Ondt blod internt i politiet

Afslutningen  på mit forord i bogen Uvisheden (Kriminalforlaget), der udkom i oktober 2025. Teksten kan findes på side 39-43 i bogen. Bogen er baseret på efterladte erindringer af kriminalbetjent Carl Bilbo (til højre på nederste række på billedet herover).

 

—– —–

Regnskabets time

I årene 1945-1947 blev en regulær udrensning gennemført i politiet. Det var f.eks. ikke acceptabelt for politibetjentene på fri fod at have været passive efter den tyske aktion mod politiet.

Modstandsbevægelsen havde sat som betingelse for politimænds forbliven i korpset, at man som minimum havde været medlem af en politigruppe. I den illegale politiledelse havde man allerede før befrielsen konkluderet, at »ren passivitet, der ikke kunne begrundes særligt, f.eks. alder, svaghed o.l., let vil kunne umuliggøre vedkommendes forbliven i politiet«.

De passive måtte udarbejde en udførlig tjenstlig forklaring, og hvis ikke den var god nok, røg de ud. 150 politifolk blev afskediget på det grundlag. 183 politifolk – 85 tjenestemænd og 98 reservebetjente – blev afskediget for forskellige former for unational holdning, typisk unødvendigt samarbejde med tyskerne.

Københavns politimester Ivan Stamm blev afskediget i 1946. Stor villighed til jovial selskabelig omgang med besættelsesmagtens aktører havde kostet ham styrkens respekt. To politimestre blev afskediget for deres embedsførelse under besættelsen, en tredje søgte sin afsked efter at være blevet sat i husarrest, og en række andre fik undersøgt deres forhold. Det fandt en midtjysk politimester så belastende, at han begik selvmord.

Ingen politichefer blev draget til retligt ansvar for deres dispositioner under den hårde fase af modstandsbekæmpelsen. En mand som Jens Odmar fortsatte sin karriere på topniveau, nu som drabschef. Politicheferne havde intet besvær med at godtgøre, at de blot eksekverede regeringens politik.

Eigil Thune Jacobsen, justitsminister 1941-1943, ønskede en rigsretssag, men det afslog regeringen. I stedet blev han slidt op af endeløse afhøringer i Den parlamentariske Kommission.

Både Hermann von Hanneken og Günther Pancke blev ved Østre Landsret frikendt for med politiaktionen at have begået en krigsforbrydelse. Retten lagde til grund, at det – jf. Haager Landkrigsreglementet – ikke kunne afvises, at aktionen var en relevant militær foranstaltning ved truende invasionsfare. Von Hanneken blev løsladt, mens Pancke blev idømt 20 års fængsel for sit betydelige medansvar for den tyske terror.

Eftermælet for politiets virke under krigen er blandet. Korpset nød en enorm agtelse i den brede befolkning på grund af de tunge ofre, som Buchenwald havde kostet, og den taknemmelighed, folk følte over at se danske betjente på gaden igen i maj 1945. Hertil kom indsatsen i modstandskampen, der havde kostet op mod 40 politifolk livet.

Men både kommunisterne og mange borgerlige modstandsfolk – specielt dem, der havde været med i kampens tidlige fase – havde en god hukommelse, når det gjaldt politiets nidkærhed i kampen mod illegal virksomhed under samarbejdspolitikken.

Ildesete aktivister
Også internt i politiet var der skarpt optrukne fronter. Forholdet var koldt mellem de politifolk, der havde været modstandspioner, og dem der havde holdt sig til at forrette deres tjeneste ud fra de politiske direktiver, der 1940-43 kom fra regeringen som led i samarbejdspolitikken. . En mand som kriminaloverbetjent Roland Olsen – en af faldskærmsfolkenes tidligste hjælpere – fik bestemt ikke lov til at gå rundt og sole sig i at være kommet ud på krigens vinderside. Faktisk var han tæt på at blive ekskluderet af Dansk Kriminalpolitiforening.

Olsen var blevet nødt til at flygte over Øresund i august 1943. Han rejste til Storbritannien og kom ved befrielsen hjem som britisk officer. Efter sin genindtræden i politiet tog han efter britisk opfordring i forbindelse med afviklingen af Afdeling AS fat på at gennemgå de tusinder af sager, som myndigheden havde efterforsket, for at lave en status. Under arbejdet lavede han et kartotek på over 200 politikolleger, som efter hans opfattelse havde udvist en adfærd, som han fandt kompromitterende.

Centralt for modstandsveteranerne stod drabet på den unge faldskærmschef Michael Rottbøll i september 1942. Kriminalassistent Alexander Øst – manden, der skød Rottbøll – var efter krigen blevet suspenderet fra Københavns Politi, mens han fik sine forhold undersøgt.

Endnu inden undersøgelserne var slut, udtrykte fire chefer fra Københavns Opdagelsespoliti i et indlæg i Kriminalpolitibladet ønske om at lade Øst genindtræde i korpset. Det skete også. Roland Olsen ønskede at fortsætte i politiet og undlod at videreføre sit opgør. Han beholdt måske især sin stilling, fordi det på dette tidspunkt var utænkeligt at fyre en førende modstandsmand på et sådant grundlag, men han forblev et fremmedelement i korpset.

De forbitrede følelser mod politiet kom ud i offentligheden for fuld udblæsning i 1969, da den kommunistiske advokat Carl Madsen udgav bogen Proces mod politiet. Han havde selv været modstandsmand og fange i Horserød-lejren og var en af sin tids mest frygtede og skarpsindige debattører.

Bogen indeholdt bl.a. en minutiøs gennemgang af Rottbøll-sagen. Samme år udsendte Danmarks Radio en tv-dokumentar. Selv om der var gået næsten 25 år, var det ikke muligt at få politichefer, der havde haft ansvar under krigen, til at medvirke i udsendelsen.

Tankevækkende tidsbillede

Carl Bilbo må have fulgt tæt med i balladen om Roland Olsen i Dansk Kriminalpolitiforening.  Den fandt sted i hans sidste år i politiet, inden sygdom i 1950 tvang ham til at gå på pension. Det var kun et år før, han døde som blot 36 år gammel.

Det fremgår af afslutningen på hans beretning, at han var dybt engageret i et strengt opgør med dem, der havde engageret sig på besættelsesmagtens side under krigen. Han er  indigneret over, at nye retsopgørslove vedtages med nedsat strafniveau, og at tanker vinder frem om benådning og amnesti. 78 danskere blev dødsdømt ved Højesteret; deraf blev 46 henrettet. Ingen tvivl om, at Bilbo var blandt dem, der syntes, de mere eller mindre skulle have været skudt allesammen.

Det er værd at notere sig, at Bilbo uden videre går ud fra, at der er udbredt tilslutning til hans uforsonlige holdninger. På det punkt ser vi rent ind i tidsånden. I kraft af Carl Bilbos tidlige død er hans beretning i sagens natur ufiltreret af den bagklogskab, der nødvendigvis sniger sig ind, hvis en skildring er skrevet eller omredigeret årtier efter begivenhederne.

Men det menneskeligt set mest tankevækkende ved beretningen er hans evne til på nøgtern vis og med præcise detaljer at skildre sin oplevelse af nøden, fortvivlelsen, håbet, overlevelsesmetoderne og rygternes betydning i koncentrationslejrene – og sin og kollegernes vilje til at holde ryggen rank. Det gjorde han for sit eget vedkommende, selv om han led af en alvorlig kronisk sygdom, som forblev ubehandlet under fangenskabet.

På ét punkt vil læseren mærke tidsafstanden på mere end 75 år. Carl Bilbo skriver nogle få og givetvis dybfølte sætninger om savnet af familien. Men vi får ingen detaljer – ikke engang navnene på hustruen og de to helt små børn. Vi har med en årgang at gøre, hvor privatsfæren af mange blev opfattet som … netop privat.

Skildringen af Carl Bilbos fangenskab  er et vægtigt og prægnant formuleret personligt dokument, der kun bliver stærkere af at blive afsluttet med datteren Birgitte Vedels mindeord. Hun var kun 5 år ved faderens død og dermed det yngste af de tre mindreårige børn, han efterlod. Beretningen ligner en vigtig kilde til de danske Buchenwald-betjentes krigstidsoplevelse, selv om kildematerialet til deres  deportation og lejrophold i forvejen er omfattende.

Uddrag nr. 24 af ‘Modstand-4’: Da to unge mænd gik i stikkerfælde

Da den professionelle stikker Arne Pedersen – ansat under det tyske militære efterretningstjeneste –  interen 1944-45 opererede i Midt- og Østjylland, havde han allerede et langt synderegister bag sig. Han havde været lærer i Sønderborg, hvor en kollega på Sct. Jørgensskolen Herman Boye var sabotør. Arne Pedersen angav Boye, der blev arresteret og senere henrettet i Ryvangen i København efter tysk krigsretsdom.

Mistanken mod ham voksede i Sønderborg, og han forlod byen, fordi han var i fare for at blive likvideret. Han stammede fra Bjerringbro og rejste tilbage til hjemegnen, hvor han påbegyndte nye initiativer.

Den 20. februar 1945 slog han til mod to intetanende unge mænd. Det er det, som nedenstående uddrag fra bind 4 af Modstand, handler om.

Preben Lytken Madsen (th. øverst) og Svend Egon Nielsen (tv.) blev tre uger senere henrettet i Ryvangen.

—– —– —–

Den 20. februar 1945 fik stikkeren Arne Pedersen et brev om, at to modstandsfolk skulle være sendt ud for at sprænge en kølevogn i luften, der var på vej fra Nykøbing Mors til Langå med fødevarer til Værnemagten. Pedersen fik på den tyske militærforlægning i Viborg oplyst, at vognen måtte være på en af stationerne mellem Skive og Viborg for natten.

Arne Pedersen skaffede sig næste morgen en cykel og kørte i retning mod Skive. Ud for Rindsholm Jernbanestation mødte han to unge mænd; han præsenterede sig og vandt deres tillid. Det blev hurtigt klart, at de to var de rigtige, for de spurgte ham om vejen til Langå.

De var den 18-årige maskinlærling Preben Lytken Madsen og den 20-årige kontorelev Svend Egon Nielsen, der havde været i en sabotagegruppe sammen i Aarhus. De havde været nødt til at gå under jorden og havde taget ophold hos et af Nielsens familiemedlemmer i Nykøbing.

 

Inviterede på frokost

Arne Pedersen inviterede dem på frokost på Madsens Hotel i Bjerringbro. Her berettede de, at de var ude for at sprænge en kølevogn, og de viste diskret læreren fra Sønderborg deres medbragte våben og sprængstoffer.

Kort efter sagde Preben Lytken Madsen, at han vidste, hvem der i december 1944 havde likvideret Ole Dyhr – Pedersens daværende føringsofficer. Det fik Arne Pedersen til at undskylde sig med et toiletbesøg og ringe til de tyske myndigheder. Han brød derefter op med en forklaring om, at hans mor pludselig var blevet syg.

 

Presset til at røbe kammerater

Hen på aftenen nåede Svend Egon Nielsen og Preben Lytken Madsen frem til Langå.

”Intetanende sneg de sig ind på baneområdet, og inden de vidste af det blev projektørerne tændt. De var omringet af en hel deling tyske soldater,” skrev Henning N. Larsen i bogen Stikkeren.

Preben Lütken Madsen kendte de folk fra Lænø-gruppen, der havde skudt Ole Dyhr, og han blev under forhørene presset til at røbe, hvor de kunne opholde sig. Det var lige ved at føre til en tragedie som ved de to Gestapo-aktioner mod tagkamre i Aalborg.

Frithjof Lænøs gruppe havde et lille tilflugtskammer på loftet i Skanderborgvej 23, hvor de også opbevarede våben. Da to fra gruppen en eftermiddag var på vej ind på kammeret, sad Gestapo og ventede. Det lykkedes dem dog at skyde sig fri af fælden.

Uddrag fra Modstand-1: Chr. U. – kristen grubler og høvding

En gymnasieklasse på Viborg Katedralskole blev en rugekasse for modstandskamp i det besatte Danmark i 1940-41, da ingen var nået til at tænke sabotage. Sovjetunionen var endnu ikke med i Anden Verdenskrig, og de eneste illegale miljøer var kredse af borgerligt-nationale aktivister.
Enkelte toneangivende meningsdannere arbejdede for åndelig mobilisering – bl.a. digterpræsten Kaj Munk, journalisten Peter de Hemmer Gudme og historikeren Vilhelm la Cour.
Og det er netop i forbindelse med distributionen af en pjece af la Cour, som myndighederne havde erklæret for beslaglagt, at 2.G’eren Christian Ulrik Hansen lavede sin første illegale handling.
Det er den situation, der sætter scene i indledningen på dette uddrag af bind 1 af Modstand – min samlede fremstilling af frihedskampen 1940-45. Kammeratskabet mellem ‘Chr.U.’ og Elith Olesen og senere mellem Christian og Erik Nyemann skulle få afgørende betydning for etablering af væbnet frihedskamp.
Nyemann og Christian Ulrik Hansen var centrale aktører, da den første modtagelse af nedkastede agenter og containere med våben og sprængstoffer fandt sted. Christian Ulrik blev leder af den samlede modtageorganisation i Jylland og samtidig leder af ‘kornetgruppen’ i den københavnske modstandsorganisation Holger Danske.
Han var dermed konstant på farten, indtil han blev arresteret i februar 1944. Den 23. juni samme år blev han henrettet i Ryvangen nord for København efter tysk krigsretsdom.
Teksten herunder er taget direkte fra bind 1 af Modstand. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–
—– —–

Forsøget på at beslaglægge Ord til os i dag mislykkedes. DS-aktivister havde i weekenden før den officielle offentliggørelse fordelt oplaget på depoter ude i København eller sendt dem til tillidsfolk rundt om i landet. Kun 371 eksemplarer lykkedes det politiet at lægge hånd på.
Blandt modtagerne var Christian Ulrik Hansen og Elith Olesen på Viborg Katedralskole, begge 19 år. De havde nogle måneder før været værter for et af La Cours foredrag.
“Mandag eller tirsdag efter skoletid stod vi hjemme i mine forældres kælder og foretog os vor første illegale handling: At sprede Vilh. la Cours endnu uudkomne Ord til os i dag til hele Nordjylland,” fortalte Elith Olesen efter krigen.
“Den var kommet som en kæmpeforsendelse med vognmand og forlod huset i småpakker (…). Mor jamrede, og far var sammenbidt – men vi fik lov at gøre, hvad vi anså for ret.”
Christian og Elith var henholdsvis formand og sekretær i Dansk Ungdom i Viborg – ungdomsafdelingen af Dansk Samling. Her havde de søndag aften – efter at partifællerne i København havde spredt og udsendt pjecen – hørt foredrag på Afholdshotellet med Kaj Munk.

Kaj Munks foredrag
Især på grund af Christian Ulrik Hansens seriøsitet og ildhu, lykkedes det ofte at få tidens mest efterspurgte foredragsholdere til at komme på besøg.
“Alle som én stampede vi i skistøvler og 28 graders kulde gennem mørklagte gader for at høre Vilhelm la Cour,” skrev forfatterinden Kirsten Aakjær, der også var elev på katedralskolen på den tid.
“Kaj Munk hørte vi, så ham, oplevede ham. (…) Vi var dybt bevægede af hans oplæsning og tryllebundne af det hvide ansigt med det opspilede blik under hårtjavserne.”
Munk havde fra sommeren 1940 holdt en række foredrag med Niels Ebbesen som tema, den jyske væbner, der i 1340 havde dræbt grev Gerhard, den største af de holstenske panteherrer i det kongeløse land. Derefter stillede væbneren sig ifølge overleveringen i spidsen for et folkeligt oprør.
“De var nemlig den omstændighed, at hvor meget end dette jævne folk blev svigtet og forrådt af sine førere, var dette folk kernedansk (…). Nu stod de rede til at slutte op bag ved ham, rede til at bygge det land op, der skal leve, så længe hjertet slår dansk og bøgen spejler sin top i bølgen blå, “ erklærede Munk i et af sine foredrag.
Når digterpræsten omtalte drabet på greven, var muligheden for at drage paralleller til samtiden om muligt endnu mere åbenlys end i Vilhelm la Cours foredrag.
“Denne dåd betød faktisk intet, hvis Niels Ebbesen havde stået isoleret; men den blev signalet til at vække de følelser, der havde slumret hos alle. Der stod pludselig en hær bag Niels Ebbesen.”

Gør op med selvopgivelsen
For både Elith Olesen og Christian Ulrik Hansen var en artikel af Arne Sørensen slået ned som et lyn. Den blev trykt i Dansk Samling-tidsskriftet Det tredje Standpunkt i oktober 1940 under overskriften ‘Ikke dø Straadøden’.
“Vi skal ikke lytte til dem, der gør vor fremtid afhængig af et gnidningsløst forhold til Tyskland; alle stoler på, at englænderne gør det på vore vegne, mens vi blot lytter til radionyhederne derovrefra. Lyt ikke til ham, der endelig ikke vil provokere, han dør strådøden. Men møder du den, der siger: ‘Dette folk kan aldrig gå under!’ så skriv hans telefonnummer op og slip ham aldrig af syne, for ham får du brug for at være sammen med i det levende og ægte danske fællesskab,” skrev Dansk Samling-formanden.
Elith Olesen lånte bladet ud til Christian Ulrik Hansen.
“Da Christian den oktoberdag i 1940 leverede hæftet tilbage, var han (…) usædvanlig rank i ryggen, virkede mere bredskuldret og stout end nogensinde og var sammenbidt og beslutsom: ‘Denne mand må vi have til Viborg,’ erklærede han kategorisk som sin foreløbig eneste kommentar.”

Lærd bondeknøs
De depressive tendenser, der havde været ved at tage magten fra Christian efter den 9. april 1940, var væk. De to troende og litterære gymnasiaster blev nære venner og kunne få timer til at gå med at diskutere sangen ‘Hvor smiler fager den danske kyst’. De blev begge også optaget af bl.a. lyrikeren Nis Petersens digt ‘Da seeren tav’, der bar stærkt præg af stemningen i landet i 1940.
Christian Ulrik Hansen var en enernatur og alvorsmand – en af modstandskampens mest særprægede skikkelser.
“Han ville nå frem til et klart syn på hele universet, hele menneskeheden, hele kulturen, og så vældig var hans drift mod sandhed og klarhed (…), at han helt overgav sig til læsningen af Platon, Macchiavelli, Goethe, Shakespeare, Søren Kierkegaard, Nietzsche, Friedell og mange andre,” sagde Robert Stærmose, hans senere nære fortrolige.
Christian adskilte sig markant fra kammeraterne, der mest bestod af det bedre borgerskabs børn. Trods sin belæsthed havde den kraftige bondeknøs i begyndelsen svært ved at blive taget alvorligt.
“Som regel gik han med sorte ridestøvler, med jakken skødesløst opknappet,” fortalte venner.
“Klar over sine ydre mangler havde han for vane at stikke den ene hånd i lommen og rømme sig nervøst, når han skulle sige noget. Instinktivt satte de andre ham uden for gruppen og regnede ham for en sær snegl. Ikke mindst fordi han tog sine egne og kammeraternes meninger højtideligt og diskuterede dem for deres indhold og ikke blot for diskussionens skyld.”

At dø for Gud, konge og fædreland
Netop på dette tidspunkt skete der voldsomme ting i Christian Ulrik Hansens sind. Den 10. april – altså i ugen efter ekspeditionen af Vilhelm la Cours illegale ord – berettede han i sin spejdertrups vandrebog om en åndelig oplevelse. Den havde han haft et halvt år tidligere, i efteråret 1940.
“Da skete det. En vidunderlig smuk efterårsaften. Solglødens stråler kysser den farveprangende høstskov, glitrer i åens rolige vand og flammer op i fjerne ruder østpå. I et af disse øjeblikke, der har skær af evighedens glans, så jeg det, følte jeg det – det Danmark jeg skulle kæmpe for og måske dø for. Da faldt den i slag, landsbyens kirkeklokke. Efterårsluften duvede og sitrede af malmets dirrende klange. Mit hjerte dirrede også – ikke af uro, rastløshed, angst eller spænding. Nej, det skjalv af glæde. Det var som om mit splittede sind, min sønderrevne sjæl blev helet og tonede i underskøn harmoni. Det var, som om den gamle støvede frase om Gud, konge og fædreland blev levende og i mit sind blev til en treklang, så stærk, så skøn. Hin efterårskvæld fandt jeg den klippe, jeg kunne bygge på: Kristendommen og danskheden.”

Effektiv debattør
De to venner var begyndt at diskutere politik, og på Elith Olesen opfordring meldte Christian sig ind i Dansk Samling.
“En skønne dag læste vi i en annonce i den lokale avis, at Arne Sørensen skulle tale i et forsamlingshus i omegnen. Vi satte os straks i forbindelse med ham, og det lykkedes os at få ham til at tale i gymnasiastforeningen,” berettede Christian Ulrik Hansen i en artikel fra 1942.
“Christian fik sin ilddåb i disse situationer,” fortæller Elith Olesen.
“Han var ikke veltalende og heller ikke særlig hurtigttænkende, men han var stædig, og ved at fastholde sit standpunkt tilstrækkelig længe fik han tid til at lægge præmisser til rette for en effektfuld konklusion. (…) Det var først i disse debatter, vi andre – ja, skolen i det hele taget – opdagede hans format. Inden skoleårets slutning var han en høvding iblandt os.”

(Otte måneder senere – i december 1941 – var Elith Olesen flyttet til København for at studere teologi, mens Christian Ulrik Hansen gik i 3.G i Viborg. På den tid fandt Antikominternpagt-demonstrationerne sted i København – den første åbne manifestation mod Stauning-regeringens samarbejdspolitik. Den var rettet mod udenrigsminister Erik Scavenius underskrivelse af pagten, der betød, at Danmark figurerede side om side med Nazitysklands lydstater)

Antinazistiske aktioner
Christian Ulrik Hansen fulgte på afstand udviklingen med en intensitet, som havde han selv været til stede. Hans informant var den nære ven og klassekammerat Elith Olesen, som han udvekslede breve med. Den 19-årige 3.G’er oplevede demonstrationerne som opløftende. Han så dem som et varsel om den kamp, som han mente, måtte komme – ja, som han længtes efter.
“Det er snart tid til at skærpe ånden, troen og sværdet, til at lade luren gjalde til kamp, til at stemme harpens strenge til sørgesang over kampens ofre. (…) Den holdning, Københavns og Danmarks studenter har udvist, lyser op i denne tåge af uværdighed, som den danske regering – med dens fortyskede elementer – har hyllet over landet,” skrev han i et brev til Elith.
Efter at Elith Olesen i sommeren var rejst til København, havde Christian Ulrik fået en ny ven, der overtog sekretærjobbet i Dansk Samling. Det var den 19-årige Erik Nyemann, lægesøn fra Skive. Erik holdt kontakt med en barndomsven fra Skive, Henning Schwartz, der efter krigen beskrev Nyemann som en frygtløs og temperamentsfuld ung mand.
“Skønt vi kom til at gå på forskellige gymnasier, var vi altid sammen i ferierne hjemme i Skive. Og så var der skæg og ballade. Vi holdt af at ‘vælte’ nazimøder og i øvrigt genere nazisterne på alle tænkelige måder,” berettede Henning Schwartz efter krigen.
De skulle begge komme i gruppe med Christian Ulrik Hansen i Holger Danske-organisationen.

To der supplerede hinanden
Erik Nyemann havde talent som kunstmaler og var samtidig en meget praktisk fyr med et kontant sprog. Klassekammeraterne bemærkede, hvor godt han supplerede Christian Ulrik med hans højtflyvende ideer, når de afløste hinanden som talere på katedralskolen.
“Jeg hører Nyemanns lave, skurrende stemme, ser ham springe frem og tilbage bag katedret i ridestøvlerne, kaste sig frem over det og gestikulere – en lille levende, indtagende franskmand,” mindedes forfatterinden Kirsten Aakjær.
“Jeg ser ham blive afløst af Christian Ulrik, ser ham stå deroppe, rank og kantet, med et ansigt, der er modnet udover hans alder. (…) Jeg husker ham som den festligste af os alle, men med bratte overgange til en intens alvor, som gjorde os usikre og sært urolige.”
Stemninger, der kan have bidraget til kammeraternes blandede følelser, kom til udtryk i et brev til en veninde i eftersommeren 1941.
“Det er forresten underligt at sidde og se bladene på træerne udenfor. De gyldnes – og vildvinen bliver blussende rød,” funderede Christian.
“Underligt er det at tænke på, at det måske er sidste efterår, man får lov at opleve her. Til foråret ligger man måske med knuste lemmer dybt under jorden – og hører slet ikke lærkens jublende forårstoner, når de ringer friheden ind over Danmarks grønnende sletter. (…) Jeg tror, at vi allerede til foråret skal betale prisen for friheden og sone den straf, den Almægtige har sendt over vort folk,”
Foreløbig begrænsede han sin aktivitetstrang til at ‘vælte’ et møde i nazistpartiet i Rødding i Sønderjylland sammen med Erik Nyemann og en halv snes unge lokale antinazister.
‘Vælte’ ville i praksis sige at give mødets indledere god tid at fremføre deres budskaber, hvorefter vennerne rejste sig for på skift og højlydt kom med de argumenter, der provokerede nazister allermest. Og de benyttede lejligheden til at agitere for Dansk Samling. Det hele endte forudsigeligt i ballade, inden naziformanden hævede mødet.

Uddrag 23 af ‘Modstand-4’: ‘Lotte’ på vild flugt fra Gestapo

Sekretær Edith Bonnesen (‘Lotte’), 33 år og den nærmeste medarbejder for den illegale radiotelegrafichef L.A. Duus Hansen, var en af de mest centralt placerede kvinder i modstandsbevægelsen. Og hun var én af de personer, der havde mest farlig viden samlet i sit hoved, fordi hun kodede og afkodede de telegrammer, hun hhv. modtog og afsendte på vegne af Duus Hansen.
Derfor var det en regulær katastrofe, da hun ved en tilfældighed blev arresteret den 14. august 1944 på Dansk-Svensk Flygtningetjenestes illegale kontor på Nytorv i det centrale København og ført til Shellhuset, Gestapos hovedkvarter.
Og derfor er det også en af de store historier fra modstandskampen, at det lykkedes ‘Lotte’ at flygte inden den påtænkte afhøring gennem en enestående rådsnarhed og koldblodighed.
Nedenstående er et uddrag fra bind 4 af Modstand (fra side 124 – mellemrubrikker er tilføjet).

—– —–

Netop som Edith Bonnesen (’Lotte’), telegrafichef Duus Hansens personlige assistent, var ved at forlade det nye kontor for Dansk-svensk Flygtningetjeneste på Nytorv 5 i det centrale København, dundrede det på døren. Det var den samme dundren, som havde lydt blot tre uger før, da Gestapo havde lavet foretaget razzia mod det forrige rutekontor på Forchhammersvej.
’Lotte’ var alene på kontoret sammen med den 39-årige Eric Lagergreen, fuldmægtig på Berlingske Tiden, der havde afløst Robert Jensen (’Tom’) som afskibningschef. Hun var der blot tilfældigt for at hente post til sin chef.
”Vi så på hinanden, der var ingen bagdør, vi sad i fælden,” berettede Edith Bonnesen efter krigen.
”(Eric) lukkede døren op, og der blev stukket 3-4 maskinpistoler ind, og så kom de ind (…). De var (…) lykkelige over alt det, de så, der lå jo sække med breve, pakker og koder.”

‘I kælderen med hende!’
De blev kørt til Shellhuset og ført forbi en tyk, bevæbnet vagt og op på 4. sal. Situationen var kritisk, for hun var velkendt af Gestapo og gik for at være ’englændernes bedste spion’.
”Der kom mange tyskere ind for at se, hvordan Lotte så ud. (…) Jeg kom i forhør og prøvede at henholde mig til mit identitetskort, hvor jeg stod som direktrice,” erindrede Edith Bonnesen.
Kriminalrat Erich Bunke (billedet her th.) kom ind og henvendte sig til manden, der foretog afhøringen.
”Spild ikke mere tid på hende, vi har rapporter om hende fra de sidste 5 år, en tur i kælderen med hende,” sagde Bunke, inden han gik og smækkede med døren.
’Lotte’ gjorde sig ingen illusioner om, hvad ’en tur i kælderen’ indebar, og tænkte febrilsk på, hvordan hun kunne undgå at prisgive de mange hårdt belastede illegale, hun havde oplysninger om.
”Jeg blev ført ned til 2. sal og anbragt i et stort lokale (…) Vagten gik ind i et lokale bagved (…) Jeg kunne høre, at han sagde noget om die Frau (…) Jeg besluttede mig til at prøve at komme ud af døren.”

Stak af og hoppede på sporvogn 
Edith Bonnesen kom ud på trappen, hvor der ingen mennesker var. Hun besluttede at spørge om vej til toilettet, hvis hun mødte nogen.
”Da jeg kom en hel etage ned, kom to civile tyskere med mapper under armen (…). De så uinteresseret på mig og gik ned ad trappen. (…) Jeg gik så tæt bag dem, jeg kunne, uden at træde dem i hælene,” berettede ’Lotte’.
Det største problem var den tykke vagt, der kort før havde set hende blive ført ind ad den befæstede port med en maskinpistol i ryggen.
”Da jeg manglede nogle trin, kunne jeg mærke, at han så på mig, han kom hen til mig, fulgte ved siden af mig ned ad de sidste trin, men han sagde ikke noget, spurgte ikke,” erindrede hun.
”Da vi kom til hoveddøren, træder de to tyskere galant til hver sin side og siger: ’bitte schön’ – og jeg siger: ’danke sehr’ (…) og vandrer ud.”
Edith Bonnesen gjorde sig nu den største umage for at gå roligt og upåfaldende væk fra Shellhuset. Nogle gader væk stak hun i vildt løb og hoppede op på en sporvogn i fart. Da den stoppede tog hun en taxi til sit og Duus Hansens (billedet her tv.) illegale kontor.
”Der sad Duus og så meget bøs ud, om det var nødvendigt at et besøg på Nytorv for at hente en smule post skulle tage så lang tid?” erindrede hun, at han havde spurgt.

Mistænkt af Holger Danske
Hendes problemer var dog ikke forbi. Rutekontorerne var tydeligvis blevet røbet på grund af stikkeri. Og når anholdte hurtigt og uden overbevisende grund kom ud af Gestapo-fangenskab, opstod der straks mistanker.
(…)
Den 22-årige Anker Frants Sørensen (’Søren’), medarbejder hos Dansk-svensk Flygtningetjeneste, havde længe været mistænkt, og efter razziaerne på rutekontorerne besluttede faldskærmschefen Flemming B. Muus, at han skulle likvideres. Holger Danske fik opgaven, og blandt deltagerne var Niels Jørgen Carstensen (’Sjørn’).
De kendte ikke ’Søren’, men det lykkedes at aftale et møde med ham på Café Sct. Georg, Godthåbsvej på Frederiksberg. De bad Edith Bonnesen (’Lotte’) at identificere ham, men da de fandt ud af, at hun var spadseret lige ud af Shellhuset, blev de mistænksomme. Da ’Lotte’ efter aftale mødte ’Sjørn’ og chefen Knud Larsen (’Bergstrøm’) i en lejlighed i Hostrups Have i nærheden af caféen, dukkede ’Søren’ ikke op, men de tilbageholdt ’Lotte’.
”Vi tog hende med ned i bil, lagde en regnfrakke over hovedet på hende og lagde hende ned på bagsædet. Derpå kørte vi en lang omvej, hvorpå vi havnede ude i mine forældres sommerhus i Hjortekær,” berettede Niels Jørgen Carstensen.
Her holdt de hende fanget i adskillige timer, mens andre Holger Danske-folk skaffede kontakt til Special Forces. Misforståelsen blev opklaret.
”(’Lotte’ tog) det egentlig flot. Hun kunne jo godt se, at det var en noget særpræget historie,” bemærkede ’Sjørn’.

Uddrag-22 af ‘Modstand-4’: Afsporing af chef-tog skabte krise i modstandsbevægelsen

Natten til den 24. februar 1945 afsporede jernbanesabotører fra Struer den tyske øverstbefalende, generaloberst Georg Lindemanns personline tog syg for Struer. Ingen kom til skade ud over knubs, men aktionen fik voldsomme konsekvenser.
Mest kendt er det, at Lindemann lod en nærliggende gård og et ledvogterhus nedbrænde som repressalie. Men afsporingen var også den direkte årsag til, at besættelsesmagten genoptog krigsretsforfølgelse. Det førte til henrettelse af ikke færre end 62 sabotører i Ryvangen ved København i løbet af blot syv uger – fra februar til april 1945.
Afsporingen af Lindemanns tog fremkaldte stærk kritik internt i modstandsbevægelsen. Hvad nu hvis generalen var blevet dræbt? Det ville have ført til uoverskuelige repressalier, og man havde i den danske modstandskamp omhyggeligt undgået anslag mod tyske toppersoner.
Da f.eks. en likvidering under en biljagt på Valby Bakke i København i sommeren kunne mistolkes som et attentatforsøg på Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede, var de illegale blade hurtige til at rykke med en præcisering af, at det på ingen måde var hensigten at stræbe Werner Best efter livet.
Skræmmebilledet var det dødelige attentat i maj 1942 i Prag mod Reinhard Heydrich, tysk rigsprotektor i Böhmen-Mähren og chef for det tyske Sikkerhedspoliti. Det blev udført at britisk trænede tjekkiske agenter og førte til ugelange voldsomme repressalier – bl.a. massakren på hele den mandlige befolkning i byen Lidice. Nedkæmpelsen var så tilbundsgående, at den tjekkiske modstandskamp nærmest aldrig kom i gang igen.
Aktionen fra Struer-sabotørerne bundede ikke i nogen ordre oppefra. Den blev iværksat af Erik Rørbæk Madsen, ingeniør på B&O og byleder i Struer. Han var arketypen på den civile modstandsleder, der på et tidligt tidspunkt havde grebet til våben mod besættelsesmagten. I besættelsestidens slutfase stødte folk af hans type hyppigt sammen med folk fra det militære system – udsendt af den lille Generalstab – der i stigende omfang tog kontrol med modstandsbevægelsen.
Nedenstående uddrag er fra bind 4 af Modstand. Det bygger blandt andet på Erik Rørbæk Madsens erindringsbog Vælg din egen skæbne. Det viser blandt andet den svært overskuelige organisation og kompetencestrid, der var notorisk i den jyske modstandskamp i det sidste krigsår. Konflikterne fik den samlede betegnelse ‘Den jyske strid’.
Teksten herunder består af flere sammenklip fra min bog. Teksten er identisk med den, men jeg har tilføjet mellemrubrikker.

—– —–

Tre dage efter Ranum-mødet (et ledelsesmøde i Toldstrup-organisationen), den 14. marts 1945, skrev kaptajn C.-G. Schøller, ny Region I-leder, et brev til Erik Rørbæk Madsen (’Givskov’) om sabotagen mod Lindemanns tog. Schøller var rystet over, at den 29-årige Rørbæk Madsen kunne finde på at foretage aktionen i betragtning af de repressalier, der ville være indtruffet, hvis generalen var omkommet.
”I det foreliggende Tilfælde har De saaledes vist en i Forhold til Deres Uddannelse og Alder forbløffende mangel paa Omtanke,” skrev regionslederen
”Lige saa klart det er, at vi skal sætte haardt mod haardt, hvis Indsatsen er det værd, ligesaa forkasteligt vil det være at udføre Gerninger, der uden Gevinst for os bringer Død og Ulykke over danske Medborgere. Så hellere give Afkald paa den Smule Propaganda.”
Brevet blev sendt til ’Givskov’ gennem distriktslederen, og han fik at vide, at han ville blive udelukket fra organisationen i gentagelsestilfælde.

Forsinket modtagelse af brev
Erik Rørbæk Madsen så dog først brevet flere uger senere, for dagen efter, den 15. marts 1945, blev han opsøgt af læge Einar Ammundsen (’Bloch’), der kom på vegne af Jens Toldstrup. Jyllandsledelsen skulle have et nyt medlem fra Dansk Samling efter Børge Eriksen, og Toldstrup ville gerne have sin nære ven og rådgiver Anton Rask optaget. Det skulle ’Givskov’ prøve at formidle i kraft af et personligt bekendtskab med partiformand Arne Sørensen.

Anklage: Uværdig til tillid
Da Erik Rørbæk Madsen kom hjem (fra København), lå der en kuvert til ham fra Valdemar Hoffmann Laursen, distriktsleder for Struer. De to breve, der kom frem, da han åbnede den, viste i koncentreret form, hvor spændt stemningen var blandt lederne i den jyske modstandsbevægelse.
Hoffmann Laursen havde den 15. marts modtaget et brev til orientering fra Jens Toldstrup om, at Rørbæk Madsen (’Givskov’) var udnævnt til modtagechef i Struer. Da han som distriktsleder intet havde hørt om dette, opfattede han det sådan, at ingeniøren havde handlet bag hans ryg.
”Jeg beklager at have vist Dem en Tillid, som De ikke har været værdig til. (…) Jeg maa forlange, at De holder Dem helt ude fra Arbejdet, indtil jeg kan meddele Dem min endelige Beslutning,” lød det blandt andet i brevet.
Hoffmann Laursen vedlagde tilrettevisningen fra regionsleder Carl-Gustav Schøller, der var udformet to uger før, men som Rørbæk Madsen nu så for første gang. Brevene ramte ham hårdt. C.-G. Schøller var en modstandskammerat fra den tidligste tid og havde givet sprængstofinstruktion i Erik Rørbæk Madsens hjem. Hoffmann Laursen var kontorchef på B&O og dermed en kollega.

Svaret, der aldrig blev sendt
Ingeniøren udfærdigede et svar på kaptajn Schøllers tilrettevisning, som han fremsendte gennem kommandovejen, men Laursen afviste at videresende det. I stedet skrev Rørbæk Madsen til Toldstrup, hans direkte overordnede i modtagearbejdet, og modtagechefen sendte læge Anton Rask som ’parlamentær’. Rask og Rørbæk Madsen, der begge var på cykel, mødtes på vejen mellem Holstebro og Vinderup og fulgtes til Hoffmann Laursens illegale logi.
Tingene blev landet i mindelighed, idet Erik Rørbæk Madsen fortsatte som modtageleder i Struer, men distriktslederen holdt fast på, at hans brev til Schøller ikke ville blive sendt.

Erkendte fejlskøn
I brevet erkendte Rørbæk Madsen, at aktionen mod generaloberst Lindemanns tog var udtryk for et fejlskøn, men han benægtede at have udvist manglende disciplin. Han sad selv i byledelsen og havde kompetence til at iværksætte aktioner, og distriktslederen var ikke i byen. Dette turde være et illustrativt eksempel på mange civile modstandsfolk syn på den tiltagende officerskontrol.
”Jeg benytter samtidig Lejligheden til at beklage den dårlige militaristiske Kommandotone, man på det sidste er begyndt at anvende. Dette kan man ikke tillade sig over for mennesker, der i Årevis har risikeret alt for frivilligt at gå med i Kampen for Sandhed og Ret, og som har taget deres Broderpart af Tørnen,” skrev Erik Rørbæk Madsen i det ikke-videresendte svar.