Om

NIELS BIRGER_08

Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg har modstandsfolk i min familie, siden jeg skriver om modstandsbevægelsen og Anden Verdenskrig. Det har jeg ikke; ingen af mine forældre eller andre slægtninge var aktivt engagerede på hverken den ene eller den anden side.

Hvad der derimod fangede min fascination, var den måde, de voksne sagde ‘under krigen’ eller ‘under besættelsen’ på, da jeg var barn i 1960’erne og ung i 1970’erne. Den lavmælte betoning indikerede, at det nok var fortid, men meget nær fortid. Om bestemte personer i omgangskredsen blev det sagt: ‘Han var med til noget under krigen, men det taler han aldrig om’.

Jeg husker en alvorlig, sortklædt dame, fru Milo, som min mor tog mig med på besøg hos på hendes plejehjem. Hun havde været min jordemoder, og jeg fik at vide bagefter, at hun ‘aldrig kan tilgive tyskerne’, fordi hendes søn, der var hendes eneste barn, blev skudt under krigen. Det skete kort før jul i 1944, og fru Milo havde, siger min mor, fortalt, at hun havde svært ved at holde julen ud og derfor altid prøvede at komme ud til fødsler i juledagene.

Min første bog om modstandsbevægelsen var Flemming B. Muus’ erindringsbog Ingen tænder et lys, som jeg læste som 14-årig. En spændende bog – velegnet til at stimulere drengedrømme – om en mand, der efter den tyske besættelse gennem store strabadser kæmper sig frem til London fra en afsidesliggende handelsstation i Vestafrika for at gå i engelsk krigstjeneste og derefter bliver kastet ned med faldskærm over Danmark.

Et andet varigt indtryk var de kortfattede oplysninger i historiebøgerne om ‘dem, der svigtede’: Stikkere og terrorister og andre tyskerhåndlangere. Det er en ny ting fra de seneste 15 år – med Claus Bundgård Christensen, Peter Scharff Smith og Niels Bo Poulsens bog Under hagekors og dannebrog som et pionerværk – at historikerne har givet forræderne ansigter og forklaret deres motiver til at gå den vej, de gik. Dengang blev de i almindelighed set på som psykopater, degenererede og kriminelle, som kun en forfatter som Erik Haaests beskæftigede sig med, men som de færreste andre kunne holde ud at omtale eller høre om. Det vakte også min nysgerrighed, at 46 danskere blev henrettet i efterkrigsårene under omstændigheder, der dengang heller ikke blev nærmere beskrevet.

Fascinationen af Anden Verdenskrig blev yderligere stimuleret af BBC’s berømte serie En verden i krig, som den store Shakespeare-skuespiller Sir Laurence Olivier lagde fortællerstemme til.

Da jeg læste historie i årene 1981-1987 var mine interesser gået i andre retninger, og jeg beskæftigede mig her ikke specielt meget med Anden Verdenskrig. Den kom først igen i fokus i 1995 i en helt konkret anledning.

Jeg arbejdede hos nyhedsbureauet Ritzau som journalist, og med min historiebaggrund var det naturligt at bede mig lave en række optaktshistorier til 50-årsdagen for befrielsen 4. maj 1945. Jeg lavede personlige interviews med Bopa-sabotøren Jørgen Jespersen (‘KK’), SOE-chefen i Danmark Ole Lippmann og Christian Algreen-Petersen, der under krigen blev skudt to gange af Gestapo under sit arbejde med illegale ruter. Jeg fik også samlet en gruppe på fire mænd fra en af nedkastningschefen Jens Toldstrups våbenmodtagelsesgrupper: Einar Ammundsen, Willy Jensen, Arne Kruse Andersen og Jørgen Hesseldahl.

Efter jubilæumssæsonen i 1995 blev jeg holdt på sporet af en nyansat journalistkollega Erik Høgh-Sørensen, der var meget opsat på at lave historier om besættelsestiden. I modsætning til mig har Erik den personlige baggrund, at hans far, Egon Sørensen, var aktiv i modstandsbevægelsen – våbenmodtagechefen Toldstrups jyske organisation. Det førte til et samarbejde gennem flere år om Søren Kam-sagen, som Erik Høgh-Sørensen senere har udgivet to bøger om.

Kort tid efter kom jeg i gang med mit eget bogprojekt – firemandssamarbejdet om SS-lægen Carl Værnet – og siden dengang har besættelsestiden været regelmæssigt tilbagevendende i mit arbejdsliv. En god hjælp til alle bøgerne har været Niels Gyrsting, der er formand for Frihedsmuseets Venner. Han har opbygget et stort privat arkiv vedrørende besættelsestiden, og han har bl.a. udgivet bøgerne Hvidstengruppen (2008) og Ørums bitre oprør (sammen med Hans Ørum, 2012) og Helle, Ib og ‘1944’-gruppen (sammen med Lone Monies, 2017).

I forbindelse med udgivelsen af Gestapochefen (2011), Werner Best (2013), Modstand-1 (2015) og Svend Staal-gruppen (2017) har jeg fået kontakt til en række førende besættelsestidshistorikere. Henrik Skov Kristensen, Hans Christian Bjerg, Ditlev Tamm og Henrik Lundtofte har været eksterne lektører på en eller flere af bøgerne. Da jeg i 2014 lavede et stort tema på hele 10 artikler til ekstrabladet.dk i forbindelse med 70-årsdagen for D-dagen den 6. juni 1944, var Jakob Sørensen en vigtig ressource-person. Endelig kan det nævnes, at Peter Birkelund har ydet vigtig støtte til mine bestræbelser for at få arbejdet på Modstand-2 i gang igen, efter at det har været indstillet et år, fordi pengene slap op.
To tredjedele af manuskriptet er skrevet, og vi satser på en udgivelse i februar 2018.

Der er lukket for kommentarer.