Kielers kærkomne besøg

Kieler-3 (2)

Jørgen Kieler sammen med sin sekretær Julie Grandjean og Berlingske Tidendes fotograf Thomas Lekfeldt.

Kieler-4

Jørgen Kieler, Julie Grandjean og Joakim Weylandt foran museet.

Det var næsten som en ekstra indvielse, da Jørgen Kieler – den kendteste Holger Danske-veteranen – i fredags var på besøg på det nye modstandsmuseum ‘Stjerne-Radio’ i Istedgade i København. Det får mig uvilkårligt til at tænke på et møde, jeg havde med ham for næsten fem år siden.
Den 96-årige Kieler har stort set indstillet sin udadvendte virksomhed og kunne  ikke være med ved åbningen af museet den 29. august sidste år. Her deltog til gengæld den ét år yngre Povl Falk-Jensen, der holdt en tale ved indvielsen.
Til stede i fredags var de fleste medlemmer af initiativgruppen bag museet, og som det fremgår af denne artikel i Berlingske Tidende af Bent Blüdnikow (midt på billedet øverst), fik Jørgen Kieler overrakt et fotografi af den oprindelige radioforretning af gruppens formand Joakim Weylandt (siddende på hug).
Her planlagde Josef ‘Tom’, Søndergaard, Munck-brødrene, Max Bæklund og andre fra den første Holger Danske-gruppe i 1942 og 1943 deres aktioner og bidrog til trykningen af det illegale blad De frie Danske.
Den scenevante veteran kvitterede med en tale.

Tysk oversættelse
Jeg fik muligheden for at møde Jørgen Kieler, da Ekstra Bladets daværende søndagsredaktør Morten V. Poulsen engang i foråret 2011 kom til min plads på redaktionen med et udklip fra Berlingske Tidende og spurgte, om jeg ikke kunne lave et interview.
Ifølge udklippet havde Jørgen Kieler fået udgivet en tysk version af sine modstandserindringer i to bind Hvorfor gjorde i det? (Gyldendal, 2001). Det var i en forkortet udgave, men trods alt på 367 sider under titlen Deutscher Widerstand gegen den Nationalsozialismus (Offizin-Verlag i Hannover, 2011).

Hysteriske folkemasser
Den dengang 91-årige pensionerede overlæge var veloplagt, da jeg ankom til hans lejlighed i Hørsholm sammen med fotografen Tariq Mikkel Khan. Han havde lige holdt foredrag for gymnasieelever på Sorø Akademi og var begejstret over den lydhørhed og spørgelyst, de unge havde lagt for dagen.
Jørgen Kieler fortalte medrivende over lange stræk – kun holdt i gang af få spørgsmål.
Blandt de store emner var hans personlige oplevelse som 18-årig af nazismens hypnotiske fascination. Han var på studieophold i München i 1937 under den italienske diktator Mussolonis statsbesøg hos Hitler i den sydtyske by, og den unge dansker stod midt i folkemasserne på Königsplatz, der var nærmest hysteriske af begejstring over diktatorerne.

Den lidende kammerat
Et andet hovedindslag var historien om Svend Otto Nielsen (‘John’) – modstandskammeraten fra Kieler-5Holger Danske II – der i begyndelsen af 1944 var fange i Vestre Fængsel, mens den også arresterede Kieler sad i nabocellen. ‘John’ blev udsat massivt for tortur, og han led frygteligt – blandt andet fordi han i flere måneder blev nægtet lægehjælp trods en knust lårbensknogle.
Den 35-årige Svend Otto Nielsen blev henrettet i Ryvangen den 27. april 1944, mens Jørgen Kieler, der også stod til dødsdom, i stedet blev sendt i kz-lejr sammen med sin bror Flemming Kieler. Det meste af tiden tilbragte brødrene i Porta Westphalica, hvor dødeligheden var meget høj, men de overlevede begge, til de kunne komme hjem med de hvide busser.

Minde om tysk gruppes håbløse kamp
Jørgen Kielers beretning var bevægende. Forpligtelsen til at vidne om de kammerater, der ikke – som han selv – har fået et langt, indholdsrigt liv efter krigen, var en tydelig drivkraft. Han besøger hver år ‘Johns’ grav på hans dødsdag, den 27. april, forstod vi.
Stærkest indtryk gjorde det, at Kieler havde dedikeret den tyske oversættelse til  modstandsgruppen Weisse Rose, der bestod af studerende på universitetet i München. De blev alle henrettet i 1943; deres forbrydelse bestod i at udsprede seks flyveblade mod regimet.
Selv om Kieler selv var igennem meget barske oplevelser under krigen, rækker formatet med andre ord til at anerkende, at der fandtes mennesker, der var endnu vanskeligere stillet end danske modstandsgrupper. Det var de tyske modstandsfolk, der ud over at være antinazister også blev betragtet som landsforrædere.
(Foto: Thomas Hilleberg og Niels Gyrsting)

Teologer på modsat kurs

Hal Koch og K.E. LøgstrupDa den danske regering i november 1941 underskrev Antikominternpagten, fik det med det samme Knud Ejler Løgstrup (th., 1905-1981) – sognepræst i Sandager/Holevad på Vestfyn – til at fare i blækhuset. Modtageren af hans brev  dateret Sandager Præstegård den 1. december 1941 var den mangeårige teologkollega og private ven Hal Koch (tv., 1904-1963), der var professor i kirkehistorie på Københavns Universitet.
Koch havde siden året før været formand for Dansk Ungdomssamvirke (DU), der kæmpede mod nazistisk infiltration af det danske samfundsliv inden for samarbejdspolitikkens rammer.

Alt for æren
Løgstrup mente, at en tilslutning til den politiske alliance mod verdenskommunismen var et skridt ud over en afgørende moralsk grænse – også selv om Danmark ikke forpligtede sig til at stille soldater til Tysklands krig mod Sovjetunionen.
“Kære Hal.
Jeg gaar ud fra som givet, at du selvfølgelig har det paa samme Maade, som vi her, at du er fortvivlet og rasende over, hvad der er sket. Jeg besværger dig, ikke at lade Raseriet gaa af dig. – Det gaar simpelthen ikke dette her,” indledte K.E. Løgstrup.
“Vi har kun én Tanke her, og det er, hvordan vi skal gøre Regering og Rigsdag det klart, at vi protesterer og protesterer. Og at det Gud hjælpe os nu ikke drejer sig om, hvordan vi skal klare os igennem med vort Retsvæsen og Bekvemmelighed og sociale Forsorg og hvad ved jeg, ígennem det alt sammen, men at det hele er saa enkelt og ligetil som nogensinde i vort Lands Historie: bare vor Ære. Vi vil ikke være æreløse. Vi vil tage alle Konsekvenser med, alle Ubehageligheder, Tilstande som i Norge og Holland, selvfølgelig bliver det det, men det gør jo alt sammen ingenting, hvis vi blot kan have vor Ære og vor Ærefuldheds gode Samvittighed i Behold.”
Løgstrup mente, at et liv i ‘folkelig æreløshed’ ville betyde et håbløst og intetsigende liv.
“Nu drejer det sig ikke om taktisk Klogskab og Besindighed, nu drejer det sig bare om, at vi ikke ogsaa med Æreløshed og Lumpenhed og ubeskrivelig Fejghed skal styrtes i Ulykke. Vi vil Ulykken med vort Folks Ære i Behold.”

Vi måtte sluge kamelen
Hal Koch besvarede i sit hjem på Frederiksberg brevet straks ved modtagelsen. Han forstod et langt stykke vennen.
“Kære Koste!
Tak for Brev. Jeg er ganske – eller i hvert fald i Hovedagen – enig med dig. Derfor sammenkaldte vi D.U’s Repræsentantskab omgaaende. Der mødte 223 Mand, og Stemningen var ikke til at tage Fejl af: Beklagelse af det, som var sket, men ogsaa Forstaaelse af, at endnu dennegang maatte vi sluge Kamelen. Et stærkt ønske om, at det blev sagt til rette Vedkommende, at næste Gang der siges Ja, siger vi Nej. Om saa Regeringen nogensinde naar til et virkeligt Nej??,” indledte Hal Koch.
“I den foreliggende Sag var der intet at stille op. Havde enkelte Ministre staaet stejlt og var gaaet, var Resultatet blevet en Regering Stauning-Scavenius – uden de bedste af de nuværende Ministre (…). Spørgsmålet om denne Møj-Pagt var ogsaa lidet egnet til Brud.”
Koch peger på, at det afgørende skete et halvt år før, da regeringen stillede sig på Tysklands side mod Sovjetunionen og foretog et massivt grundlovsbrud med arrestationen af flere hundrede kommunister.
“Men dengang syntes jo Halvdelen af Befolkningen, at det var stortartet. Det nuværende føjede absolut intet nyt til udover det rent symbolske. Saadan set rører det ikke vor Ære nær saa meget som det tidligere. Og paa det Grundlag at styrte Landet ud i Koncentrationslejre – de 100 Kommunister i Horserød føres til Tyskland, Tyskerne bestemmer for Fremtiden, hvem der er Kommunister her i Landet, Jøderne kommer ind under tyske Forhold – ja, det er forstaaeligt, at man ikke mener ar kunne tage Ansvar for det.”
Hal Koch mente, at opgaven måtte være at forberede sig på at stå fast næste gang.
“Til den Ende har vi foretaget os det Skridt, at vi i D.U. har aftalt, at vi ikke vil eller kan gaa med et Skridt længere. Dette har jeg personligt meddelt Undervisningsministeren og Justitsministeren og bedt dem lade det gaa videre i Ministermøde.”

De holdt begge linjen
K.E. Løgstrup tog konsekvensen af sit synspunkt og gik kort tid efter ind i aktivt modstandsarbejde som kurer i modstandsorganisationen Ringen. I krigens sidste år var han i Århus – efter at han i 1943 var blevet udnævnt til teologiprofessor på Århus Universitet – illegal logivært for bl.a. faldskærmsfolk fra SOE.
Hal Koch fortsatte sit virke som DU-formand, men den dag, hvor man sagde Nej kom aldrig. På intet tidspunkt før regeringens afgang den 29. august 1943 anbefalede Koch et brud med samarbejdspolitikken.
Venskabet og den gensidige respekt holdt imidlertid til uenigheden. Da Hal Koch efter krigen blev højskoleforstander på Krogerup Højskole, blev Løgstrup flere gange inviteret til at være foredragsholder.
Brevvekslingen, der samlet set er en af de mest velformulerede debatter om dilemmaet samarbejde kontra modstand, blev første gang udgivet af historikeren Henrik S. Nissen i 1992 under titlen Kære Hal- Kære Koste. Den blev genudgivet i udvidet form i 2010 på forlaget Klim med titlen Venskab og strid.

Faldskærmsfolkenes hjælpere

Under researchen til bind 1 af Modstand stødte jeg på en ganske overraskende oplysning: Bibliotekar Bodil Münster (1915-2004), der i en årrække var min mors chef på Kristrup Bibliotek ved Randers, var blandt de første hjælpere i 1942 for faldskærmagenterne fra den britiske sabotageorganisation Special Operations Executive (SOE). Det var hun sammen med sin mand, farmaceut Harald Münster (1912-1963), som jeg på grund af hand tidlige død aldrig har kendt.
Det var nu ikke noget, Bodil Münster talte vidt og bredt om, for selv om hun ofte kom i vores hjem, har mine forældre indtil for nylig ikke vidst noget om denne del af ægteparrets fortid.
Jeg stødte på den i en kortfattet gengivelse af et interview, som forfatteren Klaus Skot-Hansen lavede med hende i 1990’erne til sin bog Faldskærmschef fra Børglum Kloster (Syddansk Universitetsforlag, 2007) – en biografi om SOE-chefen i Danmark Christian Michael Rottbøll.

Lille parti med nøglerolle
Årsagen til ægteparrets medvirken var, at de var med i kredsen omkring det lille dansknationale parti Dansk Samling, der i de første besættelsesår havde en nøglerolle i den begyndende modstand. Bodil Münster var datter af Johannes Keiding, der var med i inderkredsen omkring DS-lederen Arne Sørensen.
I forsommeren 1942 kom der via faderen en forespørgsel fra Arne Sørensen om, hvorvidt ægteparret så sig i stand til at hjælpe. Opgaven var farlig, for både den tyske kontraefterretningstjeneste Abwehr og dansk politi jagtede ihærdigt faldskærmsagenterne og deres hjælpere. Dusøren for oplysninger, der kunne føre til pågribelse af en faldskærmsmand, svarede til tre års løn for en arbejdsmand. Befolkningsflertallet var i vidt omfang stadig loyale over for samarbejdspolitikken, og der var en udbredt afstandtagen fra væbnet modstand.

Lejlighed blev sendested
Men ægteparret svarede ja, selv om de med en søn på kun ét år og barn nr. to på vej havde gode argumenter for at betakke sig.
Mens den lille familie selv var på sommerferie, lod de SOE-agenten Max Mikkelsen (‘Mikkel’) bo i lejligheden. Senere lod Bodil og Harald Münster SOE-telegrafisten Paul Johannesen (‘Bates’) sende fra deres lejlighed. De var en opgave, som skulle udføres så hurtigt som muligt og hver gang fra forskellige steder, for de tyske pejlevogne arbejdede på højtryk.

Svigermoderen besvimede
Bodil Münster giver et eksempel på det omgivende samfund langt fra positive holdning til agenterne. Hendes svigermor boede i lejligheden ovenover, og en dag kom svigermoderen til døren, mens Paul Johannesen, der ved denne lejlighed brugte dæknavnet ‘Andersen’, sad alene i lejligheden og sendte.
“Min svigermor kunne ikke forstå, at nøglen sad i, så hun fik pirket den ud, kom ind, så den fremmede mand i stuen – og besvimede,” fortalte Bodil Münster.
“Andersen havde netop fået god forbindelse til England, men nu fik han jo travlt med at tage sig af min svigermor. Da jeg kom hjem, fik jeg da også at vide af hende, hvad det dog var for noget frygteligt noget, vi havde indladt os på. Om aftenen, da vi sad oppe hos min svigermoder, ringede det på døren. Det var Andersen, der skulle hente senderen, som han havde gemt under vore senge.”

Tragedie i lejlighed
Johannesen sendte sidste gang fra lejligheden den 3. september 1942 – dagen efter at statsminister Vilhelm Buhl havde holdt sin herostratisk berømte ’stikkertale’, hvor han opfordrede befolkningen til at angive sabotører og andre illegale til dansk politi.
To dage senere afslørede en Abwehr-pejlevogn hans nye sendested i en lejlighed på Vinkelager i Vanløse. Under en politiaktion skød og dræbte Paul Johannensen en dansk kriminalbetjent – formentlig i den tro, at han var fra Gestapo eller lignende. Derefter bed han i en selvmordskapsel.
Tre uger blev faldskærmschefen Rottbøll skudt af dansk politi under en mislykket anholdelsesaktion på hans illegale logi i Øresundsgade på Østerbro. To af de tre mænd, som Münster-ægteparret havde hjulpet, var dermed væk.

Militærmand med fortid
På Hans Bojes Alle i Randers, hvor jeg havde min opvækst, gik en mand i hæruniform hver morgen forbi vores vinduer på vej på arbejde. Selv om han var en mand tæt på pensionsalderen, gjorde hans veltrimmede, ranke skikkelse og målbevidste gang, at han så yngre ud.
Major K.A. Amdisen (1908-1981) – forbogstaverne står for Kristian August – var chef for Hjemmeværnsdistrikt Djursland. Og han var en anden mand i nabolaget, der tilsyneladende ikke talte noget videre om sin indsats i frihedskampen. Den fik jeg først kendskab til, da jeg i foråret 2015 læste den østjyske, kommunistiske modstandsleder Niels-Åge Nielsens erindringsbog Mellem jyske modstandsfolk (Forlaget ZAC, 1980).
K.A. Amdisen var i 1944-1945 som officiant i den illegale hær den praktiske leder af sabotagen i Århus. Hans dæknavn var meget passende ‘Bang’.

 

Den uregerlige oberst

Modstand_5C.tif

Oberst C.D.O. Lunn var muligvis den lokale kommandant, der op til den 9. april 1940 var bedst underrettet om, hvad der var ved at ske. (Foto fra Anders Bjørnvad: ‘Hjemmehæren’)

Oberst C.D.O. Lunn var rystet, da han i foråret 1938 kom ud fra den socialdemokratiske forsvarsminister Alsing Andersens kontor. Obersten var hjemme på besøg fra sin udstationering som leder af den internationale kontrolkommission ved den fransk-spanske grænse under Den spanske Borgerkrig. Han mente, at det var på høje tid at få bragt det danske forsvar i orden – altså opruste – i betragtning af den udvikling, han havde kunnet iagttage på nærmeste hold ude i Europa.
C.D.O. Lunn – bogstaverne står for Christian Ditlev Ole – blev fejet af. Alsing Andersen slog fast, at regeringens linje lå fast, og at Danmark ikke havde midlerne til at føre et forsvar mod et stormagtsangreb. Lunn mente ud fra sine æresbegreber, at forsvarsministeren ‘enten måtte være så hildet i partianskuelser, at han ikke kunne forstå, eller også var han dum, eller han var noget i retning af en landsforræder’.
Sådan var ordene fra en højtstående embedsmand om hans øverste chef. De fremgår af en beretning fra oberst Lunns arkiv, som er gengivet i historikeren Anders Bjørnvads bog Hjemmehæren fra 1988.

Mobiliserede på trods af ordre
Da Anden Verdenskrig brød ud, var C.D.O. Lunn tilbage i sin egentlige stilling som chef for 2. Feltartilleriregiment på Holbæk Kaserne. Han foreslog nu, at Generalstabens Efterretningssektion skulle videresende informationer til lokale militære chefer, så de kunne være forberedt på, hvad der kunne være af risici deres områder. Da forslaget blev afvist, reagerede Lunn med at etablere sit eget uofficielle meddelernet. Da tyskerne kom den 9. april 1940, var oberst Lunn derfor muligvis den militære chef, der var bedst forberedt på, hvad der var under opsejling.
Hærens enheder blev dagen før sat i alarmberedskab, men fik samtidig besked på, at intet måtte foretages, der kunne tolkes som forberedelse til kamp. C.D.O. Lunn ‘lod imidlertid befalingen forsvinde i en skrivebordsskuffe’, som forfatteren Thomas Harder udtrykker det i sin bog Kryssing. Han bestilte køkkenvogne og pakkede alt, hvad der var nødvendigt for at enhederne kunne rykke ud.
Samtidig lod han sin næstkommanderende, oberstløjtnant C.P. Kryssing, formere et mobilt kommando, der kunne rykke ud i tilfælde af, at mindre tyske styrker gik i land langs den meget lange kyststrækning på Nordvestsjælland.  Om morgenen den 9. april var han godt i gang med at mobilisere regimentets batterier, da ordren fra København om at indstille kampen indløb.

Måtte tage imod fjenden
Lunn blev nødt til at optage kontakt med Værnemagtens styrker, men han var ikke typen, der gjorde gode miner til slet spil. Da en mindre gruppe tyske soldater skulle indkvarteres i Holbæk for et par nætter, aftalte obersten med kommunen, at de kunne overnatte på en skole. Han ville ikke have dem ind på sin kaserne.
Det, han nødigst af alt ville se, var Hagekors-flaget over Holbæk Kaserne. Det gjorde han sit til at besværliggøre ved at kappe linerne på flagstangen i kasernegården. Han kunne ikke vide, at det skulle vise sig unødvendigt. Holbæk Kaserne var en af de få kaserner, der efter den 9. april 1940 forblev under dansk flag.

Oberster stak våben til side
Langt de fleste af hærens højerestående officerer var systemloyale embedsmænd. Trods raseri over den kampløse kapitulation den 9. april, følte de sig bundet af regeringens politik. Antallet af modstandsaktivister var få.
To af undtagelserne var C.D.O. Lunn og hans oberstkollega i Holbæk, Helge Bennike. De havde en fælles interesse i den danske hærs våbenlagre, der var under skarp tysk kontrol med jævnlige optællinger. Værnemagten ville undgå, at større eller mindre våben blev stukket til side til illegale formål.
Både Bennike og Lunn tænkte i retning af en situation, hvor et større oprør mod den tyske besættelse kunne blive muligt. I sommeren 1942 mødtes de på C.D.O. Lunns gods Knabstrup, og de to ældre officerer blev så optaget af deres snak, at de glemte at spise den aftalte frokost. De aftalte at forberede depotpladser, og Lunn tran derefter aftale med fem vestsjællandske godsejere, der var villige til at hjælpe.
Senere lykkedes det at få fjernet nogle våben fra hærens lagre, og de kom til at indgå i modstandskampen.

Den brændende idealist

Michael RottbøllHer på udgivelsesdagen for første bind af Modstand vil jeg slutte min optaktsserie af med en af de efter min mening vigtigste skikkelser i bindet, Christian Michael Rottbøll.
Når jeg skriver ‘måske’, er det fordi bindet ikke har nogen klar hovedperson, men snarere en række hovedaktører, der i betydning er nogenlunde på linje med hinanden.
Jeg synes, Rottbøll er spændende på grund af hans særlige idealistiske profil. Han født i 1917 og voksede op på Børglum Kloster i Vendsyssel som søn af godsejeren, der også var konservativ landstingsmand. For den unge Michael Rottbøll var engagement i landets forsvar en selvfølge; det samme var ærbødighed over for flaget, den nationale historie og kongemagten.
På den måde mindede han om tusinder af andre unge på højrefløjen i 1930’erne.

Ville kæmpe for de små nationer
Noget særligt ved ham var, at han var meget social, med en god medmenneskelig fornemmelse. Det blev grundlagt hjemme på godset, hvor der var et stort folkehold, som han foretrak at omgås frem for at hænge i familiens bolig. Det hed sig, at ‘når man ikke kan finde Mik, er det en god ide at se efter ham i folkestuen som det første’. Dertil kom, at han var internationalt orienteret  og stærkt optaget af de små landes rettigheder i en tid præget af vilkårlig magtudøvelse fra Europas stormagter.
Familien Rottbøll var engelskorienteret, og forældrene sendte efter tur de fire søskende på et halvt års studieophold i England, hvor de boede som betalende gæster hos en privat familie. Efter et ophold på Idrætshøjskolen i Ollerup rejste Christian Michael Rottbøll på et kursus på en sportshøjskole i Berlin, som han forlod i september 1938 – netop som krisen om Sudeterlandet så ud til at skulle ende i et krigsudbrud, fremgår det af forfatteren Klaus Skot-Hansens engagerede og gennemarbejdede biografi Faldskærmschef fra Børglum Kloster fra 2007.

Tænkte på krigstruslen bag ploven
Udlængsel var en stærk drift i den nu 21-årige mand, og han besluttede sig efter et halvt år hjemme i Danmark til at rejse til Sydamerika i en periode. Det gjorde han med et norsk fragtskib, der havde en mindre passagerafdeling. Det sejlede fra Bergen i februar 1939 og ankom til Buenos Aires fem uger senere.
På vej mod Argentina hørte Rottbøll via skibets telegrafist om indmarchen i Prag. I Argentina fik han arbejde på et stort kvægbrug, men han plagedes af tanker om, hvorvidt han ikke burde være hjemme. Storpolitikken var i fokus – også når han gik bag en plov på pampaen.
”…dette Magttryk paa de mindre Lande. Man kan ikke staa ligegyldig og neutral over for det, men maa slutte sig til den Part, der vil kæmpe mod disse Uretfærdigheder,” hed det i et brev til forældrene.
”…  en saadan Tid med Samarbejde mellem Nationerne i Stedet for Kannibalisme, med Handel paa tværs af Grænserne i Stedet for nationalistisk Selvforsyning, med den stærkeres ret afløst af en international Domstol (…), saa skal Folkeforbundstanken nok vise sig at have Livskraft. (…) De nordiske Stater (…) er neutrale, men kan dog inderst inde ikke se ligegyldigt paa, hvad Tyskland og Rusland foretager sig over for adskillige andre Smaastater.”

Hørte om den finsk-russiske krig på fragtskib
I oktober 1939 besluttede den nu 22-årige mand sig for at vende hjem. Han påmønstrede DFDS-fragtskibet S/S Alabama som kahytsdreng.
Som hjemme i Vendsyssel var godsejersønnen helt usnobbet. Opgaverne var blandt andet rengøring og sengeredning, og indkvarteringen var primitiv.
Ude midt på Alanten trængte verdensnyhederne sig igen på. Via  telegrafisten kunne Rottbøll fra dag til dag følge med i, at Sovjetunionen stillede krav om grænseændringer til Finland, og at en finsk delegation var kaldt til Moskva til forhandlinger.
S/S Alabama lå i havn på Orkney-øerne, da Michael Rottbøll hørte, at russerne den 30. november 1939 var gået til angreb. To uger senere, den 13. december, lagde skibet til i Københavns Frihavn.
Efter nogle uger hjemme på Børglum Kloster meldte han sig som frivillig til den finske hær, men danskerne nåede ikke at komme i kamp.

Samarbejdspolitikkens åbne sår
Resten af hans korte livshistorie er forholdsvis velkendt. Efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 var han indstillet på modstand fra starten. Efterretningsvirksomhed var den praktiske mulighed, indtil det i eftersommeren 1941 lykkedes ham at komme til Storbritannien, hvor han meldte sig frivilligt til sabotageorganisationen SOE. Han blev i april 1942 nedkastet som chef for de britiske faldskærmsagenter i Danmark, og det lykkedes ham i løbet af sommermånederne at få bygget en fungerende organisation op.
Det blev imidlertid kortvarigt, for den blev i løbet af efteråret revet op af dansk politi i samarbejde med den tyske kontraefterretningstjeneste Abwehr. En af de mest traumatiske begivenheder, der viste samarbejdspolitikkens uløselige dilemma, var Michael Rottbølls død den 25. september 1942. Den 25-årige mand blev skudt af en dansk betjent under en anholdelsesaktion.
 Christian Michael Rottbøll er en af fire modstandsfolk, som journalist Mads Moltsen profilerer i Jyllands-Posten i dag, fredag den 30. oktober, i ‘Viden’-tillægget på baggrund af min bog. Temaet fylder tre sider. 

[