Foredrag

KALENDER

Onsdag den 29. marts, kl. 19.00: Livshuset, Hashøjskolen, Brovej 1, Slotsbjergby (ved Slagelse)
Titel: Da skæbnen indhentede Falck-lederen
I forhold til byens størrelse er et uforholdsmæssigt stort antal voldsomme hændelser fra besættelsestiden knyttet til Slagelse. Bylederen Bruno Wendell de Neergaard (1913-1945) var Falck-stationsleder og en af frihedskampens idealistiske aktivister. Han havde været frivillig ambulancefører på finsk side under den finsk-russiske Vinterkrig 1939-40, og som Falck-mand spillede han en nøglerolle, fordi han – i modsætning til de fleste andre – altid kunne komme med en troværdig forklaring på, at han kørte rundt på landeveje på mærkelige tidspunkter. Neergaards skæbne blev tragisk. Den 19. december 1944 deltog han i et illegalt møde i den palæagtige villa på Christian Winthers Vej 4 på Frederiksberg. Det blev imidlertid afsløret, og under razziaen kom det til en skudveksling, der kostede en tysk Gestapo-mand livet.  Det lykkedes Bruno de Neergaard at gemme sig på et karnaptag natten over, men morgenen efter blev han opdaget og arresteret. Samme dag blev villaen sprængt i luften, og tre måneder senere blev Neergaard, der var blevet underkastet hård tortur, henrettet i Ryvangen efter tysk krigsretsdom.

Tirsdag den 5. september 2023, kl. 17.15-19.00: Folkeuniversitetet i Emdrup (Aarhus Universitet), bygning A, lokale A414 (4. etage), Tuborgvej 164, København NV
Titel: Modstandskampens kvinder
Entre: Fås kun ved pakkekøb af tre foredrag; de to andre holdes af Trine Engholm Michelsen og Karen Gram-Skjoldager hhv. den 12. og 19. september. 495 kr. – dog 250 kr. for studerende.
Emne: Nok er kun ca. 4 pct. af de over 90.000 personer i Frihedsmuseets Modstandsdatabase kvinder, men deres betydning i frihedskampen var stor. Derfor indgår kvindelige aktører i stort set alle kapitler af Modstand – ikke som et emne, der bliver specielt tematiseret, men som en naturlig afspejling af deres indsats, som jeg ser den. Deres roller strakte sig fra de velkendte som logiværtinder og deltagelse i illegalt bladarbejde og efterretningsvirksomhed til deltagelse i væbnede aktioner som Ellen Quistgaard og Hedda Maaløe eller ledende funktioner som Jutta Graae og Kate Fleron. Hertil kom action-handlinger, der satte f.eks. Edith Bonnesen og Ruth Philipsen i stand til på dramatisk vis at flygte fra Gestapo-fangenskab. Ud over at fortælle en række spektakulære enkelthistorier vil jeg komme ind på det klassiske spørgsmål om modstandskampens kvinder: Lå deres betydning i det store og hele i baglandsfunktioner, eller havde deres indsats en bredde, som hidtil har været underbelyst?

Tirsdag, den 24. oktober 2023, kl. 17.30-19.15, Folkeuniversitetet, Aarhus Universitet, bygning 1530, lokale D211, Ny Munkegade 118
Titel: Modstandskampens kvinder
Entre: Fås kun ved pakkekøb af tre foredrag; de to andre holdes af Trine Engholm Michelsen og Karen Gram-Skjoldager hhv. den 31. oktober og 7. november. 495 kr. – dog 250 kr. for studerende.

Efterår 2023 (endnu ikke datosat): Aagerup Kirke, Aagerupvej 34B, Roskilde
Titel: Da pastoren og spionen skabte skandale
Forfatter og pensioneret sognepræst Knud Munck (født 1951) fik sig nogle gevaldige overrraskelser, da han kom til bunds i historien om sin egen far Vilhelm Munck (1896-1974), der i 1945 måtte forlade sit præsteembede i Aagerup på grund af datidens normer for dekorum – sømmelig opførsel for præster. Det skete, efter at en tidligere elskerinde havde lavet scener i præstegården. Kvinden var Ellen Margrethe Harboe (1894-1960), der under besættelsen havde været spion for den britiske militære efterretningstjeneste Secret Intelligence Service (SIS eller MI6). I al diskretion udspillede en anden historie sig. Den handlede om livslang, trofast kærlighed. Aagerup-præsten havde nemlig sideløbende holdt kontakt til en flamme fra de unge år. Hun blev gift med den godt 50-årige, skandaliserede præst efter krigen og blev mor til bl.a. Knud Munck. Historien bliver udfoldet ud fra adgang til Muncks omfattende research.

—– —– —– —–

Jeg holder blandt andet foredrag om følgende emner:

• Modstandskampens kvinder – beretninger om fra kvindernes deltagelse i frihedskampen og en vurdering af deres relative betydning.
• Frihedskampens rødder 1933-42 – om fundraising til et større bogprojekt.
• Skæbnefællesskab – om Hvidsten-kvinderne og deres medfanger.
• Crowdfunding – om fundraising til et større bogprojekt.
• Den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig 1940-1945 – en alliance for frihed (se Birgers modstandsblog).
• Svend Staal-gruppen – de nazistiske betjente, der infiltrerede dansk politi i 1943-1944 og hjalp tyskerne med at bekæmpe modstandsbevægelsen (afsluttet projekt – bogen udkommer i september 2017).
• Werner Best – Gestapos arkitekt og central magtskikkelse i Hitler-Tyskland.
• Werner Best og tysk besættelsespolitik i Danmark 1942-1945.
• Werner Best – privatmenneske og ideologisk hjerne bag Nazityskland
• Karl Heinz Hoffmann – den personlige historie bag Gestapochefen på Shellhuset 1943-1945.
• Carl Værnet – den danske SS-læge i KZ-lejren Buchenwald, der efter Anden Verdenskrig undgik straf ved at flygte til Argentina.

Send en forespørgsel på email nbdanielsen@mail.tele.dk eller ring på telefon 60 38 37 21 hvis du vil vide mere om priser og muligheder – eller har forespørgsel på et andet emne.

INDHOLD:

Foredrag 1: Modstandskampens kvinder
Nok er kun ca. 4 pct. af de over 90.000 personer i Frihedsmuseets Modstandsdatabase kvinder, men deres betydning i frihedskampen var stor. Derfor indgår kvindelige aktører i stort set alle kapitler af Modstand – ikke som et emne, der bliver specielt tematiseret, men som en naturlig afspejling af deres indsats, som jeg ser den. Deres roller strakte sig fra de velkendte som logiværtinder og deltagelse i illegalt bladarbejde og efterretningsvirksomhed til deltagelse i væbnede aktioner som Ellen Quistgaard og Hedda Maaløe eller ledende funktioner som Jutta Graae og Kate Fleron. Hertil kom action-handlinger, der satte f.eks. Edith Bonnesen og Ruth Philipsen i stand til på dramatisk vis at flygte fra Gestapo-fangenskab. Ud over at fortælle en række spektakulære enkelthistorier vil jeg komme ind på det klassiske spørgsmål om modstandskampens kvinder: Lå deres betydning i det store og hele i baglandsfunktioner, eller havde deres indsats en bredde, som hidtil har været underbelyst?

Foredrag 2: Frihedskampens rødder 1933-42
Da de første våben- og sprængstofnedkastninger fandt sted ved Hvidsten i marts 1943, var det en milepæl i den militante modstandskamp i Danmark. De fandt sted tre år inde i den tyske besættelse, og indtil da havde modstandspionererne været få og samlet i særlige kredse og miljøer. Hvor fjernt væbnet kamp stod det store flertal, fremgår på bedste vis af Anders Refns film fra 2019, ‘De forbandede år’.  De første modstandskredse bestod især af  illegale efterretningsfolk og borgerligt-nationale kredse såsom Konservativ Ungdom, Dansk Samling og tidligere frivillige fra Den finsk-russiske Vinterkrig. Aktiviteterne bestod af illegal bladvirksomhed, nationalt mobiliserende foredrag for lukkede kredse og hjælp til de første faldskærmsagenter fra Storbritannien. Da sabotagen begyndte i 1942, stod aktivister fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) bag, og det store befolkningsflertal tog afstand fra den og hjalp politiet med opklaring. I foredraget trækkes forskellige skikkelser fra pionerernes galleri frem, bl.a. historikeren Vilhelm la Cour, faldskærmsmanden Christian Michael Rottbøll, skibsbygger og DKP-sabotageleder Eigil Larsen, ritmester Hans Lunding samt den berømte Churchill-klub i Aalborg. I samme periode debatterede de to store teologer K.E. Løgstrup og Hal Koch i en brevveksling det etiske dilemma samarbejde contra modstand.

Foredrag 3: Skæbnefællesskab – om Hvidsten-kvinderne og deres medfanger
Afsættet er filmen  ‘Hvidstengruppen II – de efterladte’.  De første måneder af 2022 kunne være en perfekt timing i betragtning af den planlagte premiere 1. juledag 2021. Du kan se traileren her
Historien om den berømte modtagegruppe er så velkendt, at jeg ikke tænker mig at bruge megen tid på hovedpersonerne. I stedet vil jeg fokusere på Hvidsten-kvindernes medfanger i tyske tugthuse – Monica Wichfeld, Pie Baastrup Thomsen og Grete Jensen – samt de tre søstre Else, Grethe og Benthe Ulrich. De var logiværinder for faldskærmsagenter i Bruunsgade i Aarhus, og Kirstine Fiil Sørensen (‘Tulle’) mødte dem i Vestre Fængsel i sommeren 1944. På den måde kan jeg brede temaet ud til at blive mere i retning af ‘kvinder i modstandskampen’.
Netop kvindernes rolle indgår med vægt i alle fire bind af Modstand.

Foredrag 4: En alliance for frihed
Samarbejde og tilpasning var én af de måder, det danske samfund reagerede på den tyske besættelse 9. april 1940 på. Andre nøjedes ikke med at tilpasse sig, men tog direkte parti for besættelsesmagten ved at arbejde for en nazistisk regering eller gå i tysk krigstjeneste. En tredje reaktion kom fra dem, der valgte den aktive modstand. Det var i begyndelsen ganske få, men modstandsbevægelsen endte med at redde Danmarks ære og sikre en plads blandt de allierede nationer. Modstanden begyndte som en række spredte initiativer, men endte med at blive en bevægelse med en samlet ledelse med en magtbalance mellem tre faktorer.
1) Danmarks Frihedsråd som organ for de civile modstandsgrupper.
2) Den lille Generalstab (dvs. den illegale hærledelse), der handlede i tæt forståelse med samarbejdspolitikerne med Vilhelm Buhl i spidsen
3) SOE/Special Forces, der repræsenterede de vestallierede.
Foredrag kan både have tyngdepunkt i politiske spil/magtbalancen og i fortællingen om de tusinder af mænd og kvinder, der deltog i modstanden gennem sabotage, våbenmodtagelse, partisankamp mod Gestapos danske håndlangere, stikkerlikvideringer, bladarbejde, illegal rutevirksomhed, kurertjeneste, efterretningsvirksomhed eller som de mennesker i baggrunden, der skaffede modstandsfolkene penge eller lagde bolig til som illegale værter. Emnerne kan også skræddersys til bestemte lokalområder eller landsdele.

Foredrag 5: Crowdfunding
Da arbejdet på bind 2 af Modstand – flerbindsværket med en samlet fremstilling af modstandsbevægelsen 1940-1945 – gik i stå i august 2016 på grund af pengemangel, blev en fundraising nødvendig.
Størstedelen af midlerne skal nødvendigvis komme fra etablerede fonde, men jeg har brugt metoden reward crowdfunding på platformen www.booomerang.dk til at skyde finansieringsprojektet i gang.
Eksperimentet har været vellykket, og pr. 19. juli har metoden indbragt 100.000 kroner – svarende til 20 pct. af den sum på en halv million kr., der foreløbig er tilvejebragt.
Jeg kan fortælle om fordele og begrænsninger i metoden. Om, hvordan man kommer godt i gang og holder gryden i kog gennem en projektperiode. Hertil om krav, nytten af netværk, skatteforhold og også gerne aspekter, som jeg efter aftale researcher på for at kunne perspektivere ud over min egen erfaringshorisont.
Crowdfunding fik sin første opblomstring i en del lande, da bankerne strammede kraftigt op på lånemulighederne som følge af finanskrisen. På grund af samme krise har fonde gennem en årrække haft en lav indtjening af fondskapitalen på grund af den lave rente og har derfor kunnet give færre uddelinger end tidligere. Begge forhold har bevirket et stort behov for alternative finansieringskilder.

Foredrag 6: De nazistiske betjente
Svend Staal-gruppen opererede under besættelsen og bestod af danske politifolk med et klart nazistisk engagement. Gruppen var aktiv både før og efter september 1944, hvor politiet blev interneret og Danmark stod uden politi.
Drivkraften var politibetjent Poul Otto Ditlev Nielsen, der brugte dæknavnet ‘Svend Staal’. De omkring 30 medlemmer af gruppen brugte ofte andre navne og arbejdede i det hele taget i største diskretion. Den store majoritet af danske politibetjente nærede nemlig ingen sympati med den tyske besættelsesmagt, så der blev set skævt til kolleger, man ikke kunne stole på.
I den politiløse tid skærpedes modsætningerne og flere medlemmer af Svend Staal-gruppen blev likvideret af modstandsbevægelsen. Det gjaldt også gruppens leder, Hipo-chefen Erik V. Pedersen, der blev skudt på vej til arbejde på Politigården i København i april 1945.
Svend Staal-gruppen, der udkom i september 2017 på forlaget Nyt PDIF, er skrevet sammen med Erland Leth Pedersen, kriminalassistent ved Københavns Politi og amatørhistoriker.

Foredrag 7: Werner Best – terrorstatens arkitekt
Da dr. Werner Best (1903-1989) ankom til København som tysk rigsbefuldmægtiget i november 1942, var han en mand med blod på hænderne. Han var en farveløs og ret ukendt bureaukrat, der ikke havde den glamour om sig som folk som Hermann Göring eller Albert Speer. Ikke desto mindre var han formentlig blandt de ti mest magtfulde mænd i Hitler-Tyskland i slutningen af 1930’erne.
Det blev afgørende for Werner Bests udvikling, at han som 11-årig i 1914 mistede sin far på Vestfronten, og at han fire år senere som 15-årig oplevede sin hjemegn ved Mainz blive besat af franske tropper efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig. Best var fra gymnasiealderen højreradikal og antijødisk. Han deltog i bevægelser, der som mål havde jødernes udskillelse af det tyske samfund og en revanchekrig mod krigens sejrende magter. I 1930 tilsluttede han sig Adolf Hitlers parti DNSAP, og året efter mistede manden med den juridiske doktorgrad sit dommerembede, da det blev afsløret, at han havde skrevet de såkaldte Boxheim-dokumenter, der gav opskriften på en overtagelse af magten gennem vold og summariske henrettelser.
Efter magtovertagelsen 30. januar 1933 kom dr. Best, der var SS-rigsfører Heinrich Himmlers protegé, hurtigt til tops i det nazistiske terrorapparat. Han blev souschef i Sikkerhedspolitiet under Reinhard Heydrich, og han åbnede en af Tysklands første kz-lejre. Han var den organisatoriske hjerne bag opbygningen af det hemmelige politi Gestapo, og i efteråret 1938 gennemførte han udvisningen af titusinder af polske jøder fra Tyskland. Den begivenhed førte direkte frem til Krystalnatten 9. november 1938, der indledte en ny fase af jødeforfølgelserne.
I sommeren 1939 opstillede Werner Best såkaldte Einsatzgrupper, der efter den planlagte nedkæmpelse af Polen skulle pågribe og nedskyde polakker, der blev anset for mulige modstandsledere. Best ledede selv terrorbataljonerne, og ca. 10.000 polakker blev likvideret efter krigsudbruddet i september 1939.
Kort efter måtte han forlade Sikkerhedspolitiet på grund af en konflikt med Reinhard Heydrich. I årene 1940-1942 var han krigsforvaltningschef i det besatte Frankrig, og her var han ansvarlig for deportationen af de første franske jøder til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau i 1942.

Foredrag 8: Danmark – Werner Bests forsøgsland
Da Werner Best ankom som rigsbefuldmægtiget til København 5. november 1942, ventede københavnerne det værste. Bests ry var løbet forud for ham, og han havde fået tilnavnet ‘Blodhunden fra Paris’, hvor han havde været krigsforvaltningschef siden 1940.
Men den slebne og kultiverede dr. Best overraskede. Han kom med det samme på god fod med statsminister Erik Scavenius, og de førte en stabil forhandlingspolitik til sommeren 1943. Resultatet var, at det tyske besættelsesstyre fortsat var uhørt mildt i forhold til, hvad der blev praktiseret i de andre besatte lande. Hærchefen, general Hermann von Hanneken, arbejdede for en skarpere kurs, men Werner Best havde fast politisk opbakning fra rigsregeringen.
Opbakningen kom paradoksalt nok fra SS, der ellers er kendt som Heinrich Himmlers blindt lydige og brutale elitekorps. Nogle af Werner Bests nærmest forbundsfæller i SS støttede ham imidlertid i at bruge Danmark som et forsøgsland, hvor man kunne afprøve en forvaltningsmodel, som kunne bruges i et tysk behersket Europa en generation ud i fremtiden. Det var en model, som dr. Best selv havde formuleret efter en rundrejse i det besatte Europa tilbage i 1941. Werner Bests konklusion var, at det kostede færrest tyske ressourser at føre ‘opsynsforvaltning’ – dvs. lade de besatte lande styre af deres egne, lovlige myndigheder under tysk overopsyn.
Ikke mindst ud fra dette hensyn til de tyske ressourcer fortsatte Best en forholdsvis moderat kurs efter Scavenius-regeringens afgang 29. august 1943. Nu var blot Departementschefstyrets chef Nils Svenningsen forhandlingsmodparten. Det førte til, at Werner Best accepterede, at de danske jøder fik lov til at flygte under jødeaktionen i oktober 1943, at danskere undgik at blive udskrevet til tvangsarbejde, og at befolkningens ernæring var klart den bedste i de krigsramte lande.
Når Best alligevel står i et ubetinget negativt lys i de fleste danskeres bevidsthed, skyldes det ikke mindst, at han konsekvent bestræbte sig på at gennemføre lovformelige henrettelser af sabotører frem for terrormetoder som clearingdrab. Det førte til over 60 henrettelser i Ryvangen i København i de sidste måneder før befrielsen i maj 1945 – drab på unge danskere, der virkede ekstra meningsløse, fordi krigen var afgjort.

Foredrag 9: Werner Best – privatmenneske og ideologisk hjerne bag Nazityskland
Dr. Best var en fremadstræbende, intelligent mand, der havde en lige så ambitiøs kone. Werner og Hilde Best kom begge ud af det bedre borgerskab i provinsbyen Mainz og blev gift i 1931.
Selv om Werner Bests ærgærrighed var mest åbenlys, var hans hustrus ambitioner en væsentlig faktor. Hilde Best blev af omgivelserne betragtet som en kvinde, der skubbede på sin mand for, at han skulle komme til tops. De fik fem børn i årene 1932-1942 og var en nationalsocialistisk mønsterfamilie.
Dr. Best måtte i 1940 forlade sin stilling i Sikkerhedspolitiet og fik derefter posten som krigsforvaltningschef i det Frankrig. Hilde Best forblev i Berlin som græsenke og flyttede i 1942 til en mindre by i Østrig på grund af de hyppigere luftangreb mod Berlin. På den baggrund var det et stort familiemæssigt fremskridt, da Werner Best som 39-årig blev udnævnt til tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark i 1942.
På dette tidspunkt havde Werner Best en blodig karriere bag sig som racistisk-nationalistisk ideolog og politichef i Det tredje Rige. Det blev bestemmende for hans livsbane, at hans ungdom faldt sammen med Første Verdenskrig. Hans far faldt på Vestfronten, og han oplevede som 15-årig det pludselige tyske nederlag og Versailles-freden. Derefter blev hans hjemegn i Rhinlandet besat af franske tropper.
Werner Best udviklede sin livsanskuelse i det højreradikale studentermiljø i Frankfurt. Han lagde sig fast på, at det enkelte menneskes højeste pligt er at gøre alt, hvad vedkommende kan for sit folk, og at krig mellem folkene med jævne mellemrum er noget naturligt. Jøderne var ikke en del af det tyske folk – og kunne aldrig blive det – og skulle derfor udskilles.
Som souschef for Sikkerhedspolitiet fra 1935 så Werner Best det som sin opgave at bekæmpe det tyske folks ‘dødsfjender’. Det skete ved hjælp af Gestapo som en autonom særmyndighed, der ikke var underkastet nogen anden myndigheds kontrol, og Gestapo-fanger havde ikke adgang til advokat.
Under sit ophold i Frankrig 1940-1942 beordrede han deportationen af de første franske jøder til Auschwitz, og samtidig udviklede han en forvaltningsmodel for det fremtidige Stortyskland. Det var denne forvaltningsmodel, der var grunden til den overraskende moderate politik, han førte i Danmark 1942-1945.
Efter løsladelsen fra dansk fængsel i 1951 bruger han sin juridiske ekspertise til at gå i forsvar for de jødemordere, Einsatzgruppe-kommandører og bureaukrater i udryddelsesapparatet,  der blev retsforfulgt i Vesttyskland. De havde blot gjort deres pligt over for deres folk, sådan som den blev opfattet under nazismen, mente Werner Best, der selv havde ansat mange af de anklagede i sin egenskab af personalechef i Sikkerhedspolitiet i 1930’erne. Til sidst bliver han dog selv i 1969 varetægtsfængslet som 65-årig og undgår kun straf, fordi han bliver løsladt af helbredsgrunde, men myndighederne slipper ham aldrig helt.
Jeg vil i foredraget komme ind på, hvordan Best bliver et isoleret menneske i sin familie. Samtidig har han udadtil succes med at sabotere det vesttyske retsopgør og med at påvirke historikerne med sine intellektuelle analyser af nazitiden.

Foredrag 10: Karl Heinz Hoffmann – frihedskæmpernes farligste fjende
Karl Heinz Hoffmann (1912-1975) var som Gestapochef på Shellhuset modstandsbevægelsens måske farligste modstander, efter at tysk politi trådte i funktion i Danmark efter regeringens afgang 29. august 1943. Den uddannede jurist var kun 31 år, da han ankom med fly til Kastrup 15. september 1943, men han havde allerede stor erfaring som efterretningsmand, forskellige ledende Gestapo-stillinger og fra besættelsesadministrationen i Holland. 1940-1943 arbejdede han i Reichssicherheitshauptamt i Berlin – det centrale politihovedkvarter – med ansvar for Danmark og Norge, så det var en velforberedt politichef, der ankom.
Karl Heinz Hoffmann førte en relativt moderat linje i forhold til sin overordnede Otto Bovensiepen, der var chef for Sikkerhedspolitiet. Hoffmann var imod generalrepressalier mod den danske befolkning. Han ville bekæmpe modstandsfolkene med traditionelle kriminalpolitimetoder, og hans mest virksomme våben var udbygningen af et stort net af Vertrauensmänner – stikkere. Hans ‘moderate’ metoder kunne være brutale nok. Det fremgår ikke mindst af, at han var den overordnet ansvarlige for den grove tortur mod virkelige eller mistænkte modstandsfolk i hundredevis på Shellhuset og andre Gestapo-tjenestesteder.
På den anden side førte han intellektuelle diskussioner med prominente fanger som Mogens Fog og Børge Outze, og han lod sig i en række tilfælde påvirke til at give bestemte modstandsfolk en mildere behandling. Det skete blandt andet gennem to af hans kvindelige bekendte fra den danske overklasse, søstrene Grete Gürtler og Alice Duvantier. Sidstnævnte var kæreste med Erik Scavenius, der var gået af som statsminister 29. august 1943.
Karl Heinz Hoffmann var en charmerende, kultiveret mand og samtidig overbevist nazist. Hans politiske holdninger blev dannet under indtryk af den franske besættelse af hans hjemegn i Rhinlandet, der varede fra slutningen af Første Verdenskrig til 1930 – altså hele hans ungdom. Hoffmanns metoder var effektive. Lige til den tyske besættelses allersidste måneder blev folkene fra Shellhuset ved med at afsløre modstandsgrupper.
Efter løsladelsen fra Horsens Statsfængsel i 1952 fik Karl Heinz Hoffmann en advokatkarriere i Koblenz tæt på sin hjemegn.

Foredrag 11: Carl Værnet – den danske KZ-læge
Sagen om modelægen Carl Peter Værnet er en bemærkelsesværdig historie om, hvordan en mand, der havde tilsluttet sig SS og foretaget medicinske eksperimenter i KZ-lejren Buchenwald, efter Anden Verdenskrig i al stilhed kunne unddrage sig retsforfølgelse og flygte til Argentina, selv om han indtil 1946 var i de danske myndigheders varetægt.
Carl Værnet (1893-1965) var en østjysk gårdejersøn, der blev en succesrig praktiserende læge i København i mellemkrigstiden. Sideløbende eksperimenterede han med metoder til at udvikle hormonkure. Politisk var han nationalsocialist, og i 1943 indgik han aftale med SS-rigslægen i Berlin om at videreføre sine eksperimenter med KZ-fanger som forsøgspersoner. Formålet var at finde en metode til at ‘kurere’ homoseksualitet.
Værnet vendte tilbage til Danmark i de sidste krigsmåneder og blev efter kapitulationen fængslet, men i begyndelsen af 1947 befandt den krigsforbrydersigtede mand sig pludselig i Argentina. Hvem der hjalp ham på flugt var ukendt indtil den britiske bøsseorganisation ‘Outrage’ i 1998 rejste sagen over for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Den åbning af arkiverne, der fulgte efter, resulterede i bogen Carl Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald (2002), som jeg skrev sammen med Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby og Jakob Rubin. Her faldt svaret omsider – 55 år efter flugten.