Afslutningen  på mit forord i bogen Uvisheden (Kriminalforlaget), der udkom i oktober 2025. Teksten kan findes på side 39-43 i bogen. Bogen er baseret på efterladte erindringer af kriminalbetjent Carl Bilbo (til højre på nederste række på billedet herover).

—– —–

Regnskabets time

I årene 1945-1947 blev en regulær udrensning gennemført i politiet. Det var f.eks. ikke acceptabelt for politibetjentene på fri fod at have været passive efter den tyske aktion mod politiet.

Modstandsbevægelsen havde sat som betingelse for politimænds forbliven i korpset, at man som minimum havde været medlem af en politigruppe. I den illegale politiledelse havde man allerede før befrielsen konkluderet, at »ren passivitet, der ikke kunne begrundes særligt, f.eks. alder, svaghed o.l., let vil kunne umuliggøre vedkommendes forbliven i politiet«.

De passive måtte udarbejde en udførlig tjenstlig forklaring, og hvis ikke den var god nok, røg de ud. 150 politifolk blev afskediget på det grundlag. 183 politifolk – 85 tjenestemænd og 98 reservebetjente – blev afskediget for forskellige former for unational holdning, typisk unødvendigt samarbejde med tyskerne.

Københavns politimester Ivan Stamm blev afskediget i 1946. Stor villighed til jovial selskabelig omgang med besættelsesmagtens aktører havde kostet ham styrkens respekt. To politimestre blev afskediget for deres embedsførelse under besættelsen, en tredje søgte sin afsked efter at være blevet sat i husarrest, og en række andre fik undersøgt deres forhold. Det fandt en midtjysk politimester så belastende, at han begik selvmord.

Ca. 2000 danske politifolk blev i 1944 deporteret til tyske fangelejre – her krigsfangelejren i Mühlberg. Knap 100 omkom under opholdet. (Frihedsmuseets Billedarkiv)

Ingen politichefer blev draget til retligt ansvar for deres dispositioner under den hårde fase af modstandsbekæmpelsen. En mand som Jens Odmar fortsatte sin karriere på topniveau, nu som drabschef. Politicheferne havde intet besvær med at godtgøre, at de blot eksekverede regeringens politik.

Eigil Thune Jacobsen, justitsminister 1941-1943, ønskede en rigsretssag, men det afslog regeringen. I stedet blev han slidt op af endeløse afhøringer i Den parlamentariske Kommission.

Både Hermann von Hanneken og Günther Pancke blev ved Østre Landsret frikendt for med politiaktionen at have begået en krigsforbrydelse. Retten lagde til grund, at det – jf. Haager Landkrigsreglementet – ikke kunne afvises, at aktionen var en relevant militær foranstaltning ved truende invasionsfare. Von Hanneken blev løsladt, mens Pancke blev idømt 20 års fængsel for sit betydelige medansvar for den tyske terror.

Eftermælet for politiets virke under krigen er blandet. Korpset nød en enorm agtelse i den brede befolkning på grund af de tunge ofre, som Buchenwald havde kostet, og den taknemmelighed, folk følte over at se danske betjente på gaden igen i maj 1945. Hertil kom indsatsen i modstandskampen, der havde kostet op mod 40 politifolk livet.

Carl Bilbo fik et diplom fra Dwight D. Eisenhower, den allierede øverstkommanderende i Europa, som anerkendelse af hans deltagelse i flugthjælp til havarerede allierede flybesætningsmedlemmer.

Men både kommunisterne og mange borgerlige modstandsfolk – specielt dem, der havde været med i kampens tidlige fase – havde en god hukommelse, når det gjaldt politiets nidkærhed i kampen mod illegal virksomhed under samarbejdspolitikken.

Ildesete aktivister
Også internt i politiet var der skarpt optrukne fronter. Forholdet var koldt mellem de politifolk, der havde været modstandspioner, og dem der havde holdt sig til at forrette deres tjeneste ud fra de politiske direktiver, der 1940-43 kom fra regeringen som led i samarbejdspolitikken. . En mand som kriminaloverbetjent Roland Olsen – en af faldskærmsfolkenes tidligste hjælpere – fik bestemt ikke lov til at gå rundt og sole sig i at være kommet ud på krigens vinderside. Faktisk var han tæt på at blive ekskluderet af Dansk Kriminalpolitiforening.

Olsen var blevet nødt til at flygte over Øresund i august 1943. Han rejste til Storbritannien og kom ved befrielsen hjem som britisk officer. Efter sin genindtræden i politiet tog han efter britisk opfordring i forbindelse med afviklingen af Afdeling AS fat på at gennemgå de tusinder af sager, som myndigheden havde efterforsket, for at lave en status. Under arbejdet lavede han et kartotek på over 200 politikolleger, som efter hans opfattelse havde udvist en adfærd, som han fandt kompromitterende.

Centralt for modstandsveteranerne stod drabet på den unge faldskærmschef Michael Rottbøll i september 1942. Kriminalassistent Alexander Øst – manden, der skød Rottbøll – var efter krigen blevet suspenderet fra Københavns Politi, mens han fik sine forhold undersøgt.

Kriminaloverbetjent Roland Olsen (1903-72) var en kontroversiel skikkelse i politiet. (Nationalmuseet)

Endnu inden undersøgelserne var slut, udtrykte fire chefer fra Københavns Opdagelsespoliti i et indlæg i Kriminalpolitibladet ønske om at lade Øst genindtræde i korpset. Det skete også. Roland Olsen ønskede at fortsætte i politiet og undlod at videreføre sit opgør. Han beholdt måske især sin stilling, fordi det på dette tidspunkt var utænkeligt at fyre en førende modstandsmand på et sådant grundlag, men han forblev et fremmedelement i korpset.

De forbitrede følelser mod politiet kom ud i offentligheden for fuld udblæsning i 1969, da den kommunistiske advokat Carl Madsen udgav bogen Proces mod politiet. Han havde selv været modstandsmand og fange i Horserød-lejren og var en af sin tids mest frygtede og skarpsindige debattører.

Bogen indeholdt bl.a. en minutiøs gennemgang af Rottbøll-sagen. Samme år udsendte Danmarks Radio en tv-dokumentar. Selv om der var gået næsten 25 år, var det ikke muligt at få politichefer, der havde haft ansvar under krigen, til at medvirke i udsendelsen.

Tankevækkende tidsbillede

Carl Bilbo må have fulgt tæt med i balladen om Roland Olsen i Dansk Kriminalpolitiforening.  Den fandt sted i hans sidste år i politiet, inden sygdom i 1950 tvang ham til at gå på pension. Det var kun et år før, han døde som blot 36 år gammel.

Carl Bilbo (1914-51) var stærkt engageret i retsopgøret efter besættelsen. Han gik ind for en hård kurs mod dem, der havde gået tyskernes ærinde.

Det fremgår af afslutningen på hans beretning, at han var dybt engageret i et strengt opgør med dem, der havde engageret sig på besættelsesmagtens side under krigen. Han er  indigneret over, at nye retsopgørslove vedtages med nedsat strafniveau, og at tanker vinder frem om benådning og amnesti. 78 danskere blev dødsdømt ved Højesteret; deraf blev 46 henrettet. Ingen tvivl om, at Bilbo var blandt dem, der syntes, de mere eller mindre skulle have været skudt allesammen.

Det er værd at notere sig, at Bilbo uden videre går ud fra, at der er udbredt tilslutning til hans uforsonlige holdninger. På det punkt ser vi rent ind i tidsånden. I kraft af Carl Bilbos tidlige død er hans beretning i sagens natur ufiltreret af den bagklogskab, der nødvendigvis sniger sig ind, hvis en skildring er skrevet eller omredigeret årtier efter begivenhederne.

Men det menneskeligt set mest tankevækkende ved beretningen er hans evne til på nøgtern vis og med præcise detaljer at skildre sin oplevelse af nøden, fortvivlelsen, håbet, overlevelsesmetoderne og rygternes betydning i koncentrationslejrene – og sin og kollegernes vilje til at holde ryggen rank. Det gjorde han for sit eget vedkommende, selv om han led af en alvorlig kronisk sygdom, som forblev ubehandlet under fangenskabet.

På ét punkt vil læseren mærke tidsafstanden på mere end 75 år. Carl Bilbo skriver nogle få og givetvis dybfølte sætninger om savnet af familien. Men vi får ingen detaljer – ikke engang navnene på hustruen og de to helt små børn. Vi har med en årgang at gøre, hvor privatsfæren af mange blev opfattet som … netop privat.

Carl Bilbo med familie tæt på slutningen af hans liv. Datteren Birgitte, der sidder på hans skød, har skrevet et efterskrift til hans erindringer, der nu er udgivet under titlen ‘Uvisheden’.

Skildringen af Carl Bilbos fangenskab  er et vægtigt og prægnant formuleret personligt dokument, der kun bliver stærkere af at blive afsluttet med datteren Birgitte Vedels mindeord. Hun var kun 5 år ved faderens død og dermed det yngste af de tre mindreårige børn, han efterlod. Beretningen ligner en vigtig kilde til de danske Buchenwald-betjentes krigstidsoplevelse, selv om kildematerialet til deres  deportation og lejrophold i forvejen er omfattende.