Uddrag 7 af ‘Modstand-4’: Dyster jul i Esbjerg

Stud.jur Helge Iversen (i midten, 1924-45), boghandlersøn fra Bramming, blev arresteret lige før jul 1944, og de to søskende stud.polyt Jens Thue Jensen (tv. 1922-45) og lærerinde Dorthe Jensen (th., 1919-2006) – også fra Bramming – var eftersøgte. (Nationalmuseet og Dorthe Petersen: ‘Thue og hans tid’)

Et af de områder i Danmark, der indgår med relativt stor vægt i bind 4 af Modstand, der udkom i april 2021, er Esbjerg/Bramming/Tjæreborg. Ikke mindst jernbanesabotagen spillede en stor rolle, og modstandskampen bevirkede, at tre unge mænd fra området var blandt de 62, der i foråret 1945 blev henrettet efter tysk krigsretsdom.
Det følgende uddrag fra bogen består af fire tekststykker fra kapitlet ‘Vintersolhverv’. Ordet forekom mig velvalgt i forbindelse med ikke mindst begivenhederne i Esbjerg ved jule- og nytårstiden 1944/45, da truslen fra Gestapo og deres danske håndlangere blev overhængende.
Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at jeg har tilføjet mellemrubrikker.

—– —– —–

Natten mellem den 21. og 22. december 1944 foretog Gestapo i Esbjerg en razzia hos en familie, hvor Jens Thue Jensen og en gruppekammerat havde logi. Det lykkedes dem dog begge at flygte. Den 22-årige sabotør tog hjem til familien på Mulvadvej i Bramming, sneg sig gennem baghaven og kravlede gennem et vindue.  Om morgenen tog han igen fra stationsbyen med et tog.
På det logiværelse, som de to sabotører havde forladt, fandt tyskerne et fragtbrev, som Thue Jensen dagen før havde insisteret på at beholde, selv om den 30-årige vognmand Erik Bang havde tilbudt at stikke det ind blandt de øvrige papirer i sin forretnings regnskab. Fragtbrevet skulle vise sig at blive et vigtigt spor i hænderne på tyskerne.
Det drejede sig om en stor sending, der dagen før var ankommet til godsbanegården i Esbjerg mærket ’Værktøj’. De 14 tunge kasser rummede våben og ammunition til ca. 100 mand samt 800 kilo sprængstof. Via byleder Frants Gertsen gik der bud til vognmand Bang, og Hans Silas Nielsen, Thue Jensen og et tredje gruppemedlem Arne Thomsen stillede på hans gårdsplads i Skolegade 71.
Erik Bang kørte sendingen til en lagerhal i Ribegade, hvorfra den hurtigt skulle fordeles videre.  Halvdelen blev hentet af en anden vognmand, men Thomsen, der overvågede forløbet, konstaterede, at den anden halvdel ikke blev afhentet. Da Gertsen cyklede forbi for at kontrollere transporten, så han en Gestapo-bil; han kørte til Arne Thomsens hjem Ved Skoven 1 og slog alarm.

De første anholdelser
Den 26-årige Anfred Petersen, der var ansat som jernbanedetektiv hos DSB, blev anholdt og sigtet for at have udleveret sendingen og underskrevet fragtbrevet. Han var forlovet med den 25-årige lærerinde Dorthe Jensen, der var søster til Thue Jensen. Samtidig havde Dorthe Jensen sidste skoledag før jul på Jerne Skole.
Om eftermiddagen var hun i sin lejlighed på Sct. Pauls Allé for at sige farvel til Helge Iversen fra broderens gruppe, der var hendes faste logerende. Da hun kørte til indgangen til banegårdsperronen for at møde kæresten, kom en DSB-medarbejder ud og lod hende vide, at Anfred Petersen var taget.
Omtrent samtidig dukkede en mand op hos familien Jensen i Bramming og spurgte efter Thue. Den fremmede kunne åbenbart passere som ’ung’ og studiekammerat, selv om han var 37 år. Han virkede tilforladelig, men var identisk med den danske Gestapo-mand Niels Riis. Faderen Peter Jensen, der var troskyldig af natur, fortalte vidt og bredt, indtil hans hustru fik ham trukket til side og sagt, at hun fandt manden fordægtig. Riis kom ikke fra besøget med oplysninger af værdi.
I Sct. Pauls Allé, hvor Dorthe Jensen ikke var hjemme, da Gestapo kom, var malplaceret hjælpsomhed medvirkende til, at Helge Iversen blev anholdt.
”Vi havde aftalt, at Helge ikke skulle lukke nogen ind, men det gjorde værten. Han gik med de tre Gestapo-folk op i lejligheden,” berettede lærerinden.
(…)
Sabotør-juleaften aflyst
I Esbjerg var logiværtinden Anna Christiansen parat til at holde en sabotørjul med op til ti deltagere. Hans Silas Nielsen nåede lillejuleaften at købe rødkål og rødbeder til gåsestegen, inden han hentede Thue Jensen på banegården. Men da Thue kunne fortælle, hvor alvorligt tingene tegnede sig, blev den fælles højtid aflyst. Både Hans Nielsen og Thue Jensen flyttede straks.
Netop som Ellen og Peter Jensens store familie juleaftensdag var ved at pynte juletræ i hjemmet på Mulvadvej i Bramming, rullede en sort, benzindreven bil ind foran indgangstrappen. Ind ad døren trådte tre Gestapo-mænd med den 43-årige dansker Hans Julius i spidsen. Da sønnen ikke var hjemme tog de faderen med som gidsel. Da de førte den 54-årige Peter Jensen ind i fængslet, lod de ham kigge gennem ruden i døren til en af cellerne.
”Kan du kende ham, der ligger der?,” spurgte de.
Det kunne Jensen ikke, men det var hans vordende svigersøn Anfred Petersen, der nærmest var ukendelig efter to døgn med næve- og stokkeslag. Helge Iversen var i samme tidsrum blevet placeret i en våd, fugtig kælder.
En nedtrykt Thue Jensen holdt juleaften hos en ny værtsfamilie, men Hans Nielsen stod lidt før kl. 20 uventet i døren hos Anna Christiansen med hænderne på ryggen. Han kom ind og tilbragte aftenen og overrakte værtinden en ring. ’Til plejemor fra drengene’, stod der på et lille kort.

Kommis Hans Silas Nielsen (1918-1945) fra Tjæreborg var fra 1943 en ledende vestjysk modstandsmand inden for både efterretningsvirksomhed, kurertjeneste og sabotage. Her er han iført uniform fra sin værnepligt i søværnet. Hans Nielsen blev i lighed med Jens Thue Jensen og Helge Broch Iversen henrettet ved skydning i Ryvangen den 10. marts 1945 efter tysk krigsretsdom. (Nationalmuseet)

Vordende brud på flugt
Dorthe Jensens og Anfred Petersens bryllup den 30. december 1944 måtte naturligvis aflyses.
”Brudgommen var taget af Gestapo, bruden var gået under jorden, far var gidsel hos tyskerne, og hvor var Thue?” sammenfattede den kommende brud situationen.
Da Gestapo vidste, at Dorthe Jensen havde givet Helge Iversen logi, tog hun med en søster hjem efter familiens juleaften. Første juledag om morgenen tog hun toget til en tante ved Brørup, der arrangerede, at hun fik taget et pasfoto. Derefter cyklede den 25-årige lærerinde de 40 kilometer til Københoved, hvor sognefogeden, en anden slægtning, lavede hende et falsk legitimationskort.
Dagen efter blev Dorthe Jensen kørt til toget. Hun skulle til København og under jorden på Sankt Lukas Stiftelsen. Her forblev hun til kapitulationen og fik en uddannelse i spædbarnspleje.
(…)
En urovækkende henvendelse
Da den eftersøgte Hans Silas Nielsen den 29. december 1944 kiggede forbi til frokost hos Anna Christiansen, ringede det på døren. Uden for stod en nydelig ung dame, ’Misse Jensen’, der korrekt gav oberstløjtnant Bennikes kode: ’Jeg skal hilse fra onkel’.
”Jeg har et brev til Hans, han er her vel stadig?” spurgte kvinden, der formentlig var identisk med  Gestapo-agenten Jenny Holm.
Logiværtinden svarede, at han tidligere havde boet hos hende og undskyldte sig et øjeblik.
”Jeg gik ind til Hans og sagde, at jeg troede, den var gal (…). Så gik jeg ud til pigen og aftalte, at jeg skulle prøve at sende Hans eller hans ven til et møde om aftenen kl. 19 på Centralhotellet.”
Ifølge Anna Christiansen skulle modstandsfolk være blevet sendt ud for at likvidere den mistænkelige kvinde, men hun var så skarpt bevogtet, at de ikke kunne tæt på hende.
Efter det ildevarslende besøg gik Anna Christiansen ’halvt’ under jorden på landet et par uger, så hun undgik at sove hjemme, men hun tog dog på arbejde om dagen. Derefter rejste hun til København, hvor hun frem mod befrielsen var med i forskelligt illegalt arbejde.
(…)
Logivært: ‘Jeg beder for dig om, at du må gøre det rigtige’
Ved middagstid den 8. januar 1945 drejede en tysk bil ind på vognmand Erik Bangs gårdsplads ved Skolegade i Esbjerg. I den sad den 29-årige danske Gestapo-mand Hans Erik Munk, en tysk chauffør og to 16-17-årige drenge. De var blevet anholdt for at have råbt ’feltmadras’ efter et par piger, men det havde vist sig, at de havde været hjælpearbejdere ved DSB i december 1944. De blev truet til at fortælle, hvad de vidste om våbenleverancen, og Munk anholdt Erik Bang.
Bang blev afhørt intensivt den følgende uge. Derefter blev både han samt Anfred Petersen og Peter Jensen – hhv. svoger og far til Jens Thue Jensen – transporteret til Frøslevlejren. En af de samme dage bankede Thue Jensen på hos fiskeskipper Jens Clausen, Kronprinsensgade i Esbjerg.
”Du skal vide, forklarede jeg, at her i huset beder vi bordbøn,” fortalte skipperen senere.
”Dertil svarede Thue, at det var han vant til hjemmefra. (…) Resultatet af vores samtale blev, at han fik nøglen til gadedøren og ret til at gå i spisekammeret.”
De dage, han var hjemme til middag, ville han gerne sidde sådan, at han kunne se ud i entreen.
”Hans revolver med hvidt skaft tog han op af lommen og lagde på bordet ved siden af sig. ’Synes du, det er forfærdeligt?’ sagde han til mig. Dertil svarede jeg: ’Jeg beder for dig om, at du må gøre det rigtige’,” berettede den kristne skipper.

Uddrag 6 af ‘Modstand-4’: Tragisk drama under fest i forsamlingshus

Vedsted Landbohjem, som det så ud indtil festen for kong Christian X’s fødselsdag den 26. september 1944. Bygningen blev kort efter razziaen sprængt i luften som repressalie, fordi en tysk befalingsmand var blevet dræbt under aktionen, og den danske Gestapo-mand Peter Karl Brinkmand var blevet såret. Begge dele skyldtes dog tyske vådeskud, viste det sig. (Nationalmuseet)

Et privat sammenstød i et illegalt logi førte i september/oktober 1944 til sabotagelederen Hans Andersens død under en Gestapo-razzia og voldsomme konsekvenser for hans familie.
Det var blot et af en række aktioner, der førte til, at tysk politi gjorde et dybt indhug i den syd- og sønderjyske modstandsbevægelse.
Nedenstående er uddrag fra bind 4 af Modstand, der udkom i april 2021. Teksten er sammensat af enheder fra flere forskellige kapitler, men den er identisk med bogens tekst på nær, at underrubrikker er tilføjet.

—– —– —–

”Feltmadras!” udbrød den 44-årige sønderjyske modstandsmand Hans Andersen.
Det skete under en ophidset ordveksling midt i september 1944 med en kusine til hans 30-årige kone Signe. Kusinen var datter af Signe Andersens faster og onkel i landsbyen Moltrup nordvest for Haderslev, hvor Andersen havde illegalt logi. Kusinen havde meddelt, at hun havde forlovet sig med en tysk soldat. Hans Andersen (’Anders’) foreholdt hende, at hun forrådte sine landsmænd, mens han og andre satte livet på spil for at befri Danmark.
Andersen var leder af sabotagen i Haderslev-området, og husmandsstedet lå tæt ved den østjyske længdebane, der var hovedmålet for jernbanesabotagen. (…) Det heftige sammenstød skulle kort efter resultere i både en familietragedie og en katastrofe for modstandsbevægelsen i Sønderjylland.

I skjul efter arrestationsforsøg
Den stærkt nationale Hans Andersen, kusk og tidligere oversergent, var kommet ind i det illegale arbejde, da han i julen 1943 havde fået en henvendelse fra Christian Petersen, leder af den kommunistiske sabotage i Haderslev. De fandt en fælles dagsorden, selv om de stod i hver sin politiske lejr. Oversergenten begyndte at danne grupper og havde et våbenlager i sit hjem.
Hans og Signe Andersen gik under jorden i juni 1944, da Gestapo forsøgte at arrestere ham. (…) Parret satte deres treårige søn i pleje hos Signe Andersens forældre, husmandsparret Martin og Karen Grøn ved Christiansfeld. Snart efter blev også Christian Petersen arresteret.
(…)

Kontakt til ‘Snogen’
I sit raseri over at være blevet overfuset af Hans Andersen tog hustruens kusine ifølge forfatteren Henning N. Larsen til Fredericia og fortalte sin tyske forlovede om forløbet. Soldaten arrangerede et møde mellem hende og den danske Gestapo-medhjælper Johannes Rasmussen (’Snogen’), der havde stået bag oprulningerne af modstandsorganisationen i Fredericia og af Holger Danske-gruppen HD2.
’Snogen’ udspurgte kusinen og viste hende et foto af Hans Andersen. Hun fortalte, at billedet ikke længere var vellignende, idet ’Anders’ med briller og overskæg havde ændret udseende.
Efter det voldsomme optrin med husets datter var det nu umuligt for det illegalt levende par at blive hos Signe Andersens faster. De rykkede ind på Vedsted Landbohjem, hvor værtsparret Marius og Marie Bonde flere gange havde huset modstandsfolk på flugt.
(…)

Hans Andersen (1900-1944) var efter kommunisten Christian Petersens arrestation ene om at stå for koordineringen af sabotagen på Haderslev-egnen. (Nationalmuseet)

Fuldt tryk på jernbanesabotagen
På Vojens-egnen havde Hans Andersen (’Anders Thomsen’) i sin underjordiske tilværelse som sabotageleder kolossalt travlt og havde oprettet en håndfuld sabotagegrupper. (…)
Omkring midnat natten til den 10. september 1944 sprængte grupperne med få minutters mellemrum sporskifterne på Hovslund, Rødekro, Hjordkær, Bolderslev, Bajstrup og Fårhus stationer. Samtidig blev jernbanebroen over Uge bæk nord for Tinglev sprængt. Aktionerne resulterede i en 17 timer lang spærring af strækningen.
Lederen var den 29-årige premierløjtnant Alfred Rasmussen Friis, der var uddannet baneingeniør og ifølge historikeren Aage Trommer en teknisk set overordentlig dygtig sabotageleder.
(…)

Den fatale oplysning
På Vedsted Landbohjem pressede Signe Andersen sig tæt ind til sin mand, sabotagelederen Hans Andersen, da et voldsomt skyderi pludselig brød løs ved 23-tiden samme dag, den 26. september 1944.
”Bare det ikke er os, de er ude efter,” sagde hun.
En vellykket fest på Christian X’s 74-års fødselsdag var ved at være slut, da tre busser kørte op foran bygningen. Omkring 50 tyske soldater sprang ud, omringede bygningen og åbnede ild ind ad vinduerne. (…) Som hustruen frygtede, drejede razziaen sig netop om Hans Andersen og hende selv.
Med i aktionsstyrken var Johannes Rasmussen og Peter Karl Brinkmand. (…) Razziaen blev gennemført under voldsomme former, og nu blev det fatalt, at Signe Andersens kusine havde fortalt om hendes mands ændrede udseende. Under andre omstændigheder ville maskeringen og brillerne sammen med hans falske identitetskort muligvis have sat ham i stand til at klare frisag, men nu beordrede ’Snogen’ ham op på en stol midt i lokalet.
”Her ser De (…) et af de modbydeligste mennesker, der er med til at ødelægge Danmark,” skreg han blandt andet.
Ud på natten lykkedes det Hans Andersen at slå to soldater, der bevogtede ham, ned. Han forsøgte at flygte, men den 44-årige mand blev skudt og dræbt i sit løb over gårdspladsen. Signe Andersen gik fri, da hverken hun eller manden havde ladet sig mærke med, at de kendte hinanden.
(…)

Syv tyskere dræbt ved togafsporing
Ved 22-tiden den 27. september 1944 gennemførte Alfred Rasmussen Friis og hans folk – et døgn efter katastrofen på Vedsted Landbohjem – en perfekt afsporing mellem Bolderslev og Hjordkær på Aabenraa-egnen. (…) Rasmussen Friis fulgte op med at beordre flere aktioner, og kl. 01.50 natten til den 7. oktober lykkedes det at afspore et tog mellem Rødekro og Hjordkær. Strækningen blev afbrudt i halvandet døgn (…). Vigtigst var det dog, at afsporingen (…) fik yderligere virkninger. Tyskerne var ikke indstillet på bare at tage til efterretning, at syv tyske soldater var blevet dræbt.
(…)

Som baneingeniør var premierløjtnant Alfred Rasmussen Friis (1915-1945) en overordentlig kvalificeret praktisk leder af jernbanesabotagen. Han blev arresteret i Vejle den 7. oktober 1944 og sendt i kz-lejren Neuengamme. Han døde på en udkommando den 4. marts 1945, og hans jordiske rester blev aldrig fundet. (Nationalmuseet)

‘Himmelfartskommandoerne’
På Vedsted Landbohjem havde Signe Andersen, hustru til den dræbte sabotageleder Hans Andersen, fået lov til at gå om morgenen den 27. september 1944, fordi hendes korrekte identitet på grund af hendes falske legitimation forblev uafsløret.
Men Gestapo lagde vægt på at få fat i den unge enke og opsøgte hendes far, Martin Grøn, på familiens husmandssted ved Christiansfeld. Den 57-årige husmand nægtede trods intensive forhør at fortælle, hvor datteren og hendes lille dreng opholdt sig.
Netop i de samme dage indførte den højere SS- og politifører Günther Pancke efter samråd med general Hermann von Hanneken de såkaldte ’himmelfartskommandoer’.
”Gentagne Gange er i den sidste Tid Jernbanetog, hvori der befandt sig Medlemmer af den tyske Værnemagt, blevet bragt til Afsporing ved Sprængning,” skrev Panckes pressekontor den 8. oktober 1944.
”Et særligt alvorligt Tilfælde skete en af de sidste Dage, hvorved 7 Soldater blev dræbt og 42 saaret. Til Afværgelse af disse Sabotagehandlinger vil der fremtidig i de Tog, hvori der befinder sig medlemmer af den tyske Værnemagt, medføres fangne danske Sabotører.”
Det var den direkte konsekvens af den afsporing mellem Rødekro og Hjordkær, som Alfred Rasmussen Friis havde nået at beordre, inden han blev arresteret.
Gestapo opgav afhøringerne af Martin Grøn og sendte ham i Frøslevlejren. Men han blev jævnlig hentet ud og sat ind i en vogn af danske fanger, der blev placeret på et ukendt sted i et togsæt, der transporterede tyske soldater. Både Alfred Rasmussen Friis og Martin Grøn kom senere i tysk kz-lejr; ingen af dem overlevede.

 

.

Nazistisk drabsforsøg på Ole Bjørn Kraft

I Jyllands-Posten fortalte den 89-årige Ulla Feilberg den 2. maj 2021 om Petergruppens attentat på hendes far, redaktør Christian Hansen Damm, kort efter kl. 18 den 30. december 1943: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12881490/pigen-der-lukkede-op-for-den-tyske-terror/ Drabsforsøget blev begået af den schweizisk fødte SS-mand Louis Nebel, der sammen med chefen Otto Schwerdt og to andre mænd trængte ind i lejligheden på Dosseringen 14, 1.tv., og ramte redaktøren med fire skud.
Inden for den samme time skete der et lignende attentat få hundrede meter derfra, der i samtiden måtte forekomme indlysende koordineret med aktionen på Dosseringen – formentlig begået af den samme organisation. Det var ikke tilfældet.
Jeg afleverede en sidehistorie til Jyllands-Posten sammen med interviewet med Ulla Feilberg, men den blev der ikke plads til. Derfor bringer jeg den herunder.
Drabsforsøget på Ole Bjørn Kraft var en af de få gange, folk fra Schalburgkorpset drog ud for at udførte clearingdrab. Ved andre tilfælde var ofrene læge Willy Vigholt og lektor Aæbert Ibsen, begge fra Slagelse. Ellers stod Petergruppen for terrordrabene, indtil Schiøler-gruppen, Lorentzen-gruppen og Lille Jørgen-gruppen i det sidste halve år af besættelsen kom til.

—– —– —–

Samtidigt attentat på konservativ toppolitiker

Ved et særpræget tilfælde har Ulla Feilbergs barnebarn – 26-årige Asta Feilberg, der er sygeplejerske i København – to oldefædre, der inden for den samme time den 30. december 1943 blev såret ved to af hinanden uafhængige nazistiske attentater inden for få hundrede meters afstand i København. Hun er nemlig datter af Ulla Feilbergs datter, Christine Nørgaard Feilberg, der tidligere har været gift med en sønnesøn af den ledende konservative politiker Ole Bjørn Kraft (1893-1980).
Kl. ca. 18.30, omtrent et kvarter efter drabsforsøget på Christian Hansen Damm, ringede det på døren hos Kraft i Vendersgade 28.
”Den yngste af Sønnerne lukkede op for en høj, spinkel ung Mand paa 22-23 Aar, der spurgte efter Folketingsmanden,” skrev avisen Sønderjyden dagen efter, den 31. december 1943.
”Da han fik at vide, at denne ikke var hjemme, gik han igen. Lidt før Kl. 19 kom Folketingsmanden hjem, og et øjeblik efter ringede den unge Mand atter paa Døren.”
Sønnen lukkede igen op og kaldte på faderen, der kom ud, mens sønnerne og et par andre unge blev tilbage i stuen.
”De hørte pludselig Smældene af 5 Skud, og da de styrtede ud, mødte de Ole Bjørn Kraft, der kom vaklende imod dem med Blodet strømmende ned ad sig,” fremgik det videre af avisen.
”Han var ramt af et Strejfskud i den ene Haandled, en Kugle i venstre Laar, en Kugle under højre Armhule, og endelig var en Kugle trængt ind i Ryggen.”
Den 50-årige Ole Bjørn Kraft blev hentet af en ambulance, og efter en blodtransfusion kom han hurtigt uden for livsfare.
Manden bag drabsforsøget, Jan Sørensen, var sendt ud af Sicherheitsdienst på Dagmarhus under ikke helt klarlagte omstændigheder. Han var medlem af nazistiske Schalburgkorps.

Uddrag 5 af ‘Modstand-4’: Børge Thing – et prisme for koalitionens opløsning

Ved afslutningen af besættelsestiden var forskellige tanker om en ‘folkehær’ vidt udbredte. Børge Thing (‘Brandt’ – herover i kaptajnsuniform), BOPA’s tidligere sabotagechef, var en af de førende talsmænd for en omorganisering af de militære værn, der skulle gøre op med den traditionelle eksklusive officerselites dominans. Og det blev en del af kompromiset mellem de etablerede politikere og Frihedsrådet, at der skulle åbnes særlige adgangsmuligheder for tidligere modstandsfolk.
Men de politiske vinde vendte hurtigt, og Things eget tiårige forløb i den danske hær er et eksempel på, hvordan højre/venstre-koalitionen bag modstandskampen gik i opløsning under Den kolde Krigs første år.

Følgende uddrag er fra det sidste kapitel af bind 4 af Modstand, der trækker nogle  ind i efterkrigstiden. Teksten er identisk med den, der står i bogen bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

“Den adgang for tidligere frihedskæmpere til de militære værn, som ikke mindst BOPA-chefen Børge Thing (’Brandt’) havde talt for, blev virkeliggjort gennem en lov om nyrekruttering af officerer fra modstandsbevægelsen, som forsvarsminister Ole Bjørn Kraft havde fremsat forslag om i sommeren 1945.
”Lovforslaget er godt og tjener forsvarsministeren til ære,” skrev den kommunistiske partisanleder med en bemærkelsesværdig cadeau til den ærkekonservative Kraft, der i 1930’erne havde sympatiseret med det fascistiske Italien.

Tilforladelig kommunist
Modstandsbevægelsens Befalingsmandsskole blev etableret i Jægersprislejren. Hvis man ville videreuddanne sig til linjeofficer, skulle man søge om et års uddannelse på Hærens Officersskole. Der kom ca. 1200 ansøgninger, og godt halvdelen blev antaget. I februar 1946 fandt de første 299 kongelige udnævnelser sted. Fire var oberstløjtnanter, bl.a. DKP’eren Svend Wagner, 32 kaptajner, deriblandt ’Brandt’, 77 løjtnanter, 76 sekondløjtnanter og 110 underofficerer.
Ifølge en skriftlig bedømmelse fra 1946 havde den 29-årige Børge Thing ’rige evner’ og var egnet til videre uddannelse med henblik på at blive linjeofficer.
”Har selv oplyst, at han er Medlem af det kommunistiske Parti, men har under Tjenesten ved Regimentet ikke paa nogen Maade drevet politisk Agitation,” hed det.

Vindene skifter
Men netop på dette tidspunkt skiftede de storpolitiske vinde mærkbart. Spændingen mellem de vestlige stormagter og Sovjetunionen var tiltaget fra slutningen af 1945, og den 5. marts 1946 erkærede den tidligere britiske krigsleder Winston Churchill i sin berømte tale på Fulton-universitetet i Missouri, USA, at et ’jerntæppe’ havde sænket sig over Europa.
Børge Thing mærkede de ændrede konjunkturer ved, at hans regimentschef åbent erklærede, at det var en skændsel, at kommunister havde fået adgang til at træde ind i hæren.

Frit Danmark-koalitionen brister
Mogens Fog, der under modstandskampen havde været en af arkitekterne bag det tværpolitiske Frit Danmark, var i oktober 1945 blevet valgt til Folketinget for DKP og forsvarede ihærdigt Sovjetunionen. Det resulterede i, at han blev angrebet fra alle sider.
Frit Danmark var fortsat efter krigen under Fogs ledelse som et ugeblad med den målsætning bl.a. at ’stå vagt om en konsekvent gennemførelse af modstandsbevægelsens krav (og) arbejde for videreførelse af den fællesskabets ånd, som har præget modstandsbevægelsens kamp’.
I begyndelsen af 1946 måtte han imidlertid sluge den bitre pille, at Frode Jakobsen – nu socialdemokratisk folketingsmedlem – afslog en opfordring til at engagere sig i bladet. Og John Christmas Møller, medgrundlæggeren af Frit Danmark, som DKP havde ønsket som statsminister i befrielsesregeringen, trak sig ud af redaktionskomitéen.
Kommunisterne var på vej til at blive lige så isolerede som under og efter Vinterkrigen 1939/40. Selv om det skabte lettelse, at Sovjetunionen den 5. april 1946 rømmede Bornholm efter 11 måneders besættelse, var Den kolde Krig uafvendeligt brudt ud.

Fogs forsvar for Prag-kuppet
At Mogens Fog skulle bryde med DKP og gå over til Socialistisk Folkeparti hørte stadig fremtiden til. I februar 1948 forsvarede han kraftigt kuppet i Prag, der førte til mere end 40 års kommunistisk diktatur.
Det førte til et brud i Frit Danmark, hvor hovedledelsen med et stort flertal vedtog en fordømmelse af Prag-kuppet. Fog svarede ikke i bladet, hvori han havde skrevet de fleste vigtige artikler siden 1942, men i et kommunistisk tidsskrift. Kort efter gik han af som formand og blev afløst af Aage Schoch – en markering af at det tværpolitiske fællesskab fra modstandskampen var slut.

NATO-tilslutning splitter
Kort efter fulgte Påskekrisen, hvor frygten for en sovjetisk invasion var akut. DKP-formand Aksel Larsen og Land og Folk beskyldte regeringen og den borgerlige presse for at tromme krigsfrygten op for at gøre det lettere at indlemme Danmark i en militær vestblok. Disse udtalelser blev af den konservative gruppeformand i Folketinget Ole Bjørn Kraft betegnet som ’landsforræderi’.
I det iskolde klima støttede Mogens Fog ihærdigt Aksel Larsen – kun tre år efter, at Fog ved en frokost hos chefredaktør Svend Aage Lund havde fundet fælles fodslag med Kraft om en befrielsesregering under ledelse af Vilhelm Buhl.
Fog og Frode Jakobsen bragte skarpe indlæg mod hinanden i den offentlige debat, og i de følgende år stod de to centrale Frihedsrådsmedlemmer på hver sin side i spørgsmålet om dansk indmeldelse i NATO. Mogens Fog anså tilslutning for et knæfald for amerikansk imperialisme, mens Frode Jakobsen var forfatter til et opråb underskrevet af 39 tidligere modstandsfolk, der argumenterede for dansk NATO-medlemskab og blev husstandsomdelt i hele landet.

Socialdemokraten Frode Jakobsen (tv.) og kommunisten Mogens Fog havde været kernemedlemmer af Frihedsrådet, men blev kort efter besættelsen skarpe modstandere. (Nationalmuseet)

Modstandsveteraners antikommunistiske efterretningsvirksomhed
Frontlinjerne fra årene før og efter den finsk-russiske Vinterkrig 1939-40 var fuldt og helt genetableret efter frihedskampens alliance. Arne Sejr og Niels Thürmer Larsen (nu Frommelt), pionerer i Studenternes Efterretningstjeneste, dannede i 1948 ’Firmaet’. Den var en antikommunistisk organisation, der arbejdede for både Forsvarets Efterretningstjeneste (nyt navn for Generalstabens Efterretningssektion) og USA’s efterretningstjeneste CIA og senere bl.a. foretog ulovlige aflytninger. ’Firmaet’, der senere under Den Kolde Krig foretog ulovlige aflytninger, blev også kendt som ’Blikkenslagerbanden’.

Uegnet til forfremmelse
Tiden var barsk for de kommunister, der var gået ind i forsvaret. Svend Wagner, der havde ydet en alment anerkendt indsats i opbygningen af undergrundshæren, blev få år efter presset ud trods en så høj grad som oberstløjtnant.
For Børge Things vedkommende blev bedømmelserne mere skeptiske efter den positive vurdering i 1946. Han fik ti år i hæren, men i 1953 – under Koreakrigen og efter at Sovjetunionen var blevet atommagt – fremgik det af en bedømmelse fra en i øvrigt velvillig chef, hvorfor Thing ikke kunne forfremmes:
”Kaptajnen er fuldt loyal og pålidelig, men hans overbevisning og indstilling i øvrigt kan i en given situation gøre det betænkeligt at betro ham større opgaver. Dette (…) gør det tvivlsomt, om han er egnet til videre uddannelse.”
En af dem, der klarede sig igennem de ændrede konjunkturer, var Jørgen Jespersen (’KK’), ’Brandts’ reelle næstkommanderende i BOPA, hvis ikke-kommunistiske profil forekom troværdig. Han gennemførte en hel karriere og gik i 1986 på pension som oberstløjtnant.”

Uddrag 4 af ‘Modstand-4’: 5. maj-skyderierne ved krydseren ‘Nürnberg’

Befrielsesdagene var en stor folkelig forløsningsfest for flertallet, men ikke for alle. 81 danskere blev dræbt ved skyderier i de større byer den 4., 5. og 6. maj 1945, og dagene kostede dermed flere liv, end kampen mellem modstandsbevægelsen og tysk politi på noget tidspunkt havde gjort.
Jeg har i bind 4 af ‘Modstand’ valgt at bruge skyderierne ved den tyske krydser ‘Nürnberg’, der lå i Københavns Frihavn, til at vise de mekanismer, der var på spil: kampiver, nervøsitet, utilstrækkelig information og hævntørst.
Dette uddrag fra bindets næstsidste kapitel begynder natten til den 5. maj 1945. Både det kommunistiske ‘Kompagni Robert’, der har tidligere frivillige fra Den spanske Borgerkrig i spidsen, og en af de såkaldte O-grupper under Den lille Generalstab (dvs. den underjordiske hærledelse) var udkommanderet til at lægge en ring om Frihavnen for at forhindre de talstærke tyske styrker i at bryde ud derfra.

Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

“På Nørrebro var der hos ’deling Moskva’ under det kommunistiske Kompagni Robert skuffelse over alligevel ikke at skulle i kamp ved de planlagte blokpost i Nordhavnen. En kurer kom med Frihedsrådets budskab; det smagte noget tamt. Delingsfører Karl Vilhelm Christensen var på vej i seng efter at være blevet lovet vækning kl. 4.30, men han blev kaldt tilbage af kammeraten ’Flip’, fordi kureren havde skaffet en frisk avis.
”Alt, hvad han kunne samle af hån samlede sig i det ene ord: ’Værsgo!’ Det flimrede vist for mine øjne, da jeg læste for enden af Flips pegefinger: Vilh. Buhl danner Regering. 18 Medlemmer i den nye Regering, 9 fra Frihedsraadet,” erindrede Karl Christensen.
”Hvordan var dette sket? Netop denne mand, der som statsminister (…) havde advaret ungdommen mod sabotørerne (…). Det måtte være en typografisk vittighed.”
Men da han løb Frihedsrådets budskab grundigt igennem, viste han sig som en god DKP’er.
”Mine øjne gled ned over navnene (…) og faldt til ro ved mine to partikammerater, Alfred Jensen og Børge Houmann. Hvad havde jeg at gøre? De to var min garanti! ”

Frihedskæmperarmbind på bordet
Tidligt om morgenen den 5. maj 1945 ankom Kompagni Roberts kurer med udrykningsordren til samlingsstedet for 1. deling, som ’deling Moskva’ nu blev benævnt.
”Han smed et bundt fine nye armbind på bordet mellem hele og skårede kaffekopper, af blåt klæde var de med rød-hvide bånd omkring, påsyet runde metalskilte med noget Danmarkshalløj, løver og hjerter, i relief. Fine sager!” erindrede Karl Christensen.
Ordren gik på at stille senest kl. 8 i Aahusgades Remise på Østerbro; opgaven var at være en del af en jernring, der skulle holde de talstærke tyske styrker i Frihavnen inde.

Unge fra overklassen
En ung mand fra den socialt set diametralt modsatte ende af samfundet var på vej til samme område. Det var den 21-årige søkadet Hans Harboe-Hansen, der kl. 4.30 var blevet hentet på sin dækadresse i Holte af prins Flemming, klassekammerat fra Søofficersskolen og søn af prins Axel, Christian X’s fætter.
”Sammen med en tredje kadet, som allerede var blevet samlet op, og et par stykker til, som vi hentede på vejen, sluttede vi os (…) til, hvad benævntes Frihavnskompagniet,” berettede han.
Ordren var den samme om for kompagni ’Robert’: at danne en ring omkring Frihavnen.

Befrielsesdagene var en blanding af euforisk glæde og en udløsning af indestængt had og kampvilje, der havde hobet sig op i den sidste til af besættelsen. (Nationalmuseet)

Gamle minder fra Spanien
Omkring kl. 7.45 kørte 1. deling af Kompagni Robert i to brødbiler ned ad Blegdamsvej med hver en hjelm- og armbindprydet maskinpistolskytte på forskærmen.
”Morgenfriske københavnere (…) stod på fortovene, vinkede og råbte ’hurra’ og ’leve Danmark’, skrev Karl Christensen, tidligere Spaniens-frivillig.
”Ved Frimurerlogen (…) passerede vi en åben lastbil fyldt med opsamlede mænd og kvinder. To formodede feltmadrasser var allerede klippet skaldede (…), og straks meldte tanken sig, om de spanske piger, der i sin tid gav sig hen til os internacionales, mon havde kunnet nøjes med en sådan behandling?”
Et stykke tid før kl. 8 holdt de to vogne med delingen uden for Sporvognsremiserne.

I marchkolonne mod Riffelsyndikatet
Den 27-årige stud.jur Thore Branth, tidligere logivært for de nu henrettede ledelsesmedlemmer i SE-Transport, havde kun sovet et par timer, da han kl. 9 den 5. maj 1945 meldte sig hos sin militærgruppe. Ordren lød på afgang i marchkolonne for at hente våben på Riffelsyndikatet.
”Den første Del af Turen var den rene Idyl med Hurraraab, Blomster fra Vinduerne og glade Smil, men nede paa Strandboulevarden ændrede Billedet sig under en stærk Beskydning fra Krydseren Nürnberg,” skrev Branth i et dagbogsblad.

Utroværdig forklaring
Søkadet Harboe-Hansen havde på nærmeste hold været vidne til udviklingen. Han patruljerede på Østbanegade mellem Lindenovsgade og brandstationen i retning mod Østerport station.
”Alt åndede (…) fred og ro, da alle kirkeklokker kl. 8 begyndte en times kimen,” fortalte han.
Kort efter kom en tysk personbil, og føreren, der havde tre passagerer med, viste et dokument på dansk udfærdiget af et frihedskæmperkompagni et andet sted i byen.
”Da det så meget rimeligt ud, gav jeg tegn til, at bilen kunne fortsætte for at dreje ind til Frihavnen et par hundrede meter længere henne (…). Med øjnene fulgte jeg bilen (…); dér, hvor den skulle dreje, var også posteret nogle frihedskæmpere, der atter standsede bilen,” skrev Harboe-Hansen.
Umiddelbart derpå åbnede tre-fire mand ild mod føreren og de tre passagerer, der alle blev dræbt. Søkadetten gik derhen for at få en forklaring.
”Jeg erfarede, at de tilhørte en enhed, der hed Roberts Kompagni (…). En af dem forklarede (…), at da de havde standset bilen, havde en i bilen trukket sin pistol, og derfor havde de åbnet ild. Jeg tvivlede og tvivler stadig på, om en i bilen virkelig skulle havde trukket sin pistol. (…) De forekom alle fire fredelige, samarbejdsvillige og kun opsat på at komme ind i Frihavnen.”

Misforståelse eller krigsli’r?
Karl Christensen og en kammerat stod på Kalkbrænderivej og undrede sig.
”Der foregik noget henne ved Ndr. Frihavnsgade igen (…). Det bragede af maskinpistolild, så jeg spænede afsted med pistolen i hånden. (…) Midt ude i krydset stod (…) en lille Adler-personbil gennemhullet som en si og med tre-fire stendøde tyskere delvis hængende ud af de smadrede vinduer og døre.”
En rystet midaldrende mand fortalte ham, at han havde været på vej mod bilen for at høre, hvad personerne ville, da der pludselig blev skudt fra den anden side.
”En misforståelse. Eller ’bare’ simpelt krigslir?” spurgte Karl Christensen i sine erindringer.

Skydning ude af kontrol
Næppe var Hans Harboe-Hansen kommet tilbage til sit patruljeområde, før ny skydning brød løs. Han kunne se folk fra Kompagni Robert i færd med at skyde mod Nordre Frihavnsgade-indgangen til havnen. Samtidig havde skyderi på Østbanegade givet andre frihedskæmpere, der var stationeret på Strandboulevarden, den opfattelse, at tyskerne var ved at bryde ud af Frihavnen. Derfor begyndte de blandt andet at skyde ned langs Lindenovsgade.
”Dette fik igen de ivrige frihedskæmpere på Østbanegade til at tro, at det var tysksindede varulve, der faldt dem i ryggen, så de besvarede ilden op mod Strandboulevarden,” skrev Harboe-Hansen.
Han sprang ifølge sin egen beretning i dækning fra opgang til opgang frem og tilbage ad Lindenovsgade i håb om at få stoppet skyderiet. Et projektil ramte på dette tidspunkt antagelig et gavltårn overfor på Strandboulevardens vestside.
”(Nogle fik) den fejlagtige opfattelse, at der var blevet skudt af en hipomand eller varulv oppe fra dette gavltårn, så en beskydning af det sagesløse tårn fulgte.”

Udfordrer krigsskibet
Kort efter rettede grupperne ved Østbanegade deres interesse mod krydseren ’Nürnberg’.
”En del fandt på at gå op i opgangene i husene nærmest mod Frihavnen eller endog op på tagene dér, hvorfra de over banedæmningen kunne se krydseren. Med deres håndvåben begyndte de så en (…) beskydning af skibet, og ’kampen’ om Nürnberg var indledt,” skrev den 21-årige søkadet.
”Man kan næppe fortænke chefen for Nürnberg (…) i, at han (…) med sit luftværnsskyts lod åbne ild mod de bygninger, hvorfra beskydningen kom. (…) (Man synes) om bord at have fået den opfattelse, at beskydningen var indledningen til et forsøg på at overtage krydseren.”

Den danske Brigades indtog ad Jagtvej i København først på aftenen den 6. maj 1945 ser få fredelig ud, men kort efter at dette billede blev taget, blev der åbnet ild mod soldaterne fra en højtliggende bygning. Om der var tale om desperadoer, der havde været i tysk tjeneste, eller ‘friendly fire’ fra en militærgruppe, er uklart, men tre soldater blev dræbt. (Nationalmuseet)

Trussel med tungt artilleri
Thore Branth og hans kammerater rykkede ind i området, mens skudduellen fandt sted.
”Selv naaede jeg op paa Jernbaneskraaningen ved Aarhusgade, men vores Gruppe blev nu saa kraftigt beskudt, at jeg med min enlige Pistol 1910 trak mig tilbage.”
Hans Harboe-Hansen tog sit bestik efter, at ’Nürnberg’ og alt andet tysk militær havde kapituleret til feltmarskal Montgomery, ikke til den danske frihedsbevægelse.
”Da denne lidet hensigtsmæssige ’kamp’ havde varet et godt stykke tid, forlød det, at der fra Nürnberg var kommet besked om, at hvis ikke beskydningen snart ophørte, ville man svare igen ikke blot med luftværnsskytset, men også med det svære artilleri. Vi var da flere, der omsider fik råbt de vilde krigere op og fik dem til at indstille skyderiet.”

Samlingssted på salatfabrik
Efter at have trukket sig tilbage fra banevolden ved Østbanegade var Thore Branth gået på strejftog.
”(Jeg saa) 4 Stikkere, som var blevet fanget og nu stod med Hænderne i Vejret bag paa en Lastvogn. Folk havde mest Lyst til at myrde dem omgaaende,” noterede han i sin dagbog.
Branth endte i remisen på Aarhusgade. Det var først her, han fandt ud af, at navnet var Korps Aagesen, og at det var dét, han var medlem af. Folk spiste og drak kaffe trods det stadige skyderi; ved 19-tiden marcherede de samlet til en salatfabrik på Strandboulevarden.
”Her sidder 500 Mand samlet i én Fabrik og bestiller ingenting andet end at (…) vente paa at blive overfaldet. Vi kunde ligesaa godt gaa hjem – men det maa vi ikke. (…) Vi venter på Englænderne og Danskerne fra Sverige, men de har ikke vist sig endnu,” noterede Thore Branth med det for dagen karakteristiske mangelfulde overblik.