Kuldsejlet krigsleder startede SOE

ChamberlainDet var Neville Chamberlain, der i sommeren 1940 søsatte sabotageorganisationen SOE (Special Operations Executive), der kom til at spille en nøglerolle for modstandsbevægelserne i Europas besatte lande.
Oplysningen var for mig højst overraskende, da jeg for nylig stødte på den i første bind af Knud J.V. Jespersens værk Med hjælp fra England (Odense Universitetsforlag, 1998). For som de fleste med indgående interesse i Anden Verdenskrig ved, var det Winston Churchill, der fik ideen til den hemmelige organisation under mottoet Set Europa ablaze! (Sæt Europa i brand!).
Hvordan gik det så til, at manden, der i 1938 efter München-aftalen proklamerede ‘Fred i vor tid’, spillede en rolle i et offensivt initiativ, efter at han var afgået som premierminister 10. maj 1940 på grund af ineffektiv krigsledelse?

Fortsat indflydelsesrig
Sagen er, at den 71-årige Chamberlain ikke trak sig ud af politik efter afgangen fra regeringschefposten. Han var fortsat leder af det konservative parti, og han fik det høje regeringsembede som Lord President of the Council. Han var med i inderkredsen på fem mand i Churchills krigskabinet.
Neville Chamberlain satte sine initialer under SOE’s charter 19. juli 1940, og tre dage senere blev det godkendt af regeringen. SOE’s ‘dåbsattest’ står i fuld ordlyd i Jespersens bog.
Den afgåede premierminister havde i ugerne forud redet trådene ud i det politiske spil op til organisationens dannelse. Selv om Storbritannien efter Frankrigs fald kæmpede for sin overlevelse var den politiske rivalisering om rammerne for den nye organisation intens, fremgår det af Knud J.V. Jespersens bog.
Udenrigsministeriet ønskede kontrollen for at undgå, at SOE kom til at føre en parallel udenrigspolitik. De militære værn var dybt skeptiske over for tanken om soldater, der ikke kæmpede i uniform, og som ifølge konceptet ville komme til at bruge metoder, der lå uden for det traditionelle militære æreskodeks. Efterretningstjenesten SIS (Secret Intelligence Service) var ikke interesseret i nogen konkurrerende hemmelig tjeneste i de samme områder, som SIS selv opererede i.

Ledet af Labour-politiker
Enden på processen blev, at SOE blev underlagt Ministeriet for Økonomisk Krigsførelse, der blev ledet af Hugh Dalton, en ledende politiker på venstrefløjen af Labour-partiet. Antifascismen stod for ham i centrum, og han anså det for naturligt, at de besatte landes arbejderklasser som led i krigen kunne gøre op med Europas autoritære regimer.
Dalton havde ingen skrupler med, at SOE brugte barske metoder, og han foretrak fra starten at bruge civile frem for militærfolk. Ministry for Ungentlemanly Warfare var en betegnelse, han nogle gange brugte spøgende om sit ministerium.
SOE var virkelig en hemmelig organisation – så hemmelig, at det i chartret udtrykkeligt blev indskærpet, at organisationens navn ikke måtte nævnes over for andre end højt klassificeret personel.
Færdiggørelsen af chartret blev i øvrigt Neville Chamberlains sidste politiske handling. Han blev syg umiddelbart efter og døde i november 1940, 71 år gammel.

BOPA-pionerer begyndte her

BdrNielsen01 kopi

Aage, Kai og Harald Nielsen (fra venstre mod højre) nær fronten i Spanien. (Foto fra bogen)

Da jeg i denne uge læste bogen Brødrene Nielsen – breve fra den spanske borgerkrig havde jeg ikke svært ved at parkere den viden på et sidespor, at de danske kommunister var 100 pct. loyale over for det totalitære Sovjetunionen.  For jeg fik virkelig sympati for de tre brødre Harald, Kai og Aage Nielsen, der var vokset op i et københavnsk kommunistisk hjem. De tog af ægte solidaritetsfølelse til Spanien for at kæmpe på republikkens side i den spanske borgerkrig (1936-39).
De var så dedikerede og politisk motiverede, at de i august 1936 tog af sted, allerede inden der var iværksat nogen officiel hvervning. De tre mænd på henholdsvis 24, 21 og 18 år cyklede sydpå sammen med kammeraten Hans Petersen. De fire blev de allerførste af de ca. 550 danske S
paniens-frivillige.

Den yngste pint ihjel
De kæmpede i Spanien næsten til afslutningen, og under den tyske besættelse af Danmark blev de alle modstandsfolk i KOPA, der foråret 1943 blev omdøbt til BOPA.
Harald og Kai Nielsen overlevede krigen, mens den yngste, Aage Nielsen, i 1943 som 25-årig som den første blev tæsket ihjel under Gestapo-fangenskab.

Internationalt perspektiv
De fleste bøger om besættelsen har et snævert dansk fokus. Andre bøger om brødrene Nielsen ville måske være begyndt med ti sider om borgerkrigen, mens deres modstandsaktiviteter i Danmark ville være beskrevet til mindste detalje.
I denne bog er det omvendt, og det betyder, at tingene for alvor kommer i internationalt perspektiv. Sammen med historien om den spanske borgerkrig, får vi beskrevet, hvad det var, der drev og motiverede sabotage-pionererne i Danmark.

Afgørelse på værkstedet
De tre brødre var vokset op i et børnerigt, kommunistisk arbejderhjem, og det lå naturligt for dem at være stærkt politisk interesserede.
De fulgte nøje med i udviklingen i Spanien i Arbejderbladet, da 
hærstyrker under general Francisco Franco 17. juli 1936 gjorde oprør for at vælte den lovlige republikanske BrdrNielsenForsideregering. Officererne og deres støtter ville forhindre varslede radikale samfundsreformer, som i deres øjne var uacceptable, fordi de var en trussel mod den katolske kirkes, officerernes og godsejernes stilling.
På Hans Lystrups Autoværksteder på Pile Alle på Frederiksberg diskuteredes udviklingen livligt, og den Hans Petersen og Kai Nielsen besluttede sig næsten med det samme til at rejse til Spanien. Kai havde et nærmest uadskilleligt forhold til sine to brødre Harald på 24 og Aage på 18 år, så det stod hurtigt klart, at alle fire ville rejse.
Hvorfor stå her og slibe støbegods, når vi kan tage ned og gi’ dem en håndsrækning i Spanien,” spurgte Kai Nielsen.

Bogbrænding i Rendsborg
Den 22. august pumpede de deres cykler og starter rejsen sydpå. Det skete selv om myndighederne i Spanien endnu ikke havde oprettet frivillig-enheder, og hverken DKP eller Komintern havde lagt nogen strategi for, hvad der skulle ske.
De fire unge mænd havde aldrig været uden for landets grænser før, men allerede i Rendsborg, 80 kilometer syd for grænsen, fik de deres første chok, da de blev vidner til et heilende fakkeloptog, der drog gennem byen.
Massehysteriet overvælder dem.  Under høj jubel bliver kommunistisk litteratur fortæret af de brændende fakler,” lyder det i Brødrene Nielsen – breve fra den spanske borgerkrig, som forfatterkollektivet Albert Scherfig, Charlie Krautwald, Daniel Madsen og Nadia Zarling lige før jul udgav på Forlaget Nemo.

I selskab med Hitlerjugend
Da de unge mænd kom til Hamburg, indlogerede de sig på en skonnert, der lå i havnen som flydende herberg. De hørte musik fra fartøjets sal og gik derind for at deltage, selv om de ikke forstod tysk.
Der er mange unge mænd i selskabet, de er alle iklædt uniformer (…). Måske er det en forsamling af spejdere eller vandrere med kulsorte pionertørklæder? tænker Kai. Pludselig rejser hele forsamlingen sig, løfter kollektivt den højre arm i heil-hilsen og begynder at synge den nazistiske hymne, Horst Wessel. De tre brødre rejser sig, men nægter demonstrativt at heile. Det går op for Kai, at det er medlemmer af Hitlerjugend, som holder gilde,” skriver forfatterne.

Tiltrængt hjælp i Paris
Midt i september 1936 nåede de fire ungkommunister frem til Paris. De havde mistet deres cykler og deres penge undervejs og henvendte sig til en taxichauffør, som de bad om at udpege retningen til det hvervekontor, der var åbnet, siden danskerne cyklede af sted fra København.
C
haufføren viste sig at være venligtsindet. Han bad Nielsen-brødrene og Hans Petersen stige ind og kørte dem til den ønskede destination. Tværtimod at kræve betaling stoppede han ved forskellige holdepladser og barer og lod en kasket gå rundt. ‘Her er nogle kammerater, de skal til Den Spanske Borgerkrig, og dem skal vi støtte!,’ erklærede chaufføren.

BrdrNielsenAlbacete

Kai, Harald og Aage Nielsen læser Arbejderbladet i Albacete, hvor de international brigader havde hovedkvarter. (Foto fra bogen)

Deltog, hvor det gik hårdt til
De fire kæmpede i den følgende tid som soldater i den berømte ‘Thälmann-bataljon’ og deltog både i kampene ved Huesca i Aragonien og i forsvaret af Madrid i vinteren 1936/37, der blev udkæmpet under det berømte motto
No pasarán! (‘de skal ikke komme igennem!’).
Senere fik de opgaver som chauffører og mekanikere, og deres længste periode tilbragte de i luftskytsenheden Argument Dimitrov. Dermed var de i mindre umiddelbar livsfare end de fleste af soldaterkammeraterne. Storebror Harald blev dog såret to gange.
De fire ungkommunister kom alle velbeholdne hjem sidst i 1938, da republikkens modstand lakkede mod enden. Det var de heldige med, for over 200 af de danske frivillige – henved 40 pct. blev dræbt.

Ukuelig mor
Den brevsamling, bogen bygger på er righoldig. Især lillebror Aage Nielsen, der er den mest politisk bevidste, er flittig til at skrive fra Spanien. Brødrene skriver vidt og bredt om personlige oplevelser og problemer, krigens udvikling og politiske overvejelser.
En anden af bogens stærke personligheder er de unge mænds mor, Antonie Nielsen – en kvinde sidst i 40’erne, der efter sine breve at dømme ikke har tabt kræfterne, selv om hun har været hjemmegående med ni børn, hvoraf de yngste stadig ikke var fra hånden.
Hun sender konstant sine drenge ‘god energi’, som vi ville sige i dag, og bakker dem op i deres valg. Hun indskrænker omtalen af, hvor svært det er for hende, at de er i krig, til et minimum. I stedet beskriver hun, hvor meget gås, bøf, øl og snaps hun vil sætte på bordet for dem, når de kommer hjem. Hun følger fint med i avisen og har godt styr på Spaniens geografi og de ledende aktører i konflikten.
Antonie Nielsen henvendte sig jævnligt til Arbejderbladets redaktion, når sønnerne har sendt beretninger fra Spanien, og Harald, Kai og Aage Nielsen har en række gange artikler med foto i avisen, der skal holde modet op på dem derhjemme i den fælles kamp. Ja, for sådan så man på tingene i familien: Kampen mod kapitalismen i Danmark var et led i den samme verdensomspændende kamp, som de udkæmpede en anden del af ved de spanske fronter.

Bundkarakter til kongejubilæum
Den kommunistiske husmors fyndige sproglige stil fremgår i et brev til sønnerne fra 19. maj 1937, da Christian X lige har haft 25 års regeringsjubilæum.
“Her er nu igen Regn og Kulde. Det regnede hele Lørdagen, og det var endda paa Kongens Regeringsjubilæum, men han havde jo sit paa det tørre. Det var jo kun de, der var saa dumme at stille sig op og blive gennemblødte,; én døde af Sindsbevægelse, og i hundredevis faldt de i Afmagt, og i Rigsdagsmødet, der blev afholdt til ‘den langes’ Ære, maatte de føre Julius Bomholt (socialdemokratisk kulturordfører) ud af Salen, saadan græd han og var rørt, men de var vist mest ængstelige for de fine Tæpper og Sager. (…) I tre dage hørte vi ikke andet i radioen end det Vrøvl, og det er knapt nok, de er færdige endnu.”

Indbydende bog
Bogen er velredigeret, de sammenbindende tekster er klare og præcise, og helhedsindtrykket er indbydende med god plads til billederne og en forholdsvis stor linjeafstand i teksten. Det giver en oplevelse af ‘luft på siden’, der passer godt til en brevbaseret bog.
Dokumentationen, der er givet i form af dokumentariske essays bag i bogen for hvert enkelt kapitel, er detaljeret og virker fyldestgørende. Jeg kunne imidlertid godt have ønsket et personregister.


Hjemmetyskernes sene selvopgør

Ehrenhain-1

De besøgende hilses velkommen af en informationstavle, der har ordet Gedenkstätte (mindested) øverst. Den gamle sten med ordet ‘Ehrenhain’ er dog ikke flyttet længere væk, end at den kan ses fra indgangspartiet.

I 1990 gik den 71-årige Dorthe Pedersen fra Esbjerg forbi en af mindetavlerne i det tyske mindretals mindested på Knivsbjerg mellem Aabenraa og Haderslev for deres omkomne under verdenskrigene – det såkaldte Ehrenhain. Hun fik et chok, da hendes øjne tilfældigt strejfede navnet Niels Riis.
Siden dengang har det ind imellem påkaldt sig offentlig opmærksomhed, at mindestedet ikke blot fremviser navnene på hjemmetyskere, der faldt ved fronten i kamp for Tyskland. Riis tilhørte ganske rigtigt det tyske mindretal, og han var ‘død som følge af krigen’, men dødsårsagen var, at han i 1948 blev henrettet af dansk politi, fordi han som Gestapo-ansat gentagne gange havde forøvet grov mishandling af tilfangetagne modstandsfolk på Staldgården i Kolding. En af dem var Dorthe Petersens bror.
Niels Riis’ navn blev fjernet fra mindetavlen som det første af en håndfuld. Siden er to andre henrettede Gestapo-medarbejderes navne blevet slettet, og i 2010 blev yderligere to navne fjernet, da det kom for en dag, at de var blevet henrettet af de britiske myndigheder i Tyskland for grove krigsforbrydelser.

Ehrenhain-2

Oprettelsen af æreslunden i 1962 tilfredsstillede et behov i mindretallet for et mindested for det meget store antal faldne.

Lille, men stor forskel
Spørgsmålet om mindelunden på Knivsbjerg blev lige før jul behandlet af historikeren Henrik Skov Kristensen i et kapitel i bogen Forundringsparat – festskrift til Inge Adriansen (museumsinspektør på Sønderborg Slot), der blev udgivet i anledning af hovedpersonens 70 års fødselsdag.
Han tager afsæt i en ændring på mindestedet, der fandt sted i 2012, der umiddelbart virker ubetydelig, men som har dybtgående betydning i forhold til den tyske befolkningsgruppes forhold til fortiden under nazismen. Efter præcis 50 år under betegnelsen Ehrenhain (æreslund) kaldes mindestedet siden 18. august 2012 for et Gedenkstätte (mindested).
Skiftet er fysisk markeret ved, at informationstavlen på billedet herover et sat op ved indgangen til mindestedet for de faldne hjemmetyske Waffen-SS-soldater, mens den sten, der tidligere var stedets vartegn, står mere diskret i baggrunden, men dog synlig fra indgangen.
Den symbolske ændring består i, at ordet Ehrenhain har en betydning, der mest handler om (militær) hæder og ære, mens Gedenkstätte mere går på stille eftertanke.

Ehrenhain-3

Som det ses her, er enkelte navne blevet fjernet fra denne mindesten. De ca. 5000 faldne fra første verdenskrig bliver mindet med et kollektivt mindesmærke, mens hver enkelt af de godt 800 faldne eller savnede fra Anden Verdenskrig er nævnt – på nær 83, hvor familien ikke har ønsket, at den faldnes navn bliver medtaget.

Medtog bevidst torturbødler 
Skov Kristensens kapitel handler om den politiske proces lige fra forberedelsen af æreslunden i årene op til 1962 til nutiden.
Det mest opsigtsvækkende, han kan fortælle, er, at folkene bag åbningen af æreslunden helt bevidst tog navne med på mænd, som de vidste, var henrettede torturbødler. Der var ikke tale om ’smuttere’. Initiativtagerne opbyggede et personkartotek, der viser, at man fuldt ud var klar over de enkelte personers skæbne.
Gruppen bag mindestedet var alle gamle nazister fra mindretallet, der under Det tredje Rige var gennemnazificeret, fordi Adolf Hitler for hjemmetyskerne repræsenterede håbet om at kunne få grænsen flyttet tilbage til Kongeåen og dermed komme heim ins Reich.

Hovedkraft havde høj post i SS
Den mest indflydelsesrige blandt initiativtagerne var den tidligere SS-mand Paul Koopmann, der efter krigen kun fik en kort fængselsstraf for fronttjeneste i Waffen-SS, fordi det lykkedes ham at skjule for de danske myndigheder, at han havde haft en høj stilling i SS.
Koopmann arbejdede som betroet medarbejder for dr. Franz Riedweg, der var leder af Germanische Leitstelle, der organiserede rekrutteringen  og den politiske skoling af de SS-frivillige fra de tyskbesatte, racebeslægtede lande som Norge, Danmark og Holland. Riedweg, der var en schweizisk læge, var én af SS-rigsfører Heinrich Himmlers protegéer og var erklæret nazist til sin død som 98-årig i 2005. Koopmann betegnes i SS-personaleakterne som ‘overbevist nationalsocialist og SS-mand’, og det oplyses, at han blev ‘anvendt til teoretisk undervisning, også om jødespørgsmål’.
Paul Koopmann ved medlem af amtsrådet i Sønderjyllands Amt fra 1955 til 1970, og han var i fem år i 1970’erne medlem af det tyske mindretals kontaktudvalg til den danske regering.

Indflydelsesrige bøger
Navneændringen på Knivsbjerg er et af de sjældne eksempler på, at historiske bøger får en aktuel politisk betydning. Selv om de drypvise oplysninger om krigsforbrydere på mindetavlerne begyndte at komme frem i begyndelsen af 1990’erne, var det først, da Dennis Larsens bog Fortrængt grusomhed – danske SS-vagter 1941-1945 (Gyldendal, 2010) og Henrik Skov Kristensens Straffelejren – Fårhus, landssvigerne og retsopgøret (Nyt Nordisk Forlag, 2011) udkom, at Ehrenhain-4holdningerne til fortiden i det tyske mindretal begyndte at flytte sig for alvor.
Henrik Skov Kristensen husker også at nævne den afgørende rolle, som chefredaktør Siegfried Matlok, mindretallets førende talsmand gennem årtier, har spillet. Matlok har utvetydigt i sine ledere i avisen Der Nordschleswiger og ved andre lejligheder erklæret sig enig i behovet for selvransagelse blandt hjemmetyskerne, når det gælder den nazistiske fortid.
Debatmøder i Sønderjylland har vist udpræget støtte til nyorienteringen blandt de midaldrende og yngre medlemmer af mindretallet. Nogle kredse med rødder i SS-veteranmiljøet er dog imod.

Fårhus-mentaliteten
Skov Kristensen har i Straffelejren grundigt beskrevet den  klassiske hjemmetyske selvforståelse vedr. krigen – kaldet ‘Fårhus-mentaliteten’. Den har som udgangspunkt, at ca. 2500 fra mindretallet gik i krigstjeneste, og over 800 enten faldt eller er savnet.
Dette uhyre offer bragte de ud fra en national loyalitet over for Tyskland – og efter krigen blev alle de frontfrivillige idømt fængsel af det danske samfund. Det, at  man var loyal over for et forbryderisk politisk system, var i mange år ikke et emne til drøftelse. Det samme gælder det forhold, at medlemmer af mindretallet deltog krigsforbrydelser under hagekorsflaget.
Næsten alle hjemmetyskere, der blev idømt straf – også lederne – blev indsat i Fårhuslejren, hvor mindretallets dømte havde rigelig lejlighed til at vedligeholde opfattelsen af sig selv som ofre for dobbelt uretfærdighed.
Derfor bestod mindretalsledelsen i årevis efter krigen af folk, der også havde haft fremtrædende positioner i det nazistiske system. (Foto: Henrik Skov Kristensen)

 

Buhl – krigens mest omstridte dansker

Blandt modstandsveteraner fra både de højre- og venstreorienterede grupper kalder navnet Vilhelm Buhl på voldsomme følelser. Mange har aldrig kunnet tilgive manden, der i to korte perioder var Danmarks statsminister, hans ’stikkertale’ i radioen 2. september 1942. Her opfordrede han danskerne til at bidrage til at opklare sabotagesager ved at indgive anmeldelse til dansk politi – ofte mod store dusører.
Da jeg for et år siden besøgte BOPA-veteranen Aage Staffe (‘Lille-John’) få måneder før hans død, spurgte jeg ham, om Vilhelm Buhl efter hans mening var landsforræder. Svaret var: “Ja, når man vil gøre alt for selv at bevare magten, når landet er besat, så er man landsforræder”.
Den tidligere Holger Danske-mand Povl Falk-Jensen (‘Eigil’) har også en uforsonlig holdning til Vilhelm Buhl. Han betegner i sin bog fra 2010 Holger Danske – Afdeling ‘Eigil’ – nærmest med en klang af  Corfitz Ulfeldts faneflugt i 1600-tallet – Buhls tale som ‘højforræderi’.

Tog afstand fra ‘hævnemetoder’
To dage efter drabet på Kaj Munk 4. januar 1944 udsendte Vilhelm Buhl sammen med andre ledende politikere fra samarbejdspartierne, der var gået af 29. august 1943, en erklæring, der tog afstand fra selvtægt, og “fortidens hævnemetoder må bandlyses”, som det hed. Modstandsbevægelsen opfattede ordlyden sådan, at Buhl sammen med erklæringens medudstedere sidestillede stikkerlikvideringer med f.eks. den tyske terrorbandes drab på digterpræsten fra Vedersø.
Man kan i hvert fald roligt sige, at Vilhelm Buhl ikke var den væbnede modstandskamps mand. Men hvordan kunne han så blive statsminister i befrielsesregeringen fra maj til november 1945?

Den reelle leder i tre år
En af de historikere, der har en positiv vurdering af Buhl, er Bo Lidegaard, der betegner ham som den mand, der lige fra Thorvald Stauning død i maj 1942 til november 1945 satte grænserne før først udenrigs- og statsminister Erik Scavenius og derefter for departementschefstyrets linje.
“Han var den, der med stor og uanfægtet autoritet trak stregen i sandet den 29. august 1943, og den, både Frihedsrådet og de gamle politikere kunne acceptere som leder af befrielsesregeringen. Det skyldtes blandt andet, at han var kendt som en af samarbejdspolitikkens mest skeptiske tilhængere og som den, der ofte havde været mere tilbøjelig til at sige nej end ja til de tyske krav,” skriver Lidegaard i bogen Kampen om Danmark (Gyldendal, 2005).
Buhls holdning førte til, at det ved Werner Bests ankomst til Danmark som ny rigsbefuldmægtiget i november 1942 endte med at blive et ultimativt tysk krav, at Erik Scavenius skulle afløse den ‘besværlige’ socialdemokrat som statsminister.

Mistænksom over for kommunisterne
Vilhelm Buhls klare vilje til at bekæmpe sabotagen i september 1942 skyldtes den opfattelse, at en optrapning af modstandskampen ville øge besættelsesmagtens repression og svække de danske myndigheders bestræbelser for at holde samfundets struktur intakt. I den forbindelse var det for ham altafgørende at beholde politi og retsvæsen under dansk kontrol.
Og så skyldtes Buhls holdning, at han nok var antinazistisk, men kommunisterne faldt helt og holdent inden for samme kategori.
“Han var blandt dem, der forblev dybt mistænksomme over for kommunisternes rolle i modstandskampen og over for deres intentioner, hvis kampen blev optrappet til et punkt, hvor der opstod mulighed for at likvidere det parlamentariske demokrati,” skriver Bo Lidegaard videre.

Buhl godkendt af Frit Danmark-folk
Jeg stødte for nylig på et eksempel på, at langt fra alle modstandsfolk delte det stærke had mod Vilhelm Buhl.
I februar 1944 udkastede den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller for første gang ideen til, at en befrielsesregering skulle sammensættes at repræsentanter for ‘de gamle politikere’ og Frihedsrådet.
Måneden efter udarbejdede modstandsorganisationen Frit Danmarks rejsesekretær Elias Bredsdorff ifølge Hans Snitkers bog Det illegale  Frit Danmark (Odense Universitetsforlag, 1977) en rapport efter et besøg hos 18 af 21 større grupper i Midt- og Nordjylland. Formålet var at lodde stemningen vedr. blandt andet dannelsen af en befrielsesregering, og rapporten var bilagt ni gruppeudtalelser.
“Der er megen harme og utilfredshed med et ministerium bestående af de gamle politikere. Specielt gælder harmen Alsing Andersen, Johannes Kjærbøl, Lauritz Hansen og Bertel Dahlgaard,” noterer Bredsdorff i den rapport, han sendte til Frit Danmark-ledelsen i København.
“Der er enighed om, at de helt kompromitterede politikere ikke bør kunne blive  ministre, mens flertallet gerne vil acceptere navne som Buhl, Ole Bjørn Kraft, Knud Kristensen m.m.,” hedder det videre.
Selv om Frit Danmark var en organisation med et markant kommunistisk indslag, var mange aktive altså i marts 1944 indstillet på at se en efterkrigstid i øjnene, hvor manden bag ’stikkertalen’ ville få del i regeringsansvaret.

Det mørke kapitel
Der var altså en grund til, at Vilhelm Buhl kom til magten igen i maj 1945. Der var også en grund til, at den famøse tale aldrig er blevet glemt. Det var ikke bare en enkelt tale, men et symbol på, at Buhl stod i spidsen for et af samarbejdspolitikkens mørkeste kapitler i efteråret 1942.
På intet andet tidspunkt gjorde dansk politi sig så store bestræbelser på at bekæmpe modstandsbevægelsen. Det skete i høj grad ved hjælp af stikkere.
Det var i den periode, SOE-folkene Christian Rottbøll og Paul Johannesen omkom under danske politiaktioner, og det var i december 1942, at andre tre danske SOE-folk blev anholdt i Tårbæk under forsøg på at rejse illegalt til Sverige. De endte i kz-lejr i Tyskland.
Politiet gik i det hele taget nidkært til værks og rullede også i flere omgange ledelserne af de illegale blade ‘De frie Danske’ og ‘Frit Danmark’ op.
Det var en periode, hvor besættelsesmagten trængte sig mere og mere ind på den danske politimyndighed med bl.a. tyske politifolks tilstedeværelser under afhøringer, og flere sager blev pådømt af den tyske krigsretter med efterfølgende afsoning i Tyskland.
Det skabte en stadigt voksende usikkerhed, for befolkningen havde ikke mulighed for at gennemskue det skred, der skete.

 

 

 

 

 

 

Stikkerne – og Vilhelm Buhls ’stikkertale’

Den 16. september 1942  figurerede en annonce i Aarhuus Stiftstidende under overskriften ‘Dusør’. Den var indrykket af byens politimester, der lovede 1000 kr. (svarende til ca. 21.000 nutidskroner) til den, der gav oplysninger, der kunne føre til opklaringen af sabotage-brandstiftelsen på Skorup Jensens Skrædderværksted i Fredericiagade. Firmaet leverede uniformer til den tyske værnemagt.
Det fremgår af historikeren Henrik Skov Kristensens biografi Grethe Bartram – fra kommunist til Gestapoagent (Nyt Nordisk Forlag, 2010).
Annoncen blev bragt præcis 14 dage efter statsminister Vilhelm Buhls berygtede ’stikkertale’ i radioen, hvori Buhl erklærede, at den, ’som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler imod sit fædrelands interesser’.
Buhls og regeringens hensigt med politikken var at holde politi og domsmyndighed på danske hænder.

Angav sin brors gruppe
Tilbuddet om dusør blev en tragisk milepæl i den århusianske modstandsbevægelses historie. Det blev første gang, den dengang 18-årige Grethe Bartram gik til myndighederne med viden om modstandsfolk.
Hun kunne under retsopgøret selvfølgelig ikke dømmes for at have givet oplysninger til dansk politi, men alligevel var netop hendes stikkeri i september 1942 med til at stille hende i et dæmonisk lys, der gør hende velkendt i langt bredere kredse end normalt besættelsestidsinteresserede.
Grethe Bartram gik ikke af vejen for at angive familiemedlemmer eller nære bekendte i det kommunistiske arbejdermiljø, hun var vokset op i.
Hendes bror, Christian, var blandt de anholdte. Han fik ét års tugthus ved en tysk krigsret, mens tre andre fik domme på ti års tugthus. Dommene skulle afsones i Tyskland, hvor vilkårene var væsentligt hårdere end i danske fængsler.

Ni af ofrene døde på grund af kz-ophold
Men det var nærmest en bagatel i forhold til, hvad der skulle følge. Efter at ’storstikkersken fra Århus’ i februar 1944 gik i Gestapos tjeneste, angav hun 70 landsmænd, hvoraf adskillige blev underkastet tortur under afhøringerne. 33 blev deporteret til kz-lejr i Tyskland. Ni af dem døde som følge af opholdet, fremgår det af Skov Kristensens bog.
Kritikere af de danske myndigheders samarbejdspolitik – f.eks. modstandsveteranen Jørgen Kieler – har ofte fremhævet, at de danske myndigheders udlovning af dusører i bl.a. sabotagesager førte mange ind på en glidebane, der senere førte de samme personer over i stikkervirksomhed for Gestapo.
I hvert fald melder alle beretninger, jeg har hørt og læst, om, at risikoen for stikkere i de sidste krigsår var allestedsnærværende.

Standard-forsvarsargumentet
Hvis man vil argumentere for, at Buhl-regeringens politik fik den betydning, er Grethe Bartram nok et dårligt eksempel. I betragtning af den totalt hæmningsløse virksomhed, hun udfoldede for Gestapo i krigens sidste 15 måneder, er det svært at tro, at det betød noget særligt, at hun havde givet sine første oplysninger til dansk politi.
Spørgsmålet kan næppe besvares endegyldigt – selv ved den grundigste gennemgang af retsakter fra retsopgørets angiverisager. Alle, der skulle forsvare sig mod en sådan anklage, har formentlig som det første henvist til Vilhelm  Buhls radiotale – og til, at de begyndte deres angiveri, fordi de mente, det var lovligt at hjælpe dansk politi.

Smag for let tjente penge
Men én side af Grethe Bartrams historie er – synes jeg – tankevækkende, når det gælder de danske dusørers eventuelle virkning. Den århusianske pige følte, at hun var ‘født til noget bedre’. Hun ville have penge og hæve sig ud af det fattige arbejdermiljø, hun var vokset op i.
Jeg tror ikke på, at nogen har været så dumme, at de ikke indså, at det var noget helt andet at gå til Gestapo efter 29. august 1943 end til dansk politi. Men penge kan være en stærk drivkraft. Og hvor mange havde fået så meget smag for de let tjente penge hos dansk politi, at de ikke holdt sig tilbage fra at give det tyske hemmelige politi tilsvarende oplysninger?

Interviewet i 2010
Grethe Bartram blev i øvrigt dødsdømt ved Århus Kriminalret, Vestre Landsret og Højesteret, men hun blev benådet til fængsel på livstid. I 1956 blev hun løsladt efter afsoning i Horserød-lejren.
Hun rejste til Sverige og lever stadig i en alder af 90 år i landsbyen Vessingebro i Falkenberg Kommune i Halland.
Berlingske Tidende opsøgte hende i 2010, da hun var 86 år,  og bragte dette interview (Foto fra Henrik Skov Kristensen: Grethe Bartram – fra kommunist til Gestapoagent)

En anden af besættelsestidens uhyggelige stikkerskikkelser, ‘Hestetyven’ (Rudolf Christiansen’) er emnet i denne artikel

Vilhelm Buhl og bl.a. hans antisabotagetale – ’stikkertalen’ – behandles i dette indlæg

 

for alle og navnlig de unge, at den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler imod sit fædrelands interesser«