Bortførelsesdrama på Østbornholm

Da vintermørket var faldet på ved klippekysten ved Hammerslet, fik betjent Sund en ubehagelig overraskelse.

I februar 1945 ankom den 32-årige overbetjent Kaj Edmund Sund (alias ‘løjtnant Jan Sandvad’) til Bornholm. Han var en af mændene i Svend Staal-gruppen – netværket af danske, nazistiske politifolk, der hjalp tyskerne med at bekæmpe modstandsbevægelsen. Sund havde tidligere gjort tjeneste på øen fra 1941 til 1943.
Det var meningen, at hans ophold skulle have været diskret, men det blev det stik modsatte. Overbetjent Sunds otte dage på Bornholm sluttede med en af de mest dramatiske episoder på øen under besættelsen 1940-1945.
Det fremgår af dette uddrag af bogen Svend Staal-gruppen, som Erland Leth Pedersen og jeg på mandag den 18. september udgiver på forlaget Nyt DPIF. Teksten er præcis som i bogen. Mellemrubrikkerne er sat ind for læsbarhedens skyld.

Bemærket overalt
“Da to politifolk et par uger senere afgav forklaring i Skåne, berettede de samstemmende, at nyheden om Kaj Edmund Sunds ankomst til Rønne havde bredt sig som en løbeild over øen. Den ene var den 26-årige politibetjent Edvard Hass, som kendte Sund godt fra sin tjeneste i Svaneke. Den anden havde også Svaneke som tjenestested; det var den 34-årige overbetjent Frederik Lauesen.
”Man observerede hans Færden, og det rygtedes snart, at Sund lejede sig ind paa Hoteller under falsk Navn, og at han brugte mange Penge,” forklarede betjentene.
”Det stemte ikke med det Billede, man tidligere havde dannet sig af Sund, idet det ikke var nogen Hemmelighed, at han under sit Ophold paa Øen som Politibetjent skyldte Penge hos mange Handlende. Man var derfor straks klar over, at der var noget galt, og at den tidligere Nazist nu sikkert optraadte som Stikker.”
Lauesen og Hass forhørte sig om Sund hos de mennesker, han havde talt med, og de fandt ud af, at han havde tænkt sig at blive på Bornholm i ca. 14 dage. [1]

Ad omveje til Svaneke
Søndag middag bad de den 63-årige konsul Alfred Bidstrup om at skygge Kaj Edmund Sund. Han fandt hurtigt ud af, at politibetjenten havde meddelt ’Dams Hotel’, at han skulle til Svaneke om mandagen. Han havde dér bestilt værelse på ’Hotel Østersøen’.
Sådan gik det imidlertid ikke; konsul Bidstrup tog til Svaneke, men Kaj Edmund Sund kom ikke. Han havde besøgt Hasle, inden han kl. 14. mandag den 5. februar 1945 forlod ’Dams Hotel’ og tog toget til Gudhjem. Her installerede han sig kl. 17 på ’Jantzens Hotel’.
Hans aktiviteter i de følgende dage fik for alvor de bornholmske modstandsgrupper til at føle sig bekræftet i deres mistanke. Bidstrup holdt Sund under observation til torsdag, og overalt fotograferede betjenten flittigt med sit medbragte ’Leica’-kamera.

Kaj Sund løb i Svaneke ind i et par tidligere kolleger.

Luslede rundt i kunstnerlandsby
I Melsted tilbød ’løjtnant Sandvad’ en lokal fisker at købe en båd til ham, hvis han kunne skaffe ham nogle bestemte oplysninger. [2] Han besøgte også en god ven, en lokal fisker ved navn Schou.
”Da Komparenten (Sund, forf.) besøgte sin Bekendt (…) havde de bl.a. talt om en anden Kunstmaler, og Schou havde ganske tilfældigt sagt (…)., at der boede en Kunstmaler ved Navn Howalt nede ved Havnen,” fremgik det, da Sund blev afhørt.
Det var et af byens kunstnerhjem, de to mænd drøftede. Henry Howalts hustru, Siegfriede, var også kunstmaler, og parret boede i et gammelt fiskerhus i Melsted Langgade. Sund forsikrede under politiafhøringen, at han ikke havde vist nogen speciel interesse i at få oplysninger af Schou om Howalt, og de havde ikke talt mere om sagen.
”Da de Dagen efter var ude (…) for at fiske Torsk, stod Howalt tilfældigt paa Stranden og hilste paa Schou, som derefter fortalte Komparenten (Sund, forf.), at det var Kunstmaleren,” lød rapporten videre.
”Da de sejlede ud af Havnen, havde Schou endvidere forklaret (…), hvor Howalts Hus laa, og Komparenten havde derefter taget et Billede af Havnen med Howalts Hus i Baggrunden.”[3]
’Løjtnant Sandvand’ forhørte sig her og der blandt lokalbefolkningen. Blandt andet faldt han ud af, at en fiskekutter fra Nexø jævnligt foretog illegale persontransporter til Sverige. Blandt passagererne var betjente, der som følge af den tyske aktion mod politiet frygtede arrestation. [4]

Snak med gammel kollega
Torsdag den 8. februar ud på eftermiddagen installerede Sund sig på ’Hotel Østersøen’ i Svaneke. Fredag formiddag benyttede han til at hamstre shagtobak i byens butikker. Han fik også en snak med hotelindehaveren og den tidligere makker Edvard Hass.
Oven på et eftermiddagsbesøg ude i byen vendte Sund tilbage til hotellet, hvor han igen traf Hass, der inviterede Kaj Sund til middagsmad sammen kollegaen Lauesen. Han kom til senere, efter at Sund havde været med ude og se en schäferhund, som Edvard Hass havde anskaffet sig.[5]
Den hyggelige invitation til aftensamvær var aftalt spil. De lokale politifolk havde haft den tanke, at overbetjent Sunds ankomst kunne være et forvarsel om nye razziaer mod de politifolk, der stadig var på fri fod. Men som Hass og Lauesen nu så det, syntes formålet snarere at være afsløring af illegale transporter til og fra Bornholm.
”De blev derfor enige om, at der maatte gøres noget, saa Sund ikke kom til at anrette Skade,” forklarede de.[6]

Invitation til aftensamvær
Politibetjent Hass tog kontakt til den 41-årige postbådfører Peter Sonne, der var aktiv i den illegale ruteorganisation ’Laksene’. Han adviserede fiskeskipper Aksel Hansen på ’Ramona’, der skulle afgå samme aften med nogle flygtninge. Han erklærede sig parat til at placere sig ud for Vigehavnen og være klar til at tage Kaj Edmund Sund om bord. [7]
Aksel Hansen fik fortalt, at Frihedsrådet havde besluttet, at den nazistiske betjent skulle af vejen.
”Da Politibetjent Hass var den, der bedst kendte Sund, blev det besluttet, at han skulde holde Kontakt med ham i Svaneke og derefter invitere ham hjem, hvor Overbetjent Lauesen derefter tilfældigt skulde støde til,” lød rapporten over afhøringen af de to betjente. [8]

Småfulde og ud på aftenvandring
Til spisningen hos Edvard Hass delte de tre mænd en halv flaske snaps og fik hver en øl. Kl. 19, da mørket for længst havde lagt sig, foreslog Lauesen, at de skulle gå en tur. Kollegerne ville vise Sund en båd, der var under mistanke for at blive brugt til illegal sejlads med flygtninge. De fulgtes ud ad vejen mod Gudhjem.
”Komparenten (Sund, forf.) frøs imidlertid, da han ikke havde Frakke paa, og da de havde gaaet et Stykke Tid, sagde han, at han vilde vende om, men de andre overtalte ham til at gaa med lidt længere, idet de saa i Stedet for at gaa samme Vej tilbage kunde følge Stranden hjem,” fremgik, da Kaj Edmund Sund var til afhøring en uge senere.
Mændene var næsten nået til Hammerslet. Sund gik forrest, og de to politikolleger kaldte på ham. På stien bag dem tonede konturerne af tre kraftige mænd frem.

Kamp på liv og død i vandet
En af dem var Peter Sonne, en anden den ligeledes 41-årige skomager Leo Bahn, der var leder af en af de militære ventegrupper i Svaneke.
”Da Mændene kom op til Komparenten (Sund, forf.), greb de fat i ham og begyndte at visitere ham, idet de spurgte, om han havde Skydevaaben paa sig.”
Kaj Edmund Sund svarede, at han ingen havde. Mændene slæbte ham ned til en robåd, der lå mellem klipperne, men han gjorde voldsom modstand. [9]
”Da de nåede havnen, sprang han i vandet og tog Leo Bahn med sig,” skrev historikeren Jørgen H. Barfod i sin bog Et centrum i periferien.
”Sund havde fået en hånd ind i ganen på Bahn og trak ham under vandet for at drukne ham, men Peter Sonne sprang efter, og ved hjælp fra flere sider blev han omsider trukket op og bastet og bundet, hvorefter han blev trukket om bord på robåden, der derefter satte kurs mod ’Ramona’.”

Slået med åre
Under voldsomhederne havde en af bortførerne givet Sund tre hårde slag i hovedet med en åre, så han var halvt bevidstløs. Det blev ikke bedre, da de nåede ud til ’Ramona’, hvor der var passagerer ganske uden varme følelser for nogen nazistisk betjent.
”(Han blev) modtaget af et par modstandsfolk, der havde måttet flygte fra klammeri og skudsår i København. De gav ham en ordentlig gang klø, og bagefter gik der ikke lang tid, før han lignede et nøgle sejlgarn,” skrev Jørgen H. Barfod.[10]
Kaj Edmund Sund blev bundet på hænder og fødder.
”Samtidig blev alt, hvad Komparenten havde i Lommerne, taget fra ham, og han blev lagt ned i Baadens Last, og Sejladsen begyndte ’til det ukendte’, indskyder Komparenten., idet han dengang regnede med, at han skulde kastes over bord,” lød rapporten, da Sund forklarede sig.

Overbetjent Sunds forklaringer under afhøringerne i Malmø var afgørende for afsløringen af Svend Staal-gruppen.

Rev Ausweis i stykker
1500 kroner (ca. 33.000 nutidskroner) i kontanter blev frataget ham, og det samme blev en fyldepen, en skrueblyant, en lommebog, et jernbanekort lydende på ’Svendsen’ og to falske legitimationskort lydende på henholdsvis ’Frederik Erik Svendsen’ og ’Poul Hansen’. De falske kort havde han selv lavet i Dahlerupsgade, hvor der fandtes både stempler og blanketter til legitimationskort.
”Under Ransagningen i Baaden glemte man (…) at fratage ham Pung og Ausweis. Da han under Overrejsen blev klar over, at han ikke skulde ’kastes i Vandet’, spekulerede han paa, hvordan han skulde faa dette Ausweis bort,” fremgik det af politirapporten.
”Paa Turen blev han syg og frøs meget som Følge af, at han havde været i det kolde Vand. Han fik derefter en Dyne over sig, og det lykkedes ham under denne at faa den ene Haand fri og komme ind i Inderlommen paa Vesten og faa fat i Ausweis’et, som var udstedt af Der höhere SS- und Polizeiführer in Dänemark paa Navnet: Jan Sandvad, Løjtnant i Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste.”
Han rev kortet i stykker og kastede stumperne ud af bunden af båden. Da klokken var 1.30 natten til lørdag den 10. februar anløb båden Simrishamn, og Kaj Edmund Sund blev derefter overgivet til de svenske myndigheder.

Afslørende effekter på hotellet
Efter at Kaj Sund var blevet anbragt i robåden, var politibetjent Edvard Hass i fuld fart løbet op til  hotellet, hvor han fik værten til at udlevere nøglen til Sunds værelse. Hass tog Sunds bagage og skyndte sig tilbage til båden, som imidlertid var sejlet. Han kom dog snart over med en anden båd.
”Sunds Overfrakke og Pelshue og Pyjamas fik Politibetjent Hass ikke med fra Hotellet, og han ved ikke, hvad der senere er blevet af dette,” fremgik det af rapporten, da Hass og Lauesen blev afhørt.[11]
Indholdet af overbetjent Sunds bagage var ganske prekært og var endnu et eksempel på hans himmelråbende mangel på professionalisme. Han havde efterladt sin fortegnelse over samtlige meddelere på Bornholm og dertil to pistoler og 25 patroner.
”Pistolerne har Komparenten (Sund, forf.) faaet paa E.T.’s Kontor (…), hvor Erik V. Pedersen har udleveret dem til ham efter den 19. September 1944,” skrev den danske kriminalbetjent Niels Jensen, da han en uge senere afhørte Kaj Edmund Sund i Malmø.
”Det var begge ’Politipistoler’, og han har selv skrevet Numrene paa Ausweiset efter Ordre fra Erik V. Pedersen, idet det var en Regel, at man, hvis man blev stoppet f.Eks. af Gestapo, skulde kunne bevise, at man havde Ret til at bære Skydevaaben.”
Kaj Edmund Sund forklarede, at han havde kastet sin tjenestepistol fra det danske politi i havnen ud for Peder Skramsgade efter den 19. september 1944.
”Han (vilde ikke) have sin egen Pistol paa sig, hvis Nummer kunde henvise til hans rette Navn – evt. i Politiets Bøger – hvilket kunde være ubehageligt i det Tilfælde, han blev anholdt af Frihedskæmpere,” lød forklaringen.
”De 25 Skud Patroner har Komparenten fra den Tid, han efter den 19. September gjorde Tjeneste paa Station 7.”[12]
Overbetjent Kaj Edmund Sund kom med sine udtalelser den 20. februar 1945. Det var tre dage efter, at svensk politi havde udlånt ham til Det danske Gesandtskabs politimission, der bestod af politifolk, der var flygtet til Sverige.

To afslørende afhøringer
Niels Jensen havde den 17. februar taget fat på en række grundige afhøringer af Kaj Edmund Sund. Det var i den forbindelser, alle de udførlige udtalelser faldt, som har fyldt adskillige af kapitlerne i denne bog.
En vigtig grund til, at han lagde kortene på bordet, var formentlig, at han var grundigt rystet efter bortførelsen og den livsfare, han oplevede, da han troede, han var ved at blive likvideret. Lige så vigtigt kan det have været, at Niels Jensen fra start kunne konfrontere ’løjtnant Sandvad’ med, at han allerede vidste meget – chokerende meget.
På Bornholm havde man den 10. februar 1945 – lige efter bortførelsen – modtaget svar på den forespørgsel, som var blevet sendt til det illegale politi ved Sunds ankomst. Og kriminalbetjenten i Malmø vidste naturligvis også besked med det svar, man på Bornholm havde modtaget fra ’Ernst’.
”Paagældende er identisk med: Overbetjent i Kystpolitiet Kaj (…) Sund, f.d. 12/9 12 i Viborg. – Han har tidligere været Overbetjent i Svaneke,” hed det.
Det illegale politi var nu i stand til at kombinere flere og flere oplysninger fra forskellige kilder.
”Der verserer for Øjeblikket Undersøgelse vedrørende en Stikkergruppe bestaaende af tidligere Politifolk, der nu arbejder direkte for Gestapo, idet de bl.a. søger at faa Kontakt med Politimænd. Gruppen kaldes Svend Staal ’Gruppen’. Leder er Politibetjent Poul Ditlev-Nielsen, København. Det menes, at fornævnte Sund er identisk med et ikke identificeret Medlem af Gruppen. Sund maa herefter betragtes som en meget farlig Mand, der bedes holdt under Observation. Underretning om Iagttagelser bedes indsendt, . E.”[13]
Efter at det var lykkedes Erik V. Pedersen, Ditlev Nielsen og deres nazistiske betjente at operere ekstremt diskret i mange måneder, var maskerne nu faldet i to omgange. Der var gået hul på bylden, da ’Parsberg’ valgte at tale ud, og sluserne blev åbnet helt under afhøringen af ’løjtnant Sandvad’ i Malmø.

Læs evt. også dette kapiteluddrag: Nazibetjent i knibe

Her kan du læse en foromtale af bogen: Historien bag et billede

[1] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[2] Jørgen H. Barfod: Et centrum i periferien, side 188-189.

[3] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 21. februar 1945.

[4] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 21. februar 1945.

[5] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 20. februar 1945.

[6] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[7] Jørgen H. Barfod: Et centrum i periferien, side 188-189.

[8] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[9] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 20. februar 1945.

[10] Jørgen H. Barfod: Et centrum i periferien, side 188-189, og interview med i 1993 Edvard Julius Hansen, reservepolitibetjent i kystbevogtningen på Bornholm fra 1943..

[11] Afhøring den 24/2 1945 af politibetjentene Frederik Lauesen og Edvard Hass.

[12] Afhøring af Kaj Edmund Sund den 20. februar 1945.

[13] Svar fra det illegale politi den 10. februar 1945.

Skriv en kommentar