Flemming B. Muus var et let bytte

Flemming B. Muus, dansk chef for den britiske sabotageorganisationen SOE (Special Operations Executive), fik en helt afgørende rolle i Danmarks befrielseskamp – men også en selvmodsigende rolle.
Hans ankomst som faldskærmschef i marts 1943 var et gennembrud for den aktive modstand og dermed en afgørende faktor bag regeringens afgang 29. august samme år, der markerede samarbejdspolitikkens fald.
Men derefter blev han som uofficielt medlem af Danmarks Frihedsråd i stadig højere grad talerør for de gamle politikere og officererne i ‘den lille generalstab’. De deltog nok i modstandskampen, men de stillede sig primært til disposition for politikerne, der med Vilhelm Buhl i spidsen fortsat øvede afgørende indflydelse bag kulisserne.

Checkfalskneri
Med sin politik kom Flemming B. Muus i stadig højere grad i modsætning til folk som Frode Jakobsen, Mogens Fog og Børge Houmann, der var de aktive sabotørers ledende talsmænd.
Det har forfatteren Sven Ove Gade, der i 2014 udgav biografien Faldskærmschefen – Flemming B. Muus, helt og skurk (Informations Forlag), en forklaring på. Den bunder i, at Muus i 1932 som 25-årig af sin familie var blevet tvunget til at udvandre til Liberia, fordi han havde efterlignet sin morbrors underskrift i et checkfalskneri.

Næsten blank på danske forhold
Han boede i den afrikanske stat, hvor han arbejdede som speditør, da Danmark blev besat, og han havde ikke besøgt hjemlandet siden 1937.
MUUS_presse “Han havde nok politisk tæft, men han havde i årevis ikke fulgt med. Han havde ingen erfaringer med danske forhold. Politikerne – H.C. Hansen, Hedtoft og Buhl – var drevne folk, og han lod sig i nogen udstrækning påvirke af dem. Han overskred sine beføjelser og tog lidt for meget hensyn til deres holdninger,” vurderede Sven Ove Gade, da jeg interviewede ham kort efter udgivelsen.

Imponeret af fine kontakter
Gade er uenig med modstandsveteranen Jørgen Kieler, der i et citat i bogen betegner Flemming B. Muus som en opportunist, der egentlig ville have foretrukket at være britisk ambassadør i København. Som en vigtig faktor peger han på, at Muus stammede fra en fin, højborgerlig slægt. Og han var en snob.
En af den nye SOE-chefs første kontakter efter nedkastningen i Himmerland var Hermann Dedichen, der var bestyrelsesmedlem i Politikens Hus. Den formuende Dedichen var barnebarn af Edvard Brandes, finansminister under Første Verdenskrig, og havde gode kontakter til magtens inderste cirkler i hovedstaden.
“Muus var lidt imponeret over de kontakter, han fik via Hermann Dedichen. Dedichen fik for megen indflydelse. Og Muus følte sig smigret af de muligheder, der bød sig til for ham. Han var et let bytte,” mener Sven O. Gade.

I fængsel for underslæb
Flemming B. Muus har selv forklaret sin strategi med, at han ønskede, at et samlet Danmark skulle enigt bag modstandskampen og dermed sikre landet allieret status – trods den kampløse besættelse 9. april 1940.
Trods Muus’ uomtvistelige fortjenester har han et blakket eftermæle. I 1946 blev han i Københavns Byret idømt to års fængsel for underslæb, fordi han havde stukket ca. 550.000 kr. til side (knap 11 millioner nutidskroner) af modstandsbevægelsens midler.
113_Flemming Muus

Forbudt: Han skød selv sin stikker

Et af de grundlæggende principper for modstandsbevægelsens likvideringer var, at ingen frihedskæmper selv måtte dræbe den stikker, der havde angivet ham eller hende til tysk politi.
Frihedsrådet ønskede på det bestemteste at undgå hævnmord og vendettaer. Likvideringens karakter af en nødvendig krigshandling blev understreget, og den ubehagelige opgave skulle udføres af en person, der ikke var følelsesmæssigt involveret.
Der er adskillige eksempler på, at reglen ikke blev overholdt. Et markant tilfælde stod den kendte Holger Danske-mand Hans Edvard Teglers (tv.) for i sommeren 1944. Og selve udførelsen – et unødvendigt stort antal skud – synes at bekræfte, at det nok var en god ide, at man forsøgte at undgå, at stikkernes ofre selv eksekverede likvideringen.

I malermesterens butik
Den kun 19-årige, men meget modne Teglers (‘Anders’) var kompagnichef i HD, og han havde lige fået den 44-årige Johannes Bidstrup Nielsen som en art adjudant.
Første gang de to var ude i byen sammen 27. juni, opsøgte de en malermester Moesgaard Hansen, der havde værksted i Herluf Trollesgade nær Kongens Nytorv i København. Han skulle formidle lån af en garage, hvor sabotørerne kunne parkere en stjålet bil, de brugte på aktioner.
Det kunne dog ikke lade sig gøre, for garagen var i mellemtiden, sagde Moesgaard Hansen, udlånt til anden side.

Skudduel på Højbro Plads
Malermesteren opførte sig noget mystisk på et par måder, men var venlig. Han bad Teglers og Bidstrup Nielsen vente i gården, mens han hentede nogle cigaretter i en tobaksforretning. Dem ville han give dem med for deres spildte ulejlighed.
De to anede så meget uråd, at de gik ud til gaden, hvor de gik ned ad fortovet, medens de flere gange så mystiske mænd dukke frem af trappeopgange. Mændene begyndte at følge efter de to, der holdt isen i maven og ikke lod sig mærke med, at de var urolige.
Da de nåede op til Niels Juel-statuen stak de i løb og fortsatte til de nåede Højbro Plads og stillede sig til at vente på en sporvogn.
Her blev de anråbt af Gestapo-folkene med Ib Birkedal Hansen i spidsen, og de åbnede ild mod Hans Edvard Teglers og Johannes Bidstrup Nielsen. Teglers slap væk under en længere skudduel, mens Bidstrup, der var far til tre mindre børn, blev dræbt.

‘Sig mig, kender De mig ikke…?’
I de følgende uger undersøgte Holger Danske-chefen Knud Larsen (‘Bergstrøm’) og Teglers sagen og fandt det bevist, at malermesteren var stikker. ‘Bergstrøm’ bad ‘Anders’ likvidere Moesgaard Hansen – og gøre det hurtigt. Dagen efter trådte Teglers sammen med to af sine folk ind i forretningen, og kort efter kom indehaveren ud efter at have telefoneret i bagbutikken.
Om det videre fortæller Hans Edvard Teglers i sin bog Kæmp for alt hvad du har kært (Gyldendal, 1945):
“Moesgaard Hansen kommer ind i butikken og jeg siger: ‘Goddag, hr.’, og kort efter: ‘Sig mig, kender De mig ikke igen?’ Pludselig går sammenhængen op for ham. Han ser ud, som om nogen har slået ham i ansigtet. (…) I det samme snurrer han rundt og løber hen imod dørn ind til bagværelset. Pistolen ligger fast i hånden. Inden han forsvinder ud af mit synsfelt, har jeg trykket én gang på aftrækkeren. Han blev ramt. Jeg styrter efter ham. Han flygter gennem bagværelset hen imod det åbentstående vindue.
Jeg skyder 3 gange. Skuddene brager unaturligt højt i det snævre rum. På den afstand kan jeg ikke skyde fejl. Han falder ikke, rædslen driver ham frem. Han springer op i vindueskarmen for at forsvinde ud af det åbentstående vindue. Jeg hæver pistolen endnu engang og sigter omhyggeligt. Et smæld. Han synker sammen, livløs. Han hænger over karmen med hovedet ud af vinduet. Jeg går helt hen til ham og affyrer tre skud mod baghovedet. Blodet driver ned gennem de korte nakkehår, i en tynd stribe.”

Mor var indforstået
Mange af de unge sabotørers forældre var imod deres børns farlige forehavender, men det gjaldt ikke Hans Edvard Teglers mor, der støttede sønnens modstandskamp fuldt ud. Hun havde mistet sin mand, der var maskinmester i DFDS. Hans skib blev 15. februar 1940 sænket af en tysk ubåd.
Moderen ventede på sin 19-årige søn, da han kom tilbage til sin dækadresse.
“Fik du ham?” spurgte hun stilfærdigt.
“Ja.”
Efter krigen bekræftede politiets afhøringer af Gestapo-folk i øvrigt ifølge Jørgen Røjels bog Holger Danske rejser sig (Samleren, 1993), at malermester Moesgaard Hansen var stikker.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

 

 

 

 

Sådan blev ‘Brandts’ lederskab formet

Børge Thing‘Han var den af folkene under krigen , der havde de bedste egenskaber til at være leder. Han havde medfødte lederevner og var for øvrigt en meget modig og besindig mand.’
Ordene gælder blikkenslagersvenden Børge Thing, der under dæknavnet ‘Brandt’ som 26-årig overtog ledelsen af  BOPA januar 1944. De er udtrykt af Jørgen Jespersen (‘KK’), en af hans afdelingsledere, der citeres i Esben Kjeldbæks bog Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945 (Frihedsmuseets Venners Forlag, 1997).
Men man kan lige så godt citere andre, for virkelig mange, der kom tæt på ‘Brandt’ under besættelsen, var enige om hans uomtvistelige lederevner.

Ville dele risikoen
En anden af hans afdelingsledere var cand.jur Erling Andresen. Dengang var det sociale skel mellem akademikere og arbejdere langt større end i dag, men Børge Thing vandt også ubesværet juristens respekt.
‘Børge var frem for alt en god og opfindsom organisator, ansvarsbevidst, sikker i sin vurdering af andre mennesker og med et usædvanligt mod,’ skriver Andresen i sin erindringsbog Frihedskamp – min tid i BOPA (Tiderne Skifter, 1995).
Særlig afholdt var Børge Thing, fordi han insisterede på personligt at deltage i de store og farlige aktioner mod bl.a. Globus og  Riffelsyndikatet i sommeren 1944.
‘Han kunne ikke leve med at sende sine folk ud i så livsfarlige aktioner uden at dele risikoen med dem,’ bemærker Erling Andresen.

Voksede op i missionsk hjem
Morten Thing, besættelsestidshistoriker og ‘Brandts’ søn, tegner i sin biografi Sabotøren – min fars historie (Nemos Bibliotek, 2011) et billede af faderens opvækst og ungdom. En række træk kommer frem, der giver fingerpeg mod svaret på spørgsmålet: Hvordan udviklede Børge Thing sig til en mand med så stor positiv gennemslagskraft over mange forskellige slags mennesker?
Han voksede op i et jævnt hjem i Herning, der var stærkt præget af Indre Mission og en sortsynet, nærig og intolerant far. Ham fik Børge aldrig noget godt forhold til, og da begge forældrene var ca. 45 år, da han blev født, var den aldersmæssige afstand til dem stor. Børge Thing har rmeligvis konkluderet, at han ikke kunne bruge hjemmets værdier til ret meget, så han blev tidligt selvstændig.
Han udviklede sig fysisk og socialt i et varieret fritidsliv, hvor han gik til spejder, dyrkede svømning, brydning og ikke mindst fodbold.

Tegnede og læste
Selv om Børge var intelligent, var han ikke lærernes favorit. Som 14-årig fik han skudsmålet ‘næsvis, fræk og doven’.
Efter konfirmationen i 1931 begyndte han som lærling hos blikkenslagermester H.I. Christensen i Herning – et job, der kedede ham, men det var, hvad der var at få.
Han blev altså en helt almindelig arbejder med grove hænder og blå overalls. Derfor skulle de mange lærlinge og B&W-arbejdere i BOPA senere få let ved at identificere sig med ham som den lidt ældre kammerat.
Men Børges evner var ikke helt almindelige.  Han tegnede godt, hans sprog var glimrende, og som voksen skulle han komme til at skrive noveller. Han var belæst over et bredt felt – gav sig f.eks. som 15-16 årig efter de lange dage med blik og rør i kast med historiske værker og de store tænkere.

Stod bag strejke
Børge var diskussionslysten, og blev politisk interesseret og venstreorienteret i det Venstre-prægede Herning.
‘Selv om flere af kammeraterne gik i gymnasiet, erkender en af dem, at de skulle stå tidligt op, hvis de skulle klare sig i en diskussion med Børge Thing,’ fremgår det af Sabotøren – min fars historie.
Han var også så avanceret, at det lykkedes ham at få gennemført et diskussionsmøde for de ældste drenge hos FDF-spejderne om ‘samliv før ægteskabet’. Et noget vovet emne i en by, hvor Indre Mission stod stærkt.
Børge var endvidere fagligt aktiv, og det endte med at føre ham til København. Han var nemlig hovedmand bag en strejke blandt blikkenslagersvendene i Herning, og derefter kunne han ikke få arbejde i byen. Han tog nu på et højskoleophold i hovedstaden.

Den jødiske kæreste
København udvidede Børge Things horisont i en grad, der var helt usædvanlig for en arbejderdreng fra en provinsby.
Han mødte den to år yngre pige Dora, hvis forældre var ortodokse jøder – faderen var indvandret fra Polen, mens moderen kom fra Litauen.
Dora var kommunist og ved at uddanne sig til småbørnspædagog. Hun skulle på besøg i Frankrig for at besøge sine tidligere svigerforældre. Hendes tidligere kæreste – en tysk jøde – var blevet dræbt i Den spanske Borgerkrig, som han havde meldt sig frivilligt til.

Gennem Nazityskland på stop
Børge tog med på rejsen, og mens kæresten besøgte svigerfamilien i Grenoble, oplevede han Paris. Her så han for første gang de store Spaniensdemonstrationer.
‘Det gjorde et kolossalt indtryk at se de hjemvendte frivillige, hvoraf mange var invalider, disse Europas første frihedskæmpere med deres indtrængende bøn og krav om hjælp til Spanien,’ skrev han senere.
På hjemvejen tog han på stop og til fods gennem Tyskland og fik dermed et nærgående indtryk af naziriget på dets højdepunkt. Det skrev han en artikel om i Arbejderbladet under overskriften ‘Gennem Nazityskland til fods’.

Huskede rødderne
Efter hjemkomsten viste det sig, at Børge Things spændvidde også rummede evnen til at lade sig påvirke af en stærk kvinde, længe inde kønnenes ligestilling var slået igennem. Han havde selv hidtil været socialdemokrat, men meldte sig nu på Doras  opfording ind i Danmarks kommunistiske Parti.
Med til billedet at Børge Thing hører også, at de store miljøskift og udsynet til omverdenen ikke hindrede, at han holdt kontakten til Herning.
I ledighedsperioder rejste han til den midtjyske by og tog midlertidigt arbejde. Børge Thing brød sig ikke om sin far, men han holdt stabil kontakt til moderen, til hun døde efter krigen. Og han var i mange år på julekort med ungdomsvennen Adolph, som han havde været i lære med.

Mindeplade for flugt
Jeg kan varmt anbefale Morten Things bog. Den er en indfølt beretning, hvor ikke mindst de kapitler gør indtryk, hvor han citerer private breve mellem Dora og Børge Thing fra tiden, da hun var i Sverige med deres lille datter, mens han drev livsfarligt modstandsarbejde i Danmark.
Morten Thing rammer en fin balance mellem sin private indfaldsvinkel og soliditeten og nøgternheden som historiker.
I øvrigt får ‘Brandt’ her til efteråret et varigt minde i centrum i København. En mindeplade i bronze kreeret af billedhuggeren Lotte Olsen bliver sat op uden for Axelborg Bodega.
Det var her, Børge Thing 9. maj 1944 blev anholdt af Gestapo sammen med flere kammerater, men foran bodegaen lykkedes det ham at flygte ved at rykke sig fri og løbe ud foran en holdene sporvogn, der blokerede Gestapo-folkenes skudfelt, indtil ‘Brandt’ var kommet væk.
BOPA-chefens held under krigen med at undslippe døden svigtede ham senere. Han var kun 54 år, da han døde i 1971.

 

Den kvindelige jernbanesabotør

Hedda Lundh – Jeg kørte ustandselig rundt med sprængstof, der skulle ud til de enkelte grupper. Det var farligt, for der var hele tiden den fare, at tyskerne ville lave en gaderazzia.
Det fortæller den nu afdøde, tidligere modstandskvinde Hedda Lundh som næsten 90-årig i Danske kvinder i modstandsbevægelsen, en dokumentarfilm i tre afsnit, som Pia Fris Laneth og Li Vilstrup lavede for DR-K i 2012.

Viklede sig ud af razzia
Den dengang 22-årige Hedda Lundh kørte faktisk i begyndelsen af 1944 ind i en razzia med en taske fuld af sprængstof og instruktionsmateriale.
‘Jeg stod pænt af cyklen – hvad skulle jeg ellers gøre?’ skriver hun i sin erindringsbog Ikke noget theselskab (Museum Tusculanums Forlag, 2002).
‘Da en vred tysker kom løbende hen imod mig, tænkte jeg: ‘Nå, så er det sket.’ ‘Los, los,’ skreg han og viftede mig væk. ‘Modvilligt’ stod jeg på cyklen, idet jeg kastede ‘nysgerrige’ blikke på de andre, der blev undersøgt, mens jeg blev jaget videre, indtil jeg kom ud af afspærringen. Da jeg kørte videre, rystede jeg, så cyklen slingrede,’ fortæller hun videre.

Usynlige kvinder
Og nej, det var ganske rigtigt ikke noget teselskab. Den unge litteraturstuderende var på dette tidspunkt en så erfaren jernbanesabotør, at hun var instruktør for nye grupper under de kommunistiske Århus-sabotør Willy Samsing, der havde dæknavnet ‘Frandsen’.
Mange af de praktiske færdigheder havde hun erhvervet som spejder i ungdomsårene.
Som så mange andre tidligere modstandsfolk talte Hedda Lundh gennem årtier ikke om oplevelserne under besættelsen. Først i 1995 gav hun et radiointerview i anledning af 50-året for befrielsen.
I den anledning gav hun sig til at søge tilbage, og én ting begyndte stort set med det samme at undre hende. Selv om hun – ved siden af sabotagegruppen – var med i en modstandsgruppe, der udelukkende bestod af kvinder, fandt hun ingen af de kvindelige kammerater i Frihedsfondens arkiver.

Opgør med en myte
Hedda Lundh konstaterede, at kvindernes aktive modstandsindsats i vidt omfang er blevet overset.
En ting, der derudover motiverede hende til at gå ud i offentligheden, er den traditionelle beskrivelse af kvinderne som det omsorgsfulde bagland, der sørgede for rent tøj, mad, rationeringsmærker og illegalt husly til dem, der var under jorden.
‘Kvindens rolle er en af de myter, jeg har forsøgt at gøre op med i denne bog,’ skriver hun.
Hendes egen varierede indsats er i sig selv en mytebryder.

Den brændte synagoge
Hedda Lundh stammede fra trygt miljø – en konservativ sjællandsk journalistfamilie.
I 1938 og 1939 fik hun som 17-årig Hitler-Tyskland tæt ind på livet. Hedda blev af sine forældre sendt til først Wittenberg og siden Bielefeld for at lære tysk, og hun kom ind i nazistiske omgivelser.
Faderen i den ene af værtsfamilierne forklarede hende, hvor forfærdeligt jøderne havde behandlet Tyskland.
‘Jeg forelskede mig selvfølgelig – i en ung officer i sort uniform. Han hed Karl Heinrich,’ fortæller hun i dokumentarudsendelsen.
Uniformskasketten havde et dødningehoved på sin SS-uniform, men det vidste den unge pige ikke, hvad stod for.
‘Nu skal jeg vise dig noget meget specielt, sagde han en dag, da vi var ude at cykle.’
Det han viste hende var en hærget og nedbrændt synagoge. Det mente han som noget positivt – en ‘Judenkirche’ var skaffet af vejen.
Hedda skyndte sig rystet  og grædende hjem på sit værelse, og hun så aldrig Karl Heinrich igen.

Kvindegruppe forberedte telefonsabotage
Hedda Lundh kom allerede med i modstandsarbejdet sidst på året 1941 – inspireret af demonstrationerne mod den danske tilslutning til Antikominternpagten.
I lang tid var hun som studerende på Århus Universitet aktiv i den illegale presse, og efter Gestapos ankomst til Danmark skaffede hun oplysninger ud fra det tyske politihovedkvarter. Det skete gennem hendes og hendes mands ansatte rengøringshjælp, der også gjorde rent i Gestapo-hovedkvarteret på kollegierne i Universitetsparken.
Den kvindelige modstandsgruppe, som hun var med i, fremstillede blandt andet falske identitetskort. Og den forberedte sabotage mod en række telefonskabe rundt om Langelandsgades Kaserne, der var Værnemagtens militære hovedkvarter for hele Østjylland.
Aktionen var blevet beordret fra London og skulle sættes i værk, hvis de allierede gik i land i Jylland.
Opgaven var teknisk kompliceret, fordi skabene skulle springe samtidig, så tyskerne ikke ville få lejlighed til at foretage en hurtig reparation.
Forberedelsen blev gennemført af fire tomandshold – alle kvinder. En af dem var en fysik- og matematiklærer, der kunne foretage de nødvendige beregninger.

Farlig viden
Den farligste opgave, Hedda Lundh fik, var ikke jernbanesabotagen. Det var da hun blev den kontaktperson, som skulle bringe beskeder fra modstandslederen Niels Åge Nielsen med dæknavnet ‘Bang’ til de enkelte modstandsgrupper. Nielsen måtte af sikkerhedsgrunde ikke kende adresserne.
– I den periode sad jeg med ti adresser på folk, som tyskerne meget gerne ville have fat i. Hvis jeg blev arresteret, var det vigtigt for dem at få oplysningerne hurtigt – og jeg var ikke i tvivl om, hvilke metoder de ville bruge for at få oplysningerne. Jeg var virkelig angst,’ fortæller Hedda Lundh i Danske kvinder i modstandsbevægelsen.
På denne tid – i sommeren 1944 – spidsede situationen til, da de nærmeste modstandskammerater nærmest efter tur blev arresteret af Gestapo.
Når Hedda Lundh og hendes mand, Carl-Einar Maaløe, undgik at blive taget, skyldtes det, at de tilfældigvis var til faderens runde fødselsdag på Sjælland, da Gestapo bankede på. Det var rejst fra Århus 29. juni.
Under retsopgøret efter krigen viste det sig, at det var storstikkeren Grethe Bartram, der var årsag til de mange arrestationer.
Parret måtte flygte til Sverige, hvor de meldte sig til Den danske Brigade.

Hun blev vist køkkenvejen
Her fik Hedda Lundh en oplevelse, som forekom hende nærmest uvirkelig efter flere år i farligt illegalt arbejde i Danmark.
Hendes mand fik opgave som lastbilchauffør, da han havde stort kørekort, og Hedda Lundh tilkendegav, at hun var klar til tjeneste i de almindelige tropper.  Det kunne der imidlertid ikke blive tale om.
‘Kvinder bliver lotter,’ erklærede den officer, der modtog dem.
‘Jamen, jeg kan alt om våben, sprængstoffer og alt muligt andet. Jeg bliver en dristig, fin soldat,’ sagde den nu 23-årige kvinde.
Det gjorde intet indtryk.
‘Kvinder bliver lotter,’ gentog officeren, og Hedda Lundh måtte i gang med kartoffelskrælleren.

Gymnasielærer
Den dristige sabotør fortsatte sine studier efter krigen og blev mag.art i litteraturvidenskab i 1952 og senere gymnasielektor, som det fremgår af biografien her.
Hedda Lunds ægteskab, som hun havde indgået allerede som 19-årig, holdt derimod ikke til krigstidens belastninger. Hun blev skilt fra Carl-Einar Maaløe i 1947.
Hun døde i 2012 som 91-årig – samme år som Pia Fris Laneths og Li  Vilstrups dokumentarfilm blev offentliggjort.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

Dødens skur

SkydeskurDa jeg fra Christmas Møllers Plads i København for et par uger siden cyklede ud ad den slyngede grusvej på indersiden af Christianshavns Vold, førte vejen på et tidspunkt højre om en gul, tolænget murstensbygning fra 1781, der tidligere har været ammunitionsdepot.
Ved enden af bygningen ligger i krattet lidt ude til højre en forvitret rektangulær betonflade med flere brud, der tydeligvis skyldes årtiers slid. Betonfladen skråner fra alle sider let ind mod en græstue, der er frodig her i juli. Den viser sig at dække en rusten rist.
I årene efter Anden Verdenskrig var fladen alt andet end funktionsløs. Det er den samme beton, du ser som fundament for skuret på dette billede, der er taget i de sidste måneder af 1945 – altså for 69 år siden. Det var det særligt konstruerede henrettelsesskur, hvor straffen blev eksekveret over 30 af de 46 danske mænd, der blev henrettet som landsforrædere i forbindelse med retsopgøret.
Fuldbyrdelserne af dødsdommene fandt altid sted mellem 00.30 og 3.00 om natten. Den dødsdømtes arme, hofteparti og ankler blev bundet fast med reb. Derefter blev han skudt af en peloton på ti karabinebevæbnede politifolk, der affyrede et skud hver på samme tid, når den overordnede politimand, der havde kommandoen, lod sin hånd falde fra en løftet stilling.
Formålet med den skrånende betonflade og risten var at give mulighed for afløb af den henrettedes blod og afspuling af henrettelsesstedet.

Første henrettelse i 53 år
Stedet er ikke tilfældigt. Det blev tværtimod nøje udvalgt.
Det skete efter en noget tvivlrådig beslutningsproces, for man havde ikke noget fortilfælde at falde tilbage på – i hvert tilfælde ikke ét, som nogen embedsmand under Justitsministeriet kunne huske.
Dødsstraffen var blevet genindført med tilbagevirkende kraft i sommeren 1945 for forbrydelser begået i tysk tjeneste under besættelsen.
Ingen dansker var blevet henrettet i 53 år, og dødsstraffen var udgået af den borgerlige straffelov i 1930.

‘Aben’ landede hos politiet
Vedtagelsen af straffelovstillægget førte med det samme til en række forberedelser. Mest kontroversielt var det, hvem der skulle eksekvere henrettelserne.
En ide om at pålægge modstandsbevægelsen opgaven blev afvist allerede i det folketingsudvalg, der behandlede spørgsmålet, hvorefter det blev foreslået at lade hæren udføre hvervet, fremgår det af Ditlev Tamms værk Retsopgøret efter besættelsen (Gyldendal, 1984). Det satte hærchefen Ebbe Gørtz sig imidlertid kraftigt – og med held – imod. Justitsministeriet fik flere hundrede uopfordrede tilbud fra private, der gerne ville påtage sig hvervet som bøddel. Nogle ville gerne tjene pengene ved et hverv, der måtte formodes at give gode genetillæg. Andre henviste til kvalifikationer, der gjorde dem velegnede – én skrev f.eks., at han havde været slagter tidligere i sit arbejdsliv.
Det blev ikke seriøst overvejet at tage de frivillige, og i løbet af sommeren blev det klart, at politiet ville blive beordret til at påtage sig opgaven.

Studietur til Quislings henrettelse
Den praktiske udførelse skete efter den fremgangsmåde, man havde valgt i Norge, hvor en torturist hos Gestapo var blevet henrettet allerede i august 1945.
Natten til 24. oktober 1945 skulle Norges landsforræder nr. 1, Vidkun Quisling, skydes på Akershus Fæstning i Oslo, og Københavns politidirektør Aage Seidenfaden fik lejlighed til at overvære forløbet for at drage nytte af erfaringerne.
Quisling blev skudt af 10 politifolk, hvorefter den tilstedeværende politikommandør gav ham et pistolskud i hovedet for en sikkerheds skyld.
Ud over Akershus blev de 37 norske efterkrigshenrettelser gennemført på fæstningerne i Bergen og Trondheim samt marinestationen i Bodø.

Diskretion for enhver pris
Noget lignende kom imidlertid ikke på tale i Danmark, hvor myndighederne lagde vægt på, at fuldbyrdelsen foregik så diskret som overhovedet muligt. Derfor blev et forslag om at bruge Vestre Fængsels gård midt i København med det samme afvist.
Valget af henrettelsesplads skete på en udflugt i oktober 1945 til det militære voldanlæg, hvor blandt andet politidirektøren og Justitsministeriets arkitekt deltog. Det foretrukne sted blev 2. Redan – den næstøverste af voldanlæggets pilespidser.
Her kunne de dystre forløb afvikles i den ønskede diskretion, for her var i forvejen adgang forbudt. Desuden foretog søværnet jævnligt sprængninger på stedet, så en skudsalve eller to om natten ville ikke vække større opsigt.
Stedet var derudover praktisk, fordi politikortegen med den domfældte og adskillige maskinpistolbevæbnede betjente kunne køre turen fra Vestre Fængsel til voldanlægget på kun 15-20 minutter.

Nemt at afskylle blod
Forfatteren Peter Øvig Knudsen har i sin bog Birkedal  (Gyldendal, 2004) beskrevet de helt jordnære overvejelser, som arkitekt Knud Barfoed gjorde sig ved henrettelsesskurets indretning.
‘Eksempelvis udmærkede det sig ved gode tilkørselsforhold for såvel politiets mandskabsvogne som lastbiler fra det begravelsesfirma, der skulle hente ligene af de henrettede,’ skriver Øvig Knudsen.
‘Desuden var det en fordel, at ‘vand til afskylning af blod kan hentes i graven vest for depotbygningen,’ som arkitekten forklarede.
(…) Alt tømmer, tagpap og øvrige materialers mål og beskaffenhed er præcist beskrevet, inklusive hvilken type sand, der skal udfylde et hulrum bag skuret for at opfange de kugler, som måtte gennemtrænge den dødsdømte og skurets bagvæg.
(…) Fortil kan to porte åbnes i hele skurets længde, når en henrettelse skal gennemføres, og portene forsynes med solide hager til et par pæle, så man under brug ‘ikke risikerer, at vinden blæser portfløjene til’, som Barfoed bemærker.
For at undgå rikochettering af kugler er skuret desuden konstrueret uden metalbeslag på den side, som vil komme til at vende ud mod bødlerne. Efter rengøring skal portene lukkes og låses forsvarligt, og i skuret skal man derfor fra gang til gang opbevare ‘to spande og en kost til fjernelse af blodet’, fremgår det af redegørelsen.’
Ifølge Peter Øvig Knudsens bog blev skurets bagvæg desuden konstrueret med løse planker i et skinnesystem, så man ‘let kan skifte de planker ud, som skulle bliver sønderskudt’.

Artikel om den sidst henrettede
Jeg tog turen ud til den næsten glemte henrettelsesplads, fordi jeg arbejdede på en artikel om den danske Gestapo-terrorist Ib Birkedal Hansen, der blev skudt her som  den sidste 20. juli 1950. Artiklen blev bragt i fredags i Ekstra Bladet – 64 år og 12 dage efter den sidste eksekvering af dødsstraf i Danmark.
Artiklen var den sidste i en serie på fem artikler om ‘Hitlers danske hjælpere’. Den fjerde af historierne, der blev bragt i torsdags, handler om Frikorps Danmark-kommandøren K.B. Martinsen, der til sidst under krigen blev chef for Schalburgkorpset. Også han blev henrettet her.
De tre tidligere portrætterede personer var føreren for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) Frits Clausen, de nazistiske folkegruppefører for hjemmetyskerne Jens Møller og Frikorps Danmark-kommandøren C.F. Schalburg.

OBS! – Du kan se en række detaljefotos fra henrettelsesstedet på forfatteren Dines Bogøs hjemmeside: http://lokalhistorier.dk/Holmen/2_Redan/

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her