Nazistisk drabsforsøg på Ole Bjørn Kraft

I Jyllands-Posten fortalte den 89-årige Ulla Feilberg den 2. maj 2021 om Petergruppens attentat på hendes far, redaktør Christian Hansen Damm, kort efter kl. 18 den 30. december 1943: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12881490/pigen-der-lukkede-op-for-den-tyske-terror/ Drabsforsøget blev begået af den schweizisk fødte SS-mand Louis Nebel, der sammen med chefen Otto Schwerdt og to andre mænd trængte ind i lejligheden på Dosseringen 14, 1.tv., og ramte redaktøren med fire skud.
Inden for den samme time skete der et lignende attentat få hundrede meter derfra, der i samtiden måtte forekomme indlysende koordineret med aktionen på Dosseringen – formentlig begået af den samme organisation. Det var ikke tilfældet.
Jeg afleverede en sidehistorie til Jyllands-Posten sammen med interviewet med Ulla Feilberg, men den blev der ikke plads til. Derfor bringer jeg den herunder.
Drabsforsøget på Ole Bjørn Kraft var en af de få gange, folk fra Schalburgkorpset drog ud for at udførte clearingdrab. Ved andre tilfælde var ofrene læge Willy Vigholt og lektor Aæbert Ibsen, begge fra Slagelse. Ellers stod Petergruppen for terrordrabene, indtil Schiøler-gruppen, Lorentzen-gruppen og Lille Jørgen-gruppen i det sidste halve år af besættelsen kom til.

—– —– —–

Samtidigt attentat på konservativ toppolitiker

Ved et særpræget tilfælde har Ulla Feilbergs barnebarn – 26-årige Asta Feilberg, der er sygeplejerske i København – to oldefædre, der inden for den samme time den 30. december 1943 blev såret ved to af hinanden uafhængige nazistiske attentater inden for få hundrede meters afstand i København. Hun er nemlig datter af Ulla Feilbergs datter, Christine Nørgaard Feilberg, der tidligere har været gift med en sønnesøn af den ledende konservative politiker Ole Bjørn Kraft (1893-1980).
Kl. ca. 18.30, omtrent et kvarter efter drabsforsøget på Christian Hansen Damm, ringede det på døren hos Kraft i Vendersgade 28.
”Den yngste af Sønnerne lukkede op for en høj, spinkel ung Mand paa 22-23 Aar, der spurgte efter Folketingsmanden,” skrev avisen Sønderjyden dagen efter, den 31. december 1943.
”Da han fik at vide, at denne ikke var hjemme, gik han igen. Lidt før Kl. 19 kom Folketingsmanden hjem, og et øjeblik efter ringede den unge Mand atter paa Døren.”
Sønnen lukkede igen op og kaldte på faderen, der kom ud, mens sønnerne og et par andre unge blev tilbage i stuen.
”De hørte pludselig Smældene af 5 Skud, og da de styrtede ud, mødte de Ole Bjørn Kraft, der kom vaklende imod dem med Blodet strømmende ned ad sig,” fremgik det videre af avisen.
”Han var ramt af et Strejfskud i den ene Haandled, en Kugle i venstre Laar, en Kugle under højre Armhule, og endelig var en Kugle trængt ind i Ryggen.”
Den 50-årige Ole Bjørn Kraft blev hentet af en ambulance, og efter en blodtransfusion kom han hurtigt uden for livsfare.
Manden bag drabsforsøget, Jan Sørensen, var sendt ud af Sicherheitsdienst på Dagmarhus under ikke helt klarlagte omstændigheder. Han var medlem af nazistiske Schalburgkorps.

Uddrag fra ‘Modstand-4’: Børge Thing – et prisme for koalitionens opløsning

Ved afslutningen af besættelsestiden var forskellige tanker om en ‘folkehær’ vidt udbredte. Børge Thing (‘Brandt’ – herover i kaptajnsuniform), BOPA’s tidligere sabotagechef, var en af de førende talsmænd for en omorganisering af de militære værn, der skulle gøre op med den traditionelle eksklusive officerselites dominans. Og det blev en del af kompromiset mellem de etablerede politikere og Frihedsrådet, at der skulle åbnes særlige adgangsmuligheder for tidligere modstandsfolk.
Men de politiske vinde vendte hurtigt, og Things eget tiårige forløb i den danske hær er et eksempel på, hvordan højre/venstre-koalitionen bag modstandskampen gik i opløsning under Den kolde Krigs første år.

Følgende uddrag er fra det sidste kapitel af bind 4 af Modstand, der trækker nogle  ind i efterkrigstiden. Teksten er identisk med den, der står i bogen bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

“Den adgang for tidligere frihedskæmpere til de militære værn, som ikke mindst BOPA-chefen Børge Thing (’Brandt’) havde talt for, blev virkeliggjort gennem en lov om nyrekruttering af officerer fra modstandsbevægelsen, som forsvarsminister Ole Bjørn Kraft havde fremsat forslag om i sommeren 1945.
”Lovforslaget er godt og tjener forsvarsministeren til ære,” skrev den kommunistiske partisanleder med en bemærkelsesværdig cadeau til den ærkekonservative Kraft, der i 1930’erne havde sympatiseret med det fascistiske Italien.

Tilforladelig kommunist
Modstandsbevægelsens Befalingsmandsskole blev etableret i Jægersprislejren. Hvis man ville videreuddanne sig til linjeofficer, skulle man søge om et års uddannelse på Hærens Officersskole. Der kom ca. 1200 ansøgninger, og godt halvdelen blev antaget. I februar 1946 fandt de første 299 kongelige udnævnelser sted. Fire var oberstløjtnanter, bl.a. DKP’eren Svend Wagner, 32 kaptajner, deriblandt ’Brandt’, 77 løjtnanter, 76 sekondløjtnanter og 110 underofficerer.
Ifølge en skriftlig bedømmelse fra 1946 havde den 29-årige Børge Thing ’rige evner’ og var egnet til videre uddannelse med henblik på at blive linjeofficer.
”Har selv oplyst, at han er Medlem af det kommunistiske Parti, men har under Tjenesten ved Regimentet ikke paa nogen Maade drevet politisk Agitation,” hed det.

Vindene skifter
Men netop på dette tidspunkt skiftede de storpolitiske vinde mærkbart. Spændingen mellem de vestlige stormagter og Sovjetunionen var tiltaget fra slutningen af 1945, og den 5. marts 1946 erkærede den tidligere britiske krigsleder Winston Churchill i sin berømte tale på Fulton-universitetet i Missouri, USA, at et ’jerntæppe’ havde sænket sig over Europa.
Børge Thing mærkede de ændrede konjunkturer ved, at hans regimentschef åbent erklærede, at det var en skændsel, at kommunister havde fået adgang til at træde ind i hæren.

Frit Danmark-koalitionen brister
Mogens Fog, der under modstandskampen havde været en af arkitekterne bag det tværpolitiske Frit Danmark, var i oktober 1945 blevet valgt til Folketinget for DKP og forsvarede ihærdigt Sovjetunionen. Det resulterede i, at han blev angrebet fra alle sider.
Frit Danmark var fortsat efter krigen under Fogs ledelse som et ugeblad med den målsætning bl.a. at ’stå vagt om en konsekvent gennemførelse af modstandsbevægelsens krav (og) arbejde for videreførelse af den fællesskabets ånd, som har præget modstandsbevægelsens kamp’.
I begyndelsen af 1946 måtte han imidlertid sluge den bitre pille, at Frode Jakobsen – nu socialdemokratisk folketingsmedlem – afslog en opfordring til at engagere sig i bladet. Og John Christmas Møller, medgrundlæggeren af Frit Danmark, som DKP havde ønsket som statsminister i befrielsesregeringen, trak sig ud af redaktionskomitéen.
Kommunisterne var på vej til at blive lige så isolerede som under og efter Vinterkrigen 1939/40. Selv om det skabte lettelse, at Sovjetunionen den 5. april 1946 rømmede Bornholm efter 11 måneders besættelse, var Den kolde Krig uafvendeligt brudt ud.

Fogs forsvar for Prag-kuppet
At Mogens Fog skulle bryde med DKP og gå over til Socialistisk Folkeparti hørte stadig fremtiden til. I februar 1948 forsvarede han kraftigt kuppet i Prag, der førte til mere end 40 års kommunistisk diktatur.
Det førte til et brud i Frit Danmark, hvor hovedledelsen med et stort flertal vedtog en fordømmelse af Prag-kuppet. Fog svarede ikke i bladet, hvori han havde skrevet de fleste vigtige artikler siden 1942, men i et kommunistisk tidsskrift. Kort efter gik han af som formand og blev afløst af Aage Schoch – en markering af at det tværpolitiske fællesskab fra modstandskampen var slut.

NATO-tilslutning splitter
Kort efter fulgte Påskekrisen, hvor frygten for en sovjetisk invasion var akut. DKP-formand Aksel Larsen og Land og Folk beskyldte regeringen og den borgerlige presse for at tromme krigsfrygten op for at gøre det lettere at indlemme Danmark i en militær vestblok. Disse udtalelser blev af den konservative gruppeformand i Folketinget Ole Bjørn Kraft betegnet som ’landsforræderi’.
I det iskolde klima støttede Mogens Fog ihærdigt Aksel Larsen – kun tre år efter, at Fog ved en frokost hos chefredaktør Svend Aage Lund havde fundet fælles fodslag med Kraft om en befrielsesregering under ledelse af Vilhelm Buhl.
Fog og Frode Jakobsen bragte skarpe indlæg mod hinanden i den offentlige debat, og i de følgende år stod de to centrale Frihedsrådsmedlemmer på hver sin side i spørgsmålet om dansk indmeldelse i NATO. Mogens Fog anså tilslutning for et knæfald for amerikansk imperialisme, mens Frode Jakobsen var forfatter til et opråb underskrevet af 39 tidligere modstandsfolk, der argumenterede for dansk NATO-medlemskab og blev husstandsomdelt i hele landet.

Socialdemokraten Frode Jakobsen (tv.) og kommunisten Mogens Fog havde været kernemedlemmer af Frihedsrådet, men blev kort efter besættelsen skarpe modstandere. (Nationalmuseet)

Modstandsveteraners antikommunistiske efterretningsvirksomhed
Frontlinjerne fra årene før og efter den finsk-russiske Vinterkrig 1939-40 var fuldt og helt genetableret efter frihedskampens alliance. Arne Sejr og Niels Thürmer Larsen (nu Frommelt), pionerer i Studenternes Efterretningstjeneste, dannede i 1948 ’Firmaet’. Den var en antikommunistisk organisation, der arbejdede for både Forsvarets Efterretningstjeneste (nyt navn for Generalstabens Efterretningssektion) og USA’s efterretningstjeneste CIA og senere bl.a. foretog ulovlige aflytninger. ’Firmaet’, der senere under Den Kolde Krig foretog ulovlige aflytninger, blev også kendt som ’Blikkenslagerbanden’.

Uegnet til forfremmelse
Tiden var barsk for de kommunister, der var gået ind i forsvaret. Svend Wagner, der havde ydet en alment anerkendt indsats i opbygningen af undergrundshæren, blev få år efter presset ud trods en så høj grad som oberstløjtnant.
For Børge Things vedkommende blev bedømmelserne mere skeptiske efter den positive vurdering i 1946. Han fik ti år i hæren, men i 1953 – under Koreakrigen og efter at Sovjetunionen var blevet atommagt – fremgik det af en bedømmelse fra en i øvrigt velvillig chef, hvorfor Thing ikke kunne forfremmes:
”Kaptajnen er fuldt loyal og pålidelig, men hans overbevisning og indstilling i øvrigt kan i en given situation gøre det betænkeligt at betro ham større opgaver. Dette (…) gør det tvivlsomt, om han er egnet til videre uddannelse.”
En af dem, der klarede sig igennem de ændrede konjunkturer, var Jørgen Jespersen (’KK’), ’Brandts’ reelle næstkommanderende i BOPA, hvis ikke-kommunistiske profil forekom troværdig. Han gennemførte en hel karriere og gik i 1986 på pension som oberstløjtnant.”

Uddrag fra ‘Modstand-4’: 5. maj-skyderierne ved krydseren ‘Nürnberg’

Befrielsesdagene var en stor folkelig forløsningsfest for flertallet, men ikke for alle. 81 danskere blev dræbt ved skyderier i de større byer den 4., 5. og 6. maj 1945, og dagene kostede dermed flere liv, end kampen mellem modstandsbevægelsen og tysk politi på noget tidspunkt havde gjort.
Jeg har i bind 4 af ‘Modstand’ valgt at bruge skyderierne ved den tyske krydser ‘Nürnberg’, der lå i Københavns Frihavn, til at vise de mekanismer, der var på spil: kampiver, nervøsitet, utilstrækkelig information og hævntørst.
Dette uddrag fra bindets næstsidste kapitel begynder natten til den 5. maj 1945. Både det kommunistiske ‘Kompagni Robert’, der har tidligere frivillige fra Den spanske Borgerkrig i spidsen, og en af de såkaldte O-grupper under Den lille Generalstab (dvs. den underjordiske hærledelse) var udkommanderet til at lægge en ring om Frihavnen for at forhindre de talstærke tyske styrker i at bryde ud derfra.

Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

“På Nørrebro var der hos ’deling Moskva’ under det kommunistiske Kompagni Robert skuffelse over alligevel ikke at skulle i kamp ved de planlagte blokpost i Nordhavnen. En kurer kom med Frihedsrådets budskab; det smagte noget tamt. Delingsfører Karl Vilhelm Christensen var på vej i seng efter at være blevet lovet vækning kl. 4.30, men han blev kaldt tilbage af kammeraten ’Flip’, fordi kureren havde skaffet en frisk avis.
”Alt, hvad han kunne samle af hån samlede sig i det ene ord: ’Værsgo!’ Det flimrede vist for mine øjne, da jeg læste for enden af Flips pegefinger: Vilh. Buhl danner Regering. 18 Medlemmer i den nye Regering, 9 fra Frihedsraadet,” erindrede Karl Christensen.
”Hvordan var dette sket? Netop denne mand, der som statsminister (…) havde advaret ungdommen mod sabotørerne (…). Det måtte være en typografisk vittighed.”
Men da han løb Frihedsrådets budskab grundigt igennem, viste han sig som en god DKP’er.
”Mine øjne gled ned over navnene (…) og faldt til ro ved mine to partikammerater, Alfred Jensen og Børge Houmann. Hvad havde jeg at gøre? De to var min garanti! ”

Frihedskæmperarmbind på bordet
Tidligt om morgenen den 5. maj 1945 ankom Kompagni Roberts kurer med udrykningsordren til samlingsstedet for 1. deling, som ’deling Moskva’ nu blev benævnt.
”Han smed et bundt fine nye armbind på bordet mellem hele og skårede kaffekopper, af blåt klæde var de med rød-hvide bånd omkring, påsyet runde metalskilte med noget Danmarkshalløj, løver og hjerter, i relief. Fine sager!” erindrede Karl Christensen.
Ordren gik på at stille senest kl. 8 i Aahusgades Remise på Østerbro; opgaven var at være en del af en jernring, der skulle holde de talstærke tyske styrker i Frihavnen inde.

Unge fra overklassen
En ung mand fra den socialt set diametralt modsatte ende af samfundet var på vej til samme område. Det var den 21-årige søkadet Hans Harboe-Hansen, der kl. 4.30 var blevet hentet på sin dækadresse i Holte af prins Flemming, klassekammerat fra Søofficersskolen og søn af prins Axel, Christian X’s fætter.
”Sammen med en tredje kadet, som allerede var blevet samlet op, og et par stykker til, som vi hentede på vejen, sluttede vi os (…) til, hvad benævntes Frihavnskompagniet,” berettede han.
Ordren var den samme om for kompagni ’Robert’: at danne en ring omkring Frihavnen.

Befrielsesdagene var en blanding af euforisk glæde og en udløsning af indestængt had og kampvilje, der havde hobet sig op i den sidste til af besættelsen. (Nationalmuseet)

Gamle minder fra Spanien
Omkring kl. 7.45 kørte 1. deling af Kompagni Robert i to brødbiler ned ad Blegdamsvej med hver en hjelm- og armbindprydet maskinpistolskytte på forskærmen.
”Morgenfriske københavnere (…) stod på fortovene, vinkede og råbte ’hurra’ og ’leve Danmark’, skrev Karl Christensen, tidligere Spaniens-frivillig.
”Ved Frimurerlogen (…) passerede vi en åben lastbil fyldt med opsamlede mænd og kvinder. To formodede feltmadrasser var allerede klippet skaldede (…), og straks meldte tanken sig, om de spanske piger, der i sin tid gav sig hen til os internacionales, mon havde kunnet nøjes med en sådan behandling?”
Et stykke tid før kl. 8 holdt de to vogne med delingen uden for Sporvognsremiserne.

I marchkolonne mod Riffelsyndikatet
Den 27-årige stud.jur Thore Branth, tidligere logivært for de nu henrettede ledelsesmedlemmer i SE-Transport, havde kun sovet et par timer, da han kl. 9 den 5. maj 1945 meldte sig hos sin militærgruppe. Ordren lød på afgang i marchkolonne for at hente våben på Riffelsyndikatet.
”Den første Del af Turen var den rene Idyl med Hurraraab, Blomster fra Vinduerne og glade Smil, men nede paa Strandboulevarden ændrede Billedet sig under en stærk Beskydning fra Krydseren Nürnberg,” skrev Branth i et dagbogsblad.

Utroværdig forklaring
Søkadet Harboe-Hansen havde på nærmeste hold været vidne til udviklingen. Han patruljerede på Østbanegade mellem Lindenovsgade og brandstationen i retning mod Østerport station.
”Alt åndede (…) fred og ro, da alle kirkeklokker kl. 8 begyndte en times kimen,” fortalte han.
Kort efter kom en tysk personbil, og føreren, der havde tre passagerer med, viste et dokument på dansk udfærdiget af et frihedskæmperkompagni et andet sted i byen.
”Da det så meget rimeligt ud, gav jeg tegn til, at bilen kunne fortsætte for at dreje ind til Frihavnen et par hundrede meter længere henne (…). Med øjnene fulgte jeg bilen (…); dér, hvor den skulle dreje, var også posteret nogle frihedskæmpere, der atter standsede bilen,” skrev Harboe-Hansen.
Umiddelbart derpå åbnede tre-fire mand ild mod føreren og de tre passagerer, der alle blev dræbt. Søkadetten gik derhen for at få en forklaring.
”Jeg erfarede, at de tilhørte en enhed, der hed Roberts Kompagni (…). En af dem forklarede (…), at da de havde standset bilen, havde en i bilen trukket sin pistol, og derfor havde de åbnet ild. Jeg tvivlede og tvivler stadig på, om en i bilen virkelig skulle havde trukket sin pistol. (…) De forekom alle fire fredelige, samarbejdsvillige og kun opsat på at komme ind i Frihavnen.”

Misforståelse eller krigsli’r?
Karl Christensen og en kammerat stod på Kalkbrænderivej og undrede sig.
”Der foregik noget henne ved Ndr. Frihavnsgade igen (…). Det bragede af maskinpistolild, så jeg spænede afsted med pistolen i hånden. (…) Midt ude i krydset stod (…) en lille Adler-personbil gennemhullet som en si og med tre-fire stendøde tyskere delvis hængende ud af de smadrede vinduer og døre.”
En rystet midaldrende mand fortalte ham, at han havde været på vej mod bilen for at høre, hvad personerne ville, da der pludselig blev skudt fra den anden side.
”En misforståelse. Eller ’bare’ simpelt krigslir?” spurgte Karl Christensen i sine erindringer.

Skydning ude af kontrol
Næppe var Hans Harboe-Hansen kommet tilbage til sit patruljeområde, før ny skydning brød løs. Han kunne se folk fra Kompagni Robert i færd med at skyde mod Nordre Frihavnsgade-indgangen til havnen. Samtidig havde skyderi på Østbanegade givet andre frihedskæmpere, der var stationeret på Strandboulevarden, den opfattelse, at tyskerne var ved at bryde ud af Frihavnen. Derfor begyndte de blandt andet at skyde ned langs Lindenovsgade.
”Dette fik igen de ivrige frihedskæmpere på Østbanegade til at tro, at det var tysksindede varulve, der faldt dem i ryggen, så de besvarede ilden op mod Strandboulevarden,” skrev Harboe-Hansen.
Han sprang ifølge sin egen beretning i dækning fra opgang til opgang frem og tilbage ad Lindenovsgade i håb om at få stoppet skyderiet. Et projektil ramte på dette tidspunkt antagelig et gavltårn overfor på Strandboulevardens vestside.
”(Nogle fik) den fejlagtige opfattelse, at der var blevet skudt af en hipomand eller varulv oppe fra dette gavltårn, så en beskydning af det sagesløse tårn fulgte.”

Udfordrer krigsskibet
Kort efter rettede grupperne ved Østbanegade deres interesse mod krydseren ’Nürnberg’.
”En del fandt på at gå op i opgangene i husene nærmest mod Frihavnen eller endog op på tagene dér, hvorfra de over banedæmningen kunne se krydseren. Med deres håndvåben begyndte de så en (…) beskydning af skibet, og ’kampen’ om Nürnberg var indledt,” skrev den 21-årige søkadet.
”Man kan næppe fortænke chefen for Nürnberg (…) i, at han (…) med sit luftværnsskyts lod åbne ild mod de bygninger, hvorfra beskydningen kom. (…) (Man synes) om bord at have fået den opfattelse, at beskydningen var indledningen til et forsøg på at overtage krydseren.”

Den danske Brigades indtog ad Jagtvej i København først på aftenen den 6. maj 1945 ser få fredelig ud, men kort efter at dette billede blev taget, blev der åbnet ild mod soldaterne fra en højtliggende bygning. Om der var tale om desperadoer, der havde været i tysk tjeneste, eller ‘friendly fire’ fra en militærgruppe, er uklart, men tre soldater blev dræbt. (Nationalmuseet)

Trussel med tungt artilleri
Thore Branth og hans kammerater rykkede ind i området, mens skudduellen fandt sted.
”Selv naaede jeg op paa Jernbaneskraaningen ved Aarhusgade, men vores Gruppe blev nu saa kraftigt beskudt, at jeg med min enlige Pistol 1910 trak mig tilbage.”
Hans Harboe-Hansen tog sit bestik efter, at ’Nürnberg’ og alt andet tysk militær havde kapituleret til feltmarskal Montgomery, ikke til den danske frihedsbevægelse.
”Da denne lidet hensigtsmæssige ’kamp’ havde varet et godt stykke tid, forlød det, at der fra Nürnberg var kommet besked om, at hvis ikke beskydningen snart ophørte, ville man svare igen ikke blot med luftværnsskytset, men også med det svære artilleri. Vi var da flere, der omsider fik råbt de vilde krigere op og fik dem til at indstille skyderiet.”

Samlingssted på salatfabrik
Efter at have trukket sig tilbage fra banevolden ved Østbanegade var Thore Branth gået på strejftog.
”(Jeg saa) 4 Stikkere, som var blevet fanget og nu stod med Hænderne i Vejret bag paa en Lastvogn. Folk havde mest Lyst til at myrde dem omgaaende,” noterede han i sin dagbog.
Branth endte i remisen på Aarhusgade. Det var først her, han fandt ud af, at navnet var Korps Aagesen, og at det var dét, han var medlem af. Folk spiste og drak kaffe trods det stadige skyderi; ved 19-tiden marcherede de samlet til en salatfabrik på Strandboulevarden.
”Her sidder 500 Mand samlet i én Fabrik og bestiller ingenting andet end at (…) vente paa at blive overfaldet. Vi kunde ligesaa godt gaa hjem – men det maa vi ikke. (…) Vi venter på Englænderne og Danskerne fra Sverige, men de har ikke vist sig endnu,” noterede Thore Branth med det for dagen karakteristiske mangelfulde overblik.

Uddrag fra ‘Modstand-4’: Ebbe Munck – statsmanden i Stockholm

Ebbe Munck (1905-1974) var en fuldbefaren verdensmand, der som 35-årig ved Danmarks besættelse var en erfaren polarforsker. Som journalist havde han været udsendt til Den spanske Borgerkrig, Vinterkrigen i Finland, og i 1939 havde han opholdt sig i Prag under den tyske indmarch. i 1960’erne blev han hofchef for kronprinsesse Margrethe. (Nationalmuseet)

Eftersom Danmark havde overgivet sig frivilligt den 9. april 1940 og derefter slog ind på forhandlingspolitikken, havde landet – i modsætning til andre tysk besatte lande – ingen eksilregering i London. Derfor måtte spørgsmålene, der drejede sig om modstandsbevægelsens forhold til omverdenen formidles ad andre kanaler.
Det helt centrale omdrejningspunkt i alle besættelsesårene var en mand, der var helt uden politiske poster, men som alligevel fik en statsmandslignende indflydelse. Manden var Ebbe Munck, der i 1940 var Berlingske Tidendes korrespondent i Stockholm, og forblev i den svensk hovedstad krigen ud.
Munck fik afgørende indflydelse på det kompromis, der førte til, at Frihedsrådet og de etablerede politikere i maj 1945 kunne danne regering sammen. Det var et udfald, der helt og holdent var i overensstemmelse med de vestallieredes ønsker.
Nedenstående uddrag fra bind 4 af Modstand, der udkommer den 16. april på Politikens Forlag, drejer sig om Muncks besøg i København i efteråret 1944, der blev centralt for det politiske forløb. Under arbejdet kom billedet til at stå klart for mig af den erfarne politiske journalist, der var vant til at læse spillet og konkludere med skarphed.
I august/september havde Ebbe Munck været på et månedlangt ophold i London. Han havde været til samtaler med det britiske udenrigsministerium Foreign Office,  sabotageorganisationen Special Operations Executive (SOE – nu under navnet Special Forces) og den sovjetiske London-gesandt. Den danske gesandt i USA Henrik Kauffmann kom på besøg samtidig med Munck, og de benyttede lejligheden til at holde et samlet møde med en række danske nøgleaktører i London, bl.a. den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller.
Derfor er det ikke for meget at sige, at Ebbe Munck var en mand med fingeren på pulsen, da han ankom til København. Besøget fandt sted midt under en alvorlig krise for Frihedsrådet, idet det centrale medlem, professor Mogens Fog og redaktøren for det illegale nyhedsbrev Information Børge Outze var blevet arresteret en uge før.

Teksten herunder er som i bogen bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

“Da Ebbe Munck kl. 17.15 lørdag den 21. oktober 1944 ankom med tog til København, var han på det rene med, at han kun kunne færdes ude efter mørkets frembrud. Som opvokset nord for København og med en offentlig profil var risikoen for genkendelse stor. Han var fire dage før brudt op fra Stockholm for at tage på det besøg i Danmark, han havde arbejde frem imod under sit ophold i London. Han fik ud for Kullen bådlejlighed med et motorskib, der sejlede til Vejle.
Kaptajn Svend Schjødt-Eriksen (’Spex’) og faldskærmschef Flemming B. Muus, der hos SOE havde dæknavnet ’Mint’, var dagen efter, den 22. oktober 1944, de første, Munck holdt møde med. De fastlagde besøgsprogrammet og gennemgik våbenforsyningen og andre løbende sager.
”Speks er lidt hårdt trængt i øjeblikket, da to af hans nærmeste mænd er blevet taget og en del kompromitterende materiale er faldet i tyskernes hænder,” erindrede Ebbe Munck med tanke på razziaerne på efterretningstjenestens kontorer, de mange anholdelser og drabet på premierløjtnant F.J. Dehn-Jensen, der alt sammen var sket få dage før. Schjødt-Eriksen var også selv efterlyst, og tyskerne kendte hans rigtige navn. Flemming B. Muus så slidt ud.
”Han ligner nærmest et skelet, men holder stillingen, han har jo den fordel at være ukendt og bevæger sig derfor frit i byen.”

Politikernes faste støtter
Ved 18-tiden mødtes de igen til en lille modtagelsesfest i et separatlokale på Holte Kro. Her var også ’Spex’s og ’Mint’s koner med og dertil Herman Dedichen (’Sømanden’). I det hele taget havde Schjødt-Eriksen, Muus og Dedichen – politikernes støtter – lagt fast hånd om dette vigtige besøg. Det er ikke unaturligt, at Frode Jakobsen mente, at Munck blev ’ført i ledebånd’ af trekløveret.
Gæstens overnatningssted var en villa i nærheden.
”(Jeg) spadserer gennem skoven til mine værtsfolk (..) Jeg har en bagvej åben og er på vagt hele natten, men jeg indrømmer, at jeg er temmelig nervøs,” fortalte Munck.

Der var ekstra gode cigarer på bordet, da Vilhelm Buhl (billedet) sammen med to andre topsocialdemokrater afventede Ebbe Muncks ankomst i det indre København. (Frihedsmuseet)

Topmøde i dunkel klublejlighed
Dagen efter, mandag den 23. oktober 1944, ankom han kl. 17.45 til Nørreport station. Dedichen tog imod ham og ledsagede Munck til en dunkel klublejlighed over for Botanisk Museum, hvor Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft-Hansen og H.C. Hansen var klar til at tage imod gæsten.
”Der står et veldækket bord og venter, og i dagens anledning er der skaffet en extra forsyning af cigarer. (…) Buhl holder en lille velkomsttale,” skrev Ebbe Munck.
Eks-statsministeren understregede betydningen af, at politikerne nu for første gang under krigen fik et direkte budskab fra det allierede udland. Munck refererede i en hel time fra London-møderne, mens politikerne stort set holdt sig til at lytte. Han bekræftede, at der blandt vestmagterne var fuld accept af Vilhelm Buhl som statsminister. Parterne var enige om, at det var overordentlig vigtigt at forbedre forholdet til Sovjetunionen. Socialdemokraterne bekræftede, at de gerne så Kauffmann som udenrigsminister, og de ville gerne have Christmas Møller med i regeringen.
”Vi kom herefter til spørgsmålet om modstandsbevægelsens og kommunisternes deltagelse(…), de tidligere betænkeligheder herom var overvundet. (…) Man havde tænkt sig Mogens Fog som repræsentant for modstandsbevægelsen og Aksel Larsen som repræsentant for kommunisterne,” erindrede Ebbe Munck.

Klar til at betale regningen for SOE-agenterne
Politikerne ville ikke umiddelbart acceptere ministre fra alle fire modstandsorganisationer. Munck måtte til gengæld meddele, at Frihedsrådet ikke kunne acceptere dommer Harald Petersen, der tidligere havde været statsadvokat for København og – kortvarigt – justitsminister 1940-41. Han var politikernes kandidat som justitsminister, men indvendingen var, at han i sin aktuelle stilling i Københavns Amts Nordre Birk havde været med til at dømme kommunister.
Ebbe Munck kom derpå til spørgsmålet om tilbagebetaling til Storbritannien af de udgifter, som faldskærmsorganisationens indsats i Danmark havde kostet. Politikerne bekræftede uden videre, at det var en selvfølge. Efter den politiske drøftelse, der var præget af kompromisvillighed, kom parterne til det, der skilte politikerne og Munck, der fra 1940 havde været en ankermand for det aktivistiske modstandssynspunkt.
”Man ville gerne understrege, at modstandsbevægelsen i Danmark næppe var nået så langt (…) med mindre de legale instanser havde bifaldet og beskyttet. Jeg indvendte, at (…)  (modstandsbevægelsen) (…) tværtimod mente, at det ofte havde været vanskeligere at arbejde, så længe det danske politi var i stand til at udøve systematiske efterforskning, end nu,” sammenfattede gæsten, inden selskabet brød op lidt over midnat.

Dedichen om Frihedsrådet
Inden Dedichen næste dag, den 24. oktober 1944, igen fulgte gæsten på vej, sendte han et telegram til Special Forces. Frihedsrådet havde efter hans mening udviklet sig til en slags mytisk begreb.
”De har en vidtrækkende magt over liv eller død, strejker eller ro i alle dele af landet,” noterede han i meddelelsen, der bestemt ikke var venligt ment.
Mens Frihedsrådet aktuelt faktisk truedes af udslettelse, havde det – som historikeren Jørgen Hæstrup skrev – placeret sig i midtpunktet af en udvikling, der stormede fremad og krævede dets standpunkttagen til stadig vigtigere problemer.
Denne dag var første destination en lejlighed på Østerbro, hvor Ebbe Munck holdt et møde med de  konservative Ole Bjørn Kraft og Poul Sørensen. Dialogen var helt parallel til den, der var foregået med socialdemokraterne.

Avancerede politiske manøvrer
Lige efter mødte Munck Frihedsrådets inderkreds – Flemming B. Muus, Børge Houmann og Frode Jakobsen – i et hus i Hellerup. De var alle enige om, hvor vigtigt det var at holde enhed udadtil, men Ebbe Munck undlod at spørge udtrykkeligt, om Rådet støttede Buhl.
Spørgsmålet er, om det var en tilfældig uklarhed, eller om Munck bevidst valgte at afstå fra at skære ind til benet på dette punkt. Den eneste anden mulighed som statsminister var John Christmas Møller, men Ebbe Munck var på det rene med, hvor lavt Christmas Møllers aktier stod hos briterne – så lavt, at han ikke kunne få et møde med udenrigsministeren i London. Derfor havde han næppe nogen interesse i at anspore til nogen nærmere drøftelse, når han blot havde fået præsenteret den britiske støtte til Buhl og omtalt det positive møde med politikerne. Houmann og Jakobsen har givetvis kunnet se perspektiverne, men de var begge drevne forhandlere, der næppe har fundet tidspunktet velegnet til at udtrykke sig forpligtende – og slet ikke at fremsætte et udtrykkeligt forbehold over for Vilhelm Buhl.

Holdt armlængdes afstand til gammel allieret
Christmas Møller så sig selv som den naturlige leder af en befrielsesregering, og for Frihedsrådet var han – som tiden skulle vise – ikke ude af billedet. Men Ebbe Muncks kølige overblik havde for længst tilsagt ham at se bort fra den konservative eksformand i en central rolle. Dermed abstraherede han fra en fælles fortid.
Som i øvrigt også Erling Foss, havde de begge været konservative modstandspionerer. Et af de initiativer fra den tidligste besættelsestid, som der står et heroisk skær over, er Christmas Møllers og Muncks møde i Ordrup Mose en iskold vinteraften den 29. december 1940, hvor Ebbe Munck – allerede dengang kontaktmand for SOE – for præsenterede John Christmas Møller for en opfordring til at rejse til England. Her kom Møller fra 1942 til at varetage en på flere måder utaknemmelig opgave, men fik varig betydning gennem de radiotaler over BBC, som han fortsat holdt.

Kørt til illegal rutebåd i bagerbil
Hvorom alting er, kunne Ebbe Munck rejse fra København med det resultat, at en ledende rolle til Buhl ikke havde vakt modsigelse. Munck rejste igen ud af landet lørdag den 28. oktober kl. 6.30.
”Han bliver hentet i en bagerbil og sat af på Grønlands Handels Plads, hvor båden venter. Fire unge polyteknikere bevæbnet med maskinpistoler står på deres post for at dække dem (…). Der er syv passagerer, der kryber ned i lasten,” skrev forfatteren Janni Andreassen i bogen At vise flaget.”

Uddrag af ‘Modstand-4’: Da Gestapo slog ned på kvindelig konservatorie-studerende

Som det fremgår af bind 3 af Modstand var Hedda Maaløe, litteraturstuderende på Aarhus Universitet, og flere andre unge kvinder fra Aarhus med i jernbanesabotage, og en gruppe under konservatorielærerinde Karen Brieg forberedte i april 1944 en stor sabotage mod Jydsk Telefon i den østjyske by i tilfælde af en allieret invasion i Jylland. Den kom dog ikke til udførelse.
En af dem, der også var med i arbejdet var Else Marie Haffner Jensen (senere kendt som komponisten Else Marie Pade). Hun beretter i det fjerde og afsluttende bind af Modstand, der udkommer den 16. april på Politikens Forlag, om den dag i efteråret 1944, da hun blev arresteret.
Hedda Maaløe undgik arrestation og meldte sig til Den danske Brigade i Sverige. Det beretter hun om nederst i indlægget.

Teksten herunder er som i bogen bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

“I Marstrandsgade i det indre Aarhus blev den 19-årige musikstuderende Else Marie Haffner Jensen ved 6-tiden den 13. september 1944 vækket af sin mor. Gestapo stod udenfor 3. sals lejligheden og dundrede på døren.
”Jeg sprang ud af sengen, stak i et par sko og trak en strikbluse over natkjolen, mens jeg sagde: ’Det er rigtigt nok… sig, du skal ha’ lidt tøj på, så lukker du op.’ Imens (…) listede (jeg) ned ad bagtrappen og smuttede ind gennem køkkendøren i stueetagen,” erindrede hun efter krigen.

Lånte kurv med mælkeflasker
Det var et ismejeri, og morgenarbejdet var i fuld gang. Efter flere indvendinger fra indehaversken lykkedes det hende at låne en cottoncoat og en kurv med mælkeflasker.
”Lidt efter gik jeg så sorgløst som muligt ud af butiksdøren (…). Jeg blev grebet i armen af en tysk soldat, der spurgte, hvor jeg skulle hen? ’Mælk,’ svarede jeg og pegede ned i kurven. (…) Soldaten viste nu et billede frem af mig, (…) storsmilende i snak med en veninde,” berettede den studerende, der senere blev kendt som komponisten Else Marie Pade.
Hun stak i løb ned ad Marstrandsgades fortov, indtil der lød et skud.
”Så smed jeg mig pladask på maven, mens kurven med mælk sejlede sin egen sø…. (…) Så blev jeg pillet op, ikke af én, men to soldater.”
Gestapo-besøget var et led i en aktion mod en helt atypisk sabotagegruppe, der primært bestod af modne kvinder i fyrrerne. Den 52-årige gruppeleder Karen Brieg, der var Else Marie Haffner Jensens klaverlærerinde på konservatoriet, og flere andre blev samme morgen også anholdt.

Ført op til familiens lejlighed – politimand slået ned
Den studerende blev lagt i håndjern og ført op i opgangen til familiens lejlighed.
Naboen, der var chef for Kriminalpolitiet i Aarhus, havde åbnet sin dør og gjorde et behjertet forsøg på at hævde det endnu fungerende danske politis autoritet.
”Bred og mægtig holdt han sit politiskilt op for næsen af tyskerne og bad dem øjeblikkelig (…) lade mig gå; længere kom han ikke, før han blev ramt i ansigtet af en lige højre og gik bagover og faldt som en træstamme.”

Hos Den danske Brigade: ‘Piger bliver lotter’
Et fra gruppen, den 22-årige litteraturstuderende Hedda Maaløe, var flygtet til Sverige.
”Jeg meldte mig på Brigadens kontor i Stockholm og spurgte, om de kunne bruge mig. Ja, jeg kunne blie lotte, det var dem, der lavede mad til soldaterne,” berettede Hedda Maaløe.
”Jeg indvendte, om de ikke kunne finde bedre anvendelse for en person, der kunne en masse om våben og sprængstoffer. ’Nej,’ kom det meget bestemt fra den unge officer. ’Piger bliver lotter.’ (…) Dette her var tydeligvis den eneste mulighed (…). Jeg blev lotte.”

Adskilt overnatning
Uanset at arbejdet var køkkentjeneste, skulle lotterne alligevel igennem en omfattende militær excercits i Sofielund-lejren, men af hensyn til moralen måtte de ikke overnatte i selve lejren.
”Efter en lang og udmattende arbejdsdag skulle vi derfor (…) gå et langt stykke gennem en buldermørk skov til et hus, hvor vi kunne sove,” erindrede den Hedda Maaløe.”