Uddrag 3 af ‘Modstand-4’: Ebbe Munck – statsmanden i Stockholm

Ebbe Munck (1905-1974) var en fuldbefaren verdensmand, der som 35-årig ved Danmarks besættelse var en erfaren polarforsker. Som journalist havde han været udsendt til Den spanske Borgerkrig, Vinterkrigen i Finland, og i 1939 havde han opholdt sig i Prag under den tyske indmarch. i 1960’erne blev han hofchef for kronprinsesse Margrethe. (Nationalmuseet)

Eftersom Danmark havde overgivet sig frivilligt den 9. april 1940 og derefter slog ind på forhandlingspolitikken, havde landet – i modsætning til andre tysk besatte lande – ingen eksilregering i London. Derfor måtte spørgsmålene, der drejede sig om modstandsbevægelsens forhold til omverdenen formidles ad andre kanaler.
Det helt centrale omdrejningspunkt i alle besættelsesårene var en mand, der var helt uden politiske poster, men som alligevel fik en statsmandslignende indflydelse. Manden var Ebbe Munck, der i 1940 var Berlingske Tidendes korrespondent i Stockholm, og forblev i den svensk hovedstad krigen ud.
Munck fik afgørende indflydelse på det kompromis, der førte til, at Frihedsrådet og de etablerede politikere i maj 1945 kunne danne regering sammen. Det var et udfald, der helt og holdent var i overensstemmelse med de vestallieredes ønsker.
Nedenstående uddrag fra bind 4 af Modstand, der udkommer den 16. april på Politikens Forlag, drejer sig om Muncks besøg i København i efteråret 1944, der blev centralt for det politiske forløb. Under arbejdet kom billedet til at stå klart for mig af den erfarne politiske journalist, der var vant til at læse spillet og konkludere med skarphed.
I august/september havde Ebbe Munck været på et månedlangt ophold i London. Han havde været til samtaler med det britiske udenrigsministerium Foreign Office,  sabotageorganisationen Special Operations Executive (SOE – nu under navnet Special Forces) og den sovjetiske London-gesandt. Den danske gesandt i USA Henrik Kauffmann kom på besøg samtidig med Munck, og de benyttede lejligheden til at holde et samlet møde med en række danske nøgleaktører i London, bl.a. den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller.
Derfor er det ikke for meget at sige, at Ebbe Munck var en mand med fingeren på pulsen, da han ankom til København. Besøget fandt sted midt under en alvorlig krise for Frihedsrådet, idet det centrale medlem, professor Mogens Fog og redaktøren for det illegale nyhedsbrev Information Børge Outze var blevet arresteret en uge før.

Teksten herunder er som i bogen bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

“Da Ebbe Munck kl. 17.15 lørdag den 21. oktober 1944 ankom med tog til København, var han på det rene med, at han kun kunne færdes ude efter mørkets frembrud. Som opvokset nord for København og med en offentlig profil var risikoen for genkendelse stor. Han var fire dage før brudt op fra Stockholm for at tage på det besøg i Danmark, han havde arbejde frem imod under sit ophold i London. Han fik ud for Kullen bådlejlighed med et motorskib, der sejlede til Vejle.
Kaptajn Svend Schjødt-Eriksen (’Spex’) og faldskærmschef Flemming B. Muus, der hos SOE havde dæknavnet ’Mint’, var dagen efter, den 22. oktober 1944, de første, Munck holdt møde med. De fastlagde besøgsprogrammet og gennemgik våbenforsyningen og andre løbende sager.
”Speks er lidt hårdt trængt i øjeblikket, da to af hans nærmeste mænd er blevet taget og en del kompromitterende materiale er faldet i tyskernes hænder,” erindrede Ebbe Munck med tanke på razziaerne på efterretningstjenestens kontorer, de mange anholdelser og drabet på premierløjtnant F.J. Dehn-Jensen, der alt sammen var sket få dage før. Schjødt-Eriksen var også selv efterlyst, og tyskerne kendte hans rigtige navn. Flemming B. Muus så slidt ud.
”Han ligner nærmest et skelet, men holder stillingen, han har jo den fordel at være ukendt og bevæger sig derfor frit i byen.”

Politikernes faste støtter
Ved 18-tiden mødtes de igen til en lille modtagelsesfest i et separatlokale på Holte Kro. Her var også ’Spex’s og ’Mint’s koner med og dertil Herman Dedichen (’Sømanden’). I det hele taget havde Schjødt-Eriksen, Muus og Dedichen – politikernes støtter – lagt fast hånd om dette vigtige besøg. Det er ikke unaturligt, at Frode Jakobsen mente, at Munck blev ’ført i ledebånd’ af trekløveret.
Gæstens overnatningssted var en villa i nærheden.
”(Jeg) spadserer gennem skoven til mine værtsfolk (..) Jeg har en bagvej åben og er på vagt hele natten, men jeg indrømmer, at jeg er temmelig nervøs,” fortalte Munck.

Der var ekstra gode cigarer på bordet, da Vilhelm Buhl (billedet) sammen med to andre topsocialdemokrater afventede Ebbe Muncks ankomst i det indre København. (Frihedsmuseet)

Topmøde i dunkel klublejlighed
Dagen efter, mandag den 23. oktober 1944, ankom han kl. 17.45 til Nørreport station. Dedichen tog imod ham og ledsagede Munck til en dunkel klublejlighed over for Botanisk Museum, hvor Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft-Hansen og H.C. Hansen var klar til at tage imod gæsten.
”Der står et veldækket bord og venter, og i dagens anledning er der skaffet en extra forsyning af cigarer. (…) Buhl holder en lille velkomsttale,” skrev Ebbe Munck.
Eks-statsministeren understregede betydningen af, at politikerne nu for første gang under krigen fik et direkte budskab fra det allierede udland. Munck refererede i en hel time fra London-møderne, mens politikerne stort set holdt sig til at lytte. Han bekræftede, at der blandt vestmagterne var fuld accept af Vilhelm Buhl som statsminister. Parterne var enige om, at det var overordentlig vigtigt at forbedre forholdet til Sovjetunionen. Socialdemokraterne bekræftede, at de gerne så Kauffmann som udenrigsminister, og de ville gerne have Christmas Møller med i regeringen.
”Vi kom herefter til spørgsmålet om modstandsbevægelsens og kommunisternes deltagelse(…), de tidligere betænkeligheder herom var overvundet. (…) Man havde tænkt sig Mogens Fog som repræsentant for modstandsbevægelsen og Aksel Larsen som repræsentant for kommunisterne,” erindrede Ebbe Munck.

Klar til at betale regningen for SOE-agenterne
Politikerne ville ikke umiddelbart acceptere ministre fra alle fire modstandsorganisationer. Munck måtte til gengæld meddele, at Frihedsrådet ikke kunne acceptere dommer Harald Petersen, der tidligere havde været statsadvokat for København og – kortvarigt – justitsminister 1940-41. Han var politikernes kandidat som justitsminister, men indvendingen var, at han i sin aktuelle stilling i Københavns Amts Nordre Birk havde været med til at dømme kommunister.
Ebbe Munck kom derpå til spørgsmålet om tilbagebetaling til Storbritannien af de udgifter, som faldskærmsorganisationens indsats i Danmark havde kostet. Politikerne bekræftede uden videre, at det var en selvfølge. Efter den politiske drøftelse, der var præget af kompromisvillighed, kom parterne til det, der skilte politikerne og Munck, der fra 1940 havde været en ankermand for det aktivistiske modstandssynspunkt.
”Man ville gerne understrege, at modstandsbevægelsen i Danmark næppe var nået så langt (…) med mindre de legale instanser havde bifaldet og beskyttet. Jeg indvendte, at (…)  (modstandsbevægelsen) (…) tværtimod mente, at det ofte havde været vanskeligere at arbejde, så længe det danske politi var i stand til at udøve systematiske efterforskning, end nu,” sammenfattede gæsten, inden selskabet brød op lidt over midnat.

Dedichen om Frihedsrådet
Inden Dedichen næste dag, den 24. oktober 1944, igen fulgte gæsten på vej, sendte han et telegram til Special Forces. Frihedsrådet havde efter hans mening udviklet sig til en slags mytisk begreb.
”De har en vidtrækkende magt over liv eller død, strejker eller ro i alle dele af landet,” noterede han i meddelelsen, der bestemt ikke var venligt ment.
Mens Frihedsrådet aktuelt faktisk truedes af udslettelse, havde det – som historikeren Jørgen Hæstrup skrev – placeret sig i midtpunktet af en udvikling, der stormede fremad og krævede dets standpunkttagen til stadig vigtigere problemer.
Denne dag var første destination en lejlighed på Østerbro, hvor Ebbe Munck holdt et møde med de  konservative Ole Bjørn Kraft og Poul Sørensen. Dialogen var helt parallel til den, der var foregået med socialdemokraterne.

Avancerede politiske manøvrer
Lige efter mødte Munck Frihedsrådets inderkreds – Flemming B. Muus, Børge Houmann og Frode Jakobsen – i et hus i Hellerup. De var alle enige om, hvor vigtigt det var at holde enhed udadtil, men Ebbe Munck undlod at spørge udtrykkeligt, om Rådet støttede Buhl.
Spørgsmålet er, om det var en tilfældig uklarhed, eller om Munck bevidst valgte at afstå fra at skære ind til benet på dette punkt. Den eneste anden mulighed som statsminister var John Christmas Møller, men Ebbe Munck var på det rene med, hvor lavt Christmas Møllers aktier stod hos briterne – så lavt, at han ikke kunne få et møde med udenrigsministeren i London. Derfor havde han næppe nogen interesse i at anspore til nogen nærmere drøftelse, når han blot havde fået præsenteret den britiske støtte til Buhl og omtalt det positive møde med politikerne. Houmann og Jakobsen har givetvis kunnet se perspektiverne, men de var begge drevne forhandlere, der næppe har fundet tidspunktet velegnet til at udtrykke sig forpligtende – og slet ikke at fremsætte et udtrykkeligt forbehold over for Vilhelm Buhl.

Holdt armlængdes afstand til gammel allieret
Christmas Møller så sig selv som den naturlige leder af en befrielsesregering, og for Frihedsrådet var han – som tiden skulle vise – ikke ude af billedet. Men Ebbe Muncks kølige overblik havde for længst tilsagt ham at se bort fra den konservative eksformand i en central rolle. Dermed abstraherede han fra en fælles fortid.
Som i øvrigt også Erling Foss, havde de begge været konservative modstandspionerer. Et af de initiativer fra den tidligste besættelsestid, som der står et heroisk skær over, er Christmas Møllers og Muncks møde i Ordrup Mose en iskold vinteraften den 29. december 1940, hvor Ebbe Munck – allerede dengang kontaktmand for SOE – for præsenterede John Christmas Møller for en opfordring til at rejse til England. Her kom Møller fra 1942 til at varetage en på flere måder utaknemmelig opgave, men fik varig betydning gennem de radiotaler over BBC, som han fortsat holdt.

Kørt til illegal rutebåd i bagerbil
Hvorom alting er, kunne Ebbe Munck rejse fra København med det resultat, at en ledende rolle til Buhl ikke havde vakt modsigelse. Munck rejste igen ud af landet lørdag den 28. oktober kl. 6.30.
”Han bliver hentet i en bagerbil og sat af på Grønlands Handels Plads, hvor båden venter. Fire unge polyteknikere bevæbnet med maskinpistoler står på deres post for at dække dem (…). Der er syv passagerer, der kryber ned i lasten,” skrev forfatteren Janni Andreassen i bogen At vise flaget.”

Uddrag 2 af ‘Modstand-4’: Da Gestapo slog ned på kvindelig konservatorie-studerende

Som det fremgår af bind 3 af Modstand var Hedda Maaløe, litteraturstuderende på Aarhus Universitet, og flere andre unge kvinder fra Aarhus med i jernbanesabotage, og en gruppe under konservatorielærerinde Karen Brieg forberedte i april 1944 en stor sabotage mod Jydsk Telefon i den østjyske by i tilfælde af en allieret invasion i Jylland. Den kom dog ikke til udførelse.
En af dem, der også var med i arbejdet var Else Marie Haffner Jensen (senere kendt som komponisten Else Marie Pade). Hun beretter i det fjerde og afsluttende bind af Modstand, der udkommer den 16. april på Politikens Forlag, om den dag i efteråret 1944, da hun blev arresteret.
Hedda Maaløe undgik arrestation og meldte sig til Den danske Brigade i Sverige. Det beretter hun om nederst i indlægget.

Teksten herunder er som i bogen bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

“I Marstrandsgade i det indre Aarhus blev den 19-årige musikstuderende Else Marie Haffner Jensen ved 6-tiden den 13. september 1944 vækket af sin mor. Gestapo stod udenfor 3. sals lejligheden og dundrede på døren.
”Jeg sprang ud af sengen, stak i et par sko og trak en strikbluse over natkjolen, mens jeg sagde: ’Det er rigtigt nok… sig, du skal ha’ lidt tøj på, så lukker du op.’ Imens (…) listede (jeg) ned ad bagtrappen og smuttede ind gennem køkkendøren i stueetagen,” erindrede hun efter krigen.

Lånte kurv med mælkeflasker
Det var et ismejeri, og morgenarbejdet var i fuld gang. Efter flere indvendinger fra indehaversken lykkedes det hende at låne en cottoncoat og en kurv med mælkeflasker.
”Lidt efter gik jeg så sorgløst som muligt ud af butiksdøren (…). Jeg blev grebet i armen af en tysk soldat, der spurgte, hvor jeg skulle hen? ’Mælk,’ svarede jeg og pegede ned i kurven. (…) Soldaten viste nu et billede frem af mig, (…) storsmilende i snak med en veninde,” berettede den studerende, der senere blev kendt som komponisten Else Marie Pade.
Hun stak i løb ned ad Marstrandsgades fortov, indtil der lød et skud.
”Så smed jeg mig pladask på maven, mens kurven med mælk sejlede sin egen sø…. (…) Så blev jeg pillet op, ikke af én, men to soldater.”
Gestapo-besøget var et led i en aktion mod en helt atypisk sabotagegruppe, der primært bestod af modne kvinder i fyrrerne. Den 52-årige gruppeleder Karen Brieg, der var Else Marie Haffner Jensens klaverlærerinde på konservatoriet, og flere andre blev samme morgen også anholdt.

Ført op til familiens lejlighed – politimand slået ned
Den studerende blev lagt i håndjern og ført op i opgangen til familiens lejlighed.
Naboen, der var chef for Kriminalpolitiet i Aarhus, havde åbnet sin dør og gjorde et behjertet forsøg på at hævde det endnu fungerende danske politis autoritet.
”Bred og mægtig holdt han sit politiskilt op for næsen af tyskerne og bad dem øjeblikkelig (…) lade mig gå; længere kom han ikke, før han blev ramt i ansigtet af en lige højre og gik bagover og faldt som en træstamme.”

Hos Den danske Brigade: ‘Piger bliver lotter’
Et fra gruppen, den 22-årige litteraturstuderende Hedda Maaløe, var flygtet til Sverige.
”Jeg meldte mig på Brigadens kontor i Stockholm og spurgte, om de kunne bruge mig. Ja, jeg kunne blie lotte, det var dem, der lavede mad til soldaterne,” berettede Hedda Maaløe.
”Jeg indvendte, om de ikke kunne finde bedre anvendelse for en person, der kunne en masse om våben og sprængstoffer. ’Nej,’ kom det meget bestemt fra den unge officer. ’Piger bliver lotter.’ (…) Dette her var tydeligvis den eneste mulighed (…). Jeg blev lotte.”

Adskilt overnatning
Uanset at arbejdet var køkkentjeneste, skulle lotterne alligevel igennem en omfattende militær excercits i Sofielund-lejren, men af hensyn til moralen måtte de ikke overnatte i selve lejren.
”Efter en lang og udmattende arbejdsdag skulle vi derfor (…) gå et langt stykke gennem en buldermørk skov til et hus, hvor vi kunne sove,” erindrede den Hedda Maaløe.”

Uddrag 1 af ‘Modstand-4’: Outzes dystre afsløring

Børge Outze (1912-1980) havde som tidligere politireporter på Nationaltidende og redaktør af Politibladet et enestående kildenet.

Børge Outze, en af den illegale presses vigtigste skikkelser, fik som 32-årig redaktør af nyhedsbrevet Information en solonyhed af den makabre slags. Han bragte den til offentlighedens kundskab i dagene fra den 11. august 1944.
Det følgende er et uddrag fra det fjerde og afsluttende bind af Modstand, der udkommer den 16. april på Politikens Forlag. Teksten er som i bogen, men mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

“Den danske Gestapo-mand Robert Sustmann Ment fik kun yderligere to uger at leve i efter at have skudt og såret Christian Algreen-Petersen. BOPA havde længe jagtet ham, og den 7. august 1944 om aftenen (…) lykkedes det at få ram på ham. Selv om Ment var vagtsom, kom den 21-årige teologistuderende Søren Levinsen bag på ham i en sporvogn og likvidere ham med et enkelt skud i nakken.

En rystet portier
Børge Outze fik som den første i modstandsbevægelsen en anelse om karakteren af den tyske repressalie, da han tidligt om morgenen torsdag den 10. august 1944 talte med en rystet natportier på et københavnsk hotel. Portieren var blevet kaldt ned i Shellhusets kælder. Gestapo havde en historie, man ønskede at fortælle, og en hotelmand har rimeligvis forekommet velegnet til at få den udbredt hurtigt. Portieren havde kunnet se en række lig på gulvet med skudsår.

Trodsede Udenrigsministeriets dementi
Samme morgen blev Outze kontaktet af grupper, der ville have be- eller afkræftet rygter, der antagelig var opstået i anledning af, at et større antal BOPA- og Holger Danske-fanger aftenen før var blevet transporteret bort fra den tyske afdeling af Vestre Fængsel.
”Om Gestapos Terror vil den nærmeste Fremtid bringe tilstrækkeligt nyt,” skrev Outze i Information af mangel på sikre oplysninger.
Fredag aften, den 11. august, omtaltes en massakre på 11 modstandsfolk i Shellhusets kælder over svensk radio. Dagen efter dementerede Udenrigsministeriet, men Børge Outze tog i sin historie lørdag den 12. august 1944 udgangspunkt i svensk radio og natportierens meddelelse.
”Naar Sagen overhovedet er kommet frem, skyldes det Shellhusets Folk, der i ufattelig Raahed i Morgentimerne inviterede Venner ned i Kældrene for at se ’noget interessant’. (…) Senere har Tyskerne rekvireret 11 Ligkister.”

Ib Birkedal Hansen (1909-1950), dansk Gestapo-mand, tørstede efter hævn for sin likviderede kollega Robert Sustmann Ment.

Birkedal Hansens ide
Oplysningerne var rigtige bortset fra, at drabene ikke var sket i Shellhuset. Ib Birkedal Hansen havde reagerede voldsomt på tabet af Sustmann-Ment og foreslog den 8. august Sikkerhedspolitiets chef Otto Bovensiepen, at en række fængslede modstandsfolk skulle skydes. Bovensiepen så en anledning til at iværksætte Adolf Hitlers Terror- und Sabotageerlass, ifølge hvilket sabotører taget på fersk gerning skulle skydes på stedet, mens det var slut med henrettelser efter krigsretsdomme.

Natlige maskinpistolsalver
Om aftenen dagen efter, den 9. august 1944, kørte en overdækket lastbil ud ad Roskildevej mod vest med 11 fanger, som Birkedal Hansen og hans nærmeste chef, Kriminalrat Erich Bunke, havde afhentet i Vestre Fængsel.
Lastbilen standsede mellem Roskilde og Ringsted, og fangerne blev beordret til at springe ned. Øjeblikke efter kunne beboerne i landsbyen Rorup og det nærliggende Osted høre den uhyggelige lyd af maskinpistolsalver, der pludselig brød ud og varede ved længe. Da dansk politi næste morgen kom til stede, viste blandt andet fund af patronhylstre klart, hvad der var sket.
Alle 11 fanger blev dræbt. De seks BOPA-folk var Aksel Jensen, Preben Berg Sørensen, Knud Erik Gyldholm, Gunnar Dahl, Viktor Mehl og Jens Martens. De sidste fem var Holger Danske-mænd, der alle var nære venner til Christian Ulrik Hansen, der var blevet henrettet i Ryvangen halvanden måned før. Det var Preben Hagelin, Eduard Sommer, Erik Nyemann, Kai Schiøth og Per Sonne.
De dræbte var blevet læsset op på lastbilen og kørt tilbage til Shellhuset.

Strejkeappel
Søndag den 13. august 1944 udgav Information et særnummer.
”Det skal sent glemmes i Danmark, at det danske Udenrigsministerium om Aftenen den 11. August udsendte officielt Dementi, hvori det hed, at der savnedes ethvert Grundlag for Meddelelse om, at 11 Mænd var skudt,” skrev Børge Outze.
Dementiet fik stor betydning for, at især direktør Nils Svenningsen efter krigsafslutningen stod lavt i modstandsbevægelsens omdømme. Information opfordrede til 24 timers strejke:
”Stands Arbejdet, luk Kontorer og Butikker, Restaurationer, Biografer og Teatre overalt, hvor den korte Frist gør det gennemførligt. Undgaa Demonstrationer. Bevar Roen og Værdigheden. Genoptag arbejdet Onsdag Morgen.”
Opfordringen blev i vid udstrækning fulgt i København og over 30 andre byer. Proteststrejken var dermed endnu en gang slået fast som et virksomt kampmiddel.”

96 navne klar til bind 4

Mit igangværende crowdfundingprojekt er det tredje, siden jeg lancerede min fundraising til udgivelse af Modstand tilbage i marts 2017.
92 personer har nu bidraget nok til at få deres navn med i bind 4. I bind 3 var der 73 navne – i bind 2 83. Med bidrag af enhver størrelse regnet med har ikke færre end 181 personer bidraget økonomisk til at muliggøre projektet (se evt. totallisten nederst). Hertil kommer tre kollektivbidrag og en række anonyme bidrag.
Pr. den 17. februar 2021 ved middagstid har crowdfundingen i alt indbragt 256.985 kr. – et særdeles betydningsfuldt bidrag til den samlede fundraising, der er nået op på 1.172.485 kr., der svarer til 99,79 pct. af målbeløbet på 1.175.000 kr.
Derfor igen: En STOR TAK til alle, der har hjulpet til undervejs med store eller små beløb!

Bind 4:
Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Morten Bethe
Niels Valdemar Favrbo Birk
Marie Louise Bistrup
Jeppe Bjørn
Ole Blædel
Dines Bogø
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Hans Peter Baadsgaard
Dan Erik Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua

Bjarne Dalum
Niels Erik Danielsen
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Gitte Ebert
Charlotte Falk-Jensen
Katharina Johanna Lisa Falk-Jensen
Bente Fjellerad
Henrik Flødstrup
Jacob Fredensborg
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Kenneth Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Jens Hedegaard
Henrik Heinemeier
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Jan Hjortshøj
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder

Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Rasmus Johansen
Irja Johansson
Anni Jørgensen
Aksel Peter Koch
Birgithe Kosovic
Peter Kramer
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Morten Ladekarl
Henning N. Larsen
Poul-Henning Laursen
Peter Lomdahl
Henrik Murmann
Andreas Blichfeldt Møller
Armen Nazarian
Henrik Parkhøi
Søren Parup
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen
Familien Paaske

Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Anders Reck-Magnussen
Carl Emil Rosenmeier
Bettina og Peter Rydell
Inger Skamris
Jan Skougaard
Morten Steen
Martin Sundstrøm
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Jakob Hjuler Tamsmark
Lene Margrethe og Ove Thomsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens Vangsgaard
Hans Jørgen Vestergaard
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner
Lasse Ørum-Smidt

Bind 3:

Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua

Bjarne Dalum
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Bente Fjellerad
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder

Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Anni Jørgensen
Lene Kattrup
Kim Khan
Michael Koch
Birgithe Kosovic
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Henning N. Larsen
Rolf Larsen
Poul-Henning Laursen
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg
Henrik Murmann
Kåre Harder Olesen
Jens Ostergaard
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen

Johnny Rahe
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Anne-Margrethe Rix
Bettina og Peter Rydell
Kenn Schoop
Inger Skamris
Martin Sundstrøm
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Jakob Hjuler Tamsmark
Ove Thomsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen

 

Samtlige bidragydere:
Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Dines Arnholm
Bodil og Ivan Bach
Marie Bang
Simon Bang
Asger J. Benda
Morten Bethe
Marie Louise Bistrup
Jeppe Bjørn
Ole Blædel
Niels Valdemar Favrbo Birk
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Natasja Broström
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Dan E. Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Niels Erik Danielsen
Ruth og Bernhard Danielsen
Sørin Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
John Dithmar
Gitte Ebert
Michael Eis
Jakob Erle
Charlotte Falk-Jensen
Katharina Johanna Lisa Falk-Jensen
Bente Fjellerad
Henrik Flødstrup
Peter Frantsen
Jacob Fredensborg
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse

Morten Nørgaard Hald
Kristina Lisby Hammer
Henrik Werner Hansen
Kenneth Hansen
Jesper Schou Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Jens Hedegaard
Henrik Heinemeier
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Jan Hjortshøj
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Vita Krogh Høgh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Ebbe Jacobsen
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Rasmus Johansen
Tine Johansen
Irja Johansson
Annette Jonsson
Henrik Jürgensen
Anni Jørgensen
Henrik Hartvig Jørgensen
Jean Jørgensen
Søren Jørgensen

Rina Ronja Kari
Lene Kattrup
Kim Khan
Jakob Kjærsgaard
Birgit Klaproth
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Aksel Peter Koch
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Peter Kramer
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Morten Ladekarl
Mia Langgaard
Ann-Mari Larsen
Henning N. Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin Sun Larsen
Lars Larsen
Rolf Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Troels Laurell
Poul-Henning Laursen
Brita Bente Lilia
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Andreas Blichfeldt Møller
Armen Nazarian
Anne Nielsen
Dine Nielsen
Henrik Ryan Nielsen
Jesper Kamp Nielsen
Susanne Stoustrup Nygaard
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
William Henrik Houmøller Olesen
Jens Ostergaard
Henrik Parkhøi
Søren Parup
Birte Pedersen
John Brøndum Petersen
Søren Pedersen
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Bjarne Hosbond Poulsen
Vibeke og Steen Poulsen
Familien Paaske
Johnny Rahe
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Anders Reck-Magnussen
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Jens Rossel
Bettina og Peter Rydell

Kenn Schoop
Inger Skamris
Jan Skougaard
Morten Steen
Martin Sundstrøm
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Torben Holm Sørensen
Jakob Hjuler Tamsmark
Morten Thing
Joan Thomsen
Lene Margrethe og Ove Thomsen
Thomas W. Thorsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Thorkild Tønnesen
Jens Vangsgaard
Hans Jørgen Vestergaard
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner
Lasse Ørum-Smidt

—– —–

Kollektivbidrag (foreninger, projekter og indsamlinger):
Brecklings Bogcafé, Sønderborg, v/Allan Breckling: 1.200 kr.
Projekt Stjerne Radio v/Joakim Zacho Weylandt: 1.000 kr.
‘Holger Danske Modstandsgruppen’ på Facebook v/Thomas Hilleberg: 1.000 kr.

 

 

Bagholdet på Asiatisk Plads

Frits Johan Blichfeldt Møller i sommeren 1943 med sin knap 1-årige søn Jon (1942-2016), der aldrig nåede at lære sin far at kende. (Privatfoto)

Dette uddrag er taget fra siderne 316-320 i bind 3 af Modstand, det planlagte firebindsværk om modstandskampen i Danmark 1940-1945. Hovedpersonen er den fremtrædende aktør på de illegale ruter Frits Johan Blichfeldt Møller (1913-1944), der i det hele taget er én af de markante skikkelser i bindet. Eneste ændring i forhold til bogens tekst er de indsatte mellemrubrikker.

Frits Johan Blichfeldt Møller (‘Franz’) havde sendt sin hustru Ellis og sin lille søn til Sverige. Her var han sammen med dem i Malmø på et juleophold, hvorunder han også førte forhandlinger om ruteaktiviteten. Tilbage i København ringede Frits Johan Blichfeldt Møller sidst i januar 1944 til Signe Mogensen på Bispebjerg Hospital.
”Har du ikke en plads til mine møbler?” spurgte han oversygeplejersken.
”Der er tre store stole med ens betræk, de er garanteret fri for væggetøj.”
Telefonkodesproget dækkede over tre personer, der opgav at være flygtninge. To af dem fik husly hos frk. Mogensens søster, den sidste hos en kollega.

Dårligt varsel
Omtrent samtidig besluttede kunstnerægteparret Musse Hartig og Knud Raaschou Nielsen sig til at  holde en slags karneval i Knuds atelier i Nyhavn 42 lørdag den 5. februar 1944. Parret var i byens studentermiljø blevet nære venner med Blichfeldt Møller og hans hustru Ellis, og han blev derfor inviteret med. Da Musse spurgte Frits Johan, fik hun et sælsomt og uhyggeligt svar:
”Nej, det vil jeg ikke; det kan jeg ikke, for på næste lørdag lever jeg ikke mere.”
Ifølge Musse sagde han det tørt og konstaterende, som en kendsgerning. Hun slog det hen.

Ledige pladser på transport
Den 3. februar 1944 kom Blichfeldt Møller til Robert Jensen på Vesterbrogade 30 og fortalte om en transport fra Asiatisk Plads dagen efter. Han havde nogle ledige pladser, han ville tilbyde.
”Det faldt meget heldigt, da vi havde en halv snes stykker,” fortalte Christian Algreen-Petersen, Robert Jensens betroede assistent.
”Jeg fik så besked om at indfinde mig med folkene kl. halv seks på hjørnet af Strandgade og Torvegade. Der ville stå en mand ved navn ’Leif’, som så ville følges med os ned ad Strandgade og ind gennem porten til Asiatisk Plads, hvor båden lå.”
‘Leif’ var den 24-årige reservebetjent Hans Jørgen Christiansen. Algreen-Petersen, Ole Fyhn og Anker Frants Sørensen (’Søren’) – ny assistent hos ’Tom’ – aftalte at følges til Charlottenborg.
”Det var umuligt at få mere end én bil, som så blev forbeholdt de få kvinder, der var, samt et spædbarn, der lå i en trækasse med bærehåndtag.” skrev ’Christian’.

Sovemedicin til barn
Det fem måneder gamle barn, der hed Niels, var blevet født lige før Forum-aktionen i august 1943 af Grethe Moesgaard, hustru til Holger Danske-sabotøren Povl Ryde Moesgaard (‘Ewald’). Han havde opholdt sig i Sverige siden september 1944, men var pludselig dukket op i hjemmet på Langebrogade på Christianshavn. ‘Ewald’ havde arrangeret, at familien kunne komme med, fordi det efterhånden var farligt at være i Danmark.
Barnet havde fået en god dosis sovemedicin og sov trygt. Anker Frants Sørensen og Christian Algreen-Petersen satte sig ind i bilen med barnet i trækassen. De stod af ved første stop efter Knippelsbro, hvor de kl. ca. 18 traf ’Leif’ og ’Franz’.
”Vi gik ned ad Strandgade, medens jeg gik og snakkede med Blichfeldt Møller. De andre fulgte et stykke bag efter,” skrev Algreen-Petersen.

Skyderi bryder ud
Mindre end 100 meter derfra var Musse Hartig alene hjemme med sin lille datter. Knud Raaschou Nielsen var i byen i et ærinde.
”Mens jeg begyndte på aftensmaden (…), kørte der pludselig en stor tung vogn ned gennem Strandgade mod Grønlandske Handel,” skrev Musse Hartig.
”Den stoppede lige foran broen over den lille kanal. (…) Tyske soldater sprang ud af vognen og dannede en kæde for enden af Strandgade. (…) Den første salve piftede gennem gaden, slog imod husmurene. Det var med at komme ned under vindueshøjde med Susanne nederst.”
Hver gang, der var et ophold i skyderiet, vovede hun et øje for at se, hvad der var sket.
”Nu  kunne jeg i det tiltagende tusmørke se en række skikkelser, der stod op ad muren, alle med hænderne over hovedet, på den side af porten ind til Asiatisk Plads, der vendte op mod Torvegade. Den ene skikkelse mindede betænkeligt om Knud,” berettede hun.

Ildoverfald
Det, hun kunne høre, var formentlig, at et helvede af gevær- og maskinpistolild brød løs, da Frits Johan Blichfeldt Møller (foto her til højre) og Hans Jørgen Christiansen drejede ind på Asiatisk Plads. Det var de tre mænd, som Signe Mogensen havde skaffet overnatning til, der uden varsel åbnede ild mod flygtningehjælperne.
Poul Ejnar Bertelsen, Knud Erik Østergaard Larsen og Ib Nedermark Hansen var ikke flygtninge, men tilknyttet Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste. De havde henvendt sig for at infiltrere transporten, og det var på deres tip, at et større antal tyske politisoldater var dukket op.
Christiansen blev dræbt på stedet, mens den hårdt sårede Blichfeldt Møller døde samme aften.
De bevæbnede mænd skød videre på de øvrige i transporten.
” ’ Søren’ og jeg vendte øjeblikkelig om og løb ned ad Strandgade,” skrev Algreen-Petersen.
“Vi havde ikke løbet mere end en halv snes skridt, før jeg mærkede en skrækkelig smerte. (…) Jeg var ramt et sted i ryggen og kunne ikke få vejret.”

Barnevognskasse indleveret hos politiet
Grethe Moesaard så to unge mænd løbe væk med hendes dreng. Hun var ved at stikke i løb efter dem, men en kvinde tog fat i hendes arm og trak hende ind i en opgang i sikkerhed for skyderiet.
Knud Raaschou Nielsen, der havde stået med hænderne rakt op, fik pludselig et skub hen ad fortovet, og Musse Hartig kunne til sin lettelse se ham passere skråt over Strandgade mod parrets egen opgang. Da han kom op i lejligheden, fik en uforklarlig anelse hende til at spørge, om han så Frits Johan.
”Nej, gu’ gjorde jeg ej. Hvorfor fanden skulle jeg se ham?” svarede Knud Raaschou Nielsen.
I mellemtiden havde Christian Algreen-Petersen langsomt fået slæbt sig ind på fortovet og ned ad en kældertrappe til en forretning, der handlede med antikke møbler. Ejeren dukkede op, og ‘Christian’ bad ham indtrængende ringe efter en ambulance. Efter nogen ventetid kom bevæbnet dansk politi pludselig ned i butikken.
”De spurgte om mit navn. Jeg forsøgte at fremstamme det. (…) Jeg hostede blod op. (…) Endelig kom ambulancen.”
Povl og Grethe Moesgaards lille søn overlevede mirakuløst skyderiet på Asiatisk Plads. To tyskere havde fundet barnevognskassen med indhold på et fortov, hvor den var blevet stående efter panikken, og indleveret den på den nærliggende politistation på Under Elmene. Her var en politimand, der var gift med barnefaderens kusine, tilfældigvis på vagt og genkendte barnet.
Betjenten fandt et projektil, der var gået gennem hovedpuden og havde revet lynlåsen op, men barnet var på mirakuløs vis uskadt. To uger senere rejste den lille familie samlet til Sverige fra Dragør med fiskeskipper Bernhardt Nielsen.