En britisk Short Stirling-maskine nedkaster containere ved Annebjerg syd for Grenaa i efteråret 1944. Billedet regnes for ægte. (Nationalmuseet)

Hos formentlig langt de fleste danskere stammer forestillingen om nedkastningerne fra Royal Air Force af containere med våben og sprængstoffer fra beretningen om Hvidsten-gruppen eller andre tidlige modtagegrupper.
De var aktive i foråret og sommeren 1943, og det var af afgørende betydning at modtagepladsen lå i et område med let genkendelige konturer – f.eks. en sø – så piloten kunne se, hvor nedkastningen skulle ske. Et sigtbart vejr var også af stor betydning.
Men det var mindre end 5 pct. af den samlede mængde af nedkastninger under Besættelsen, der fandt sted under forholdene fra  Hvidsten-perioden.
Krige fører ofte store teknologiske fremskridt med sig, og det gjaldt også her. I 1944 blev det såkaldte Eureka-pejlefyr taget i brug, og det er netop dette, der beskrives i nedenstående uddrag af ‘Modstand-4’.
Fire pejlefyr i den nordlige del af Vestjylland satte i mange tilfælde de vestallierede bombemaskiner, der kom leverancerne, i stand til at klare opgaven i dårligt uden særlige pejlemærker i terrænet.
Ca. 95 pct. af samtlige container-nedkastninger fandt sted fra august 1944 til maj 1945 – altså i Besættelsens sidste ni måneder.
Teksten er identisk med den fra bogen bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—— ——

Nær den vestjyske kyst fik Special Forces fik fire faste stationer for Eureka-pejlefyr. Det var en ensom tjans at bemande en sådan station.
”Hver Eureca havde sit særlige kodenavn, og hver gang, der var nedkastning, blev disse navne nævnt i særmeldingen,” fortalte Jens Toldstrup.
”Operatørerne skulle på sådanne nætter sidde ved deres apparat på et koldt loft, i et kirketårn eller hvor det nu var placeret, med hovedtelefon og lytte (…), og der kunne undertiden på denne måde gå 14 dage, uden at de fik nattesøvn.”

Radioimpulser med lav bølgelængde
Erik Rørbæk Madsen blev som radioingeniør udset til at stå for den første opstilling. Han fik gennem sine forbindelser i Dansk Samling kontakt til kunstmaler Poul Rytter, der boede sammen med sin kone i en plantage ved Husby Klit nær Ulfborg.
Eurekaen blev sendt til ham på B&O, og spørgsmålet var nu, hvordan de skulle få den ud i klitterrænet, da der var tyske vagter. Pejlesenderen var batteridrevet og krævede en 12 volt akkumulator. Den skaffede han selv og dertil et ladeaggregat og en ekstra akkumulator.
”Eureka-sysmet fungerer således, at stationen udsender radioimpulser med megen lav bølgelængde (…). Antennen (…) var så lille, at ingen ville opfatte den som en senderantenne. Rækkevidden (…) var 100-200 km,” forklarede ingeniøren.
”Når maskinen var indenfor rækkevidden og ’svarede’ stationen, hørtes i Eurekaen en tone. Stationen skulle så begynde afsendingen af et morse-signal (…). Systemet var så nøjagtigt, at flyverne ved hjælp af 2 stationer kunne krydspejle sig til nedkastningsstedet med få meters nøjagtighed..”

Fik lift af tyske soldater
Kollegaen Arne Kruse Andersen bragte apparatet til bestemmelsesstedet.
”Arne tog toget til Ulfborg med kufferten (…) (og) spadserede nu ud ad vejen til Husby, let klædt i sommerdress. På vejen kørte flere lastbiler med tyske soldater,” skrev Rørbæk Madsen.
”Med en af disse fik han en lift og langede kufferten med senderen op på bilen. En tysk soldat satte sig straks på den. På den måde kom han igennem den tyske vagt ved tankspærringen.”
Flyene blev herefter på deres missioner mindre afhængige af månelys og kunne ofte kaste deres last i mørkt og usigtbart vejr.

Billede 2 og 3 (begge Nationalmuseet):
En transportabel Eureka demonstreres efter krigen – dels på afstand dels tæt på. Opfindelsen lettede i høj grad nedkastningsoperationerne, efter at den var blevet introduceret i foråret 1944. (Nationalmuseet)