Petergruppens første offer

Christian Hansen DammDet første offer for Petergruppen, der var hovedkraften i den tyske terror under besættelsen, var ikke digterpræsten Kaj Munk, men den langt mindre kendte journalist og forfatter Christian Hansen Damm (i midten på billedet). Og selv om Damm overlevede attentatet i sin lejlighed 30. december 1943 lidt efter kl. 18, kan man alligevel roligt bruge ordet ‘offer’.
Han havde svære helbredsmæssige eftervirkninger og døde i 1955 som kun 55-årig, fremgår det af historikeren Henning N. Larsens bog Modstanden (Nyt Nordisk Forlag, 2011).
Ved attentatet, der foregik i Damms lejlighed på Dosseringen 14 i København, fik han et skud gennem tindingen. Skudlæsionen strakte sig gennem begge øjenhuler. Højre øje blev knust og måtte fjernes, men han bevarede dog synet på venstre. Kuglen kunne ikke fjernes; den blev siddende i hovedet.
I de sidste år af sit liv, måtte Damm opgive at arbejde som journalist, fordi hans hørelse var så svækket, at han ikke kunne tale i telefon eller tage referater fra møder.

Hustru og barn så på
Ved drabsforsøget dukkede de fem SS-folk op neden for Damms lejlighed på Dosseringen 14 i København, efter at opgangen var blevet peget ud for dem af en stikker. Stikkeren havde sagt, at de skulle præsentere sig som ‘venner af Benny Holm’. Så ville Christian Damm tro, at de kom med oplysninger vedrørende modstandsbevægelsen.
Anton Gföller holdt vagt i opgangen, mens Petergruppens leder Otto Schwerdt og SS-kammeraterne Ludvig Huf, Louis Nebel og den dansktalende Kurt Carstensen ringede på og trængte ind i lejligheden.
Det var meningen, at Carstensen skulle føre ordet, men han kunne ikke få fremstammet ordene, og Louis Nebel rettede sin lyddæmpede pistol mod beboeren. Christian Hansen Damm satte sig kraftigt til modværge og greb fat om pistolen, men Nebel fik affyret tre skud, der ramte Damm. Herefter trak Louis Nebel sin tjenestepistol og affyret skuddet mod tindingen.
Det hele skete i overværelse af Christian Damms hustru og 10-årige søn, der måtte holdes tilbage af de øvrige medlemmer af terrorgruppen.

SS tog ved lære
Der var i SS-ledelsen stor vrede over det mislykkede og rodet udførte attentat. Ifølge Henning Larsens bog var det erfaringen herfra, der bevirkede, at Petergruppen omhyggeligt planlagde drabet på Kaj Munk på den nåde, at Munk skulle fjernes fra familien, inden han blev skudt.

Sydslesvig-aktivist
Forfatteren forsøger i kapitlet om terroraktionen på baggrund af indicierne at forklare, hvorfor Damm havde fået en så høj placering på de tyske lister, at han blev udpeget som det første offer for clearingdrab.
Damm, der på billedet er i spejderuniform, var sønderjyde,  stærkt konservativ og national. Han arbejdede ikke mindst stærkt for at få Sydslesvig tilbage til Danmark. I Det konservative Folkeparti stod han John Christmas Møller nær og tog afstand fra de fascistisk inspirerede dele af partiet. Han var aktiv i modstandsarbejde fra et meget tidligt tidspunkt.

Brod mod hjemmetyskerne
En sandsynlig grund til, at Christian Damm kom i søgelyset, er, at han 1. september 1943 – altså i de ophedede dage umiddelbart efter regeringens afgang 29. august – udgav romanen Slægten på Egegaard, som polemiserede kraftigt mod de nazificerede hjemmetyskere, deres iver for krigstjeneste for Tyskland og en nepotisme, der bevirkede, at mange sønner af hjemmetyskernes ledere slap for fronttjeneste.
Også i andre sammenhænge var Damm kendt for en hård, aktivistisk holdning over for de tyske nordslesvigere, og den lokale leder af Sicherheitsdienst (SD) i Aabenraa Georg Köhnert kan ifølge Henning N. Larsen være manden, der har fået bragt Christian Hansen Damm på terrorlisten. (Foto fra bogen)

Sporhunden fra Dragør fylder rundt

Universitetshistorikerne har aldrig haft besættelsestiden for sig selv. En af de flittige aktører, der i mange år har dyrket de fem skelsættende år, er forlæggeren, foredragsholderen og lokalhistorikeren Dines Bogø fra Dragør på Amager.
Han har været involveret i et utal af bogprojekter, film og dokumentarudsendelser. Jeg har selv nydt godt af samarbejdet med ham i forbindelse med bøgerne Gestapochefen og Werner Best.
Amagerkanerens evne til at finde oplysninger frem fik for en del år siden en journalist til at kalde ham ‘Sporhunden fra Dragør’, og siden er tilnavnet gået igen i en række foredragsfoldere. Så selv om Bogø egentlig ikke er begejstret, slipper han nok aldrig for det. I sin lidt tørre stil plejer han at omtale sig som ‘en, der ved lidt om meget og meget om lidt’.
Bogø har haft bedre tid til sine aktiviteter, siden han i 2004 blev pensioneret fra en stilling som IT-systemkonstruktør i Privatbanken/Unibank/Nordea, og næste fredag runder han 70 år. Det sker med en reception for familie, venner og bekendte på Dragør Fort.
Han har den tilknytning til stedet, at han i september arrangerede fortets 100-års jubilæum. På grund af dette arrangement og andre aktiviteter er han blevet nomineret til Dragør Kommunes Initiativpris.

Foredrag for Hoffmanns søn
Det, der karakteriserer Dines Bogø, er en underfundig humor og en ekstremt minutiøs stil. Det kan blot illustreres ved, at han på sit detaljerede cv på sin hjemmeside opgiver, at han har holdt 282 foredrag. Hverken mere eller mindre.
 Arbejdet med Gestapochefen, som jeg udgav sammen med Suzanne W. Rasmussen i 2011, begyndte i april 2008 med en byrundvisning i København af Dines, som jeg ved den lejlighed mødte for første gang.
Susanne havde kontaktet advokat Jens Hoffmann i Koblenz, der var søn af Gestapochefen på Shellhuset Karl Heinz Hoffmann, og gjort opmærksom på filmen Flammen & Citronen, hvor Hoffmann er en vigtig birolle. Kontakten fik Jens Hoffmann og hans hustru til at komme på besøg i København.
Dines Bogø bidrog til arrangementet med foredrag ved række relevante steder: Dagmarhus, Shellhuset, de tyske flygtningegrave på Vestre Kirkegård og de steder nord for København, hvor hhv. Flammen (Bent Fauerschou Hviid) og Citronen (Jørgen Haagen Schmith) omkom. Hans forklaringer blev holdt i hans karakteristiske detaljemættede stil.

Hjemmesiden er et arkiv
Den kommende runde fødselar gav også arbejdet med Werner Best en inspirerende start med en række oplysninger om Rydhave-palæet i Charlottenlund, hvor Best-familien boede fra 1943 til kapitulationen i maj 1945, og om muligheder for interview med folk, der kunne huske noget fra dengang. Oplysningerne ligger her på hans hjemmeside i noget mere udførlig form, end de gjorde dengang.
Idet hele taget er hjemmesiden et åbent arkiv med et stort antal artikler og materialesamlinger. Ud over besættelsestiden er tyngdepunktet lokalhistorie fra Dragør og gamle kriminalsager – især dobbeltmordet på Inger og Vilhelm Jakobsen på Peter Bangs Vej på Frederiksberg i 1948, som han kender i mindste detalje.

Reddet lige før deadline
Undervejs i begge bogprojekter har Dines Bogø bidraget med mange detaljer, f.eks. udklip fra gamle aviser eller illegale blade. Jeg kan give et eksempel, der viser, hvilken kvalitet der kan ligge i en minutiøs stil. Da der kun var få timer tilbage, før manuskriptet til Gestapochefen endeligt skulle være færdigt i marts 2011, var der en enkelt oplysning i et kapitel, som jeg ikke kunne huske, hvor jeg havde fra, og jeg havde ikke fået det noteret.
Jeg kontaktede Dines og spurgte, om han kunne hjælpe, men havde indstillet mig på, at jeg var nødt til at udelade oplysningen, fordi jeg manglede dokumentationen. Et par timer senere vendte han tilbage. Det, jeg efterspurgte, stod på side 80 i Svend Schjødt-Eriksen: En udsat post (Carit Andersens Forlag, 1976). Sådan!

Aktiv med kameraet
Dines Bogø er nævnt i et stort antal bogforord. På mit spørgsmål om, hvad han har været aktivt involveret i senest nævner han Amager i Krig og Fred, Dragørfortet 1914-2014, 19. september – da politiet blev taget,  Amager – den lysegrønne ø, Holger Danske – Afd. ‘Eigil’ og I politiets tjeneste.
 Forlæggeren i Dragør tager flere tusinde fotos årligt af personer og steder eller til sammenkomster. En del af billederne kan ses på diverse historier på hjemmesiden. På ét felt halter han dog efter udviklingen.
 – Jeg er ikke begyndt at tage selfie, bemærkede han på min opfordring til at stille et foto til rådighed for dette indlæg.

Chefen for BOPA’s lærlingesabotører død

Ole Ewé, den sidste af lederne inden for sabotageorganisationen BOPA, døde i sidste uge, to dage efter sin 90 års fødselsdag, fremgår det af en dødsannonce i Bornholms Tidende.
“Ole har doneret sin krop til videnskaben,” hedder det i den beskedent udstyrede annonce.
Og netop det manglende behov for at føre sig frem var ifølge historikeren Esben Kjeldbæk et karakteristisk træk ved Ewé, der havde dæknavnet ‘Ib’. Kjeldbæk interviewede flere gange veteranen i forbindelse med sin bog Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945 (Frihedsmuseets Venners Forlag, 1997).
– Ole Ewé var en af de fire afdelingsledere – og en af de mest erfarne. Det var hans og Jørgen Jespersens (KK’s) afdelinger, der lavede mest, men han var en meget beskeden og stilfærdig mand, siger Esben Kjeldbæk.
– I de interviews, jeg lavede med ham, havde han en måde at lukke luften ud af det helteagtige på. Efter at referaterne var blevet sendt ud til gennemlæsning, gjorde flere andre BOPA-folk opmærksom på, at ‘Ib’ havde været nærmest selvudslettende i forhold til, hvad han faktisk havde lavet. Så jeg aftalte et nyt interview med ham.

Sikkerheden i højsædet
Ole Ewé skildrede ifølge Kjeldbæk i sin beretning, hvor underligt og hvor råt det, man blev kastet ud i, var. Han kom fra barakkerne i Vanløse og kom ind i BOPA via en læreplads på B&W. Han var fra starten tæt forbundet med en anden B&W-lærling Peter Gylling Mortensen (‘Tom’), og afdelingen bestod for en stor del af lærlinge.
– Han klarede sig igennem i næsten to år til befrielsen uden at blive arresteret på grund af sin gode security. Som noget helt usædvanligt dengang havde han illegalt logi et helt år samme sted – på en gård i Gentofte, bemærker Esben Kjeldbæk.

Ledede aktioner mod B&W
Den netop afdøde tidligere afdelingsleder ledede blandt andet flere store aktioner mod B&W og en aktion mod F.L. Smidths sabotagevagter 1. juni 1944.
Aktionen blev gennemført som en af flere våbenaktioner, der havde til formål at erobre vagternes våben med henblik på den planlagte, store sabotage mod ‘Globus’, der blev gennemført 6. juni.
Ved aktionen mod F.L. Smidth blev ‘Ib’ såret af et skud gennem knæet, som blev affyret af en sabotagevagt.

Særdeles modig
Modstandskammeraten Pierre Honoré (‘Mads’) husker ikke så meget Ole Ewé for hans beskedenhed som for hans store mod.
– Han tog store risici, når det var nødvendigt, understreger den nu 88-årige Honoré og mindes en aktion, de var på sammen, som gik galt.
Det var den planlagte sabotage mod det tyske benzindepot Tankstelle i Vanløse 16. februar 1945. Den blev ledet af Søren Lauritzen (‘Lille-Sven’), der blev dræbt under aktionen.
– For at få ‘Lille-Sven’ ud var det nødvendigt at slæbe ham gennem tyskernes skudfelt, og det gjorde ‘Ib’ sammen med ‘Tom’ (Peter Gylling Mortensen) og ‘Brandt’ (Børge Thing). Her skal man huske, at en død mand er tung at slæbe på, siger Pierre Honoré, der dengang var 19 år.

‘Kender jeg ikke navnet?’
Ole Ewé kom i London i efteråret 1945 ud for en usædvanlig oplevelse, der viser at besættelsen og modstandskampen rokkede ved bestående normer og hierarkier. ‘Ib’ var begyndt på officersuddannelsen for tidligere modstandsfolk, og her blev han ifølge Pierre Honoré ved afstemning udvalgt til at deltage i den store sejrsparade i London.
Under opholdet i England faldt Ewé i snak med orlogskaptajn A.C. Olsson, der havde deltaget i den illegale marinestab i de sidste krigsår.
Da Ole Ewé sagde sit navn, bemærkede Olsson: “Jeg synes, jeg skulle kende navnet?”
“Min mor har gjort rent hos Hr. orlogskaptajnen i 10 år,” lød svaret fra BOPA-manden ifølge Esben Kjeldbæks bog.
Admiral Aage H. Vedel, der var kendt som en ligefrem og usnobbet mand, overhørte ifølge Ole Ewés senere beretning samtalen og “blev helt syg af grin og slog sig på lårene”.

Rejsende ingeniør
Efter en kort tid i forsvaret gjorde Ewé sin læretid færdig. Han tog senere en ingeniøruddannelse og arbejdede derefter inden for bygge- og anlægsbranchen. Han rejste til bl.a. Iran, Malaysia og Nordafrika i forbindelse med projekter.
Privat boede ekssabotøren de sidste mange år af sit liv på Bornholm.
Du kan se Ole Ewé i dette interview, der er et led i den tyske tv-dokumentar Schattenkampf fra 2011, der handler om de europæiske modstandsbevægelser.

Kryssings fatale valg

Kryssing-1

Oberstløjtnant C.P. Kryssing (i midten) i samtale med to SS-officerer på Ingeniørkasernen (i dag Svanemøllens Kaserne), hvor den første styrke af Frikorps-frivillige samledes 19. juli 1941 inden afrejsen til Tyskland.

Christian Peter Kryssing (1891-1976) blev den Frikorps Danmark-officer der under retsopgøret blev straffet hårdest blandt frikorpsfolkene. Manden, der i Tyskland var blevet forfremmet til generalmajor i Waffen-SS, blev i Københavns Byret idømt otte års fængsel. Straffen blev nedsat til fire års fængsel, og han kom til at afsone i Fårhuslejren, til han i 1948 blev løsladt.
C.P. Kryssing havde i 1941 fået ‘regeringens billigelse’ til at overtage kommandoen over frikorpset, men ifølge forfatteren Thomas Harder var dommen over den oprindeligt dybt nationalkonservative officer en ‘nødvendig uretfærdighed’ – titlen på det afsluttende kapitel i Harders nyudkomne bog Kryssing – manden, der valgte forkert (Lindhardt & Ringhof).
– På den ene side var det uretfærdigt – på grundlag af love med tilbagevirkende kraft – at straffe Kryssing og de andre frivillige for noget, som de havde gjort med regeringens tilladelse, men det var en politisk nødvendighed. Og en moralsk nødvendighed, sagde Harder, da jeg forleden interviewede ham til Weekendavisen om bogen.

Kryssing-2

C.P. Kryssing (tv.) giver hånd til SS-Obergruppenführer Hans Jüttner ved Frikorps Danmarks parade på Langenhorn Kaserne ved Hamburg i august 1941. Ved den lejlighed talte Jüttner om, at danskerne skulle ud i en krig mod ‘undermennesker og jøder’.

Han var en del af masseudryddelsen
Forfatteren peger på, at ikke mindst Kryssing burde have vidst bedre.
– I modsætning til de unge og naive var han en moden og erfaren mand på 50 år. Man kan sagtens forklare hans valg, men man kan ikke undskylde det. Der er ikke noget, der tyder på, at han personligt begik krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden, men han bidrog til at opretholde et system, der gjorde mænd til massemordere. Han pådrog sig et medansvar ved at være en del af det system, sagde Thomas Harder videre.
Det var ganske vist C.P. Kryssings oprigtige hensigt at hævde Frikorps Danmarks status som et ‘upolitisk’ dansk korps, der kæmpede side om side med Tyskland i kampen mod verdenskommunismen. Det blev han fyret for i februar 1942 og erstattet med den overbeviste nazist C.F. Schalburg. Københavns Byret anså det for særligt skærpende, at han havde valgt at forblive i tysk tjeneste efter sit projekts forlis i stedet for at rejse hjem.

Kryssing og hustru mistede alt
Krigen blev den fuldendte tragedie for ægteparret Kamma og Christian Peter Kryssing. Deres to sønner, de eneste børn, faldt begge ved østfronten som Waffen-SS-soldater, og begge ægtefæller blev invaliderede under krigshandlinger – Kamma Kryssing i 1944 som sygeplejerske på et feltlazaret i Estland.
Kryssing blev frataget sin Dannebrogorden og parret fik et langt efterkrigsliv i udstødelse og fattigdom, for C.P. Kryssing var også blevet frakendt sin officerspension.
– Men selv om det var rigtigt at afskedige ham og fængsle ham, og selv om tjenestemandsloven sikkert gjorde det uundgåeligt at fratage ham hans pension, kunne man på den anden side godt have behandlet ham bedre efter fængslet – f.eks. have hjulpet ham til en beskæftigelse. Det ville have været humant, og det ville have været rimeligt i betragtning af, at han jo blev dømt for noget, som ikke var ulovligt, da han gjorde det, og som den daværende regering tværtimod billigede, mener Thomas Harder.
Christian Peter Kryssing var livet igennem en flittig brevskriver, og ægteparrets breve er hovedkilden i den nyudkomne biografi. (Fotos fra bogen)
 I interviewet med Thomas Harder i Weekendavisen den 24. oktober kan du bl.a. læse om Frikorps-kommandørens baggrund samt hans forhold til officerskolleger og 1930’ernes autoritære strømninger. 

J.O. Krag kaldte modstandsfolk ‘opfanatiserede frihedskæmpere’

Den store biografi Jens Otto Krag, som Bo Lidegaard udsendte i 2001, blev en bestseller – ikke mindst på grund af skildringerne af  hans håndtering af de store politiske spørgsmål i ind- og udland såvel som hans farverige privatliv og den triste, uforløste afslutning på hans liv.
De fangede også mig, da jeg læste værket for ca. ti år siden, men for mig var den første gedigne overraskelse uddrag af nogle private breve, som Krag skrev i sommeren 1944 – kort efter Folkestrejken i København.
På det tidspunkt troede jeg – mere eller mindre bevidst – et stykke hen ad vejen på konsensus-tolkningen af besættelsestidshistorien: at alle gode danskere kæmpede den samme kamp med modstandsfolkene som de aktivt kæmpende og politikere og embedsmænd som dem, der gjorde mere passiv modstand og støbte kuglerne.

Helt fjern fra modstandstanken
Den opfattelse blev der rokket ved, da jeg læste siderne i bind 1 med uddrag af et privat brev, som Krag – dengang økonom i Direktoratet for Vareforsyning og fremtidige statsmand – skrev til den socialdemokratiske politiker Hans Hækkerup.
Jens Otto Krags mentale distance til tanken om væbnet modstand er afgrundsdyb, og han sætter – kun et år før krigsafslutningen – i  sin analyse af situationen efter Folkestrejken ordet ‘frihedskæmper’ i citationstegn.
Begivenhederne havde styrket Danmarks Frihedsråd, der nu var en magtfaktor, som politikerne ikke kunne ignorere.
“Man står her over for Kræfter, der langt fra at være loyale over for Arbejderbevægelsen tværtimod synes at nære Ønske om at ville udnytte Situationen imod os. Jeg er imidlertid ikke helt sikker paa, at vi bør tage klart og aabent Afstand fra ‘Frihedsbevægelsen’. Det er nemlig et Faktum (saa vidt jeg kan skønne), at denne Bevægelse i Øjeblikket har en betydelig Indflydelse paa Befolkningen, især blandt de unge (16-25 Aar), der stærkt idealiserer Bevægelsen, samt at den har betydelig Anseelse i Udlandet, der aabenbart aldeles overvurderer denne Bevægelse,” skriver Jens Otto Krag.

‘Buhl er vores store nummer’
I et andet brev fortsætter han:
“Kommunisterne, Dansk Samling og Grene af Konservativ Ungdom vil i deres Kamp mod os søge at fremstille Socialdemokratiet som et i national Henseende kompromitteret Parti. Herimod har vi naturligvis gode Argumenter – men de opfanatiserede ‘Frihedskæmpere’ vil næppe give sig megen Tid til at høre paa Argumenter, og man kan ikke se bort fra, at de i en vis Overgangsperiode vil kunne øve en ikke ubetydelig Indflydelsepaa visse Befolkningslags Følelser.
Af alle disse Grunde er det, jeg mener, at vi maa være forsigtige og saa vidt muligt undgaa aaben Krig med Frihedsbevægelsen, ja om muligt opnaa at neutralisere denne Bevægelse i Forholdet til os. Her er jo Buhl vort store Nummer. Fx synes jeg, at den Opfattelse, at det var Buhl, der paa det rigtige Tidspunkt bragte Folkestrejken til en sejrrig Afslutning efter Forhandling med Frihedsraadet – er en gavnlig Opfattelse. Dette ganske uanset om den er rigtig. De legale og illegale Kræfter har da staaet solidariske, vore Folk faar Broderparten af Æren for de vellykkede Resultater, og de illegale Kræfter vil ikke kunne misbruge deres Popularitet mod os”.
Jens Otto Krag var som nævnt dengang ikke politiker, men en indflydelsesrig samfundsøkonomisk skribent med gode kontakter i den socialdemokratiske ledelse. Og Bo Lidegaard noterer, at Krags forslag til strategi faktisk kom til at ligge nær den, som den socialdemokratiske ledelse – Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft og H.C. Hansen – endte med at vælge. (Foto fra Bo Lidegaard: Jens Otto Krag)