Manus-2: Den oppositionelle SOE-agent

poul-hansenPoul Hansen, der havde kodenavnet Table Jelly, markerede sig i den korte tid, han fik i aktion, som en af de mest betydningsfulde faldskærmsagenter, der blev udsendt til Danmark fra den britiske sabotageorganisation SOE (Special Operations Executive). Efter at være blevet kastet ned ved Hvidsten Kro den 10. maj 1943 blev han sabotagechef i København.
Han havde ikke den reservation over for de kommunistiske sabotører som de fleste af hans kolleger fra uddannelseslejrene i England, der havde en borgerlig-national baggrund. Derfor fik han hurtigt et godt samarbejde med dem.
Han formidlede også, at BOPA-sabotører virkede som instruktører for den første Holger Danske-gruppe, hvor medlemmerne fra begyndelsen kun havde ringe erfaring i sabotage. Dermed fik han en unik rolle som den mand, der skabte kontakt mellem den borgerlige og den kommunistisk-ledede modstandskamp, der var et vigtigt grundlag for sabotageoffensiven i sommeren 1943. Offensiven førte til samarbejdsregeringens fald den 29. august 1943.

Det pludselige farvel
Men faldskærmschefen Flemming B. Muus havde ikke samme indstilling som Poul Hansen. Muus var meget på vagt over for kommunisterne, og han kom i løbet af sommeren 1943 tæt på politikerne fra samarbejdspartierne, hvor antikommunismen var mere i højsædet end ønsket om modstand mod besættelsesmagten.
Selv om Flemming B. Muus i sine indberetninger til SOE-hovedkvarteret i London bar fuld af lovord om Jelly’s indsats, meddelte han ham i begyndelse af oktober, at han var stærkt eftersøgt af Gestapo og måtte rejse til Sverige med det samme. Han rejste, og derefter blev der aldrig kaldt på ham igen, og i SOE’s skandinaviske hovedkvarter i Stockholm fik han at vide, at han var uønsket.
Efter forskellige ophold i skove, flygtningelejre og andet gik Poul Hansen i mangel af bedre ind i Den danske Brigade og kom hjem til Danmark efter befrielsen. En pauver placering for en mand, der var indstillet på at bruge sin uddannelse som elitesoldat i modstandskampen.
Teksten herunder er den anden af en række uddrag fra manuskriptet til anden bind af Modstand, der p.t. er på 22 kapitler og 164 A4-ark – svarende til ca. 350 sider opsat med illustrationer. Den er en del af et kapitel, der handler om de danske SOE-agenter, der i efteråret 1942 var på træningslejr på forskellige militære uddannelsessteder i England.

—– —– —–

Fra manuskriptet til Modstand-2 (Inden dette uddrag er Ole Geisler, Hans Henrik Larsen, Erik Boelskov og andre danske SOE-agenter under uddannelse blevet introduceret med biografiske beskrivelser):

“Alle de nævnte indgår i Flemming B. Muus’ beskrivelse af miljøet på Hatherop Castle i hans bog Ingen tænder et lys. Derimod figurerer Poul Hansen ikke. Han var med sine 21 år blandt de yngste. Hansen har ellers været vanskelig at overse, for han var den mest kontroversielle af de næsten færdiguddannede agenter. Til sin død i 2004 var Poul Hansen den mest omdiskuterede og dobbelttydige SOE-mand. Måske kun med konkurrence af Flemming B. Muus selv.

Poul Hansen blev født på Lolland som søn af en tømrermester og gik ud af Rødby Skole med realeksamen i 1938. Han stak til søs, og hans personlige historie omkring krigsudbruddet er typisk for SOE-folkene. Han sejlede fra Aden til Colombo på Ceylon (i dag Sri Lanka), dengang en britisk koloni, som dæksdreng på skibet M/S Afrika. Det blev imidlertid opbragt af en australsk krydser, og mandskabet fik valget mellem at gå i britisk tjeneste eller blive interneret som krigsfanger.

Hansen valgte britisk tjeneste,[1] og da han i september 1941 kom til Liverpool, mødte han Børge Møller, nøglepersonen i det danske krigssejlermiljø i Storbritannien.[2] Møller fik gjort Poul Hansen interesseret i ’aktiv, hemmelig krigstjeneste’. Kort efter var lollikken i gang med grunduddannelsen. Poul Hansen var dygtig, men stridbar; selv om han var blandt de yngste, gav sig ikke i en diskussion, uanset hvilken af kammeraterne han stod overfor. I Hansens første måneder var Christian Michael Rottbøll stadig conducting officer, ’den første blandt ligemænd’. Det hindrede ikke en alvorlig politisk konfrontation. Rottbøll nærede en ubetinget kærlighed til Finland og var et langt stykke i stand til at tilgive, at finnerne havde allieret sig med Tyskland i den fornyede finsk-russiske krig, der udbrød parallelt med den tysk-russiske krig i juni 1941.

Det kunne Poul Hansen ikke; han kom tværtimod med forskellige hårde ord om finnernes alliance med Nazityskland. Han gav tilsyneladende også til kende, at SOE-folkene i Danmark burde kunne arbejde lige så godt sammen med kommunister som med antikommunister – en kontroversiel melding i et militært miljø, hvor den nationalkonservative diskurs var meget fremherskende. Poul Hansen fik også et ubekvemt lys til at falde på sociale forskelle. De ledende poster var gået til frivillige med rødder i overklassen eller den højere middelklasse, f.eks. Carl Johan Bruhn, Mogens Hammer, Rottbøll og Flemming B. Muus. Det at Hansen, ung mand fra den lavere middelklasse i provinsen, ufortrødent gik ind i ordvekslinger med folk, der så på ham som en kommende underordnet, skabte uro – og gav i hvert fald ikke point hos den snobbede Flemming Muus. Det blev ikke altid ved ordene. Poul Hansen og Hans Henrik Larsen endte efter en Finlands-diskussion i noget, der blev betegnet som et ’håndgemæng’, og Hansen fik husarrest en dag. En konflikt med Ole Geisler, indbragte Poul Hansen en uges husarrest.
”Han er stædig, umedgørlig og for egenrådig. Han hader at blive korrigeret (…). Han er upopulær blandt sine kolleger, der ikke har tid til hans fikse ideer,” skrev en befalingsmand i en vurdering. Hansen scorede dog fint i de faglige vurderinger og blev anset for at være en lovende agent.” [3]

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af manuskriptet til Modstand-2:

Den imødekommende dr. Best
Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk 
Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–

 

[1] Niels Gyrsting og Peter Edelberg: Sprællemanden og SOE-agenten, side 76.

[2] Bind 1, side 216.

[3] Niels Gyrsting og Peter Edelberg: Sprællemanden og SOE-agenten, side 77-79.

Manus-1: Agenten der huskes for sin voldsomme død

boelskov

Erik Boelskov vandrede over isen til Skåne og rejste fra Sverige videre til England.

Kl. ca. 11.30 den 24. august 1943 – fem dage før samarbejdsregeringens afgang den 29. august – lød et kæmpebrag fra 3. sal på J.M. Thielesvej 13 på Frederiksberg. Inden for et par minutter var brandbiler og ambulancer på vej med fuld udrykning til adressen, hvor en del af ydermuren til lejligheden til højre på etagen var sprængt helt bort. Et hul var også sprængt gennem gulvet til lejligheden nedenunder, og gulvbrædderne i lejligheden oppe på 4. sal var blevet slået op. De store søm havde ikke kunnet holde dem på plads under eksplosionen.
Redningsfolkene fandt to dødsofre. Det ene var den 22-årige Erik Boelskov, der en måned før, den 22. juli, var blevet kastet ned som SOE-agent ved Hvidsten Kro.

Var ved at konstruere brevbombe
Ulykken skyldtes, at han arbejdede på at konstruere en brevbombe, der i agentmiljøet blev kaldt en love parcel (‘kærlighedsgave’). Den var blevet introduceret i Danmark nogle måneder før af SOE-manden i Aalborg Jens Paul Jensen, der havde sendt den til en kvinde, der var  mistænkt for angiveri, i et forsøg på at likvidere hende. I stedet døde kvindens kæreste ved sprængningen.
Erik Boelskovs resultater som agent var begrænsede på grund af hans korte virketid, så han huskes mest for ulykken. Han var leder af sabotagen på Sjælland, og hans vigtigste resultat var nedbrændingen af Herringløse Maskinsnedkeri den 11. august 1943. Generelt nåede han at arrangere, at adskillige sjællandske modstandsgrupper fik forsyninger af våben og sprængstoffer.
Faldskærmschefen Flemming B. Muus havde skaffet lejligheden på J.M. Thielesvej – oprindelig til eget brug. Den endte imidlertid med at blive brugt som sprængstoflager, mødested og overnatningssted for faldskærmsagenter.
boelskov-2-kopi Erik Boelskov er en af aktørerne i bind 2 af værket Modstand. Bind 1 udkom i oktober 2015.
Teksten herunder er det første af en række uddrag fra manuskriptet, der p.t. er på 22 kapitler og 164 A4-ark – svarende til ca. 350 sider opsat med illustrationer. Den er en del af et kapitel, der handler om de danske SOE-agenter, der i efteråret 1942 var på træningslejr på forskellige militære uddannelsessteder i England.

—– —– —–

Fra manuskriptet til Modstand-2:

Den (…) 21-årige Erik Boelskov var i modsætning til næsten alle kammeraterne ankommet direkte fra Danmark, hvor hans far var skoleinspektør i hjembyen Køge.
”Ikke mindst derfor var vi saa glade for at møde Boelskov, der kom som et Tegn paa, at der trods alt var Liv i dem derhjemme,” skrev Flemming B. Muus i sine erindringer.
Erik Boelskov havde allerede før krigen været med i en gruppe, der forstyrrede DNSAP’s møder ved at lave ballade. I samme periode var han på besøg i England, og som noget ret usædvanligt dengang beherskede han engelsk, allerede da han meldte sig til britisk krigstjeneste.

I uholdbar situation efter slagsmål
Anledningen til udrejsen var, at Erik Boelskov, der var snedkerlærling, søndag den 8. marts 1942 blev forarget, da han så en dansk pige gå med en tysk soldat.
”Boelskov ventede, til soldaten var gået sin vej, og gik derefter hen for at forklare pigen det forkerte i hendes opførsel,” skrev historikeren Peter Edelberg ud fra en rapport fra svensk politi.
”Pigen hidsede sig op og skældte Boelskov ud, hvilket soldaten hørte og vendte tilbage (…). Boelskov troede, at soldaten ville slå ham, så Boelskov, der var fritidsbokser, slog først, og soldaten faldt baglæns ned på fortovet. Soldaten truede Boelskov med boelskov-3-kopikonsekvenser og gik sin vej, og pigen gav Boelskov afskedssalutten, at hun skam godt vidste, hvem han var.”
Den unge mand følte, at hans situation var uholdbar og besluttede at rejse til England for at søge ind i Royal Air Force. Han steg på toget til Helsingør, steg af i Humlebæk og tog derfra turen over Øresund på ski.[1]

Reddede sig over Øresunds is
Boelskovs overfart fandt sted i den rekordkolde vinter 1941/42, blot en uge efter, at modstandsfolkene Kaj Oxlund og Thorbjørn Christophersen var frosset ihjel på Øresunds is – og tre uger før SIS-agenten Thomas Sneum havde krydset sundet.[2]
Erik Boelskov kravlede i land for at undgå de svenske kystvagter, der var bevæbnet med maskinpistoler. Han fik lejlighed til at tale med den danskfødte britiske vicekonsul i Göteborg Albert E. Christensen, der uofficielt var SOE’s repræsentant på den svenske vestkyst.
Christensen gav den unge dansker penge til at rejse til Stockholm og opfordrede ham samtidig til at melde sig til det derværende svenske politi. Det gjorde Boelskov, og det er grunden til, at der findes en politirapport med hans skildring af forløbet.
Erik Boelskov opsøgte derefter Ronald Turnbull på det britiske gesandtskab. Efter en kort udveksling af telegrammer med Ralph Hollingworth, blev Boelskov godkendt som et emne til tjeneste for briterne.
Den 7. maj 1942 ankom han til Storbtitannien.[3]
(Foto: Frihedsmuseet og Køge Byhistoriske Arkiv)

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af manuskriptet til Modstand-2:

Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Den imødekommende dr. Best
Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk 
Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)

—– —– —–

[1] Peter Edelberg: ’The Sandwich Incident’ i Køge Studier 2005, side 5-6.

[2] Bind 1, side 352-355.

[3] Peter Edelberg: ’The Sandwich Incident’ i Køge Studier 2005, side 6; Ebbe Munck: Døren til den frie verden, side 70, og Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 27-28.

Birgithes bud på Scavenius

I 1890, da Erik Scavenius var 13 år, måtte familien flytte fra hans elskede barndomshjem Klintholm på Møn. Afskeden med det store folkehold var trykkende.
“De var der alle sammen nu, tavse og med sænkede hoveder: godsforvalteren og skov- og havnefogederne; skytterne og skovhuggerne, gartnerne og kuskene; alle staldarbejderne og malkepigerne og landarbejderne og forpagterne, og alle konerne var der også med børnene hængende på armene og i skørterne, sammen med tjenestepigerne og kogekonerne (…). De stod alle sammen og ventede (…). Nu begyndte de at kigge op mod køkkenfløjen, og han fulgte deres blikke.” skriver forfatteren Birgithe Kosovic i første bind af sin historisk-biografiske roman Den inderste fare, der udkommer på torsdag på Politikens Forlag.
Begivenheden antyder mere end noget andet, hvordan Scavenius, besættelsestidens kontroversielle udenrigs- og statsminister, blev den mand, han blev – med en helt særegen personprofil. Den bestod bl.a. i et superrationalistisk livssyn, Viggo Hørup’sk radikalisme, aristokratisk selvtilstrækkelighed og samtidig en klar afstandtagen fra de patriotiske og militære værdier, som  var indgroet i netop den godsejerklasse, han stammede fra.

Faderen så ikke tidens tegn
Faderen, godsejer Carl Sophus Scavenius havde måttet give op. Klintholm lukkede. Tidligere havde forældrene og deres mange børn levet i stor velstand med bl.a et lystslot og huslærere, men omtrent samtidig med Erik Scavenius fødsel i 1877 satte en langvarig landbrugskrise ind. C.S. Scavenius indså for sent nødvendigheden af at omstille produktionen fra kornavl.
‘Andelsbevægelsen er en proletarbevægelse’, skal godsejeren have sagt, men i 1890 var han blevet overhalet indenom af jævne, men driftige bønder på egnen.
– Det betyder meget  at komme fra en slægt, som har en stor fortid, men som er på vej ned. Jeg har et indtryk af Erik Scavenius’ far som en veg person – ikke den skarpeste kniv i skuffen. Efter en stærk far følger ofte en svag søn og efter en svag far ofte en stærk søn, lyder Birgithe Kosovics tilløb til en psykologisk forklaring.
Den 13-årige dreng stod på pladsen foran hovedbygningen i de sidste svære minutter.
“Deroppe foran døren stod hans far (…), godsejeren, med bøjet nakke og var ved at låse efter sig. (…) Det var ham, de ventede på. Jakken flaksede omkring hans ranglede skikkelse, da han traskede ned ad trappen, og han knappede den og lagde håndryggen for mynden og vendte ansigtet halvt væk, mens han hostede. Han gned sig i øjnene, der var røde og blanke; han havde sikkert siddet inde i køkkenet ved det kolde komfur og grædt, det ville være typisk ham,” skriver Birgithe Kosovic.
Det Erik Scavenius’ mor, der gik rundt og trykkede hænder og sagde opmuntrende ord. Faderen magtede det ikke. Den store dreng spurtede hen til coupéen , som hans forældre skulle køre i og smøg sig ind på det lave børnesæde med ryggen til kuskesædet.
scavenius“Vognen satte i gang, så brostenene fik dem alle tre til at hoppe i sæderne, og i det høje uden for vinduerne svingede tagene rundt og fjernede sig, inden portgangens mørke lukkede sig om vognen.”

Vaklen mellem ja og nej
I sommeren 1940 var Erik Scavenius en mand på 62 år, og hans ry som den udenrigspolitiske mesterstrateg, der havde holdt Danmark uden for Første Verdenskrig, var for længst cementeret. Efter den tyske besættelse den 9. april 1940 fik han tre-fire tilkendegivelser om, at var selvskreven som udenrigsminister. Statsminister Thorvald Stauning var enig, men Scavenius sagde, at det var umuligt – at han slet ikke var den rette til opgaven. Men under det afgørende møde med Stauning blev han stående i denne vaklen mellem ja og nej.
“Han så ned og forsøgte at falde til ro. Han havde ikke villet irettesætte Stauning, men selv om det kunne virke smigrende, at man mente, han var en slags mirakelmager, der kunne redde landet fra det værste, var han klar over, at enhver optimisme ville blive gjort til skamme; regeringen ville højst holde i tre måneder. (…) Scavenius bøjede nakken og tog sig til hagen (…). Han så op for kun at se sig selv; manden, der blev ved med at komme med udflugter, kujonen,” beretter Birgithe Kosovic i Den inderste fare.
– Jeg tror ikke, han havde lyst til det. Det var mere noget, han skred ind i, funderer hun.
– På et tidspunkt begyndte det at virke koket at blive ved med at undslå sig – upassende koket i betragtning af landets alvorlige situation. Der er noget i det spil, der har passet til hans karakter. Det var et spil skak og dermed noget andet end politik. Der er nogle regler, der skal følges, og det ene træk fører til det næste.
Forfatteren ser billedet af faderens svigt som en medspiller her, 50 år efter afskeden med Klintholm.
– Hans far har svigtet nogle idealer, som han selv tager på sig. Han siger ‘Sådan vil jeg i hvert fald ikke være’.
Magten kan også have tiltalt Erik Scavenius, hvor meget han så end undslog sig – det at tingene kunne blive på den måde, som han syntes, de skulle være.

Kvinden med den ternede nederdel
Ifølge bogen levede Erik Scavenius på dette tidspunkt i et følelsesmæssigt tomrum. Ægteskabet med hans otte år ældre hustru Emma havde for længst mistet sin glød, og han kendte endnu kun den 27 år yngre Alice Duvantier, hans fremtidige livsledsagerske, på afstand. En ægte Kosovic-bog indeholder – som Politiken har gjort meget ud af i denne uge – sex-scener så heftige og detaljerede, at ruderne dugger.
 Den inderste fare er ingen undtagelse, og det kommer første gang til udtryk i efteråret 1940, da han er under hårdt politisk pres på grund af sit initiativ til en told- og møntunion med Tyskland. Scavenius har besluttet sig for at gå af – den første af mange gange – og Scavenius har sendt bud efter en sekretær for at kunne diktere et brev til den tyske rigsbefuldmægtigede.
“Det bankede på, og han drejede stolen tilbage og nikkede til fru Højberg-Pedersen henne i døren,” lyder bogens tekst.
“Han (…) hørte hende komme hen over gulvet, indtil hendes knæ og ternede nederdel dukkede op på den anden side af bordet. Han dappede med læsebrillerne på bordet, mens han kiggede op. Fru Højberg-Pedersen ikke var rigtig køn (…), men mens hun tog plads i stolen på den anden side af bordet, lagde blokken til rette og satte pennen til papiret, var der denne formelle kølighed over hende, som beroligede ham. (…) Den måde, hun sad og betragtede ham på fra den anden side af bordet, med (…) en venlighed blottet for sentimentalitet og glæde, indgød ham en fornemmelse af, at hun muligvis var et af de mennesker, der forstod ham allerbedst. Hun måtte også kunne se, hvor helt ad helvede til alting gik.”

Det desperate møde
Kort inde i brevet til Renthe-Fink når Scavenius frem til at diktere det centrale budskab om hans afgang til sekretæren.
“Fru Højberg-Pedersens hånd standsede på papiret.
‘Går De af!?’
Hun så over på ham, som om hun havde taget ham i at stikke hende en lodret løgn lige op i ansigtet. Han så ned ad hendes hals, det lyste ved kraven, det var en facetslebet sten i en guldindfatning. Den blinkede i lyset fra lanpen på skrivebordet, hver gang den steg og faldt, og han opdagede, at hun havde fregner under halsen. (…) Så kom han i tanke om, at han vist havde hørt, at hun var fraskilt, eller at hendes mand vist var bortrejst, og da hun så op igen, mødte hun ham med et blik, som var åbent og klart, men også  agtpågivende. Nu blinkede stenen hurtigt. Han rejste sig, og mens han gik rundt om bordet til hende, fulgte hun hans bukseben og hænder med blikket. (…) Deres knæ var så tæt på hinanden, at de var lige ved at røre, og han kunne mærke varmen om hendes ben. (…) Uden at løfte ansigtet så hun fra hans livrem til spidsen af hans slips. Nu blinkede stenen under hendes hals ikke længere.
Forsigtigt som et dyr, der sænker hovedet og kryber væk, rejste hun sig fra stolen uden at se på ham. Om hendes mund anede han noget tvært, og uden at ville det, uden at ville gøre noget, hun ikke ville brød sig om, lænede han sig frem og stillede sig så tæt på hende, at han kunne dufte hendes parfume og friske sved. (…) Han så ned imellem deres kroppe, og (…) blinkede blindt (…), mens han med fingerspidsen trykkede ind mod den lille bløde pude på indersiden af fru Højberg-Pedersens knæ og mærkede den glatte nylon fortsætte op og atter op over hendes lår, indtil hans finger fandt strømpekanten. (…) Fru Højberg-Pedersen sukkede, da han trængte fingeren ned mellem strømpen og hendes nøgne hud, og han lod den glide langs kanten, indtil den nåede om til hofteholderens fæstning bagpå. Med ansigtet fortrukket som i anstrengelse lukkede hun øjnene, og han lagde sin kind næsten helt ind til hendes, mens han lod fingeren finde vej tilbage igen, hvor han fik fat i hoftebåndet foran.   Hun trippede for ikke at tabe DIF_Omslag_Smudsbalancen, og (…) bevægelsen bølgede op gennem hende og endte i et lille hjælpeløst nik, og med pegefingeren som en krog om strømpebåndet fulgte han det op. Det løftede sig fra hendes hud ved lysken, og han (…) pressede hånden ind under båndet og strakte fingrene ud, så han kunne mærke derinde, hvor låret var varmest. Han krængede trussekanten op, og fingrene gled ind over de glatte hår (…)”

Usædvanlig fri bane for fiktion
Selv om jeg kan have mine tvivl om, hvorvidt det virkelig gik så livligt for sig i ministeriet, kan jeg varmt anbefale bogen – uanset hvad man måtte mene om Erik Scavenius og hans forhandlingspolitik. Den inderste fare har den særlige baggrund, at Scavenius – meget tænkeligt i en stemning af misantropi og selvhad i sin alderdom – destruerede alle sine private papirer.
Dermed er der usædvanlig fri bane for en skønlitterær forfatter, og jeg synes, at Birgithe Kosovic har givet et godt bud på, hvordan Erik Scavenius kan have oplevet sit liv og sin tid – især årene under besættelsen. Det gælder ikke mindst  skildringerne af, hvordan det må føles at være lagt for had af det omgivende samfund.
Den historiske research virker solid; en af bagstopperne har været besættelsestidshistorikeren Hans Kirchhoff, der har været manuskriptlæser.
Blandt de forløb, jeg glæder mig til at se Birgithe Kosovic skildre i bind 2, er det omdiskuterede forhold mellem Erik Scavenius og Werner Best efter regeringens afgang den 29. august 1943. Udviklede der sig et egentligt venskab mellem Scavenius og Best, der som ærkenazist og Gestapos arkitekt i 1930’erne stod fjernt i politisk opfattelse fra alt, hvad danskeren stod for. (Foto: Ole Haupt og Nationalmuseet)

BOPA’s anonyme faderfigur

En mindre kendt, men vigtig pioner i modstandsorganisationen BOPA fik i 2007 trukket sin indsats frem til ære og værdighed, da antologien Praktisk Patriotisme udkom på forlaget permortensen.dk. Forfatterkollektivet benævner på bagsiden udgivelsen ‘en mindebog for HH’. Bogen udkom på den dag, da hovedpersonen ville være fyldt 100 år.
‘HH’ var dæknavnet for Poul Petersen, tidligere frivillig i Den spanske Borgerkrig, der af sine folk også blev kaldt ‘Paps’. Han var – under Eigil Larsens overordnede ledelse – den mest betydningsfulde leder i marken i den meget vanskelig tid i 1942/43, da det danske politi jagtede kommunisterne intensivt. Alligevel havde han siden besættelsen været langt mindre kendt end KOPA/BOPA-ikonerne Eigil Larsen, Børge Thing (‘Brandt’) og Jørgen Jespersen (‘KK).
Poul Petersen, der personligt nåede at deltage i ca. 45 sabotager, var mildt sagt ikke som udgangspunkt den typiske sabotør. Børge Thing betegnede senere helt unge folk, helst under 20 år, som de ideelle sabotører. Imidlertid var næsten alle de tidligste sabotører tidligere frivillige fra borgerkrigen 1936-1939, så dette alderskriterium havde de ingen mulighed for at leve op til. Slet ikke Poul Petersen, der var født i 1907 og dermed var 35 år i 1942. Men både hans alder og andre elementer i hans personprofil gjorde ham til en velegnet  leder – ikke mindst for de nye unge folk, der erstattede de mange anholdte under politiets aktion mod de spaniensfrivillige i november 1942.

Rekruttering af borgerlige
Poul Petersen indså som den første, at KOPA var nødt til at rekruttere andre aktive end folk fra det kommunistiske miljø, hvis sabotagearbejdet skulle fortsætte. Han tog konsekvensen og søgte partiledelsen om tilladelse til at hverve folk fra andre kredse til sabotagen.
”Jeg sagde, at det ikke kunne blive ved med at gå, for når der blev arresteret en, så var det en kommunist, og hvorfor skulle vi blive ved med at betale hele gildet? (…) Det var jo også deres land,” sagde ‘HH’  med henvisning til modstandsvillige ikke-kommunister.
Efter nogen tøven godkendte Eigil Larsen forslaget. Det blev en beslutning af stor betydning for modstandskampens videre udvikling i det følgende år. Det førte til at den 18-årige Hans Edvard Teglers og andre borgerlige unge kort efter blev optaget i organisationen, hvis navn blev ændret til BOPA (Borgerlige Partisaner).
Organisationen fortsatte under kommunistisk ledelse, men uden pres på den enkelte aktive for at bekende partipolitisk kulør.

‘Han vidste, hvad han snakkede om’ 
Poul Petersen stod som en faderfigur, fremgår det ifølge historikeren Esben Kjeldbæks bog Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945 af mange beretninger.
”HH’s autoritet var (…), at han var kold og rolig at snakke med, og at han vidste, hvad han snakkede om,” forklarede Jørgen Hendriksen, en af hans unge sabotører, efter krigen.
Når Poul Petersen skulle instruere nye folk, drog han paralleller til tiden i Spanien.
”Der var en masse af de her rødglødende idealister, der stormede frem og blev pløkket ned. Han gemte sig nede bagved, og det var derfor, han var kommet hjem igen. Det var det samme, det gjaldt om nu. Man skulle ikke lave en hel masse tossestreger, men når det skulle være, så skulle det være,” fortalte Hendriksen videre.
Poul Petersen levede op til sit ledelsesansvar i dagene efter den tyske proklamering af militær undtagelsestilstand den 29. august 1943. Han tog et kort møde under fire øjne ved søerne i det indre København med hver enkelt af de aktive sabotører, der aldrig havde mødt ‘HH’ før. De blev indskærpet, at fra nu af var kampen med livet som indsats, idet tyskerne havde proklameret dødsstraf for sabotage. De unge mænd fik valget mellem fortsat deltagelse eller udtræden, og alle på nær én valgte den fortsatte kamp.

Ledende stilling blandt de frivillige
Poul Hilmar Nedergaard Petersen var søn af en grosserer, men var tidligt kommet i modsætningsforhold til sit borgerlige hjem. Han tog i radikal grad konsekvensen af sit opbrud fra de materielt set trygge omgivelser. Poul Petersen flyttede hjemmefra som 17-årig og blev få år efter gift med en otte år ældre enlig mor til to børn, der arbejdede som vaskekone. De fik sammen endnu et barn. Tiden med tre mindreårige børn fandt sted i den hårdeste arbejdsløshedsperiode i 1930’erne, og familien levede længe i udpræget fattigdom.
Hustruen var søster til Richard Jensen, der var formand for Søfyrbødernes Forbund og havde tæt kontakt til Komintern (Kommunistisk Internationale). Poul Petersen må tidligt gennem svogeren have fået et indgående kendskab til den internationale kommunismes konspirative metoder. Han blev DKP-medlem i 1932 og rejste til Spanien som frivillig i 1937. Han blev ambulancechauffør og fik senere som politisk kommissær en overordnet stilling.
Han ledede hjemrejsen for den største samlede gruppe danske frivillige. Netop denne hjemrejse kom til at give ham problemer. Når jeg i overskriften har brugt ordet ‘anonym’ om ‘HH’, skal det opfattes ret bogstaveligt, for han var meget bevidst om de illegale sikkerhedsregler. Ligesom chefen Eigil Larsen havde han gennem en årrække sørget for at fjerne alle billeder af sig selv fra albums og kasserede pas og identitetskort. Han havde dog ikke kunnet få fat i et pressebillede, som blev taget af ham ved ankomsten til Københavns Hovedbanegård i 1938. Det er det, der figurerer i dette indlæg, og det blev også brugt, da dansk politi efterlyste ham i februar 1943.
Det var svært at genoptage privatlivet efter hjemkomsten fra borgerkrigen. Ægteparret havde 1930’erne igennem givet midlertidigt husly i kortere eller længere tid til flygtninge fra Nazityskland, og under Poul Petersen lange fravær havde hustruen haft et forhold til en tysk emigrant. Det var endt med graviditet og en provokeret abort.

Blev arresteret, men overlevede
Poul Petersens illegale karriere endte den 12. januar 1944, da han og fire andre BOPA-ledere blev arresteret på Café Oehlenschlæger i Allégade på Frederiksberg. I betragtning af ‘HH’s ledende stilling i den kommunistiske sabotage slap han ret billigt. I et par uger sad han i Vestre Fængsels tyske afdeling og fik tæsk under forhør, men derefter blev han ført til tugthus i Tyskland, hvor han sad besættelsestiden ud.
Også hans familie betalte en høj pris under frihedskampen. Begge Poul Petersens stedbørn var DKU’ere og med i illegalt arbejde. Stedsønnen Karl Grue (senere Karl Dester) blev arresteret og kom først i Horserøj-lejren, senere halvandet år i KZ-lejren Stutthof. Steddatteren Christa var gift med BOPA-sabotøren Robert Sørensen, der blev anholdt i januar 1944 samme dag som Poul Petersen. Han kom til Horserød, inden han måtte igennem en periode i Neuengamme-lejren.
‘HH’ havde i den illegale tid mødt en ny kvinde, så han blev  skilt og gift igen efter befrielsen. Han levede et stilfærdigt liv derefter og skiftede navn til Poul Felvø. Han var i sine sidste erhvervsaktive år dyrehandler på Ærø. Poul Felvø døde i 1982, 75 år gammel.

Læs evt. også dette indlæg om Børge Thing

 

Fraklip 4: Gåden Hartvig Frisch

“Hartvig Frischs kategoriske afstandtagen fra militant modstand, som han fastholdt resten af krigen og bagefter, undrede aktivisterne. De fleste huskede hans ranke stillingtagen nod nazismen og de andre totalitære ideologier få år før. Denne undren deles af historikeren Niels Finn Christiansen, der i 1993 skrev biografien Hartvig Frisch. Han anser det for udelukket, at Frisch skulle have manglet moralsk mod til at vælge en løsning som Christmas Møllers.
Christiansen finder den mest sandsynlige forklaring i paralleller til den klassiske oldtid. Noget tyder på, at Frisch sammenlignede Danmarks stilling med oldtidshistorikeren Thukydids beretning om den ekspanderende stormagt Athens forhold til den lille neutrale stat Melos.
”Athenienserne krævede, at melierne opgav deres neutralitet og tilsluttede sig det attiske søforbund, hvilket melierne pure afviste i et illusorisk håb om bistand fra guderne og lakedaimonerne (spartanerne),” skrev Niels Finn Christiansen.
”Athenernes svar var den brutale nedkæmpelse af melierne, henrettelsen af alle voksne mænd og salg af kvinder og børn som slaver.”
Frisch holdt i 1942 et foredrag i Studenterforeningen om emnet og citerede Thukydids konklusion:
”Retfærdighed kan kun eksistere mellem lige stærke parter, og for at der overhovedet skal være tale om at vise modstand, skal der være tale om en vis jævnbyrdighed.”
Hartvig Frisch ønskede ikke at se danskerne i meliernes rolle. Han mente, at der kun i en nøgtern anerkendelse af magtforholdet mellem Tyskland og Danmark var en mulighed for at redde eksistensen af så meget som muligt af de danske politiske, sociale og kulturelle værdier.”

Læs evt. også ‘Frode og Frisch – to der gik hver sin vej’