus – fokus på 29. august 1943

Politikens Forlag og jeg er enige om at genoptage samarbejdet om udgivelsen af Modstand – nu i fire bind. Det blev resultatet af et møde i onsdags med forlagschef Kim Hundevadt og forlagsredaktør Majbrit Hansen. Mødet blev ret kort kort, for efter den seneste tids landvindinger i fundraisingen, var det forholdsvis let at nå til enighed.
Derfor vil jeg endnu engang sige hjerteligt tak til alle, der har bidraget. Hver en indbetaling på 100 kroner og derover har bidraget til at give projektet en troværdighed, der kan have været med til at give de større spillere lyst til at stille med de afgørende beløb.
Et  beløb på foreløbig over 700.000 lyder voldsomt, men det er værd at huske, at det ikke kun handler om, at jeg skal have noget at leve af under produktionen. Det er dyrt at producere en så stor udgivelse, så der løber store ekstraomkostninger på, når et allerede planlagt værk udvides. Af den grund går over 300.000 kroner til Politikens forlag som tilskud til især produktionsomkostninger.

Vi får chancen på en mærkedag
Udskydelser og forsinkelser er ærgerlige, men et rent tilfælde har bevirket, at vi har fået en ekstra god chance for at få en effektfuld ny start.
Med bind 2 to tredjedele færdigskrevet virker det overkommeligt at få bindet klar til udgivelse onsdag den 29. august 2018 – altså om otte måneder.
Det er 75-årsdagen for den 29. august 1943, da den danske regering ophørte med at fungere, og general Hermannn von Hanneken indførte militær undtagelsestilstand. Det er en lige så stor dag i mindet som modstandskampen som befrielsesdagen, den 5. maj 1945. Og tilfældigvis omfatter bind 2. perioden fra september 1942 til august/september 1943 og omfatter derfor netop begivenhederne på den skelsættende dag. Bindet kommer til at slutte med begivenhederne den 29- august 1943, dannelsen af Danmarks Frihedsråd og Gestapos ankomst til landet.
Vi er også enige om at satse på at få bind 3 ud i butikkerne den 29. august 2019 og bind 4 på samme dag i 2020. Det mener jeg er så realistisk, at jeg tager chancen og melder det ud.
Bind 1 udkom i 2015.

Vigtige hjælpemidler
Jeg glæder mig meget til at samarbejde med Politikens Forlag om firebindsudgivelsen – som altid tidligere med Majbrit Hansen som nærmeste kontaktperson. Jeg takker også webmaster Berit Lund, der har lavet videooptagelsen på www.booomerang.dk, der har forlenet  finansieringsprojektets med synlighed. Man kommer ikke langt uden video i dag.
Også fuld credit til informationschef Camilla Høy for hjælp til opsætning af Facebook-siden ‘Modstand – finansiering’, der ved siden af www.booomerang.dk har været vigtigste forankringspunkt for fundraisingen.

Uplanlagt fortsættelse
Endelig vil jeg nævne, at slutdatoen for crowdfundingen på booomerang.dk er forlænget til den 31. december. Det skyldes administrative udfordringer i forbindelse med frigivelse af midlerne – ikke noget specielt ønske om at forlænge indsamlingsperioden.

Afdeling ‘Eigils’ raid på Fritjof Nansens Plads

Holger Danskes ‘Afdeling Eigil’ gennemførte den 1. marts 1945 en aktion på Østerbro, der førte til, at en ukendt, elegant klædt kvinde blev skudt. Først adskillige dage senere fandt den 15 mand store styrke ud af, at den dræbte var Cathinca Lieder, den 43-årige sekretær for HIPO-chefen Erik V. Pedersen.
Men aktionen i en herskabslejlighed havde et helt andet formål, fremgår det af Povl Falk-Jensens erindringer fra modstandskampen Holger Danske – afdeling ‘Eigil’ (Frihedsmuseets Venner, 2010).
Erland Leth Pedersen og jeg har citeret en længere passage i dette kapiteluddrag af bogen Svend Staal-gruppen, der udkom den 18. september på forlaget Nyt DPIF.

—– —– —–

(Kun mellemrubrikker er tilføjet; ellers er teksten som i bogen)

“Da Svend Staal-gruppen den 23. februar i løbet af et par timer mistede Henning Walthing, logiværtinden Agnes Walthing og chefen Poul Otto Ditlev Nielsen, havde Povl Falk-Jensen, lederen af Holger Danskes ’Afdeling Eigil’, allerede i flere uger været i gang med at planlægge en aktion, der blot seks dage senere skulle gøre det næst indhug i rækkerne.
Den 24-årige Falk-Jensen var en grundig mand. Det kom til udtryk i forberedelserne, der slet ikke tog sigte på en likvidering. Aktionen var tænkt som en razzia mod en herskabslejlighed på Fritjof Nansens Plads 8 på Østerbro. Lejligheden lå på 2. sal på venstre hånd, og dens indehaver var en ældre dame, baronesse Frederikke von Bülow.
Baronessen var mor til den 34-årige Helga von Schalburg, enke efter kommandøren for Frikorps Danmark C.F. von Schalburg, der var faldet i Rusland i 1942.[1] Fru von Schalburg og hendes 10-årige søn Alexander havde i ugerne forud i længere perioder opholdt sig i lejligheden.
De var flygtninge. En måned før var de over hals og hoved kommet tilbage til Danmark fra godset Murke i det vestlige Polen. Det havde de fået stillet til rådighed af SS-rigsfører Heinrich Himmler, men nu stod det umiddelbart over for at blive indtaget af Den røde Hær.
Indtil hendes og sønnens afrejse i april 1944 havde Helga von Schalburg haft tæt tilknytning til det tyske miljø og havde været drivkraften i varetagelsen af hendes afdøde mands mindefond.[2]

Den indledende skygning
Povl Falk-Jensen regnede med, at der var gode chancer for at finde større mængder vigtige dokumenter i lejligheden. Han satte sine folk til at rekognoscere i kvarteret, og de fik sat ansigter på baronessen og Helga von Schalburg.
”Da de (…) havde været i byen sammen et par gange, kendte vi dem, men så var der pludselig en anden lidt yngre dame med i stedet for fru von Schalburg. Det var måske dennes veninde?” funderede Poul Falk-Jensen i sine erindringer.
Som det senere skulle vise sig, var den sorthårede dame ikke yngre end den blonde fru von Schalburg, men ni år ældre. Til gengæld var hun elegant og velklædt. Den samme ugedag i den følgende uge fulgtes den ukendte igen med baronessen.
”Vedkommende havde måske fri fra arbejde denne ugedag i ugen. Der var altså brudstykker af et mønster.”
Holger Danske-folkene begyndte nu at iagttage Helga von Schalburg og den anden kvinde, når de færdedes andre steder i byen end i lokalkvarteret på Østerbro.
”Det viste sig, at fru von Schalburg flere gange tog ind på Politigården (..) og en enkelt gang til Dahlerupsgade.”

Et fokus, der skiftede
Povl Falk-Jensen kunne ikke huske, at navnet Dahlerupsgade sagde ham noget særligt.
”Den anden dame blev også skygget til Dahlerupsgade en af de dage, hvor hun havde været på formiddagsbesøg på Fritjof Nansens Plads. Det var den samme opgang, som fru von Schalburg var gået ind i,” berettede ’Eigil’ videre.
Hans folk begyndte nu at holde øje med kvinden nogle dage, og det viste sig, at hun ved almindelig kontortids begyndelse gik ind i den samme opgang hver dag. Man fik også konstateret, at hun nogle morgener var kommet til Fritjof Nansens Plads henholdsvis gået derfra så tidligt, at ’skyggen’ endnu ikke var på plads.
”Det var den opgang, fru von Bülows lejlighed lå i. Det tydede på, at hun også boede i baronessens lejlighed, men det sagde intet om, at hun boede der konstant. Denne sidste dame (…) havde ofte en mappe, formodentlig med papirer, med sig hjem. Ofte en mappe, ligeledes sandsynligvis med papirer, den modsatte vej. (…) Det var måske hende, der var den interessante person i denne sag og ikke fru von Schalburg.”

En mandskabskrævende opgave
Povl Falk-Jensen valgte at iværksætte en aktion, selv om han var noget i tvivl om, hvorvidt det ville lønne sig at løbe risikoen. De to kvinders færden tydede på en forbindelse til HIPO af en eller anden art, og aktionen var krævende. Han måtte regne med, at kvinderne kunne nå at slå alarm, og så kunne det blive vanskeligt at nå at komme væk. Han samlede derfor 15 mand, deraf nogle stykker fra en af afdelingens grupper, der hørte hjemme i Lyngby.
”Der skulle bruges mange folk til at dække Fritjof Nansens Plads med alle dens til- og frakørselsveje. Der var ikke langt til nærmeste tyske forlægning, som (….) kunne blive alarmeret af HIPO,” skrev ’Eigil’.
Aktionen blev gennemført først på eftermiddagen den 1. marts 1945. Falk-Jensen og en gruppekammerat gik op i opgangen og stillede sig uden for entredøren, mens tre fra Lyngby-gruppen skulle skaffe sig adgang til lejligheden fra køkkentrappen. De ti øvrige var dækmandskab foran og bagved bygningen og i de nærliggende gader.
”(Det var) en af de dage, hvor den tredje dame plejede at være på arbejde i Dahlerupsgade. Var heldet med os, kunne vi sidde og vente på dennes hjemkomst,”
Mændene var meget spændte på, hvad aktionen kunne give af udbytte. Om der ville ligge breve i lejligheden – modtagne eller genparter af afsendte – eller ansøgninger til HIPO-korpset, der ville gøre det muligt at opspore afsenderne.
”Ifølge vore iagttagelser skulle der (…) kun være moder og datter i lejligheden, men det skulle såmænd nok passe, at der slet ikke var nogen hjemme. Hvis dette var tilfældet, så ville vi skaffe os adgang på anden måde,” skrev Falk-Jensen

Kvinden i silkekimonoen
Gruppeføreren Knud Søndergaard havde taget sit pæneste tøj på, og hans hår var vandkæmmet, da han ringede på og præsenterede sig som inspektør fra gas- eller belysningsvæsenet, der gerne ville læse en måler af. Personen der åbnede køkkendøren på klem, var – modsat forventningen – den ukendte kvinde.
Selv om ’inspektøren’ viste legitimationskort, ville kvinden ikke løsne sikkerhedskæden og åbne døren, men selv foretage et kontrolopkald til den pågældende myndighed. I dette øjeblik ringede de to mænd ved hoveddøren på klokken, og mens kvinden var på vej hen for at åbne, sprængte de tre mænd på køkkentrappen sikkerhedskæden.
”Hun, der var meget elegant og iført en silkekimono, løb ind i dagligstuen. Nu mødte der de tre mænd en virkelig overraskelse. Hun stillede sig i dækning bag et hjørne af væggen (…) i stuen og skød på de indtrængende.”
Der udviklede sig en regulær ildkamp, og også fru von Schalburg og en ukendt mand, der også befandt sig i lejligheden, tog kampen op og skød på modstandsfolkene. Baronessen ringede til Politigården.
”Tiden var kostbar, og det var tydeligt, at man forsøgte at trække tiden ud. Det lykkedes gruppeføreren at få et skud ind i (…) hende den ukendte i silkekimonoen. Det var tydeligt hende, der ledede slagets gang fra den anden side. Hun sank sammen, og hun fik et sikkerhedsskud,” berettede Povl Falk-Jensen.
Enhver tanke om at gennemsøge lejligheden var opgivet. Nu handlede det bare om at komme væk, inden HIPO indfandt sig.”

—– —–

Noter:
[1] Povl Falk-Jensen: Holger Danske – Afdeling ’Eigil’, side 265-276.
[2] Mikkel Kirkebæk: Schalburg, side 385-390.

—– —–

Andre indlæg her på hjemmesiden om bogen Svend Staal-gruppen, der udkom den 18. september på forlaget Nyt DPIF:
1). Kapiteluddrag fra bogen: Bortførelsesdrama på Østbornholm
2). Kapiteluddrag fra bogen: Nazibetjent i knibe
3). Optaktsartikel:  Historien bag billedet