Uddrag af ‘Modstand-3’: ‘I kan udgive digtsamlingen, når tyskerne har skudt mig’

Digterpræsten Kaj Munk (1898-1944) indgår en række steder i de første tre bind af Modstand, bl.a. i form af dette møde med to unge illegale bladfolk. De havde en forespørgsel og fik det chokerende svar, der fremgår af overskriften til dette indlæg.
Mødet i Slagelse fandt sted, da udviklingen i det besatte Danmark blev stadigt mere dyster – nærmest fra uge til uge. Gestapo var kommet til landet som udøvende politi, det første dødsoffer som følge af Gestapo-tortur var indtruffet, og tyskerne havde gennemført Jødeaktionen. Hertil var attentater mod tysk militært personel og modstandsbevægelsens likvideringer var begyndt.
SS-rigsfører Heinrich Himmler pressede netop i disse uger på for at få indført clearingdrab som repressaliemiddel i Danmark. Det skete bag kulisserne, men Kaj Munk havde loddet, hvad udviklingen kunne få af konsekvenser for ham selv.
Nedenstående uddrag står på side 183 i ‘Modstand-3’. Mellemrubrikker er indsat for læsbarhedens skyld.

—– —–

Tre unge mænd lyttede i dyb eftertænksomhed, da kammeraten Erik Bunch-Christensen en aften i november 1943 lavmælt skildrede forløbet af et møde på Vestsjælland samme dag.
”Han sagde ikke, ’hvis’ jeg bliver skudt, men to gange ’når’ jeg bliver skudt,” betroede den 25-årige teologistuderende kampfællerne i ledelsen af Studenternes Efterretningstjeneste.
Bunch-Christensen havde sammen med en anden stud.theol John Sørensen opsøgt digterpræsten Kaj Munk i præstegården ved Sct. Mikkels Kirke i Slagelse. Munk var på besøg for at holde et foredrag arrangeret af hans ungdomsven, dr.theol Niels Nøjgaard, der var præst ved kirken.

Til afhentning hos Slagelse-præst
De to unge havde en introduktionsskrivelse med fra Københavns biskop H. Fuglsang-Damgaard.
Alt var med andre ord gennemtænkt, så man kunne gå lige til sagen over for den landskendte kulturpersonlighed. De unge mænd havde et forslag at gøre ham. De forestillede sig, at Kaj Munk havde digte liggende i en skuffe, der ville passe til SE’s formål, og som var klar til udgivelse.
Det var Erik Bunch-Christensen selv, der havde fået ideen. Han havde også som noget nyt foreslået, at den skulle udkomme i bogtryk, ikke i duplikeret form. Kaj Munk tænkte sig ifølge Arne Sejrs gengivelse længe om, da Bunch-Christensen havde præsenteret de to mænds ærinde.
”Nej, det vil jeg ikke, og dog, det vil jeg godt, for jeg har sådan en digtsamling liggende et sted,” sagde digterpræsten.
”Forstår I, jeg kan ikke overlade jer en digtsamling, som jeg har skrevet, og hvor jeg priser frihedskampen og frihedskæmperne og velsigner og opmuntrer deres aktiviteter, for selv om den udsendes under et pseudonym, vil man straks genkende min stil (…), men…”
Efter en pause kom det langsomt og med stor vægt:
”I kan få en digtsamling af mig (…), som kan udgives i mit eget navn, når tyskerne har skudt mig.”
Der blev stille i præstegårdens dagligstue.
”Ja, I kan få en digtsamling af mig og udgive den i mit navn, når tyskerne har skudt mig. I kan hente den her i præstegården hos min gode ven pastor Nøjgaard,” sagde Kaj Munk.
Han så spørgende over på sin ven, og pastor Nøjgaard nikkede.

Kvalitetsløft for illegalt blad- og bogarbejde
Det var Kjeld Frederiksen, der løste de praktiske spørgsmål, og hans sonderinger endte med, at den 20-årige typograflærling Ole Trock-Jansen påtog sig opgaven. Han ledede SE’s trykkegruppe på Borups Allé i København. I samarbejde med den 23-årige reklamekonsulent Bjørn Karbo skulle han komme til at stå for det hidtil største tekniske kvalitetsløft i den illegale presse.
Kaj Munk havde ikke fortalt hele historien. Der var tale om digtsamlingen Den skæbne ej til os, som han i september 1943 havde ladet hæfte som bog i 20 eksemplarer og sendt til kommentar hos en kreds af venner. Han havde blandt andet udleveret den til Dansk Samling-lederen Arne Sørensen med henblik på udgivelse ’på et tidspunkt vi senere skulle blive enige om’.

Uddrag af ‘Modstand-4’: Da fælden klappede om Falck-lederen

I oktober/november 1944 oprullede Gestapo den sjællandske modstandsorganisation, og pioneren Bruno Wendell de Neergaard – Falck-stationsleder i Slagelse – var derefter en jaget mand. Han flyttede fra sted til sted, efter at Gestapo i oktober havde været tæt på at arrestere ham. Da Neergaard forsøgte at genetablere kontakten til Frihedsrådet, gik det galt. De sammenklippede tekststykker her er identisk med ordlyden i Modstand 1944-1945 – dramaets sidste akt (Politikens Forlag, 2021)

Side 246-247:
“Efter at have klædt sig på blev Lunn ført ind på sit forvalterkontor. Hver gang telefonen ringede,
blev han med en pistol truet til at tage den. Bruno Wendell de Neergaard, Vestsjællands mest
centrale modstandsmand, var en nær bekendt af Lunn og dermed i akut fare. (…)
Jens Christian Lunn blev (…) iført håndjern bag ryggen og blev hejset op i dem med et dertil indrettet apparat, så fødderne slap gulvet. Hængende i den stilling sparkede Birkedal Hansen ham i længere tid frem og tilbage, mens Erich Bunke og en tolk stod og så på. Til sidst måtte han give oplysninger om Bruno de Neergaard.
Stationslederen var tilfældigvis på sneppejagt sammen med gårdejer Ejvind Dinesen i Lundby,
men en dag kom der ilbud fra Slagelse om, at der havde været besøg hos familien de Neergaard..
”Der blev ringet på den direkte linje fra stationen, at nogen havde spurgt efter Bruno,” fortalte
hans hustru Ellen de Neergaard.
”Et øjeblik efter ringede det på døren, og udenfor stod der to mænd, en dansker og en tysker.”
Gestapo-folkene lavede en let ransagning og gennemgik familiens papirer. Samme aften ringede
Bruno de Neergaard, der var gået under jorden hos Dinesen. Han sagde til hustruen, at hun skulle
forlade hjemmet med parrets to børn med det samme.
(…) I alt havde Gestapo på få dage anholdt over 30 midt- og vestsjællandske modstandsfolk. Flertallet kom i tysk kz-lejr.”
(…)
Side 286-287:
“Sidst på formiddagen dagen efter, den 17. november 1944, jævnede en tysk
sprængningskommando Sønderstrup Sæbefabrik og den tilhørende beboelse med jorden som
repressalie for, at fabrikant Christian V. Hansen havde ladet stedet være hovedlager for
nedkastede våben og sprængstoffer.
Bruno Wendell de Neergaard, Slagelses byleder, var vokset op i Sønderstrup og boede i de
følgende dage under jorden hos sin barndomskammerat Henning Sørensen og dennes hustru
Dorthea. Han arbejdede på at bringe nogle våben i sikkerhed, som stadig var i behold efter
Gestapo-razziaerne. Hustruen Ellen de Neergaard havde netop afleveret parrets 7-årige datter på
Tølløse Kostskole, mens hun tog den 3-årige søn med sig under jorden.
”Da hun havde afsat pigen, tog hun en taxa hertil og blev natten over,” fortalte Dorthea Sørensen.
Under sit ophold hos jagtkammeraten Ejvind Dinesen, Birkemosegård ved Lundby, havde Bruno
de Neergaard skaffet sig falsk legitimation som ’montør Erik Møller’. Officielt befandt han sig på
gården for at reparere en traktor.
Derefter havde Dinesen givet ham noget gammelt tøj og en cykel, så han lignede en lazaron. De
Neergaard cyklede mod Vordingborg og fik legitimationskort som kontrolassistent. Han rejste
rundt fra hus til hus hos folk, han vidste, han kunne komme hos.”
(…)
Side 343:
Om aftenen mandag den 18. december 1944 besøgte Holger Danske-sabotøren Gunnar Dyrberg
(’Herman’) sammen med gruppekammeraterne Patrick Schultz (’Bent’) og Niels Christian
Albrechtsen (’NC’) nogle fælles venner i det indre København. Ved 20-tiden lød luftalarmen på
grund af en allieret bombeflåde på vej mod Berlin.
”Juleaften nærmede sig. Den sidste i krig – forhåbentlig,” skrev ’Herman’.
Men selv nu lurede tvivlen. (…) Næste formiddag havde ’Herman’ en række hastesager. Blandt andet skulle en af afdelingens biler flyttes til en mere sikker garage på Bernstorffsvej 62 i Hellerup. Det bad han den 28-årige chauffør Carlo Christensen og den 23-årige skomager Otto Arndal om at klare.
(…)
Side 344-346:
(Dagen efter), den 19. december 1944, cyklede Gunnar Dyrberg mod en palæagtig villa på Christian Winthers Vej 4 på Frederiksberg, hvor han skulle møde en mand, som kunne fremstille lademekanismer til gruppens maskinpistoler.
Den tilhørte forældrene til det 24-årige gruppemedlem stud.jur Niels Arnstedt, og gruppen havde
flere gange holdt møder her. (…) Afdeling ’Herman’ fået lov til at låne de to øverste etager, mens familien opholdt sig på deres landsted Humleore i nærheden af Ringsted. Underetagen var lejet ud, men lejeren var ikke hjemme.
’Herman’ skulle i huset også møde Niels Christian Albrechtsen, der havde været en tur i Roskilde
hos stationsleder Einar Arboe-Rasmussen for at møde en modstandsmand fra sin hjemby Slagelse.
Det viste sig at være Bruno Wendell de Neergaard, der var blevet forenet med sin kone og sine
børn hos Falck-kollegaen. Familien skulle til Falster for at fejre jul.
Men forinden så de Neergaard en mulighed for at bruge Slagelse-kammeratens tilknytning til
Holger Danske til at genoptage forbindelsen til Frihedsrådet, som organisationen i Sorø Amt havde
mistet under de midtsjællandske razziaer. Fru Ellen tog af sted med børnene, og Arboe-Rasmussen
gav den tidligere Finlands-frivillige sin overfrakke til erstatning for hans lidt for påfaldende grå
militærkappe, der stammede fra Vinterkrigen.
Niels Arnstedt var på vej fra Humleore mod København og stødte til de Neergaard og Albrechtsen i
toget. Kort efter at de tre mænd var ankommet til Christian Winthers Vej 4, ringede det på døren.
Gennem den lille rude i hoveddøren kunne de se, at en større styrke bevæbnede mænd stod
udenfor.
De sprang alle i en fart op på overetagen og besluttede, at Bruno de Neergaard som højtståendemodstandsmand ikke skulle involveres i ildkamp. Han klatrede ud på et karnaptag, hvor en person hverken kunne iagttages fra jorden eller fra noget vindue. Gestapo-folkene slog nu hoveddøren ind og spredte sig i huset.
Netop da var ’Herman’ ved at dreje sin cykel ind på grunden og blev opmærksom på, at et lys var
tændt på et værelse, der tilhørte Arnstedts bror, der var ikke var hjemme. Derfor var det ulogisk, at
lyset var tændt. Dyrberg anede uråd og trak sin cykel videre, mens han lod som ingenting. (…)
Gunnar Dyrberg fandt en telefonboks, ringede op og forstod på svaret, at det måtte være en
Gestapo-mand, der tog den. Han hastede ud i byen i et forsøg på at finde ’NC’, idet han ikke
troede, at kammeraten var nået frem endnu.
Inde i huset lykkedes det via en balkon og en indre trappe Arnstedt og Albrechtsen at liste sig retur
fra overetagen mod trappeopgangen uden at blive set og med skudklare maskinpistoler. De åbnede
gennem et trappevindue ild mod en vagtpost, der sank sammen og var død, hvorefter de stak i løb
over græsplænen. Selv om de blev beskudt, kom de væk.
I mellemtiden havde Dyrberg fundet frem til Albrechtsens logi, hvor de to flygtninge fra
skudvekslingen også søgte hen. De tre tog nu en hestedroske ud til Zonen-chef Christian Kisling
(’Kis’) i Hellerup.
Hos Kisling fik Arnstedt, Albrechtsen og Dyrberg at vide, at gruppefællen Carlo Christensen var
blevet skudt og dræbt, da han og Otto Arndal blev overrasket af HIPO-folk i forsøget på at henstille
gruppens bil i garagen på Bernstorffsvej.
Efter at være kommet over chokket drøftede de forsamlede, om de kunne gøre noget for Bruno de
Neergaard. Konklusionen blev negativ, fordi det ikke mente med så kort varsel at kunne skaffe nok
folk til en direkte kamp med Gestapo.
Slagelse-lederen havde klaret sig igennem ransagningen og holdt om natten antagelig nogenlunde
varmen på karnappen på grund af Arboe-Rasmussens overfrakke. Da det blev lyst om morgenen,
blev kan dog opdaget, tvunget ned og anholdt. Villaen blev få timer senere sprængt i luften.
I øvrigt var (arrestationen) et tilfælde. Gestapo var kommet til ejendommen, fordi man havde
sporet et illegalt våbenlager til lejligheden nedenunder, hvor der ingen var hjemme.
(…)
Side 353:
Tredje juledag 1944 rejste Ellen de Neergaard fra Falster til Roskilde. Det havde hun aftalt med
stationsleder Einar Arboe-Rasmussen i en telefonsamtale 1. juledag. Hun havde dårligt nyt. Efter
dage med angstfyldt venten havde hun juleaftensdag fået brev fra sin mand, Bruno de Neergaard,
om at han sad i Vestre Fængsel. De tog ind til Shellhuset og fik lov til at besøge ham i fængslet,
hvor han var indsat i celle 8. Hustruen besøgte ham derefter hver uge.
”Han sad lænket i den (ene) ende af besøgslokalet, og jeg i den anden, og vi måtte ikke røre
hinanden overhovedet. Udover det, sad der som regel en dansker og lyttede med,” fortalte hun.

Uddrag af ‘Modstand-1’: Flyverhelt skaffede vitale oplysninger fra Niels Bohr til England

Den 11. september 1941 blev de danske krigsflyvere Sigfred Christophersen  og Thomas Sneum som de første faldskærmsagenter kastet ned i Danmark. Som de eneste faldskærmsagenter var de blevet udsendt af Secret Military Service (SIS eller MI6), den britiske militære efterretningstjeneste. Alle andre blev udsendt af Speciel Operations Executive (SOE).
Nedenstående er et uddrag fra ‘Modstand-1’, der giver et billede af agenternes hyperfarlige liv. Mellemrubrikkerne er indsat for at gøre læsningen mere indbydende. Ellers svarer alt til bogens tekst: 

“Også Emmy Valentin, der havde været gift med en tysk konsul, havde forbindelser i tyske efterretningskredse. Dem trak Sneum på ved at holde sig a jour med, hvad hans elskerinde havde af frokostaftaler og lignende med tyskere, der kunne lirkes oplysninger ud af. Blandt andet fik fru Valentin en Abwehr-officer til at tegne en skitse over en tysk ubådsbase, som Sneum bagefter fik.

Besked fra atomforskeren
Han fik i København informationer af overordnet betydning for krigens udvikling. I stormagternes regeringer og overkommandoer interesserede man sig indgående for, om det skulle være muligt at udvikle en mere eller mindre altødelæggende bombe baseret på kerneenergi.
Frygten i de allierede lande gik på, at Hitler og Tysklands videnskabsmænd skulle udvikle den først. Kernefysikeren Niels Bohr var blandt dem, der havde størst viden på området. Thomas Sneum bad Ole Chievitz, der var personlig ven med Bohr, om hjælp til at få konkretiseret forlydenderne.
Det lykkedes, idet Chievitz gik ind på invitere Bohr til middag, hvorefter han refererede, hvad den berømte fysiker havde sagt om spørgsmålet. Det fremgik, at de tyske professorer Werner Heisenberg og Otto Hahn havde forsket i mulighederne for at udvikle en bombe.
“Niels siger, at en sådan bombe kan bygges,” refererede Ole Chievitz ifølge Mark Ryans bog Bag fjendens linjer, og Thomas Sneums sammenfatning af Chievitz videre forklaring var:
“Bohr troede, at tyskerne selv troede, de kunne fremstille denne bombe, men han troede ikke, at de var i stand til at gøre det i praksis.”

En truende tone
Der var med andre ord interessante oplysninger i metermål at transmittere, og her opstod den flaskehals på missionen, som fik spændingerne mellem Sneum og Christophersen til at eksplodere.
Spionen og telegrafisten mødtes i Oxlunds lejlighed for at sende meddelelser. Det var Christophersens opgave at sende meddelelsen, efter at Sneum havde kodet den med tal. Talrækkerne blev dannet ud fra tre kilder, der inden afrejsen fra England var blevet valgt som udgangspunkt.
De to mænd måtte ikke kende hinandens kodetype eller kilde, og det var blevet indskærpet, at hver meddelelse skulle indledes med en personlig førkode-‘signatur’ på to bogstaver. Reglen eksisterede for at forebygge forsøg fra tysk side på at sende under foregivende af at være MI6-agenter.
Sigfred Christophersen var nervøs, og Sneum bemærkede, at han var begyndt at sende uden førkode-‘signatur’. Han beordrede telegrafisten til at begynde forfra, og Christophersens nervøsitet eskalerede yderligere.
“Udstyret lyder så højt. Det er ikke sikkert,” hviskede Sigfred Christophersen.
“Men du har jo hele tiden sagt, at du var tryggere i Danmark,” sagde makkeren hånligt.
“Nå, men nu har du lært noget. Hvis du arbejder sammen med mig, er du ikke tryg nogen steder. Bliv så færdig med meddelelsen.”

Likvideringstrussel
Da Christophersen var blevet færdig, ventede mændene på svar fra England, men der kom intet. Den massive sender, der vejede cirka 20 kilo, duede ikke. En grund kunne være, at en god antenne var en betingelse for en pålidelig sending, men de havde ingen.
I håb om trods alt at få et svar beordrede Sneum makkeren til at sende meddelelsen igen. Det gjorde han, men den nervøse mand fik nærmest et sammenbrud og sagde, at han ville tage ‘hjem og besøge sine forældre’.
“Nej, du gør ej – ikke hvis du gerne vil leve,” replicerede Sneum nådesløst.
At opsøge sin familie var noget af de mest forbudte for en hemmelig agent, så Thomas Sneum så i ånden sine værste forudanelser blive til virkelighed. Fra da af var der nærmest krig mellem de to mænd, og Sneum overvejede sammen med sin svoger, kriminalbetjent Bertelsen, at likvidere Sigfred Christophersen. De besluttede dog, at han skulle have en ny chance.

—– —–

Næste gang Niels Bohr optræder i handlingen i Modstand er i bind 3 med en kort omtale af hans og familiens flugt:

“I februar 1943 fik Niels Bohr via efterretningsofficererne en mikrofotograferet invitation af den britiske regering til at komme til Storbritannien, men danskeren afslog. Han frygtede især, at en udrejse ville føre til tyske repressalier mod medarbejdere ved hans institut.
Under indtryk af den forestående jødeaktion ændrede atomfysikeren imidlertid mening, og sidst i september 1943 rejste han med sin familie illegalt ud af landet om ankom til Storbritannien med kurerfly den 6. oktober.  Det var på høje tid, for den nyankomne chef for Sikkerhedspolitiet på Dagmarhus Rudolf Mildner havde modtaget en ordre fra  den øverste Gestapo-chef i Berlin Heinrich Müller til at arrestere Bohr.”

Uddrag 16 af ‘Modstand-4’: Da fem unge gik i Gestapo-fælde på fynsk kro

Fem unge kommunisters forbigående uforsigtighed en sommerdag 1944 førte til en katastrofe. Det var ikke kun det, at en af dem blev dræbt, og at dagen fik alvorlige konsekvenser for de fire andre, der her efter krigen mindes deres dræbte kammerat.
Dagen fik også en videre konsekvens, der førte til oprulning af modstandsorganisationen i en anden fynsk by og til kz-lejrophold og død for flere af den. Hvad der præcis var forbindelsen mellem skuddramaet på Geels Kro øst for Odense og de store skibssabotager i Svendborg, kan du læse i nr. 24 af magasinet Politiken Historie, der netop er udkommet – i august 2022. Heri har jeg på siderne 78-85 skildret forløbet med dets uheld og tragiske sammentræf.
Her har du et uddrag fra bind 4 af Modstand, min samlede fremstilling af frihedskampen 1940-45 (Politikens Forlag), om den eftermiddagstime, da Gestapo overrumplede gruppen på kroen. Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

I en lejlighed på Christian Richardts Vej i Odense blev en yngre mand revet ud af enhver
tiloversbleven morgensøvninghed, da telefonden kl. 7.44 den 11. juli 1944 blev taget i Gestapos regionale hovedkvarter på Husmandsskolen i Odense.
Jürgen Heinrich Petersen – indtil kort forinden remisearbejder ved DSB i Tønder og jernbanesabotør – sad alene på adressen og aflyttede telefonsamtalerne. Det skete gennem en hemmelig forbindelse, som overingeniør Werner Hjort og nogle af hans folk fra det regionale telefonselskab en måned før havde etableret.
Opkaldet var fra den ene af to brødre, der drev slægtsgården Pedersminde ved Rågelund øst for Odense. Anmelderen fandt det mistænkeligt, at en håndfuld unge mænd holdt skydeøvelser i en ubenyttet grusgrav på gårdens grund. De unge var dog væk, da Gestapo nåede frem, men de havde glemt en ladeskinne, som brødrene fandt. De lod den ligge i forventning om, at de unge ville komme igen og holdt udkig på skift.

Særlige sprogkundskaber
Jürgen Heinrich Petersen var begyndt blot en uge før, den 5. juli 1944. Han var kommet fra Tønder, fordi han havde været tæt på at blive anholdt. Han tilhørte det tyske mindretal og talte og forstod derfor tysk lige så godt som dansk. Men han havde lagt afstand til den tyske identitet modsat hjemmetyskerne i almindelighed, der i 1930’erne nærmest var blevet gennemnazificerede.
Det stod klart, at arbejdet var vigtig, og Petersens fik en fast makker. Fynsledelsen fik hver dag kl. 15 en udskrift af dagsrapporten og derudover besked straks om hasteoplysninger. Derfor havde ledelsen resten af krigen mulighed for at reagere hurtigt, når Gestapo rykkede ud.

Unge arbejder-aktivister
I grusgraven havde anføreren været den 19-årige Gunnar Carlo Nielsen (billedet herunder), formand for lærlingeklubben på Odense Staalskibsværft. De andre var Normann Grønlund Rasmussen og Hugo Hansen, begge arbejdsmænd, samt maskinarbejder Erik Gjersing og smed Poul Arne Andreasen.
De kom alle fra Skt. Jørgens Gade-kvarteret og var unge mænd med fart på. De udgjorde en kommunistisk militærgruppe, men Børge Poulsen (’Tonny’) – en af lederne i den kommunistisk prægede Walther-gruppe – mente, at der var muligheder i dem. Nogle af de unge havde tidligere på året deltaget i bl.a. Walther-gruppens store sabotage mod autoværkstedet V. Holm Jensen. ’Tonny’
havde givet dem hver en pistol.

Afsløret af henstillede cykler
Den 12. juli 1944, dagen efter den første Gestapo-udrykning, var der nyt fra grusgraven. Det kunne Jürgen Heinrich Petersen forstå på en opringning ved 15-tiden. En af sønnerne på gården kunne fortælle Gestapo, at de ubudne gæster var vendt tilbage. Det fire mand store
udrykningshold var allerede på vej, blandt dem den 46-årige Poul Michael Hansen, kendt som ’Poul Tysker’, fordi han havde en tysk mor.
Da en af brødrene på gården havde fortalt, at de fem var cyklet mod Kerteminde, kørte Gestapo-bilen samme vej. Da de så fem cykler henstillet foran Geels Kro og kunne se nogle personer på verandaen, regnede de ud, at gruppen formentlig holdt pause her.
De unge mænd anede intet om, at de var blevet iagttaget, men den chokerede Gunnar Carlo Nielsen indså straks, at der var tale om en anholdelsesaktion. Han sprang op, slog et vindue op, så glasset splintredes, og hoppede op i vindueskarmen, men blev ramt af en maskinpistolsalve, rullede død ned af skrænten og landede i Geels Å.
Det lykkedes Hugo Hansen at flygte over en mark, og Poul Michael Hansen søgte fra et af kroens vinduer at stoppe Normann Grønlund Rasmussen med et pistolskud. Det ramte sabotøren i skulderen, men det lykkedes ham alligevel at komme væk. Imens skød Poul Arne Andreasen, der lå skjult bag et klaver, mod ’Poul Tysker’ og sårede ham i halsen, hvorefter han forsøgte at flygte gennem et vindue. Andreasen blev imidlertid såret med to skud i lungerne, og det samme skete for Erik Gjersing, der blev ramt i overkrop og begge ben.
Både Gestapo-manden og de to sårede sabotører blev bragt til Odense Sygehus, hvor Gjersing og Andreasen blev sat under bevogtning. Poul Arne Andreasen blev hurtigt transporteret til det tyske lazaret i Fredericia, mens Gjersing var for alvorligt medtaget til at kunne flyttes.

Uddrag af ‘Modstand-3’: Da briternes kvindelige superagent flygtede fra Gestapo

Ellen Margrethe Harboe fra Østrupbæk ved Roskilde havde som agent for den britiske militære efterretningstjeneste SIS (MI6) i 1943 bl.a. stjålet vigtige militære flyvekort fra den tyske besættelsesmagt. Men i februar 1944 var det slut. Dette uddrag fra ‘Modstand-3’ viser, hvordan fru Harboe med nød og næppe undslap, da Gestapo rullede hele den danske SIS-organisation op. Hun reddede sig til Sverige, hvor hun forblev resten af krigen.
Læs hele historien i nr. 3 af Politiken Historie, der udkommer på tirsdag, den 7. juni 2022.

—– —–

Ellen og Georg Quistgaard var også blandt dem, (faldskærmsagenten) Jens Jacob Jensen havde røbet. Quistgaard blev arresteret af Gestapo samme dag, torsdag den 13. januar 1943, og to dage senere kom Ellen Quistgaard fra en kurerrejse uden at ane noget.
”Jeg (…) blev (…) urolig, da min mand ikke var ved toget for at hente mig, det plejede han altid. Da jeg kom hjem til vores lejlighed i Åbenrå, så jeg, døren var spigret til og forstod, at noget var galt,” erindrede hun i et interview.
”Jeg skyndte mig ned i en telefonkiosk og ringede til frøken Bruun de Neergaard på Damehotellet (…). Jeg sagde bare: Det er mig, må jeg komme op og sludre lidt med Dem.”
Hos hotelejeren fik fru Quistgaard besked om, hvad der var sket. Hendes mand havde ved 13-tiden truffet sin samarbejdspartner Arne Lützen-Hansen (fru Harboes føringsofficer) , som han arbejdede sammen med for SOE, og de var gået hjem i lejligheden for at få en kop kaffe. Her sad et hold Gestapo-folk – fire tyskere og en dansker – og ventede på dem. Mens Quistgaard og Lützen-Hansen blev ført i Vestre Fængsel, forsøgte en tredje tilstedeværende, den 23-årige illegale bladmand Kaj Schiørring at skyde sig fri og dræbte en Gestapo-mand og sårede en anden. Han blev dog selv ramt og døde to dage efter.
”Da jeg prøvede at løbe, blev der stor bestyrtelse, og en herre slog mig hårdt i tindingen,” skrev Georg Quistgaard i en dagbog, han sneg sig til at skrive i fængslet.
”Arne forsikrede stadig sin uskyld. (…) Så fulgte 8 timers ophidset og usammenhængende forhør (…) med 6 forskellige mennesker til at overbevise mig (…) om nødvendigheden at tale den hele og fulde sandhed.”
(…)
Med arrestationen af Arne Lützen-Hansen havde Jacob Jensens og Kaj Lunds afsløringer nu også givet Gestapo indpas i Secret Intelligence Service (SIS eller MI6), som det ellers var lykkedes at operere under stor diskretion. Tyskerne var godt klar over, at den 24-årige Lützen-Hansen sad inde med nøgleoplysninger.
Siden begyndelsen af december havde der været tegn på, at Gestapo var ved at kredse sig ind på fru Ellen Margrethe Harboe i Østrupbæk ved Roskilde, en af de værdifulde agenter. Efter arrestationen   blev hun inaktiv og gik under jorden i Korsør.
Arne Lützen-Hansen blev formentlig udsat for tortur eller trusler om det. Inden for få dage lagde han stort set alt på bordet, blandt andet identiten på ’R34’, SIS-chefen direktør Aage Andreasen.
Han var dog ikke ene om at afsløre Andreasen. Redaktør Svend Bjørnestad fra Nationalt Værn havde også opgivet navnet til Gestapo-chef Karl Heinz Hoffmann, så arrestationen var alene et spørgsmål om tid.
”Da jeg den 18. januar 1944 om morgenen sammen med min sekretær, som hentede mig i taxa i mit hjem, kørte ind til byen, var vi straks klar over, at vi blev skygget, idet vi kørte i spidsen for en lang kortete af biler, der overhovedet ikke respekterede rødt trafiklys, sporvogne, forkørselsret eller lignende,” berettede Aage Andreasen efter krigen.
Da han kom ind til sit firma, var hele kontorbygningen omringet. Aage Andreasen mente at vide, at over 40 mand var med i anholdelsesaktionen.
(…)
Efter SIS-agenten Arne Lützen-Hansens arrestation den 13. januar 1944 måtte hans nære samarbejdspartner Ellen Margrethe Harboe regne med at komme i søgelyset. Derfor meldte den  diskrete og effektive dame sig syg fra Blindflyveskolen i København og rejste til Korsør, hvor hun fik logi hos en kunstmaler Aagaard. Fru Harboe fik arbejde hos restauratør Carl V. Jensen på ’Færgegården’. Hun fortsatte sin agentvirksomhed ved at kontrollere tyskernes transporter fra restaurantens kontorer på bygningens 1. sal.
(…)
Efter at have holdt sig i skjul i to måneder Korsør blev Ellen Margrethe Harboe anholdt af Gestapo på ’Færgegården’ den 8. marts 1944. Tilsyneladende havde man fået presset forklaringer ud af den arresterede Lützen-Hansen, der havde ført frem til hendes opholdssted.
Tyskerne førte hende til hendes hus i Østrupbæk ved Roskilde, som de ransagede. I et ubevogtet øjeblik lykkedes det hen imod midnat den 49-årige kvinde at stikke af hjulpet af et tåget vejr. Hun blev af den lokale læge kørt til Vanløse, hvor hun fik mulighed for at skjule sig, indtil hun 18. marts 1944 fik bådlejlighed til Malmø.