Sådan blev ‘Brandts’ lederskab formet

Børge Thing‘Han var den af folkene under krigen , der havde de bedste egenskaber til at være leder. Han havde medfødte lederevner og var for øvrigt en meget modig og besindig mand.’
Ordene gælder blikkenslagersvenden Børge Thing, der under dæknavnet ‘Brandt’ som 26-årig overtog ledelsen af  BOPA januar 1944. De er udtrykt af Jørgen Jespersen (‘KK’), en af hans afdelingsledere, der citeres i Esben Kjeldbæks bog Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945 (Frihedsmuseets Venners Forlag, 1997).
Men man kan lige så godt citere andre, for virkelig mange, der kom tæt på ‘Brandt’ under besættelsen, var enige om hans uomtvistelige lederevner.

Ville dele risikoen
En anden af hans afdelingsledere var cand.jur Erling Andresen. Dengang var det sociale skel mellem akademikere og arbejdere langt større end i dag, men Børge Thing vandt også ubesværet juristens respekt.
‘Børge var frem for alt en god og opfindsom organisator, ansvarsbevidst, sikker i sin vurdering af andre mennesker og med et usædvanligt mod,’ skriver Andresen i sin erindringsbog Frihedskamp – min tid i BOPA (Tiderne Skifter, 1995).
Særlig afholdt var Børge Thing, fordi han insisterede på personligt at deltage i de store og farlige aktioner mod bl.a. Globus og  Riffelsyndikatet i sommeren 1944.
‘Han kunne ikke leve med at sende sine folk ud i så livsfarlige aktioner uden at dele risikoen med dem,’ bemærker Erling Andresen.

Voksede op i missionsk hjem
Morten Thing, besættelsestidshistoriker og ‘Brandts’ søn, tegner i sin biografi Sabotøren – min fars historie (Nemos Bibliotek, 2011) et billede af faderens opvækst og ungdom. En række træk kommer frem, der giver fingerpeg mod svaret på spørgsmålet: Hvordan udviklede Børge Thing sig til en mand med så stor positiv gennemslagskraft over mange forskellige slags mennesker?
Han voksede op i et jævnt hjem i Herning, der var stærkt præget af Indre Mission og en sortsynet, nærig og intolerant far. Ham fik Børge aldrig noget godt forhold til, og da begge forældrene var ca. 45 år, da han blev født, var den aldersmæssige afstand til dem stor. Børge Thing har rmeligvis konkluderet, at han ikke kunne bruge hjemmets værdier til ret meget, så han blev tidligt selvstændig.
Han udviklede sig fysisk og socialt i et varieret fritidsliv, hvor han gik til spejder, dyrkede svømning, brydning og ikke mindst fodbold.

Tegnede og læste
Selv om Børge var intelligent, var han ikke lærernes favorit. Som 14-årig fik han skudsmålet ‘næsvis, fræk og doven’.
Efter konfirmationen i 1931 begyndte han som lærling hos blikkenslagermester H.I. Christensen i Herning – et job, der kedede ham, men det var, hvad der var at få.
Han blev altså en helt almindelig arbejder med grove hænder og blå overalls. Derfor skulle de mange lærlinge og B&W-arbejdere i BOPA senere få let ved at identificere sig med ham som den lidt ældre kammerat.
Men Børges evner var ikke helt almindelige.  Han tegnede godt, hans sprog var glimrende, og som voksen skulle han komme til at skrive noveller. Han var belæst over et bredt felt – gav sig f.eks. som 15-16 årig efter de lange dage med blik og rør i kast med historiske værker og de store tænkere.

Stod bag strejke
Børge var diskussionslysten, og blev politisk interesseret og venstreorienteret i det Venstre-prægede Herning.
‘Selv om flere af kammeraterne gik i gymnasiet, erkender en af dem, at de skulle stå tidligt op, hvis de skulle klare sig i en diskussion med Børge Thing,’ fremgår det af Sabotøren – min fars historie.
Han var også så avanceret, at det lykkedes ham at få gennemført et diskussionsmøde for de ældste drenge hos FDF-spejderne om ’samliv før ægteskabet’. Et noget vovet emne i en by, hvor Indre Mission stod stærkt.
Børge var endvidere fagligt aktiv, og det endte med at føre ham til København. Han var nemlig hovedmand bag en strejke blandt blikkenslagersvendene i Herning, og derefter kunne han ikke få arbejde i byen. Han tog nu på et højskoleophold i hovedstaden.

Den jødiske kæreste
København udvidede Børge Things horisont i en grad, der var helt usædvanlig for en arbejderdreng fra en provinsby.
Han mødte den to år yngre pige Dora, hvis forældre var ortodokse jøder – faderen var indvandret fra Polen, mens moderen kom fra Litauen.
Dora var kommunist og ved at uddanne sig til småbørnspædagog. Hun skulle på besøg i Frankrig for at besøge sine tidligere svigerforældre. Hendes tidligere kæreste – en tysk jøde – var blevet dræbt i Den spanske Borgerkrig, som han havde meldt sig frivilligt til.

Gennem Nazityskland på stop
Børge tog med på rejsen, og mens kæresten besøgte svigerfamilien i Grenoble, oplevede han Paris. Her så han for første gang de store Spaniensdemonstrationer.
‘Det gjorde et kolossalt indtryk at se de hjemvendte frivillige, hvoraf mange var invalider, disse Europas første frihedskæmpere med deres indtrængende bøn og krav om hjælp til Spanien,’ skrev han senere.
På hjemvejen tog han på stop og til fods gennem Tyskland og fik dermed et nærgående indtryk af naziriget på dets højdepunkt. Det skrev han en artikel om i Arbejderbladet under overskriften ‘Gennem Nazityskland til fods’.

Huskede rødderne
Efter hjemkomsten viste det sig, at Børge Things spændvidde også rummede evnen til at lade sig påvirke af en stærk kvinde, længe inde kønnenes ligestilling var slået igennem. Han havde selv hidtil været socialdemokrat, men meldte sig nu på Doras  opfording ind i Danmarks kommunistiske Parti.
Med til billedet at Børge Thing hører også, at de store miljøskift og udsynet til omverdenen ikke hindrede, at han holdt kontakten til Herning.
I ledighedsperioder rejste han til den midtjyske by og tog midlertidigt arbejde. Børge Thing brød sig ikke om sin far, men han holdt stabil kontakt til moderen, til hun døde efter krigen. Og han var i mange år på julekort med ungdomsvennen Adolph, som han havde været i lære med.

Mindeplade for flugt
Jeg kan varmt anbefale Morten Things bog. Den er en indfølt beretning, hvor ikke mindst de kapitler gør indtryk, hvor han citerer private breve mellem Dora og Børge Thing fra tiden, da hun var i Sverige med deres lille datter, mens han drev livsfarligt modstandsarbejde i Danmark.
Morten Thing rammer en fin balance mellem sin private indfaldsvinkel og soliditeten og nøgternheden som historiker.
I øvrigt får ‘Brandt’ her til efteråret et varigt minde i centrum i København. En mindeplade i bronze kreeret af billedhuggeren Lotte Olsen bliver sat op uden for Axelborg Bodega.
Det var her, Børge Thing 9. maj 1944 blev anholdt af Gestapo sammen med flere kammerater, men foran bodegaen lykkedes det ham at flygte ved at rykke sig fri og løbe ud foran en holdene sporvogn, der blokerede Gestapo-folkenes skudfelt, indtil ‘Brandt’ var kommet væk.
BOPA-chefens held under krigen med at undslippe døden svigtede ham senere. Han var kun 54 år, da han døde i 1971.

 

Den kvindelige jernbanesabotør

Hedda Lundh – Jeg kørte ustandselig rundt med sprængstof, der skulle ud til de enkelte grupper. Det var farligt, for der var hele tiden den fare, at tyskerne ville lave en gaderazzia.
Det fortæller den nu afdøde, tidligere modstandskvinde Hedda Lundh som næsten 90-årig i Danske kvinder i modstandsbevægelsen, en dokumentarfilm i tre afsnit, som Pia Fris Laneth og Li Vilstrup lavede for DR-K i 2012.

Viklede sig ud af razzia
Den dengang 22-årige Hedda Lundh kørte faktisk i begyndelsen af 1944 ind i en razzia med en taske fuld af sprængstof og instruktionsmateriale.
‘Jeg stod pænt af cyklen – hvad skulle jeg ellers gøre?’ skriver hun i sin erindringsbog Ikke noget theselskab (Museum Tusculanums Forlag, 2002).
‘Da en vred tysker kom løbende hen imod mig, tænkte jeg: ‘Nå, så er det sket.’ ‘Los, los,’ skreg han og viftede mig væk. ‘Modvilligt’ stod jeg på cyklen, idet jeg kastede ‘nysgerrige’ blikke på de andre, der blev undersøgt, mens jeg blev jaget videre, indtil jeg kom ud af afspærringen. Da jeg kørte videre, rystede jeg, så cyklen slingrede,’ fortæller hun videre.

Usynlige kvinder
Og nej, det var ganske rigtigt ikke noget teselskab. Den unge litteraturstuderende var på dette tidspunkt en så erfaren jernbanesabotør, at hun var instruktør for nye grupper under de kommunistiske Århus-sabotør Willy Samsing, der havde dæknavnet ‘Frandsen’.
Mange af de praktiske færdigheder havde hun erhvervet som spejder i ungdomsårene.
Som så mange andre tidligere modstandsfolk talte Hedda Lundh gennem årtier ikke om oplevelserne under besættelsen. Først i 1995 gav hun et radiointerview i anledning af 50-året for befrielsen.
I den anledning gav hun sig til at søge tilbage, og én ting begyndte stort set med det samme at undre hende. Selv om hun – ved siden af sabotagegruppen – var med i en modstandsgruppe, der udelukkende bestod af kvinder, fandt hun ingen af de kvindelige kammerater i Frihedsfondens arkiver.

Opgør med en myte
Hedda Lundh konstaterede, at kvindernes aktive modstandsindsats i vidt omfang er blevet overset.
En ting, der derudover motiverede hende til at gå ud i offentligheden, er den traditionelle beskrivelse af kvinderne som det omsorgsfulde bagland, der sørgede for rent tøj, mad, rationeringsmærker og illegalt husly til dem, der var under jorden.
‘Kvindens rolle er en af de myter, jeg har forsøgt at gøre op med i denne bog,’ skriver hun.
Hendes egen varierede indsats er i sig selv en mytebryder.

Den brændte synagoge
Hedda Lundh stammede fra trygt miljø – en konservativ sjællandsk journalistfamilie.
I 1938 og 1939 fik hun som 17-årig Hitler-Tyskland tæt ind på livet. Hedda blev af sine forældre sendt til først Wittenberg og siden Bielefeld for at lære tysk, og hun kom ind i nazistiske omgivelser.
Faderen i den ene af værtsfamilierne forklarede hende, hvor forfærdeligt jøderne havde behandlet Tyskland.
‘Jeg forelskede mig selvfølgelig – i en ung officer i sort uniform. Han hed Karl Heinrich,’ fortæller hun i dokumentarudsendelsen.
Uniformskasketten havde et dødningehoved på sin SS-uniform, men det vidste den unge pige ikke, hvad stod for.
‘Nu skal jeg vise dig noget meget specielt, sagde han en dag, da vi var ude at cykle.’
Det han viste hende var en hærget og nedbrændt synagoge. Det mente han som noget positivt – en ‘Judenkirche’ var skaffet af vejen.
Hedda skyndte sig rystet  og grædende hjem på sit værelse, og hun så aldrig Karl Heinrich igen.

Kvindegruppe forberedte telefonsabotage
Hedda Lundh kom allerede med i modstandsarbejdet sidst på året 1941 – inspireret af demonstrationerne mod den danske tilslutning til Antikominternpagten.
I lang tid var hun som studerende på Århus Universitet aktiv i den illegale presse, og efter Gestapos ankomst til Danmark skaffede hun oplysninger ud fra det tyske politihovedkvarter. Det skete gennem hendes og hendes mands ansatte rengøringshjælp, der også gjorde rent i Gestapo-hovedkvarteret på kollegierne i Universitetsparken.
Den kvindelige modstandsgruppe, som hun var med i, fremstillede blandt andet falske identitetskort. Og den forberedte sabotage mod en række telefonskabe rundt om Langelandsgades Kaserne, der var Værnemagtens militære hovedkvarter for hele Østjylland.
Aktionen var blevet beordret fra London og skulle sættes i værk, hvis de allierede gik i land i Jylland.
Opgaven var teknisk kompliceret, fordi skabene skulle springe samtidig, så tyskerne ikke ville få lejlighed til at foretage en hurtig reparation.
Forberedelsen blev gennemført af fire tomandshold – alle kvinder. En af dem var en fysik- og matematiklærer, der kunne foretage de nødvendige beregninger.

Farlig viden
Den farligste opgave, Hedda Lundh fik, var ikke jernbanesabotagen. Det var da hun blev den kontaktperson, som skulle bringe beskeder fra modstandslederen Niels Åge Nielsen med dæknavnet ‘Bang’ til de enkelte modstandsgrupper. Nielsen måtte af sikkerhedsgrunde ikke kende adresserne.
– I den periode sad jeg med ti adresser på folk, som tyskerne meget gerne ville have fat i. Hvis jeg blev arresteret, var det vigtigt for dem at få oplysningerne hurtigt – og jeg var ikke i tvivl om, hvilke metoder de ville bruge for at få oplysningerne. Jeg var virkelig angst,’ fortæller Hedda Lundh i Danske kvinder i modstandsbevægelsen.
På denne tid – i sommeren 1944 – spidsede situationen til, da de nærmeste modstandskammerater nærmest efter tur blev arresteret af Gestapo.
Når Hedda Lundh og hendes mand, Carl-Einar Maaløe, undgik at blive taget, skyldtes det, at de tilfældigvis var til faderens runde fødselsdag på Sjælland, da Gestapo bankede på. Det var rejst fra Århus 29. juni.
Under retsopgøret efter krigen viste det sig, at det var storstikkeren Grethe Bartram, der var årsag til de mange arrestationer.
Parret måtte flygte til Sverige, hvor de meldte sig til Den danske Brigade.

Hun blev vist køkkenvejen
Her fik Hedda Lundh en oplevelse, som forekom hende nærmest uvirkelig efter flere år i farligt illegalt arbejde i Danmark.
Hendes mand fik opgave som lastbilchauffør, da han havde stort kørekort, og Hedda Lundh tilkendegav, at hun var klar til tjeneste i de almindelige tropper.  Det kunne der imidlertid ikke blive tale om.
‘Kvinder bliver lotter,’ erklærede den officer, der modtog dem.
‘Jamen, jeg kan alt om våben, sprængstoffer og alt muligt andet. Jeg bliver en dristig, fin soldat,’ sagde den nu 23-årige kvinde.
Det gjorde intet indtryk.
‘Kvinder bliver lotter,’ gentog officeren, og Hedda Lundh måtte i gang med kartoffelskrælleren.

Gymnasielærer
Den dristige sabotør fortsatte sine studier efter krigen og blev mag.art i litteraturvidenskab i 1952 og senere gymnasielektor, som det fremgår af biografien her.
Hedda Lunds ægteskab, som hun havde indgået allerede som 19-årig, holdt derimod ikke til krigstidens belastninger. Hun blev skilt fra Carl-Einar Maaløe i 1947.
Hun døde i 2012 som 91-årig – samme år som Pia Fris Laneths og Li  Vilstrups dokumentarfilm blev offentliggjort.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her

Dødens skur

SkydeskurDa jeg fra Christmas Møllers Plads i København for et par uger siden cyklede ud ad den slyngede grusvej på indersiden af Christianshavns Vold, førte vejen på et tidspunkt højre om en gul, tolænget murstensbygning fra 1781, der tidligere har været ammunitionsdepot.
Ved enden af bygningen ligger i krattet lidt ude til højre en forvitret rektangulær betonflade med flere brud, der tydeligvis skyldes årtiers slid. Betonfladen skråner fra alle sider let ind mod en græstue, der er frodig her i juli. Den viser sig at dække en rusten rist.
I årene efter Anden Verdenskrig var fladen alt andet end funktionsløs. Det er den samme beton, du ser som fundament for skuret på dette billede, der er taget i de sidste måneder af 1945 – altså for 69 år siden. Det var det særligt konstruerede henrettelsesskur, hvor straffen blev eksekveret over 30 af de 46 danske mænd, der blev henrettet som landsforrædere i forbindelse med retsopgøret.
Fuldbyrdelserne af dødsdommene fandt altid sted mellem 00.30 og 3.00 om natten. Den dødsdømtes arme, hofteparti og ankler blev bundet fast med reb. Derefter blev han skudt af en peloton på ti karabinebevæbnede politifolk, der affyrede et skud hver på samme tid, når den overordnede politimand, der havde kommandoen, lod sin hånd falde fra en løftet stilling.
Formålet med den skrånende betonflade og risten var at give mulighed for afløb af den henrettedes blod og afspuling af henrettelsesstedet.

Første henrettelse i 53 år
Stedet er ikke tilfældigt. Det blev tværtimod nøje udvalgt.
Det skete efter en noget tvivlrådig beslutningsproces, for man havde ikke noget fortilfælde at falde tilbage på – i hvert tilfælde ikke ét, som nogen embedsmand under Justitsministeriet kunne huske.
Dødsstraffen var blevet genindført med tilbagevirkende kraft i sommeren 1945 for forbrydelser begået i tysk tjeneste under besættelsen.
Ingen dansker var blevet henrettet i 53 år, og dødsstraffen var udgået af den borgerlige straffelov i 1930.

‘Aben’ landede hos politiet
Vedtagelsen af straffelovstillægget førte med det samme til en række forberedelser. Mest kontroversielt var det, hvem der skulle eksekvere henrettelserne.
En ide om at pålægge modstandsbevægelsen opgaven blev afvist allerede i det folketingsudvalg, der behandlede spørgsmålet, hvorefter det blev foreslået at lade hæren udføre hvervet, fremgår det af Ditlev Tamms værk Retsopgøret efter besættelsen (Gyldendal, 1984). Det satte hærchefen Ebbe Gørtz sig imidlertid kraftigt – og med held – imod. Justitsministeriet fik flere hundrede uopfordrede tilbud fra private, der gerne ville påtage sig hvervet som bøddel. Nogle ville gerne tjene pengene ved et hverv, der måtte formodes at give gode genetillæg. Andre henviste til kvalifikationer, der gjorde dem velegnede – én skrev f.eks., at han havde været slagter tidligere i sit arbejdsliv.
Det blev ikke seriøst overvejet at tage de frivillige, og i løbet af sommeren blev det klart, at politiet ville blive beordret til at påtage sig opgaven.

Studietur til Quislings henrettelse
Den praktiske udførelse skete efter den fremgangsmåde, man havde valgt i Norge, hvor en torturist hos Gestapo var blevet henrettet allerede i august 1945.
Natten til 24. oktober 1945 skulle Norges landsforræder nr. 1, Vidkun Quisling, skydes på Akershus Fæstning i Oslo, og Københavns politidirektør Aage Seidenfaden fik lejlighed til at overvære forløbet for at drage nytte af erfaringerne.
Quisling blev skudt af 10 politifolk, hvorefter den tilstedeværende politikommandør gav ham et pistolskud i hovedet for en sikkerheds skyld.
Ud over Akershus blev de 37 norske efterkrigshenrettelser gennemført på fæstningerne i Bergen og Trondheim samt marinestationen i Bodø.

Diskretion for enhver pris
Noget lignende kom imidlertid ikke på tale i Danmark, hvor myndighederne lagde vægt på, at fuldbyrdelsen foregik så diskret som overhovedet muligt. Derfor blev et forslag om at bruge Vestre Fængsels gård midt i København med det samme afvist.
Valget af henrettelsesplads skete på en udflugt i oktober 1945 til det militære voldanlæg, hvor blandt andet politidirektøren og Justitsministeriets arkitekt deltog. Det foretrukne sted blev 2. Redan – den næstøverste af voldanlæggets pilespidser.
Her kunne de dystre forløb afvikles i den ønskede diskretion, for her var i forvejen adgang forbudt. Desuden foretog søværnet jævnligt sprængninger på stedet, så en skudsalve eller to om natten ville ikke vække større opsigt.
Stedet var derudover praktisk, fordi politikortegen med den domfældte og adskillige maskinpistolbevæbnede betjente kunne køre turen fra Vestre Fængsel til voldanlægget på kun 15-20 minutter.

Nemt at afskylle blod
Forfatteren Peter Øvig Knudsen har i sin bog Birkedal  (Gyldendal, 2004) beskrevet de helt jordnære overvejelser, som arkitekt Knud Barfoed gjorde sig ved henrettelsesskurets indretning.
‘Eksempelvis udmærkede det sig ved gode tilkørselsforhold for såvel politiets mandskabsvogne som lastbiler fra det begravelsesfirma, der skulle hente ligene af de henrettede,’ skriver Øvig Knudsen.
‘Desuden var det en fordel, at ‘vand til afskylning af blod kan hentes i graven vest for depotbygningen,’ som arkitekten forklarede.
(…) Alt tømmer, tagpap og øvrige materialers mål og beskaffenhed er præcist beskrevet, inklusive hvilken type sand, der skal udfylde et hulrum bag skuret for at opfange de kugler, som måtte gennemtrænge den dødsdømte og skurets bagvæg.
(…) Fortil kan to porte åbnes i hele skurets længde, når en henrettelse skal gennemføres, og portene forsynes med solide hager til et par pæle, så man under brug ‘ikke risikerer, at vinden blæser portfløjene til’, som Barfoed bemærker.
For at undgå rikochettering af kugler er skuret desuden konstrueret uden metalbeslag på den side, som vil komme til at vende ud mod bødlerne. Efter rengøring skal portene lukkes og låses forsvarligt, og i skuret skal man derfor fra gang til gang opbevare ‘to spande og en kost til fjernelse af blodet’, fremgår det af redegørelsen.’
Ifølge Peter Øvig Knudsens bog blev skurets bagvæg desuden konstrueret med løse planker i et skinnesystem, så man ‘let kan skifte de planker ud, som skulle bliver sønderskudt’.

Artikel om den sidst henrettede
Jeg tog turen ud til den næsten glemte henrettelsesplads, fordi jeg arbejdede på en artikel om den danske Gestapo-terrorist Ib Birkedal Hansen, der blev skudt her som  den sidste 20. juli 1950. Artiklen blev bragt i fredags i Ekstra Bladet – 64 år og 12 dage efter den sidste eksekvering af dødsstraf i Danmark.
Artiklen var den sidste i en serie på fem artikler om ‘Hitlers danske hjælpere’. Den fjerde af historierne, der blev bragt i torsdags, handler om Frikorps Danmark-kommandøren K.B. Martinsen, der til sidst under krigen blev chef for Schalburgkorpset. Også han blev henrettet her.
De tre tidligere portrætterede personer var føreren for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) Frits Clausen, de nazistiske folkegruppefører for hjemmetyskerne Jens Møller og Frikorps Danmark-kommandøren C.F. Schalburg.

OBS! – Du kan se en række detaljefotos fra henrettelsesstedet på forfatteren Dines Bogøs hjemmeside: http://lokalhistorier.dk/Holmen/2_Redan/

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her


Han ville være Danmarks Hitler

23B0203002Denne mand, Frits Clausen, spillede en hovedrolle i Danmark i efteråret 1940.
Dels havde hans danske nazistparti DNSAP (Dansk Nationalsocialistisk Arbejderparti), der kun havde tre medlemmer i Folketinget, fået fremgang. Partiet var i ét og alt en kopi af Adolf Hitlers tyske NSDAP, og de tyske militære triumfer gjorde indtryk. Clausens parti voksede efter Danmarks besættelse 9. april 1940 fra 5000 til 10.000 medlemmer, inden året var gået.
Men det var ikke det vigtigste. 1940 var året, da Frits Clausen fik rollen som hadeobjekt nr. 1 hos det store flertal af den danske offentlighed.
Den 47-årige læge fra Bovrup i Sønderjylland satsede på at blive Fører i Danmark ved at fortrænge den lovlige socialdemokratisk/radikale regering under statsminister Thorvald Stauning (S) og udenrigsminister P. Munch (R). Det skulle ske ved besættelsesmagtens hjælp.

Dansknationale før krigen
De danske nazister mente, at regeringens neutralitetspolitik havde spillet fallit, og at Stauning og Munch var ansvarlige for den kampløse overgivelse til Nazityskland, fordi Danmark nærmest var blevet afrustet i deres tid.
Før krigen havde de danske nazister slået på dansknationale strenge. De havde krævet et stærkt forsvar, og det var en selvfølge, at der skulle gøres modstand mod en angribende fjende. Men efter 9. april svingede Frits Clausens folk hurtigt over til de sejrende tyskere.
Selv om der var særligt mange medløbere i det nazityske jubelår 1940, var det store flertal af danskere modvillige eller fjendtlige over for tyskerne.

Modstand umulig
En del var også indstillet på modstand, men mulighederne var få. Tyskland dominerede hele Europa, og Danmark ‘var efterladt i tigerburet – håbløst alene med rovdyret’, som historikeren Erik Kjersgaard har udtrykt det.
Man var derfor slet ikke nået til det, som modstanden senere kom til at gå ud på: Kampen for at vælte samarbejdspolitikken under Stauning, Buhl og Scavenius og senere den direkte kamp mod den tyske besættelse. Men i 1940 og 1941 opfordrede folkene bag de fåtallige flyveblade og illegale aviser stadig – undtagen kommunisterne – folk til at støtte den danske regering.
Opfordringer til sabotage og ambitioner om at vælte samarbejdspolitikken kom først langt inde i 1942.

Pinlig parade
Det, danskere til gengæld gjorde i stort tal, var at gøre front mod landsforræderne – de danske nazister.
Da Frits Clausens folk 17. november 1940 holdt et mindearrangement i Forum i København for de danske soldater, der var faldet 9. april, marcherede de forsamlede nazister bagefter til ‘Den lille Hornblæser’ på Rådhuspladsen, hvor de holdt parade.
Imidlertid fik temmelig mange af partiførerens følge prygl af de tilløbende københavnere, og der blev delt vittighedstegninger ud, der viste Frits Clausens kødfulde ansigt mellem lårene på en kvinde ved navn Abelone. Og da Clausen skulle til at tale, lykkedes det en  aktivist at trække en sæk ned over hovedet på statuen.
Marchen, der skulle have været en del af stormløbet mod den danske regering, blev  med andre ord en pinlig farce.

Brådne pander i Haderslev
Tre uger senere, 8 december 1940, fandt ’spadeslaget i Haderslev’ sted. Ca. 400 uniformerede nazister marcherede mod en bygning, hvor den nazistiske ledelse skulle mødes. Det skete, selv om der var uniformsforbud i Danmark, og mange af nazisterne var bevæbnede med spader. En talstærk dansk politistyrke brugte knipler, tåregas og brandsprøjter, og 239 endte med at blive anholdt, fremgår det af historikeren John T. Lauridsens bog Dansk nazisme 1930-1945 – og derefter (Gyldendal, 2002).
Derefter var det slut med de danske nazisters provokationer. Lauridsen konstaterer, at Clausens folk havde fået lov til at prøve sig selv af – og ikke mere. Tyskerne kunne se, hvor ringe opbakning de danske nazister havde, og besættelsesmagten holdt fast ved samarbejdet med de danske politikere.
Frits Clausen fik aldrig nogen rolle i dansk politik. Han blev arresteret efter kapitulationen i maj 1945 og anklaget for højforræderi, men døde i Vestre Fængsel af et hjertestop 5. december 1947, inden retssagen mod ham var begyndt. Den forliste fører blev 54 år. (Foto: Nationalmuseet)

 

 

 

 

 

‘Toms’ tapre Eva

Eva Søndergaard

En af sabotagepionererne fra besættelsestiden havde helhjertet støtte fra sin kone, selv om de farlige aktiviteter mildt sagt ikke passede ind i en småbørnsfamilies hverdag. Det er Josef ‘Tom’ Søndergaard, stifteren af den første Holger Danske-gruppe, der er tale om – og hans hustru Eva Lyre.
Parret blev gift i 1934, da han var 28 og hun 22 år.
‘Tom’ var idealist og en handlingens mand. Da Sovjetunionen overfaldt Finland i november 1939, meldte han sig frivillig til den danske bataljon, der dog ikke nåede at komme i kamp, inden finnerne måtte indgå våbenhvile. Da Josef Søndergaard ud på sommeren kom hjem, var Eva gravid, og hun fødte datteren Sisse hen på efteråret.

Gennembrud i 1943
I løbet af 1941 kom ‘Tom’ ind i modstandskredse gennem organisationen Nationalt Værn, og sidst i 1942 blev han forretningsfører for ‘Stjerne Radio’ i Istedgade i København. Forretningen blev mødested for den gruppe, der i starten af 1943 begyndte at foretage sabotager. Gruppen kaldte sig fra sommeren 1943 Holger Danske, og det var den, der sammen med BOPA’s mere og mere effektive aktioner førte til Scavenius-regeringens afgang 29. august 1943.

SøndergaardDeltog i bladarbejde
27. juli 1943 blev Søndergaard arresteret af dansk politi, der dukkede op på bopælen i Serbiensgade på Amager kl. 6 om morgenen. De ransagede boligen i Eva Søndergaards påsyn. En uge senere blev ‘Tom’ befriet fra Vestre Fængsel af gruppekammeraterne Povl Ryde Moesgaard (‘Ewald’) og Mogens Jarset (‘Bob’).
Befrielsen førte til, at Josef Søndergaard kunne lede den spektakulære sabotage mod Forum i København 24. august 1943. Aktionen førte samtidig til, at næsten hele gruppen måtte bringe sig i sikkerhed i Sverige.
Eva Søndergaard var ikke kun den tålmodige baglandskvinde. Hun deltog også selv i modstandskampen som kurer, som deltager i fremstillingen af det illegale blad De frie Danske og som ‘værtinde’ for våben- og sprængstofdepoter.
Hun var også med i disse aktiviteter, efter at manden var flygtet.

Gidsel hos Gestapo
Oplevelsen ved arrestationen var intet imod, hvad Eva Søndergaard kom til at gå igennem hen på efteråret 1943, da Gestapo var kommet til landet. Sidst i oktober var også hun ved at  forberede sig på at rejse illegalt til Sverige, da to Gestapo-folk og en dansk nazist 29. oktober dukkede op og anholdt hende. Hun skulle holdes som gidsel for sin mand.
Eva Søndergaard blev først ført til Vestre Fængsel og dernæst overført til Horserødlejren, hvor hun sad helt til januar 1944. I mellemtiden blev hendes treårige datter anbragt på en børnehjem, og Sisse kunne dårligt kende sin mor, da hun blev løsladt.

Lidt familielykke
Josef Søndergaard beskæftigede sig i Sverige med en illegal skibsrute mellem  Göteborg og Nordjylland. Eva havde taget ophold hos sine forældre i Frederikshavn, hvor hun stammede fra, og i maj 1944 hentede ‘Tom’ hende og datteren til Göteborg med et af rutens skibe.
Her fik de som Jørgen Kieler udtrykker det i bogen Nordens  Lænkehunde – endelig mulighed for ‘ægteskabelig lykke og lidt familieliv’.
Parret nåede frem til befrielsen og kom hjem til København. Det blev efterhånden hverdag igen, og i  september 1945 blev barn nr. to født – sønnen Poul John.

Ingen ‘happy ending’
‘Toms’ og Evas historie endte imidlertid ikke godt, for ‘Tom’ fik en eftersendt regning fra Forum-sabotagen i august 1943. På grund af en kommunikationsfejl var han ikke nået tidsnok ud af bygningen, før bomberne sprang, og han blev derfor såret af glassplinter og nedfaldende byggematerialer.
Det fremprovokerede tilsyneladende en kræftsygdom, som udviklede sig, og Josef Søndergaard døde i februar 1946, kun 39 år gammel.  Eva Søndergaard, der nu stod alene med to små børn, døde som 65-årig i 1977.

Historien om Hedda Lundh kan du læse her

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her