Vagter dræbt under sabotage

Den vestallierede invasion i Normandiet virkede stærkt opmuntrende på de danske sabotører, der intensiverede deres aktioner i de følgende dage. Det skete også i Odense, hvor den meget aktive kommunistiske Walther-gruppe slog til få dage senere. En af flaskehalsene for den tyske hær var værkstedskapaciteten, der skulle reparere og vedligeholde de tyske køretøjer. Derfor gjorde aktioner mod autoværksteder, der havde havde kontrakt med Værnemagten, ondt.
Denne skildring af en aktion i Modstand-3 er lavet på baggrund af historikeren Andreas Skovs bog Fyn i krig (People’s Press, 2014):

Ti tyske køretøjer blev ødelagt under sabotagen mod automobilværkstedet V. Holm Jensen, Vesterbro i Odense. (Nationalmuseet)

Natten til den 11. juni 1944 gennemførte Walthergruppen i Odense en sabotage mod ti lastbiler på Esso Servicestation, Nyborgvej 26. De blev benyttet til kørsel til og fra flyvepladsen i Beldringe og var altså en parallel til Randers-sabotørerne sabotage mod de lastbiler, der blev brugt til kørsel ved Tirstrup.
Lastbilerne blev sprængt i motor og kardanaksel m.v., og ved politiets ankomst fandt man fem bomber, der ikke var eksploderet.
Få timer senere lavede gruppen en stor sabotage mod autofirmaet V. Holm Jensen på Vesterbrogade 39-45, der i stor målestok reparerede tyske køretøjer. Sabotørerne besluttede at kapre en af elektricitetsværkets vogne, så man under dække af at være elektrikere kunne trænge ind på det godt bevogtede autoværksted.
En fra gruppen ringede til elektricitetsværket og anmeldte et brud på ledningsnettet. Da vognen kom, sprang to sabotører op på hvert sit trinbræt og holdt de to elektrikere op. De fik den besked, at de nogle timer senere ville kunne finde vognen igen i Kochsgade-kvarteret. To andre sabotører sprang ind, så de var i alt fire, den ene maskinpistolbevæbnet.
De hentede 40 kilo sprængstof og kørte derefter til V. Holm Jensen, hvor de mødte et andet hold sabotører.
”Vi kørte ind i gården,” fortalte maskinarbejder Bendt Holmer.
”Ingen gjorde mine til at standse os, og ingen råbte os an. (…) Et par stykker gik hen og forsøgte at få vagten i tale, men der kom ingen ud af vagtstuen, og heller ikke hundene gøede.”
Sabotørerne fik den opfattelse, at der ingen var derinde, bragte bomben op i værkstedsbygningen og kørte bort. Sprængningen forårsagede særdeles stor skade på firmaets værksteder, og der udbrød en voldsom brand i taget, der truede med at styrte ned.
Det viste sig, at der faktisk var nogen i bygningen, for to sabotagevagter blev dræbt.

De tyske myndigheder så særdeles alvorligt på sabotagerne mod Esso og Holm Jensen. Nogle dage senere gennemførte Petegruppen som repressalie en række sprængninger af ejendomme i det centrale Odense.

 

Jernbanesabotagen i centrum

Forberedelse til jernbanesabotage. (Nationalmuseeet)

I bind 3 af Modstand begynder sabotagen mod infrastrukturen – ikke mindst jernbanesabotagen – for alvor at få betydning som led i de vestallierede stormagters strategi op til invasionen i Vesteuropa, der viste sig at ske den 6. juni 1944 i Normandiet.
Det lykkedes til det sidste at holde Nazityskland i uvidenhed om, hvor invasionen ville finde sted. Det skete ved hjælp af afledningsmanøvrer, der længe holdt spørgsmålet åbent. Mange danske modstandsledere troede i foråret 1944 fuldt og fast på, at invasionen ville ske i Jylland.
Metoden var gennemførte afledningsmanøvrer i stor skala. En af dem var koordinerede sabotager mod den jyske elektricitetsforsyning i de sidste dage af april 1944. Det var hensigten, at aktionerne skulle tolkes som optakt til en invasion.
Fredericia var som byen med landets vigtigste jernbaneknudepunkt central i denne fase af modstandskampen. Derfor indgår hændelser i byen med stor vægt i forhold til dens størrelse i det nye bind af min samlede fremstilling af modstandskampen, der udkom midt i oktober.
To beretninger, jeg har trukket på, er fra de dengang helt unge sabotører Niels Ebbe Lundholt og Pierre Honoré. Dette uddrag handler om Fredericia-folkenes andel i anslaget mod den jyske elektricitetsforsyning:

Manden i midten er den i 1944 19-årlige Niels Ebbe Lundholt. (Nationalmuseet)

Dagen efter, søndag den 30. april 1943, mødte Niels Ebbe Lundholt og den 18-årige elektrikerlærling Thorkild Højer Petersen (’Bismarck’) op hos sabotagelederen i Fredericia Finn Dalgaard, der havde givet dem besked om at møde.
 ”Da vi ankom, var næsten hele den daværende terrænsportafdeling samlet, og Dalgaard gav en ’briefing’. Det var højspændingsledninger, den såkaldte samleskinne, det gjaldt, og vi fik tildelt hvert et område,” berettede Lundholt.
 De skulle bruge plastisk sprængstof med detonerende tændsnor, sprængblyanter med detonatorer og isolérbændel til at fastgøre ladningerne. De unge mænd var bevæbnet med ’organiserede’ tyske pistoler. Lundholt og Højer Petersen tog om eftermiddagen ud til Taulov 10 km fra Fredericia for at rekognoscere og finde de bedst egnede master.
 ”Vi skulle mødes kl. 21.30 på en ubeboet, ikke færdigbygget Gaard (’Nygård’ ved Stoustrup), der lå ved Vejlevej et lille stykke udenfor Fredericia,” fortalte Niels Ebbe Lundholt.
 ”Hver Gruppe var paa 3 Mand; en Gruppe skulde helt til Dons (…) mellem Kolding og Vejle, og de andre fordeltes ellers ud over hele Linien. Dalgaard, ’Bismarck’ og jeg skulde til Taulov.”
 De nåede frem som planlagt og parkerede cyklerne ved kirken.
 ”Vi anbragte derefter Bomberne paa de Master, vi havde udset om Eftermiddagen. Vi benyttede 3 Timers Blyanter og fastgjorde Bomberne med Isolerbændel,” skrev Lundholt videre.
 ”Vi naaede uden Uheld hjem og kravlede i Kanen. Alle Bomberne – baade vores og de øvrige Gruppers – exploderede.”

To måneder senere gennemførte Niels Ebbe Lundholt og Pierre Honore én af de ca. 1400 jernbanesabotager, der i alt blev foretaget i det besatte Danmark:

Sent sankthansaften, den 23. juni 1944, tog de to Fredericia-sabotører Niels Ebbe Lundholt og Pierre Honoré toget til Andst ved Vejen, hvorfra de cyklede til Bastrup Mose og Store Vamdrup.
”Her gemte vi Cyklerne i en Kornmark og gik selv tværs igennem den høje Hvede ud til Jernbanelinien og begyndte at montere Bomberne,” skrev Lundholt.
”Medens vi sad der, kom der et Par ’Svelletrampere’ forbi paa Linien støjende og snakkende, saa eventuelle Sabotører kunde blive advaret. Da vi mente, det var passende, klistrede vi Bomberne paa Skinnerne og kom Jord udenpaa, idet det forhøjede virkningen ret betydeligt.”
Da toget kom, lød der et drøn efterfulgt af en klirren og raslen.
”Vi spurtede hjemad ad den sædvanlige Rute og var hjemme ved 5-Tiden om Morgenen godt trætte og sultne. Der var nu ikke sket ret meget, ud over at Toget blev godt forsinket og blokerede den enkeltsporede Bane et langt Stykke Tid.

Langt de fleste jernbanesabotager fandt sted i Jylland, og den østjyske længdebane var til stadighed i fokus, idet det overordnede formål med aktionerne var at lægge tyske troppetransporter fra det Norge til Tyskland flest mulige hindringer i vejen.
Der var dødsstraf for jernbanesabotage, og mange af de 62 henrettelser i Ryvangen de sidste tre krigsmåneder skyldtes netop anslag mod jernbanerne. Blot 16 dage før befrielsen, den 19. april 1945, blev ni unge mænd fra Fredericia-egnen – især fra Taulov – henrettet som de sidste danske frihedskæmpere.

Læs vedr. jernbanesabotagen evt. også http://nielsbirgerdanielsen.dk/knastoer-bog-blev-aarets-drama/

Skolelærerens flugt fra Gestapo

Ejvind Jacobsen (nederst th.) som 25-årig lærer ved Dannevirke på en skolerejse i 1939. Pigen midt i forreste række med lyst hårbånd er den i dag 95-årige Kirsten Stenz – dengang ca. 14 år – der har gjort mig opmærksom på beretningen.

Lederen af modstandsbevægelsen i Randers reagerede hurtigt, da der blev ringet på hans dør en tidlig sommermorgen for 75 år siden. Han havde været forudseende og forberedt en flugtvej

Den 29-årige Ejvind Jacobsen, skolelærer på Hobrovejens skole i Randers, var leder af sabotagen og våbenmodtagelsen i november 1943 til forsommeren 1944 – i de sidste måneder også byleder i den østjyske by. Jacobsen var Dansk Samling-sympatisør og en dedikeret spejderleder i FDF. Det var netop i spejdermiljøet, han rekrutterede folk til arbejdet – blandt andet ægteparret Carl og Gertrud Pedersen, der blev vigtige hjælpere for nedkastningschefen Jens Toldstrup.
Den 9. juni 1944 var det imidlertid slut, men Ejvind Jacobsen undslap mirakuløst, da Gestapo prøvede at arrestere ham på hans bopæl i bebyggelsen Drosselhaven. Han endte med at komme til Sverige, hvor han lige før befrielsen kom ind i Den danske Brigade.
Jeg er tak skyldig til en af Ejvind Jacobsens gamle skoleelever, Kirsten Stenz, for at gøre mig opmærksom på lærerens beretning i Historisk Årbog for Randers Amt fra 1983. Den er den måske bedste og mest helstøbte beretning, jeg har haft til rådighed for bind 3 af Modstand.
Beretningen indgik i udstillingen ‘Modstand’ på Museum Østjylland tidligere i år, som jeg var konsulent på. Den havde nedenstående længde og blev til lejligheden læst op af en skuespiller, så gæsterne kunne aflytte historien med høretelefoner. Hvis du har bindet for hånden, er beretningen med side 506-511, men naturligvis i langt kortere form.
Jeg har selv haft min barndom og ungdom i Randers og oplever det som lidt specielt at finde ud af, at så dramatiske begivenheder, jeg ikke kendte noget til, er foregået på gader, hvor jeg færdedes daglig til og fra skole.

Klokken var kun tyve minutter i seks, da Gestapo ringede på entredøren. (…) Jeg sprang op og fik bukser på. Jeg hørte Thorup Lading (en logerende) lukke dem ind i entreen.
(…) Så blev der dundret på min dør, der var låst. (…) Jeg løb i mine morgensko hen til altandøren. (…) Jeg kastede et blik ned i anlægget. Der var mennesketomt. Jeg stoppede håndgranaten i den ene lomme, Colt’en i den anden. Der var ingen tid at spilde. Ned med papirrebet. Jeg skrævede over altanens jernrækværk og gled ned ad rebet.
(…) Det gik godt nok til 1. sals højde, men så var rebet filtret sammen (…). Jeg lod mig falde resten af vejen. (…) Jeg mærkede et jag af smerte i min højre fod, da jeg landede forkert på den.
(…) Jeg humpede ned ad grusgangen de ca. 50 m til muren, der var høj og ikke beregnet til at klatre over. Hvordan jeg kom over, ved jeg ikke. Måske hjalp det, at jeg hørte Gestapo sprænge døren.
Det gik tilsyneladende godt. Nu var det om at komme af vejen i en fart. Så snart tyskerne fandt ud af, at jeg var flygtet, ville de sikkert køre rundt i de nærmeste gader, og så ville det være let for dem at finde mig, hvis jeg ikke forinden var nået over på Skovbakken.
(…) Som min fod havde det, begyndte jeg at tvivle på, at det var en god ide at fortsætte. Foran mig så jeg indgangen til en stor villa. Jeg besluttede mig til at tage chancen for at blive skjult der (…), eller måske låne en cykel (…). Fruen lukkede op. Hun var i morgenkåbe. Hun ville øjensynlig ikke indlade sig på letsindigheder og gik ind for at vække sin mand. (…) Jeg forklarede ham, hvad der var sket og bad ham hjælpe mig.  (…) Han rystede forstående, men opgivende på hovedet og lukkede døren.
(…) Nu var jeg nødt til at prøve at gennemføre min oprindelige plan. (…) Jeg (…) kravlede på alle fire over en mark med jordbærplanter og nåede omsider frem til en tjørnehæk, der dannede den bageste afgrænsning af de haver, der stødte op til Christiansborgvej. Nr. 31 lå på den modsatte side af vejen.
(…) Der var nogen, der puslede omkring i haven. (…) Han var vist ved at fodre hønsene. Jeg havde intet valg. Han måtte hjælpe mig over hækken. Han var ejer af en slagterforretning. Jeg kendte ham af udseende.
Hurtigt satte jeg ham ind i, hvad der var sket. (…) Jeg blev anbragt i hønsehuset, mens han gik over vejen til nr. 31. (…) Han skulle bede Knud
(medlem af sabotagegruppen, red.) tage en stok med.
(…) Fra nu af kunne jeg overlade min videre skæbne til gruppen. Knud kom på cyklen og alarmerede Carl og Gertrud.
(…) Amtslægen var der endnu, da Gertrud kom. (…) Taxaen holdt ikke ved nr. 31, men et par huse derfra. Ved Gertruds hjælp humpede jeg gennem nogle haver bag om de nærmeste huse og kom ud til den ventende vogn.
Chaufføren fik opgivet en adresse i Vognmagergade, en smal og stejl gade lige over for bagindgangen til Søren Møllersgades skole.
(…) Vi nåede strædet, der gik langs Søren Møllersgades skole. (…) Jeg kom ved Gertruds hjælp over det smalle fortov og kom ind i en port. Herfra førte en trappe op til 1. sal (…). Det var købmand Brocks ejendom, hvor fruen havde stillet et værelse til rådighed i nødssituationer.
(…) Med stort besvær fik Gertrud mig op på et loftsværelse. (…) Det var nødvendigt, at jeg fik et nyt (legitimations)kort. Ellers ville jeg ikke kunne bluffe tyskerne (…).
Carl måtte passe sit arbejde på politigården. Alligevel fik han klaret legitimationskortet. Men ikke nok med det. Han fik lavet et til Gertrud, lydende på samme efternavn som mit. Ideen var, at vi lige var blevet gift, og at vi som ægteparret Nielsen skulle på bryllupsrejse.
Et par af Carl og Gertruds gode venner (…) havde lejet et sommerhus, lige da vi fik brug for det. De gik uden tøven med til, at Gertrud og jeg delte huset med dem. Det lå ved Begtrup Vig på Djursland.
(…) Klokken halv fire kom Gertrud (…). Endnu engang måtte jeg over fortovet. Så ind i vognen og af sted.
Klokken fire kom Gestapo med stor udrykning. Huset blev gennemsøgt. Da tyskerne ikke fandt mig der, fortsatte de eftersøgningen på det nærliggende bysygehus. De var nemlig blevet klar over, at der var noget i vejen med min ene fod.
(…) Heldet syntes foreløbig at være med mig. Vi kørte ud af Randers ad Grenåvej (…). Det er meget tvivlsomt, om vi ville være kommet igennem en tysk kontrol. Når de vidste, at der var noget i vejen med min ene fod, var jeg nok hurtigt blevet afsløret, selv om jeg havde falske papirer. Gertrud ville have delt skæbne med mig, idet der var dødsstraf for at hjælpe sabotører.
(…) Vi nåede vejen, der førte ned til stranden. Herfra kørte vi de sidste 500 m ad et par hjulspor hen til sommerhuset.
(…) Ved middagstid den næste dag sad jeg alene ved huset, mens de andre badede. Jeg sad omme ved læsiden, hvor jeg ikke kunne ses fra andre huse (…).
Som jeg sad der, hørte jeg en bil komme kørende i stærk fart ad vejen hen mod huset. (…) Bilen standsede med et ryk, og ud sprang ’min kones mand’ og en mand, jeg ikke havde set før.
(…) Ved et mærkeligt tilfælde var Toldstrup kommet til Randers dagen før min flugt. Carl havde sat ham ind i situationen. Det så ud til, at Gestapo ville afhøre samtlige taxachauffører i Randers for at finde ud af, hvem der havde kørt mig bort (…).
Toldstrup mente derfor, at mit skjulested i sommerhuset ikke var sikkert. Han havde sendt Carl af sted i ’Rosalie’
(Toldstrups bil, red.) (…). ’Tage’, der var hans chauffør (…), kendte alle smutveje.
(…) Det var blevet bestemt, at Gertrud, Carl og jeg skulle med ’Rosalie’ til Langå. Derfra skulle de tage toget til Randers. Toldstrup ville møde os i nærheden af stationen. (…).
’Så kører vi,’ var alt, hvad han sagde, og det gjorde vi. (…) Fra Skive drejede vi nordpå op gennem Salling. Sent på aftenen nåede vi Selde, hvor ’Kjeld’, læge Anton Rask, boede.
(…) Jeg kom under hans kyndige behandling (…) Nogle få kilometer fra Selde blev jeg indkvarteret hos nogle venlige mennesker (…). Næste dag blev jeg hentet af ’Kjeld’. Han kørte mig til sygehuset i Skive. Der blev min fod røntgenfotograferet.
(…) Nu fulgte 14 dage i Skive, hvor jeg boede hos pastor Chr. Haahr og blev forkælet på alle måder. (…) Toldstrup så også indenfor en dag. (…) I præstegården ventede man besøg af noget familie. (…) Det blev derfor besluttet, at jeg skulle skifte opholdssted. (…) Valget faldt på Krabbesholm højskole i Skive.
(…) Det var juli måned. Jeg havde ikke hørt nyt fra Randers i lang tid. Min fod havde det stadig ikke godt. (…) Toldstrup bestemte sig til at sende mig til Sverige. Jeg var for farlig at have gående, hvis tyskerne skulle finde mig. Jeg kunne jo alligevel ikke foretage mig noget nyttigt.”
(Fra Historisk Aarbog fra Randers Amt. 1983 – heri en skitse over flugtruten)

Læs evt. også denne historie om Gertrud og Carl Pedersen: http://nielsbirgerdanielsen.dk/farvel-til-kurerpige/
…og dette om modtagechefen Toldstrup: http://nielsbirgerdanielsen.dk/partisanhoevdingen/

De nøgne pæle

En gidselpolitik som den rigsbefuldmægtigede Werner Best proklamerede i april 1944 førte til 31 henrettelser i Ryvangen på to måneder

’Voldsforbryder henrettet’. Sådan så en chokerende overskrift ud på forsiden af de danske morgenaviser mandag den 24. april 1944. Nyhedsartiklen havde en obligatorisk ordlyd dikteret af den tyske besættelsesmagt.
Det var den 19-årige student Niels Stenderup, der var blevet skudt bag den tysk beslaglagte Ingeniørkaserne i Ryvangen, hvor Mindelunden i dag ligger. Han var blevet dødsdømt ved den tyske SS- og Politiret på Dagmarhus for et voldeligt forsøg på at frarøve en tysk soldat hans våben.
Henrettelser af danske modstandsfolk var dermed genoptaget efter en længere pause. Det skete som reaktion på en støt

Werner Best (1903-1989), tysk politisk chef i Danmark, indførte sit gidselsystem som modtræk efter en periode, hvor clearingdrab havde været den foretrukne repressalie over for modstandsbevægelsens aktioner. Han var modstander af anonyme gerningsmænds nedskydning af ofre, der måtte forekomme tilfældige. Dr. Best var en lige så hårdhudet nazist som de andre tyske ledere, men han ønskede krigsretsforfølgelse, fordi han var jurist og stod for, at der til en bestemt straf skulle svare en paragraf. (Nationalmuseet)

voksende sabotage og modstandsbevægelsens likvideringer af danskere, der samarbejdede med tysk politi.

De faktisk ’skyldige’
Samme dag som henrettelsen blev bekendtgjort, fremsatte den rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best en presseudtalelse.
”Naar Underverdenens Elementer (…) paany er begyndt at angribe tyske Interesser, skal de og den danske Offentlighed vide, at heroverfor bliver der reageret hurtigt og skarpt,” sagde han.
Best understregede, at det var den tyske hensigt, at det ikke var den danske befolkning som helhed, men de personer, han kaldte de faktisk ’skyldige’, der skulle rammes.

”Gidsler som Garanti for, at der ikke sker yderligere Forbrydelser, tages ikke ud af Befolkningen, men ud af de forbryderiske Kredse selv. Den tyske udøvende Magt har arresteret et stort antal Elementer fra de underjordiske Kredse (…). Over 100 Sabotører og Voldsforbrydere har Dødsdomme i Vente,” forklarede han.

Øje for øje
Dr. Best forklarede i direkte vendinger, at der var tale om et gidselsystem.
”Det (…) ligger i de underjordiske Elementers egen Haand, hvad der sker med deres fangne Kammerater. (…). Holder (…) de forbryderiske Kredse (…) det for rigtigt atter og atter at ophidse deres Redskaber til Angreb paa tyske Interesser, saa holder man det paa tysk Side for rigtigt (…), gennem deres fangne Forgængeres Skæbne at demonstrere, hvad de selv har at vente ved en Fortsættelse af deres Virksomhed.”
Med henblik på det dagsaktuelle forklarede Best, hvorfor han havde undladt at benytte sin benådningsret i sagen om den 19-årig unge mand.
”Naar en Person, der tilhører Værnemagten, overfaldes og saares, (…) maa der gives Krigens haarde Ret fri Bane overfor en fangen Voldsforbryder, der under andre Forudsætninger maaske var blevet benaadet.”

Det tyske synspunkt
Besættelsesmagtens chefer anså frihedskæmperne for retsløse. De holdt sig til, at det ifølge folkeretten var ulovligt for ikke-uniformerede undergrundsgrupper at foretage angreb mod den uniformeret besættelseshær. Repressalier af enhver art var derfor lovlige, mente de. Modstandsfolkenes synspunkt var derimod, at Nazityskland lovløst havde angrebet og besat et neutralt naboland, som man oven i købet havde en ikke-angrebspagt med.

Niels Stenderup (1924-1944), student. At netop den 19-årige unge mand blev det første offer i gidselperioden førte til en nedkøling af den personlige relation mellem Werner Best og Nils Svenningsen, Udenrigsministeriets direktør og departementschefstyrets førstemand, der var hans faste forhandlingsmodpart. Niels Stenderup var søn af en af embedsmændene i Svenningsens ministerium. (Nationalmuseet)

De otte fra Hvidstengruppen
Werner Bests politik førte til, at der gang på gang i forsommeren 1944 på tysk diktat blev indrykket dobbeltnyheder i aviserne, der dels gik ud på, at f.eks. en stor sabotage var blevet gennemført, dels at en eller to dødsdømte frihedskæmpere var blevet skudt. Årsag og konsekvens skulle mejsles ud.
Den 22. juni 1944 skete den største sabotage overhovedet under besættelsen, da BOPA sprængte Riffelsyndikatet i Københavns Nordhavn – en storleverandør af automatvåben til det tyske militær. Morgenen efter blev otte medlemmer af en nordjysk våbenmodtagegruppe henrettet.
I den følgende uge ulmede uroen i København, der udviklede sig til Folkestrejken. Midt under strejken blev yderligere otte modstandsfolk skudt i Ryvangen. De var alle med i Hvidstengruppen.

KZ-lejr i stedet for krigsret
Efter 31 henrettelser i løbet af to måneder stod den senere meget kendte modstandsmand Jørgen Kieler og flere af han kammerater fra Holger Danske for tur til at komme for den tyske krigsret, men få dage efter henrettelsen af Hvidstenfolkene kunne han og andre fanger i Vestre Fængsels gård se et opslag om, at krigsretten var opløst. Ingen kunne regne ud, hvad grunden var.
Sagen var, at den tyske fører Adolf Hitler havde fulgt begivenhederne i Danmark tæt og fået det indtryk, at det var Hvidstengruppens henrettelse, der havde udløst Folkestrejken. Han mente, at krigsretter gav modstandsfolkene lejlighed til at bruge anklagebænken som talerstol og gøre sig selv til martyrer. Det ville gøre endnu flere til frihedskæmpere i stedet for at slå modstanden ned.
Derfor beordrede Hitler krigsretsforfølgelsen indstillet i alle tyskbesatte lande. I stedet skulle sabotører, der blev taget på fersk gerning skydes ned på stedet, eller fanger i tyskernes fængsler skulle forsvinde ’i nat og tåge’, dvs. sendes til Tyskland uden at pårørende eller andre fik noget at vide om, hvad der var sket dem. Det ville virke mere effektivt skræmmende, mente føreren.
I praksis blev konsekvensen, at et stort antal danske modstandsfolk blev sendt i tyske kz-lejre i det sidste år af krigen.

Efter befrielsen blev alle de frihedskæmpere, der var blevet henrettet i Ryvangen, gravet op og identificeret. Nogle blev ført til deres hjemegn og begravet, mens resten blev jordfæstet i den senere mindelund efter en følelsesladet procession gennem byen fra Christiansborg Slotskirke. (Nationalmuseet)

De sidste måneders ofre
På grund af især den voksende jernbanesabotage blev krigsretten genindført i februar 1945, og i de sidste tre måneder af krigen blev 61 frihedskæmpere skudt i Ryvangen – de seneste blot 16 dage før befrielsen i maj.
Af i alt 101 danske modstandsfolk, der blev henrettet efter krigsretsdom, blev dødsdommene i de 94 tilfælde eksekveret i Ryvangen.
Werner Best blev i 1948 dødsdømt ved Københavns Byret. Året efter blev straffen reduceret til fem års fængsel ved Østre Landsret, men senere forhøjet til 12 års fængsel ved Højesteret. Henrettelserne i Ryvangen var imidlertid slet ikke på anklageskriftet, idet de ifølge folkeretten var lovlige.

 

Slutspurt for fundraising

Finansieringsprojektet, der skal muliggøre færdigudgivelsen af Modstand, mit firebindsværk om frihedskampen 1940-1945, slutter den 29. august 2019 – næsten to et halvt år efter, at jeg lancerede det sidst i marts 2017. Pr. den 16. august er det samlede resultat oppe på 832.684 kr., der udgør 90 pct. af det samlede målbeløb på 925.000.

De næste 13 dage er sidste chance, hvis du vil have dit navn med i en af bøgerne eller dem begge. Der kommer ingen særskilt crowdfunding for bind 4. Modstand-3 udkommer om to måneder, den 17. oktober på Politikens Forlag.

– De personer, der står som bidragydere i bind 3, har i alt givet mindst 550 kr., hvis deres navn også stod i bind 2, eller mindst 300 kr., hvis deres navn alene står i bind 3.
– De bidragydere, der får deres navn med i bind 4, har givet i alt mindst 800 kr., hvis deres navn også stod i bind 2, eller i alt mindst 550 kr., hvis deres navne kun er med i bind 3 og 4.
– Nederst ser I den samlede liste over alle de foreløbig 131 bidragydere – i enkelte tilfælde helt ned til 20 kr.

Blandt dem, der står på bidragyderlisterne i bind 3 og 4 er mange, der allerede i de første måneder i 2017 var med til at give fundraisingen en god start ved at indbetale større beløb.

Endnu engang stor tak til alle, der har bidraget – lige fra Augustinusfonden med 100.000 kr. til dem, der har doneret en 100 kr.-seddel!

Listen til bind 3 rummer pr. dags dato 73 navne, mens 59 personer derudover har sikret sig en plads i bind 4. Bidragyderlisten i bind 2 (side 579) kom op på 83 navne.

Yderligere bidrag kan indbetales på min projekttonto på booomerang.dk , bankkontonummer 6511 – 30 512 300 42  (BankNordik) eller MobilePay på nr. 60 38 37 21.

Heldigvis er mængden af navne løbet godt op, og jeg har gjort mig umage for ikke at glemme nogen. Er det alligevel ‘smuttet’, så du herunder ikke er blevet krediteret for et bidrag, eller mener du, at du er noteret på en forkert måde, så send mig venligst besked på Facebook eller mail nbdanielsen@mail.tele.dk. Jeg har alfabetiseret efter efternavne.

Bind 4:
Poul Agertoft
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Hans Peter Baadsgaard
Dan Erik Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Bente Fjellerad
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Irja Johansson
Anni Jørgensen
Birgithe Kosovic
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Henning N. Larsen
Poul-Henning Laursen
Peter Lomdahl
Henrik Murmann
Andreas Blichfeldt Møller
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Peter Rydell
Inger Skamris
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner

Bind 3:

Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Bente Fjellerad
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Anni Jørgensen
Lene Kattrup
Kim Khan
Michael Koch
Birgithe Kosovic
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Henning N. Larsen
Rolf Larsen
Poul-Henning Laursen
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg
Henrik Murmann
Kåre Harder Olesen
Jens Ostergaard
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen
Johnny Rahe
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Anne-Margrethe Rix
Peter Rydell
Kenn Schoop
Inger Skamris
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Ove Thomsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen

 

Samtlige bidragydere:
Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Dines Arnholm
Bodil og Ivan Bach
Marie Bang
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Dan E. Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Niels Erik Danielsen
Ruth og Bernhard Danielsen
Sørin Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
John Dithmar
Michael Eis
Jakob Erle
Bente Fjellerad
Henrik Flødstrup
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse

Morten Nørgaard Hald
Kristina Lisby Hammer
Henrik Werner Hansen
Jesper Schou Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Tine Johansen
Irja Johansson
Annette Jonsson
Henrik Jürgensen
Anni Jørgensen
Henrik Hartvig Jørgensen
Jean Jørgensen

Rina Ronja Kari
Lene Kattrup
Kim Khan
Jakob Kjærsgaard
Birgit Klaproth
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Ann-Mari Larsen
Henning N. Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin Sun Larsen
Lars Larsen
Rolf Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Troels Laurell
Poul-Henning Laursen
Brita Bente Lilia
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Andreas Blichfeldt Møller
Anne Nielsen
Dine Nielsen
Henrik Ryan Nielsen
Jesper Kamp Nielsen
Susanne Stoustrup Nygaard
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
William Henrik Houmøller Olesen
Jens Ostergaard
Birte Pedersen
Søren Pedersen
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Bjarne Hosbond Poulsen
Vibeke og Steen Poulsen
Johnny Rahe
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Jens Rossel
Peter Rydell

Kenn Schoop
Inger Skamris
Jan Skougaard
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Torben Holm Sørensen
Morten Thing
Joan Thomsen
Ove Thomsen
Thomas W. Thorsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Thorkild Tønnesen
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner

—– —–

Kollektivbidrag (foreninger, projekter og indsamlinger):
Brecklings Bogcafé, Sønderborg, v/Allan Breckling: 1.200 kr.
Projekt Stjerne Radio v/Joakim Zacho Weylandt: 1.000 kr.
‘Holger Danske Modstandsgruppen’ på Facebook v/Thomas Hilleberg: 1.000 kr.