Da briternes kvindelige superagent flygtede fra Gestapo

Ellen Margrethe Harboe (1894-1960) var værdifuld for de allierede, fordi hun ofte arbejdede i Tyskland og kunne skaffe efterretninger derfra. Men som led i sit dobbeltspil var hun hjemme i Danmark nødt til at give indtryk af at være tyskvenlig – blandt andet ved at holde selskaber med tyske gæster. Det gav hende et ry som ‘nazisten fra Østrupbæk’, som det var umuligt for hende at ryste af sig – selv ikke da det britiske militærmyndigheder efter krigen bekræftede, at hun havde arbejdet for dem. (Nationalmuseet)

Ellen Margrethe Harboe fra Østrupbæk ved Roskilde havde som agent for den britiske militære efterretningstjeneste SIS (MI6) i 1943 bl.a. stjålet vigtige militære flyvekort fra den tyske besættelsesmagt. Men i februar 1944 var det slut. Dette uddrag fra ‘Modstand-3’ viser, hvordan fru Harboe med nød og næppe undslap, da Gestapo rullede hele den danske SIS-organisation op. Hun reddede sig til Sverige, hvor hun forblev resten af krigen.
Læs hele historien i nr. 3 af Politiken Historie, der udkommer på tirsdag, den 7. juni 2022.

—– —–

Ellen og Georg Quistgaard var også blandt dem, (faldskærmsagenten) Jens Jacob Jensen havde røbet. Quistgaard blev arresteret af Gestapo samme dag, torsdag den 13. januar 1943, og to dage senere kom Ellen Quistgaard fra en kurerrejse uden at ane noget.
”Jeg (…) blev (…) urolig, da min mand ikke var ved toget for at hente mig, det plejede han altid. Da jeg kom hjem til vores lejlighed i Åbenrå, så jeg, døren var spigret til og forstod, at noget var galt,” erindrede hun i et interview.
”Jeg skyndte mig ned i en telefonkiosk og ringede til frøken Bruun de Neergaard på Damehotellet (…). Jeg sagde bare: Det er mig, må jeg komme op og sludre lidt med Dem.”
Hos hotelejeren fik fru Quistgaard besked om, hvad der var sket. Hendes mand havde ved 13-tiden truffet sin samarbejdspartner Arne Lützen-Hansen (fru Harboes føringsofficer) , som han arbejdede sammen med for SOE, og de var gået hjem i lejligheden for at få en kop kaffe. Her sad et hold Gestapo-folk – fire tyskere og en dansker – og ventede på dem. Mens Quistgaard og Lützen-Hansen blev ført i Vestre Fængsel, forsøgte en tredje tilstedeværende, den 23-årige illegale bladmand Kaj Schiørring at skyde sig fri og dræbte en Gestapo-mand og sårede en anden. Han blev dog selv ramt og døde to dage efter.
”Da jeg prøvede at løbe, blev der stor bestyrtelse, og en herre slog mig hårdt i tindingen,” skrev Georg Quistgaard i en dagbog, han sneg sig til at skrive i fængslet.
”Arne forsikrede stadig sin uskyld. (…) Så fulgte 8 timers ophidset og usammenhængende forhør (…) med 6 forskellige mennesker til at overbevise mig (…) om nødvendigheden at tale den hele og fulde sandhed.”
(…)
Med arrestationen af Arne Lützen-Hansen havde Jacob Jensens og Kaj Lunds afsløringer nu også givet Gestapo indpas i Secret Intelligence Service (SIS eller MI6), som det ellers var lykkedes at operere under stor diskretion. Tyskerne var godt klar over, at den 24-årige Lützen-Hansen sad inde med nøgleoplysninger.
Siden begyndelsen af december havde der været tegn på, at Gestapo var ved at kredse sig ind på fru Ellen Margrethe Harboe i Østrupbæk ved Roskilde, en af de værdifulde agenter. Efter arrestationen   blev hun inaktiv og gik under jorden i Korsør.
Arne Lützen-Hansen blev formentlig udsat for tortur eller trusler om det. Inden for få dage lagde han stort set alt på bordet, blandt andet identiten på ’R34’, SIS-chefen direktør Aage Andreasen.
Han var dog ikke ene om at afsløre Andreasen. Redaktør Svend Bjørnestad fra Nationalt Værn havde også opgivet navnet til Gestapo-chef Karl Heinz Hoffmann, så arrestationen var alene et spørgsmål om tid.
”Da jeg den 18. januar 1944 om morgenen sammen med min sekretær, som hentede mig i taxa i mit hjem, kørte ind til byen, var vi straks klar over, at vi blev skygget, idet vi kørte i spidsen for en lang kortete af biler, der overhovedet ikke respekterede rødt trafiklys, sporvogne, forkørselsret eller lignende,” berettede Aage Andreasen efter krigen.
Da han kom ind til sit firma, var hele kontorbygningen omringet. Aage Andreasen mente at vide, at over 40 mand var med i anholdelsesaktionen.
(…)
Efter SIS-agenten Arne Lützen-Hansens arrestation den 13. januar 1944 måtte hans nære samarbejdspartner Ellen Margrethe Harboe regne med at komme i søgelyset. Derfor meldte den  diskrete og effektive dame sig syg fra Blindflyveskolen i København og rejste til Korsør, hvor hun fik logi hos en kunstmaler Aagaard. Fru Harboe fik arbejde hos restauratør Carl V. Jensen på ’Færgegården’. Hun fortsatte sin agentvirksomhed ved at kontrollere tyskernes transporter fra restaurantens kontorer på bygningens 1. sal.
(…)
Efter at have holdt sig i skjul i to måneder Korsør blev Ellen Margrethe Harboe anholdt af Gestapo på ’Færgegården’ den 8. marts 1944. Tilsyneladende havde man fået presset forklaringer ud af den arresterede Lützen-Hansen, der havde ført frem til hendes opholdssted.
Tyskerne førte hende til hendes hus i Østrupbæk ved Roskilde, som de ransagede. I et ubevogtet øjeblik lykkedes det hen imod midnat den 49-årige kvinde at stikke af hjulpet af et tåget vejr. Hun blev af den lokale læge kørt til Vanløse, hvor hun fik mulighed for at skjule sig, indtil hun 18. marts 1944 fik bådlejlighed til Malmø.

Wilfred Petersen – en hovedaktør bag 1930’ernes politiske gadevold

Wilfred Petersen fremtrådte altid velklædt og holdt sig personligt fra slagsmål og strafbare aktioner. Det havde han folk til.

En af de ting, historikeren Claus Bundgård Christensen glæder sig over ved at kunne udgive biografien Følg Wilfred!, der udkommer på Gyldendal på onsdag, den 11. maj, er at kunne skildre en væsentlig side af 1930’ernes historie. Han mener ikke, at dette årti er så historisk veldækket, som mange forestiller sig. Wilfred Petersen (1905-1981), føreren for det nazistiske Dansk Socialistisk Parti (DSP), havde typisk kun 500 mand i rækkerne, men det var nok til, at det antiparlamentariske parti var en væsentlig faktor bag den politiske gadevold i specielt København, der truede med at destabilisere demokratiet.
“I det centrale København var der i 1930’erne mange billige boliger, små fugtige lejligheder. Det befordrede en politisk kultur – og især en ungdomskultur – hvor tingene i høj grad foregik i det offentlige rum. Mange små, særegne politiske miljøer opstod. DSP finansierede sit arbejde gennem gemen kriminalitet og havde en udpræget voldsparathed på gadeplan,” siger Bundgård Christensen i et interview om bogen.
“Den politiske strategi, der var inspireret af det tyske SA, bundede i en forestilling om at erobre gaden og skabe en nazistisk revolution nedefra. Der var ikke – som det af og til hævdes – tale om mere djærve og gentlemanagtige slagsmål i 1930’erne end i dag. Man sparkede på folk, der lå ned, og der blev brugt knojern og andre modbydelige slagvåben.”
DSP var venstrenazistisk og appellerede i sin propaganda i udpræget grad til arbejderbefolkningen.
“Der var i DSP mange tidligere medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), der blandt andet lærte DSP’erne at blande knuste glasskår i limen, når man satte plakater op. Det gjorde det svært for modstanderne at pille dem ned igen,” bemærker Bundgård Christensen.

Hærværk mod jødiske forretninger i København udført af DSP var ikke nogen sjælden foreteelse

Antisemitisk hetz
Kredsen omkring Wilfred Petersen bestod af godt begavede unge mænd. Det konstaterede retspsykiateren, da de fleste fra inderkredsen efter krigen blev mentalundersøgt som led i retsopgøret. De var imidlertid også nogle rå slagsbrødre. En af dem, Valdemar Jensen (‘den lyse slagter’) deltog i  over 100 gadeslagsmål, og det blev betragtet som en kvalifikation.
Blandt de mere ekstreme tiltag var en serie voldelige aktioner mod homoseksuelle, som aktivisten Jørgen Asmild foretog. Højstatusaktioner var angreb rettet mod det regerende Socialdemokratis institutioner – partiet som blev anset for at inkarnere det forhadte ‘system’ (den socialdemokratisk/radikale regering Stauning/Munch), og hærværk mod jødisk ejede butikker og virksomheder var hyppige.
Partibladet ‘Stormen’ førte en vedvarende hetz, og i kraft af DSP’s ekstreme antisemitiske ytringer og aktioner var Wilfred Petersen efter Claus Bundgård Christensens vurdering en vigtig del af baggrunden for justitsminister K.K. Steinckes banebrydende antiracismelov i 1939.
“Wilfred Petersens tanker har lighedspunkter med det, vi i dag kalder hybridkrig. Han lancerede hele tiden nye tanker, nye projekter, nye ideer. Man kedede sig aldrig. Han opfandt sin egen politiske kultur, og alle var stort set jævnaldrende,” siger historikeren, der er lektor på Roskilde Universitet.
DSP fik midlerne til sit arbejde fra to kilder. Den ene var afpresning af enkeltpersoner og virksomheder.
“Men det er givet, at en langt mere omfattende afpresning har fundet sted.”
Den anden gruppe var velhavende aktører, der var kritiske over for det parlamentariske demokrati og ønskede en omvæltning.
“Det fik dem til at støtte en bevægelse som DSP for at destabilisere Stauning/Munch-regeringen, uden at de nødvendigvis gik ind for DSP’s program,” vurderer Claus Bundgård Christensen.

I 1935 gik Dansk Socialistisk Parti (DSP) over til at bruge et hvidt lyn som symbol for at distancere sig fra det hagekors, som Frits Clausens DNSAP brugte.,

Værdifulde alliancer
I betragtning af karakteren af sit politiske virke havde Wilfred Petersen en forbløffende evne til at få kontakt til indflydelsesrige personer. En af dem var kriminaloverbetjent Max Weiss (1905-1968) fra Københavns Politis ‘politiske politi’ (omtrent det daværende PET), som han havde været befalingsmandselev sammen med i 1920’erne på Kornetskolen i Helsingør. Naziføreren var en vigtig meddeler for politimanden.
Historielektoren betegner Weiss som en fascinerende skikkelse, der bestemt kunne fortjene en biografi. Han blev i øvrigt efter krigen en af de vigtigste folk i Danmark for USA’s efterretningstjeneste CIA.
“Max Weiss var en fantastisk person – en velbegavet, sprogkyndig, betroet medarbejder ved det politiske politi – formentlig socialdemokrat. Han holdt øje med de højreradikale grupper og var hele vejen igennem loyal over for ungdomsvennen Wilfred Petersen. Venskabet kom til udfoldelse under besættelsen, hvor Weiss reelt var WP’s føringsofficer,” siger Claus Bundgård Christensen.
De var fælles om et enormt had til Frits Clausens naziparti DNSAP, som for Max Weiss var landsforrædere, for Wilfred Petersen ærkerivaler i det højreradikale miljø.
“WP spionerede for Weiss i bl.a. Germansk SS og Waffen SS. WP havde konstant en stor mængde informationer, der gjorde ham værdifuld for Max Weiss. Wilfred Petersen anså DNSAP for at gå tyskernes ærinde – og derfor som ekstremt farligt. Men det er ikke rimeligt over for frihedskæmperne at kalde ham modstandsmand, selv om han bidrog afgørende til at svække Frits Clausens parti. Han blev virkelig Frits Clausens onde ånd, og umiddelbart før sin død i 1947 udtalte Clausen sit ønske om, at Wilfred Petersen ville få en hård dom i sin retsopgørssag.”
Ud over Max Weiss fik Wilfred Petersen en anden krigstidsalliancepartner i revisor H.C. Steen Hansen (1902-1974), en velhavende, nationalkonservativ modstandsmand, og da Wilfred Petersen efter krigen meldte sig frivilligt til Københavns Politi, skete det flankeret af Weiss og Steen Hansen, der også på forskellig vis stod ham bi under de følgende års retssager.

 

 

Den jyske væbner – et modstands-symbol

En folkemængde ved Edvard Rings statue i Randers af Niels Ebbesen fra 1882. Billedet er taget i befrielsesdagene i 1945. (Nationalmuseet)

Alene på grund af den imposante, irrede bronzestatue på Rådhustorvet har jeg som født og opvokset i Randers et forhold til væbneren Niels Ebbesen, der dræbte den holstenske grev Gerhard (el. Gert) natten til den 1. april 1340. Væbner Niels fremtræder pansret, med hånden på hjertet og skuende mod syd som for at holde øje med tyskerne.
I forbindelse med min studentereksamen i 1981 var jeg som de fleste andre unge i byen med nyerhvervet studenterhue med til at ‘danse om Niels Ebbesen’.
Jeg blev allerede som barn gjort opmærksom på ‘Niels Ebbesens Gård’ i Storegade, hvor den jyske adelsmand skal have dræbt grev Gert. En træluge på øverste stokværk står konstant åben. Formålet er, at den dræbte greves usalige sjæl til enhver tid skal kunne undslippe, så man undgår, at huset bryder i brand.
Som turistguide i 1980’erne fortalte jeg  historien  og gjorde opmærksom på, at den er og bliver en skrøne. ‘Niels Ebbesens Gård’ blev opført i 1643 – mere end 300 år efter det natlige drama tilbage i middelalderen. Ingen bygning i Randers, der stod i 1340, eksisterer mere. Selv Sankt Mortens Kirke, byens store middelalderkirke, er opført 150 år senere – i sidste årti af 1400-tallet.

B.S. Ingemanns ‘Prins Otto af Danmark’, der indeholder historien om Niels Ebbesen, udkom første gang i 1834.

Læseoplevelse i dæmpet belysning
Ud over det fik jeg tidligt et nærmere kendskab til begivenhederne – formidlet i en skønlitterær, nationalromantisk form. Da jeg var ca. 13 år blev jeg af min mor gjort opmærksom på B.S. Ingemanns historiske romaner fra 1800-tallet. En af dem, Prins Otto af Danmark, har dramaet i Randers med.
Bøgerne er ikke for ingeting skrevet af en stor digter. Fortællingerne skrider fængslende fremad, og uhyggelige intriger udspiller sig. Jeg husker, hvordan jeg på mit værelse slukkede det elektriske lys og erstattede det med det dæmpede skær fra en orangemalet petroleumslampe for at skabe autentisk middelalderstemning.
Her er riddere og skønjomfruer, heltedåd og niddingsfærd, triumfer og dybe fald. Sådanne fald endte for forrædere og andre formastelige i værste fald med radbrækning, hjul og stejle. Det er bøger med rene, stærke værdier. Det var før den tid, hvor f.eks. ‘diversitet’ blev et plusord. Idealet var troskab og enig opslutning bag den kronede og salvede konge. Også antallet af køn var der styr på. Der var to.
Mit barndomshjem lå på en villavej syd for Randers tæt på den indfaldsvej sydfra, som Niels Ebbesen og hans ca. 50 edssvorne mænd havde benyttet, da de natten til den 1. april 1340 brød ind i byen, hvor en holstensk styrke på flere tusinde mand befandt sig. Efter Niels Ebbesens drab på den holstenske greve foretog de tilbagetog ad samme vej.
Det at bo på den samme jord, som havde været opmarchområde for hin berømmelige aktionsstyrke, var noget, der nok kunne vække fantasien hos en 14-årig historienørdet dreng. Begivenhedernes tilknytning til vores kvarter blev erindret med to vejnavne: Prins Ottos Vej og Svend Trøst Vej. Sidstnævnte vej er opkaldt efter Niels Ebbesens raske svend, der ifølge myten havde forberedt en afkastning af broplankerne på Randers Bro, så den overlegne holstenske hær blev afskåret forfølgelsen.
Du kan få et modspil til B.S. Ingemanns romantiske univers i denne mere nøgterne faghistoriske artikel

Christian Ulrik Hansen (1921-1944) var et eksempel på en modstandsmand, der var stærkt inspireret af danske middelalderhelte og -myter. (Nationalmuseet)

I aftægtsstuens bogskab
På et tidspunkt i min research til Modstand stødte jeg på en passage, der i særlig grad vakte minderne om denne tidlige læseoplevelse. Det var fra Elith Olesens bog Jeg har levet mit liv i lyset (Poul Kristensens Forlag, 2001), der er en biografi af den kristent-nationale modstandsleder Christian Ulrik Hansen. Han voksede op på slægtsgården Vannerup Vestergaard ved Farsø, hvor han var den ældste af fire søskende. Den højt begavede dreng havde meget ud af samværet med sin morfar, der boede på aftægt på gården.
“Ikke blot lærte Christian at læse og skrive før den skolepligtige alder, men i den lune lille aftægtsstue sad morfar ofte med drengen som eneste tilhører og deltager og fortalte (…) om bibelske personer og tildragelser og om Danmarks-historiens store skikkelser (…). Da Christian (…) havde lært at læse, åbnedes endnu en spændingsfyldt verden for ham, nemlig aftægtsstuens fyldte bogskab,” hedder det i biografien.
“Det, der stod her, var (…) folkelig litteratur af romantisk grundpræg (…). Her var Ingemanns historiske romaner (…), A.D. Jørgensens ’40 Fortællinger af Fædrelandets Historie’, H.C. Andersens og Grimms Eventyr (…). I morfars stue kom Christian på nært hold af helteskikkelser som Rolf Krake og Regnar Lodbrog, Uffe hin Spage og Thyra Danebod, Absalon, Niels Ebbesen, Valdemar Atterdag, Margrethe, Nordens dronning, Frederik den Tredjes sammenbidte københavnere….”
B.S. Ingemanns romaner var noget af 1800-tallets mest læste skønlitteratur. Han begyndte at skrive dem i 1820’erne efter opfordring fra N.F.S. Grundtvig. De var enige om at se bogprojektet som et middel til at fremme national bevidsthed og folkeånd, og romanerne havde antagelig stor betydning for mobiliseringen af de danske soldaters kampvilje i krigene i 1848-51 og 1864.
Du kan finde nogle litteraturhistoriske betragtninger over B.S. Ingemanns romaner i denne artikel af Kim Minke

Kaj Munks skuespil beslaglagt
Trods de meget sparsomme konkrete oplysninger i historiske kilder om Niels Ebbesen fik han som symbol stor betydning for at motivere til  aktiv modstand under besættelsen.
Digterpræsten Kaj Munk begyndte allerede kort efter den 9. april 1940 at skrive et drama med titlen Niels Ebbesen, og han læste op af det under det store antal foredrag, han holdt rundt om i landet. Munk gjorde ikke meget for at skjule, at handlingen ikke kun handlede om dansk middelalder, men skulle opfattes med en aktuel pointe. Da den endelige udgave af skuespillet var klar til udgivelse den 9. april 1942 – toårsdagen for besættelsen – blev oplaget straks beslaglagt. Boghandlerne havde dog nået at sælge et større antal eksemplarer, og den mobiliserende virkning varede ved.
Læs evt. om forløbet i denne artikel af den afdøde historiker Claus Bjørn.
Myten optog også toldassistent Anton Jensen i Skive, der senere blev leder af våbenmodtagelsen i Jylland under dæknavnet Toldstrup. Han fik i begyndelsen af krigen en søn, som han og hans hustru lod døbe Niels Ebbe til minde om middelalderhelten.
Men de nationalkonservative og nationalt folkelige modstandsorganisationer var ikke ene om at bygge et budskab op på Niels Ebbesen-myten. Sympatisører med de tidlige kommunistiske modstandsfolk, der senere blev til BOPA, solgte mærker i frokoststuerne på deres arbejdspladser for at skaffe midler til basale leveomkostninger for deres kammerater, der levede under jorden.
Der var ikke – som man ellers kunne være tilbøjelig til at tro – tale om ‘Stalin-mærker’ eller ‘Lenin-mærker’. Kommunisterne var på det rene med, hvor ringe sympati det store befolkningsflertal havde for dem. De fulgte derfor en folkefrontsstrategi med stor parathed til at samarbejde med andre, og deres retorik gik ud på, at de kæmpede for ‘Danmarks sag’, ikke for verdensrevolutionen. Derfor var de mærker, de solgte f.eks. ‘Skipper Klement-mærker’ eller ‘Niels Ebbesen-mærker’

—– —– —–

INDSTILLINGERNE til os to modtagere af Niels Ebbesen-medaljen i 2022 blev givet af dokumentarfolkene Martin Sundstrøm og Simon Bang, der selv fik hver en medalje i 2021:

Dines Bogø
har igennem flere årtier arbejdet som privat historiker og har med sin utrættelige research og talrige foredrag og artikler, sikret uvurderlige historier, billeder, fakta og detaljer fra besættelsen, som ingen andre har tænkt på at gøre. Hans efterforskning og beredvillige interesse og hjælpsomhed er second to none, og beskæftiger man sig med besættelsen, ender det næsten altid med, at man må ty til Dines Bogø for at opdage, at han allerede har undersøgt emnet til bunds og fundet ukendte ting, ofte igennem pårørende. Hvis man skal have tegninger over tyske flyvepladser eller matrikelnumre på nedrevne sommerhuse, som har huset modstandsfolk, så er det Dines Bogø man konsulterer. Og derfor er han ofte brugt som konsulent af dokumentar- og filmprojekter. Vi anser ham som noget så sjældent som en enmandshær, der i fredstid har sikret at historien holdes faktuelt i live, som ingen andre har formået. I betragtning af at han ikke er ansat på et universitet, men helt og holdent optræder som privat efterforsker, forfatter og historiker og rådgiver, anser vi ham som en oplagt kandidat til Niels Ebbesen Medaljen.

Martin Sundstrøm og Simon Bang, der sammen lavede filmen ‘Angrebet på Shellhuset’ fra 2013, fik Niels Ebbesen-medaljen i 2021. (Nationalmuseet)

Niels-Birger Danielsen er journalist og historiker. Igennem de sidste to årtier har han markeret sig som en af de førende fagbogsforfattere med speciale i besættelsesårene blandt andet med biografier om Werner Best og Karl Heinz Hoffmann, og hovedværket Modstand, som netop er fuldendt. Danielsen kommer oprindeligt fra Randers, blev cand.phil. fra Aarhus universitet i 1987 og journalist i 1992, og selvom uddannelsen ikke umiddelbart pegede på krigen, så fyldte besættelsen allerede fra barndommen, selvom der ingen aktive modstandsfolk var i hans familie. Måske derfor var han den rette til undersøge historien og opsøge og interviewe vigtige personer fra krigens tid, fordi han ikke stod på nogens side, ud over nysgerrighedens? Det har medført en række meget grundige bogudgivelser og hans hovedværk 4-bindsværket Modstand er så gennemført en indsats, der tager sin begyndelse helt tilbage fra 1933, at det til dato er det mest imponerende værk om undergrundsbevægelsen i Danmark under krigen. NBD formår med en omfattende research og fremlæggelse af hidtil ukendte kilder, samt en meget fin personskildring, at fremmane en tid, som ellers er vanskelig at gøre personlig og levende efter snart 80 år. Det var heller ingen selvfølgelighed at få bogværket udgivet, som det ellers lå i kortene, og kun pga af Niels-Birger Danielsens egen ekstraordinære og vedvarende fundraising, lykkedes det ham også at få udgivelsen finansieret, samtidig med at hans grundforskning foregik parallelt. Han egen kamp for at belyse fortidens kampe for frihed og dermed bekæmpelsen af fortidens fjender er helt usædvanlig og utrættelig. Derfor anser vi ham som en oplagt kandidat til Niels Ebbesen Medaljen.

Martin Sundstrøm og Simon Bang bliver hædret ved overrækkelsesceremonien i Lynge Præstegård den 30. april. Der blev nemlig ikke holdt nogen ceremoni sidste år på grund af corona, så de fik deres medaljer tilsendt.

Uddrag af ‘Modstand-1’: Chefens uundværlige hjælper i kommunisternes modstandskamp

En af de mest bemærkelsesværdige kvinder i modstandsbevægelsen var Birte Høeg Munck (billedet, senere Birte Høeg Brask), der som 23-årig medicinstuderende var med fra begyndelsen af den kommunistiske modstandskamp i sommeren 1941. Sidst på året gik hun under jorden sammen med Børge Houmann, lederen af DKP’s illegale arbejde, og de forblev på fri fod og virksomme lige til den tyske kapitulation i maj 1945.
I dette uddrag fra bind 1 af Modstand skildres kvinden, der kun kendtes som ‘Trille’ eller ‘Mads’.  Det er sket på basis af historikeren Morten Møllers biografi af Børge Houmann med titlen Hvem er Nielsen? (Gyldendal, 2012), der også rummer et skarpt portræt af hans assistent, der efter krigen blev hans kone.
Teksten er identisk med ordlyden i ‘Modstand-1’ bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

Så meget som Børge Houmanns aktiviteter sidst i 1941 havde grebet om sig, var det klart, at han måtte have en assistent. Den første, der fik ideen til, at det skulle være Birte Høeg Munck, ’Trille’, var isolationsarbejder Knud Francker, der var en af Houmanns betroede folk.
”For det første kunne kun sprog. Hun kunne skrive på maskine. Hun kunne stenografere – og hun var dygtig til at lave mad (…). Samtidig var hun en dejlig pige, og hun så jo godt ud,” var Franckers begrundelse.
Den 23-årige kvinde blev fra dette tidspunkt som ’Mads’ chefens uundværlige faktotum, der rejste som kurer og sørgede for boliger, mødelokaler samt falske legitimationskort.
”Mads var en rigdomskilde, som syntes uudtømmelig, hvad adresser og mødesteder angik. (…) Mindst én gang ugentlig mødtes partiets illegale ledelse, fire mand, og det skulle helst være et nyt sted hver gang,” skriver Børge Houmann i sine erindringer.
”Mads ordnede det. Hun havde et nøgleknippe så stort som en borgfrues i de gode gamle romaner.”

Brud med borgerlige barndomshjem
Bag de nøgne fakta om Birte Høeg Muncks indsats ligger en dramatisk personlig historie (…). Hun var i 1937 som 18-årig blevet gift med den 23-årige Kjartan Munck (…). De var begge medicinstuderende og var fælles om at have gjort op med solide borgerlige barndomshjem, hvorefter de var blevet kommunister og kulturradikale. De havde fået en søn i 1939.
(…) Med den nye opgave var Birte Høeg Munck definitivt inde i den allerfarligste del af den illegale kamp. Det betød samtidig et privat opbrud af dimensioner. Samarbejdet med den 16 år ældre Børge Houmann udviklede sig til et samliv, der varede besættelsestiden ud – og resten af livet.
Mange mænd, der gik under jorden, forlod deres hjem, hvor der ofte var mindre børn, men eksempler på, at kvinder gjorde det samme, er få. Men Birte Høeg Munck gjorde det; hendes lille søn blev sat i pleje fra 1942 og resten af besættelsestiden.

Børge Houmann (1902-1994) var den øverste kommunistiske sabotageleder krigen igennem – og blandt de stiftende medlemmer af Danmarks Frihedsråd. (Morten Møller: Hvem er Nielsen)

Vraget ægtemand gik til hånde
Kjartan Munck blev i øvrigt anholdt af dansk politi for kommunistisk virksomhed den 5. marts 1942, men løsladt tre dage senere på grund af manglende bevis. Han blev senere efterlyst igen og levede illegalt resten af besættelsestiden. Han var partiets ’førsteduplikatør’ – altså fast beskæftiget med manuel fremstilling af partiets og Frit Danmarks tryksager.
”Ud over at være et trofast partimedlem var han som nævnt gift og havde barn med den lægestuderende, som nu fungerede som Houmanns assistent og elskerinde, og som indsamlede det materiale, Kjartan Munck skulle trykke,” noterer Morten Møller.
’Trille’ kom efter krigen til at tænke på adskillelsen fra sit barn med smerte – også af professionelle grunde. Hun er identisk med den kendte børnepsykiater Birte Høeg Brask; det var hendes pigenavn, som hun tog tilbage, da hun blev skilt fra Kjartan Munck i 1946. (…)

Mødesteder – den konstante udfordring
”Hillerødgade 75. Læge Kjems. Der er god plads. Jeg har fået nøglen.”
Birte Høeg Muncks lægekontakter reddede i begyndelsen af februar endnu engang situationen. Houmann modtog beskeden om Nørrebro-lejligheden med lettelse, for i 1942 var det vanskeligt at finde et diskret mødested til en større gruppe. (…) Omkring 14 personer skulle deltage i mødet.
”Mange små arbejderlejligheder stod til disposition. To- og to-og-et-halvt-værelses lejligheder var altid til at låne,” skriver Houmann.
”At finde en lejlighed, hvis indehaver man turde stole på, og som samtidig befandt sig deroppe på rangstigen, hvor en rummelig lejlighed var en selvfølge, det var et problem i besættelsens første tid.”
Det var risikabelt at samle så mange mennesker, og det foregik da også med opbydelse af al den illegale teknik, som ’Nielsen’ og ’Mads’ havde indøvet. Ud over de to fik kun Aksel Larsen, Alfred Jensen og Thorkild Holst adressen at vide på forhånd. De øvrige fik besked på at møde op forskellige steder i nabolaget.
”Mads tog direkte til mødestedet og tilkendegav med en blomst i vinduet, at vejen var fri,” beretter Børge Houmann.
”Også Aksel Larsen tog direkte til adressen. Vi andre tre samlede københavnere og provinskammeraterne op og indfandt os med passende mellemrum inden for en halv time. Der skulle ikke ringes på. Mads åbnede døren, når det behøvedes. (…) Ikke en sjæl i gaden eller ejendommen opdagede, at læge Kjems havde mange gæster denne dag,”
Stemningen var – selv om argumenter for og imod blev luftet – overvejende positiv for sabotage (…). Det blev besluttet, at begyndelsen på den kommunistiske sabotage i Danmark skulle markeres den 9. april – toårsdagen for Danmarks besættelse.
Da mødet sluttede efter seks-syv timer, blev deltagerne forsigtigt og med passende mellemrum sluset ud.
(…)
Professionel partifælle
DKP havde ikke meget at starte på. Bortset fra enkelte spaniensfrivillige havde næsten ingen i partiet erfaring med sprængstoffer. Det søgte Børge Houmann at råde bod på ved at tage kontakt til sin gamle ven Stig Veibel, som han kendte fra det antinazistiske arbejde i 1930’erne.
Den 44-årige Veibel var kemiker – og blev for øvrigt i efterkrigstiden professor i kemi. Han holdt forelæsning over emnet ’Fremstilling af brandbomber’ i en lejlighed på Lundtoftegade på Nørrebro, og deltagerne var blevet bedt om at tage materialer med til efterfølgende øvelser. Houmann var selv kursist, for det var tanken, at han personligt skulle lede de planlagte aktioner den 9. april.

Langt de fleste sabotager i 1942 var primitive brandsabotager, hvoraf mange mislykkedes. Her et lager og en garagebygning i Middelfartgade i København efter en aktion. (Nationalmuseet)

Primitiv begyndelse
Karl Vilhelm Christensen var en af dem, der blev kontaktet af Thorkild Holst, tidligere redaktør af Arbejderbladet og medlem af DKP-ledelsen. Han havde medbragt en lille taske til Karl Christensen.
”Han viste mig (…) to flasker vand med fosforstænger i og to par gummihandsker, som vi endelig måtte bruge. Desuden var der en flaske med opløsningsvæske til stængerne og endnu en lille flaske, med med neutraliseringsvæske i tasken, hvis vi trods gummihandskerne alligevel skulle få noget af det opløste djævelskab på hænderne,” skriver han i sin erindringsbog Som vi var.
En anden dag kom Holst med opskrift på en simpel ’brandmaskine’, som skulle fungere med syre og sukker.
”Vi eksperimenterede flittigt med et spinkelt træstativ og papirkræmmerhuse uden rigtigt at få det til at virke. (…) Fosforen var nemmere at håndtere. Opløst og hældt på rensede firkantede blækflasker og godt tilproppede var de lette at have i lommerne,” fortæller Karl Christensen.
(…)
Debutaktioner blev fuser
Natten til den 9. april 1942 skulle den 38-årige Børge Houmann oven i alle sine lederfunktioner også stå sin prøve som anfører i marken. Det skete, da han sammen med to kammerater nærmede sig den tysk bemandede Gardehusarkaserne på Østerbro.
”Vi medbragte to bomber, fremstillet af Heinrich i en kælder på Amager i overensstemmelse med Stig Veibels forskrift,” beretter Houmann.
”De virkede ikke. Efter mere end en times ventetid på en bænk i Fælledparken lige over for kasernen (…), hentede Victor krabaterne igen. Kun en åbentstående rude kunne senere fortælle værnemagten, at den havde haft morgenbesøg”.
Markeringen på besættelsesdagen af sabotagestarten blev i det hele taget mislykket, idet andre sabotører samme nat forsøgte at sætte ild på nogle jernbanevogne med ammunition ved Østerport Station, men fosforet virkede ikke.

Uddrag 15 af ‘Modstand-4’: Da Røjel og Brøndum ‘deserterede’ fra Brigaden

Den danske styrke i Sverige, der endte med at blive på over 3000 mand, blev i lang tid betegnet som ‘polititropper’ af hensyn til værtslandets neutralitet. Fra efteråret 1944 kaldtes den stadigt hyppigere det, den var: en dansk brigade. (Nationalmuseet)

De fleste frivillige i Den danske Brigade havde meldt sig for at kæmpe aktivt mod den tyske besættelse. Det vakte derfor mistro og modvilje, da mere og mere tydede på, at styrken skulle holdes i beredskab til Danmarks besættelse var slut. Den 28-årige læge Jørgen Røjel og den 44-årige kaptajn O.C. Brøndum delte fuldt ud holdningen og tog – for det fremgår herunder – konsekvensen af den.
Teksten er identisk med ordlyden i flere sammenstykkede afsnit fra ‘Modstand-4’. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

Omtrent samtidig søgte den 28-årige Jørgen Røjel, der var flygtet til Sverige efter sabotagen af Langå-broerne, forflyttelse fra sin lægetjeneste ved Den danske Brigades Sofielund-forlægning til Håtunaholm-lejren ved Stockholm. Han var ved at forberede sig på flugt.
Røjel overvejede sammen med artillerikaptajn Otto Christian Brøndum at rejse hjem til Danmark for at deltage i modstandskampen. De havde begge længe anet, at det ikke var meningen, at brigaden skulle bruges til kamp mod tyskerne, men til at sikre ro og orden efter en kapitulation.

Kaptajn Brøndum afsat
Umiddelbart efter at (artillerikaptajn) O.C. Brøndum midt i juli 1944 var vendt tilbage (til Sofielund-lejren) fra sommerferie, brød en konflikt ud i lys lue der havde ulmet i månedsvis mellem oberstløjtnant Frode Lund Hvalkof, lejrens chef, og den aktivistiske Brøndum, der ved erklæringen af militær undtagelsestilstand den 29. august 1943 havde ført sit batteri til Sverige.
Den 20. juli 1944 blev han afsat som kompagnichef – officielt fordi infanteristerne opfattede ham som artillerifikseret og derfor af militærfaglige grunde var utilfredse. Det lå dog i luften, at det kun var et påskud for at slippe af med en mand, som hverken Hvalkof eller den øverste chef, generalmajor Kristian Knudtzon, følte sig tryg ved.

Mange år efter krigen fortalte Jørgen Røjel (1916-2007), at det ikke mindst var henrettelserne af de otte medlemmer af Hvidstengruppen den 29. juni 1944, der fik ham til at føle sig forpligtet til at risikere alt, vende tilbage til Danmark og deltage i den aktive kamp. (Nationalmuseet)

Frygt for disciplin-skred
Brøndums folk reagerede ved at sende en solidaritetserklæring direkte til generalen uden om Hvalkof. Oberstløjtnanten gik i aktion for at forhindre disciplinen i at skride. Han talte med underskriverne enkeltvis og afkrævede dem fornyet forsikring om loyalitet. Han konstaterede, at Brøndum intet havde foretaget sig i anledning af erklæringen.
”(Jeg sagde) ham, at han (…) burde (…) have sammenkaldt sit kompagni og frabedt sig enhver form for sympatiudtalelser, og at han ved sin undladelse heraf havde skadet disciplinen,” skrev F.L. Hvalkof i sin dagbog.

Stjal maskinpistol fra depot
I raseri over at være blevet fjernet som kompagnichef henvendte kaptajn O.C. Brøndum sig til Den danske Brigades chef, generalmajor Kristian Knudtzon, men opnåede intet. Knudtzon fandt, at Brøndum havde optrådt egenrådigt, og han fik at vide, at han kunne opholde sig, hvor han ville.
”Han ville sende bud efter mig, når brigaden skulle hjem. Indtil da havde han ikke brug for mig,” erindrede Brøndum.
Det var der andre, der havde. I Stockholm forhørte han sig om, hvorvidt modstandsbevægelsen ville bruge ham, hvis han vendte hjem, og svaret var bekræftende. Brøndum og Jørgen Røjel havde løbende holdt kontakt, og lægen traf i de sidste julidage sine forberedelser. Han ’lånte’ en maskinpistol og to 9-mm Husquarna-pistoler i Brigadens våbendepot i Håtunaholm.
”En eftermiddag tog jeg de omtalte våben og pakkede dem med tilhørende ammunition i en kuffert, som jeg (…) lod indskrive som rejsegods til Trelleborg,” erindrede Jørgen Røjel.

Kaptajn Otto Christian Brøndum (1900-1983) mistænkte -med god grund – ledelsen af Den danske Brigade for at ville holde styrken tilbage i Sverige, så den kunne bruges som en ro-og-orden-styrke efter en tysk kapitulation (1900-1983).

Hasarderet rotur
Den 4. august 1944 mødtes Jørgen Røjel og O.C.Brøndum i Trelleborg på Sveriges sydkyst. I Sofielund lurede oberstløjtnant F.L. Hvalkof på, hvad den genstridige kaptajn kunne finde på.
”Desværre er Brøndum ikke fundet. Måtte det ske! Han skulle nødigt være kommet til Danmark,” noterede Hvalkof i sin dagbog.
Det lykkedes sent om aftenen den 6. august 1944 Røjel og Brøndum at få en skipper til at sejle dem ud i Øresund og sætte dem i vandet med en pram. Jørgen Røjel, der var en trænet roer, roede båden ind mod Amager.
Overfarten var hasarderet. Røjel var dødsdømt in absentia, Brøndum blev betragtet som desertør, og de to kampfæller havde stjålne militære våben i båden. Den i forvejen store risiko for at møde et tysk patruljefartøj blev akut, fordi Røjel stik mod planen kom til at foretage sin rotur i fuldt månelys, fordi den svenske fisker havde vægret sig ved at sejle tæt på den danske kyst.

Sneg sig i land gennem sivbevoksning
O.C. Brøndum sad med en skudklar maskinpistol, da de to mænd ikke mente, at de ville have anden chance ved en opdagelse end pludseligt at beskyde af en tysk patruljebåds besætning, hvad der kunne give en mulighed for at slippe bort i forvirringen. Det lykkedes dem dog at komme ind til kysten tæt ved Dragør Fort. De sneg sig i land med trukne pistoler dækket af en sivbevoksning.
Med en lokal læges hjælp nåede makkerparret uopdaget ind til København. De fik illegalt logi hos den folkekære skuespiller Ib Schønberg, der var en personlig bekendt af kaptajn Brøndum.

Oberstløjtnant Frode Lund Hvalkof (1893-1988) slog hårdt ned, da en kreds af soldater skrev en støtteerklæring til kaptajn Brøndum og sendte den til generalmajor Knudtzon uden om Hvalkof. (Nationalmuseet)

Faretruende konfrontation med officerer
En aften omtrent samtidig var Jørgen Røjel og Otto Christian Brøndum efter deres landgang ved Dragør tilsagt til møde i en villa i Svanemøllekvarteret nor for København.
”(Vi) blev konfronteret med en person, der kaldtes ’magisteren’ eller ’dr. Ravn’, som jeg straks genkendte som Frode Jacobsen,” erindrede Jørgen Røjel.
” Foruden ham var der kaptajnerne Hjalf og Schjødt-Eriksen (…). For en sikkerheds skyld mødte  Brøndum og jeg bevæbnet, og under hele samværet havde vi ikke højre hånd oppe af lommen. Den holdt om en afsikret Husquarna-pistol.”
Den faretruende stemning afspejlede, hvor meget der var på spil I Stockholm var (de danske efterretningsofficerer) E.M. Nordentoft og P.A. Mørch blevet kaldt til den svenske socialminister Gustav Möller. De fik en overhaling og blev gjort klart, at våbentyveriet kunne bringe Sveriges neutralitet i fare.
Samtidig var brigadeledelsen bekymret for, om de to kammeraters flugt kunne smitte blandt et mandskab, hvor utilfredsheden murrede. Man offentliggjorde navnene på dem uden at tage hensyn til, at Røjel var blevet dødsdømt in absentia for sin ledelse af brosabotagen i Langå i 1943.

Røjel blev til ‘ingeniør Jørgen Andersen’
Derfor var det den to meter høje indfødte københavner magtpåliggende at blive gjort ukendelig. Logiværten Ib Schønberg sørgede for, at en sminkør fra Det Kongelige Teater farvede hans hår; han anlagde sort overskæg og var herefter ’ingeniør Jørgen Andersen’, der brugte briller.
På mødet beordrede kaptajn Hjalf dem til ufortøvet at rejse tilbage til Sverige og tage de medbragte våben med. Det afviste de. De to mænd fra Den lille Generalstab afkrævede efter mødet ’magisteren’ et løfte om, at Brøndum og Røjel i det mindste ikke gik ind i modstandsbevægelsen, men også det nægtede Frode Jakobsen at forhindre dem i.

.

.