Ove Munck sammen med datteren Inge som småbarn. Hun gik i 1. klasse den fatale 21. marts 1945. (Privatfoto – gengivet efter Martin Sundstrøm: Karastrofen på Den franske Skole)

Lidt over kl. 11 onsdag den 21. marts 1945 kiggede den 32-årige forretningsmand Ove Munck forbi sine forældres herrekonfektionsforretning Istedgade 87 på Vesterbro i København.

Munck var modstandsmand, idet han var en af de tre Munck-brødre, der tilbage i 1942 havde været med til at etablere den første Holger Danske-gruppe med base i Josef Søndergaards radioforretning ‘Stjerne-Radio’, der også lå i Istedgade. Ove Munck bestyrede nu radioforretningen, idet Josef Søndergaard (‘Tom’) for længst havde været nødt til at flygte til Sverige.

Kirsten Munck – datter af Ove Munck og hans hustru Margit – fortæller om forældrene til forfatteren Martin Sundstrøm:

“Selv om der var krig, var min mor og far levemennesker. På trods af hvad der skete i tiden, så nød de mulighederne, som var. (…) Min far var et menneske, der havde stort overskud til andre, ligesom min mor, der havde et stort hjerte for dem, der havde det dårligt. Og far var en dygtig forretningsmand, så han sørgede for, at vi aldrig manglede noget. ”

Trængte ind i datterens klasseværelse

Kl. 11.15 lød det første af en række øresønderrivende brag i det indre København. Royal Air Force-bombardementet mod Gestapo-hovedkvarteret i Shellhuset var i gang.  Lidt efter kl. 11.20 går det op for Ove Munck, at også Jeanne d’Arc-skolen (‘den franske skole’) på Frederiksberg Allé var blevet ramt. Han stak i vildt løb og nåede frem til skolen ca, kl. 11.30.

Kirsten Munck var dengang to år. Hun havde en storesøster Inge, der var 6½ år og gik i 1. klasse på skolen, der var drevet af nonner fra den katolske Sankt Joseph-orden. Bygningerne var stærkt bombeskadede, og det stod klart, at ruinerne kunne bryde i brand når som helst. Ove Munck trængte sig forbi sammenstimlede folk og ind i hovedbygningen.

“På dette tidspunkt er de første få redningsfolk nået frem, men det er stadig de frivillige, som hjælper med det meste,” skriver Martin Sundstrøm i sin bog Katastrofen på den franske skole – oplevet af børn, nonner og redningsfolk, der udkom i begyndelsen af 2025 på Gads Forlag.

Redningsfolk i aktion på Den franske Skole. Ca. en halv time efter bombesprængningerne brød ruinerne i brand. (Foto: Nationalmuseet)

“Munck forsøger sandsynligvis at nå ind i datterens førsteklasse i den løftede stueetage gennem hoveddøren eller vinduerne. Ifølge familieoverleveringen lykkes det Munck at få flere børn ud og lokalisere sin (…) datter, der er indespærret under en kollapset trappe, men en pludselig sammenstyrtning begraver ham levende. I kirkebogen noteres dødstidspunktet til klokken 12.30.”

Blomsterhav

Ove Munck blev begravet i Frederiksberg Kirke den 27. marts. Blomster og kranse nærmest blokerede midtergangen. Foran altret stod den store og den lille kiste på udbredte dannebrogsflag og med æresvagt omkring.

“Vi taler så tit om, at Gud er kærlighed. Tror vi det så i dag? (…) Når de svære dage kommer, begynder det at knibe,” sagde provst Johannes Engel i sin begravelsestale.

“Det er mere end en talemåde, at Ove Munck gav sig selv for børnene. Det at elske, er altid at give sig selv. Han gjorde det også til sidst. Hånd i hånd gik de ind i døden. (…) Vi beder Gud om, at han vil lyse sin fred over hans båre og over hans lille piges båre. De stod hinanden så nær.”

Livsdygtig – trods alt

Katastrofen satte dybe spor i Margit Muncks og datterens senere liv.

“Hun var som sagt et levemenneske, gik ud og dansede, på Wivex og d’Angleterre. Men hun kom hjem alene. Hun kom videre i livet, men bandt sig aldrig. Hun var glad for min far, og fortalte altid, hvor vidunderlig han var, men det var også alt. Hun dyrkede ham ikke, så det gik ud over mig eller familien. (…) Men jeg har altid været meget stolt at det, min far gjorde,” fortæller Kirsten Munck ifølge Katastrofen på Den franske Skole.

Det hjalp til at holde de frygtelige begivenheder på afstand, at den offentlige omtale af fejlbombardementet af Den franske Skole i flere årtier var begrænset. Men på et tidspunkt så Margit Munck i en tv-produktion, hvor de engelske piloter medvirkede, for første gang optagelserne, der viser indflyvningen og bombardementet.

“Jeg tror, at hun havde fortrængt ulykken på det tidspunkt. Men pludselig ser hun de engelske fly flyve ind over Den Franske Skole og smide bomberne. Hun gik helt i sort og var syg i flere dage efter. Jeg kunne ikke komme i kontakt med hende. Det var så forfærdeligt.”

Margit Munck kom sig dog, og blev igen i stand til at leve et almindeligt liv. Dermed er historien et af de relativt positive momenter i den grundige kortlægning af de bomberates og deres pårørende efterliv, som Martin Sundstrøm har foretaget. En række andre døde tidligt eller måtte leve videre med invaliderende traumer. Og de måtte leve med, at fortællingen om tragedien og ofrene i betydelig grad blev nedtonet af det officielle Danmark, der – som Sundstrøm omhyggeligt redegør for – fandt det mere opportunt at fremstille luftangrebet som en vellykket britiske militæraktion og undlod derfor at betone de massive civile tab mere end højst nødvendigt.