Uddrag af ‘Modstand-1’: Flyverhelt skaffede vitale oplysninger fra Niels Bohr til England

Den 11. september 1941 blev de danske krigsflyvere Sigfred Christophersen  og Thomas Sneum som de første faldskærmsagenter kastet ned i Danmark. Som de eneste faldskærmsagenter var de blevet udsendt af Secret Military Service (SIS eller MI6), den britiske militære efterretningstjeneste. Alle andre blev udsendt af Speciel Operations Executive (SOE).
Nedenstående er et uddrag fra ‘Modstand-1’, der giver et billede af agenternes hyperfarlige liv. Mellemrubrikkerne er indsat for at gøre læsningen mere indbydende. Ellers svarer alt til bogens tekst: 

“Også Emmy Valentin, der havde været gift med en tysk konsul, havde forbindelser i tyske efterretningskredse. Dem trak Sneum på ved at holde sig a jour med, hvad hans elskerinde havde af frokostaftaler og lignende med tyskere, der kunne lirkes oplysninger ud af. Blandt andet fik fru Valentin en Abwehr-officer til at tegne en skitse over en tysk ubådsbase, som Sneum bagefter fik.

Besked fra atomforskeren
Han fik i København informationer af overordnet betydning for krigens udvikling. I stormagternes regeringer og overkommandoer interesserede man sig indgående for, om det skulle være muligt at udvikle en mere eller mindre altødelæggende bombe baseret på kerneenergi.
Frygten i de allierede lande gik på, at Hitler og Tysklands videnskabsmænd skulle udvikle den først. Kernefysikeren Niels Bohr var blandt dem, der havde størst viden på området. Thomas Sneum bad Ole Chievitz, der var personlig ven med Bohr, om hjælp til at få konkretiseret forlydenderne.
Det lykkedes, idet Chievitz gik ind på invitere Bohr til middag, hvorefter han refererede, hvad den berømte fysiker havde sagt om spørgsmålet. Det fremgik, at de tyske professorer Werner Heisenberg og Otto Hahn havde forsket i mulighederne for at udvikle en bombe.
“Niels siger, at en sådan bombe kan bygges,” refererede Ole Chievitz ifølge Mark Ryans bog Bag fjendens linjer, og Thomas Sneums sammenfatning af Chievitz videre forklaring var:
“Bohr troede, at tyskerne selv troede, de kunne fremstille denne bombe, men han troede ikke, at de var i stand til at gøre det i praksis.”

En truende tone
Der var med andre ord interessante oplysninger i metermål at transmittere, og her opstod den flaskehals på missionen, som fik spændingerne mellem Sneum og Christophersen til at eksplodere.
Spionen og telegrafisten mødtes i Oxlunds lejlighed for at sende meddelelser. Det var Christophersens opgave at sende meddelelsen, efter at Sneum havde kodet den med tal. Talrækkerne blev dannet ud fra tre kilder, der inden afrejsen fra England var blevet valgt som udgangspunkt.
De to mænd måtte ikke kende hinandens kodetype eller kilde, og det var blevet indskærpet, at hver meddelelse skulle indledes med en personlig førkode-‘signatur’ på to bogstaver. Reglen eksisterede for at forebygge forsøg fra tysk side på at sende under foregivende af at være MI6-agenter.
Sigfred Christophersen var nervøs, og Sneum bemærkede, at han var begyndt at sende uden førkode-‘signatur’. Han beordrede telegrafisten til at begynde forfra, og Christophersens nervøsitet eskalerede yderligere.
“Udstyret lyder så højt. Det er ikke sikkert,” hviskede Sigfred Christophersen.
“Men du har jo hele tiden sagt, at du var tryggere i Danmark,” sagde makkeren hånligt.
“Nå, men nu har du lært noget. Hvis du arbejder sammen med mig, er du ikke tryg nogen steder. Bliv så færdig med meddelelsen.”

Likvideringstrussel
Da Christophersen var blevet færdig, ventede mændene på svar fra England, men der kom intet. Den massive sender, der vejede cirka 20 kilo, duede ikke. En grund kunne være, at en god antenne var en betingelse for en pålidelig sending, men de havde ingen.
I håb om trods alt at få et svar beordrede Sneum makkeren til at sende meddelelsen igen. Det gjorde han, men den nervøse mand fik nærmest et sammenbrud og sagde, at han ville tage ‘hjem og besøge sine forældre’.
“Nej, du gør ej – ikke hvis du gerne vil leve,” replicerede Sneum nådesløst.
At opsøge sin familie var noget af de mest forbudte for en hemmelig agent, så Thomas Sneum så i ånden sine værste forudanelser blive til virkelighed. Fra da af var der nærmest krig mellem de to mænd, og Sneum overvejede sammen med sin svoger, kriminalbetjent Bertelsen, at likvidere Sigfred Christophersen. De besluttede dog, at han skulle have en ny chance.

—– —–

Næste gang Niels Bohr optræder i handlingen i Modstand er i bind 3 med en kort omtale af hans og familiens flugt:

“I februar 1943 fik Niels Bohr via efterretningsofficererne en mikrofotograferet invitation af den britiske regering til at komme til Storbritannien, men danskeren afslog. Han frygtede især, at en udrejse ville føre til tyske repressalier mod medarbejdere ved hans institut.
Under indtryk af den forestående jødeaktion ændrede atomfysikeren imidlertid mening, og sidst i september 1943 rejste han med sin familie illegalt ud af landet om ankom til Storbritannien med kurerfly den 6. oktober.  Det var på høje tid, for den nyankomne chef for Sikkerhedspolitiet på Dagmarhus Rudolf Mildner havde modtaget en ordre fra  den øverste Gestapo-chef i Berlin Heinrich Müller til at arrestere Bohr.”

Uddrag 16 af ‘Modstand-4’: Da fem unge gik i Gestapo-fælde på fynsk kro

Fem unge kommunisters forbigående uforsigtighed en sommerdag 1944 førte til en katastrofe. Det var ikke kun det, at en af dem blev dræbt, og at dagen fik alvorlige konsekvenser for de fire andre, der her efter krigen mindes deres dræbte kammerat.
Dagen fik også en videre konsekvens, der førte til oprulning af modstandsorganisationen i en anden fynsk by og til kz-lejrophold og død for flere af den. Hvad der præcis var forbindelsen mellem skuddramaet på Geels Kro øst for Odense og de store skibssabotager i Svendborg, kan du læse i nr. 24 af magasinet Politiken Historie, der netop er udkommet – i august 2022. Heri har jeg på siderne 78-85 skildret forløbet med dets uheld og tragiske sammentræf.
Her har du et uddrag fra bind 4 af Modstand, min samlede fremstilling af frihedskampen 1940-45 (Politikens Forlag), om den eftermiddagstime, da Gestapo overrumplede gruppen på kroen. Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

I en lejlighed på Christian Richardts Vej i Odense blev en yngre mand revet ud af enhver
tiloversbleven morgensøvninghed, da telefonden kl. 7.44 den 11. juli 1944 blev taget i Gestapos regionale hovedkvarter på Husmandsskolen i Odense.
Jürgen Heinrich Petersen – indtil kort forinden remisearbejder ved DSB i Tønder og jernbanesabotør – sad alene på adressen og aflyttede telefonsamtalerne. Det skete gennem en hemmelig forbindelse, som overingeniør Werner Hjort og nogle af hans folk fra det regionale telefonselskab en måned før havde etableret.
Opkaldet var fra den ene af to brødre, der drev slægtsgården Pedersminde ved Rågelund øst for Odense. Anmelderen fandt det mistænkeligt, at en håndfuld unge mænd holdt skydeøvelser i en ubenyttet grusgrav på gårdens grund. De unge var dog væk, da Gestapo nåede frem, men de havde glemt en ladeskinne, som brødrene fandt. De lod den ligge i forventning om, at de unge ville komme igen og holdt udkig på skift.

Særlige sprogkundskaber
Jürgen Heinrich Petersen var begyndt blot en uge før, den 5. juli 1944. Han var kommet fra Tønder, fordi han havde været tæt på at blive anholdt. Han tilhørte det tyske mindretal og talte og forstod derfor tysk lige så godt som dansk. Men han havde lagt afstand til den tyske identitet modsat hjemmetyskerne i almindelighed, der i 1930’erne nærmest var blevet gennemnazificerede.
Det stod klart, at arbejdet var vigtig, og Petersens fik en fast makker. Fynsledelsen fik hver dag kl. 15 en udskrift af dagsrapporten og derudover besked straks om hasteoplysninger. Derfor havde ledelsen resten af krigen mulighed for at reagere hurtigt, når Gestapo rykkede ud.

Unge arbejder-aktivister
I grusgraven havde anføreren været den 19-årige Gunnar Carlo Nielsen (billedet herunder), formand for lærlingeklubben på Odense Staalskibsværft. De andre var Normann Grønlund Rasmussen og Hugo Hansen, begge arbejdsmænd, samt maskinarbejder Erik Gjersing og smed Poul Arne Andreasen.
De kom alle fra Skt. Jørgens Gade-kvarteret og var unge mænd med fart på. De udgjorde en kommunistisk militærgruppe, men Børge Poulsen (’Tonny’) – en af lederne i den kommunistisk prægede Walther-gruppe – mente, at der var muligheder i dem. Nogle af de unge havde tidligere på året deltaget i bl.a. Walther-gruppens store sabotage mod autoværkstedet V. Holm Jensen. ’Tonny’
havde givet dem hver en pistol.

Afsløret af henstillede cykler
Den 12. juli 1944, dagen efter den første Gestapo-udrykning, var der nyt fra grusgraven. Det kunne Jürgen Heinrich Petersen forstå på en opringning ved 15-tiden. En af sønnerne på gården kunne fortælle Gestapo, at de ubudne gæster var vendt tilbage. Det fire mand store
udrykningshold var allerede på vej, blandt dem den 46-årige Poul Michael Hansen, kendt som ’Poul Tysker’, fordi han havde en tysk mor.
Da en af brødrene på gården havde fortalt, at de fem var cyklet mod Kerteminde, kørte Gestapo-bilen samme vej. Da de så fem cykler henstillet foran Geels Kro og kunne se nogle personer på verandaen, regnede de ud, at gruppen formentlig holdt pause her.
De unge mænd anede intet om, at de var blevet iagttaget, men den chokerede Gunnar Carlo Nielsen indså straks, at der var tale om en anholdelsesaktion. Han sprang op, slog et vindue op, så glasset splintredes, og hoppede op i vindueskarmen, men blev ramt af en maskinpistolsalve, rullede død ned af skrænten og landede i Geels Å.
Det lykkedes Hugo Hansen at flygte over en mark, og Poul Michael Hansen søgte fra et af kroens vinduer at stoppe Normann Grønlund Rasmussen med et pistolskud. Det ramte sabotøren i skulderen, men det lykkedes ham alligevel at komme væk. Imens skød Poul Arne Andreasen, der lå skjult bag et klaver, mod ’Poul Tysker’ og sårede ham i halsen, hvorefter han forsøgte at flygte gennem et vindue. Andreasen blev imidlertid såret med to skud i lungerne, og det samme skete for Erik Gjersing, der blev ramt i overkrop og begge ben.
Både Gestapo-manden og de to sårede sabotører blev bragt til Odense Sygehus, hvor Gjersing og Andreasen blev sat under bevogtning. Poul Arne Andreasen blev hurtigt transporteret til det tyske lazaret i Fredericia, mens Gjersing var for alvorligt medtaget til at kunne flyttes.

Uddrag af ‘Modstand-3’: Da briternes kvindelige superagent flygtede fra Gestapo

Ellen Margrethe Harboe fra Østrupbæk ved Roskilde havde som agent for den britiske militære efterretningstjeneste SIS (MI6) i 1943 bl.a. stjålet vigtige militære flyvekort fra den tyske besættelsesmagt. Men i februar 1944 var det slut. Dette uddrag fra ‘Modstand-3’ viser, hvordan fru Harboe med nød og næppe undslap, da Gestapo rullede hele den danske SIS-organisation op. Hun reddede sig til Sverige, hvor hun forblev resten af krigen.
Læs hele historien i nr. 3 af Politiken Historie, der udkommer på tirsdag, den 7. juni 2022.

—– —–

Ellen og Georg Quistgaard var også blandt dem, (faldskærmsagenten) Jens Jacob Jensen havde røbet. Quistgaard blev arresteret af Gestapo samme dag, torsdag den 13. januar 1943, og to dage senere kom Ellen Quistgaard fra en kurerrejse uden at ane noget.
”Jeg (…) blev (…) urolig, da min mand ikke var ved toget for at hente mig, det plejede han altid. Da jeg kom hjem til vores lejlighed i Åbenrå, så jeg, døren var spigret til og forstod, at noget var galt,” erindrede hun i et interview.
”Jeg skyndte mig ned i en telefonkiosk og ringede til frøken Bruun de Neergaard på Damehotellet (…). Jeg sagde bare: Det er mig, må jeg komme op og sludre lidt med Dem.”
Hos hotelejeren fik fru Quistgaard besked om, hvad der var sket. Hendes mand havde ved 13-tiden truffet sin samarbejdspartner Arne Lützen-Hansen (fru Harboes føringsofficer) , som han arbejdede sammen med for SOE, og de var gået hjem i lejligheden for at få en kop kaffe. Her sad et hold Gestapo-folk – fire tyskere og en dansker – og ventede på dem. Mens Quistgaard og Lützen-Hansen blev ført i Vestre Fængsel, forsøgte en tredje tilstedeværende, den 23-årige illegale bladmand Kaj Schiørring at skyde sig fri og dræbte en Gestapo-mand og sårede en anden. Han blev dog selv ramt og døde to dage efter.
”Da jeg prøvede at løbe, blev der stor bestyrtelse, og en herre slog mig hårdt i tindingen,” skrev Georg Quistgaard i en dagbog, han sneg sig til at skrive i fængslet.
”Arne forsikrede stadig sin uskyld. (…) Så fulgte 8 timers ophidset og usammenhængende forhør (…) med 6 forskellige mennesker til at overbevise mig (…) om nødvendigheden at tale den hele og fulde sandhed.”
(…)
Med arrestationen af Arne Lützen-Hansen havde Jacob Jensens og Kaj Lunds afsløringer nu også givet Gestapo indpas i Secret Intelligence Service (SIS eller MI6), som det ellers var lykkedes at operere under stor diskretion. Tyskerne var godt klar over, at den 24-årige Lützen-Hansen sad inde med nøgleoplysninger.
Siden begyndelsen af december havde der været tegn på, at Gestapo var ved at kredse sig ind på fru Ellen Margrethe Harboe i Østrupbæk ved Roskilde, en af de værdifulde agenter. Efter arrestationen   blev hun inaktiv og gik under jorden i Korsør.
Arne Lützen-Hansen blev formentlig udsat for tortur eller trusler om det. Inden for få dage lagde han stort set alt på bordet, blandt andet identiten på ’R34’, SIS-chefen direktør Aage Andreasen.
Han var dog ikke ene om at afsløre Andreasen. Redaktør Svend Bjørnestad fra Nationalt Værn havde også opgivet navnet til Gestapo-chef Karl Heinz Hoffmann, så arrestationen var alene et spørgsmål om tid.
”Da jeg den 18. januar 1944 om morgenen sammen med min sekretær, som hentede mig i taxa i mit hjem, kørte ind til byen, var vi straks klar over, at vi blev skygget, idet vi kørte i spidsen for en lang kortete af biler, der overhovedet ikke respekterede rødt trafiklys, sporvogne, forkørselsret eller lignende,” berettede Aage Andreasen efter krigen.
Da han kom ind til sit firma, var hele kontorbygningen omringet. Aage Andreasen mente at vide, at over 40 mand var med i anholdelsesaktionen.
(…)
Efter SIS-agenten Arne Lützen-Hansens arrestation den 13. januar 1944 måtte hans nære samarbejdspartner Ellen Margrethe Harboe regne med at komme i søgelyset. Derfor meldte den  diskrete og effektive dame sig syg fra Blindflyveskolen i København og rejste til Korsør, hvor hun fik logi hos en kunstmaler Aagaard. Fru Harboe fik arbejde hos restauratør Carl V. Jensen på ’Færgegården’. Hun fortsatte sin agentvirksomhed ved at kontrollere tyskernes transporter fra restaurantens kontorer på bygningens 1. sal.
(…)
Efter at have holdt sig i skjul i to måneder Korsør blev Ellen Margrethe Harboe anholdt af Gestapo på ’Færgegården’ den 8. marts 1944. Tilsyneladende havde man fået presset forklaringer ud af den arresterede Lützen-Hansen, der havde ført frem til hendes opholdssted.
Tyskerne førte hende til hendes hus i Østrupbæk ved Roskilde, som de ransagede. I et ubevogtet øjeblik lykkedes det hen imod midnat den 49-årige kvinde at stikke af hjulpet af et tåget vejr. Hun blev af den lokale læge kørt til Vanløse, hvor hun fik mulighed for at skjule sig, indtil hun 18. marts 1944 fik bådlejlighed til Malmø.

Wilfred Petersen – en hovedaktør bag 1930’ernes politiske gadevold

En af de ting, historikeren Claus Bundgård Christensen glæder sig over ved at kunne udgive biografien Følg Wilfred!, der udkommer på Gyldendal på onsdag, den 11. maj, er at kunne skildre en væsentlig side af 1930’ernes historie. Han mener ikke, at dette årti er så historisk veldækket, som mange forestiller sig. Wilfred Petersen (1905-1981), føreren for det nazistiske Dansk Socialistisk Parti (DSP), havde typisk kun 500 mand i rækkerne, men det var nok til, at det antiparlamentariske parti var en væsentlig faktor bag den politiske gadevold i specielt København, der truede med at destabilisere demokratiet.
“I det centrale København var der i 1930’erne mange billige boliger, små fugtige lejligheder. Det befordrede en politisk kultur – og især en ungdomskultur – hvor tingene i høj grad foregik i det offentlige rum. Mange små, særegne politiske miljøer opstod. DSP finansierede sit arbejde gennem gemen kriminalitet og havde en udpræget voldsparathed på gadeplan,” siger Bundgård Christensen i et interview om bogen.
“Den politiske strategi, der var inspireret af det tyske SA, bundede i en forestilling om at erobre gaden og skabe en nazistisk revolution nedefra. Der var ikke – som det af og til hævdes – tale om mere djærve og gentlemanagtige slagsmål i 1930’erne end i dag. Man sparkede på folk, der lå ned, og der blev brugt knojern og andre modbydelige slagvåben.”
DSP var venstrenazistisk og appellerede i sin propaganda i udpræget grad til arbejderbefolkningen.
“Der var i DSP mange tidligere medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), der blandt andet lærte DSP’erne at blande knuste glasskår i limen, når man satte plakater op. Det gjorde det svært for modstanderne at pille dem ned igen,” bemærker Bundgård Christensen.

Antisemitisk hetz
Kredsen omkring Wilfred Petersen bestod af godt begavede unge mænd. Det konstaterede retspsykiateren, da de fleste fra inderkredsen efter krigen blev mentalundersøgt som led i retsopgøret. De var imidlertid også nogle rå slagsbrødre. En af dem, Valdemar Jensen (‘den lyse slagter’) deltog i  over 100 gadeslagsmål, og det blev betragtet som en kvalifikation.
Blandt de mere ekstreme tiltag var en serie voldelige aktioner mod homoseksuelle, som aktivisten Jørgen Asmild foretog. Højstatusaktioner var angreb rettet mod det regerende Socialdemokratis institutioner – partiet som blev anset for at inkarnere det forhadte ‘system’ (den socialdemokratisk/radikale regering Stauning/Munch), og hærværk mod jødisk ejede butikker og virksomheder var hyppige.
Partibladet ‘Stormen’ førte en vedvarende hetz, og i kraft af DSP’s ekstreme antisemitiske ytringer og aktioner var Wilfred Petersen efter Claus Bundgård Christensens vurdering en vigtig del af baggrunden for justitsminister K.K. Steinckes banebrydende antiracismelov i 1939.
“Wilfred Petersens tanker har lighedspunkter med det, vi i dag kalder hybridkrig. Han lancerede hele tiden nye tanker, nye projekter, nye ideer. Man kedede sig aldrig. Han opfandt sin egen politiske kultur, og alle var stort set jævnaldrende,” siger historikeren, der er lektor på Roskilde Universitet.
DSP fik midlerne til sit arbejde fra to kilder. Den ene var afpresning af enkeltpersoner og virksomheder.
“Men det er givet, at en langt mere omfattende afpresning har fundet sted.”
Den anden gruppe var velhavende aktører, der var kritiske over for det parlamentariske demokrati og ønskede en omvæltning.
“Det fik dem til at støtte en bevægelse som DSP for at destabilisere Stauning/Munch-regeringen, uden at de nødvendigvis gik ind for DSP’s program,” vurderer Claus Bundgård Christensen.

Værdifulde alliancer
I betragtning af karakteren af sit politiske virke havde Wilfred Petersen en forbløffende evne til at få kontakt til indflydelsesrige personer. En af dem var kriminaloverbetjent Max Weiss (1905-1968) fra Københavns Politis ‘politiske politi’ (omtrent det daværende PET), som han havde været befalingsmandselev sammen med i 1920’erne på Kornetskolen i Helsingør. Naziføreren var en vigtig meddeler for politimanden.
Historielektoren betegner Weiss som en fascinerende skikkelse, der bestemt kunne fortjene en biografi. Han blev i øvrigt efter krigen en af de vigtigste folk i Danmark for USA’s efterretningstjeneste CIA.
“Max Weiss var en fantastisk person – en velbegavet, sprogkyndig, betroet medarbejder ved det politiske politi – formentlig socialdemokrat. Han holdt øje med de højreradikale grupper og var hele vejen igennem loyal over for ungdomsvennen Wilfred Petersen. Venskabet kom til udfoldelse under besættelsen, hvor Weiss reelt var WP’s føringsofficer,” siger Claus Bundgård Christensen.
De var fælles om et enormt had til Frits Clausens naziparti DNSAP, som for Max Weiss var landsforrædere, for Wilfred Petersen ærkerivaler i det højreradikale miljø.
“WP spionerede for Weiss i bl.a. Germansk SS og Waffen SS. WP havde konstant en stor mængde informationer, der gjorde ham værdifuld for Max Weiss. Wilfred Petersen anså DNSAP for at gå tyskernes ærinde – og derfor som ekstremt farligt. Men det er ikke rimeligt over for frihedskæmperne at kalde ham modstandsmand, selv om han bidrog afgørende til at svække Frits Clausens parti. Han blev virkelig Frits Clausens onde ånd, og umiddelbart før sin død i 1947 udtalte Clausen sit ønske om, at Wilfred Petersen ville få en hård dom i sin retsopgørssag.”
Ud over Max Weiss fik Wilfred Petersen en anden krigstidsalliancepartner i revisor H.C. Steen Hansen (1902-1974), en velhavende, nationalkonservativ modstandsmand, og da Wilfred Petersen efter krigen meldte sig frivilligt til Københavns Politi, skete det flankeret af Weiss og Steen Hansen, der også på forskellig vis stod ham bi under de følgende års retssager.

 

 

Den jyske væbner – et modstands-symbol

Alene på grund af den imposante, irrede bronzestatue på Rådhustorvet har jeg som født og opvokset i Randers et forhold til væbneren Niels Ebbesen, der dræbte den holstenske grev Gerhard (el. Gert) natten til den 1. april 1340. Væbner Niels fremtræder pansret, med hånden på hjertet og skuende mod syd som for at holde øje med tyskerne.
I forbindelse med min studentereksamen i 1981 var jeg som de fleste andre unge i byen med nyerhvervet studenterhue med til at ‘danse om Niels Ebbesen’.
Jeg blev allerede som barn gjort opmærksom på ‘Niels Ebbesens Gård’ i Storegade, hvor den jyske adelsmand skal have dræbt grev Gert. En træluge på øverste stokværk står konstant åben. Formålet er, at den dræbte greves usalige sjæl til enhver tid skal kunne undslippe, så man undgår, at huset bryder i brand.
Som turistguide i 1980’erne fortalte jeg  historien  og gjorde opmærksom på, at den er og bliver en skrøne. ‘Niels Ebbesens Gård’ blev opført i 1643 – mere end 300 år efter det natlige drama tilbage i middelalderen. Ingen bygning i Randers, der stod i 1340, eksisterer mere. Selv Sankt Mortens Kirke, byens store middelalderkirke, er opført 150 år senere – i sidste årti af 1400-tallet.

Læseoplevelse i dæmpet belysning
Ud over det fik jeg tidligt et nærmere kendskab til begivenhederne – formidlet i en skønlitterær, nationalromantisk form. Da jeg var ca. 13 år blev jeg af min mor gjort opmærksom på B.S. Ingemanns historiske romaner fra 1800-tallet. En af dem, Prins Otto af Danmark, har dramaet i Randers med.
Bøgerne er ikke for ingeting skrevet af en stor digter. Fortællingerne skrider fængslende fremad, og uhyggelige intriger udspiller sig. Jeg husker, hvordan jeg på mit værelse slukkede det elektriske lys og erstattede det med det dæmpede skær fra en orangemalet petroleumslampe for at skabe autentisk middelalderstemning.
Her er riddere og skønjomfruer, heltedåd og niddingsfærd, triumfer og dybe fald. Sådanne fald endte for forrædere og andre formastelige i værste fald med radbrækning, hjul og stejle. Det er bøger med rene, stærke værdier. Det var før den tid, hvor f.eks. ‘diversitet’ blev et plusord. Idealet var troskab og enig opslutning bag den kronede og salvede konge. Også antallet af køn var der styr på. Der var to.
Mit barndomshjem lå på en villavej syd for Randers tæt på den indfaldsvej sydfra, som Niels Ebbesen og hans ca. 50 edssvorne mænd havde benyttet, da de natten til den 1. april 1340 brød ind i byen, hvor en holstensk styrke på flere tusinde mand befandt sig. Efter Niels Ebbesens drab på den holstenske greve foretog de tilbagetog ad samme vej.
Det at bo på den samme jord, som havde været opmarchområde for hin berømmelige aktionsstyrke, var noget, der nok kunne vække fantasien hos en 14-årig historienørdet dreng. Begivenhedernes tilknytning til vores kvarter blev erindret med to vejnavne: Prins Ottos Vej og Svend Trøst Vej. Sidstnævnte vej er opkaldt efter Niels Ebbesens raske svend, der ifølge myten havde forberedt en afkastning af broplankerne på Randers Bro, så den overlegne holstenske hær blev afskåret forfølgelsen.
Du kan få et modspil til B.S. Ingemanns romantiske univers i denne mere nøgterne faghistoriske artikel

I aftægtsstuens bogskab
På et tidspunkt i min research til Modstand stødte jeg på en passage, der i særlig grad vakte minderne om denne tidlige læseoplevelse. Det var fra Elith Olesens bog Jeg har levet mit liv i lyset (Poul Kristensens Forlag, 2001), der er en biografi af den kristent-nationale modstandsleder Christian Ulrik Hansen. Han voksede op på slægtsgården Vannerup Vestergaard ved Farsø, hvor han var den ældste af fire søskende. Den højt begavede dreng havde meget ud af samværet med sin morfar, der boede på aftægt på gården.
“Ikke blot lærte Christian at læse og skrive før den skolepligtige alder, men i den lune lille aftægtsstue sad morfar ofte med drengen som eneste tilhører og deltager og fortalte (…) om bibelske personer og tildragelser og om Danmarks-historiens store skikkelser (…). Da Christian (…) havde lært at læse, åbnedes endnu en spændingsfyldt verden for ham, nemlig aftægtsstuens fyldte bogskab,” hedder det i biografien.
“Det, der stod her, var (…) folkelig litteratur af romantisk grundpræg (…). Her var Ingemanns historiske romaner (…), A.D. Jørgensens ’40 Fortællinger af Fædrelandets Historie’, H.C. Andersens og Grimms Eventyr (…). I morfars stue kom Christian på nært hold af helteskikkelser som Rolf Krake og Regnar Lodbrog, Uffe hin Spage og Thyra Danebod, Absalon, Niels Ebbesen, Valdemar Atterdag, Margrethe, Nordens dronning, Frederik den Tredjes sammenbidte københavnere….”
B.S. Ingemanns romaner var noget af 1800-tallets mest læste skønlitteratur. Han begyndte at skrive dem i 1820’erne efter opfordring fra N.F.S. Grundtvig. De var enige om at se bogprojektet som et middel til at fremme national bevidsthed og folkeånd, og romanerne havde antagelig stor betydning for mobiliseringen af de danske soldaters kampvilje i krigene i 1848-51 og 1864.
Du kan finde nogle litteraturhistoriske betragtninger over B.S. Ingemanns romaner i denne artikel af Kim Minke

Kaj Munks skuespil beslaglagt
Trods de meget sparsomme konkrete oplysninger i historiske kilder om Niels Ebbesen fik han som symbol stor betydning for at motivere til  aktiv modstand under besættelsen.
Digterpræsten Kaj Munk begyndte allerede kort efter den 9. april 1940 at skrive et drama med titlen Niels Ebbesen, og han læste op af det under det store antal foredrag, han holdt rundt om i landet. Munk gjorde ikke meget for at skjule, at handlingen ikke kun handlede om dansk middelalder, men skulle opfattes med en aktuel pointe. Da den endelige udgave af skuespillet var klar til udgivelse den 9. april 1942 – toårsdagen for besættelsen – blev oplaget straks beslaglagt. Boghandlerne havde dog nået at sælge et større antal eksemplarer, og den mobiliserende virkning varede ved.
Læs evt. om forløbet i denne artikel af den afdøde historiker Claus Bjørn.
Myten optog også toldassistent Anton Jensen i Skive, der senere blev leder af våbenmodtagelsen i Jylland under dæknavnet Toldstrup. Han fik i begyndelsen af krigen en søn, som han og hans hustru lod døbe Niels Ebbe til minde om middelalderhelten.
Men de nationalkonservative og nationalt folkelige modstandsorganisationer var ikke ene om at bygge et budskab op på Niels Ebbesen-myten. Sympatisører med de tidlige kommunistiske modstandsfolk, der senere blev til BOPA, solgte mærker i frokoststuerne på deres arbejdspladser for at skaffe midler til basale leveomkostninger for deres kammerater, der levede under jorden.
Der var ikke – som man ellers kunne være tilbøjelig til at tro – tale om ‘Stalin-mærker’ eller ‘Lenin-mærker’. Kommunisterne var på det rene med, hvor ringe sympati det store befolkningsflertal havde for dem. De fulgte derfor en folkefrontsstrategi med stor parathed til at samarbejde med andre, og deres retorik gik ud på, at de kæmpede for ‘Danmarks sag’, ikke for verdensrevolutionen. Derfor var de mærker, de solgte f.eks. ‘Skipper Klement-mærker’ eller ‘Niels Ebbesen-mærker’

—– —– —–

INDSTILLINGERNE til os to modtagere af Niels Ebbesen-medaljen i 2022 blev givet af dokumentarfolkene Martin Sundstrøm og Simon Bang, der selv fik hver en medalje i 2021:

Dines Bogø har igennem flere årtier arbejdet som privat historiker og har med sin utrættelige research og talrige foredrag og artikler, sikret uvurderlige historier, billeder, fakta og detaljer fra besættelsen, som ingen andre har tænkt på at gøre. Hans efterforskning og beredvillige interesse og hjælpsomhed er second to none, og beskæftiger man sig med besættelsen, ender det næsten altid med, at man må ty til Dines Bogø for at opdage, at han allerede har undersøgt emnet til bunds og fundet ukendte ting, ofte igennem pårørende. Hvis man skal have tegninger over tyske flyvepladser eller matrikelnumre på nedrevne sommerhuse, som har huset modstandsfolk, så er det Dines Bogø man konsulterer. Og derfor er han ofte brugt som konsulent af dokumentar- og filmprojekter. Vi anser ham som noget så sjældent som en enmandshær, der i fredstid har sikret at historien holdes faktuelt i live, som ingen andre har formået. I betragtning af at han ikke er ansat på et universitet, men helt og holdent optræder som privat efterforsker, forfatter og historiker og rådgiver, anser vi ham som en oplagt kandidat til Niels Ebbesen Medaljen.

Niels-Birger Danielsen er journalist og historiker. Igennem de sidste to årtier har han markeret sig som en af de førende fagbogsforfattere med speciale i besættelsesårene blandt andet med biografier om Werner Best og Karl Heinz Hoffmann, og hovedværket Modstand, som netop er fuldendt. Danielsen kommer oprindeligt fra Randers, blev cand.phil. fra Aarhus universitet i 1987 og journalist i 1992, og selvom uddannelsen ikke umiddelbart pegede på krigen, så fyldte besættelsen allerede fra barndommen, selvom der ingen aktive modstandsfolk var i hans familie. Måske derfor var han den rette til undersøge historien og opsøge og interviewe vigtige personer fra krigens tid, fordi han ikke stod på nogens side, ud over nysgerrighedens? Det har medført en række meget grundige bogudgivelser og hans hovedværk 4-bindsværket Modstand er så gennemført en indsats, der tager sin begyndelse helt tilbage fra 1933, at det til dato er det mest imponerende værk om undergrundsbevægelsen i Danmark under krigen. NBD formår med en omfattende research og fremlæggelse af hidtil ukendte kilder, samt en meget fin personskildring, at fremmane en tid, som ellers er vanskelig at gøre personlig og levende efter snart 80 år. Det var heller ingen selvfølgelighed at få bogværket udgivet, som det ellers lå i kortene, og kun pga af Niels-Birger Danielsens egen ekstraordinære og vedvarende fundraising, lykkedes det ham også at få udgivelsen finansieret, samtidig med at hans grundforskning foregik parallelt. Han egen kamp for at belyse fortidens kampe for frihed og dermed bekæmpelsen af fortidens fjender er helt usædvanlig og utrættelig. Derfor anser vi ham som en oplagt kandidat til Niels Ebbesen Medaljen.

Martin Sundstrøm og Simon Bang bliver hædret ved overrækkelsesceremonien i Lynge Præstegård den 30. april. Der blev nemlig ikke holdt nogen ceremoni sidste år på grund af corona, så de fik deres medaljer tilsendt.