Foredrag

KALENDER

Søndag den 4. maj 2025, kl. 15.00: Kulturstationen, Humlebæk Center 44 i Humlebæk (arrangør Fredensborg Kommune)
Titel: MODSTANDSKAMPENS KVINDER
Emne: Nok er kun ca. 4 pct. af de over 90.000 personer i Frihedsmuseets Modstandsdatabase kvinder, men deres betydning i frihedskampen var stor. Derfor indgår kvindelige aktører i stort set alle kapitler af Modstand – ikke som et emne, der bliver specielt tematiseret, men som en naturlig afspejling af deres indsats, som jeg ser den. Deres roller strakte sig fra de velkendte som logiværtinder og deltagelse i illegalt bladarbejde og efterretningsvirksomhed til deltagelse i væbnede aktioner som Ellen Quistgaard og Hedda Maaløe eller ledende funktioner som Jutta Graae og Kate Fleron. Hertil kom action-handlinger, der satte f.eks. Edith Bonnesen og Ruth Philipsen i stand til på dramatisk vis at flygte fra Gestapo-fangenskab. Ud over at fortælle en række spektakulære enkelthistorier vil jeg komme ind på det klassiske spørgsmål om modstandskampens kvinder: Lå deres betydning i det store og hele i baglandsfunktioner, eller havde deres indsats en bredde, som hidtil har været underbelyst?

Mandag den 5. maj 2025, kl. 18.30-21.00: Kulturhuset, Bredgade 4, Langå i Østjylland (arrangeret af Randers Kommunes Biblioteker):
TITEL: DA TO UNGE MÆND GIK I STIKKERFÆLDE I LANGÅ
Langt ud på aftenen den 20. februar 1945 sneg den 18-årige maskinlærling Preben Lytken Madsen og den 20-årige kontorelev Svend Egon Nielsen sig ud på baneterrænet ved Langå. De skulle foretage en sabotage mod en kølebil med fødevarer til den tyske Værnemagt, men pludselig blev en række stærke projektører tændt. De unge mænd var omringet af en hel deling tyske soldater og havde ingen chance for at komme væk. Det skete, fordi skolelærer Arne Pedersen, agent for det tyske hemmelige politi Gestapo, opholdt sig på Bjerringbro-egnen, hvor han var opvokset. Om morgenen havde han fået et brev om, at to unge mænd var på vej fra Skive for at sabotere en kølebil. Det lykkedes ham at finde frem til de to frihedskæmpere ved hovedvejen. Læreren havde erfaring med unge mennesker – var god til at vinde tillid og få folk til at tro, at han selv var frihedskæmper. Arne Pedersen inviterede de to unge på frokost på en restaurant i Bjerringbro. De fortalte ham det hele, hvorefter læreren fra en telefonboks ringede til Gestapo. Blot tre uger senere, den 13. marts, blev Preben Lytken Madsen og Svend Egon Nielsen henrettet i Ryvangen i København efter tysk krigsretsdom. For Arne Pedersens vedkommende var det ikke første gang. Han havde været lærer i Sønderborg, men var blevet nødt til at flytte fra byen, fordi han risikerede at blive likvideret. Han havde stukket en gruppe kolleger, der var sabotører. Én af lærerkollegerne blev henrettet i Ryvangen. Jeg fortæller historien om, hvad der skete, om tysk politis store afhængighed af danske håndlangere og om en uhyggeligt effektiv stikker i tysk tjeneste. Arne Pedersen blev i 1949 henrettet i Undallslund Plantage ved Viborg efter dødsdom ved alle tre retsinstanser.

Onsdag den 14. maj 2025, kl. 19.00: Operaen Randers, Vester Kirkestræde 12, Randers
Titel: RAZZIAERNE, DER ENDTE MED BESÆTTELSESTIDENS FØRSTE MASSEHENRETTELSE
Tidligt om morgenen den 18. november 1943 kom krigen for alvor til Randers. I flere uger derefter sås benzindrevne DKW-biler konstant på byens gader. De var karakteristiske for Gestapo, det tyske hemmelige politi, og et klart tegn på, at besættelsesmagten nu slog ned med hård hånd på byen. Det skete efter, at seks sabotører natten til den 18. november havde saboteret jernbanebroerne ved Langå. Det var et hårdt slag mod den tyske Værnemagts troppetransporter fra Norge mod Tyskland. Ved en række razziaer fik tyskerne rullet de fleste af byens modstandsgrupper op. Det endte med, at fem østjyske sabotører – de fire fra Randers – den 2. december 1943 blev henrettet på Skæring Hede ved Aarhus efter dødsdom ved tysk krigsret. En lærer fra Randers Statsskole blev skudt og dræbt under flugtforsøg, og det lykkedes en præst ved Sankt Peders Kirke at flygte til Sverige, lige før han ville være blevet arresteret.

Torsdag den 15. maj 2025, kl. 19.00: KulturCenter Skive, Sundsøresalen, Skyttevej 12-14, Skive (åbent for medlemmer af NærBrand, der er arrangør)
Titel: SKIVE: TOLDSTRUPS OG DEN ILLEGALE RUTEPIONERS BY
Samtidig med at Skive var en ret rolig by til langt hen i besættelsestiden, arbejdede en lokal aktivist af en særlig kaliber målrettet mod illegal kamp. Det var toldassistent og løjtnant af reserven Anton Jensen, der i sin terrænsportsforening gav paramilitær træning til en dedikeret kreds af medlemmer. Den slags foreninger var mange steder i landet i den rolige tid rugekasser for senere sabotørgrupper. Jensen tog dæknavnet ’Jens Toldstrup’, som han senere antog som sit rigtige navn. Han ledede en enkelt våben- og sprængstofmodtagelse ved Flyndersø, før modstandsbevægelsens Jyllands-leder Flemming Juncker så hans ekstraordinære potentiale. Toldstrup blev leder af modtageorganisationen i hele Jylland. Dertil var han i en længere periode regionsleder i Nordjylland og en effektiv leder af jernbanesabotagen. Han drev på Venø en ’sabotørskole’ – en træningslejr for sabotører – der aldrig blev afsløret. Hans illegale hovedkvarter flyttede konstant runde og befandt sig en periode i Salling, hvor dyrlæge Anton Rask i Selde var en vigtig samarbejdspartner og rådgiver. Våben- og sprængstofmodtagelsen blev hovedaktiviteten på Skive-egnen, og et enormt våbenlager – landets største – blev etableret på Spøttrup Slot. Lagret blev imidlertid beslaglagt ved en Gestapo-razzia i januar 1945. Ud over den illegale kamp på Skive-egnen kommer jeg  også ind på modstandslederen Leif B. Hendil, der stammede fra Skive. En kæmpemæssig gravsten over ham står på Skive Kirkegård med påskriften ’Venner vil værne dit minde’. Hans virke lå imidlertid andetsteds. Han var redaktør på Ekstra Bladet i København og var en hovedaktør på de illegale Øresunds-ruter, der gav jøderne mulighed for at flygte under Jødeaktionen i oktober 1943 og derefter modstandsfolk, der var truet af arrestation.

Tirsdag den 29. juli 2025, kl. 09.30-16.00: TO FOREDRAG på Rønde Højskole, Skolevej 2, Rønde i Østjylland (kun adgang for tilmeldte til det pågældende sommerkursus): 
TITEL 1: AARHUS – ET JYSK MODSTANDSCENTRUM
Det gik hårdt til i Aarhus-området, da frihedskampen spidsede til fra 1943. Byen var vigtig i jernbanesabotagen, idet de tyske troppetransporter på den østjyske længdebane var hovedmålet. Adskillige af de britisk trænede faldskærmsagenter virkede fra Aarhus, og faldskærmsfolkene blev ramt af razziaer, der slog hårdt. Sabotagen blev i tiltagende grad effektiv – både udført af lokale grupper og af ‘rejsehold’ udefra. Et større antal stikkerlikvideringer og terroraktioner af tyskernes danske håndlangere det sidste år frem mod Befrielsen i maj 1945 gav ind imellem et præg af borgerkrig. Det blev ikke bedre af, at politiet var ude af funktion. Alt blev udført under den skræmmende skygge af Gestapo, det tyske hemmelige politi, der havde sit østjyske hovedkvarter på beslaglagte kollegier i Universitetsparken. At frihedskæmpernes indsats var med fuld risiko, understreges af, at det største enkeltstående sagskompleks ved de tyske krigsretter i Danmark fandt sted i Aarhus i november 1943. Seks af de 25 tiltalte blev henrettet, og flertallet af de øvrige blev sendt i tugthus i Tyskland.
TITEL 2: PIONERER FRA DE POLITISKE YDERFLØJE
Efter Befrielsen maj 1945 var alle ivrige efter at få en aktie i modstandskampen. Selv de officielle politikere, der havde ført samarbejdspolitikken, insisterede på at have været ‘medkæmpere’. Men sandheden var, at pionererne i den væbnede kamp var kommunisterne og den demokratikritiske nationale højrefløj. Først efterhånden – og efter at krigen var vendt – kom bredere kredse med. På den anden side af hegnet var de over 10.000 mænd, der meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste. Her stak to grupper ud fra gennemsnittet, idet politisk organiserede nazister og landbefolkningen var overrepræsenteret. Men modsat tidligere fordomme var de østfrontfrivillige gennemgående i alle andre almindelige samfundsborgere, der f.eks. typisk var ustraffede. Hjemvendte østfrontfrivillige eller mænd, der havde været Tysklands-arbejdere, var en kernegruppe blandt dem, der meldte som som medarbejdere i Gestapo, HIPO eller Schalburgkorpset. Vi kommer også ind på den sammensatte gruppe af ‘tyskerpiger’ – tyske soldaters danske kærester – som store grupper afreagerede på som et kollektivt forrædersymbol.

Efterår 2025 (endnu ikke datosat): Kaj Munks Præstegård, Vesterhavsvej 7A, Vedersø pr. Ulfborg (arrangeret af Vennekredsen for Kaj Munks Præstegård Vedersø og Ringkøbing Fjord Museer).
Titel: PRÆSTESØN FRA HEE DELTOG I MØDE, HVOR KAJ MUNK FORUDSÅ SIN EGEN DØD
Emne: Det var i dyb hemmelighed, at to unge mænd kom på besøg i præstegården ved Sct. Mikkels Kirke i Slagelse en gang i november 1943. De havde gennem mellemmænd fået en aftale med digterpræsten Kaj Munk, der var på besøg i Slagelse for at holde et foredrag og  i den forbindelse opholdt sig hos Niels Nøjgaard. Han var sognepræst i kirken og ven med Munk fra studieårene i København. De to unge mænd var frihedskæmpere; den ene af dem var John Sørensen, der var søn af sognepræsten i Hee. Da Kaj Munk var kendt for sin moralske støtte til den væbnede modstand, ville de unge mænd gerne have en digtsamling af ham, som de kunne udgive i deres illegale blad. Mødet fik det resultat, at SE kunne udgive digtsamlingen Den skæbne ej til os i 1944, kort efter at Munk var blevet myrdet af terrorister fra Petergruppen. Det var i øvrigt pastor Nøjgaard, der begravede Kaj Munk i Vedersø i januar 1944. De fængslende hændelser skildres, og deres bredere betydning ridses op. Der læses også op af Den skæbne ej til os.

 

—– —– —– —–

Jeg holder blandt andet foredrag om følgende emner:

• Oberstens datter – en pioner for ligestilling i Forsvaret – om Else Martensen-Larsen, chef for Kvindeligt Flyvekorps, der i 1950’erne gav kvinderne en respekteret og betydningsfuld rolle i Forsvaret.
• Modstandskampens kvinder – beretninger om fra kvindernes deltagelse i frihedskampen og en vurdering af deres relative betydning.
• Frihedskampens rødder 1933-42 – om fundraising til et større bogprojekt.
• Skæbnefællesskab – om Hvidsten-kvinderne og deres medfanger.
• Crowdfunding – om fundraising til et større bogprojekt.
• Den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig 1940-1945 – en alliance for frihed (se Birgers modstandsblog).
• Svend Staal-gruppen – de nazistiske betjente, der infiltrerede dansk politi i 1943-1944 og hjalp tyskerne med at bekæmpe modstandsbevægelsen (afsluttet projekt – bogen udkommer i september 2017).
• Werner Best – Gestapos arkitekt og central magtskikkelse i Hitler-Tyskland.
• Werner Best og tysk besættelsespolitik i Danmark 1942-1945.
• Werner Best – privatmenneske og ideologisk hjerne bag Nazityskland
• Karl Heinz Hoffmann – den personlige historie bag Gestapochefen på Shellhuset 1943-1945.
• Carl Værnet – den danske SS-læge i KZ-lejren Buchenwald, der efter Anden Verdenskrig undgik straf ved at flygte til Argentina.

Send en forespørgsel på email nbdanielsen@mail.tele.dk eller ring på telefon 60 38 37 21 hvis du vil vide mere om priser og muligheder – eller har forespørgsel på et andet emne.

INDHOLD:

Foredrag 1: Oberstens datter – en pioner for ligestilling i forsvaret
To gravsten kirkegården i Snesere på Sydsjælland minder om personer, der har forbindelse til et emne, der lige nu har landspolitisk relevans. Det drejer sig om værnepligt for kvinder – det sidste område i Forsvaret, hvor kvinder ikke har fuld, formel ligestilling. På den ene står navnet Else Martensen-Larsen (1911-96), der var korpschef for Kvindeligt Flyverkorps. Hun fik i 1962 grad af oberst, før kvinder i almindelighed overhovedet kunne få en officersuddannelse. Else Martensen-Larsen havde markante begreber om personlig og national ære med sig fra sit hjem, da hun var datter af oberst Svend B. Paludan-Müller (1885-1944), der blev begravet i Snesere efter at  være omkommet efter en tre timer lang ildkamp ved sin embedsbolig i Gråsten – ene mand mod en større tysk styrke. Kvindeligt Flyverkorps bestod af kvinder, der var ansat i eller virkede frivilligt for Flyvevåbnet, og korpset blev rost for sin høje militære kvalitet. Blandt de frivillige, der blev uddannet i korpset, var daværende kronprinsesse Margrethe, der sluttede som major. Historiker og journalist Niels-Birger Danielsen, der arbejder på netmediet forsvarshistorien.dk og har arbejdet med forsvarsstof i en årrække, udfolder i sit foredrag Else Martensen-Larsens store betydning for kvindernes ligestilling – og kommer også ind på, hvordan tingene har udviklet sig fra hendes tid op til i dag.
– Else Martensen-Larsen var emnet for en podcast, som Nationalmuseet inviterede mig til at medvirke i i juni 2023: https://www.podchaser.com/podcasts/forlober-2180744/episodes/e28-vaernepligt-for-kvinder-ef-175876767
– Hun indgik også i denne temaartikel om kvinder i forsvaret, som jeg skrev til forsvarshistorien.dk på Kvindernes internationale Kampdag den 8. marts 2023: https://forsvarshistorien.dk/kvindernes-konfliktfyldte-indmarch/

Foredrag 2: Modstandskampens kvinder
Nok er kun ca. 4 pct. af de over 90.000 personer i Frihedsmuseets Modstandsdatabase kvinder, men deres betydning i frihedskampen var stor. Derfor indgår kvindelige aktører i stort set alle kapitler af Modstand – ikke som et emne, der bliver specielt tematiseret, men som en naturlig afspejling af deres indsats, som jeg ser den. Deres roller strakte sig fra de velkendte som logiværtinder og deltagelse i illegalt bladarbejde og efterretningsvirksomhed til deltagelse i væbnede aktioner som Ellen Quistgaard og Hedda Maaløe eller ledende funktioner som Jutta Graae og Kate Fleron. Hertil kom action-handlinger, der satte f.eks. Edith Bonnesen og Ruth Philipsen i stand til på dramatisk vis at flygte fra Gestapo-fangenskab. Ud over at fortælle en række spektakulære enkelthistorier vil jeg komme ind på det klassiske spørgsmål om modstandskampens kvinder: Lå deres betydning i det store og hele i baglandsfunktioner, eller havde deres indsats en bredde, som hidtil har været underbelyst?

Foredrag 3: Frihedskampens rødder 1933-42
Da de første våben- og sprængstofnedkastninger fandt sted ved Hvidsten i marts 1943, var det en milepæl i den militante modstandskamp i Danmark. De fandt sted tre år inde i den tyske besættelse, og indtil da havde modstandspionererne været få og samlet i særlige kredse og miljøer. Hvor fjernt væbnet kamp stod det store flertal, fremgår på bedste vis af Anders Refns film fra 2019, ‘De forbandede år’.  De første modstandskredse bestod især af  illegale efterretningsfolk og borgerligt-nationale kredse såsom Konservativ Ungdom, Dansk Samling og tidligere frivillige fra Den finsk-russiske Vinterkrig. Aktiviteterne bestod af illegal bladvirksomhed, nationalt mobiliserende foredrag for lukkede kredse og hjælp til de første faldskærmsagenter fra Storbritannien. Da sabotagen begyndte i 1942, stod aktivister fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) bag, og det store befolkningsflertal tog afstand fra den og hjalp politiet med opklaring. I foredraget trækkes forskellige skikkelser fra pionerernes galleri frem, bl.a. historikeren Vilhelm la Cour, faldskærmsmanden Christian Michael Rottbøll, skibsbygger og DKP-sabotageleder Eigil Larsen, ritmester Hans Lunding samt den berømte Churchill-klub i Aalborg. I samme periode debatterede de to store teologer K.E. Løgstrup og Hal Koch i en brevveksling det etiske dilemma samarbejde contra modstand.

Foredrag 4: Skæbnefællesskab – om Hvidsten-kvinderne og deres medfanger
Afsættet er filmen  ‘Hvidstengruppen II – de efterladte’.  De første måneder af 2022 kunne være en perfekt timing i betragtning af den planlagte premiere 1. juledag 2021. Du kan se traileren her
Historien om den berømte modtagegruppe er så velkendt, at jeg ikke tænker mig at bruge megen tid på hovedpersonerne. I stedet vil jeg fokusere på Hvidsten-kvindernes medfanger i tyske tugthuse – Monica Wichfeld, Pie Baastrup Thomsen og Grete Jensen – samt de tre søstre Else, Grethe og Benthe Ulrich. De var logiværinder for faldskærmsagenter i Bruunsgade i Aarhus, og Kirstine Fiil Sørensen (‘Tulle’) mødte dem i Vestre Fængsel i sommeren 1944. På den måde kan jeg brede temaet ud til at blive mere i retning af ‘kvinder i modstandskampen’.
Netop kvindernes rolle indgår med vægt i alle fire bind af Modstand.

Foredrag 5: En alliance for frihed
Samarbejde og tilpasning var én af de måder, det danske samfund reagerede på den tyske besættelse 9. april 1940 på. Andre nøjedes ikke med at tilpasse sig, men tog direkte parti for besættelsesmagten ved at arbejde for en nazistisk regering eller gå i tysk krigstjeneste. En tredje reaktion kom fra dem, der valgte den aktive modstand. Det var i begyndelsen ganske få, men modstandsbevægelsen endte med at redde Danmarks ære og sikre en plads blandt de allierede nationer. Modstanden begyndte som en række spredte initiativer, men endte med at blive en bevægelse med en samlet ledelse med en magtbalance mellem tre faktorer.
1) Danmarks Frihedsråd som organ for de civile modstandsgrupper.
2) Den lille Generalstab (dvs. den illegale hærledelse), der handlede i tæt forståelse med samarbejdspolitikerne med Vilhelm Buhl i spidsen
3) SOE/Special Forces, der repræsenterede de vestallierede.
Foredrag kan både have tyngdepunkt i politiske spil/magtbalancen og i fortællingen om de tusinder af mænd og kvinder, der deltog i modstanden gennem sabotage, våbenmodtagelse, partisankamp mod Gestapos danske håndlangere, stikkerlikvideringer, bladarbejde, illegal rutevirksomhed, kurertjeneste, efterretningsvirksomhed eller som de mennesker i baggrunden, der skaffede modstandsfolkene penge eller lagde bolig til som illegale værter. Emnerne kan også skræddersys til bestemte lokalområder eller landsdele.

Foredrag 6: Crowdfunding
Da arbejdet på bind 2 af Modstand – flerbindsværket med en samlet fremstilling af modstandsbevægelsen 1940-1945 – gik i stå i august 2016 på grund af pengemangel, blev en fundraising nødvendig.
Størstedelen af midlerne skal nødvendigvis komme fra etablerede fonde, men jeg har brugt metoden reward crowdfunding på platformen www.booomerang.dk til at skyde finansieringsprojektet i gang.
Eksperimentet har været vellykket, og pr. 19. juli har metoden indbragt 100.000 kroner – svarende til 20 pct. af den sum på en halv million kr., der foreløbig er tilvejebragt.
Jeg kan fortælle om fordele og begrænsninger i metoden. Om, hvordan man kommer godt i gang og holder gryden i kog gennem en projektperiode. Hertil om krav, nytten af netværk, skatteforhold og også gerne aspekter, som jeg efter aftale researcher på for at kunne perspektivere ud over min egen erfaringshorisont.
Crowdfunding fik sin første opblomstring i en del lande, da bankerne strammede kraftigt op på lånemulighederne som følge af finanskrisen. På grund af samme krise har fonde gennem en årrække haft en lav indtjening af fondskapitalen på grund af den lave rente og har derfor kunnet give færre uddelinger end tidligere. Begge forhold har bevirket et stort behov for alternative finansieringskilder.

Foredrag 7: De nazistiske betjente
Svend Staal-gruppen opererede under besættelsen og bestod af danske politifolk med et klart nazistisk engagement. Gruppen var aktiv både før og efter september 1944, hvor politiet blev interneret og Danmark stod uden politi.
Drivkraften var politibetjent Poul Otto Ditlev Nielsen, der brugte dæknavnet ‘Svend Staal’. De omkring 30 medlemmer af gruppen brugte ofte andre navne og arbejdede i det hele taget i største diskretion. Den store majoritet af danske politibetjente nærede nemlig ingen sympati med den tyske besættelsesmagt, så der blev set skævt til kolleger, man ikke kunne stole på.
I den politiløse tid skærpedes modsætningerne og flere medlemmer af Svend Staal-gruppen blev likvideret af modstandsbevægelsen. Det gjaldt også gruppens leder, Hipo-chefen Erik V. Pedersen, der blev skudt på vej til arbejde på Politigården i København i april 1945.
Svend Staal-gruppen, der udkom i september 2017 på forlaget Nyt PDIF, er skrevet sammen med Erland Leth Pedersen, kriminalassistent ved Københavns Politi og amatørhistoriker.

Foredrag 8: Werner Best – terrorstatens arkitekt
Da dr. Werner Best (1903-1989) ankom til København som tysk rigsbefuldmægtiget i november 1942, var han en mand med blod på hænderne. Han var en farveløs og ret ukendt bureaukrat, der ikke havde den glamour om sig som folk som Hermann Göring eller Albert Speer. Ikke desto mindre var han formentlig blandt de ti mest magtfulde mænd i Hitler-Tyskland i slutningen af 1930’erne.
Det blev afgørende for Werner Bests udvikling, at han som 11-årig i 1914 mistede sin far på Vestfronten, og at han fire år senere som 15-årig oplevede sin hjemegn ved Mainz blive besat af franske tropper efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig. Best var fra gymnasiealderen højreradikal og antijødisk. Han deltog i bevægelser, der som mål havde jødernes udskillelse af det tyske samfund og en revanchekrig mod krigens sejrende magter. I 1930 tilsluttede han sig Adolf Hitlers parti DNSAP, og året efter mistede manden med den juridiske doktorgrad sit dommerembede, da det blev afsløret, at han havde skrevet de såkaldte Boxheim-dokumenter, der gav opskriften på en overtagelse af magten gennem vold og summariske henrettelser.
Efter magtovertagelsen 30. januar 1933 kom dr. Best, der var SS-rigsfører Heinrich Himmlers protegé, hurtigt til tops i det nazistiske terrorapparat. Han blev souschef i Sikkerhedspolitiet under Reinhard Heydrich, og han åbnede en af Tysklands første kz-lejre. Han var den organisatoriske hjerne bag opbygningen af det hemmelige politi Gestapo, og i efteråret 1938 gennemførte han udvisningen af titusinder af polske jøder fra Tyskland. Den begivenhed førte direkte frem til Krystalnatten 9. november 1938, der indledte en ny fase af jødeforfølgelserne.
I sommeren 1939 opstillede Werner Best såkaldte Einsatzgrupper, der efter den planlagte nedkæmpelse af Polen skulle pågribe og nedskyde polakker, der blev anset for mulige modstandsledere. Best ledede selv terrorbataljonerne, og ca. 10.000 polakker blev likvideret efter krigsudbruddet i september 1939.
Kort efter måtte han forlade Sikkerhedspolitiet på grund af en konflikt med Reinhard Heydrich. I årene 1940-1942 var han krigsforvaltningschef i det besatte Frankrig, og her var han ansvarlig for deportationen af de første franske jøder til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau i 1942.

Foredrag 9: Danmark – Werner Bests forsøgsland
Da Werner Best ankom som rigsbefuldmægtiget til København 5. november 1942, ventede københavnerne det værste. Bests ry var løbet forud for ham, og han havde fået tilnavnet ‘Blodhunden fra Paris’, hvor han havde været krigsforvaltningschef siden 1940.
Men den slebne og kultiverede dr. Best overraskede. Han kom med det samme på god fod med statsminister Erik Scavenius, og de førte en stabil forhandlingspolitik til sommeren 1943. Resultatet var, at det tyske besættelsesstyre fortsat var uhørt mildt i forhold til, hvad der blev praktiseret i de andre besatte lande. Hærchefen, general Hermann von Hanneken, arbejdede for en skarpere kurs, men Werner Best havde fast politisk opbakning fra rigsregeringen.
Opbakningen kom paradoksalt nok fra SS, der ellers er kendt som Heinrich Himmlers blindt lydige og brutale elitekorps. Nogle af Werner Bests nærmest forbundsfæller i SS støttede ham imidlertid i at bruge Danmark som et forsøgsland, hvor man kunne afprøve en forvaltningsmodel, som kunne bruges i et tysk behersket Europa en generation ud i fremtiden. Det var en model, som dr. Best selv havde formuleret efter en rundrejse i det besatte Europa tilbage i 1941. Werner Bests konklusion var, at det kostede færrest tyske ressourser at føre ‘opsynsforvaltning’ – dvs. lade de besatte lande styre af deres egne, lovlige myndigheder under tysk overopsyn.
Ikke mindst ud fra dette hensyn til de tyske ressourcer fortsatte Best en forholdsvis moderat kurs efter Scavenius-regeringens afgang 29. august 1943. Nu var blot Departementschefstyrets chef Nils Svenningsen forhandlingsmodparten. Det førte til, at Werner Best accepterede, at de danske jøder fik lov til at flygte under jødeaktionen i oktober 1943, at danskere undgik at blive udskrevet til tvangsarbejde, og at befolkningens ernæring var klart den bedste i de krigsramte lande.
Når Best alligevel står i et ubetinget negativt lys i de fleste danskeres bevidsthed, skyldes det ikke mindst, at han konsekvent bestræbte sig på at gennemføre lovformelige henrettelser af sabotører frem for terrormetoder som clearingdrab. Det førte til over 60 henrettelser i Ryvangen i København i de sidste måneder før befrielsen i maj 1945 – drab på unge danskere, der virkede ekstra meningsløse, fordi krigen var afgjort.

Foredrag 10: Werner Best – privatmenneske og ideologisk hjerne bag Nazityskland
Dr. Best var en fremadstræbende, intelligent mand, der havde en lige så ambitiøs kone. Werner og Hilde Best kom begge ud af det bedre borgerskab i provinsbyen Mainz og blev gift i 1931.
Selv om Werner Bests ærgærrighed var mest åbenlys, var hans hustrus ambitioner en væsentlig faktor. Hilde Best blev af omgivelserne betragtet som en kvinde, der skubbede på sin mand for, at han skulle komme til tops. De fik fem børn i årene 1932-1942 og var en nationalsocialistisk mønsterfamilie.
Dr. Best måtte i 1940 forlade sin stilling i Sikkerhedspolitiet og fik derefter posten som krigsforvaltningschef i det Frankrig. Hilde Best forblev i Berlin som græsenke og flyttede i 1942 til en mindre by i Østrig på grund af de hyppigere luftangreb mod Berlin. På den baggrund var det et stort familiemæssigt fremskridt, da Werner Best som 39-årig blev udnævnt til tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark i 1942.
På dette tidspunkt havde Werner Best en blodig karriere bag sig som racistisk-nationalistisk ideolog og politichef i Det tredje Rige. Det blev bestemmende for hans livsbane, at hans ungdom faldt sammen med Første Verdenskrig. Hans far faldt på Vestfronten, og han oplevede som 15-årig det pludselige tyske nederlag og Versailles-freden. Derefter blev hans hjemegn i Rhinlandet besat af franske tropper.
Werner Best udviklede sin livsanskuelse i det højreradikale studentermiljø i Frankfurt. Han lagde sig fast på, at det enkelte menneskes højeste pligt er at gøre alt, hvad vedkommende kan for sit folk, og at krig mellem folkene med jævne mellemrum er noget naturligt. Jøderne var ikke en del af det tyske folk – og kunne aldrig blive det – og skulle derfor udskilles.
Som souschef for Sikkerhedspolitiet fra 1935 så Werner Best det som sin opgave at bekæmpe det tyske folks ‘dødsfjender’. Det skete ved hjælp af Gestapo som en autonom særmyndighed, der ikke var underkastet nogen anden myndigheds kontrol, og Gestapo-fanger havde ikke adgang til advokat.
Under sit ophold i Frankrig 1940-1942 beordrede han deportationen af de første franske jøder til Auschwitz, og samtidig udviklede han en forvaltningsmodel for det fremtidige Stortyskland. Det var denne forvaltningsmodel, der var grunden til den overraskende moderate politik, han førte i Danmark 1942-1945.
Efter løsladelsen fra dansk fængsel i 1951 bruger han sin juridiske ekspertise til at gå i forsvar for de jødemordere, Einsatzgruppe-kommandører og bureaukrater i udryddelsesapparatet,  der blev retsforfulgt i Vesttyskland. De havde blot gjort deres pligt over for deres folk, sådan som den blev opfattet under nazismen, mente Werner Best, der selv havde ansat mange af de anklagede i sin egenskab af personalechef i Sikkerhedspolitiet i 1930’erne. Til sidst bliver han dog selv i 1969 varetægtsfængslet som 65-årig og undgår kun straf, fordi han bliver løsladt af helbredsgrunde, men myndighederne slipper ham aldrig helt.
Jeg vil i foredraget komme ind på, hvordan Best bliver et isoleret menneske i sin familie. Samtidig har han udadtil succes med at sabotere det vesttyske retsopgør og med at påvirke historikerne med sine intellektuelle analyser af nazitiden.

Foredrag 11: Karl Heinz Hoffmann – frihedskæmpernes farligste fjende
Karl Heinz Hoffmann (1912-1975) var som Gestapochef på Shellhuset modstandsbevægelsens måske farligste modstander, efter at tysk politi trådte i funktion i Danmark efter regeringens afgang 29. august 1943. Den uddannede jurist var kun 31 år, da han ankom med fly til Kastrup 15. september 1943, men han havde allerede stor erfaring som efterretningsmand, forskellige ledende Gestapo-stillinger og fra besættelsesadministrationen i Holland. 1940-1943 arbejdede han i Reichssicherheitshauptamt i Berlin – det centrale politihovedkvarter – med ansvar for Danmark og Norge, så det var en velforberedt politichef, der ankom.
Karl Heinz Hoffmann førte en relativt moderat linje i forhold til sin overordnede Otto Bovensiepen, der var chef for Sikkerhedspolitiet. Hoffmann var imod generalrepressalier mod den danske befolkning. Han ville bekæmpe modstandsfolkene med traditionelle kriminalpolitimetoder, og hans mest virksomme våben var udbygningen af et stort net af Vertrauensmänner – stikkere. Hans ‘moderate’ metoder kunne være brutale nok. Det fremgår ikke mindst af, at han var den overordnet ansvarlige for den grove tortur mod virkelige eller mistænkte modstandsfolk i hundredevis på Shellhuset og andre Gestapo-tjenestesteder.
På den anden side førte han intellektuelle diskussioner med prominente fanger som Mogens Fog og Børge Outze, og han lod sig i en række tilfælde påvirke til at give bestemte modstandsfolk en mildere behandling. Det skete blandt andet gennem to af hans kvindelige bekendte fra den danske overklasse, søstrene Grete Gürtler og Alice Duvantier. Sidstnævnte var kæreste med Erik Scavenius, der var gået af som statsminister 29. august 1943.
Karl Heinz Hoffmann var en charmerende, kultiveret mand og samtidig overbevist nazist. Hans politiske holdninger blev dannet under indtryk af den franske besættelse af hans hjemegn i Rhinlandet, der varede fra slutningen af Første Verdenskrig til 1930 – altså hele hans ungdom. Hoffmanns metoder var effektive. Lige til den tyske besættelses allersidste måneder blev folkene fra Shellhuset ved med at afsløre modstandsgrupper.
Efter løsladelsen fra Horsens Statsfængsel i 1952 fik Karl Heinz Hoffmann en advokatkarriere i Koblenz tæt på sin hjemegn.

Foredrag 12: Carl Værnet – den danske KZ-læge
Sagen om modelægen Carl Peter Værnet er en bemærkelsesværdig historie om, hvordan en mand, der havde tilsluttet sig SS og foretaget medicinske eksperimenter i KZ-lejren Buchenwald, efter Anden Verdenskrig i al stilhed kunne unddrage sig retsforfølgelse og flygte til Argentina, selv om han indtil 1946 var i de danske myndigheders varetægt.
Carl Værnet (1893-1965) var en østjysk gårdejersøn, der blev en succesrig praktiserende læge i København i mellemkrigstiden. Sideløbende eksperimenterede han med metoder til at udvikle hormonkure. Politisk var han nationalsocialist, og i 1943 indgik han aftale med SS-rigslægen i Berlin om at videreføre sine eksperimenter med KZ-fanger som forsøgspersoner. Formålet var at finde en metode til at ‘kurere’ homoseksualitet.
Værnet vendte tilbage til Danmark i de sidste krigsmåneder og blev efter kapitulationen fængslet, men i begyndelsen af 1947 befandt den krigsforbrydersigtede mand sig pludselig i Argentina. Hvem der hjalp ham på flugt var ukendt indtil den britiske bøsseorganisation ‘Outrage’ i 1998 rejste sagen over for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Den åbning af arkiverne, der fulgte efter, resulterede i bogen Carl Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald (2002), som jeg skrev sammen med Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby og Jakob Rubin. Her faldt svaret omsider – 55 år efter flugten.