Uddrag 12 af ‘Modstand-4’: Massehenrettelsen af Fredericia-sabotører

Det forfærdelige afsluttende kapitel af Danmarks besættelse, der rummede over 60 henrettelser af danske modstandsfolk i Ryvangen i København i løbet af mindre af to måneder, endte med, at 10 unge mænd fra Fredericia-området blev skudt blot 16 dage før befrielsen. Én af dem blev benådet umiddelbart før eksekutionen, mens de ni andre blev skudt.
Modsat alle andre frihedskæmpere fik de ikke engang lov til at skrive afskedsbreve til deres efterladte.
I dette uddrag fra bind 4 af Modstand har jeg skildret, hvordan det gik til, da de 10 blev arresteret. Teksten er identiske med den, du finder i bogen bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

Helge Hermann besluttede sammen med en kammerat at lave en jernbanesabotage på egen hånd. (Nationalmuseet)

Natten til den 2. marts 1943 var to unge Fredericia-sabotører, Erik Vestergaard og Robert A. Jensen,  meget tæt på at blive arresteret af en tysk patrulje, da de gennemførte en aktion mod jernbanen øst for Bredstrup. Nu gjaldt det om at forhindre, at andre forsøgte sig samme sted.
De to sabotører gav – som det var reglen – straks overbetjent H.V. Sonneby, der var blevet sabotageleder efter Finn Dalgaard, besked om, at der var særlig risiko på banen nord for byen. (…)

Tortureret efter uforsigtig aktion
Halvandet døgn efter den mislykkede jernbanesabotage ved Fredericia, den 3. marts 1945, gik det galt. Dels var advarslen ikke nået ud til alle grupper, dels besluttede to sabotører imod reglerne og uden at informere sabotagelederen at lave deres egen sprængning. Det var den 19-årig ingeniørstuderende Ib Schaltz og den 23-årige ekstraarbejder ved DSB i Fredericia Helge Hermann.
De lånte deres gruppeleders cykel til transport af sprængstoffet, men ved Stenhøjsbroen blev de standset af en tysk officer. Han så imidlertid gennem fingre med, at den ene af dem stadig havde en pistol, men tilsyneladende var de unge mænd for chokerede til at gøre noget forsøg på at flygte.
Hermann og Schaltz blev derfor udleveret til Gestapo og ført til Pjedsted forsamlingshus, hvor Per Birkedal Hansen med det samme tog fat på hård tortur. I løbet af aftenen lykkedes det at fremtvinge navne på flere fra gruppen.

Iver Lassen havde ingen mulighed for at slippe væk, da en talstærk Gestapo-patrulje ringede på midt om natten. (Nationalmuseet)

Reddede kammerat med ringeapparat
Gruppelederen anede uråd, fordi cyklen ikke som aftalt var blevet leveret tilbage inden kl. 18. Han nåede imidlertid ikke at advare andre.
”Kl. halv fire ringede det på døren (…). Vi lod dem ringe, de forsøgte på forskellig vis at komme ind,” fortalte faderen til den 21-årige handelslæring Iver Lassen.
Da det ikke lykkedes, slog de dørruden itu og skaffede sig adgang. Der var fem svært bevæbnede mænd, bl.a. Birkedal Hansen. Inden de kom ind havde Iver nået at advare sin nærmeste ven. Ebbe Jensen, der boede i nabolaget. De to havde lavet et elektrisk alarmsystem mellem deres boliger, og Ebbe slap væk. Om morgenen begyndte det at rygtes, at en hel gruppe var blevet taget.
”Man forsøgte i panik at redde, hvad reddes kunne,” skrev forfatteren Sven Lundberg.
”Da Erik Vestergaard mødte på arbejde kl. 7 (…), blev han bedt om at komme ned til snedkermester Lorentzens værksted i Danmarkstræde.”
Her var kammeraten Robert A. Jensen i lære, og de fik besked på at løbe ned for at advare Helge Hermann, som boede i de umiddelbare nabolag. Men da de kom ind på gårdspladsen, gik Gestapo der allerede. De vendte lige så stille om og forsvandt.

Julius Grarup undgik modsat tre kolleger på stationen i Taulov anholdelse og kunne derfor mange år senere berette om begivenheden i denne avisartikel, der er blevet udleveret af Grarups søn.

Sabotageleder flygtede
Et gruppemedlem, som boede hos sine forældre, undgik anholdelse, fordi han sov på et loftsværelse, som tyskerne ikke opdagede, da de brød ind. Op ad dagen slap han ud af huset. Tyskerne bevogtede alle udgangsporte fra den indre by, men den unge mand slap ud uden at blive bedt om legitimation ved at følges med nogle ældre damer og dermed komme til at se uskyldig ud.
Det lykkedes også sabotagelederen H.V. Sonneby at komme væk ved hjælp af en trafikassistent ved jernbanen, der lukkede ham inde i en pakvogn i et tog, der skulle til Sjælland. Jernbanemanden fulgte selv med toget og lukkede først den blinde passager ud, da det havde passeret Storebælt.
(…)

Koldblodig DSB-mand slap væk
Jernbanesabotagegruppen i Taulov ved Fredericia var blevet advaret, og de fleste gik under jorden i dagene efter anholdelserne i Fredericia. Alligevel lykkedes det Gestapo at pågribe tre, der alle var ansat på stationen, den 6. marts 1945. Det var den 26-årige Henry Jakobsen, den 28-årige Karl G. Kolding og den 25-årige Eluf P. Månsson.
”Den ene kom kørende i en bil, som han netop skulle bruge til at flygte med. En anden blev taget i sit hjem. Den tredje var igen på sit arbejde på stationen (…) Ved side af stod fjerdemanden i gruppen, Julius Grarup, med kælenavnet ’Julle’,” skrev Sven Lundberg.
Gestapo lod sig imidlertid i denne omgang bluffe.
”Julius Grarup stod på deres liste – ikke nogen ’Julle’. (…) Da Gestapo var væk, kunne han lige så stille hænge sin kasket og arbejdskittel på knagen – og gå under jorden.”

Læs evt. om samme emne dette

Uddrag 11 af ‘Modstand-4’: Den saboterende adelsmand på Fyn

Den nok kendteste frihedskæmper på Sydfyn var Lennart Ahlefeldt-Laurvig (1916-1945), der var forvalter på Brahetrolleborg og arving til Hvidkilde ved Svendborg. Han var alsidigt engageret i Faaborg-organisationen – blandt andet i sabotagen mod et tysk anlæg, der var mistænkt for at være våbenforsøgsstation, sådan som det er beskrevet i dette uddrag fra bind 4 af Modstand.
Ahlefeldt-Laurvig blev arresteret natten til den 8. marts 1945 på et hotel i Odense af Ib Birkedal Hansen, dømt til døden ved tysk krigsret og henrettet i Ryvangen den 28. marts.
Teksten er identisk med den, der er bragt i bogen, på nær mellemrubrikken.

—– —–

Sidst på aftenen den 17. november 1944 nærmede Alf Toftager Hansen (’Richard’) og Lennart Ahlefeldt-Laurvig fra Faaborg-gruppen sig fra stranden på Horneland forsigtigt Vænget, hvor der lå en transformatorstation. En sabotage mod den var en højt prioriteret opgave for gruppen.
Ahlefeldt havde skiftet dæknavn fra ’Walther’ til ’Holger’. Han var gået under jorden en måned før, da Gestapo den 8. oktober 1944 var dukket op på Brahetrolleborg, hvor han var forvalter. Han blev imidlertid advaret i tide og fik på mejeriet i Brændelydinge lov til at skjule sig i tørverummet. Herfra var dyrlægen i Korinth blevet tilkaldt; han havde på forhånd lovet at hjælpe greven i en sådan situation. Gennem ham fik Ahlefeldt arrangeret illegalt logi og praktiske fornødenheder.
Faaborg-folkene havde længe haft mistanke om, at stationen i Vænget blev brugt som u-bådsbase, våbenforsøgsstation eller lignende.
”Man (…) gjorde holdt (…) på et sted, hvor en bæk løber ud i havet gennem en lille kløft. Her blev bomben gjort klar og pistolerne ladt,” berettede gruppekammeraten F.J. Hvass.
”Richard og Holger havde beregnet, at de ville nærme sig transformatoren mellem halv og hel, idet man regnede med, at der var vagtskifte på det hele klokkeslæt (…) Når vagten var skiftet, regnede man med, at den gik en runde, og at denne ville vare en halv times tid.”

Det saboterede transformatortårn blev et bar dage efter foreviget i en tegning af en indbygger i området. (Frants Jørgen Hvass: Mænd i sorte kapper)

Mavede sig frem mod tårnet
De to mænd bevægede sig forsigtigt ind til en afstand af hundrede meter fra tårnet.
”De mavede sig herefter det sidste stykke fremad, Richard forrest med maskinpistolen og Holger et stykke bagefter med bomben klar. Sprængblyanterne var trykket sammen ved bækken, og de havde en forsinkelse på ca. 20 minutter,” berettede Frants Jørgen Hvass videre.
”Richard sneg sig stadig i vandret stilling og absolut lydløst op ad en trappe (…) lige under tårnet. Ved toppen af skrænten fandt han et lille stykke cementmur, bag hvilken han gik i stilling med skudretning mod tyskernes lejr, hvorefter han vinkede Holger (…) op til sig.”
Ahlefeldt kravlede hen til transformatoren, fik i knælende stilling opstillet et medbragt stillads,  hvorefter han anbragte bomben på det. Han ofrede sin strikketrøje ved at lægge den over bomben.
”Det var tanken, at bomben ikke skulle falde for meget i øjnene, hvis vagten kom forbi, inden den sprang,” forklarede Hvass.
’Holger’ og ’Richard’ skyndte sig væk over markerne. Da bomben sprang så de et mægtigt lysglimt, men de hørte ikke noget brag, da vinden bar fra.

Uddrag 10 af ‘Modstand-4’: Fejllikvidering ved Skovriderkroen

Knud Skou (1917-1944), shippingmand og løjtnant af reserven, blev ud over at stikke våben til side af militæret beskyldt for at være stikker og have været nazistisk engageret. De to sidstnævnte mistanker var helt grundløse. (Nationalmuseet)

Drabet på løjtnant Knud Skou var den tragiske kulmination på den skjulte, men indædte strid om fordelingen af våbenforsyningerne i det sidste år af Danmarks besættelse.
Dette uddrag af bind 4 af Modstand svarer til teksten i bindet bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

Da den 30-årige malermester Erik Lindstrøm ved 16-tiden torsdag den 23. november 1944 blev kontaktet af løjtnant Frederik Clauson-Kaas i sit kvarter i Charlottenlund, måtte den oprevne Clauson-Kaas tage sig sammen for at kunne forklare sig sammenhængende. Lindstrøm var aftenen før blevet ringet op af løjtnant Knud Skou fra SE-Transport og – med en besked i kodesprog – bedt om at møde ham og kammeraten Erik Crone ved Skovriderkroen i Charlottenlund. Lindstrøm var dog blevet forhindret, men fik i stedet Clauson-Kaas til at gå til mødet.
”Jeg kom lidt for sent,” forklarede Frederik Clauson-Kaas.
”(Jeg spurgte forsigtigt) på kroen, om man ikke havde set noget til to mænd. Tjenerne klappede fuldstændig sammen – på en mærkelig, påfaldende måde.”

Vendte tilbage med eskorte
Derefter tog han ved 16.30-tiden tilbage til Skovriderkroen sammen med nogle af Lindstrøms folk.
”Jeg kan huske, at vi fik to tjenere ud i gangen og satte en truende mine op og viste dem, at vi havde pistoler i taskerne,” fortalte Clauson-Kaas 15 år senere til journalisten Erik Nørgaard.
”Tjener nr. 1 fortalte, at han havde set to mænd gå frem og tilbage ved kroen (…). Bag ved dem var der dukket to andre mænd op, som pludselig gav ild. En (…) faldt straks, mens den anden flygtede ind i kroen. Han var blevet såret i armen eller skulderen. Tjeneren kunne huske, at han havde smidt lommebog fra sig og råbt :’Pas på den!’, hvorefter han var stormet videre og forsvandt.”

Erling Reck-Magnussen (th., 1918-1998), medlem af Holger Danske-ledelsen, udførte blot en ordre fra den øverste HD-chef. Han havde ikke selv noget kendskab til løjtnant Skou. Her er Reck-Magnussen sammen med to andre fra Holger Danske-ledelsen, kaptajn O.C. Brøndum (tv., 1900-1983) og Hans Edvard Teglers (i midten, 1925-1988). (Foto: Povl Falk-Jensen: ‘Holger Danske – afdeling ‘Eigil’)

Ordre fra højere sted
Alt tydede umiddelbart på, at der var tale om et overfald af tysk politi eller HIPO, men det var Erling Reck-Magnussen, leder af afdeling ’Gustav’ i Holger Danske, der havde skudt og dræbt Knud Skou med en maskinpistolsalve, mens det kun var lykkedes den anden – et af ’Gustavs’ gruppemedlemmer – at såre Erik Crone.
Likvideringsordren var blevet udstedt af HD-chefen Harald Petersen (’Strøm’) efter ordre fra højere sted.
Drabet var en fejl – en af de få fejllikvideringer, som modstandsbevægelsen efter krigen erkendte. Dermed nåede konflikten om ’den skæve våbenfordeling’ sit højdepunkt, for Den lille Generalstab mente, at Knud Skov var i gang med at stikke nogle af de svenske Husquarna-maskinpistoler til side for at tilgodese civile modstandsgrupper. Siden udgivelsen af historikeren Jørgen Hæstrups værk Hemmelig alliance fra 1959 og Erik Nørgaards oprulning af konflikten har det været bredt antaget, at kaptajn Svend Schjødt-Eriksen (’Spex’) stod bag ordren.
(…)

Uventet besked om skib
Knap fire uger før var en episode indtruffet, der skulle få betydning for forløbet. Den 31. oktober 1944 havde rutechefen Peter Fyhn skrevet til Hjalmar Ravnbo i Malmø, at ti kasser maskinpistoler fra coasteren ’Wanjan’ var blevet udleveret til Schjødt-Eriksens folk. Skibet var ankommet to dage før, søndag den 29. oktober, med SE-Transports første gennemførte våbenoverførsel.
”Jeg får søndag aften uventet besked om, at (skibet) er i byen med last til os. Vi indkalder til møde og aftaler, at transporten næste dag skal foregå på følgende måde: kasserne (…) hentes på to transportcykler, kørt af vore folk, og transporteres til vort midlertidige depot,” skrev Fyhn.

Kaptajn Svend Schjødt-Eriksen (1905-1976), Den lille Generalstabs stærke mand, beordrede efter al sandsynlighed likvideringen gennemført trods bestyrkede tegn på, at løjtnant Skou var uskyldig. (Nationalmuseet)

Cykeluheld vækker mistanke
Depotet var hos skibsmægler Danielsen i Toldbodgade, Knud Skous arbejdsgiver, og Skou og Erik Crone var med i cykeltransporten. Peter Fyhn ønskede at retfærdiggøre, at SE-folkene ikke havde overholdt en aftale om at varerne skulle forblive i skibet, indtil hærens transportorganisation kunne afhente dem. Fyhn havde angivelig ikke kunnet få kontakt straks, fordi ’Skovsvinene’ ofte flyttede adresse. ’Wanjan’ skulle afsejle hurtigt, så de måtte gå i aktion for at sikre, at partiet kom i land.
”Mandag formiddag sker så dette, at én af Skovsvinene møder den ene af vore cykler, som blev skubbet på vej til et nærliggende sted for at blive omladet på lastvogn, da den var overbelastet.”
Kasserne måtte løftes ned på fortovet, mens cyklen blev gjort køreklar, og et par tyske soldater hjalp endda de unge cykelbude med at få kasserne på plads igen. Den mand, som tilfældigt kom til at overvære uheldet, var Holger Holland Møller, Schjødt-Eriksens betroede mand og ansvarlig for losningen af våbnene.
”(Schjødt-Eriksens folk) bliver yderst fortørnede (…), beskylder os på det nærmeste for at ville kapre kasserne, skrev Fyhn.
Som Erik Nørgaard påpeger, havde Den lille Generalstabs folk mere ret i deres opfattelse af situationen, end Peter Fyhn formentlig vidste. Knud Skou og Erik Crone havde faktisk talt om muligheden for at sikre sig en portion, men den viden delte de kun med to-tre andre.
”Schjødt-Eriksens folk havde i virkeligheden ikke grund til mistanke (…), og Peter Fyhn kendte ikke til planerne. Da han senere hørte om dem fra Crone, måtte han tage afstand fra dem,” skrev han.
(…)

Løjtnant Erik Crone (1918-1945), nær ven og modstandskammerat til Knud Skou, gjorde sammen med Peter Fyhn alt tænkeligt for at redde vennen. Efter at være kommet sig over sårene fra skuddene ved Skovriderkroen blev Crone få måneder senere henrettet i Ryvangen efter at være blevet arresteret af Gestapo og afhørt under tortur. (Nationalmuseet)

I overhængende fare
Lørdag eftermiddag, den 11. november 1944, henvendte Holger Holland Møller sig til Erik Crone fra SE-Transport og opfordrede ham til at sørge for, at løjtnant Knud Skou rejste til Sverige, da han ellers var i overhængende fare for at blive skudt.
(…)
Erik Crone lod omgående advarslen gå videre til vennen, der gik under jorden hos noget familie ved Helsingør. (…)
Om mandagen, den 13. november 1944, kom ’Wanjan’ på ny til København – nu med en leverance på 24 kasser maskinpistoler (i alt 120 stk.) og ti kasser ammunition. Igen bragte Peter Fyhns folk selv våbnene i land trods den stående ordre. Konflikten skærpedes yderligere ved, at Holland Møller selv kontaktede skipperen på ’Wanjan’ for at foregribe en egenhændig losning, men han blev overhalet af folkene fra SE-Transport.
Senere samme dag sendte Fyhn og Erik Crone et fællesbrev til den militære efterretningstjenste, som Svend Schjødt-Eriksen nu også var chef for, for at få tilbagekaldt en eventuel likvideringsbeslutning. De indledte med en fyldig imødegåelse af anklagerne.
(…)

Modtagechefen griber ind
Svaret til Peter Fyhn og Erik Crone kom den 20. november 1944 med besked om, at ’sagen betragtes som afsluttet til trods for, at enkelte detaljer ikke stemte ganske overens med det Militære Efterretningsvæsens oplysninger’. Dermed burde Knud Skov være renset, men alligevel begyndte nye rygter at løbe om, at en likvideringsordre skulle være udstedt.
Efter at havde fået en vantro henvendelse fra Peter Fyhn, satte modtagechef Stig Jensen sig i forbindelse med Svend Schjødt-Eriksen. Han lovede at standse ordren, siden Stig Jensen sagde god for løjtnanten. I mellemtiden var Gestapo imidlertid også begyndt at jagte Skou og havde prøvet at anholde ham hos familien ved Helsingør.

Nervøs og indtrængende stemme
Den 22. november 1944 meldte Knud Skov afbud til et illegalt møde, for han havde besluttet sig til med hjælp af sine to brødre at rejse til Sverige. Han blev kørt til Amager for at vente på den skipper, der skulle føre ham over, men ombestemte sig – måske fordi han havde hørt, at ’Spex’ havde lovet at tilbagekalde ordren. Samme aften ringede Skou til Erik Lindstrøm og bad ham møde sig ved Skovriderkroen næste dag kl. 14. Lindstrøm huskede stemmen som meget indtrængende.
Den følgende formiddag blev likvideringsordren stadfæstet i Holger Danskes 5-mandsråd.
”Jeg hæftede mig særligt ved sagen, fordi det var en officer, en kollega,” berettede kaptajn O.C. Brøndum senere.
”Jeg spurgte (…): ’Hvor kommer ordren fra?’. ’Højeste militære sted!’, svarede (chefen Harald Petersen). ’Er det nu sikkert?’, spurgte jeg. ’Absolut!’, svarede han.”
(…)
Det stod hurtigt klart, at der var noget galt med Skou-drabet, thi ophavsmanden havde ikke indrykket en meddelelse i det illegale Information som ’kvittering’, som det ellers var praksis.

 

Uddrag fra ‘Modstand-3’: Konservativt håndtryk til kommunisterne

Prøv engang at bemærke den velklædte unge mand til venstre i bagerste række på billedet herover (foto: arkiv.dk). Hans navn er Ole Harkjær Simonsen (1917-2002), 26 år i 1943, bankassistent og formand for Konservativ Ungdom i Gentofte – her sammen med sin bestyrelse. En samtidig beretning fra ham demonstrerer, hvordan de politiske konjunkturer havde ændret sig fra et enigt Folketings vedtagelse af et forbud mod Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i august 1941 til de tyske myndigheders overtagelse af Horserød-lejren to år senere, den 29. august 1943.
Spørgsmålet er af betydning for den seneste tids debat foranlediget af et krav fra Horserød-Stutthof Foreningen, der har krævet, at statsminister Mette Frederiksen skal give en officiel undskyldning for Kommunistloven. Interneringen af hundreder af kommunister fik i sidste ende som konsekvens, at 145 Horserød-fanger faldt i det tyske Sikkerhedspolitis hænder, da general Hermann von Hanneken erklærede undtagelsestilstand. De blev deporteret til kz-lejren Stutthof i oktober 1943, og 21 af dem omkom.
Ole Harkjær Simonsen var nær meningsfælle og partikammerat med en anden ungkonservativ, Svenn Seehusen, der i 1941 utvetydigt var gået ind for Kommunistloven med den begrundelse, at kommunisterne var ‘en pestbyld på det danske samfund’. I nedenstående tekstuddrag kan du se, hvordan Harkjær Simonsen, da han i 1943 selv blev interneret i Horserødlejren, kunne se på de DKP’ere, han blev konfronteret med, som ‘nok kommunister, men dog landsmænd’.

Politiske pariaer på grund af Vinterkrigen
Vedtagelsen af Kommunistloven var blevet modtaget med nærmest total tilslutning i pressen og formentlig også blandt vælgerne bag de fem partier, der var parlamentarisk grundlag for ministeriet Staunings samarbejdspolitik.
Baggrunden var, at DKP slavisk fulgte instrukserne fra Sovjetunionen, som man fik gennem Kommunistisk Internationale (Komintern), og Moskva-processerne havde gjort diktatoren Josef Stalins rige lige så berygtet som Nazityskland. En endnu vigtigere årsag til de danske kommunisters paria-stilling var deres støtte til Sovjetunionens overfald på Finland mindre end to år før.
De meget få – især borgerligt nationale som Ole Harkjær Simonsen – der før den 22. juni 1941 havde engageret sig i illegalt, antitysk arbejde, havde på ingen måde opfattet kommunisterne som kampfæller. Tværtimod. Molotov/Ribbentrop-pagten havde gjort Sovjetunionen til en slags allieret for Hitlers Tyskland. DKP forholdt sig neutral i forhold til den tyske tilstedeværelse i landet, og partiavisen ‘Arbejderbladet’ satte den nationale samling under Thorvald Staunings ledelse under pres gennem en aggressiv økonomisk og socialpolitisk linje.
Kommunisternes første illegale publikation ,’Danske Toner’, udkom først måneden efter vedtagelsen af Kommunistloven. En mærkbar ændring i holdningen skete først i løbet af efteråret 1941 under indtryk af den seje russiske modstand og den danske regerings tilslutning til Antikominternpagten i november. Stalin og Sovjetunionen havde nu givet håb om, at Tyskland alligevel kunne tabe krigen.

Konjunkturbestemt håndslag
Ole Harkjær Simonsens indstilling i 1943 afspejler ikke nogen dybereliggende holdningsændring. Han var konservativ hele livet og blev sidenhen i perioden 1973-87 borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune. Hvad man derimod får syn for i hans dagbog fra internatet på Alsgade Skole på Vesterbro i København og tiden som tysk gidsel i Horserødlejren i efteråret 1943, er en mikroversion af den verdensomspændende alliance mod aksemagterne ledet af vestmagterne og Sovjetunionen.
Uddraget herunder, hvori handlingen begynder om morgenen den 29. august 1943, er identisk med den tekst, der er bragt i bind 3 af Modstand – min fremstilling i fire bind af frihedskampen 1940-45. Mellemrubrikkerne er dog blevet tilføjet.

—– —–

Udsigterne var skræmmende for flere hundrede danskere, der blev interneret som gidsler på Werner Bests initiativ ved undtagelsestilstandens indførelse. At blive hentet på sin bopæl før daggry af ikke-dansktalende mænd med en ubestemmelig bemyndigelse og uden oplysning om bestemmelsessted var uhørt i det velorganiserede, fredelige Danmark – selv efter tre års tysk besættelse.
Blandt gidslerne var den 25-årige bankassistent Ole Harkjær Simonsen, der var formand for Konservativ Ungdom i Gentofte. Efter at være blevet ført ud af forældrenes hjem på C.L. Ibsensvej blev han gennet op på en overdækket lastbil. Kort efter gik det op for KU-formanden, at også partifællen, kirkeminister Vilhelm Fibiger sad på lastvognens lad.
Kort efter stoppede lastbilen på Baunegaardsvej, og Einar Dessau, direktør i bryggeriet Tuborg, blev ført ud. Harkjær Simonsen fik senere forklaringen på, at Dessau, der var direktør for bryggeriet Tuborg, så hurtigt havde været klar til afgang.
”Han havde siddet i sit Arbejdsværelse og havde læst og (…) var (…) faldet i Søvn i sin Stol. Han vaagnede ved, at Telefonen ringede. Det var Tuborgs Reklamechef, Henrik Kraft, der fortalte, at Undtagelsestilstanden var indtraadt, og at Tyskerne var begyndt at arrestere Folk. (…) Ikke saa snart var Røret lagt paa, førend det kimede paa Døren.”
De to mænd skulle have været til et svæveflyvningsstævne, så Dessau havde en pakket håndtaske stående parat.
(…)
Turen endte ved Alsgade Skole på Vesterbro, som var blevet beslaglagt som internat.
”Her bliver vi stillet op i en Række foran en Maskinskrivningsdame, til hvem vi skal opgive Navn og Data. (…) I den bageste Halvdel af Salen er der stillet Borde og Bænke op, og her sidder de tidligere ankomne.”

Celeber forsamling i internatet
Ud over den imposante Ole Bjørn Kraft var en af de første, KU-formanden fik øje på, Aksel Møller – en anden førende konservativ. Kort efter genkendte Ole Harkjær Simonsen blandt de stadigt nye ansigter sin KU-ven Erik Haunstrup Clemmensen. Han var med kun 22 år et af de yngste gidsler.
(…)
Sammensætningen af arrestanterne viste, at tyskerne godt vidste, hvor modstandsmiljøerne fandtes. Af de ca. 140 internerede repræsenterede knap 20 Det konservative Folkeparti eller KU politisk.
Fra de tre andre samarbejdende partier var der en enkelt politiker fra Det radikale Venstre, men ingen Venstre-folk og socialdemokrater.
Flertallet af de personer, der nu skulle overnatte nogle nætter på madrasser i klasselokaler og gymnastiksalen, var prominente i en eller grad inden for den akademiske verden, bladverdenen, kulturlivet – og altså politik. Tilsyneladende havde mødet med et større antal ligestillede taget toppen af den dystre stemning hos de fleste.
”Jeg så lutter kendte ansigter, alle meget ældre end jeg. (…) De fleste kendte jeg kun fra aviserne,” fortalte den dengang 31-årige forlagsredaktør Bo Bramsen, der var én af de internerede.
”Det så sandelig ud til at være en meget celeber forsamling. (…) Snakken gik som til et cocktail-party, skønt klokken endnu ikke var seks om morgenen.”
(…)

Kristen Amby (1894-1961), konservativ præst og folketingsmedlem fra 1932, var et værdsat kontaktled mellem de kommunistiske fanger og deres familier. (Foto: Critique)

Værdsat konservativ fængselspræst
Fredag den 3. september blev de fleste af gidslerne transporteret til Horserødlejren. Det indebar en sammenføring af to mildt sagt forskellige fangegrupper.  I lejren sad de 145 tilbageværende kommunister, der på grund af justitsminister Thune Jacobsens efterladenhed den 29. august 1943 ikke blev lukket ud i tide til, at de de kunne slippe væk, inden tysk militær overtog lejren.
”Kommunisterne reagerede meget forskelligt, da de saa os. Nogle ganske enkelte skulede ondt til os, en Del saa ganske ligegyldige ud, mens Resten vinkede til os med store Smil. Særlig Amby fik mange genkendende, venlige Tilraab,” skrev Ole Harkjær Simonsen i sin dagbog.
Henvisningen gælder det konservative folketingsmedlem Kristen Amby, der fra sin stilling som fængselspræst i Vestre Fængsel var stærkt værdsat som kontaktperson mellem de fængslede kommunister og deres familier.

Afviste kommunistisk opvartning
Folkene fra Alsgade Skole fik ved ankomsten at vide, at kommunisterne, der havde gjort barakkerne klar til de nyankomne, i fremtiden skulle gøre rent for dem.
”Vi ønskede naturligvis under ingen Omstændigheder, at skønt Kommunister, så dog Landsmænd skulde varte os op, og det blev meddelt Tyskerne. Og de maabede! Det kunde de ikke forstaa, og det kunde vi godt forstaa, at de ikke kunde forstaa,” skrev den ungkonservative politiker.
For Arne Jepsen, telegrafist og DKP’er, var de nye fangers ankomst også en markant begivenhed.
”Nogle var som isbjerge at passere, de hilste ikke, så os ikke,” skrev Arne Jepsen.
”Andre hilste derimod gerne, ja, indlod sig endda gerne i samtale med os, skønt vagterne gjorde nogle valne forsøg på at holde skidt for sig og kanel for sig. Den sidste kategori startede endda en indsamling af cigaretter og tobak til os veteranfanger.”
(…)

I fængsel for 9. april-demonstration
Det var anden gang under besættelsen, den ellers ustraffede (Ole Harkjær Simonsen) var berøvet sin frihed. Han havde  deltaget i antinazistisk arbejde allerede fra 1940. I begyndelsen af april 1941 havde han som KU-formand stået bag opklæbningen i Gentofte og de nærmeste nabokommuner af flere tusinde mærkater på lygtepæle, plakatsøjler, vinduer, postkasser og lignende med påskriften ’Vi mindes de faldne, 9. April ved at flage på halv, ved at bære sort Slips og Sørgebind.’
Det gav ham en dom på 20 dages hæfte ved Københavns Byret til afsoning i Vestre Fængsel.

Uddrag fra Modstand 2 + 3: Da Horserød-fangerne blev prisgivet

De internerede i Horserød-lejren satte deres lid til regeringens løfte om, at de ville få lov til at slippe bort i tilfælde af tysk overtagelse af lejren. (Nationalmuseet)

I uddragene her fra Modstand skildres den dramatiske nat, da regeringens varsling om besættelsesmagtens overtagelse af Horserødlejren udeblev med det resultat, at 145 kommunister nu blev tyske fanger, samt døgnet en måned senere, da de samme fanger blev sendt til kz-lejren Stutthof.
Teksten er identisk med ordlyden i de to citerede bind af Modstand bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —– —–

(Fra bind 2 af Modstand: ‘Samarbejdets fald 1942-1943’)

Lige før midnat fredag den 28. august 1943 bankede det på ruden til Martin Nielsens værelse i hans
barak i Horserødlejren. Det var en fængselsbetjent, som det 42-årige tidligere folketingsmedlem kendte som ’absolut pålidelig’ og med sympatien på fangernes side.
”Jeg lukkede op, og ind sprang som så ofte før den (…) unge fængselsbetjent,” skrev Martin
Nielsen i sin erindringsbog Rapport fra Stutthof.
Betjenten var drivvåd og tilsølet, for det regnede uophørligt.
”Dens monotone pisken på barakkernes tage, vinduer og trævægge gjorde sit til at forstærke den almindelige spænding,” erindrede de interneredes førstemand.
Fængselsbetjenten havde løbet og var hektisk.
”Han smed sin stålhjelm på bordet, tørrede vandet af sit ansigt, tændte en af mine cigaretter, der lå på bordet og sagde så:
– I må gå nu, det er på høje tid.
– Vi kan ikke, du ved, vi må vente på den besked.
– Skid på den besked. Du bør i hvert fald gå. Du kan få penge af mig og min kærestes adresse i
København. Hils hende fra mig, og hun vil skjule dig, til du får forbindelse med dine kammerater.
– Jeg kan ikke.
Han masede cigaretten ud, sprang ud ad vinduet, og hans sidste ord i regnen var:
– Endnu en time står jeg ved sydhegnet.
Og væk var han.”

Martin Nielsen (1900-1962), kommunisternes leder i lejren, undlod at tage initiativ til organiseret flugt af principielle hensyn til partimæssig disciplin.

Justitsministeren lovede advarsel
Den besked, som Martin Nielsen omtalte, henviste til en underhåndsaftale mellem kommunisterne og de danske myndigheder. I statsminister Thorvald Staunings tid havde han skrevet et brev til justitsminister Eigil Thune Jacobsen og opfordret ham til at beordre lejrportene åbnet i tilfælde af, at tyskerne overtog magten. Det ville Thune Jacobsen ikke på grund af frygt for repressalier, hvis man uden varsel løslod flere hundrede potentielle sabotører. Men man lovede at give de internerede besked, hvis der skete nogen afgørende udvikling i det danske samfund.
Landsretssagfører Carl Madsen, der sad i fangernes forhandlingsudvalg, drøftede kort før den 29. august spørgsmålet med lejrinspektør Cuno Gjerstrup, som de internerede opfattede som relativt smidig og fair. Gjerstrup garanterede ifølge Madsens erindringer, at der ville blive signaleret med ringning med klokken foran lejrens spisesal, og at fangerne ville få et par timers forspring. (…)

240 fanger til stede
Tidligere på dagen havde dansk politi i to busser transporteret ca. 30 kommunister og tidligere spaniensfrivillige fra Vestre Fængsel til lejren. Stemningen var præget af situationen, der især efter sprængningen af Forum var på bristepunktet.
”Hvis vi var Jer, ville vi beholde bukserne på,” sagde en af betjentene.
”Der er større chance for flugt fra Horserødlejren, end der er fra Vestre Fængsel.”
Med de nyankomne talt med sad der i døgnet op til den 29. august 1943 ca. 240 kommunister i lejren. Mange havde lige siden sommeren 1941 været indespærret bag det fire meter høje pigtrådshegn afbrudt af perioder i Vestre Fængsel.

Optræk til noget afgørende
En af fængselsbetjentene havde været på besøg hos sin familie i København og ankom samme aften til stationen i Helsingør på sin vej tilbage. Han kunne ikke undgå at bemærke det usædvanligt store antal tyske soldater, og han skulle vise Ausweis gang på gang. Det var tyske elitetropper, der var trukket fra Norge til Helsingør, og fængselsbetjenten gjorde sig sine tanker om, hvad de skulle bruges til.
Han cyklede til Horserød, og da han ankom hen ad midnat, gik han straks til inspektionsbetjenten og rapporterede sine observationer, men han blev affærdiget.
”Vi vil få besked fra højeste sted, hvis der sker noget afgørende i det danske samfund,” sagde den overordnede.
”Gå over til Deres kvarter og mød igen i morgen!”
Forinden opsøgte betjenten sin kollega, der gik ’hegnsvagt’ ved den ’lille lejr’ – det ene af de to barakbyggerier, der også gik under betegnelsen ’nye lejr’ – og gav ham besked. Det var denne fængselsbetjent, der umiddelbart efter advarede Martin Nielsen.

To betjente går i aktion
I ’store lejr’ – også kaldet ’gamle lejr’ – der lå inde i skoven, var fængselsbetjentene i vildrede. De diskuterede, om de skulle åbne portene, skyde varselsskud eller noget andet. To betjente gik til inspektionsbetjenten, og mens de stod på hans kontor, kom en politibetjent på motorcykel forbi og fortalte om de tyske soldaters ankomst til Helsingør. Inspektionsbetjenten gav imidlertid samme besked: at man skulle forholde sig afventende.
Fængselsbetjentene befandt sig stadig på kontoret kl. ca. 02.30, da en deling tyske soldater ankom i deres køretøjer og skød omkring sig – dog uden at ramme nogen. De to betjente forlod kontoret ad bagdøren og løb over mod ’store lejr’ ad en sti, mens de tyske soldater omringede ’nye lejr’ og erklærede Horserødlejren for at være under tysk kommando.

Overrumplingen
Indtil dette tidspunkt havde Martin Nielsen ligget med tøjet på i sin seng.
”Der var kvalmende varmt i værelset på grund af alt det papir, jeg havde brændt i kakkelovnen. Jeg drak en bajer, jeg havde stående. Så hørte jeg hurtige, snublende skridt ude fra den lange korridor. Min dør rives op, og ind stormer den kammerat, der havde vagten i vor barak:
– Tyskerne er her, de har besat lejren. Vi er omringede.
Ordene kom i stød og snublede over hinanden.”
De to gik sammen ud på gangen og hen i barakkens køkken, hvorfra de kunne se op til lejrens spisesal og vagtbygning, der lå uden for pigtråden.
”I skæret af den elektriske lampe, der hang over vagtstuens dør, kunne vi gennem regntykningen se skikkelser bevæge sig frem og tilbage. Når de passerede den elektriske pære, så vi, at deres kapper faldt i det grønne. Jo, tyskerne var der,” erindrede Martin Nielsen.

Uheldigt valg
En anden af folkene i den nye lejr var den 41-årige telegrafist Arne Jepsen, der havde siddet i Horserød siden 1941. Han vågnede ved lyden af tunge støvletramp på gangene.
”Døren til kammeret blev revet op, og en lommelampe skar i øjnene. Et par kappeklædte skikkelser stod som silhuetter mod gangens lys,” skrev han i en erindringsbog.
(…)
Arne Jepsen havde grund til at fortryde, at han ikke havde lyttet til kammeraten Ras, som han havde besøgt i den gamle lejr aftenen før.
”Bliv hellere herovre (…). Der sker måske noget i nat,” have Ras sagt.
Jepsen var enig, men mente, at hvis der skete noget i den ene afdeling, skete det vel også i den anden.
(…)
”Nu blev der skudt ovre ved den store lejr. Seks, syv hastige skud,” skrev Arne Jepsen videre.
”En lille pause og så en serie fra en maskinpistol, der gnældrede arrigt. Og endnu et par geværskud, der klang så langt mellem de regnvåde stammer. (…) Så blev der igen stille. Meget stille. Kun den aftagende regn silede med en svag susen.

Justitsminister Eigil Thune Jacobsen (1880-1949) var en af de ministre fra samarbejdsregeringen, der blev hårdest belastet under Den Parlamentariske Kommissions undersøgelser efter krigen – blandt andet på grund af hans ansvar for, at 145 Horserød-fanger faldt i de tyske myndigheders hænder.

Den halvhjertede bemærkning
Helt præcis var det lykkedes 107 fanger at flygte fra den gamle lejr, inden tyskerne ved daggry blev klar over, at det ikke var hele Horserødlejren, de havde besat. 12 blev pågrebet i skoven umiddelbart efter, men det lykkedes 95 at komme ud i friheden.
De ca. 145 tilbageblevne fanger, der blev resultatet af den udeblevne frigivelse, er et af de sorte kapitler fra de tre og et halvt år med samarbejdspolitik – på linje med kommunistinterneringerne og kommunistloven i 1941, politidrabet på Michael Rottbøll i september 1942 og arrestationen af tre faldskærmsagenter i Skodsborg i december 1942 på dansk politis eget initiativ.
Der blev ikke givet den instruks ned gennem systemet, som var blevet stillet i udsigt efter det ministermøde, der endte med, at statsminister Erik Scavenius måtte meddele Werner Best afslag på det tyske ultimatum.
”(Thune Jacobsen sikrede) sig ikke, at Scavenius rent faktisk havde hørt hans uengagerede og henkastede randbemærkning om kommunisternes skæbne i interneringslejren,” skrev retshistorikeren Henning Koch i 2002.
En anden historiker, Morten Møller, har i tilspidset form sammenfattet den kommunistiske opfattelse af Horserød-fangernes skæbne:
”Staten havde efter i flere år nidkært indfanget politiske fjender og gjort dem klar til sydlig eksport sammen med de mange landbrugsvarer, som gik samme vej. Regeringen havde ikke alene serviceret det tyske marked med smør, flæsk og andre lækkerier. Den havde på sin sidste arbejdsdag også været leveringsdygtig i politiske modstandere til de tyske koncentrationslejre.”
Ingen historiker har fundet belæg for, at ’forglemmelsen’ skulle skyldes ond vilje fra Thune Jacobsens og regeringens side, men omvendt har paratheden til at sætte ind med vægt og risikere noget for at redde kommunisterne været lav.

—– —–

(Fra bind 3 af Modstand: ‘Den skærpede kamp 1943-1944’)
Endnu før dæmringen, kl. ca. 4.30 (en måned senere – den 2. oktober 1943), dundrede geværkolber på dørene i de 145 kommunistiske fangers barakker i Horserødlejren. Aufstehen, Heraus!! lød det fra de tyske vagter.
”Overrumpling. Bange anelser. Vi spurgte og gættede, mens vi fumlede os i tøjet. Var der mon rendt nogen? Skulle der skydes gidsler?” erindrede den 41-årige telegrafist Arne Jepsen.
”Natten var råkold og klam af drivende fugt. To rækker af fanger groede sig længere og længere ned over pladsen. De sidste kom halsende og sluttede op. ”
To tyskere begyndte at tælle op og nåede det rigtige antal.
”Om en halv time skal I stille op igen og kun medbringe den nødvendigste bagage. Vi skal forlade lejren. Hvorhen siges der ikke noget om,” lød beskeden fra vagtkommandøren.
”Foran og bagved gik vagterne med maskinpistoler. (…) Så kom de tyske militærvogne duvende ud af den drivende dis og bakkede op foran hegnsporten,” skrev Arne Jepsen videre.

Kurs mod syd
En anden af fangerne i geleddet var Martin Nielsen (…). Han genkendte en mand i SS-uniform, der trådte ud af en personbil. Det var Friedrich Jaensch, som et år før – dengang i civil – havde afhørt Nielsen i Vestre Fængsel.
”I dag optrådte han altså som SS-mand (…). Efter at jeg havde set ham, var enhver tvivl borte:
Rejsen gjaldt Tyskland,” noterede Martin Nielsen, som af sine kammerater og medfanger blev betragtet som leder.
”Så kørte vi. Danske myndigheder havde i sin tid kørt os til Horserød, nu kørte de tyske os derfra.”
Nielsens bitre bemærkning tager samarbejdspolitikernes grove svigt den 29. august 1943 på kornet. Det skulle i efterkrigstiden blive udgangspunkt for den mest udbredte modfortælling til konsensusudlængningen af Danmarks besættelsestid: Historien om, hvordan myndighederne i 1942/43 bekæmpede de kommunistiske modstandsgrupper energisk og til sidst overlod en større gruppe danske statsborgere til deres skæbne ved at undlade at åbne Horserødlejrens porte, da tysk erklæring af militær undtagelsestilstand syntes at være umiddelbart forestående. Kortegen satte i gang.
”Snart sad vi igen på de medbragte kufferter, som måtte aflaste de alt for få bænkepladser (…) De våde presenninger klaskede i fartblæsten,” erindrede Arne Jepsen.
De kørte ind i København ad Lyngbyvejen.
”I nogen tid fulgtes vi af en mand på cykel,” skrev Martin Nielsen.
”Og han var ikke i tvivl om, hvad der var los. Det var nemlig en af vore kammerater, som den 29. august var flygtet fra Horserød. (…). Vi fortsatte ud på Langelinie, der var stærkt afspærret.”

Af de danske fanger i Stutthof omkom 21 – svarende til én ud af syv.

‘Gode miner til slet spil’
Yderst ved Langelinie-molen lå ’Wartheland’ med hagekorset vajende i mastetoppen.
”På dækket gik bevæbnede gestapoofficerer rundt med revolvere i hænderne. Ud for skibet standsede vort biltog.”
Ledsaget af tilråbene ’Los! Los!’ ilede mændene op ad landgangsbroen, tværs over dækket og forud langs styrbords ræling.
”Dybt nede vaskede blygrå bølger mod skibssiden. Så gik det ned ad en smal lodret jernstige med kufferten i den ene hånd, dinglende over afgrunden ned til lastens bund, syv meter under vandspejlet,” mindedes Arne Jepsen.
De kommunistiske fanger tilbragte hele sejladsen til Swinemünde (i da Swinoujscie) i lastrummet Der gik dårligt et minut, uden at de tænkte på risikoen for at drukne som mus som følge af torpedoer fra ’vennerne’ i Royal Air Force eller de sovjetiske ubåde – eller risikoen for minesprængning.
”Vi må håbe på gode miner til slet spil,” sagde fangerne galgenhumoristisk til hinanden.

Solidaritetshilsner
Først da de kom op på dækket før ankomsten, gik det op for dem, at jøderne var om bord. DKP’erne kunne stå og se på, mens de blev gennet ned ad landgangen og ind i nogle godsvogne.
”Hold jer ranke,” råbte en af kommunisterne over mod jøderne.
”Vi holder os ranke. Vær hilset landsmænd,” lød en stemme ovre fra vognen.
Så vidt kommunisterne kunne høre og se var det overrabiner Alex Friediger, der også var blevet afhentet i Horserødlejren.
Toget med godt 200 danske jøder satte kurs mod Theresienstadt i Böhmen, mens kommunisterne blev sendt nogle hundrede kilometer stik østpå til Stutthof-lejren ved Danzig (i dag Gdansk).