Erik Bunch-Christensen (1918-44) var redaktør for det illegale blad Studenternes Efterretningstjeneste. Fire måneder efter mødet med Kaj Munk døde han efter at være blevet hårdt såret af skud under en Gestapo-razzia. (Nationalmuseet)

Digterpræsten Kaj Munk (1898-1944) indgår en række steder i de første tre bind af Modstand, bl.a. i form af dette møde med to unge illegale bladfolk. De havde en forespørgsel og fik det chokerende svar, der fremgår af overskriften til dette indlæg.
Mødet i Slagelse fandt sted, da udviklingen i det besatte Danmark blev stadigt mere dyster – nærmest fra uge til uge. Gestapo var kommet til landet som udøvende politi, det første dødsoffer som følge af Gestapo-tortur var indtruffet, og tyskerne havde gennemført Jødeaktionen. Hertil var attentater mod tysk militært personel og modstandsbevægelsens likvideringer var begyndt.
SS-rigsfører Heinrich Himmler pressede netop i disse uger på for at få indført clearingdrab som repressaliemiddel i Danmark. Det skete bag kulisserne, men Kaj Munk havde loddet, hvad udviklingen kunne få af konsekvenser for ham selv.
Nedenstående uddrag står på side 183 i ‘Modstand-3’. Mellemrubrikker er indsat for læsbarhedens skyld.

—– —–

Tre unge mænd lyttede i dyb eftertænksomhed, da kammeraten Erik Bunch-Christensen en aften i november 1943 lavmælt skildrede forløbet af et møde på Vestsjælland samme dag.
”Han sagde ikke, ’hvis’ jeg bliver skudt, men to gange ’når’ jeg bliver skudt,” betroede den 25-årige teologistuderende kampfællerne i ledelsen af Studenternes Efterretningstjeneste.
Bunch-Christensen havde sammen med en anden stud.theol John Sørensen opsøgt digterpræsten Kaj Munk i præstegården ved Sct. Mikkels Kirke i Slagelse. Munk var på besøg for at holde et foredrag arrangeret af hans ungdomsven, dr.theol Niels Nøjgaard, der var præst ved kirken.

Der gik kun seks uger fra mødet i Slagelse, før Kaj Munks profeti om hans egen død gik i opfyldelse. Her begravelsen i Vedersø Kirke. (Nationalmuseet)

Til afhentning hos Slagelse-præst
De to unge havde en introduktionsskrivelse med fra Københavns biskop H. Fuglsang-Damgaard.
Alt var med andre ord gennemtænkt, så man kunne gå lige til sagen over for den landskendte kulturpersonlighed. De unge mænd havde et forslag at gøre ham. De forestillede sig, at Kaj Munk havde digte liggende i en skuffe, der ville passe til SE’s formål, og som var klar til udgivelse.
Det var Erik Bunch-Christensen selv, der havde fået ideen. Han havde også som noget nyt foreslået, at den skulle udkomme i bogtryk, ikke i duplikeret form. Kaj Munk tænkte sig ifølge Arne Sejrs gengivelse længe om, da Bunch-Christensen havde præsenteret de to mænds ærinde.
”Nej, det vil jeg ikke, og dog, det vil jeg godt, for jeg har sådan en digtsamling liggende et sted,” sagde digterpræsten.
”Forstår I, jeg kan ikke overlade jer en digtsamling, som jeg har skrevet, og hvor jeg priser frihedskampen og frihedskæmperne og velsigner og opmuntrer deres aktiviteter, for selv om den udsendes under et pseudonym, vil man straks genkende min stil (…), men…”
Efter en pause kom det langsomt og med stor vægt:
”I kan få en digtsamling af mig (…), som kan udgives i mit eget navn, når tyskerne har skudt mig.”
Der blev stille i præstegårdens dagligstue.
”Ja, I kan få en digtsamling af mig og udgive den i mit navn, når tyskerne har skudt mig. I kan hente den her i præstegården hos min gode ven pastor Nøjgaard,” sagde Kaj Munk.
Han så spørgende over på sin ven, og pastor Nøjgaard nikkede.

Kvalitetsløft for illegalt blad- og bogarbejde
Det var Kjeld Frederiksen, der løste de praktiske spørgsmål, og hans sonderinger endte med, at den 20-årige typograflærling Ole Trock-Jansen påtog sig opgaven. Han ledede SE’s trykkegruppe på Borups Allé i København. I samarbejde med den 23-årige reklamekonsulent Bjørn Karbo skulle han komme til at stå for det hidtil største tekniske kvalitetsløft i den illegale presse.
Kaj Munk havde ikke fortalt hele historien. Der var tale om digtsamlingen Den skæbne ej til os, som han i september 1943 havde ladet hæfte som bog i 20 eksemplarer og sendt til kommentar hos en kreds af venner. Han havde blandt andet udleveret den til Dansk Samling-lederen Arne Sørensen med henblik på udgivelse ’på et tidspunkt vi senere skulle blive enige om’.