Uddrag-22 af ‘Modstand-4’: Afsporing af chef-tog skabte krise i modstandsbevægelsen

Generaloberst Lindemann lod bl.a. dette ledvogterhus ved Hjerm nedbrænde som repressalie for sabotagen mod hans personlige tog. (Nationalmuseet)

Erik Rørbæk Madsen (1915-96) fik stærke reprimander for togsabotagen og erkendte fejlskøn (Frihedsmuseets Fotoarkiv)

Natten til den 24. februar 1945 afsporede jernbanesabotører fra Struer den tyske øverstbefalende, generaloberst Georg Lindemanns personline tog syg for Struer. Ingen kom til skade ud over knubs, men aktionen fik voldsomme konsekvenser.
Mest kendt er det, at Lindemann lod en nærliggende gård og et ledvogterhus nedbrænde som repressalie. Men afsporingen var også den direkte årsag til, at besættelsesmagten genoptog krigsretsforfølgelse. Det førte til henrettelse af ikke færre end 62 sabotører i Ryvangen ved København i løbet af blot syv uger – fra februar til april 1945.
Afsporingen af Lindemanns tog fremkaldte stærk kritik internt i modstandsbevægelsen. Hvad nu hvis generalen var blevet dræbt? Det ville have ført til uoverskuelige repressalier, og man havde i den danske modstandskamp omhyggeligt undgået anslag mod tyske toppersoner.
Da f.eks. en likvidering under en biljagt på Valby Bakke i København i sommeren kunne mistolkes som et attentatforsøg på Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede, var de illegale blade hurtige til at rykke med en præcisering af, at det på ingen måde var hensigten at stræbe Werner Best efter livet.
Skræmmebilledet var det dødelige attentat i maj 1942 i Prag mod Reinhard Heydrich, tysk rigsprotektor i Böhmen-Mähren og chef for det tyske Sikkerhedspoliti. Det blev udført at britisk trænede tjekkiske agenter og førte til ugelange voldsomme repressalier – bl.a. massakren på hele den mandlige befolkning i byen Lidice. Nedkæmpelsen var så tilbundsgående, at den tjekkiske modstandskamp nærmest aldrig kom i gang igen.
Aktionen fra Struer-sabotørerne bundede ikke i nogen ordre oppefra. Den blev iværksat af Erik Rørbæk Madsen, ingeniør på B&O og byleder i Struer. Han var arketypen på den civile modstandsleder, der på et tidligt tidspunkt havde grebet til våben mod besættelsesmagten. I besættelsestidens slutfase stødte folk af hans type hyppigt sammen med folk fra det militære system – udsendt af den lille Generalstab – der i stigende omfang tog kontrol med modstandsbevægelsen.
Nedenstående uddrag er fra bind 4 af Modstand. Det bygger blandt andet på Erik Rørbæk Madsens erindringsbog Vælg din egen skæbne. Det viser blandt andet den svært overskuelige organisation og kompetencestrid, der var notorisk i den jyske modstandskamp i det sidste krigsår. Konflikterne fik den samlede betegnelse ‘Den jyske strid’.
Teksten herunder består af flere sammenklip fra min bog. Teksten er identisk med den, men jeg har tilføjet mellemrubrikker.

—– —–

Kaptajn Carl-Gustav Schøller var modstandsbevægelsens regionsleder i Nordjylland. Han havde tidligere engageret sig i den civile modstandsbevægelse og havde i den forbindelse bl.a. været til instruktion i Erik Rørbæk Madsens hjem. Nu skrev han en alvorlig irettesættelse til den samme mand. (Frihedsmuseets Fotoarkiv)

Tre dage efter Ranum-mødet (et ledelsesmøde i Toldstrup-organisationen), den 14. marts 1945, skrev kaptajn C.-G. Schøller, ny Region I-leder, et brev til Erik Rørbæk Madsen (’Givskov’) om sabotagen mod Lindemanns tog. Schøller var rystet over, at den 29-årige Rørbæk Madsen kunne finde på at foretage aktionen i betragtning af de repressalier, der ville være indtruffet, hvis generalen var omkommet.
”I det foreliggende Tilfælde har De saaledes vist en i Forhold til Deres Uddannelse og Alder forbløffende mangel paa Omtanke,” skrev regionslederen
”Lige saa klart det er, at vi skal sætte haardt mod haardt, hvis Indsatsen er det værd, ligesaa forkasteligt vil det være at udføre Gerninger, der uden Gevinst for os bringer Død og Ulykke over danske Medborgere. Så hellere give Afkald paa den Smule Propaganda.”
Brevet blev sendt til ’Givskov’ gennem distriktslederen, og han fik at vide, at han ville blive udelukket fra organisationen i gentagelsestilfælde.

Forsinket modtagelse af brev
Erik Rørbæk Madsen så dog først brevet flere uger senere, for dagen efter, den 15. marts 1945, blev han opsøgt af læge Einar Ammundsen (’Bloch’), der kom på vegne af Jens Toldstrup. Jyllandsledelsen skulle have et nyt medlem fra Dansk Samling efter Børge Eriksen, og Toldstrup ville gerne have sin nære ven og rådgiver Anton Rask optaget. Det skulle ’Givskov’ prøve at formidle i kraft af et personligt bekendtskab med partiformand Arne Sørensen.

Anklage: Uværdig til tillid
Da Erik Rørbæk Madsen kom hjem (fra København), lå der en kuvert til ham fra Valdemar Hoffmann Laursen, distriktsleder for Struer. De to breve, der kom frem, da han åbnede den, viste i koncentreret form, hvor spændt stemningen var blandt lederne i den jyske modstandsbevægelse.
Hoffmann Laursen havde den 15. marts modtaget et brev til orientering fra Jens Toldstrup om, at Rørbæk Madsen (’Givskov’) var udnævnt til modtagechef i Struer. Da han som distriktsleder intet havde hørt om dette, opfattede han det sådan, at ingeniøren havde handlet bag hans ryg.
”Jeg beklager at have vist Dem en Tillid, som De ikke har været værdig til. (…) Jeg maa forlange, at De holder Dem helt ude fra Arbejdet, indtil jeg kan meddele Dem min endelige Beslutning,” lød det blandt andet i brevet.
Hoffmann Laursen vedlagde tilrettevisningen fra regionsleder Carl-Gustav Schøller, der var udformet to uger før, men som Rørbæk Madsen nu så for første gang. Brevene ramte ham hårdt. C.-G. Schøller var en modstandskammerat fra den tidligste tid og havde givet sprængstofinstruktion i Erik Rørbæk Madsens hjem. Hoffmann Laursen var kontorchef på B&O og dermed en kollega.

Svaret, der aldrig blev sendt
Ingeniøren udfærdigede et svar på kaptajn Schøllers tilrettevisning, som han fremsendte gennem kommandovejen, men Laursen afviste at videresende det. I stedet skrev Rørbæk Madsen til Toldstrup, hans direkte overordnede i modtagearbejdet, og modtagechefen sendte læge Anton Rask som ’parlamentær’. Rask og Rørbæk Madsen, der begge var på cykel, mødtes på vejen mellem Holstebro og Vinderup og fulgtes til Hoffmann Laursens illegale logi.
Tingene blev landet i mindelighed, idet Erik Rørbæk Madsen fortsatte som modtageleder i Struer, men distriktslederen holdt fast på, at hans brev til Schøller ikke ville blive sendt.

Erkendte fejlskøn
I brevet erkendte Rørbæk Madsen, at aktionen mod generaloberst Lindemanns tog var udtryk for et fejlskøn, men han benægtede at have udvist manglende disciplin. Han sad selv i byledelsen og havde kompetence til at iværksætte aktioner, og distriktslederen var ikke i byen. Dette turde være et illustrativt eksempel på mange civile modstandsfolk syn på den tiltagende officerskontrol.
”Jeg benytter samtidig Lejligheden til at beklage den dårlige militaristiske Kommandotone, man på det sidste er begyndt at anvende. Dette kan man ikke tillade sig over for mennesker, der i Årevis har risikeret alt for frivilligt at gå med i Kampen for Sandhed og Ret, og som har taget deres Broderpart af Tørnen,” skrev Erik Rørbæk Madsen i det ikke-videresendte svar.

 

Uddrag-21 af ‘Modstand-4’: Våbenleverancer fra vest – det store teknologiske spring

En britisk Short Stirling-maskine nedkaster containere ved Annebjerg syd for Grenaa i efteråret 1944. Billedet regnes for ægte. (Nationalmuseet)

Hos formentlig langt de fleste danskere stammer forestillingen om nedkastningerne fra Royal Air Force af containere med våben og sprængstoffer fra beretningen om Hvidsten-gruppen eller andre tidlige modtagegrupper.
De var aktive i foråret og sommeren 1943, og det var af afgørende betydning at modtagepladsen lå i et område med let genkendelige konturer – f.eks. en sø – så piloten kunne se, hvor nedkastningen skulle ske. Et sigtbart vejr var også af stor betydning.
Men det var mindre end 5 pct. af den samlede mængde af nedkastninger under Besættelsen, der fandt sted under forholdene fra  Hvidsten-perioden.
Krige fører ofte store teknologiske fremskridt med sig, og det gjaldt også her. I 1944 blev det såkaldte Eureka-pejlefyr taget i brug, og det er netop dette, der beskrives i nedenstående uddrag af ‘Modstand-4’.
Fire pejlefyr i den nordlige del af Vestjylland satte i mange tilfælde de vestallierede bombemaskiner, der kom leverancerne, i stand til at klare opgaven i dårligt uden særlige pejlemærker i terrænet.
Ca. 95 pct. af samtlige container-nedkastninger fandt sted fra august 1944 til maj 1945 – altså i Besættelsens sidste ni måneder.
Teksten er identisk med den fra bogen bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—— ——

Nær den vestjyske kyst fik Special Forces fik fire faste stationer for Eureka-pejlefyr. Det var en ensom tjans at bemande en sådan station.
”Hver Eureca havde sit særlige kodenavn, og hver gang, der var nedkastning, blev disse navne nævnt i særmeldingen,” fortalte Jens Toldstrup.
”Operatørerne skulle på sådanne nætter sidde ved deres apparat på et koldt loft, i et kirketårn eller hvor det nu var placeret, med hovedtelefon og lytte (…), og der kunne undertiden på denne måde gå 14 dage, uden at de fik nattesøvn.”

Radioimpulser med lav bølgelængde
Erik Rørbæk Madsen blev som radioingeniør udset til at stå for den første opstilling. Han fik gennem sine forbindelser i Dansk Samling kontakt til kunstmaler Poul Rytter, der boede sammen med sin kone i en plantage ved Husby Klit nær Ulfborg.
Eurekaen blev sendt til ham på B&O, og spørgsmålet var nu, hvordan de skulle få den ud i klitterrænet, da der var tyske vagter. Pejlesenderen var batteridrevet og krævede en 12 volt akkumulator. Den skaffede han selv og dertil et ladeaggregat og en ekstra akkumulator.
”Eureka-sysmet fungerer således, at stationen udsender radioimpulser med megen lav bølgelængde (…). Antennen (…) var så lille, at ingen ville opfatte den som en senderantenne. Rækkevidden (…) var 100-200 km,” forklarede ingeniøren.
”Når maskinen var indenfor rækkevidden og ’svarede’ stationen, hørtes i Eurekaen en tone. Stationen skulle så begynde afsendingen af et morse-signal (…). Systemet var så nøjagtigt, at flyverne ved hjælp af 2 stationer kunne krydspejle sig til nedkastningsstedet med få meters nøjagtighed..”

Fik lift af tyske soldater
Kollegaen Arne Kruse Andersen bragte apparatet til bestemmelsesstedet.
”Arne tog toget til Ulfborg med kufferten (…) (og) spadserede nu ud ad vejen til Husby, let klædt i sommerdress. På vejen kørte flere lastbiler med tyske soldater,” skrev Rørbæk Madsen.
”Med en af disse fik han en lift og langede kufferten med senderen op på bilen. En tysk soldat satte sig straks på den. På den måde kom han igennem den tyske vagt ved tankspærringen.”
Flyene blev herefter på deres missioner mindre afhængige af månelys og kunne ofte kaste deres last i mørkt og usigtbart vejr.

Billede 2 og 3 (begge Nationalmuseet):
En transportabel Eureka demonstreres efter krigen – dels på afstand dels tæt på. Opfindelsen lettede i høj grad nedkastningsoperationerne, efter at den var blevet introduceret i foråret 1944. (Nationalmuseet)

 

Anmeldelse: Veldokumenteret, velskrevet biografi om ‘Flammen’

Fire stjerner til Martin Qvist Magnussens bog Jagten på Flammen (forlaget Grønningen, oktober 2024)

Biografien om Bent Fauerschou Hviid udkom på forlaget Grønningen 1 den 18. oktober 2024 – 80-årsdagen for hans død.

Selv om Martin Qvist Magnussens biografi Jagten på Flammen er en bog på over 300 sider, har ganske mange formentlig læst den mere eller mindre i ét stræk. Den er godt skrevet og spændende. De opsigtsvækkende passager står i kø.
Der er gedigne nyheder, men det er ikke det hele. Med jævne mellemrum begynder sekvenser, som læsere med godt forudgående kendskab til modstandskampen uvilkårligt opfatter som velkendte, fordi mange forfattere tidligere har skildret dem. Men så viser det sig, at Qvist Magnussen også i disse tilfælde kan bringe nye detaljer og facetter.
Bogens hovedperson er Bent Fauerschou Hviid (1921-1944), Holger Danske-frihedskæmperen, der siden 1945 har været et modstandsikon. Han var en alsidig partisan, men er især kendt for en række likvideringer fra december 1943 til sin død i oktober 1944.
Titlen henviser til, at ’Flammen’ for Gestapo –  det tyske hemmelige politi – blev fjendebilledet  frem for alle. I deres verden var han ’terroristen’, som man i en stribe tilfælde var på nippet til at anholde uden at det lykkedes. Jagten var nådesløs, og talrige modstandsfolk oplevede at blive gennemtæsket, hvis tyskerne troede at de pågældende havde oplysninger, der kunne føre dem til frem til Fauerschou Hviid.
Martin Qvist Magnussens væld af nye oplysninger stammer især fra politiets efterforskningsmateriale fra den umiddelbare efterkrigstid, der først er blevet tilgængeligt i Rigsarkivet for nylig, og fra udenlandske arkiver. Forfatteren, der oprindelig var kriminalbetjent, har været grundig og skaffet mange oplysninger fra Bent Fauerschou Hviids tidlige liv, bl.a. en ’barnets bog’ i en kasse i lokalarkivet i Frederiksværk.
Den grundige biografi er så meget mere velkommen, som at der trods Bent Fauerschou Hviids fremtrædende plads i fortællingen om frihedskæmperne ikke er udgivet nogen bog særskilt om ham tidligere.
Man skylder en så spændende bog den respekt ikke at ødelægge spændingen ved at løse gåden. De centrale højdepunkter er imidlertid blevet omtalt i tidligere anmeldelser og features, så jeg vil ikke lade mig begrænse på det punkt.
Men jeg frygter bestemt ikke at tage værdi fra bogen. Selv om denne anmeldelse er lang, bygger den kun på et smalt udpluk af et stort antal forløb. Blandt andet har jeg udeladt en håndfuld interessante aspekter, fordi de er blevet omtalt udførligt af andre anmeldere.

Skød og dræbte nazist, der holdt 2-årig søn i hånden
Enkeltheder fra politirapporterne bringer os med nye detaljer tæt på, hvor brutal likvideringskrigen egentlig var. Nedskydningerne den 20. december 1943 af kaptajnløjtnant Erik Østergaard-Petersen og redaktør Erik Hans Gaust var ’Flammens’ to første vellykkede likvideringer. Aktionsholdet var på fire; de tre andre deltagere var Jørgen Haagen Schmith (’Citronen’), Patrick Schultz (’Lille-Bent’) og Erik Koch Michelsen (’Mix’).
Da likvideringernes berettigelse for begge de udpegede personers vedkommende er hævet over tvivl, var de velegnede til at udgøre en ukontroversiel åbningssekvens i Ole Christian Madsens storfilm ’Flammen og Citronen’ fra 2008, hvor Thure Lindhardt spiller Bent Fauerschou Hviid. Dengang var det kendt, at Østergaard-Petersens hustru og to mindre børn befandt sig i lejligheden på 4. sal, Gammel Kongevej 78 på Frederiksberg, da Fauerschou Hviid skød og dræbte ham. Erik Østergaard-Petersen havde åbnet døren, da der blev ringet på.
I Jagten på Flammen får vi yderligere at vide, at kaptajnløjtnanten, der var en hovedaktør i organiseringen af Folkeværnet under det nazistiske Schalburgkorps, stod i døråbningen med sin 2-årige søn i hånden, da den 22-årige Holger Danske-mand trykkede af og traf Schalburg-manden med et skud i maven og ét i hovedet.
”De to patronhylstre, der fløj fra pistolen, blev senere fundet på hovedtrappen mellem 3. og 4. sal. Der var tale om 7,65 mm hylstre af mærket SBP,” skriver forfatteren og lader – som det er gennemgående i bogen – detaljer og kendsgerninger tale deres eget tyste sprog.
I en situation, hvor den chokerede hustru skreg højt og længe, var de fire Holger Danske-folk koldblodige nok til at ransage lejligheden. Det var det, der gjorde, at de fik det virkeligt værdifulde udbytte med, nemlig medlemslister og andet centralt dokumentationsmateriale vedr. det miljø af danske nazister, der var kernetropper i tysk politis bekæmpelse af modstandsbevægelsen.
For redaktør Gausts vedkommende får vi beskrevet, hvordan Bent Fauerschou Hviid – efter at Gaust havde åbnet døren til sin lejlighed på 2. sal på Bogtrykkervej 25 i Bispebjerg i København – straks affyrer sin pistol og følger efter redaktøren ind i boligen. Her gør ’Flammen’ arbejdet færdigt med en række skud i Gausts bryst, efter at han var væltet om i sin sofa i stuen.

Forhør med hæmningsløs vold
Fra Gestapos jagt får vi beskrevet, hvordan en gravid kvinde efter en razzia mod Snekkersten Kro i august 1944, blev hentet til afhøring som pression mod hendes mand, der havde arbejdet sammen med ’Flammen’. Det lykkedes ikke i første omgang at aftvinge manden oplysninger.
Han blev da truet af Gestapo-folkene med, at de ville tæve hustruen i maven med en stavgranat, til hun aborterede, hvis han ikke fik munden på gled. Det fik manden til at tale.
Vi får skildret, hvor voldsomt grønthandler Bent Høgsbro Østergaard (’Gemüse’) – en nær medhjælper til Fauerschou Hviid – var præget af Gestapos mishandlinger under afhøring. Oplysningerne findes i politirapporten og i akterne fra Frihedsfonden vedr ’Gemüses’ erstatningsansøgning. Torturen var tilsyneladende særligt brutal, fordi det lykkedes fangen at holde stand og undgå at give brugbare oplysninger.
En politifuldmægtig, der også var blevet arresteret som modstandsmand, var blevet udpeget som medhjælper for en tysk sanitetsmand og så derfor Høgsbro Østergaard umiddelbart efter anholdelsen.
”Hans hoved var ganske ophovnet og blodigt over det hele, og såfremt denne blodige ’kødklump’ ikke havde siddet på en menneskekrop, ville det have været umuligt at identificere den som et menneskehoved,” forklarede politifuldmægtigen efter krigen.
Da den tyske sanitetsmand spurgte, hvordan han var kommet til at se sådan ud, havde ’Gemüse’ kun kunnet sige nogle svage lyde, men sanitetsmanden kunne dog opfatte ordet ’Vernehmung’ (forhør).
Der er ikke som sådan noget nyt i, at Holger Danskes aktionsleder Knud Larsen (’Bergstrøm’) døde af indre blødninger i Gestapo-borgen Shellhuset den 9. september 1944. Han blev sparket ihjel af den danske Gestapo-leder Ib Birkedal Hansen som kulmination på en ekstremt voldelig afhøring.
”Af politiets rapportmateriale fremgår detaljer, som er så voldsomme, at de ikke tåler gengivelse her,” skriver Qvist Magnussen.

Rutemandens fatale uforsigtighed
Jeg synes, at bogen har et sobert etisk niveau. Der er ting, der må være smertefulde for de efterlevende at konfrontere. Det gælder ikke mindst efterkommerne til den illegale rutemand Jørgen Palm Petersen, der blev dræbt under Royal Air Force’s angreb på Shellhuset den 21. marts 1945.
Det viser sig, at Gestapos anholdelse af ham og efterfølgende afhøring under tortur ikke – som hidtil troet – skyldtes den danske Gestapo-mand Arno Hammeken, men stikkeri fra Palm Petersens  egen svigermor.
Men der kan ikke være tvivl om, at oplysningerne er historisk vigtige, og at hensyn til efterkommeres følelser må vige. Jørgen Palm Petersens anholdelse den 14. oktober 1944 skyldtes, at han begik den store uforsigtighed at komme på besøg i sit hjem i anledning af, at hans nyfødte datter kom med moderen hjem fra fødeklinikken. Gestapo ventede på ham, og afhøringen af Palm Petersen, der var leder af De frie Danske-organisationens Øresunds-ruter, førte til en stribe razziaer.
En af dem foregik på Gammel Kongevej 95 Frederiksberg, hvor folk fra modstandsbevægelsens absolutte inderkreds holdt møde. Blandt de anholdte var professor Mogens Fog, leder af det illegale blad Frit Danmark og medlem af Danmarks Frihedsråd, og redaktør Børge Outze, hovedkraften i det illegale nyhedsbrev Information.
De anholdte blev ført til forhør på Shellhuset, og Martin Magnussen piller også i dette forløb ved den veletablerede fortælling. Han argumenterer for, at Fog under afhøringerne på Shellhuset  blev presset til at give oplysninger, der muligvis kan have ført frem til, at Gestapo samme aften fandt frem til Jørgen Haagen Schmidts skjulested i en villa på Jægersborg Allé. Her blev ’Citronen’ dræbt efter en langvarig ildkamp.
Den offentligt kendte læge og modstandshelt tilkendegav i sine offentlige udtalelser og erindringsskrifter efter krigen, at det var lykkedes ham at give Gestapo-folkene indtryk af at være en verdensfjern akademiker, der havde meget lidt konkret viden, idet modstandskampen for ham mest foregik på det ideologiske plan.

Da vinhandlerens navn dukkede op
Bogen er bygget op med et crescendo ad dramatiske begivenheder. Kulminationen indtræffer med arrestationerne af faldskærmsagenterne Frantz Lassen og Knud Herschend den 1. september 1944, Palm Pedersen anholdelse den 14. oktober samt en Gestapo-razzia mod den illegale efterretningstjenestes bearbejdningskontor i Arresøgade den 17. oktober 1944. De førte hver især til yderligere en række Gestapo-razziaer.
Qvist Magnussen dokumenterer med en til vished grænsende sandsynlighed, at razziaen i Arresøgade førte til, at ’Flammen’ dagen efter, den 18. oktober 1944, blev overrumplet af Gestapo i sit illegale logi hos direktør Erik Nyegaard på Strandvejen 184 nord for København. Han undgik fangenskab ved at begå selvmord ved bide hul på en cyankaliumpille.
På disse sider bliver det nærværende, hvor tæt modstandsbevægelsen i den sidste krigsvinter var på at blive sat helt ud af spillet.
Årsagen til at Gestapo fik ram på ’Flammen’ var en forklaring af vinhandler Svend Jensen (’Solbærret’), som nogle vil huske for hans vigtige birolle i ’Flammen og Citronen’, hvor han blev spillet af Jacque Lauritsen. ’Solbærret’ var en centralt placeret illegal efterretningsmand, og Gestapo kunne hurtigt i materialet fra Arresøgade konstatere, at Svend Jensen var nævnt et stort antal gange i tjenestens arkiv.
Detaljerne kendes ikke, fordi myndighederne efter krigen undlod at beskæftige sig nærmere med Jensens sag. Men det er indlysende, at vinhandleren den 17. oktober måtte imødese ganske forfærdelige afhøringer. Hvis han da ikke – i form af oplysninger om ’Flammen’ – betalte Gestapo for at undgå dem.

Bent Fauerschou Hviid indledte sit modstandsarbejde med bladarbejde i De frie Danske, derpå med hjælp til jøder på flugt. Fra november 1944 var han Holger Danske-manden ‘Flammen’. (Frihedsmuseets Fotoarkiv)

Leifer-mysteriet
Forfatteren kommer ind på fuldmægtig Vilhelm Leifer, den kontroversielle leder af Rigspolitichefens Visumkontor. Leifer blev ind imellem kaldt ’Flammens far’, fordi han havde en særlig evne til at influere på den unge mand. Han beordrede Fauerschou Hviid til at foretage flere likvideringsforsøg.
Aktionerne faldt for det umiddelbare blik ind i mønstret for modstandsbevægelsens likvideringer, men Leifer har siden dengang været mistænkt for at havde ønsket de pågældende personer ryddet af vejen for at slette sporene efter et dobbeltspil, han havde drevet med bestemte tyske aktører – et spil, der bl.a. involverede store økonomiske interesser.
Gåden om Vilhelm Leifer er forblevet uforløst, fordi en retssag mod ham efter krigen blev indstillet, fordi modstandsbevægelsen meddelte, at man tog ansvaret for de likvideringsforsøg, der var blevet foretaget på Leifers ordre. Og så måtte politiet ifølge aftalen mellem politikerne og modstandsbevægelsen ikke efterforske sagen yderligere, og strafferetslige skridt skulle indstilles.
Afgørende her var den stilling, som modstandsorganisationen Holger Danske indtog. HD-manden Patrick Schultz (’Lille-Bent’) sagde efter krigen, at Leifer burde meldes og strafforfølges, men han blev ifølge Quist Magnussen sat på plads af centrale personer i Holger Danskes kreds af veteraner, der sørgede for at ensrette fortællingen: At Vilhelm Leifer var frihedskæmper.
Politihistorikeren Henrik Stevnsborg har sat spørgsmålet på spidsen ved at skrive, at han vurderer Leifer til at have været 51 pct. modstandsmand og 49 pct. på tysk side. Holger Danske-historikeren Peter Birkelund har derimod anført, at de pågældende personer godt kan være kommet på likvideringslisten, fordi de efter de sædvanlige kriterier ansås for at være til fare for modstandskampen. Martin Qvist Magnussens vurderinger hælder klart til den Leifer-kritiske side.
Han henviser i øvrigt i selve bogen til, at en biografi om Vilhelm Leifer er under udarbejdelse af journalist og forfatter Anders Lindemann, og – ret opsigtsvækkende – skriver han i sit forord:
”Som læseren af denne bog vil erfare, kan man ikke forstå Flammen uden også at forstå Leifer. De to bøger vil samlet set give det fulde billede af Flammen og skabe større forståelse.”

En mand, der talte gennem sine handlinger
Der er kun lidt i biografien, der ændrer billedet af ’Flammen’ som person. Begrænsningen ligger i nok i sidste ende i hans personprofil. Bent Fauerschou Hviid var en mand, der skrev sig ind i historien i kraft af sine handlinger, mens han – ifølge det hidtil kendte – som 23-årig næppe har givet sig af med at analysere sit liv på skrift. Antallet af bevarede breve – ofte de bedste kilder til en biografi – er ikke stort. Forfatteren er derfor stort set henvist til at afveje udsagn fra personer, der på den ene eller anden måde har mødt Bent Fauerschou Hviid.
Det er interessant, men ændrer ikke billedet afgørende, at den unge mand var tysklandsarbejder i en periode og næppe en mand, der fra sine ophold i Tyskland og Østrig var så intenst antinazist, som myten fortæller. Over 100.000 danskere var tysklandsarbejdere, så det var der ikke noget usædvanligt i. Og selv om nogle frihedskæmpere havde haft en snorlige antinazistisk holdning fra de tidlige teenageår, nåede mange andre frem til deres valg om at gå ind i kampen ad en knap så lige vej.

Byture med dansk Waffen-SS-soldat
Bent Fauerschou Hviid havde i sommeren 1942 et kortvarigt fællesskab på byture med den danske Waffen-SS soldat Tage Petersen i miljøet omkring Birkegaarden – forældrenes hotel i Nordsjælland. Her bemærker Qvist Magnussen, at Tage Petersen i 1949 blev henrettet under retsopgøret efter dødsdom ved alle tre retsinstanser. Han var i slutningen af krigen et ledende medlem i den såkaldte Lorentzen-gruppe – en terrorgruppe under HIPO, det danske håndlangerkorps i tysk tjeneste.
Det kan Fauerschou Hviid naturligvis ikke gøres ansvarlig for. Når han havde en vis samklang med Waffen-SS-soldaten, kan et moment havde spillet ind, som ikke er med i Jagten på Flammen. Tage Petersen var blandt de danske soldater, der havde kæmpet kortvarigt i Sønderjylland mod den tyske hær den 9. april 1940. Det kan udmærket have været noget, der har givet point hos en aktionsparat ung mand som Bent Fauerschou Hviid.
Disse byture kan ikke bringe ’Flammen’ under nogen mistanke for at have været opportunist. Han var begyndt at snuse til modstandsarbejdet allerede i 1942 og havde tydeligvis valgt side i god tid inden besættelsestidens store vendepunkt: den 29. august 1943.

Klar fejl vedr. Frantz Lassen
Jeg har også nogle indvendinger. Blandt de vigtige er, at der mangler en litteraturliste.
Spredt i noterne er et større antal henvisninger til et begrænset antal bøger, som forfatteren har trukket på. Netop når det gælder et emne som modstandskampen, hvor litteraturen er nærmest uoverskueligt stor, er der ofte divergerende faktuelle oplysninger om og tolkninger af de samme forløb. Martin Qvist Magnussen fortæller historien, laver tætte referencer til arkivalske dokumenter og lader det være tydeligt, når der er punkter, han ikke med fuld sikkerhed kan konkludere på, men han diskuterer kun i begrænset omfang med tidligere litteratur.
Et værk, der tilsyneladende ikke er indgået i hans arbejde, er Med hjælp fra England, Knud J.V. Jespersens tobindsværk om den britiske sabotageorganisation SOE og modstandskampen i Danmark. Quist Magnussen skriver om anholdelserne af de to faldskærmagenter Frantz Lassen og Knud Herschend den 1. september 1944:
”Ingen af dem havde modet til at tage deres eget liv, og det skulle vise sig at blive fatalt – for andre. Selv om det ikke er beskrevet i kilderne hvad der skete, da (de) blev anholdt, så må mindst en af de to være brudt sammen under afhøringerne på Shellhuset og fortalt om illegale adresser og navne på modstandsmænd.”
I en note fortsætter forfatteren:
“Når vi ikke kender de nærmere omstændigheder omkring Knud Herschends og Anders Lassens forhør, skyldes det, at de begge kort tid efter befrielsen flyttede fra Danmark, så politiet ikke nåede at afhøre dem som en del af retsopgøret.”
Senere i bogen forsøger Knud Larsen at begå selvmord for at undgå i forhør, og her skriver Qvist Magnussen:
“Bergstrøm havde gjort det, som SOE-folkene ikke havde haft modet til. Han nåede at knuse sin cyanidkapsel mellem tænderne.”
Men for Frantz Lassens vedkommende er det ikke rigtigt, at hans anholdelse er ubeskrevet. Efter sin udrejse til England var han den 6. juni 1945 til debriefing hos SOE. Af Frantz Lassens rapport herfra – i Knud J.V. Jespersens noter angivet som D/D/4 i PRO.HS 2/118. 1943-1945. Interrogations: H to L – fremgår faldskærmsagentens forklaring:
Han sad kl. 20 den 1. september 1944 ved skrivebordet i sit illegale logi, da det bankede på døren. Han lod sin jakke, hvori han havde sin cyankalium-selvmordspille – hænge over stoleryggen, fordi han var sikker på, at det var en kurer, der meldte sig efter aftale. Det var det ikke; det var Gestapo, og han blev derfor overrumplet uden selvmordspillen på sig.
På det punkt kunne man vælge at brodere videre på kildekritikken og spørge, om Lassen evt. kan have valgt den forklaring for over for SOE at give en rimelig begrundelse for, at han ikke tog sin selvmordspille, men altså: En beretning findes med hans version.
Frantz Lassen var uden nogen mulighed for at bortforklare sig under forhøret, for han havde været ved at forberede skibssabotager på anholdelsestidspunktet og havde kort og skitser fremme på sit skrivebord. Han forklarede, at han var blevet tortureret på Shellhuset hele natten efter anholdelsen og ikke kunne holde stand.

Udestående spørgsmål om Frederiksberg Politi
På nogle punkter kunne jeg have ønsket mig bredere tolkninger end det meget kildenære.
Bogen behandler omstændighederne omkring arrestationen af Holger Danskes aktionsleder Knud Larsen (’Bergstrøm’) den 4. september 1944 i forbindelse med et ledelsesmøde i Holger Danske på Harsdorffsvej 9 på Frederiksberg.
Det herostratiske forløb er beskrevet mange gange i modstandslitteraturen på grund af Frederiksberg Politis fatale rolle, der endte med, at ’Bergstrøm’ blev tortureret ihjel på Shellhuset. Det faste element i fortællingen er den scene, hvor Gestapo ankommer til politistationen på Howitzvej og kræver ‘Bergstrøm’ udleveret. Da Gestapo-folkene er ved at føre arrestanten bort, kalder en kriminalbetjent på Larsen og minder ham om, at han har glemt sin mappe – som han så giver Larsen. Den viser sig at indeholde materiale, som er yderligere forværrer Holger Danske-lederens i forvejen desperate situation.
Men ifølge Qvist Magnussens materiale var der ikke som hidtil troet tale om et groft tilfælde af malkonduite, men om decideret forræderi. ‘Bergstrøm’ var blevet arresteret danske betjente med en pistol på sig nær Harsdorffsvej 9, da der hørtes skud fra villaen. På dette tidspunkt af krigen – i september 1944 – var det generel praksis hos politiet at lempe folk af den slags ud af en bagdør eller på anden måde give dem lejlighed til at slippe væk. Knud Larsen blev tværtimod tilbageholdt i flere timer, og da Gestapo ankom, blev fangen nærmest officielt overleveret tyskerne af en politikommissær ved kriminalpolitiet, som samtidig afleverede mappen. Vel at mærke som en velovervejet handling, ikke en tankeløshed.
Martin Qvist Magnussen beskriver, hvordan de kriminalfolk fra København Politi, der efter krigen efterforskede sagen, mødte en mur af tavshed hos Frederiksberg Politi. Forfatteren oplever den bagvedliggende holdning bag politiets håndtering af det tragiske forløb som mere end problematisk. Det er den gennemgående fornemmelse, jeg som læser har, når jeg læser skildringen hen over seks sider. Men jeg mangler nogle præcise bud på, hvad de dybere grunde til forløbet var. Der kunne ellers være ting nok at afveje mod hinanden:
1). Var der tale om et sammenfald af fejlvurderinger, som man bagefter var flove over og undlod at tale om for at undgå at eksponere enkelte kolleger?
2). Var der tale om en generelt mere negativ linje over for de væbnede modstandsgrupper hos Frederiksberg Politi, end hos politiet som helhed? Efter den 29. august 1943 syltede politiet landet over i stigende grad anmeldelser om sabotage og gjorde hvad de kunne for at hjælpe sabotører med at undslippe. Men i Frederiksberg Politikreds var der – som historikeren Peter Birkelund har fremhævet – så sent som den 22. oktober 1943 en sag, hvor man efterforskede en sag mod Holger Danske-gruppen HD1 med bemærkelsesværdig ihærdighed.
3). Havde det betydning, at Frederiksberg Politi havde et islæt på ca. 10 dedikerede nazister, der bl.a. var aktive i Svend Staal-gruppen, der arbejdede i tysk politis tjeneste, og hvoraf nogle senere fik ledende stillinger i håndlangerkorpset HIPO? Et interessant forløb udspillede sig i forbindelse med BOPA’s sabotage mod Riffelsyndikatet den 22. juni 1944 – den største af alle sabotager under Besættelsen. Gestapo fik hurtigt konstateret, at sabotørerne havde haft rådighed over en såkaldt CB-vogn – en personbil fra Det civile Beredskab hos Frederiksberg Politi – som man havde ‘lånt’. Den holdt sig under sabotageaktionen i beredskab som ambulance, for BOPA regnede ikke med at kunne undgå dræbte og sårede på den farlige aktion. En dansk Gestapo-medarbejder kontaktede bagefter overbetjent Axel Bohm, Frederiksberg Politi, der var en overbevist nazist, som senere blev vagtleder i HIPO. Bohm satte gang i en selvbestaltet intern undersøgelse og fandt ud af, at CB-bilen var blevet meldt stjålet. Den var blevet efterlyst, men efterlysningen indeholdt ikke noget registreringsnummer, så den havde ikke udsigt til at give resultat. Bohm og en nazistisk kollega borede meget i, hvorfor nogle kolleger øjensynlig forsøgte at skjule, hvad der var foregået. Den slags forsøg blev imidlertid forpurret af politimester Johan Parker, der står i Modstandsdatabasen og er anerkendt af bl.a. Holger Danske for at have ydet modstandsbevægelsen tjenester.
Det er en håndfuld indviklede spørgsmål, og det er ikke sikkert, at kildematerialet gør det muligt at trænge til bunds i dem. Men jeg ville gerne have set et forsøg på afvejning af forskellige forklaringstilløb.

Hensyn til efterretningstjenesten?
Også m.h.t. vinhandler Svend Jensen mangler jeg noget, selv om Martin Qvist Magnussen på overbevisende vis peger på ham som den person, der gennem sin forklaring til Gestapo var årsag til ’Flammens’ død.
Qvist Magnussen konstaterer, at politiet efter krigen undlod at gå målrettet efter Svend Jensen og i hele taget at gå videre med sagen. Lederen af efterforskningen vedr. ‘Flammens’ død var politikommissær Hans Peter Andst, Københavns Politi – en vigtig hjælper for modstandsbevægelsen – men han lukkede sagen. Forfatteren skriver herom:
“Meget tyder på, at han tog sin viden med sig i graven, måske af loyalitet over for den danske militære efterretningstjeneste, hvis kontaktperson med stor sandsynlighed angav Flammens opholdssted. Men også af loyalitet over for Holger Danske, som uden politikommissærens rapporter havde friheden til at skabe sin egen historie, som den nu passede ind i efterkrigstidens selvforståelse.”
Det kunne have været fulgt op af nogle overvejelser om, hvorvidt det måske netop var Svend Jensens dybe involvering i den illegale efterretningstjeneste, der var hovedgrunden til, at man lod sagen ligge. E-tjenesten har hele tiden været omgærdet af stor diskretion, og dets arkiv i Rigsarkivet – kadet Stockholm-arkivet – har indtil de seneste år været belagt med særlige restriktioner.
Kunne en medvirkende forklaring på uvilje mod at blotlægge elementer af det danske  efterretningsarbejde være den usikre sikkerhedspolitiske situation, som Danmark befandt sig i? Efterforskningen fandt sted, netop som Den kolde Krig var ved at udvikle sig med Danmark som et meget svagt og udsat land i den vestlige lejr.

Heltestatus intakt
Jeg ender med at give Jagten på Flammen fire stjerner (af seks). Jeg har undervejs overvejet fem, men jeg synes ikke, perspektiveringerne på alle punkter er stærke nok. Det skyldes tilsyneladende, at den bagvedliggende litteraturlæsning ikke har været tilstrækkelig til sådanne perspektiveringer.
Men Martin Qvist Magnussen har lovet sine læsere en veldokumenteret biografi – ikke et videnskabeligt arbejde som sådan – så det er fair nok.
    Jagten på Flammen har fået gode anmeldelser, men bogen har ikke vakt nogen større debat. I mine øjne er årsagen oplagt: ’Flammen’ – og i øvrigt også ’Citronen’ – overlever som modstandshelte denne granskning.
Noget, der til gengæld har været kontroversielt i nogle kredse, er, at lanceringen af bogen fandt sted i Mindelunden i Ryvangen. Det indgik i arrangementet, at Qvist Magnussen lagde en buket på Bent Fauerschou Hviids grav.
Meningerne er delte om det passende i at holde markedsføring på de dræbte frihedskæmperes mindested, men ingen tvivl om, at det for Qvist Magnussen selv er faldet naturligt. Biografiens stil er nøgternt berettende, men den er gennemsyret af agtelse for hovedpersonen og hans korte livsgerning. (Foto: Frihedsmuseets Fotoarkiv)

Uddrag af ‘Modstand-3’ – Da spionchef-afløseren trådte til

Svend Truelsen (1915-97), premierløjtnant i Den kongelige Livgarde, blev leder af den illegale efterretningstjeneste, efter at Hærens og Søværnets efterretningsofficerer måtte flygte efter den tyskerklærede undtagelsestilstand den 29. august 1943. Denne eventualitet var blevet forudset allerede i 1940, og Svend Truelsen var blevet bedt om at være til rådighed for at føre officerernes aktiviteter videre. (Nationalmuseet)

Lige fra den 9. april 1940 arbejdede officererne i Generalstabens Efterretningssektion og Marinestabens Efterretningssektion i dybeste hemmelighed for Storbritannien.
De sad stadig i deres stillinger, fordi de danske militære værn havde fået lov til at fungere videre på grund af den særlige besættelsesordning i Danmark med samarbejdspolitik og indre selvstyre. Men ved siden af deres legale officerstjeneste drev de som illegal sideaktivitet deres efterretningsarbejde for de vestallierede.
En af efterretningsofficererne var den 25-årige premierløjtnant Svend Truelsen. Han blev af sin chef, oberstløjtnant Einar M. Nordentoft, anmodet om at fratræde tjenesten, passe sit civile arbejde i Landbrugsrådet og være klar til at tage over, hvis der skulle ske noget med officererne.
Natten til den 29. august 1943 blev ritmester H.M. Lunding arresteret i generalstabens kontorer på Proviantgården ved Christiansborg, og de øvrige officerer måtte gå under jorden. Alle officerer i Danmark blev interneret, og kaptajn Per Winkel valgte som den eneste frivilligt at blive i landet og lade sig interneret, fordi hans kone stod foran at skulle føde.
De øvrige flygtede til Sverige i september – bl.a. sammen med sparekassefuldmægtig Jutta Graae, der havde været det centrale forbindelsesled til efterretningsorganisationens kurerer.
I den kaotiske flugtsituation lykkedes det kun mangelfuldt officererne at få lavet en overlevering af kontakter til Svend Truelsen. I stedet lykkedes det i en periode en løjtnant Knud Hedegaard-Broch fra Foreningen af Løjtnanter og Kornetter at overtage store dele af efterretningstjenestens kontaktnet. Hedegaard-Broch lod udadtil forstå, at han var leder af de illegale efterretningstjeneste i Danmark.
I mellemtiden havde Truelsen samlet en række kammerater fra Den kongelige Livgarde i et korps, hvis formål var at beskytte Kongehuset og andre bærende samfundsinstitutioner. Det skete på et tidspunkt, hvor frygten for kommunistiske grupper var på sit højeste, og hvor mange regnede med, at kommunisterne besad store mængder våben.
Svend Truelsen blev først sidst i oktober – næsten to måneder efter efterretningsofficerernes afrejse – aktiv som leder af de illegale efterretningstjeneste. I de nedenstående, sammenklippede uddrag fra bind 3 af Modstand (Politikens Forlag, 2015-21) – mit firebindsværk om frihedskampen 1940-45 – kan du læse, hvordan han blev introduceret, og hvordan hans første tid forløb.
Teksten er identisk med det, der står i ‘Modstand-3’ bortset fra, at jeg har indsat mellemrubrikker.

—– —– —–

Det blev kaptajn Per Winkel (1906-92), der fik skabt de kontakter, der gjorde det muligt for Svend Truelsen at træde i funktion. (Nationalmuseet)

Da kaptajn Per Winkel blev løsladt fra interneringen den 22. oktober 1943, opsøgte han hurtigt Svend Truelsen i Landbrugsrådet for at få opklaret, hvad der var sket med det efterretningsarbejde, som Winkel havde regnet med, at Truelsen var i fuld gang med at bygge op.
Det viste sig, at reserveofficeren ikke drev efterretningsarbejde, men i stedet havde samlet en gruppe garderofficerer.
Truelsen har formentlig ikke undladt at nævne, at gruppen få dage før havde befriet oberstløjtnant Ørum. Winkel må derfor have været stensikker på at have en aktivistisk officer for sig, som – tvært imod at lade sin gruppe se tiden passivt an – var klar til at gå i aktion på forefaldende modstandsopgaver.
Den 26. oktober 1943 kom Per Winkel til Stockholm, hvor han på banegården blev modtaget af E.M. Nordentoft og Jutta Graae.
Efterretningsofficererne var helt enige om, at løjtnant Knud Hedegaard-Broch måtte kobles af som leder og premierløjtnant Truelsen sættes i gang. Winkel blev derfor sendt tilbage til Danmark for at give Svend Truelsen grønt lys og sætte han ind i de stadig eksisterende intakte kontakter.

Winkels og Truelsens møder
Kaptajn Winkel erkendte efter krigen i en beretning, at han inderst inde havde planer om at blive hjemme. Han havde efterladt sin hustru og et nyfødt barn. Han rejste til Danmark den 30. oktober 1943 med Erling Kiær fra Helsingborg til Helsingør, og af sikkerhedshensyn nøjedes han med at se sin kone på afstand og gav sig ikke til kende.
I løbet af de ni dage, Winkel var i landet, lykkedes det ham at binde en række af de løse ender op, som ’Ligaens’ pludselige udrejse havde efterladt. Han havde samtaler med Truelsen en eller to gange om dagen, og han havde også adskillige møder med kaptajn S.P. Eriksen (senere Schjødt-Eriksen), der talte på vegne af general Gørtz, politikommissær Jens Odmar og Erling Foss.
I den forbindelse lykkedes det Winkel at  få Foss til at genoptage sine leverancer af ’Ugen’ til Stockholm, der var gået i stå efter Hedegaard-Brochs besøg halvanden måned før. Et andet tegn på den mistillid, som løjtnantens ledelse havde vakt, var, at Jens Odmar truede med at afbryde forbindelsen, hvis ikke løjtnanten blev ’uskadeliggjort’.

Axelborg – Landbrugsrådets hovedsæde – blev under Svend Truelsens ledelse en spioncentral i Danmark i perioden oktober 1943 til maj 1944. (Nationalmuseet)

Korps lagt under linjeofficer
Alle var enige om, at Svend Truelsen skulle fungere som efterretningsofficerernes repræsentant i Danmark med oplysningspligt til kaptajnerne S.P. Eriksen og Helge Klint i Den lille Generalstab samt til kriminaloverbetjent Max Weiss i Malmø. Truelsen skulle rejse rundt for at introducere sig og dermed knytte kilderne til den nye tjeneste.  Alle oplysninger skulle samles hos Truelsen (’Dr. Thomsen’) med assistance af C.C. Scavenius. Truelsen skulle selv forestå nedfotograferingen.
Winkel tog Truelsens korpsdannelse af reserveofficerer ad notam, men sørgede for at få det ind under mere organiserede former – ifølge historikeren Palle Roslyng-Jensen især for at undgå det  ’hvidgardepræg’, der var over korpset. Han gav kaptajn Eriksen besked om gruppernes eksistens. Det førte til, at mandskabet blev stillet under kommando af en linjeofficerer fra Livgarden”
Da Per Winkel ni dage efter sin ankomst, den 8. november 1943, rejste retur til Sverige, skete det med toldbåden ’Knud’ ført af søløjtnant N.F.Z. Jessen. (Winkel fik) en tolderkasket på som forklædning.

Kaptajn Svend P. Eriksen – senere Schjødt-Eriksen (1905-77) – var den stærke mand i den illegale hærledelse, kaldet Den lille Generalstab. Han var en systemets mand, der stod på dårlig fod med den aktivistisk prægede Svend Truelsen. (Nationalmuseet)

Landbrugsrådet det perfekte dække
Svend Truelsen tog fat på opgaven som leder af efterretningstjenesten med en kolossal dynamik. Allerede den 11. november, tre dage efter Per Winkels afrejse, skrev Truelsen sit første brev:
”Nå, alt skal nu nok gå. Vi skal og må have gang i det. (…) Jeg vil i hvert fald gøre mit yderste. Det er dejligt at komme i gang igen,” skrev han til Stockholm.
Som personalechef i Landbrugsrådet med ca. 400 ansatte havde han mulighed for at ansætte folk, der reelt lavede efterretningsarbejde. På den måde hyrede han de to  sekondløjtnanter fra Livgarden Erik Fournais og Ib Bruhn-Petersen. Fournais bemærkede Truelsens ’eneståénde evne til at se folk an og øjeblikkelig med et gennemborende – og for sig alt afslørende – blik at vurdere mennesker’.
     Fournais tilbragte nu nogen tid med, sammen med 20-30 andre unge mennesker, at sammentælle vægten af de okser, der blev eksporteret til Tyskland. Så blev han en aften kaldt ind på Truelsens kontor og fik forevist en række plancher over tysk militær organisation, våbengrensfarver o.lign., der skulle læres udenad. Det var meningen, at han og Bruhn-Petersen skulle sendes til Jylland for at skaffe oplysninger om de tyske tropper.

Listede oplysninger ud af dommere
Omkring den 10. november 1943 fik Svend Truelsen besøg af premierløjtnant Frits G. Tillisch, der skulle hilse fra kaptajn S.P. Eriksen. Tillisch skulle aftale et møde, idet Eriksen og Truelsen ikke kendte  hinanden, selv om Truelsen var begyndt af levere efterretninger til Den lille Generalstab.
Tillisch begyndte derefter at samarbejde for Truelsen sideløbende med sit arbejde for Eriksen.
Den nye efterretningschef tog nu på en Jyllands-rejse sammen med sin næstkommanderende Carl Christian Scavenius. På en sådan orienterings- og kontaktrejse havde Svend Truelsen store fortrin, der satte ham i stand til at få mange og vigtige oplysninger, nærmest uden at folk oplevede at blive udspurgt. Som ansat i Landbrugsrådet var det naturligt for ham at rejse rundt og forhøre sig.
Og så havde han skrevet en bog om husdyrvoldgift sammen med juraprofessor Stephan Hurwitz, der nu sad i Stockholm som chef for Flygtningekontoret. Derfor løb Truelsen den velkalkulerede risiko at optræde under sit eget navn, når han henvendte sig til dommerne i de forskellige områder. De kendte hans navn, fordi bogen var den eneste på markedet om denne juridiske disciplin.

Uddrag 20 af ‘Modstand-4’: Den sidste veteran fra Tankstelle-aktionen

Ejler Borch (tv.) og Pierre Honoré (th.) – to af de medvirkende ved Tankstelle-aktionen – fotograferet på Axeltorv i København i 2013. Her var BOPA-veteraner samlet i anledning af opsættelsen af en mindeplade for BOPA-aktionslederen Børge Thing (‘Brandt’) ud for Axelborg Bodega. De to udgjorde i fællesskab et socialt centrum i BOPA-miljøet, idet de i en årrække var værter for en årlig sammenkomst for BOPA-veteraner, ægtefæller og efterkommere på samme bodega. (Foto: Niels Gyrsting)

Om godt en uge, den 14. november, udkommer bogen Den sidste sabotørEjler Borchs erindringer fra Besættelsen på forlaget Frydenlund. Forfatteren er journalist Anders Fenger, og titelpersonen er Ejler Borch. Han er 98 år og var maskinlærling i København under Besættelsen. Borch er usædvanlig frisk både fysisk og åndeligt og dukker stadig ind imellem op til arrangementer, der har noget med besættelsestiden at gøre.
Ejler Borch var medlem af en BOPA-sabotagegruppe under Søren Egholm Lauritzen, en 21-årig fyldepennereparatør (foto herunder), der var vokset op i en familie af lavere middelklasse i Glostrup. Han havde dæknavnet ‘Lille Sven’, fordi han kun var 1,60 meter høj, men han viste alligevel gode lederevner med gåpåmod, opfindsomhed og omhu i planlægning.
Et stort anlagt angreb på det stærkt bevogtede Tankstelle Seeland – et stort tysk benzindepot – viste imidlertid, at BOPA ikke var nær så gode til aktioner med åben kamp i militær stil som til de industrisabotager, som organisationen er berømt for. Som du kan se af nedenstående uddrag af bind 4 af min serie Modstand – en samlet fremstilling af frihedskampen 1940-45 – forløftede ‘Lille Sven’ sig på opgaven og blev dræbt. Ejler Borch var med på det dækningshold under aktionen, der er nævnt.
Jeg har på flere måder selv haft forbindelse med personkredsen, der deltog i Tankstelle-aktionen. For det første deltog jeg et par gange i den traditionelle julefrokost for BOPA-folk, ægtefæller og efterkommere på Axelborg Bodega i København. Jeg var inviteret på grund af mit arbejde med Modstand. Ejler Borch og Pierre Honoré – en anden fra Tankstelle-holdet – betalte for arrangementet, så her havde jeg lejlighed til at tale med Ejler Borch.
Jeg kontaktede ham faktisk og spurgte, om han ville fortælle mig sin historie til brug i mine bøger, men han afslog venligt. Jeg vidste ikke en brik om, hvad han konkret havde været med i, og det var der heller ingen andre, jeg talte med, der gjorde. Tilsyneladende har Ejler Borch mere eller mindre gået med sin historie hele livet uden at fortælle den til andre end sine nærmeste.
For det andet var Pierre Honoré en stor hjælp i forbindelse med bogværket – og også kilde til en del indhold – som jeg ofte havde kontakt med. Han var pensioneret høreapparat-fabrikant og civilingeniør – en begavet mand og interessant samtalepartner. Pierre døde i 2017 i en alder af 91 år.
For det tredje nåede jeg i 2014 at træffe Aage Staffe, kort før han døde som 88-årig i 2014. Det var ham, der i februar 1945 placerede en bombe i skorstenen, som du kan se i boguddraget.
Ikke mindst på grund af disse personlige minder hilser jeg det velkomment, at bogen kommer. Jeg håber, den er god og kan kun ønske min journalist-kollega Anders Fenger tillykke med, at det er lykkedes ham at få historien.

—– —– —–

Modstand, bind 4, side 387-390:

Kl. 7.15 næste morgen, den 16. februar 1945, sprang en kraftig bombe, som den 19-årige BOPA-gruppeleder Aage Johansen (senere Staffe – foto herunder) havde placeret i skorstenen oven på en toetagers vagtbygning ved W/H Tankstelle Seeland i Vanløse, Værnemagtens største brændstofdepot i København. Hans gruppe havde dagen før efterladt en stige på stedet, så han kunne komme derop.
I det samme iværksatte ti deltagere på aktionsholdet uvarslet beskydning med Suomi-maskinpistoler. Det lykkedes dog ikke at nedkæmpe den godt forskansede vagtstyrke, der bestod af regulære soldater; i stedet udviklede angrebet sig i de følgende minutter til den måske mest intensive ildkamp på dansk jord under besættelsen med over 3000 affyrede projektiler.

Svært bevogtet depot
Trods en styrke på ca. 50 mand endte aktionen i en tragedie, og som sabotage var den kun delvis vellykket. Det på trods af en minutiøs planlægning, som den 21-årige Søren Egholm Lauritzen (’Lille Sven’), der var opvokset i nabolaget, havde stået for.
Depotet lå lige ved Vanløse station, og benzinen lå i to nedgravede tanke ved siden af hinanden. En række BOPA-aktioner mod benzindepoter og -stationer havde fået tyskerne til at samle beholdningerne i større depoter under sværere bevogtning.
”Området var omgivet af en væg med skarpe pigge på, og foran indgangen var der opført en bunker med skydeskår,” erindrede den dengang 18-årige Pierre Honoré (’Mads’).
’Lille Sven’ havde valgt, at angrebet skulle sættes i værk, netop når et bestemt S-tog forlod stationen. Det ville gøre det muligt at nærme sig depotet enkeltvis blandt de mange folk på vej til arbejde, så ingen opfattede, at der var tale om en opmarch.

Vigtigt rekylgevær
Maskinpistolilden mod vagtstuen blev affyret fra en togvogn, som Lauritzen havde fået DSB til at parkere lige syd for Tankstelle. Tre mand havde til opgave at pacificere indgangsbunkeren, og den 24-årige blikkenslager Keld Petersen (’Blik’) havde opstillet et rekylgevær på en viadukt lidt vest for anlægget. Han havde kendskab til våbenet fra en periode som værnepligtig underkorporal.
”Det (…) var vigtigt, da det antageligt kun var rekylgeværet, der havde gennemslagskraft nok til at gennemtrænge vagtbygningens mur,” erindrede Honoré fra ’Lille Svens’ gennemgang af planen.
Selv skulle Pierre Honoré sammen med Ejvind Hansen skyde en afspærret indgang op. Sprængningsholdet skulle trænge frem med to ladninger på hver 25 kilo med 1-minuts-lunter og anbringe dem på tankene. Ud over Lauritzen bestod holdet af Børge Thing, den 20-årige blikkenslager Kurt Michaelsen (’Mick’) og to af ’Lille Svens’ barndomsvenner fra Vanløse Ole Ewé (’Ib’) og Peter Gylling Mortensen (’Tom’).

Træfferen på anføreren 
Dækningsgruppen, der skulle tage kampen op mod eventuelle udrykninger fra HIPO eller Værnemagten, blev ledet af Kaj Schmidt (’Niels’). Da det ikke lykkedes at nedkæmpe vagtstyrken, måtte sabotørerne forsøge at vedligeholde en kraftig ild, mens bombeholdet løb ind, så vagterne blev holdt mest muligt væk fra vinduerne. Men det gik næsten med det samme galt.
”Jeg så Lille Sven trimle ned af tankens skråning (…). Brandt, Ib og Tom begyndte at slæbe Lille Sven ud, så den eneste, der var tilbage, var Kurt, som lå med den ene ladning på enden af den fjerneste tank,” skrev Pierre Honoré.
Keld Petersen var efter Honorés opfattelse manden, der reddede styrken fra en regulær katastrofe.
”Han skød (…) med korte salver på 5-10 skud, og begyndte i den ene side af vagtbygningen og fortsatte til siden, så han kom igennem hele facaden med et magasin på 50 skud. Skuddene er antagelig gået lige igennem muren, for tyskernes ild ophørte med det samme.”

Lunteantænding under fuld beskydning
Kurt Michaelsen råbte desperat, at nogen skulle komme og tænde den anden ladning.
”I mellemtiden havde Ejvind med Suomiens kolbe fået hamret den jernliste ned, som holdt piggene over døren, så adgangen blev passabel,” fortalte ’Mads’ videre.
”Jeg (…) skulle nu passere 40-50 meter over til tanken i det frie skudfelt fra vagtbygningen. Jeg kom sikkert over mellem to af Bliks salver.”
På grund af vagternes skydning var det umuligt at forbinde bomberne med Cordtex; de måtte antændes hver især. Honoré mente, at det lykkedes ham at få antændt ’Lille Svens’ ladning, men helt sikker var han ikke på, at det var dén ladning, der endte med at eksplodere.
”Nu havde jeg (…) mindre end et minut til at slippe væk i. Væggen bag tankene havde heldigvis ingen pigge, men var mindst 2 meter høj,” berettede ’Mads’, og det lykkedes ham at komme over.
”Knapt var jeg kommet 50 meter væk, så eksploderede den første bombe med et rystende brag.”

En leder, der manglede overblik
Forløbet var kontroversielt i BOPA. F.eks. skrev Aage Staffe i 2001, at ’Lille Sven’ meget tænkeligt kunne være blevet dræbt af vådeskud, fordi de tyske soldater angivelig ikke var bevæbnet med maskinpistoler, men med karabiner. Og han mente, at Egholm Lauritzen, én af hans nærmeste kammerater, var en dygtig leder, når han havde en sammensvejset gruppe, men at han ikke havde overblikket til at lede så mange, for ham til dels ukendte folk.
Tyskerne reddede meget af benzinen, men ophørte med at bruge Tankstelle.