Fraklip 1: Besættelsesdag på fjerne kyster

Selv om Flemming B. Muus befandt sig på Cape Palmas, en fjern handelsplads i det sydøstligste hjørne af Liberia, var han og de andre udlændinge a jour med den internationale udvikling.
Radioen var i gang fra morgen til aften i den første uge af april 1940, og den 8. april kunne den 32-årige speditør høre om den britiske mineudlægning ved Norge. Da han dagen efter tændte for radioen, var han ikke meget i tvivl om, hvad der nu var sket.
”Klokken 8 blev vore værste Anelser bekræftet,” skrev han i erindringsbogen Ingen tænder et lys.
”Danmark og Norge var blevet invaderet af tyske Styrker. Meddelelsen lammede mig fuldkomment. Jeg tror ikke, jeg bevægede mig saa meget som en Finger i Løbet af den næste Time. Jeg sad blot i en Stol, uden Tanke, lammet af Sorg og Skam.”
Derefter blev lammelsen afløst af hektisk aktivitet. Den landflygtige sendte sin opsigelse til det rederi, han arbejdede for. Derefter sendte han et telegram til grev Eduard Reventlow, den danske gesandt i London, og erklærede sig klar til at gå ind i ‘The Danish Legion’. Muus anså det nemlig for en selvfølge, at en dansk eksilstyrke var blevet etableret.

Danmark neutralt
Reventlow svarede, at der ikke fandtes nogen sådan styrke, da Danmark var et neutralt land, og briterne ønskede ikke at indrullere neutrale statsborgere i deres væbnede styrker.
Flemming B. Muus skrev også til gesandt Henrik Kauffmann i Washington.[1] I betragtning af den intense radiolytning var Muus muligvis allerede opmærksom på, at Kauffmann havde erklæret, at han betragtede sig som ubundet af instruktioner fra København.
Washington-gesandten mente, at besættelsesordningen, der indebar fortsat dansk neutralitet og suverænitet trods besættelsen, var umulig og dermed fiktiv.
”Det var for Henrik Kauffmann det selvfølgelige udgangspunkt, at et land, som blev angrebet og besat, måtte fremstå som netop besat, dvs. med en af besættelsesmagten indsat lydregering i København og en rest af den suveræne danske regering i eksil som legitim repræsentant for ‘det frie Danmark’,” skriver historikeren Bo Lidegaard.
Det var med andre ord den norske model, eller for den sags skyld den tjekkoslovakiske eller polske, som Kauffmann handlede ud fra.[2]

‘Negerdrenge raabte Skældsord’
Svaret til Flemming B. Muus var da også konstruktivt. Gesandten skrev tilbage, at der kunne være en chance for, at Muus kunne komme ind i de norske styrker. Speditøren i Cape Palmas sendte en ansøgning til Little Norway i Canada, hvor det norske luftvåben i eksil havde sin base, men hørte intet. Et brev til Krigsministeriet i London kastede kun et henholdende svar af sig.
”Jeg begyndte at tro, at jeg vilde være nødsaget til at tilbringe hele Krigen i Liberia, medens andre Landes Stridskræfter afgjorde Danmarks Skæbne,” skrev han.
Stemningen var ikke hyggelig i Cape Palmas. Her boede også nogle tyskere, som Flemming B. Muus i årevis havde haft daglig omgang med. Han havde imidlertid afbrudt al samkvem med dem efter den 9. april, og nu havde tyskerne – som Muus skriver – lejet ‘Negerdrenge til at raabe Skældsord efter mig og bombardere mit Hus med Sten’.
Endnu værre var det, da én af hans amerikanske venner en dag hilste ham med udråbet:
”Se, der kommer Manden uden Fædreland!”[3]

Jens Nørregaard var elev om bord på Skoleskibet Danmark, da Danmark blev besat 9. april 1940. Skibet befandt sig på dette tidspunkt i Nordatlanten, og det sejlede til Florida, hvor de unge mænd afmønstrede. Derefter tog langt de fleste hyre i den amerikanske eller britiske handelsflåde. Dermed er Jens Nørregaard én af de meget få nulevende danske krigssejlere, og interviewet med ham er en del af D-dagstemaet, der skal udsendes i forbindelse med 70-året for den vestallierede landgang i Normandiet 6. juni 1944. Nørregaard var ikke med i selve invasionen, men kan sejlede på det tidspunkt i konvojer over Atlanterhavet mellem USA og England – en aktivitet, der havde tæt strategisk forbindelse til invasionen. Senere sejlede Jens Nørregaard i Stillehavet som led i USA’s krig mod Japan. I telefonen virker han åndsfrisk og med en vis lune og evne til at fortælle en historie, så det kunne være fint, hvis fotografen er forberedt på at lave en optagelse til web-tv.

Strandet ung mand i Florida
I havnebyen Jacksonville i Florida, USA, fik Jens Nørregaard (til højre i uniform), 18-årige elev på skoleskibet Danmark, på grund af tidsforskellen besked om Danmarks besættelse ved midnatstid den 8. april.
Nørregaard, der stammede fra Roskilde, var sejlet ud fra København med skibet den 1. august 1939. Kong Christian X var om bord for at ønske lykke på rejsen, inden kursen blev sat mod New York med 120 skibselever og 16 officerer.[4]
”Her var der verdensudstilling, og skoleskibet skulle repræsentere Danmark,” fortalte den 92-årige pensionerede ingeniør i 2014.
Eleverne fik besked om krigens udbrud under den 50 dage lange sejlads nord om Skotland.
”I New Yorks havn blev skibssiderne påmalet Dannebrogs-flag for at markere neutraliteten, så vi kunne undgå at blive torpederet.”

Til fest med tyskerne
Danmark ankom til Jacksonville den 1. april 1940 og skulle efter planen være sejlet hjemad den 10. april. Den 8. april om aftenen blev mandskabet af den tyske forening i byen inviteret til en stor fest med middag, hvor man havde inviteret piger fra byen med til selskab for de unge sømænd.
”Ved ca. 22-tiden blev der lidt stille, men intet blev sagt. Først da vi ved midnat kom tilbage til skibet, fik vi nyheden om besættelsen. Kaptajnen havde ikke villet fortælle det for ikke at ødelægge selskabet,” fortalte Jens Nørregaard.

Omsorgsfulde amerikanere
Kaptajn Knud Hansen var i en vanskelig situation. Han kunne ikke sejle tilbage til Danmark, men han kunne heller ikke uden videre lade eleverne gå fra borde, fordi de fleste var mindreårige.
”Vi blev pænt behandlet i Jacksonville. (…) Det skete tit, når vi ville betale efter at have spist på et cafeteria, at der blev sagt: ‘Du skal ikke betale – det er på huset’,” sagde Nørregaard.[5]
N
ogle indbyggere bemærkede, at de strandede danske drenge nok trængte til lidt omsorg:
”Resultatet blev, at de fleste af os, i grupper på 2-4 stykker, ligesom blev adopteret af amerikanske familier,” fortalte en anden krigssejler Erik Egebak, dengang 16 år.
”De hentede os i weekenden til et ophold i deres hjem. Tog os med til alt muligt og beværtede os godt. Der var en bestemt biograf i byen, hvor vi ikke skulle betale.”

Skoleskibet blev kystbevogtningsskib
Som månederne gik, blev deres tøj godt slidt.
”Vi havde jo ikke regnet med, at det skulle holde mere end de otte måneder, som var togtets længde. Det resulterede i, at en dame fra familien Dupont, en kendt millionærfamilie, donerede en hvid uniform til alle eleverne,” fortalte Egebak, der døde i 2009.[6]
Efterhånden fik drengene lov til at afmønstre, hvis de kunne finde hyre. Skoleskibet stillede sig med mandskab til rådighed for US Coast Guard (USA’s kystbevogtning), hvor det også fungerede som skoleskib.[7]
Danmark var ét ud af 244 danske skibe med knap 6500 søfolk, der ved udgangen af april 1940 befandt sig uden for tysk kontrolleret område. 153 af dem befandt sig på allieret territorium, mens 91 var i neutrale farvande eller havne. Ca. 6000 af søfolkene, over 90 pct., blev før eller siden allierede krigssejlere. Langt de fleste af eleverne på skoleskibet var iblandt dem.[8]
De overlevende fik først Danmark at se igen fem år senere – således også Jens Nørregaard. Han fik sin første hyre på en mindre norsk damper, der bl.a. fragtede frugt mellem Mellemamerika og USA.[9] Erik Egebak kom ud at sejle med et norsk tankskib mellem Mexico og USA.[10]
Erik Kragelund

Hørte om besættelsen i Brasilien
Rederiet J. Lauritzens fragtskib Egyptian Reefer kom den 8. april 1940 ind i Santos, den store brasilianske havneby, med blandt andet den 16-årige dæksdreng Erik Kragelund (her th. i landlovstøj) om bord.
Han var påmønstret i juli 1939 i Esbjerg. Dagen efter, den 9. april, var han i gang med at male skibssiden, da en avisdreng kom forbi og råbte, at der var sket noget i ‘Dinamarca’ og ’Noruega’.
”Vi købte en avis. Vi kunne meget lidt portugisisk, men forstod, hvad der var sket. Jeg var den første til at fortælle det til nogle af officererne, som ikke troede på mig. Vores radio duede ikke, men i løbet af dagen fattede vi alle, hvad der var sket,” fremgår det af en privat beretning fra den nu 91-årige Erik Kragelund.
Brasilien var neutralt og nærmest tyskvenligt, og efter et par dage gik en delegation af besætningen til kaptajnen og spurgte, hvornår skibet skulle sejle til allieret havn. Kaptajnen svarede, at rederiets ordre lød på at søge neutral havn, hvis Danmark blev inddraget i krigen.

Erobringen af Paris udløste slagsmål
Erik Kragelund og en del andre bad om at blive afmønstret, men kaptajnen nægtede. Derfor rømmede de skibet uden søfartsbog trods trusler fra chefen om straffe, når de vendte hjem.
Tre tyske skibe lå i Santos havn på det tidspunkt – bl.a. et stort passagerskib – så danskerne var stærkt i undertal i kaffebyens værtshusliv. Den storpolitiske udvikling påvirkede stemningen.
”Man så tit de tyske besætninger feste, medens vi beskedent sad og fik et enkelt glas øl til at vare en hel aften,” skrev Erik Kragelund.
”De havde penge og var godt klædt på. Da Paris faldt til tyskerne (14. juni 1940, forf.), var der fest i byen. Vi sad på en restaurant om aftenen. Nogle tyske sendte øl til vores bord og ville skåle. Vi fortalte dem, hvad de kunne gøre med deres øl, og så blev der slagsmål. Vi forsvarede tappert Danmark, selv om der var flere af dem. Der blev ringet efter politiet, og vi blev sat i fængsel.”

Søfolkene var fjendtlige udlændinge
Erik Kragelund fik hyre på et norsk skib. I havnen på Curacao i Caribien fik han en af de ydmygelser, som danskere ofte måtte lægge ryg til på grund af den kampløse kapitulation.
”Kaptajnen fik ordre på, at de fire danske sømænd ombord ikke måtte få landlov; de var enemy aliens (fjendtlige udlændinge, forf.). Det gjorde ondt at høre,” berettede han.
Kragelund afmønstrede og fik hyre til New York. Her forsøgte han at melde sig til det norske flyvevåben i Canada, men den 16-årige fik at vide, at han var for ung. I stedet fik han hyre på et norsk skib og fik nu virkelig blik for, hvor farlig sejladsen mellem USA og Storbritannien var.
”Da jeg kom om bord, lå det i Brooklyn og var ved at få kanoner og maskingeværer monteret. Det gjorde stort indtryk på mig; det var i de tider, hvor mange skibe blev torpederet på Atlanten.”
Dæksdrengen overvejede stærkt, om han skulle tage af sted, for han kom til at tænke på nogle indtryk, han fik, da Egyptian Reefer havde lagt til i Barcelona og Valencia.
”Jeg så mange med kun et ben eller en arm – invalider fra borgerkrigen. En anden faktor var holdningen i Curacao, hvor danske blev regnet for fjender. Jeg overvejede det, men bestemte, at det kunne jeg ikke være bekendt; jeg måtte af sted. Det var det eneste rigtige,” husker Kragelund.[11]
Da han kom til Liverpool hen på efteråret, oplevede han en nat fra sit skib på havnebyens red et af det tyske luftvåbens voldsomme bombardementer som led i Blitzen, der skulle tvinge Storbritannien i knæ. Brandbomber blev systematisk kastet ned over byens tæt befolkede beboelsesområder. [12]

Mytteriet på Eleonora Mærsk
Trods sin ungdom og den skæbnesvangre anledning rystede 19-årige Anders Lassen ikke på hånden, da han 24. april 1940 om formiddagen satte pennen til papiret i skibsdagbogen på Eleonora Mærsk – A.P. Møller-flådens største skib – der lå i Den persiske Bugt.
”Aspirant og Jungmand A.F.E.V.S. Lassen forlanger omgaaende afsejling til Bahrain, da han anser det for at være den eneste øjeblikkelige Mulighed, han har for at tjene sit Land. Saafremt Føreren (dvs. skibets kaptajn, forf.) modsætter sig Afsejlingen, er jeg klar til om fornødent med Magt at gennemtrumfe denne.”
Ordene og Lassens underskrift var et led i et mytteri, der førte til, at Eleonora Mærsk sejlede til det britiske protektorat Bahrain. Skibets kaptajn, Juel Petersen, havde ellers til hensigt at sejle det til Abadan i det neutrale Iran, fremgår det af forfatteren Thomas Harders biografi Anders Lassens krig.

Forpligtende ord i skibsdagbogen
Baggrunden var, at rederiet den 8. april havde udsendt ‘Stående Instruktion nr. 1’ til alle skibe. Ordren gik ud på, at kaptajnerne, hvis Danmark blev besat, ikke måtte tage imod ordrer fra Danmark, men skulle modtage instruktioner fra Hans Isbrandtsen i New York, der var A.P. Møllers fætter og rederiets repræsentant i New York.
Kaptajnen havde den 12. april fået kontakt til Isbrandtsen, der beordrede skibet til at gå til neutral havn. Et skibsråd viste imidlertid, at alle ombordværende på nær kaptajnen og maskinchefen ønskede at sejle for de allierede. Efter nogle dages ventetid påvirkede det stemningen afgørende, at BBC udsendte et budskab fra den danske kaptajn H.C. Røder, der havde ført sit skib i britisk havn. Røder opfordrede stærkt danske skibe til at gøre det samme og deltage i de allieredes kamp.
Næste morgen gav kaptajnen sig på den betingelse, at hver enkelt af besætningen i skibsdagbogen besvarede to spørgsmål: Hvordan stillede vedkommende sig til kravet om at sejle til Bahrain? Og ville vedkommende bruge magt til at modsætte sig skipperens ordre, hvis han sagde nej? Ikke alle var så faste i penneføringen som Anders Lassen, men skibet endte med at sejle til Bahrain.[13]

Kasseret af ØK
Forløbet var karakteristisk for den unge mand, der var ærgærrig og ærekær ud over det sædvanlige. Han var vokset op på de sydsjællandske godser Høvdingsgård og Bækkeskov. Lassen klarede ikke sin skolegang godt, men var i fysisk topform, havde stor natur- og jagtglæde og en intens fascination af våben. Han var lidt af en slagsbror, men havde udstråling og den fandenivoldske persons charme.
Hjemmet var konservativt og forsvarsaktivt. Mens sønnen var til søs, meldte faderen Emil Lassen, løjtnant af reserven, sig som frivillig til den finsk-russiske krig. Anders Lassen viste efter skolen ingen særlig interesse for en officerskarriere. Han stak til søs, men sømandslivet kedede ham. Han skrev en række breve til prins Axel, ØK’s bestyrelsesformand, der var ven med forældrene, men hans karakterer var ikke var gode nok til det meget elitære ØK.
Det har meget tænkeligt gjort ondt, for den to år yngre bror, Frants, blev samtidig ansat som elev i ØK. Men selv om det kneb for Anders at vælge en uddannelsesretning, var drengen med den adelige baggrund ikke i tvivl om, hvilken livsstil han ønskede sig.
”Haaber ad aare (…) at kunne tjene nok penge til at kunne købe en dejlig gammel Ejendom. Kunne gaa paa Jagt med Bue og Pil (…) og om aftenen ryge Cigar – drikke langsomt, stilfuldt og med Nydelse af en vellagret Cognac – tale om Dagens Jagt og spille Kort,” skrev han i et brev.
Lassen blev til sidst styrmandsaspirant hos A.P. Møller. Det var det, der havde ført ham til Bahrain, og her begyndte en mission, som den drømmende enspænder kunne gå ind for. Helt og holdent.[14]

Vinkede farvel med hvide lommetørklæder
Den 8. april 1940 om aftenen var mandskabet på DFDS’ eksportbåd S/S Diana i havnen i Glasgow ved at gøre skibet klar til at sejle hjem til Danmark. Otte dage tidligere var det sejlet til Skotland med landbrugsprodukter. Returlasten bestod af 500 ton kaffe.
Om bord var den 31-årige 2. styrmand Holger Jensen, som var en ganske anden type end Anders Lassen. Han var nordjyde, men boede i København og var familiefar med to børn på ét og to år.
Da han forrige gang var vendt hjem, var ægtefællerne godt klar over, hvor alvorlig situationen var ved at udvikle sig.
”Nu tager du ikke mere ud at sejle,” sagde hustruen Ragnhild.
Holger Jensen var imidlertid en pligtopfyldende type, og sidst i marts kastede S/S Diana los ud for i Københavns havn, og hans kone vinkede farvel inde fra Christiansgade.
”Vi vinkede begge med store hvide lommetørklæder, for at vi kunne holde føling med hinanden så længe som muligt, men lommetørklæderne gik mange gange hen over øjnene for at tørre de tårer, ingen af os kunne holde tilbage. Så skjulte Knippelsbros vagttårne os for hinanden,” skrev Holger Jensen i en beretning til familien efter krigen.

Beslaglagt af briterne
I Glasgow ventede den 21 mand store besætning den 9. april på, at lodsen skulle komme. I stedet dukkede en officer fra den britiske hær op og gik om bord, mens to menige blev stående ved landgangen.
”Officeren sagde, at tyskerne havde okkuperet Danmark, og fra nu af ville skibet fra engelsk side blive betragtet som fjendtligt territorium. (…) Vi fik ordre til ikke at forlade skibet. Kaptajnen kunne anmode om tilladelse til at gå i land under eskorte. Vi var faktisk fanger på vort eget skib,” forklarede Holger Jensen, der følte situationen nærmest uvirkelig.
Få dage forinden var besætningen nærmest blevet hyldet af de organisationer, der modtog eksportvarerne, fordi man var sejlet til England trods ubådsfaren. Kaptajnen havde fået et guldur, Jensen fik et etui med tre ‘Dunhill’-piber i, og matroserne og fyrbøderne fik hver etuier med én pibe.
”Og så kommer de et par dage efter og siger, at vi er en slags krigsfanger. Vi fik at vide, at hvis vi øvede sabotage mod skibet (…), ville vi blive straffet efter engelsk lov.”
Efter en måned kom en gruppe myndighedspersoner om bord og tog skibet som prise.
”Det værste, der skete for os danske, det var vel nok, at flaget agter blev skiftet over fra dansk til engelsk. Hver enkelt mand blev kaldt ind salonen (…), og man blev spurgt, om man ville sejle under engelsk flag (…). Om bord på mit skib, var der ingen, der sagde nej,” berettede Jensen.
Skibet kom til at sejle barakdele og træværk fra Liverpool til flådebasen Scapa Flow på Orkney-øerne. Først hen på efteråret fik mandskabet tilladelse til at sende Røde Kors-breve til familien. 25 ord var tilladt inklusive adressen. Først hen mod jul fik Ragnhild Jensen det første livstegn.[15]

Ildsjæl bag dansk hvervekontor
Efter lang tids ørkesløshed i Liberia fik Flemming B. Muus en opmuntring sidst på året 1940. I BBC meddelte danskeren Werner Michael Iversen, kaptajn i den britiske hær, at danskere nu kunne melde sig frivilligt, fordi der var oprettet et dansk rekrutteringskontor i London under hans ledelse.
Danskere, der meldte sig, ville blive indrulleret i det britiske regiment The Royal East Kent Regiment, populært kaldet The Buffs. Her var kong Christian X æresoberst.
Michael Iversen var 57 år og endnu en af de danskere, der i 1940 var grebet af tanken om at ‘gøre noget’. Hans patriotisme var på en måde dobbelt, for han havde lige fra Første Verdenskrig til 1939 været plantagebestyrer i Malaya. Han var engelsk gift og havde en søn i Sydengland. Iversen var vokset op i Danmark og havde i sin ungdom taget en officersuddannelse og var endt som løjtnant.
For Michael Iversen drejede det sig om den nedværdigende danske overgivelse. Danskere i Storbritannien eller britiske kolonier havde ikke den samme ‘undskyldning’ som danskere hjemme: at de var blevdet overrumplet af det tyske overfald, og at regeringen havde dekreteret ro og orden.
Derfor havde udlandsdanskere, mente Iversen, pligt til at vise, at der var et andet Danmark end det, der havde kapituleret. Det akutte i hans budskab blev understreget af, at han satte sit initiativ i gang, netop mens Storbritannien kæmpede for livet mod den tyske luftoffensiv i Slaget om England.

Splittelse i det eksildanske miljø
Den 26. juli blev et møde afviklet i den danske klub i Knightsbridge i London, hvor de første planer om dannelsen af en dansk eksilorganisation blev lagt. Iversen deltog. I den følgende tid fik han kontakt til britiske militære kredse, til Special Operations Executive (SOE), der var ved at blive oprettet og til repræsentanter for søfolkene i britisk tjeneste.
For Iversen var det vigtigt, at et væbnet bidrag til den britisk krigsindsats skulle lanceres som et dansk, ikke et engelsk/dansk initiativ. Ambitionen var derfor en rent dansk enhed i The Buffs.
Spørgsmålet skabte dog spændinger i det danske miljø i London. Mange af danskerne – adskillige af dem forretningsmænd – var imod den aktivistiske linje. De ville ikke gå imod den officielle danske politik og var bange for at skade familiemedlemmer eller investeringer i Danmark.
Den 30. september 1940 blev Det danske Råd oprettet; det blev den førende danske eksilforening i London. Ti dage senere trådte Michael Iversen ind i rådet, og et hvervekontor til de britiske væbnede styrker blev åbnet på rådets adresse.[16]

Da Mogens Hammer stod af
Nyheden om de danske initiativer i London afstedkom straks et telegram fra Flemming B. Muus til Michael Iversen, men igen gik der lang tid, uden at Muus fik noget svar.[17]
En mand, som det derimod lykkedes at melde sig frivilligt, var Mogens Hammer – Jørgen Røjels og Ole Sechers klubkammerat fra Dansk Studenters Roklub. Han havde få dage før den 9. april forladt Danmark med fragtskibet S/S Aarø, som han havde taget hyre på som maskinmester.
Hammer erfarede om besættelsen, da skibet lå i havn i Dublin. Han afmønstrede og søgte i britisk krigstjeneste.[18] Halvandet år senere skulle han blive en af de tidligste modstandspionerer i hjemlandet. (Foto: Polfoto)

—– —- —–

[1] Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 6, og Sven Ove Gade: Faldskærmschefen, side 25-26.
[2] Bo Lidegaard: ‘Nils Svenningensen – Henrik Kauffmann – diplomatiets politiserende embedsmænd’ i Hans Kirchhoff: Sådan valgte de, side 72-73.
[3] Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 6, og Sven Ove Gade: Faldskærmschefen, side 25-26.
[4] Klaus Rydahl: Krigssejlerne 1939-45, side 17, og Christian Tortzen: Krigen på havet, side 33-36.
[5] Ekstrabladet.dk, 3. maj 2014.
[6] Klaus Rydahl: Krigssejler 1939-45, side 22.
[7] Christian Tortzen: Krigen på havet, side 44.
[8] Christian Tortzen: Krigen på havet, side 74; Thomas Harder: Anders Lassens krig, side 75, og Claus Bundgård Christensen m.fl: Danmark besat, side 174-175.
[9] Ekstrabladet.dk den 3. maj 2014 samt mere udførlige notater fra samme interview.
[10] Klaus Rydahl: Krigssejler 1939-45, side 25-26.
[11] Erik Kragelunds private beretning.
[12] Anette Eggert Frydenberg: Krigssejlerne (TV-dokumentar), afsnit 1: ‘At vælge side’. Cicerone ApS/Nexus Kommunikation, 2006.
[13] Thomas Harder: Anders Lassens krig, side 73-80, Christian Tortzen: Krigen på havet, side 64-74.
[14] Thomas Harder: Anders Lassens krig, side 19-40.
[15] Jørgen Aarlo Jensen: Min far, en sømand i allieret tjeneste (upubliceret), side 5-6.
[16] Jakob Sørensen: For Danmarks ære, side 21-39, og Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, side 47-61.
[17] Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 6.
[18] Hvem var hvem 1940-1945, opslag af Knud J.V. Jespersen om Mogens Hammer.

Mytteristen fra Roskilde

Roskilde-5 (1)I sommeren 2002, da jeg lige var flyttet til Roskilde, fik jeg et længere brev fra en mand, der underskrev sig ‘Kjeld Feilberg, major’.
Anledningen til henvendelsen var bogen Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald, som jeg få måneder før havde fået udgivet på JP Bøger sammen med tre medforfattere (Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby og Jakob Rubin).
Kjeld Feilberg var i familie med en af bogens bipersoner, og han havde nogle supplerende oplysninger om vedkommende. Da jeg helt tilfældigt boede nogle få gader fra hans bolig – en kvistlejlighed på vejen Klostervang – inviterede han mig på en kop kaffe.
Jeg vidste fra telefonen, at manden havde en korrekt, noget militært præget stemme. Da han tog imod, fremstod han trods sine 88 år  robust – som en mand, der stadig holdt sig i form med spadsereture i et rask tempo.
Han var enkemand og serverede kaffe fra en stilig sølvkaffekande og et stykke kage til.

Flugten til krig
Da jeg havde hørt oplysningerne om familiemedlemmet, kom han hurtigt ind på de dramatiske begivenheder på Roskilde Kaserne 62 år tidligere, den 9. april 1940. Den har jeg skildret i et andet indlæg her, men på det tidspunkt kendte jeg ikke noget til det, han talte om.
Den i 1940 26-årige mand var premierløjtnant ved IV. Regiment og en af oberst Helge Bennikes betroede officerer, som Bennike kunne stole fuldt og helt på, da han besluttede at føre regimentet over Øresund for at gå i krig på svensk side. Det skete ved at lade soldaterne marchere om bord på Helsingborg-færgen, der blev kapret.

Trak våben mod kompagnichef
Loyaliteten var ikke en selvfølge. F.eks. modarbejdede en af kompagnicheferne – den nazistiske kaptajn Jacob Erik Holm – beslutningen, der da også var et regulært mytteri, da den danske regering havde beordret hæren og flåden til at overgive sig.
Kjeld Feilberg var en blandt flere aktivistiske officerer, der  på havnen i Helsingør tak deres pistoler mod kaptajn Holm for at få ham til at undlade at forhindre soldaterne i at forlade Danmark. Holm havde i øvrigt et vist held med sit forehavende, da kun knap halvdelen af de 400 soldater, der var kørt fra Roskilde om morgenen, valgte at sejle med til Skåne.

Genindtrådte i den danske hær
Som bekendt blev der aldrig nogen forsvarskamp at deltage i på svensk side, for landet blev ikke angrebet og forblev neutralt. Oberst Helge Bennike rejste til Stockholm og forsøgte forgæves, at få den svenske eller den finske hær til at optage den danske styrke.
Da forsøget var slået fejl, rejste næsten alle soldaterne hjem til Danmark og genindtrådte i hæren, der på grund af besættelsesordningen med formel dansk neutralitet stadig eksisterede. En håndfuld mænd rejste imidlertid i slutningen af maj og begyndelsen af juni 1940 nordpå i stedet.

David-mod-Goliath-kamp
Premierløjtnant Feilberg var en af dem, og det fremgår klart af formålet, at han var en usædvanligt hård hund. De få danskere ville melde sig til den norske hær, selv om den modstand, man siden den 9. april havde ydet mod tyskerne, var på sit sidste. Alligevel var de indstillet på at gribe til våben mod den magt, der ikke blot havde besat Danmark og Norge, men som netop i de samme uger var ved at nedkæmpe Frankrig.
Det blev dog ikke til noget, da Norge måtte give op den 10. juni 1940 – inden danskerne nåede frem.

Kammerat med senere partisanleder
En af de andre, der var villig til at vove livet i Norge, var en af Feilbergs nære officerskammerater fra Roskilde, løjtnant Arndt Paul Lauritzen (1915-1978), der havde et utroligt livsløb.
Lauritzen (foto herunder), der var vokset op i København, havde i 1930’erne i flere år været munk på et kloster i Luxembourg. Efter officersuddannelsen i Roskilde og opholdet i Sverige rejste han få måneder senere til Italien i følgeskab med den katolske biskop i Danmark. Arndt Lauritzen gled derefter ud af den danske besættelsestidshistorie, for han forblev i landet, blev katolsk præst og lærer på Parma-egnen.
Mod9-3 Arndt Paul Lauritzen paolo-il-danese2I de sidste år af krigen gik han ind i den italienske partisanbevægelse, og han havde kommandoen over de styrker, der i foråret 1945 befriede Parma fra tysk besættelse. Hverken ‘Arndt’ eller ‘Lauritzen’ harmonerer særlig godt med italienske tungebånd, så i Italien kendes han simpelthen som Paolo il Danese (‘Paul Danskeren’).  En vej er opkaldt efter ham i den mellemstore by.
Den utrolige historie om Arndt Paul Lauritzen er fortalt af forfatteren Thomas Harder i bogen Den danske partisan – Paolo il Danese (Informations Forlag, 2009).
Heri er også Kjeld Feilbergs rolle fyldigt beskrevet. Han døde i øvrigt i 2004, få måneder efter sin 90 års fødselsdag.

Kielers kærkomne besøg

Kieler-3 (2)

Jørgen Kieler sammen med sin sekretær Julie Grandjean og Berlingske Tidendes fotograf Thomas Lekfeldt.

Kieler-4

Jørgen Kieler, Julie Grandjean og Joakim Weylandt foran museet.

Det var næsten som en ekstra indvielse, da Jørgen Kieler – den kendteste Holger Danske-veteranen – i fredags var på besøg på det nye modstandsmuseum ‘Stjerne-Radio’ i Istedgade i København. Det får mig uvilkårligt til at tænke på et møde, jeg havde med ham for næsten fem år siden.
Den 96-årige Kieler har stort set indstillet sin udadvendte virksomhed og kunne  ikke være med ved åbningen af museet den 29. august sidste år. Her deltog til gengæld den ét år yngre Povl Falk-Jensen, der holdt en tale ved indvielsen.
Til stede i fredags var de fleste medlemmer af initiativgruppen bag museet, og som det fremgår af denne artikel i Berlingske Tidende af Bent Blüdnikow (midt på billedet øverst), fik Jørgen Kieler overrakt et fotografi af den oprindelige radioforretning af gruppens formand Joakim Weylandt (siddende på hug).
Her planlagde Josef ‘Tom’, Søndergaard, Munck-brødrene, Max Bæklund og andre fra den første Holger Danske-gruppe i 1942 og 1943 deres aktioner og bidrog til trykningen af det illegale blad De frie Danske.
Den scenevante veteran kvitterede med en tale.

Tysk oversættelse
Jeg fik muligheden for at møde Jørgen Kieler, da Ekstra Bladets daværende søndagsredaktør Morten V. Poulsen engang i foråret 2011 kom til min plads på redaktionen med et udklip fra Berlingske Tidende og spurgte, om jeg ikke kunne lave et interview.
Ifølge udklippet havde Jørgen Kieler fået udgivet en tysk version af sine modstandserindringer i to bind Hvorfor gjorde i det? (Gyldendal, 2001). Det var i en forkortet udgave, men trods alt på 367 sider under titlen Deutscher Widerstand gegen den Nationalsozialismus (Offizin-Verlag i Hannover, 2011).

Hysteriske folkemasser
Den dengang 91-årige pensionerede overlæge var veloplagt, da jeg ankom til hans lejlighed i Hørsholm sammen med fotografen Tariq Mikkel Khan. Han havde lige holdt foredrag for gymnasieelever på Sorø Akademi og var begejstret over den lydhørhed og spørgelyst, de unge havde lagt for dagen.
Jørgen Kieler fortalte medrivende over lange stræk – kun holdt i gang af få spørgsmål.
Blandt de store emner var hans personlige oplevelse som 18-årig af nazismens hypnotiske fascination. Han var på studieophold i München i 1937 under den italienske diktator Mussolonis statsbesøg hos Hitler i den sydtyske by, og den unge dansker stod midt i folkemasserne på Königsplatz, der var nærmest hysteriske af begejstring over diktatorerne.

Den lidende kammerat
Et andet hovedindslag var historien om Svend Otto Nielsen (‘John’) – modstandskammeraten fra Kieler-5Holger Danske II – der i begyndelsen af 1944 var fange i Vestre Fængsel, mens den også arresterede Kieler sad i nabocellen. ‘John’ blev udsat massivt for tortur, og han led frygteligt – blandt andet fordi han i flere måneder blev nægtet lægehjælp trods en knust lårbensknogle.
Den 35-årige Svend Otto Nielsen blev henrettet i Ryvangen den 27. april 1944, mens Jørgen Kieler, der også stod til dødsdom, i stedet blev sendt i kz-lejr sammen med sin bror Flemming Kieler. Det meste af tiden tilbragte brødrene i Porta Westphalica, hvor dødeligheden var meget høj, men de overlevede begge, til de kunne komme hjem med de hvide busser.

Minde om tysk gruppes håbløse kamp
Jørgen Kielers beretning var bevægende. Forpligtelsen til at vidne om de kammerater, der ikke – som han selv – har fået et langt, indholdsrigt liv efter krigen, var en tydelig drivkraft. Han besøger hver år ‘Johns’ grav på hans dødsdag, den 27. april, forstod vi.
Stærkest indtryk gjorde det, at Kieler havde dedikeret den tyske oversættelse til  modstandsgruppen Weisse Rose, der bestod af studerende på universitetet i München. De blev alle henrettet i 1943; deres forbrydelse bestod i at udsprede seks flyveblade mod regimet.
Selv om Kieler selv var igennem meget barske oplevelser under krigen, rækker formatet med andre ord til at anerkende, at der fandtes mennesker, der var endnu vanskeligere stillet end danske modstandsgrupper. Det var de tyske modstandsfolk, der ud over at være antinazister også blev betragtet som landsforrædere.
(Foto: Thomas Hilleberg og Niels Gyrsting)

Teologer på modsat kurs

Hal Koch og K.E. LøgstrupDa den danske regering i november 1941 underskrev Antikominternpagten, fik det med det samme Knud Ejler Løgstrup (th., 1905-1981) – sognepræst i Sandager/Holevad på Vestfyn – til at fare i blækhuset. Modtageren af hans brev  dateret Sandager Præstegård den 1. december 1941 var den mangeårige teologkollega og private ven Hal Koch (tv., 1904-1963), der var professor i kirkehistorie på Københavns Universitet.
Koch havde siden året før været formand for Dansk Ungdomssamvirke (DU), der kæmpede mod nazistisk infiltration af det danske samfundsliv inden for samarbejdspolitikkens rammer.

Alt for æren
Løgstrup mente, at en tilslutning til den politiske alliance mod verdenskommunismen var et skridt ud over en afgørende moralsk grænse – også selv om Danmark ikke forpligtede sig til at stille soldater til Tysklands krig mod Sovjetunionen.
“Kære Hal.
Jeg gaar ud fra som givet, at du selvfølgelig har det paa samme Maade, som vi her, at du er fortvivlet og rasende over, hvad der er sket. Jeg besværger dig, ikke at lade Raseriet gaa af dig. – Det gaar simpelthen ikke dette her,” indledte K.E. Løgstrup.
“Vi har kun én Tanke her, og det er, hvordan vi skal gøre Regering og Rigsdag det klart, at vi protesterer og protesterer. Og at det Gud hjælpe os nu ikke drejer sig om, hvordan vi skal klare os igennem med vort Retsvæsen og Bekvemmelighed og sociale Forsorg og hvad ved jeg, ígennem det alt sammen, men at det hele er saa enkelt og ligetil som nogensinde i vort Lands Historie: bare vor Ære. Vi vil ikke være æreløse. Vi vil tage alle Konsekvenser med, alle Ubehageligheder, Tilstande som i Norge og Holland, selvfølgelig bliver det det, men det gør jo alt sammen ingenting, hvis vi blot kan have vor Ære og vor Ærefuldheds gode Samvittighed i Behold.”
Løgstrup mente, at et liv i ‘folkelig æreløshed’ ville betyde et håbløst og intetsigende liv.
“Nu drejer det sig ikke om taktisk Klogskab og Besindighed, nu drejer det sig bare om, at vi ikke ogsaa med Æreløshed og Lumpenhed og ubeskrivelig Fejghed skal styrtes i Ulykke. Vi vil Ulykken med vort Folks Ære i Behold.”

Vi måtte sluge kamelen
Hal Koch besvarede i sit hjem på Frederiksberg brevet straks ved modtagelsen. Han forstod et langt stykke vennen.
“Kære Koste!
Tak for Brev. Jeg er ganske – eller i hvert fald i Hovedagen – enig med dig. Derfor sammenkaldte vi D.U’s Repræsentantskab omgaaende. Der mødte 223 Mand, og Stemningen var ikke til at tage Fejl af: Beklagelse af det, som var sket, men ogsaa Forstaaelse af, at endnu dennegang maatte vi sluge Kamelen. Et stærkt ønske om, at det blev sagt til rette Vedkommende, at næste Gang der siges Ja, siger vi Nej. Om saa Regeringen nogensinde naar til et virkeligt Nej??,” indledte Hal Koch.
“I den foreliggende Sag var der intet at stille op. Havde enkelte Ministre staaet stejlt og var gaaet, var Resultatet blevet en Regering Stauning-Scavenius – uden de bedste af de nuværende Ministre (…). Spørgsmålet om denne Møj-Pagt var ogsaa lidet egnet til Brud.”
Koch peger på, at det afgørende skete et halvt år før, da regeringen stillede sig på Tysklands side mod Sovjetunionen og foretog et massivt grundlovsbrud med arrestationen af flere hundrede kommunister.
“Men dengang syntes jo Halvdelen af Befolkningen, at det var stortartet. Det nuværende føjede absolut intet nyt til udover det rent symbolske. Saadan set rører det ikke vor Ære nær saa meget som det tidligere. Og paa det Grundlag at styrte Landet ud i Koncentrationslejre – de 100 Kommunister i Horserød føres til Tyskland, Tyskerne bestemmer for Fremtiden, hvem der er Kommunister her i Landet, Jøderne kommer ind under tyske Forhold – ja, det er forstaaeligt, at man ikke mener ar kunne tage Ansvar for det.”
Hal Koch mente, at opgaven måtte være at forberede sig på at stå fast næste gang.
“Til den Ende har vi foretaget os det Skridt, at vi i D.U. har aftalt, at vi ikke vil eller kan gaa med et Skridt længere. Dette har jeg personligt meddelt Undervisningsministeren og Justitsministeren og bedt dem lade det gaa videre i Ministermøde.”

De holdt begge linjen
K.E. Løgstrup tog konsekvensen af sit synspunkt og gik kort tid efter ind i aktivt modstandsarbejde som kurer i modstandsorganisationen Ringen. I krigens sidste år var han i Århus – efter at han i 1943 var blevet udnævnt til teologiprofessor på Århus Universitet – illegal logivært for bl.a. faldskærmsfolk fra SOE.
Hal Koch fortsatte sit virke som DU-formand, men den dag, hvor man sagde Nej kom aldrig. På intet tidspunkt før regeringens afgang den 29. august 1943 anbefalede Koch et brud med samarbejdspolitikken.
Venskabet og den gensidige respekt holdt imidlertid til uenigheden. Da Hal Koch efter krigen blev højskoleforstander på Krogerup Højskole, blev Løgstrup flere gange inviteret til at være foredragsholder.
Brevvekslingen, der samlet set er en af de mest velformulerede debatter om dilemmaet samarbejde kontra modstand, blev første gang udgivet af historikeren Henrik S. Nissen i 1992 under titlen Kære Hal- Kære Koste. Den blev genudgivet i udvidet form i 2010 på forlaget Klim med titlen Venskab og strid.

Faldskærmsfolkenes hjælpere

Under researchen til bind 1 af Modstand stødte jeg på en ganske overraskende oplysning: Bibliotekar Bodil Münster (1915-2004), der i en årrække var min mors chef på Kristrup Bibliotek ved Randers, var blandt de første hjælpere i 1942 for faldskærmagenterne fra den britiske sabotageorganisation Special Operations Executive (SOE). Det var hun sammen med sin mand, farmaceut Harald Münster (1912-1963), som jeg på grund af hand tidlige død aldrig har kendt.
Det var nu ikke noget, Bodil Münster talte vidt og bredt om, for selv om hun ofte kom i vores hjem, har mine forældre indtil for nylig ikke vidst noget om denne del af ægteparrets fortid.
Jeg stødte på den i en kortfattet gengivelse af et interview, som forfatteren Klaus Skot-Hansen lavede med hende i 1990’erne til sin bog Faldskærmschef fra Børglum Kloster (Syddansk Universitetsforlag, 2007) – en biografi om SOE-chefen i Danmark Christian Michael Rottbøll.

Lille parti med nøglerolle
Årsagen til ægteparrets medvirken var, at de var med i kredsen omkring det lille dansknationale parti Dansk Samling, der i de første besættelsesår havde en nøglerolle i den begyndende modstand. Bodil Münster var datter af Johannes Keiding, der var med i inderkredsen omkring DS-lederen Arne Sørensen.
I forsommeren 1942 kom der via faderen en forespørgsel fra Arne Sørensen om, hvorvidt ægteparret så sig i stand til at hjælpe. Opgaven var farlig, for både den tyske kontraefterretningstjeneste Abwehr og dansk politi jagtede ihærdigt faldskærmsagenterne og deres hjælpere. Dusøren for oplysninger, der kunne føre til pågribelse af en faldskærmsmand, svarede til tre års løn for en arbejdsmand. Befolkningsflertallet var i vidt omfang stadig loyale over for samarbejdspolitikken, og der var en udbredt afstandtagen fra væbnet modstand.

Lejlighed blev sendested
Men ægteparret svarede ja, selv om de med en søn på kun ét år og barn nr. to på vej havde gode argumenter for at betakke sig.
Mens den lille familie selv var på sommerferie, lod de SOE-agenten Max Mikkelsen (‘Mikkel’) bo i lejligheden. Senere lod Bodil og Harald Münster SOE-telegrafisten Paul Johannesen (‘Bates’) sende fra deres lejlighed. De var en opgave, som skulle udføres så hurtigt som muligt og hver gang fra forskellige steder, for de tyske pejlevogne arbejdede på højtryk.

Svigermoderen besvimede
Bodil Münster giver et eksempel på det omgivende samfund langt fra positive holdning til agenterne. Hendes svigermor boede i lejligheden ovenover, og en dag kom svigermoderen til døren, mens Paul Johannesen, der ved denne lejlighed brugte dæknavnet ‘Andersen’, sad alene i lejligheden og sendte.
“Min svigermor kunne ikke forstå, at nøglen sad i, så hun fik pirket den ud, kom ind, så den fremmede mand i stuen – og besvimede,” fortalte Bodil Münster.
“Andersen havde netop fået god forbindelse til England, men nu fik han jo travlt med at tage sig af min svigermor. Da jeg kom hjem, fik jeg da også at vide af hende, hvad det dog var for noget frygteligt noget, vi havde indladt os på. Om aftenen, da vi sad oppe hos min svigermoder, ringede det på døren. Det var Andersen, der skulle hente senderen, som han havde gemt under vore senge.”

Tragedie i lejlighed
Johannesen sendte sidste gang fra lejligheden den 3. september 1942 – dagen efter at statsminister Vilhelm Buhl havde holdt sin herostratisk berømte ’stikkertale’, hvor han opfordrede befolkningen til at angive sabotører og andre illegale til dansk politi.
To dage senere afslørede en Abwehr-pejlevogn hans nye sendested i en lejlighed på Vinkelager i Vanløse. Under en politiaktion skød og dræbte Paul Johannensen en dansk kriminalbetjent – formentlig i den tro, at han var fra Gestapo eller lignende. Derefter bed han i en selvmordskapsel.
Tre uger blev faldskærmschefen Rottbøll skudt af dansk politi under en mislykket anholdelsesaktion på hans illegale logi i Øresundsgade på Østerbro. To af de tre mænd, som Münster-ægteparret havde hjulpet, var dermed væk.

Her kan abonnenter på Ekstra Bladet+ læse historien om politidrabet på Christian Michael Rottbøll 

Militærmand med fortid
På Hans Bojes Alle i Randers, hvor jeg havde min opvækst, gik en mand i hæruniform hver morgen forbi vores vinduer på vej på arbejde. Selv om han var en mand tæt på pensionsalderen, gjorde hans veltrimmede, ranke skikkelse og målbevidste gang, at han så yngre ud.
Major K.A. Amdisen (1908-1981) – forbogstaverne står for Kristian August – var chef for Hjemmeværnsdistrikt Djursland. Og han var en anden mand i nabolaget, der tilsyneladende ikke talte noget videre om sin indsats i frihedskampen. Den fik jeg først kendskab til, da jeg i foråret 2015 læste den østjyske, kommunistiske modstandsleder Niels-Åge Nielsens erindringsbog Mellem jyske modstandsfolk (Forlaget ZAC, 1980).
K.A. Amdisen var i 1944-1945 som officiant i den illegale hær den praktiske leder af sabotagen i Århus. Hans dæknavn var meget passende ‘Bang’.