Slutspurt for fundraising

Finansieringsprojektet, der skal muliggøre færdigudgivelsen af Modstand, mit firebindsværk om frihedskampen 1940-1945, slutter den 29. august 2019 – næsten to et halvt år efter, at jeg lancerede det sidst i marts 2017. Pr. den 16. august er det samlede resultat oppe på 832.684 kr., der udgør 90 pct. af det samlede målbeløb på 925.000.
De næste 13 dage er sidste chance, hvis du vil have dit navn med i en af bøgerne eller dem begge. Der kommer ingen særskilt crowdfunding for bind 4. Modstand-3 udkommer om to måneder, den 17. oktober på Politikens Forlag.
– De personer, der står som bidragydere i bind 3, har i alt givet mindst 550 kr., hvis deres navn også stod i bind 2, eller mindst 300 kr., hvis deres navn alene står i bind 3.
– De bidragydere, der får deres navn med i bind 4, har givet i alt mindst 800 kr., hvis deres navn også stod i bind 2, eller i alt mindst 550 kr., hvis deres navne kun er med i bind 3 og 4.
– Nederst ser I den samlede liste over alle de foreløbig 131 bidragydere – i enkelte tilfælde helt ned til 20 kr.
Blandt dem, der står på bidragyderlisterne i bind 3 og 4 er mange, der allerede i de første måneder i 2017 var med til at give fundraisingen en god start ved at indbetale større beløb. Endnu engang stor tak til alle, der har bidraget – lige fra Augustinusfonden med 100.000 kr. til dem, der har doneret en 100 kr.-seddel!
Listen til bind 3 rummer pr. dags dato 73 navne, mens 56 personer derudover har sikret sig en plads i bind 4. Bidragyderlisten i bind 2 (side 579) kom op på 83 navne.
Yderligere bidrag kan indbetales på min projekttonto på booomerang.dk , bankkontonummer 6511 – 30 512 300 42  (BankNordik) eller MobilePay på nr. 60 38 37 21.

Heldigvis er mængden af navne løbet godt op, og jeg har gjort mig umage for ikke at glemme nogen. Er det alligevel ‘smuttet’, så du herunder ikke er blevet krediteret for et bidrag, eller mener du, at du er noteret på en forkert måde, så send mig venligst besked på Facebook eller mail nbdanielsen@mail.tele.dk. Jeg har alfabetiseret efter efternavne.

Bind 4:
Poul Agertoft
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Hans Peter Baadsgaard
Dan Erik Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Bente Fjellerad
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Birgithe Kosovic
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Henning N. Larsen
Poul-Henning Laursen
Peter Lomdahl
Henrik Murmann
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Peter Rydell
Inger Skamris
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen

Bind 3:

Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Bodil og Ivan Bach
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Ruth og Bernhard Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Sørin Danielsen
John Dithmar
Bente Fjellerad
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Anni Jørgensen
Lene Kattrup
Kim Khan
Michael Koch
Birgithe Kosovic
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Henning N. Larsen
Rolf Larsen
Poul-Henning Laursen
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg
Henrik Murmann
Kåre Harder Olesen
Jens Ostergaard
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Vibeke og Steen Poulsen
Johnny Rahe
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Eivin Ravn
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Anne-Margrethe Rix
Peter Rydell
Kenn Schoop
Inger Skamris
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Ove Thomsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen

Samtlige bidragydere:
Poul Agertoft
René Bové Andersen
Uffe Andreasen
Dines Arnholm
Bodil og Ivan Bach
Marie Bang
Simon Bang
Asger J. Benda
Niels Valdemar Favrbo Birk
Dines Bogø
Claus Boye
Lene Boye/Jan Bruus Sørensen
Bent Bruhn
Hans Peter Baadsgaard
Dan E. Christiansen
Peter Thinghøj Christiansen
Per Prætorius Clausen
Jarl Cordua
Bjarne Dalum
Niels Erik Danielsen
Ruth og Bernhard Danielsen
Sørin Danielsen
Solveig Danielsen/Niels Louwaars
Peter Davidsen
Birthe Debel
Gert Debel
John Degn
John Dithmar
Michael Eis
Jakob Erle
Bente Fjellerad
Henrik Flødstrup
Peter Frantsen
Peter Frederiksen
Finn Gjersøe
Julie Prag Grandjean
Henning Gravesen
Alex Grosse

Morten Nørgaard Hald
Kristina Lisby Hammer
Henrik Werner Hansen
Jesper Schou Hansen
Ole Hansen
Thomas Hansen
Thomas Hansen
Torben Hansen
Claus Have
Lene Ewald Hesel/Thomas Harder
Martin Bruun Helms
Inge Holme/Jens Peter Jacobsen
Keld Hüttel
Lene Hüttel/George Fogh
Niels Høiby
Mikkel Haarder
Jørgen Jacobsen
Claus Jensen
Lars Emborg Jensen
Mads Vestergaard Jensen
Rie Jepsen
Tine Johansen
Annette Jonsson
Henrik Jürgensen
Anni Jørgensen
Henrik Hartvig Jørgensen
Jean Jørgensen

Rina Ronja Kari
Lene Kattrup
Kim Khan
Jakob Kjærsgaard
Birgit Klaproth
Mikkel Hjortshøj Klinksgaard/Ebba Hjortshøj A/S Gruppen
Michael Koch
Claus Konradsen
Birgithe Kosovic
Ann-Kirstine Krag
Emilie Krag
Anna Kristensen
Casper Blæsbjerg Kristensen
Louise Kruse
Ann-Mari Larsen
Henning N. Larsen
Lis Larsen
Margrete Larsen
Martin Sun Larsen
Lars Larsen
Rolf Larsen
Thomas Stage Larsen
Jørgen Nimb Lassen
Troels Laurell
Poul-Henning Laursen
Brita Bente Lilia
Henning Lindhardt
Peter Lomdahl
Jens Ove Lykkeberg

Winnie Marcussen
Henrik Murmann
Anne Nielsen
Dine Nielsen
Henrik Ryan Nielsen
Jesper Kamp Nielsen
Susanne Stoustrup Nygaard
Kjeld Støttrup Olesen
Kåre Harder Olesen
William Henrik Houmøller Olesen
Jens Ostergaard
Birte Pedersen
Søren Pedersen
Povl Arne Petersen
Mikkel Plannthin
Bjarne Hosbond Poulsen
Vibeke og Steen Poulsen
Johnny Rahe
Per Rasmussen
Gitte Ravn/Jan Linnemann
Kim Rasmussen
Susanne Rasmussen
Suzanne Wowern Rasmussen/Bjarne Elmhøj Pedersen
Thomas Thogill Rasmussen
Eivin Ravn
Becca Reyes
Victor Reyes
Anne-Margrethe Rix
Kristian Rosendal
Carl Emil Rosenmeier
Jens Rossel
Peter Rydell

Kenn Schoop
Inger Skamris
Jan Skougaard
Anders Rud Svenning
Anne Rud Svenning/Torstein Danielsen
Terkel Svensson
Dion Sørensen
Ingemarie Søndergaard
Svend Falkner Sørensen
Torben Sørensen
Torben Holm Sørensen
Morten Thing
Joan Thomsen
Ove Thomsen
Thomas W. Thorsen
Claus Hørlykke Toksvig
Martin Tved
Thorkild Tønnesen
Jens-Peter Visnek
Marianne Wraa
Flemming Ytzen
Jakob Zeuner

—– —–

Kollektivbidrag (foreninger, projekter og indsamlinger):
Brecklings Bogcafé, Sønderborg, v/Allan Breckling: 1.200 kr.
Projekt Stjerne Radio v/Joakim Zacho Weylandt: 1.000 kr.
‘Holger Danske Modstandsgruppen’ på Facebook v/Thomas Hilleberg: 1.000 kr.

 

 

Fundraising – sidste stykke i mål

I morgen, fredag den 11. januar, åbner jeg et nyt crowdfunding-projekt på platformen www.booomerang.dk for at nå det sidste stykke i mål med finansieringen af Modstand – historien om frihedskampen 1940-1945 i fire bind (Politikens Forlag). De  to første bind er udkommet. Bind 3 kommer efter planen den 29. august i år, bind 4 på samme dato i 2020.
I januar 2018 var saldoen på 662.470 kr. – svarende til 71,6 pct. – og det skabte mulighed for at en kontrakt kunne indgås med forlaget.
Siden er 125.000 kr. kommet til i fondsbevillinger, hvilket bringer resultatet op på 787.470 kr. eller 85,1 pct. Der mangler med andre ord stadig knap 138.000 kr., i restfinansiering, men udsigten til yderligere fondsmidler er gode.
Som et supplement søger jeg at få 20.000 kr. ind via crowdfunding, så hvis du ser dig i stand til at bidrage, vil det være en højst velkommen håndsrækning til at nå det sidste stykke i mål. En endeligt budget ud fra finansieringsprojektet skal være på plads senest, når bind 3 er trykklart.
Jeg finder grund til at nævne, at det som led i finansieringsprojektet er lykkedes at få ikke mindre end 515.000 kr. hjem i fondsmidler. Jeg tror, at en afgørende baggrund har været den troværdighed, som det har givet projektet, at over 120 danskere har valgt at bidrage til det via crowdfunding.
   Projektets slutdato er 15. juni 2019, og fire bidrag på i alt 4200 kr., der er blevet forudindbetalt, bliver sat ind på kontoen fra start.

Et anderledes projekt

Denne runde af fundraisingen bliver væsentlig anderledes end hovedprojektet. Dengang handlede det om at redde et kuldsejlet projekt, og derfor var opdateringerne på sociale medier meget hyppige, da crowdfunding nu engang går ud på at skabe synlighed om projektet.
Denne gang går jeg efter et langt mere begrænset beløb, som der er fem måneder til at fremskaffe. Derfor forestiller jeg mig i højere grad at samle op på udviklingen i indsamlingen én eller to gange om måneden i stedet for at opdatere ved hver enkelt indbetaling (hvis jeg ellers er så heldig, at der kommer nogen).
Særligt interesserede kan altid tjekke den samlede status på Facebook-siden ‘Modstand – finansiering’

Fast fordeling
Af målbeløbet på 925.000 kr., skal 358.500 kr. gå til bidrag til Politikens Forlags produktionsudgifter til hele udgivelsen og 566.500kr. til bidrag til mine leveomkostninger under produktionen af bind 2 og 3 – altså en fordeling i forholdet 38 : 62.
Bidrag til mine personlige leveomkostninger under arbejdet med bind 4 forudses fremskaffet uden offentlig finansiering.

Her er det oprindelige projekt: https://www.booomerang.dk/projects/modstand/

Jeg præsenterer crowdfunding-siden på booomerang.dk i morgen, men du kan evt. også betale bidrag på MobilePay 60 38 37 21 eller Bankkonto 6511 – 30 512 300 42 (BankNordik)

Billedet øverst er fra Folkestrejken i København i juni/juli 1944, der kommer til at udgøre afslutningen på bind 3. (Foto: Nationalmuseet)

Mødet i frøken Graaes stue

Efterretningsofficererne mødtes af sikkerhedsgrunde aldrig personligt med deres kurerer. De afleverede deres hemmelige forsendelser hos Jutta Graae i Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn i Løvstræde, og her afhentede kurererne dem. (Foto fra Jutta Juncker: Værnepligt)

Planerne, der i 1943 førte til dannelsen af Danmarks Frihedsråd, blev lagt i villaen på Rosenstandsvej 2 i Ordrup, hvor søstrene Kirsten Munck og Jutta Graae boede.  

Efter tre år med kun ubetydelig modstand mod den tyske besættelse var den aktive kamp i 1943 vokset i styrke. Den illegale presse voksede eksplosivt i oplag, og i de større byer var eksplosionsbrag eller påsatte brande efterhånden hyppige tegn på sabotage.
Alligevel foregik det illegale arbejde fortsat i bestemte kredse, miljøer og grupper – især kommunisterne og den nationale højrefløj. Man kunne endnu ikke tale om en  ’modstandsbevægelse’, men flere og flere pressede på for at få en samlet ledelse.
Danmarks Frihedsråd trådte for første gang sammen den 16. september 1943, knap tre uger efter samarbejdspolitikkens ophør ved den danske regerings afgang den 29. august. Tilløbene var begyndt et halvt år før, og et afgørende møde blev holdt i herskabsvillaen på Rosenstandsvej 2 i Ordrup grundlovsdag, den 5. juni.
Deltagerne var den konservative ingeniør Erling Foss fra en af de to familier bag F.L. Smidth, professor, overlæge Mogens Fog, der var

Kap48_ErlingFoss.tif

Erling Foss (tv.) på spadseretur med Ebbe Munck i Stockholm under et kurerbesøg. (Fra Janni Andreassen: At vise flaget)

medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og den socialdemokratiske akademiker Frode Jakobsen. Kaptajn Volmer Gyth, der deltog i illegalt efterretningsarbejde i allieret tjeneste, stod aftenen igennem uden for villaen som sikkerhedsvagt.

Et naturligt kontaktled
Værtinden var den 37-årige frøken Jutta Graae, der var fuldmægtig i Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn i Løvstræde i det indre København. Hun var af flere grunde en naturlig værtinde for den bredt sammensatte gruppe.
Jutta Graae var et kontaktled, der videregav breve og mikrofilm fra officererne i Generalstabens Efterretningssektion på Proviantgården (hvor Rigsarkivet i dag ligger) til de kurerer, der skulle bringe materialet til Stockholm. Her var modtageren Berlingske-korrespondenten Ebbe Munck, der var meget britisk orienteret og en af de tidligste pionerer, der talte for aktiv modstand mod tyskerne. Munck bragte forsendelserne videre til Stockholms-kontoret for Special Operations Executive – den hemmelige britiske organisation, der er bedre kendt under forkortelsen SOE.
Hun havde allerede før krigen en naturlig indgang til efterretningsmiljøet, idet hun havde et mangeårigt venskab med Volmer Gyth. Desuden var hun i familie med en af Gyths kolleger i Proviantgården. Tidligt under besættelsen havde hun fået kontakt til Erling Foss, der boede på Parkovsvej i Gentofte, og til Mogens Fog, hvis hus lå på Søllingsvej i Ordrup. Begge var kurerer for efterretningsofficererne, så hun havde ofte noget at aflevere til de to herrer.
Det turde vel allerede være rigeligt solide kontaktpunkter, men derudover var Jutta Graae svigerinde til Ebbe Munck, der var gift med hendes søster Kirsten.  Ægteparret havde imidlertid alvorlige ægteskabelige problemer i det første krigsår. Det førte til at Kirsten Munck undlod at flytte til Stockholm sammen med manden, men i stedet flyttede ind i villaen med sine to mindre døtre og søsteren.
Jutta Graae var også arbejdsmæssigt perfekt placeret til at pleje diskrete kontakter i mange retninger. Som sparekassefunktionær lå det i hendes job at modtage mange henvendelser af forskellig karakter og varighed i løbet af en dag.

Det var Frode Jakobsen, der pressede på for at få mødet på Rosenstandsvej i stand. (Nationalmuseet)

På grænsen til illegalitet
De tre mænd, der diskuterede, mens værtinden skænkede sherry op i glassene den lune sommeraften, havde forskellige udgangspunkter.
Det var Frode Jakobsen, der havde presset på for at få mødet i stand. Han var leder af Ringen, der var en forholdsvis åben og kun halvvejs illegal oplysningsorganisation. Nu havde den 37-årige Jakobsen, cand.mag i tysk med filosoffen Nietzsche som speciale, imidlertid besluttet sig til at tage skridtet videre ud i fuld illegalitet og arbejde for noget, han kaldte ’Danmarks Befrielseskomité’.
Foss og Fog havde derimod længe som aktive efterretningsfolk været med i illegalt arbejde.  Mogens Fog var desuden en af grundlæggerne af det illegale blad Frit Danmark, der med sin kampberedte linje var en provokation mod besættelsesmagten og de samarbejdende danske myndigheder.
Mogens Fog havde levet under jorden siden december 1942, og han havde længe været afvisende over for at møde Frode Jakobsen. Han mente, at det var for farligt for ham at møde Jakobsen, fordi en halvvejs åben organisation som Ringen havde en stor kontaktflade og derfor nemt ville kunne infiltreres. Efter at Erling Foss havde taget turen frem og tilbage nogle gange som kontaktmand, accepterede Fog imidlertid at holde mødet.

Professor Mogens Fog havde siden december 1942 været efterlyst af dansk politi og levede under jorden. Han var en af de meget få modstandsfolk, hvis identitet var kendt i offentligheden. (Nationalmuseet)

’Sprogundervisning’ på Nørrebrogade
Det lykkedes i løbet af sommeren forholdsvis problemfrit at blive enige om et arbejdsgrundlag. Hovedmålsætningen var at samles om en fælles militant kamp for at få tyskerne ud af landet uanset politiske meningsforskelle.
Da rådet blev dannet i september 1943 var medlemmerne – ud over Fog, Foss og Jakobsen – kommunisten Børge Houmann, Jørgen Staffeldt fra modstandspartiet Dansk Samling, fhv. chefredaktør Aage Schoch samt Flemming B. Muus, chef i Danmark for SOE.
Rådet trådte – uden at det var tilsigtet – sammen på et tidspunkt, der markerede, at modstandskampen var trådt ind i en skærpet fase. Mødet blev holdt den 16. september 1943 på Harrilds Afskrivningsbureau, Nørrebrogade 156 i København. Den franskkyndige Erling Foss havde lånt det med det officielle påskud, at han skulle bruge det til sprogundervisning.
Dagen før, den 15. september 1943, var et par hundrede politisoldater fra det tyske Gestapo ankommet. Dermed hvade tyskerne overtaget bekæmpelsen af modstandsbevægelsen i Danmark.
Der var indført dødsstraf for sabotage og våbenbesiddelse, og i det følgende halvandet år oplevede hundreder af arrestanter at blive mishandlet under Gestapo-forhør.
Dannelsen af Danmarks Frihedsråd er skildret i bind 2 af firebindsværket Modstand, der udkom den 29. august på Politikens Forlag. Bindet dækker perioden fra september 1942 til september 1943.

 

 

 

 

 

 

Kosovic om Scavenius, Best og det store tabu

Birgithe Kosovics bog udkommer på Politikens Forlag mandag den 9. april – halvandet år efter udgivelsen af det første bind af ‘Den inderste fare’. (Foto: Ole Haupt)

Den knap ti måneder lange Scavenius/Best-akse fra den 7. november 1942 til samarbejdspolitikkens fald den 29. august 1943 er en af de vigtigste politiske samarbejdsrelationer i det 20.århundredes Danmarks-historie. Ikke desto mindre er det svært at få hold på deres personlige forhold, og det er omdiskuteret. Erik Scavenius destruerede efter krigen sit personlige arkiv og dermed formentlig mange brikker til en mosaik.
Noget af det i mine øjne mest fascinerende ved andet bind af Den inderste fare, Birgithe Kosovics dokumentariske roman om Erik Scavenius, er, at hun i en række medrivende scener giver et bud på, hvordan forløb, kontakter og samtaler kan have udspillet sig, som aldrig vil kunne dokumenteres med historiske kilder.  Her tænker jeg ikke mindst på Scavenius’ og Bests samtaler – og især på, hvordan de forholdt sig til det største tabu af alle: Werner Bests omfattende personlige deltagelse i de nazistiske masseforbrydelser inden hans ankomst til Danmark.
Dem må Erik Scavenius uundgåeligt gennem sine embedsmænd have haft kendskab til, men det er bestemt muligt, at spørgsmålet er forblevet unævnt, fordi Scavenius som statsminister har set deres relation som diplomatisk, idet Werner Bets var den øverste tyske, politiske magthaver i Danmark. Derfor har Scavenius givetvis ment, at det ikke var hans opgave at forholde sig til Bests fortid.
Men Birgithe Kosovic lader i en håndfuld scener de to mænd berøre spørgsmålet. Det sker blandt andet i nedenstående uddrag fra bogen under datoen 27. februar 1945 (værkets kapitler er underinddelt efter datoer), hvoraf emnets eksplosive karakter tydeligt fremgår.

Indledningsvis et par ord om udgangspunktet:

1). Hvad vidste Erik Scavenius om Werner Bests fortid?  Da Best blev udnævnt til tysk rigsbefuldmægtiget i efteråret 1942, må der være sket en research på manden i Udenrigsministeriet. Herigennem kunne man finde ud af
– at Werner Best i 1931 som 28-årig havde udfærdiget ‘Boxheim-dokumentet’, der var en opskrift på, hvordan en nationalsocialistisk magtovertagelse kunne ske med terroristiske midler,
– at Best som politichef i Hessen-Darmstadt havde åbnet en af Nazitysklands første koncentrationslejre i Osthofen.
– at Best havde været en nøglefigur i opbygning af det hemmelige politi Gestapo i 1930’erne som et centralt led i den terroristiske nazistat
– at han som krigsforvaltningschef i Frankrig 1940-1942 med blandt andet ansvaret for de tyske relationer til fransk politi havde spillet en rolle – som man dog ikke havde fuld klarhed over – i de første deportationer af franske jøder til udryddelseslejren Auschwitz,
– at Bests generelle omdømme fra tiden i Frankrig havde indbragt ham navnet ‘Blodhunden fra Paris’.
Derimod vidste Erik Scavenius ikke, at Werner Best havde ledet nedskydningen af tusindvis af polakker efter nedkæmpelsen af Polen i september 1939 for at forbygge dannelsen af en polsk modstandsbevægelse. Det kom ikke for en dag før i 1960’erne.

2). Hvad ved vi om Werner Bests og Erik Scavenius’ personlige relation efter den danske regerings afgang den 29. august 1943? Da Werner Bests erindringsbog (redigeret og udgivet af Sigfried Matlok) udkom i 1989 blev deres indbyrdes korrespondance i efterkrigsårene offentliggjort, og den skabte mediestorm. Ikke så meget på grund af deres indhold, men fordi de – med historikeren Hans Kirchhoffs ord – ‘af Scavenius er skrevet i en langt varmere tone, end konventionen ville kræve’.
Der er ingen tvivl om, at der var et grundlæggende tillidsforhold mellem dem – en ‘god kemi’. Ud over brevene havde de i enkelte tilfælde kontakt via kurerer, men tilknytningsforholdet var ikke fra Erik Scavenius’ side så varmt, at han på noget tidspunkt i de 17 år, han levede efter besættelsen, opsøgte Werner Best i Tyskland.

3). Er relationen udtryk for, at Erik Scavenius havde eller udviklede nazisympatier? Nej , det har jeg ikke kendskab til noget, der tyder på. Som jeg ser det, var Scavenius den samme gennem hele sin karriere: Embedsmand, dansk statstjener (men uden veneration for kongehuset), rationalist, med en aristokratisk foragt for folkeopinionens betydning og – ikke mindst vigtigt i forhold til Werner Best og nazismen – afstandtagende i forhold til enhver form for heroisk eller nationalt begrundet mysticisme.

Efter denne indledende prosa videre til det, det egentlig handler om: Birgithe Kosovics bog (side 545-551).

—– —–

27. februar 1945:

“Tjenestepigen med de barnlige hænder havde netop forladt kaminstuen, da dr. Best, som sad overfor, smøg noget i munden, og nede i hånden øjnede Scavenius et lille pilleglas forsvinde i lommen. Selv om munden derovre smilede, stak venligheden spidst; og der var en hulhed i stemmen, som om han talte om en chance, han havde fortabt:

”Forestil Dem, at der fandtes nogle – ja? Lad os antage, at der ud over de almindelige lejre, arbejdslejrene, at der så også fandtes nogle andre lejre, hvor – ”

Han gik i stå og kælede sig om munden med fingerspidserne.

Scavenius holdt vejret. Da dr. Best havde inviteret ham ud på Rydhave her til aften, havde han troet, at han ville tale med ham om genoptagelsen af kampen mod modstandsbevægelsen med legale juridiske midler, som var blevet indledt for få dage siden med henrettelsen af 10 mænd, og hvordan Scavenius kunne mægle mellem den rigsbefuldmægtigede og Svenningsen. Denne tankeleg havde han ikke været forberedt på, og han ville helst være fri for at fortsætte ud ad dette spor, men den unge mand fortsatte:

”Lejre, der var indrettet til en slags – ” han standsede op foran ordet, men sagde det så – ”udryddelseslejre?”

Det kom i et suk, næsten som i lettelse.

Uden at dreje hovedet flyttede dr. Best blikket over på ham, som om han frygtede, at nogen skulle høre, at de sad her og havde denne samtale.

”Med gaskamre?” mumlende han. ”Indrettet til at slå folk ihjel? I tusindvis? Hver evig eneste dag?”

”Men den slags,” indvendte Scavenius med en kølig stemme, ”det har vi jo hørt om før; hvis der virkelig fandtes sådan nogle lejre – ”

”Selvfølgelig ikke!” afbrød dr. Best og løftede hånden i en afværgende gestus, idet han sukkede som over en kedelig vittighed eller en håbløs dumhed, og irettesatte forsigtigt: ”Det, som jeg taler om, det er naturligvis kun noget, vi forestiller os.”

Scavenius skyndte sig at få fat i kaffekoppen og bøje i nakken, mens han tog den op til læberne.

”Man ville aldrig kunne tvinge folk ind i sådanne kamre,” sagde han ned mod koppen, og idet han med det samme indså, hvor meget han havde ret, løftede han hovedet og fortsatte, men uden at se den unge mand i øjnene: ”Man ville være nødt til at skyde dem. Og ingen soldat ville være i stand til at henrette tusindvis af mennesker, dag ud og dag ind. Det er umuligt.”

Da han så over på dr. Best igen, sad denne nærmest som kuet.

”Det er klart,” sagde han som i et ikke bjæf. ”De har ret. Men lad os alligevel sige, at de gik frivilligt derind.”

”Det ville ingen jo gøre!”

Det lød, som om han korreksede dr. Best, og Scavenius kom til at slubre af koppen. Hvad var det her for en samtale?

”Måske,” hørte han ham fortsætte, ”troede folk, at det var en badecelle?”

”Men,” forsøgte Scavenius, som om ordene bare var ord, ”hvor skulle man gøre af alle ligene?”

”Jamen, dem – ” hånden derovre gjorde en let affejende bevægelse, som om at det skulle han ikke bekymre sig om – ”dem brændte man?” Han smilede, med en lille blufærdighed: ”Det er jo bare noget, vi forestiller os.”

Scavenius rystede svagt på hovedet, men dr. Best blev ved:

”Hvis vi nu antog, at der virkelig for alvor fandtes sådan nogle lejre. Og hvis man også forestillede sig, at – ” stemmen tøvede – ”at kommandanten i sådan en lejr stod foran glughullet til gaskammeret og kiggede ind gennem den lille rude til alle de mange arme mennesker, der stod klemt sammen derinde, mens gassen blev sendt ind – ” det kneb ham om øjnene – ”og hvis kommandanten skulle stå og se ind i infernoet med alle de mange, som skreg af skræk og kravlede oven på hinanden og kradsede med neglene i loftet og kæmpede imod alt, mens de langsomt blev kvalt – ”

”Ja, hvad så?” afbrød Scavenius og holdt fast om kaffekoppen med begge hænder. ”Hvad er det, De vil sige?”

Dr. Best gik i stå; og de vekslede et blik, der var flygtigt og med en lille bøn; men så skubbede manden alligevel sig selv videre:

”Lad os antage, at denne kommandant, som stod og stirrede ind på en pine så stor og altomfattende, at ingen, der har set det, nogensinde kan glemme det; et syn, som vender tilbage til én, når man mindst venter det, og som ødelægger én, æder af én, selv længe efter.”

Scavenius plirrede. Såvidt han viste, havde dr. Best kun været med til at sende de franske jøder østpå; han havde aldrig slået nogen ihjel, ikke selv; han havde aldrig nogensinde været i nærheden af drabene. Og dr. Best havde gjort alt, hvad der havde stået i hans magt, for at redde de danske jøder, og ligegyldigt hvad folk troede om den mand, var han et menneske med samvittighed; det vidste han, det ville enhver kunne han se på ham, som han nu sad der og så frem for sig, som om han var ved at kaste op.

”Ting,” insisterede den unge mand, ”som gør, at, selv hvis man kun havde fået det beskrevet af andre, så kunne man ikke se på sin kone eller sine børn, når man kom hjem bagefter. Ting, som gør, at man slet ikke kan se noget andet menneske i øjnene, ikke i flere dage, i mange uger. Og bagefter, når alle råbene og skrigene og alle klagerne og bønnerne og gråden og jammeren var væk, og stilheden havde indfundet sig i kammeret; ville De tro det, hvis nogen fortalte Dem, at det kunne føles, som om man mødte Gud derinde?”

Scavenius glanede over på ham:

”Har De – ”

”Nej!? For Guds skyld!” næsten råbte den unge mand.

Scavenius slikkede sig over læberne, han ville helst hjem nu, men den rigsbefuldmægtigede fortsatte undskyldende:

”Betragt det som den sindstilstand, man kan komme i. Hvis for eksempel sådanne drab måtte gennemføres? Fordi det var det eneste, der kunne redde lejr-kommandantens land og folk? Og at han var tilkaldt for at overvære – ” tungespidsen gled over læberne – ”gasningen, fordi han skulle tage stilling til systemets effektivitet med henblik på en forbedring eller en godkendelse af procedurerne. Og mens han står der og ser ind på disse dødsdømtes kamp og fortvivlede hjælpeløshed, mærker han, hvordan hans underordnede kigger på ham? Det var dét, jeg ville sige. Prøv at forestille Dem det. Han ved, at hvis han kigger væk, at hvis han ikke klarer det her, og hvis han bryder sammen, så vil han tage modet og styrken fra alle sine folk, for hvem dette syn er en del af deres daglige arbejde i krigen.”

”Findes de lejre?”

De sad og så hinanden i øjnene. Så rystede dr. Best på hovedet, men så spinkelt og så langsomt, at det næsten lignede et lille ja.

”Det er et billede, en eufemisme” sagde han. ”Det er noget, vi forestiller os.”

”Men hvorfor skal vi det!”

Dr. Best sukkede.

”Forleden dag faldt jeg over en sætning. Af en tjekkisk forfatter. ’Im Kampf zwischen Dir und der Welt, sekundiere der Welt.’ Og så er det, jeg vil spørge: Hvad gør kommandanten? Stiller han sig på verdens side? Ofrer han sig? For sit land og sit folk? Og bliver ved med at kigge ind gennem glughullet? Eller vælger han sig selv og kigger væk?”

Scavenius så væk. Han rystede på hovedet:

”Jamen, jeg forstår overhovedet ikke, hvad det er, De vil sige med – ”

”Dét, som jeg vil sige,” klagede dr. Best, ”dét, som jeg spørger om, det er: Hvad vil det sige at vælge verden, når man står midt i krigen? Hvis man er kommandant i sådan en lejr? Eller hvis man er indsatsleder og organiserer einsatzgrupper ved fronten? Eller hvis man er menig soldat og har fået ordre til at slå civile ihjel? Hvis man ved, at enten gør man det. Enten begår man en grusomhed og redder land og folk. Eller også gør man det ikke, og så frelser man sig selv fra en rædsel, der overstiger alt.”

Scavenius stirrede. Hvad var det, han så i det ansigt? Selvmedlidenhed? Nej, det var kun en mand, der var drevet så langt ud af situationen, at han kunne finde på at gøre skade på sig selv. Scavenius svælgede. Han vidste godt, hvad der var det rigtige at svare et sådant menneske. Og i øvrigt mente han det:

”Når verden er stærk, så vælg Dem selv. Og når De selv er stærk, så vælg verden.”

”Hvad betyder det?”

”Når det ideal står stærkt, at De skal nyde og være fri fra forpligtelser, så skal De vælge verden og slås for det, der binder os sammen. Og når verden står stærkest med krav om massernes underkastelse, så vælg Dem selv og kæmp for den enkeltes frihed.”

Dr. Best så op på ham, som om han ikke forstod.

”Og lige nu?” bjæffede han.

”Lige nu?”

Scavenius slikkede sig over læberne: Denne fornemme pande? Denne elegante profil? Den bævende hage, de plirrende øjne og det rødsprængte blik? Kunne det virkelig passe? Havde den unge mand mere på samvittigheden, end han havde troet?

Han afbrød enhver tanke:

”Så vælg Dem selv.”

 

Tilbageblik på en fundraising

Det var et spring ud på de tusind favne, da jeg gik ud på Facebook og LinkedIn med det formål at indsamle en lille million kroner for at få arbejdet i gang med projekt Modstand – fire bind om Danmarks frihedskamp 1940-1945.
Jeg havde ingen fornemmelse af, om det kunne lade sig gøre – og ingen at spørge til råds. Af den gode grund, at ingen vidste noget om det, fordi en bogfinansiering i den skala næppe er blevet forsøgt før i Danmark med crowdfunding som et vigtigt element. Jeg er i hvert fald ikke stødt på oplysninger om, at det skulle være sket.
Indehaveren af www.booomerang.dk Michael Eis var en anelse skeptisk over for det store beløb på 925.000 kr., hvoraf de 443.500kr. var mindstebeløbet for at få crowdfunding-projektet i mål. Når platformejeren bliver spurgt, råder han generelt folk til at sætte målbeløbet så lavt som muligt – efter den mest basale model, der er mulig – for at have de bedste chancer for at få projektet hjem.
Men det lykkedes at skaffe en tilstrækkelig stor del af beløbet til at få en kontrakt med Politikens Forlag. Helt præcis 722.470 kr, svarende til 78,1 pct af målbeløbet. Resten skal skaffes i løbet af det kommende halvandet år – primært formentlig gennem fondsansøgninger.

Finansieringsprojekt i seks faser
Fundraisingen begyndte den 30. marts sidste år, sluttede den 31. december og varede altså ni måneder. I første omgang var det planlagt til at slutte den 26. juni efter tre måneder, men det måtte forlænges gentagne gange.
Forløbet kan inddeles i seks faser:
1). 50.000 kr. var blevet stillet til rådighed fra start fra Interfond, der er hovedsponsoren bag Modstand.
2). Finansieringsprojektet blev løbet i gang af crowdfundingen. I løbet af foråret og forsommeren kom knap 100.000 kr. ind – i begyndelsen fra familie, gamle venner, studiekammerater m.m. Da fundraisingen havde været i gang en måned, begyndte helt fremmede mennesker at give bidrag, og til sidst var over halvdelen af bidragyderne folk, jeg aldrig havde været i kontakt med.
3). I maj og juni kom i alt 350.000 kr. i bevillinger fra Augustinusfonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Interfond og Grosserer Alfred Nielsen og Hustrus Fond. Fondsmidlerne var og er hovedbestanddelen af finansieringen, uden hvilke genoptagelsen af projektet havde været utænkelig.
4). Herefter fulgte en længere krise, der varede til midt i september 2017, for det lykkedes ikke at få lukket projektet. Nye bidrag på crowdfundingen var efterhånden begrænsede, der var ikke flere fonde at søge, og én bestemt stor fond, som jeg havde ventet på hele sommerperioden, gav afslag. Det betød, at jeg den 19. september måtte opgive projektet – men kun kortvarigt, som det viste sig.
5). Forskellige privatpersoner og firmaer – herunder to store advokatfirmaer – reagerede på oplysningen om, at Modstand ikke blev til noget, I løbet af blot 14 dage var 66.000 kr. blev bevilget, og hertil kom yderligere to garantierklæringer til en værdi af tilsammen 20.000 kr. I begyndelsen af december 2017 var værdien af sponsoraterne vokset til 91.000 kr., og der var nu garantierklæringer for 60.000 kr., 151.000 kr. i alt. Det er ikke for meget sagt, at det var firmasponsoraterne og garantierne, der reddede projektet.
6). Den 19. december 2017 lavede jeg en status over crowdfundingen og meddelte, at indsamlingen sluttede den 31. december. Min forventning var, at fundraisingen lige så stille ville klinge af. Siden forsommeren havde der været langt mellem bidragene på crowdfundingen, men nu kom der en overraskende slutspurt med nye bidrag i stribevis og i alt over 20.000 kr. ekstra i de to sidste uger. Det bragte totalen på crowdfunding-delen op på næsten 160.000 kr. – penge, der gjorde det nemmere at få enderne til at mødes, da vi skulle lægge budget.

Michael Eis, indehaver af www.booomerang.dk

Overskuelig og brugervenlig side
Jeg sprang ud i projektet uden nogen forudgående erfaring med avanceret finansiering. Et halvt år før indsamlingsprojektet gik i luften kendte jeg slet ikke ordet crowdfunding. Det var derfor lidt at et spring at lade en netplatform håndtere så store beløb på mine vegne. Men jeg må sige, at uroen hurtigt forsvandt, for jeg har lige fra starten oplevet den måde, min konto er blevet administreret på på www.booomerang.dk som gennemskuelig og troværdig.
Jeg synes også, det er et klart plus, at siden er overskueligt og brugervenligt indrettet. Jeg tror, at folk, der har været interesseret i mit projekt, har følt sig godt hjulpet.
Nogle bidragydere har oplevet det som besværligt, at man skal oprette en konto for at kunne indbetale et bidrag på siden. Og for mig selv har det været besværligt, at der er en overgrænse for, hvor stort et beløb projektindehaveren selv kan indbetale, for virkelig mange har foretrukket at betale på MobilePay. Det var gjort det nødvendigt at jeg selv har viderebefordret de indbetalte beløb, og når jeg ikke selv kunne sætte beløbene ind, måtte platformejeren eller hans bogholder gøre det.
Disse besværligheder skyldes ifølge Michael Eis lovregler, der har til formål at forhindre hvidvask af penge. Da tendensen går i retning af, at reglerne bliver strammere, er der ikke noget at gøre ved det.

Crowdfunding kræver en indsats
Jeg kan anbefale crowdfunding som en metode, man kan bruge i mange sammenhænge. Men selv om lyder besnærende at ‘hente penge på nettet’, skal man gøre sig en ting klart: Det er ikke nemt, men kræver tværtimod en langvarig og i perioder intensiv arbejdsindsats.
www.booomerang.dk har en righoldig og veltilrettelagt blog, men man skal som udgangspunkt selv læse sig til, hvordan man skal gå frem. Frem mod lanceringen er der virkelig meget skrivearbejde, og det er der periodevis også senere i forløbet. Ikke mindst skal man bruge megen tid på Facebook og LinkedIn for at holde gryden i kog – eller noget tilsvarende afhængigt af projektets karakter. Der skal oprettes projektside på Facebook, og og så er det nærmest obligatorisk i dag at lave en videofilm – ellers vinder man ingen opmærksomhed om sit projekt. På det punkt har jeg været godt hjulpet, idet Politikens Forlag har stillet webmaster Berit Lund til rådighed til at producere videoen.

Indvundne erfaringer
Af konkrete erfaringer har jeg gjort følgende:
1). Når projektet er så stort, skal der være vægtige støtter fra start. Det var jeg heldig at have i form af Interfond og et par femcifrede bidrag på crowdfundingen, som jeg på forhånd vidste, ville komme.
2). Fundraising-perioden var for kort. Nogle fonde er parate til at beslutte sig hurtigt, men bestyrelserne er ikke villige vil at flytte deres møder, fordi en ansøger har en selverklæret afslutningsdato for sit projekt. Dertil kan forsigtighed få fonde til at indtage en afventende holdning – fordi man ikke ønsker at tabe sine penge og helst vil  se en kontrakt, før man giver en bevilling, frem for at give en bevilling for at styrke en mulighed for indgåelse af en kontrakt. Derfor har man som fundraiser brug for tid til at tage bestik af udviklingen og justere kursen, hvis det bliver nødvendigt.
3). Det vil være en fordel at have et bindende svar fra SKAT fra projektets begyndelse, der giver sikkerhed for, hvordan netop dit projekts skattemæssige stilling er. For mig var det vigtigt, at SKAT svarede relativt hurtigt – ca. en måned efter projektstart – så jeg vidste, hvor jeg stod. Det ville have været endnu bedre at have haft klarheden på forhånd.
4). Mit målbeløb på crowdfundingen på 443.500 kr. var alt for højt. Det burde snarere have været på ca. 150.000 kr. Med det høje beløb var jeg nødt til at sætte fondsbevillinger ind på kontoen med det resultat, at jeg kom til at betale unødvendige penge i gebyr.

Crowdfunding med på foredragsprogram
Men hvorom alting er, er arbejdet i gang igen, og Politikens Forlag og jeg arbejder frem mod at nå at få bind 2 på gaden til den 29. august 2018 – 75-årsdagen for afslutningen af samarbejdspolitikken i 1943.
 Crowdfunding er et af de emner, jeg udbyder i mit foredragsprogram med henblik på efterårssæsonen 2018: https://artebooking.dk/niels-birger-danielsen/