Syv måneders fængsel. Sådan lød den straf, som Vilhelm la Cour, 59-årig nationalkonservativ historiker, den 25. juni 1942 blev idømt af Højesteret for en række provokerende pjecer og foredrag, som han havde holdt for større, lukkede kredse landet over.
La Cour havde ufortrødent fortsat sine aktiviteter, selv om Udenrigsministeriet direkte havde anmodet ham om at høre op med provokationerne. Straffen var en klar forhøjelse efter Københavns Byrets dom på fire måneders hæfte.

Hvad voteringsprotokollen viste
For la Cour og offentligheden var det den alvorlige skærpelse, der faldt i øjnene. Det var oplagt at gå ud fra, at dommernes votering var en afvejning af, hvor mildt man kunne slippe af sted med at dømme den tiltalte.
Det var meget langt fra virkeligheden.  Hvad ingen kunne vide, var, at de syv måneders fængsel var et kompromis. Det fremgik ifølge retshistorikeren Ditlev Tamms bog Bag kapperne, da han gennemgik voteringsprotokollen.
Nogle af dommerne ville dømme strengere end de syv måneder – en enkelt 18 måneders fængsel. En dommer mente, at der var et ’landsskadeligt’ element i historikerens handlinger, fordi han fandt det uansvarligt, at en enkelt borger opkastede sig til kritiker af regeringens politik i forhold til besættelsesmagten. En anden mente, at en embedsmand havde pligt til at undlade at skabe vanskeligheder for regeringen.

Gik videre end de tyske krav
Højesteret førte generelt under forsæde af højesteretspræsident Troels G. Jørgensen en hård linje i sager om overtrædelse af besættelsestidens midlertidige straffelove.
”Højesteret så yderst alvorligt på sin opgave og veg ikke tilbage for at drøfte skærpelser, der gik ud over, hvad hensynet til besættelsesmagten talte for,” skriver Ditlev Tamm.
Eksemplet er efter min mening interessant, fordi hovedbegrundelsen for samarbejdspolitikken var, at man kunne holde politi – og retsmyndighed på danske hænder og sørge for, at danskere, der blev afsløret i selv alvorlig modstandsaktivitet, kunne slippe billigere, end hvis der havde været direkte tysk styre.
I den sammenhæng er den øverste domstols linje en undtagelse.

Prisen for domsmyndigheden
La Cour-sagen var skelsættende i det skred, der var i gang mellem dansk og tysk justits. I februar 1942 havde den tyske krigsret henvendt sig på historikerens bopæl uden at orientere de danske myndigheder   for at hente ham til afhøring. Efter danske protester blev han indsat i den danske afdeling af Vestre Fængsel, men senere overtog krigsretten igen i sagen nogle dage, inden de danske myndigheder til sidst fik lov til at gennemføre den.
Men der var en pris at betale. Tyskerne så alvorligt på Vilhelm la Cours undergravende foredrag, der på en uhåndterlig måde skabte grobund for aktiv modstand. Derfor måtte undervisningsminister Jørgen Jørgensen gå ind på at afskedige historikeren fra hans stilling som gymnasielærer, og la Cour accepterede på Justitsministeriets opfordring at gå i frivillig internering efter afsoningen.

Dommer stemte for livstid til skipper
Da den konservative politiker John Christmas Møller omkring samme tid – den 30. april 1942 – flygtede ud af landet for at rejse videre til London, viste den strenge linje i Højesteret sig igen. Flugten var sket på motorgaleasen Argo, der sejlede politikeren og hans familie, der alle var skjult i lasten, over Kattegat til Göteborg.
Skipperen Peter V. Schmidt og en letmatros, der var det eneste besætningsmedlem, blev tiltalt efter samme midlertidige straffelovstillæg, som Vilhelm la Cour var blevet dømt efter. I byretten blev Schmidt idømt tre års fængsel, mens letmatrosen fik ét år. Anklageren appellerede til Højesteret, der skærpede straffene til henholdsvis seks og tre års fængsel.
Retten fandt det vigtigt, at ’de tiltalte var klare over, at Christmas Møller fra Sverige agtede sig til England, og at de regnede med, at hans motiver var af politisk natur’. En enkelt dommer mente under voteringen, at fængsel på livstid ville være konsekvent i betragtning af, at det var en handling af alvorlig politisk karakter at transportere en modstander af Tyskland til England. En anden dommer fandt det skærpende, at skipperen og letmatrosen vidste, at Christmas Møller indtog en stejl holdning over for tyskerne.
”Denne dom viser tydeligt, hvorledes der i Højesteret var en klar tendens til at støtte forhandlingspolitikken ved at idømme strenge straffe i sager, som i særlig grad måtte være genstand for tysk opmærksomhed,” skriver Ditlev Tamm i bogen Retsopgøret efter besættelsen.