Nazibetjent i knibe

Tage Andersen, der var medlem af nazistpartiet DNSAP, blev i 1940 ansat som politibetjent. I maj 1943 blev han sendt ud med et udrykningshold, da der kom anmeldelse om en sabotage, og folkene fra Københavns Politi skød mod sabotørerne og anholdt tre af dem.
Sammen med kollegerne fik Tage Andersen en kontant belønning fra København for god og rettidig indgriben.
Men klimaet blev stadig hårdere for nazisterne i dansk politi. Det blev det også for Tage Andersen. Han kom til at høre til i udkanten af de nazistiske politinetværk Svend Staal-gruppen, men hans historie fylder meget i Erland Leth Pedersens og min bog Svend Staal-gruppen (forlaget Nyt DPIF), fordi hans sag blev efterforsket minutiøst af politiet efter krigen.
Dermed er kildemateriale noget skævt, for mange af de centrale personer i gruppen blev likvideret i krigens sidste måneder. Derfor blev der ikke lavet efterforskningssag mod dem under retsopgøret.
Afsnittet er et eksempel på, at mange af de nazistiske betjentes gerninger ligger i et tågeslør, hvor det kan være svært at konkludere håndfast, hvad der skete. Det skyldes, at det lykkedes tysk politi at ødelægge næsten alle kartoteker og andre akter før kapitulationen. Derfor har vi ofte kun akterne fra retsopgøret som kildemateriale, og her var alle opmærksomme på at bagatellisere deres handlinger mest muligt, fordi de stod til en hård straf.
Tage Andersen var blandt de nazistiske betjente, der slap billigst, idet han i 1947 blev idømt fire års fængsel. De øvrige blev idømt mellem 10 og 16 års fængsel.
Nedenstående er et uddrag  på siderne 72-78 af kapitel 5 ‘Fjender til alle sider’. Det handler om den periode, hvor tingene begyndte at spidse til for den 29-årige Tage Andersen. Det var efter samarbejdsregeringens afgang den 29. august 1943 – før og lige efter nytår 1943/44.
Bogen udkommer i anden halvdel af september.

—– —– —– —– —–

(Mellemrubrikkerne er sat ind – ellers er teksten identisk med bogens tekst)
En af de politifolk, der var kommet en uholdbar situation, var Tage Andersen på Station 3 i Store Kongensgade, manden der året før i politiledelsens øjne havde gjort en god indsats ved afværgelsen af sabotageforsøget mod Emdrup Dampvaskeri. Netop Andersens nidkærhed havde givet ham et dårligt ry blandt det store flertal af politikolleger. Chefen for Ordenspolitiet i København, politiinspektør Einar Mellerup, tog stilling til Andersens forhold og gav sin konklusion i en brev af den 5. april 1944.
”Han er blevet beskyldt for paa en bestemt Dag til et nærmere angivet Klokkeslæt at være gaaet ind i Schalburgkorpsets Kaserne paa Blegdamsvej, men han har over for mig dokumenteret, at han paa det anførte Tidspunkt var til Lægebehandling paa Christianshavn,” skrev Mellerup.
”Han har endvidere (…) fra Schalburgkorpset faaet en Erklæring, som jeg ogsaa har set, om, at han ikke har været besøgende i Schalburgkorpsets Kaserne den paagældende Dag. Han nægter overhovedet nogen Sinde at have været der. (…) Under de nuværende Forhold mener jeg det ganske nødvendigt, at han snarest forflyttes.”[1]

Nævnt som stikker
Tage Andersen var kommet i den illegale presse. I Studenternes Efterretningstjeneste blev han betegnet som en ’farlig Stikker’, og det illegale Information var på samme linje.
”Han er Stikker for Tyskerne og har sin Gang hos Schalburgkorpset i Frimurerlogen paa Blegdamsvej, hvor han af Kolleger er set gaa ind. Han angiver overfor yngre Kolleger at være engelskvenlig, hvorefter han angiver dem,” skrev nyhedsbrevet. [2]
En uge senere anmeldte Tage Andersen, at der ved hans hjem i ejendommen Bremensgade 15 på Christianshavn havde gået fordægtige personer rundt i gården, og at han havde modtaget et trusselsbrev. Hans 27-årige hustru Inga havde fået et nervesammenbrud og havde taget ophold hos sine forældre i Nørre Alslev på Falster sammen med parrets treårige datter.[3]

Politiinspektøren: Han må væk
Tage Andersens sag blev undersøgt usædvanlig grundigt af politiet både under og efter besættelsen, for den var ikke så ligetil. Det synes at ligge mellem linjerne i politiinspektør Mellerups brev, at han syntes, at Andersen på mange måder var en reel og fornuftig mand, selv om han var kantet og uden evne til at stikke fingeren i jorden og tage bestik af stemningen i korpset.
Den stærke mistanke om, at han skulle have stukket nogen af politikollegerne blev ikke bevist – heller ikke senere.
Tilsyneladende var betjent Andersen en mand, der i hvert fald til den 29. august 1943 mente, at hans nazistiske standpunkt var et regulært politisk synspunkt, som han roligt kunne hævde og lægge frem til drøftelse – også selv om DNSAP støttede den magt, der holdt Danmark besat.
Og når det gjaldt bekæmpelse af illegal virksomhed havde hans holdning jo officiel støtte. Spørgsmålet spidsede til, da Tage Andersen i sommeren 1943 havde modtaget en kontant belønning af rigspolitichefen for sin indsats.
”Paa Station 3 havde han ofte nogle kraftige Diskussioner med Kollegerne, som ikke delte Politidirektørens og Rigspolitichefens Anskuelse,” hed det i referatet af Andersens forklaring, da der blev afsagt dom i hans sag efter krigen.
”Komparenten blev generet den ene Gang efter den anden og udskældt for at være Nazist, fordi han mente, at det var rigtigt at bekæmpe Sabotagen. Ca. et halvt aars Tid efter denne Episode kom der et anonymt Opslag i Vagtstuen, hvori stod, at han var set gaa ind paa Schalburg Korpsets Hovedkvarter paa Blegdamsvejen den 15/2 1944 Kl. 12.15. Dette Opslag rev han imidlertid ned, da han vidste, at Sigtelsen var helt forkert.”[4]

Påfaldende udramatisk afhøring
Ifølge Tage Andersens forklaring var det vedholdende og gentagne trusler, der satte gang i den udvikling, der førte ham til Schalburgkorpsets bygning på Blegdamsvej.
En dag først i 1944 fik han tilsendt noget, der lignede et avisudklip af en dødsannonce med et sort kors og ordlyden ’Død mand sladrer ikke’.
På samme tid modtog han et brev, som omtrent havde ordlyden:
”Hr. Andersen, dette for at Advare Dem, at Deres Liv er i Fare. Der er Mordere ude efter Dem, Svend Aage Mortensen og Hustru, Brigadevej 8, er uddelere af illegale Blade i stor Stil og er fanatiske Kommunister.”
I betragtning af de skærpede tilstande og den stigende kampvilje i det nazistiske miljø reagerede Tage Andersen overraskende behersket. Han drøftede med en ældre kollega på Station 3, hvad han skulle stille op. Det førte til, at han tog ud op opsøgte specialarbejder Mortensen for at tage en snak med ham om brevet.
Efter krigen blev Mortensen afhørt om besøget. Selv om afhøringen fandt sted i sommeren 1945, da hævntørsten over for nazister og tyskerhåndlangere kulminerede, bekræftede arbejdsmanden over for politiet, at Tage Andersens besøg havde været udramatisk.
Andersen var mødt op i civil, han havde legitimeret sig og spurgt, om Mortensen havde noget med illegale bladet at gøre. Det benægtede han, hvorpå Tage Andersen viste ham et nummer af et illegalt blad, hvor Andersen selv stod opført som stikker.
Det mente Mortensen ikke at have noget at gøre med, hvorefter Andersen viste trusselsbrevet frem, hvori Svend Aage Mortensens navn var nævnt. Mortensen afviste blankt at have nogen hensigt om at gøre Tage Andersen fortræd.
Han fik den tanke, at hans svigermor kunne stå bag brevet, men det benægtede svigermoderen senere, hvad næppe kan overraske. Mændene blev enige om at brænde brevet i kakkelovnen, og Tage Andersen tog i al mindelighed afsked med hr. og fru Mortensen.[5]

Turde ikke bo hjemme
Kort efter at Inga Andersen var flyttet væk, fandt også Tage Andersen bopælen for utryg. Det virkede truende, at mystiske personer stadig oftere tog opstilling i nærheden af hans bopæl.
”Han begyndte da at sove i Detentionslokalet paa Station 3, men en Aften, da der var overfyldt (…), vidste han ikke, hvad han skulde gøre,” fremgik det af en afhøring efter krigen.
Efter at have cyklet rundt i byens gader et stykke tid uden mål og med henvendte Andersen sig i Frimurerlogen, hvor han traf den 55-årige ritmester Johan Stahr, der var bygningens kommandant.
Tage Andersen kendte Stahr tilbage fra 1938, da han havde tjent på Maribo-egnen. Stahr genkendte ikke Andersen, men tog til efterretning, hvilken situation politibetjenten befandt sig i. For at underbygge sin historie havde Andersen taget et af de blade med, hvori han figurerede på en udhængningsliste.

Traf politikollega i Schalburg-bygningen
Ifølge Tage Andersens forklaring gav ritmester Stahr ham lov til at overnatte i en kældergang, og derefter fik han lov til at sove i fem nætter i ritmesterens bolig. Derpå traf Tage Andersen den 28-årige politibetjent Erik Høst, der i sin værnepligtetid havde været i Den kongelige Livgarde.  Han havde netop tilsluttet sig Schalburgkorpset samtidig med, at han fortsat var politibetjent i på Station 1 på Nytorv.
”Ham fortalte Komparenten (Tage Andersen, forf.) hele sin Historie og fik saa Lov til at sove paa Høsts Værelse,” hed det i politiets rapport.[6]

Kolleger nægtede at gøre tjeneste med ham
Som modvægt mod Tage Andersens egen forklaring afhørte politiet også Svend Nielsen, tillidsmand på Station 3. Han fortalte, at P.b. 1884 Tage Andersen på ingen måde havde lagt skjul på sin sympati for tyskerne. Derfor fik han på et tidligt tidspunkt kollegerne imod sig.
”Senere, da flere og flere Stikkere blev skudt, og da (..) Tage Andersen selv blev ’hængt ud’ i de illegale Blade (…), og da der bl.a. til Stationen blev tillsendt ham en lille Krans, blev han mere forsigtig,” berettede Svend Nielsen.
”Han begyndte at paastaa, at han ingen Forbindelse havde med disse Kredse. Disse Paastande blev dog ikke troet af Stationens Personale, som følte sig i høj Grad usikker ved at have en saadan Mand gaaende imellem sig paa Stationen (…). Da det blev Politibetjent Tage Andersens Tur til at gøre Tjeneste som Ekstra Civilpatrouille, nægtede Politibetjentene at forrette denne Tjeneste med ham.”
Efter aftale mellem stationslederen og politiinspektør Mellerup fik tillidsmanden ordre til selv at udføre tjenesten sammen med Tage Andersen.
”Straks den første Dag (…) forsøgte Politibetjent Tage Andersen (…) at rense sig for Beskyldningerne (…), og han paastod ved denne Lejlighed, at han paa sig havde en Attest for, at han aldrig havde holdt til hos Schalburgkorpset.”
Hertil havde Svend Nielsen svaret, at hvis han havde sådan en attest, ville det netop bevise, at han havde haft forbindelse med nazistiske kredse, for ellers ville han aldrig have kunnet få den. Endvidere havde en af Station 3-kollegerne to gange set Tage Andersen gå ind i Frimurerlogen. Det skærpede yderligere mistanken mod ham.
”Noget virkeligt Bevis for, at Politibetjent. Tage Andersen har virket som Stikker eller Angiver, har vi (…) ikke endnu,” erkendte Svend Nielsen.[7]
En anden kollega Palle Kruse erklærede sig kortfattet enig i Svend Nielsens beskrivelse og vurdering, men Kruse mente, at Tage Andersen sådan set var en flink fyr.
”(Han har) altid (…) været en god Kollega, der har været parat til at hjælpe andre, hvor det var muligt. Han har aldrig udfordret nogen, men har heller aldrig benægtet, at han var Nazist.”
Det sagde Kruse den 25. juni 1945 – og markerede sig dermed som en nuanceret stemme i befrielsessommeren, hvor der ellers var frit slag for sort/hvide beskrivelser af dem, der var endt på krigens taberside. [8]

Nægtede længe tilknytning til Schalburgkorpset
Tage Andersen var en udholdende benægter. Han fastholdt længe, at hans besøg i Frimurerlogen kun havde været sporadiske og tilfældige. Først efter en del forskellige udsagn fra vidner, der fik vist fotos af Andersen med og uden uniform, erkendte han skridt for skridt, at hans tilknytning til Schalburgkorpsets ET havde været mere omfattende end som så.
Han hævdede dog, at han kun havde haft sin gang i logebygningen i en tre uger lang periode og altid var mødt op efter mørkets frembrud. At nogen havde set ham i logen i dagtimerne, kunne han også gøre rede for.
”Arrestanten forklarer, at naar han havde været i Frimurerlogen om Natten og til Eksempel ikke skulde møde til Tjeneste før den paafølgende Eftermiddag, gik han ud fra Frimurerlogen om Formiddagen for at købe en Madpakke og gik derefter tilbage,” hed det i en afhøringsrapport fra efteråret 1945.
Blandt dem, der var sikker på, at Tage Andersen havde haft sin gang i Frimurerlogen, var den senere ledende HIPO-mand William Petersen, der havde set Andersen i samtale med Erik Høst. Petersen havde dog opfattet Tage Andersen som en relativt underordnet person, der – i modstætning til Høst – ikke referede direkte til Erik V. Pedersen.[9]

Kvinde i cigarforretning var fortrolig
Under kortlæggelsen af Andersens færden talte politiet også med en kvinde, der ikke ønskede sit navn nævnt i rapporten. Hun havde en del kendskab til politipersonalet på Station 3, idet hun var ekspeditrice i en cigarforretning, som var meget brugt af betjentene.
Hun kunne fortælle, at Andersen af en politibetjent at være var god for påfaldende mange penge. Den afhørende betjent var ikke i tvivl om, at hun havde en del kendskab til Tage Andersen, der havde betroet sig til hende, når stemningen mod ham på stationen blev for slem. Han skal i løbet af foråret 1944 have sagt, at han havde købt nye møbler for 6000 kroner (svarende til over 130.000 kr. i dag).
”Kvinden spurgte ham, hvordan han dog havde kunnet faa Penge til alt dette, og dertil udtalte han, at han havde sparet sammen, idet baade han og Hustruen jo havde Arbejde,” fremgik det af rapporten.
Formålet med at bore i dette spørgsmål var tydeligvis en mistanke om, at det var arbejde for tyskerne, der kunne have sat hr. og fru Andersen i stand til at købe så dyrt ind. Ekspeditricen gav også en oplysning, der tydede på, at Tage Andersen ikke altid overnattede i Frimurerlogen.
Han skal have betroet hende, at han kom meget sammen med en kvinde, der var kassererske i Schalburgkorpset. Det har formentlig været efter, at hustruen var rejst tilbage til sine forældre på Falster med datteren. Andersen havde selv engang i sommeren 1944 udpeget sin veninde for ekspeditricen.
”(Han har) fortalt, at hun boede i Christiansgaarden, og at han opholdt sig en Del hos hende,” noterede politiet.[10]

[1] Brev fra politiinspektør Einar Mellerup den 5. april 1944.

[2] Studenternes Efterretningstjeneste den 27. marts 1944, Information den 16. marts 1944 samt De frie Danske nr. 6, den 30 maj 1943 (???).

[3] Politirapport den 13. april 1944.

[4] Afhøring af Tage Andersen hos Nykøbing Falster Politi den 23. juni 1945.

[5] Afhøringer af Tage Andersen den 26. juli 1945 og Svend Aage Mortensen den 30. august 1945.

[6] Afhøringer af Tage Andersen den 12. og 26.juli 1945; dombogen fra Københavns Byret vedr. tage Andersen den 9. januar 1947 samt kort i Centralkartoteket vedr. Erik Høst.

[7] Afhøring af tillidsmand Svend Nielsen den 16. april 1945.

[8] Notits af Palle Kruse, Københavns Politi, den 25. juni 1945.

[9] Indberetning fra Kriminalpolitiet i Nykøbing Falster vedr. Peter Asmussen af 12. juli 1945 og afhøringsrapporter vedr. Viktor Regelov Jensen den 19. oktober 1945, Ib Nedermark Hansen den 26. november 1945, William Petersen den 7. maj 1946 samt Tage Andersen den 26. november 1945.

[10] Notits, Københavns Politi, 4. december 1945.

Skriv en kommentar