Anmeldelse: Veldokumenteret, velskrevet biografi om ‘Flammen’

Fire stjerner til Martin Qvist Magnussens bog Jagten på Flammen (forlaget Grønningen, oktober 2024)

Biografien om Bent Fauerschou Hviid udkom på forlaget Grønningen 1 den 18. oktober 2024 – 80-årsdagen for hans død.

Selv om Martin Qvist Magnussens biografi Jagten på Flammen er en bog på over 300 sider, har ganske mange formentlig læst den mere eller mindre i ét stræk. Den er godt skrevet og spændende. De opsigtsvækkende passager står i kø.
Der er gedigne nyheder, men det er ikke det hele. Med jævne mellemrum begynder sekvenser, som læsere med godt forudgående kendskab til modstandskampen uvilkårligt opfatter som velkendte, fordi mange forfattere tidligere har skildret dem. Men så viser det sig, at Qvist Magnussen også i disse tilfælde kan bringe nye detaljer og facetter.
Bogens hovedperson er Bent Fauerschou Hviid (1921-1944), Holger Danske-frihedskæmperen, der siden 1945 har været et modstandsikon. Han var en alsidig partisan, men er især kendt for en række likvideringer fra december 1943 til sin død i oktober 1944.
Titlen henviser til, at ’Flammen’ for Gestapo –  det tyske hemmelige politi – blev fjendebilledet  frem for alle. I deres verden var han ’terroristen’, som man i en stribe tilfælde var på nippet til at anholde uden at det lykkedes. Jagten var nådesløs, og talrige modstandsfolk oplevede at blive gennemtæsket, hvis tyskerne troede at de pågældende havde oplysninger, der kunne føre dem til frem til Fauerschou Hviid.
Martin Qvist Magnussens væld af nye oplysninger stammer især fra politiets efterforskningsmateriale fra den umiddelbare efterkrigstid, der først er blevet tilgængeligt i Rigsarkivet for nylig, og fra udenlandske arkiver. Forfatteren, der oprindelig var kriminalbetjent, har været grundig og skaffet mange oplysninger fra Bent Fauerschou Hviids tidlige liv, bl.a. en ’barnets bog’ i en kasse i lokalarkivet i Frederiksværk.
Den grundige biografi er så meget mere velkommen, som at der trods Bent Fauerschou Hviids fremtrædende plads i fortællingen om frihedskæmperne ikke er udgivet nogen bog særskilt om ham tidligere.
Man skylder en så spændende bog den respekt ikke at ødelægge spændingen ved at løse gåden. De centrale højdepunkter er imidlertid blevet omtalt i tidligere anmeldelser og features, så jeg vil ikke lade mig begrænse på det punkt.
Men jeg frygter bestemt ikke at tage værdi fra bogen. Selv om denne anmeldelse er lang, bygger den kun på et smalt udpluk af et stort antal forløb. Blandt andet har jeg udeladt en håndfuld interessante aspekter, fordi de er blevet omtalt udførligt af andre anmeldere.

Skød og dræbte nazist, der holdt 2-årig søn i hånden
Enkeltheder fra politirapporterne bringer os med nye detaljer tæt på, hvor brutal likvideringskrigen egentlig var. Nedskydningerne den 20. december 1943 af kaptajnløjtnant Erik Østergaard-Petersen og redaktør Erik Hans Gaust var ’Flammens’ to første vellykkede likvideringer. Aktionsholdet var på fire; de tre andre deltagere var Jørgen Haagen Schmith (’Citronen’), Patrick Schultz (’Lille-Bent’) og Erik Koch Michelsen (’Mix’).
Da likvideringernes berettigelse for begge de udpegede personers vedkommende er hævet over tvivl, var de velegnede til at udgøre en ukontroversiel åbningssekvens i Ole Christian Madsens storfilm ’Flammen og Citronen’ fra 2008, hvor Thure Lindhardt spiller Bent Fauerschou Hviid. Dengang var det kendt, at Østergaard-Petersens hustru og to mindre børn befandt sig i lejligheden på 4. sal, Gammel Kongevej 78 på Frederiksberg, da Fauerschou Hviid skød og dræbte ham. Erik Østergaard-Petersen havde åbnet døren, da der blev ringet på.
I Jagten på Flammen får vi yderligere at vide, at kaptajnløjtnanten, der var en hovedaktør i organiseringen af Folkeværnet under det nazistiske Schalburgkorps, stod i døråbningen med sin 2-årige søn i hånden, da den 22-årige Holger Danske-mand trykkede af og traf Schalburg-manden med et skud i maven og ét i hovedet.
”De to patronhylstre, der fløj fra pistolen, blev senere fundet på hovedtrappen mellem 3. og 4. sal. Der var tale om 7,65 mm hylstre af mærket SBP,” skriver forfatteren og lader – som det er gennemgående i bogen – detaljer og kendsgerninger tale deres eget tyste sprog.
I en situation, hvor den chokerede hustru skreg højt og længe, var de fire Holger Danske-folk koldblodige nok til at ransage lejligheden. Det var det, der gjorde, at de fik det virkeligt værdifulde udbytte med, nemlig medlemslister og andet centralt dokumentationsmateriale vedr. det miljø af danske nazister, der var kernetropper i tysk politis bekæmpelse af modstandsbevægelsen.
For redaktør Gausts vedkommende får vi beskrevet, hvordan Bent Fauerschou Hviid – efter at Gaust havde åbnet døren til sin lejlighed på 2. sal på Bogtrykkervej 25 i Bispebjerg i København – straks affyrer sin pistol og følger efter redaktøren ind i boligen. Her gør ’Flammen’ arbejdet færdigt med en række skud i Gausts bryst, efter at han var væltet om i sin sofa i stuen.

Forhør med hæmningsløs vold
Fra Gestapos jagt får vi beskrevet, hvordan en gravid kvinde efter en razzia mod Snekkersten Kro i august 1944, blev hentet til afhøring som pression mod hendes mand, der havde arbejdet sammen med ’Flammen’. Det lykkedes ikke i første omgang at aftvinge manden oplysninger.
Han blev da truet af Gestapo-folkene med, at de ville tæve hustruen i maven med en stavgranat, til hun aborterede, hvis han ikke fik munden på gled. Det fik manden til at tale.
Vi får skildret, hvor voldsomt grønthandler Bent Høgsbro Østergaard (’Gemüse’) – en nær medhjælper til Fauerschou Hviid – var præget af Gestapos mishandlinger under afhøring. Oplysningerne findes i politirapporten og i akterne fra Frihedsfonden vedr ’Gemüses’ erstatningsansøgning. Torturen var tilsyneladende særligt brutal, fordi det lykkedes fangen at holde stand og undgå at give brugbare oplysninger.
En politifuldmægtig, der også var blevet arresteret som modstandsmand, var blevet udpeget som medhjælper for en tysk sanitetsmand og så derfor Høgsbro Østergaard umiddelbart efter anholdelsen.
”Hans hoved var ganske ophovnet og blodigt over det hele, og såfremt denne blodige ’kødklump’ ikke havde siddet på en menneskekrop, ville det have været umuligt at identificere den som et menneskehoved,” forklarede politifuldmægtigen efter krigen.
Da den tyske sanitetsmand spurgte, hvordan han var kommet til at se sådan ud, havde ’Gemüse’ kun kunnet sige nogle svage lyde, men sanitetsmanden kunne dog opfatte ordet ’Vernehmung’ (forhør).
Der er ikke som sådan noget nyt i, at Holger Danskes aktionsleder Knud Larsen (’Bergstrøm’) døde af indre blødninger i Gestapo-borgen Shellhuset den 9. september 1944. Han blev sparket ihjel af den danske Gestapo-leder Ib Birkedal Hansen som kulmination på en ekstremt voldelig afhøring.
”Af politiets rapportmateriale fremgår detaljer, som er så voldsomme, at de ikke tåler gengivelse her,” skriver Qvist Magnussen.

Rutemandens fatale uforsigtighed
Jeg synes, at bogen har et sobert etisk niveau. Der er ting, der må være smertefulde for de efterlevende at konfrontere. Det gælder ikke mindst efterkommerne til den illegale rutemand Jørgen Palm Petersen, der blev dræbt under Royal Air Force’s angreb på Shellhuset den 21. marts 1945.
Det viser sig, at Gestapos anholdelse af ham og efterfølgende afhøring under tortur ikke – som hidtil troet – skyldtes den danske Gestapo-mand Arno Hammeken, men stikkeri fra Palm Petersens  egen svigermor.
Men der kan ikke være tvivl om, at oplysningerne er historisk vigtige, og at hensyn til efterkommeres følelser må vige. Jørgen Palm Petersens anholdelse den 14. oktober 1944 skyldtes, at han begik den store uforsigtighed at komme på besøg i sit hjem i anledning af, at hans nyfødte datter kom med moderen hjem fra fødeklinikken. Gestapo ventede på ham, og afhøringen af Palm Petersen, der var leder af De frie Danske-organisationens Øresunds-ruter, førte til en stribe razziaer.
En af dem foregik på Gammel Kongevej 95 Frederiksberg, hvor folk fra modstandsbevægelsens absolutte inderkreds holdt møde. Blandt de anholdte var professor Mogens Fog, leder af det illegale blad Frit Danmark og medlem af Danmarks Frihedsråd, og redaktør Børge Outze, hovedkraften i det illegale nyhedsbrev Information.
De anholdte blev ført til forhør på Shellhuset, og Martin Magnussen piller også i dette forløb ved den veletablerede fortælling. Han argumenterer for, at Fog under afhøringerne på Shellhuset  blev presset til at give oplysninger, der muligvis kan have ført frem til, at Gestapo samme aften fandt frem til Jørgen Haagen Schmidts skjulested i en villa på Jægersborg Allé. Her blev ’Citronen’ dræbt efter en langvarig ildkamp.
Den offentligt kendte læge og modstandshelt tilkendegav i sine offentlige udtalelser og erindringsskrifter efter krigen, at det var lykkedes ham at give Gestapo-folkene indtryk af at være en verdensfjern akademiker, der havde meget lidt konkret viden, idet modstandskampen for ham mest foregik på det ideologiske plan.

Da vinhandlerens navn dukkede op
Bogen er bygget op med et crescendo ad dramatiske begivenheder. Kulminationen indtræffer med arrestationerne af faldskærmsagenterne Frantz Lassen og Knud Herschend den 1. september 1944, Palm Pedersen anholdelse den 14. oktober samt en Gestapo-razzia mod den illegale efterretningstjenestes bearbejdningskontor i Arresøgade den 17. oktober 1944. De førte hver især til yderligere en række Gestapo-razziaer.
Qvist Magnussen dokumenterer med en til vished grænsende sandsynlighed, at razziaen i Arresøgade førte til, at ’Flammen’ dagen efter, den 18. oktober 1944, blev overrumplet af Gestapo i sit illegale logi hos direktør Erik Nyegaard på Strandvejen 184 nord for København. Han undgik fangenskab ved at begå selvmord ved bide hul på en cyankaliumpille.
På disse sider bliver det nærværende, hvor tæt modstandsbevægelsen i den sidste krigsvinter var på at blive sat helt ud af spillet.
Årsagen til at Gestapo fik ram på ’Flammen’ var en forklaring af vinhandler Svend Jensen (’Solbærret’), som nogle vil huske for hans vigtige birolle i ’Flammen og Citronen’, hvor han blev spillet af Jacque Lauritsen. ’Solbærret’ var en centralt placeret illegal efterretningsmand, og Gestapo kunne hurtigt i materialet fra Arresøgade konstatere, at Svend Jensen var nævnt et stort antal gange i tjenestens arkiv.
Detaljerne kendes ikke, fordi myndighederne efter krigen undlod at beskæftige sig nærmere med Jensens sag. Men det er indlysende, at vinhandleren den 17. oktober måtte imødese ganske forfærdelige afhøringer. Hvis han da ikke – i form af oplysninger om ’Flammen’ – betalte Gestapo for at undgå dem.

Bent Fauerschou Hviid indledte sit modstandsarbejde med bladarbejde i De frie Danske, derpå med hjælp til jøder på flugt. Fra november 1944 var han Holger Danske-manden ‘Flammen’. (Frihedsmuseets Fotoarkiv)

Leifer-mysteriet
Forfatteren kommer ind på fuldmægtig Vilhelm Leifer, den kontroversielle leder af Rigspolitichefens Visumkontor. Leifer blev ind imellem kaldt ’Flammens far’, fordi han havde en særlig evne til at influere på den unge mand. Han beordrede Fauerschou Hviid til at foretage flere likvideringsforsøg.
Aktionerne faldt for det umiddelbare blik ind i mønstret for modstandsbevægelsens likvideringer, men Leifer har siden dengang været mistænkt for at havde ønsket de pågældende personer ryddet af vejen for at slette sporene efter et dobbeltspil, han havde drevet med bestemte tyske aktører – et spil, der bl.a. involverede store økonomiske interesser.
Gåden om Vilhelm Leifer er forblevet uforløst, fordi en retssag mod ham efter krigen blev indstillet, fordi modstandsbevægelsen meddelte, at man tog ansvaret for de likvideringsforsøg, der var blevet foretaget på Leifers ordre. Og så måtte politiet ifølge aftalen mellem politikerne og modstandsbevægelsen ikke efterforske sagen yderligere, og strafferetslige skridt skulle indstilles.
Afgørende her var den stilling, som modstandsorganisationen Holger Danske indtog. HD-manden Patrick Schultz (’Lille-Bent’) sagde efter krigen, at Leifer burde meldes og strafforfølges, men han blev ifølge Quist Magnussen sat på plads af centrale personer i Holger Danskes kreds af veteraner, der sørgede for at ensrette fortællingen: At Vilhelm Leifer var frihedskæmper.
Politihistorikeren Henrik Stevnsborg har sat spørgsmålet på spidsen ved at skrive, at han vurderer Leifer til at have været 51 pct. modstandsmand og 49 pct. på tysk side. Holger Danske-historikeren Peter Birkelund har derimod anført, at de pågældende personer godt kan være kommet på likvideringslisten, fordi de efter de sædvanlige kriterier ansås for at være til fare for modstandskampen. Martin Qvist Magnussens vurderinger hælder klart til den Leifer-kritiske side.
Han henviser i øvrigt i selve bogen til, at en biografi om Vilhelm Leifer er under udarbejdelse af journalist og forfatter Anders Lindemann, og – ret opsigtsvækkende – skriver han i sit forord:
”Som læseren af denne bog vil erfare, kan man ikke forstå Flammen uden også at forstå Leifer. De to bøger vil samlet set give det fulde billede af Flammen og skabe større forståelse.”

En mand, der talte gennem sine handlinger
Der er kun lidt i biografien, der ændrer billedet af ’Flammen’ som person. Begrænsningen ligger i nok i sidste ende i hans personprofil. Bent Fauerschou Hviid var en mand, der skrev sig ind i historien i kraft af sine handlinger, mens han – ifølge det hidtil kendte – som 23-årig næppe har givet sig af med at analysere sit liv på skrift. Antallet af bevarede breve – ofte de bedste kilder til en biografi – er ikke stort. Forfatteren er derfor stort set henvist til at afveje udsagn fra personer, der på den ene eller anden måde har mødt Bent Fauerschou Hviid.
Det er interessant, men ændrer ikke billedet afgørende, at den unge mand var tysklandsarbejder i en periode og næppe en mand, der fra sine ophold i Tyskland og Østrig var så intenst antinazist, som myten fortæller. Over 100.000 danskere var tysklandsarbejdere, så det var der ikke noget usædvanligt i. Og selv om nogle frihedskæmpere havde haft en snorlige antinazistisk holdning fra de tidlige teenageår, nåede mange andre frem til deres valg om at gå ind i kampen ad en knap så lige vej.

Byture med dansk Waffen-SS-soldat
Bent Fauerschou Hviid havde i sommeren 1942 et kortvarigt fællesskab på byture med den danske Waffen-SS soldat Tage Petersen i miljøet omkring Birkegaarden – forældrenes hotel i Nordsjælland. Her bemærker Qvist Magnussen, at Tage Petersen i 1949 blev henrettet under retsopgøret efter dødsdom ved alle tre retsinstanser. Han var i slutningen af krigen et ledende medlem i den såkaldte Lorentzen-gruppe – en terrorgruppe under HIPO, det danske håndlangerkorps i tysk tjeneste.
Det kan Fauerschou Hviid naturligvis ikke gøres ansvarlig for. Når han havde en vis samklang med Waffen-SS-soldaten, kan et moment havde spillet ind, som ikke er med i Jagten på Flammen. Tage Petersen var blandt de danske soldater, der havde kæmpet kortvarigt i Sønderjylland mod den tyske hær den 9. april 1940. Det kan udmærket have været noget, der har givet point hos en aktionsparat ung mand som Bent Fauerschou Hviid.
Disse byture kan ikke bringe ’Flammen’ under nogen mistanke for at have været opportunist. Han var begyndt at snuse til modstandsarbejdet allerede i 1942 og havde tydeligvis valgt side i god tid inden besættelsestidens store vendepunkt: den 29. august 1943.

Klar fejl vedr. Frantz Lassen
Jeg har også nogle indvendinger. Blandt de vigtige er, at der mangler en litteraturliste.
Spredt i noterne er et større antal henvisninger til et begrænset antal bøger, som forfatteren har trukket på. Netop når det gælder et emne som modstandskampen, hvor litteraturen er nærmest uoverskueligt stor, er der ofte divergerende faktuelle oplysninger om og tolkninger af de samme forløb. Martin Qvist Magnussen fortæller historien, laver tætte referencer til arkivalske dokumenter og lader det være tydeligt, når der er punkter, han ikke med fuld sikkerhed kan konkludere på, men han diskuterer kun i begrænset omfang med tidligere litteratur.
Et værk, der tilsyneladende ikke er indgået i hans arbejde, er Med hjælp fra England, Knud J.V. Jespersens tobindsværk om den britiske sabotageorganisation SOE og modstandskampen i Danmark. Quist Magnussen skriver om anholdelserne af de to faldskærmagenter Frantz Lassen og Knud Herschend den 1. september 1944:
”Ingen af dem havde modet til at tage deres eget liv, og det skulle vise sig at blive fatalt – for andre. Selv om det ikke er beskrevet i kilderne hvad der skete, da (de) blev anholdt, så må mindst en af de to være brudt sammen under afhøringerne på Shellhuset og fortalt om illegale adresser og navne på modstandsmænd.”
I en note fortsætter forfatteren:
“Når vi ikke kender de nærmere omstændigheder omkring Knud Herschends og Anders Lassens forhør, skyldes det, at de begge kort tid efter befrielsen flyttede fra Danmark, så politiet ikke nåede at afhøre dem som en del af retsopgøret.”
Senere i bogen forsøger Knud Larsen at begå selvmord for at undgå i forhør, og her skriver Qvist Magnussen:
“Bergstrøm havde gjort det, som SOE-folkene ikke havde haft modet til. Han nåede at knuse sin cyanidkapsel mellem tænderne.”
Men for Frantz Lassens vedkommende er det ikke rigtigt, at hans anholdelse er ubeskrevet. Efter sin udrejse til England var han den 6. juni 1945 til debriefing hos SOE. Af Frantz Lassens rapport herfra – i Knud J.V. Jespersens noter angivet som D/D/4 i PRO.HS 2/118. 1943-1945. Interrogations: H to L – fremgår faldskærmsagentens forklaring:
Han sad kl. 20 den 1. september 1944 ved skrivebordet i sit illegale logi, da det bankede på døren. Han lod sin jakke, hvori han havde sin cyankalium-selvmordspille – hænge over stoleryggen, fordi han var sikker på, at det var en kurer, der meldte sig efter aftale. Det var det ikke; det var Gestapo, og han blev derfor overrumplet uden selvmordspillen på sig.
På det punkt kunne man vælge at brodere videre på kildekritikken og spørge, om Lassen evt. kan have valgt den forklaring for over for SOE at give en rimelig begrundelse for, at han ikke tog sin selvmordspille, men altså: En beretning findes med hans version.
Frantz Lassen var uden nogen mulighed for at bortforklare sig under forhøret, for han havde været ved at forberede skibssabotager på anholdelsestidspunktet og havde kort og skitser fremme på sit skrivebord. Han forklarede, at han var blevet tortureret på Shellhuset hele natten efter anholdelsen og ikke kunne holde stand.

Udestående spørgsmål om Frederiksberg Politi
På nogle punkter kunne jeg have ønsket mig bredere tolkninger end det meget kildenære.
Bogen behandler omstændighederne omkring arrestationen af Holger Danskes aktionsleder Knud Larsen (’Bergstrøm’) den 4. september 1944 i forbindelse med et ledelsesmøde i Holger Danske på Harsdorffsvej 9 på Frederiksberg.
Det herostratiske forløb er beskrevet mange gange i modstandslitteraturen på grund af Frederiksberg Politis fatale rolle, der endte med, at ’Bergstrøm’ blev tortureret ihjel på Shellhuset. Det faste element i fortællingen er den scene, hvor Gestapo ankommer til politistationen på Howitzvej og kræver ‘Bergstrøm’ udleveret. Da Gestapo-folkene er ved at føre arrestanten bort, kalder en kriminalbetjent på Larsen og minder ham om, at han har glemt sin mappe – som han så giver Larsen. Den viser sig at indeholde materiale, som er yderligere forværrer Holger Danske-lederens i forvejen desperate situation.
Men ifølge Qvist Magnussens materiale var der ikke som hidtil troet tale om et groft tilfælde af malkonduite, men om decideret forræderi. ‘Bergstrøm’ var blevet arresteret danske betjente med en pistol på sig nær Harsdorffsvej 9, da der hørtes skud fra villaen. På dette tidspunkt af krigen – i september 1944 – var det generel praksis hos politiet at lempe folk af den slags ud af en bagdør eller på anden måde give dem lejlighed til at slippe væk. Knud Larsen blev tværtimod tilbageholdt i flere timer, og da Gestapo ankom, blev fangen nærmest officielt overleveret tyskerne af en politikommissær ved kriminalpolitiet, som samtidig afleverede mappen. Vel at mærke som en velovervejet handling, ikke en tankeløshed.
Martin Qvist Magnussen beskriver, hvordan de kriminalfolk fra København Politi, der efter krigen efterforskede sagen, mødte en mur af tavshed hos Frederiksberg Politi. Forfatteren oplever den bagvedliggende holdning bag politiets håndtering af det tragiske forløb som mere end problematisk. Det er den gennemgående fornemmelse, jeg som læser har, når jeg læser skildringen hen over seks sider. Men jeg mangler nogle præcise bud på, hvad de dybere grunde til forløbet var. Der kunne ellers være ting nok at afveje mod hinanden:
1). Var der tale om et sammenfald af fejlvurderinger, som man bagefter var flove over og undlod at tale om for at undgå at eksponere enkelte kolleger?
2). Var der tale om en generelt mere negativ linje over for de væbnede modstandsgrupper hos Frederiksberg Politi, end hos politiet som helhed? Efter den 29. august 1943 syltede politiet landet over i stigende grad anmeldelser om sabotage og gjorde hvad de kunne for at hjælpe sabotører med at undslippe. Men i Frederiksberg Politikreds var der – som historikeren Peter Birkelund har fremhævet – så sent som den 22. oktober 1943 en sag, hvor man efterforskede en sag mod Holger Danske-gruppen HD1 med bemærkelsesværdig ihærdighed.
3). Havde det betydning, at Frederiksberg Politi havde et islæt på ca. 10 dedikerede nazister, der bl.a. var aktive i Svend Staal-gruppen, der arbejdede i tysk politis tjeneste, og hvoraf nogle senere fik ledende stillinger i håndlangerkorpset HIPO? Et interessant forløb udspillede sig i forbindelse med BOPA’s sabotage mod Riffelsyndikatet den 22. juni 1944 – den største af alle sabotager under Besættelsen. Gestapo fik hurtigt konstateret, at sabotørerne havde haft rådighed over en såkaldt CB-vogn – en personbil fra Det civile Beredskab hos Frederiksberg Politi – som man havde ‘lånt’. Den holdt sig under sabotageaktionen i beredskab som ambulance, for BOPA regnede ikke med at kunne undgå dræbte og sårede på den farlige aktion. En dansk Gestapo-medarbejder kontaktede bagefter overbetjent Axel Bohm, Frederiksberg Politi, der var en overbevist nazist, som senere blev vagtleder i HIPO. Bohm satte gang i en selvbestaltet intern undersøgelse og fandt ud af, at CB-bilen var blevet meldt stjålet. Den var blevet efterlyst, men efterlysningen indeholdt ikke noget registreringsnummer, så den havde ikke udsigt til at give resultat. Bohm og en nazistisk kollega borede meget i, hvorfor nogle kolleger øjensynlig forsøgte at skjule, hvad der var foregået. Den slags forsøg blev imidlertid forpurret af politimester Johan Parker, der står i Modstandsdatabasen og er anerkendt af bl.a. Holger Danske for at have ydet modstandsbevægelsen tjenester.
Det er en håndfuld indviklede spørgsmål, og det er ikke sikkert, at kildematerialet gør det muligt at trænge til bunds i dem. Men jeg ville gerne have set et forsøg på afvejning af forskellige forklaringstilløb.

Hensyn til efterretningstjenesten?
Også m.h.t. vinhandler Svend Jensen mangler jeg noget, selv om Martin Qvist Magnussen på overbevisende vis peger på ham som den person, der gennem sin forklaring til Gestapo var årsag til ’Flammens’ død.
Qvist Magnussen konstaterer, at politiet efter krigen undlod at gå målrettet efter Svend Jensen og i hele taget at gå videre med sagen. Lederen af efterforskningen vedr. ‘Flammens’ død var politikommissær Hans Peter Andst, Københavns Politi – en vigtig hjælper for modstandsbevægelsen – men han lukkede sagen. Forfatteren skriver herom:
“Meget tyder på, at han tog sin viden med sig i graven, måske af loyalitet over for den danske militære efterretningstjeneste, hvis kontaktperson med stor sandsynlighed angav Flammens opholdssted. Men også af loyalitet over for Holger Danske, som uden politikommissærens rapporter havde friheden til at skabe sin egen historie, som den nu passede ind i efterkrigstidens selvforståelse.”
Det kunne have været fulgt op af nogle overvejelser om, hvorvidt det måske netop var Svend Jensens dybe involvering i den illegale efterretningstjeneste, der var hovedgrunden til, at man lod sagen ligge. E-tjenesten har hele tiden været omgærdet af stor diskretion, og dets arkiv i Rigsarkivet – kadet Stockholm-arkivet – har indtil de seneste år været belagt med særlige restriktioner.
Kunne en medvirkende forklaring på uvilje mod at blotlægge elementer af det danske  efterretningsarbejde være den usikre sikkerhedspolitiske situation, som Danmark befandt sig i? Efterforskningen fandt sted, netop som Den kolde Krig var ved at udvikle sig med Danmark som et meget svagt og udsat land i den vestlige lejr.

Heltestatus intakt
Jeg ender med at give Jagten på Flammen fire stjerner (af seks). Jeg har undervejs overvejet fem, men jeg synes ikke, perspektiveringerne på alle punkter er stærke nok. Det skyldes tilsyneladende, at den bagvedliggende litteraturlæsning ikke har været tilstrækkelig til sådanne perspektiveringer.
Men Martin Qvist Magnussen har lovet sine læsere en veldokumenteret biografi – ikke et videnskabeligt arbejde som sådan – så det er fair nok.
    Jagten på Flammen har fået gode anmeldelser, men bogen har ikke vakt nogen større debat. I mine øjne er årsagen oplagt: ’Flammen’ – og i øvrigt også ’Citronen’ – overlever som modstandshelte denne granskning.
Noget, der til gengæld har været kontroversielt i nogle kredse, er, at lanceringen af bogen fandt sted i Mindelunden i Ryvangen. Det indgik i arrangementet, at Qvist Magnussen lagde en buket på Bent Fauerschou Hviids grav.
Meningerne er delte om det passende i at holde markedsføring på de dræbte frihedskæmperes mindested, men ingen tvivl om, at det for Qvist Magnussen selv er faldet naturligt. Biografiens stil er nøgternt berettende, men den er gennemsyret af agtelse for hovedpersonen og hans korte livsgerning. (Foto: Frihedsmuseets Fotoarkiv)

Skriv en kommentar