I oktober/november 1944 oprullede Gestapo den sjællandske modstandsorganisation, og pioneren Bruno Wendell de Neergaard – Falck-stationsleder i Slagelse – var derefter en jaget mand. Han flyttede fra sted til sted, efter at Gestapo i oktober havde været tæt på at arrestere ham. Da Neergaard forsøgte at genetablere kontakten til Frihedsrådet, gik det galt. De sammenklippede tekststykker her er identisk med ordlyden i Modstand 1944-1945 – dramaets sidste akt (Politikens Forlag, 2021)

Side 246-247:
“Efter at have klædt sig på blev Lunn ført ind på sit forvalterkontor. Hver gang telefonen ringede,
blev han med en pistol truet til at tage den. Bruno Wendell de Neergaard, Vestsjællands mest
centrale modstandsmand, var en nær bekendt af Lunn og dermed i akut fare. (…)
Jens Christian Lunn blev (…) iført håndjern bag ryggen og blev hejset op i dem med et dertil indrettet apparat, så fødderne slap gulvet. Hængende i den stilling sparkede Birkedal Hansen ham i længere tid frem og tilbage, mens Erich Bunke og en tolk stod og så på. Til sidst måtte han give oplysninger om Bruno de Neergaard.
Stationslederen var tilfældigvis på sneppejagt sammen med gårdejer Ejvind Dinesen i Lundby,
men en dag kom der ilbud fra Slagelse om, at der havde været besøg hos familien de Neergaard..
”Der blev ringet på den direkte linje fra stationen, at nogen havde spurgt efter Bruno,” fortalte
hans hustru Ellen de Neergaard.
”Et øjeblik efter ringede det på døren, og udenfor stod der to mænd, en dansker og en tysker.”
Gestapo-folkene lavede en let ransagning og gennemgik familiens papirer. Samme aften ringede
Bruno de Neergaard, der var gået under jorden hos Dinesen. Han sagde til hustruen, at hun skulle
forlade hjemmet med parrets to børn med det samme.
(…) I alt havde Gestapo på få dage anholdt over 30 midt- og vestsjællandske modstandsfolk. Flertallet kom i tysk kz-lejr.”
(…)
Side 286-287:
“Sidst på formiddagen dagen efter, den 17. november 1944, jævnede en tysk
sprængningskommando Sønderstrup Sæbefabrik og den tilhørende beboelse med jorden som
repressalie for, at fabrikant Christian V. Hansen havde ladet stedet være hovedlager for
nedkastede våben og sprængstoffer.
Bruno Wendell de Neergaard, Slagelses byleder, var vokset op i Sønderstrup og boede i de
følgende dage under jorden hos sin barndomskammerat Henning Sørensen og dennes hustru
Dorthea. Han arbejdede på at bringe nogle våben i sikkerhed, som stadig var i behold efter
Gestapo-razziaerne. Hustruen Ellen de Neergaard havde netop afleveret parrets 7-årige datter på
Tølløse Kostskole, mens hun tog den 3-årige søn med sig under jorden.
”Da hun havde afsat pigen, tog hun en taxa hertil og blev natten over,” fortalte Dorthea Sørensen.
Under sit ophold hos jagtkammeraten Ejvind Dinesen, Birkemosegård ved Lundby, havde Bruno
de Neergaard skaffet sig falsk legitimation som ’montør Erik Møller’. Officielt befandt han sig på
gården for at reparere en traktor.
Derefter havde Dinesen givet ham noget gammelt tøj og en cykel, så han lignede en lazaron. De
Neergaard cyklede mod Vordingborg og fik legitimationskort som kontrolassistent. Han rejste
rundt fra hus til hus hos folk, han vidste, han kunne komme hos.”
(…)
Side 343:
Om aftenen mandag den 18. december 1944 besøgte Holger Danske-sabotøren Gunnar Dyrberg
(’Herman’) sammen med gruppekammeraterne Patrick Schultz (’Bent’) og Niels Christian
Albrechtsen (’NC’) nogle fælles venner i det indre København. Ved 20-tiden lød luftalarmen på
grund af en allieret bombeflåde på vej mod Berlin.
”Juleaften nærmede sig. Den sidste i krig – forhåbentlig,” skrev ’Herman’.
Men selv nu lurede tvivlen. (…) Næste formiddag havde ’Herman’ en række hastesager. Blandt andet skulle en af afdelingens biler flyttes til en mere sikker garage på Bernstorffsvej 62 i Hellerup. Det bad han den 28-årige chauffør Carlo Christensen og den 23-årige skomager Otto Arndal om at klare.
(…)
Side 344-346:
(Dagen efter), den 19. december 1944, cyklede Gunnar Dyrberg mod en palæagtig villa på Christian Winthers Vej 4 på Frederiksberg, hvor han skulle møde en mand, som kunne fremstille lademekanismer til gruppens maskinpistoler.
Den tilhørte forældrene til det 24-årige gruppemedlem stud.jur Niels Arnstedt, og gruppen havde
flere gange holdt møder her. (…) Afdeling ’Herman’ fået lov til at låne de to øverste etager, mens familien opholdt sig på deres landsted Humleore i nærheden af Ringsted. Underetagen var lejet ud, men lejeren var ikke hjemme.
’Herman’ skulle i huset også møde Niels Christian Albrechtsen, der havde været en tur i Roskilde
hos stationsleder Einar Arboe-Rasmussen for at møde en modstandsmand fra sin hjemby Slagelse.
Det viste sig at være Bruno Wendell de Neergaard, der var blevet forenet med sin kone og sine
børn hos Falck-kollegaen. Familien skulle til Falster for at fejre jul.
Men forinden så de Neergaard en mulighed for at bruge Slagelse-kammeratens tilknytning til
Holger Danske til at genoptage forbindelsen til Frihedsrådet, som organisationen i Sorø Amt havde
mistet under de midtsjællandske razziaer. Fru Ellen tog af sted med børnene, og Arboe-Rasmussen
gav den tidligere Finlands-frivillige sin overfrakke til erstatning for hans lidt for påfaldende grå
militærkappe, der stammede fra Vinterkrigen.
Niels Arnstedt var på vej fra Humleore mod København og stødte til de Neergaard og Albrechtsen i
toget. Kort efter at de tre mænd var ankommet til Christian Winthers Vej 4, ringede det på døren.
Gennem den lille rude i hoveddøren kunne de se, at en større styrke bevæbnede mænd stod
udenfor.
De sprang alle i en fart op på overetagen og besluttede, at Bruno de Neergaard som højtståendemodstandsmand ikke skulle involveres i ildkamp. Han klatrede ud på et karnaptag, hvor en person hverken kunne iagttages fra jorden eller fra noget vindue. Gestapo-folkene slog nu hoveddøren ind og spredte sig i huset.
Netop da var ’Herman’ ved at dreje sin cykel ind på grunden og blev opmærksom på, at et lys var
tændt på et værelse, der tilhørte Arnstedts bror, der var ikke var hjemme. Derfor var det ulogisk, at
lyset var tændt. Dyrberg anede uråd og trak sin cykel videre, mens han lod som ingenting. (…)
Gunnar Dyrberg fandt en telefonboks, ringede op og forstod på svaret, at det måtte være en
Gestapo-mand, der tog den. Han hastede ud i byen i et forsøg på at finde ’NC’, idet han ikke
troede, at kammeraten var nået frem endnu.
Inde i huset lykkedes det via en balkon og en indre trappe Arnstedt og Albrechtsen at liste sig retur
fra overetagen mod trappeopgangen uden at blive set og med skudklare maskinpistoler. De åbnede
gennem et trappevindue ild mod en vagtpost, der sank sammen og var død, hvorefter de stak i løb
over græsplænen. Selv om de blev beskudt, kom de væk.
I mellemtiden havde Dyrberg fundet frem til Albrechtsens logi, hvor de to flygtninge fra
skudvekslingen også søgte hen. De tre tog nu en hestedroske ud til Zonen-chef Christian Kisling
(’Kis’) i Hellerup.
Hos Kisling fik Arnstedt, Albrechtsen og Dyrberg at vide, at gruppefællen Carlo Christensen var
blevet skudt og dræbt, da han og Otto Arndal blev overrasket af HIPO-folk i forsøget på at henstille
gruppens bil i garagen på Bernstorffsvej.
Efter at være kommet over chokket drøftede de forsamlede, om de kunne gøre noget for Bruno de
Neergaard. Konklusionen blev negativ, fordi det ikke mente med så kort varsel at kunne skaffe nok
folk til en direkte kamp med Gestapo.
Slagelse-lederen havde klaret sig igennem ransagningen og holdt om natten antagelig nogenlunde
varmen på karnappen på grund af Arboe-Rasmussens overfrakke. Da det blev lyst om morgenen,
blev kan dog opdaget, tvunget ned og anholdt. Villaen blev få timer senere sprængt i luften.
I øvrigt var (arrestationen) et tilfælde. Gestapo var kommet til ejendommen, fordi man havde
sporet et illegalt våbenlager til lejligheden nedenunder, hvor der ingen var hjemme.
(…)
Side 353:
Tredje juledag 1944 rejste Ellen de Neergaard fra Falster til Roskilde. Det havde hun aftalt med
stationsleder Einar Arboe-Rasmussen i en telefonsamtale 1. juledag. Hun havde dårligt nyt. Efter
dage med angstfyldt venten havde hun juleaftensdag fået brev fra sin mand, Bruno de Neergaard,
om at han sad i Vestre Fængsel. De tog ind til Shellhuset og fik lov til at besøge ham i fængslet,
hvor han var indsat i celle 8. Hustruen besøgte ham derefter hver uge.
”Han sad lænket i den (ene) ende af besøgslokalet, og jeg i den anden, og vi måtte ikke røre
hinanden overhovedet. Udover det, sad der som regel en dansker og lyttede med,” fortalte hun.