—– —– —– —–
Dette uddrag af første bind af Modstand blev læst op af nu afdøde cand.mag Sune Pilgaard ved Brecklings Bogcafé i Sønderborg den 15. maj 2016, hvor Pilgaard bagefter interviewede mig.
—– —– —– —–

Selv om to betjente på patrulje i Nordsjælland beskrives lidt karikeret i bogen Kommunist under besættelsen, havde de fat i noget af det rigtige. Og hvis de to opdagere havde fulgt deres første indskydelse, havde den danske frihedskamp fået et andet forløb. Det ville have betydet, at en af dens stærkeste lederskikkelser var sat ud af spillet, allerede inden kampen var begyndt.
Episoden indtraf først i juli 1941, da politiets jagt kommunisterne var på sit højeste. Betjentene havde fået øje på en yngre, sommerklædt mand på cykel i nærheden af Nøddebo Præstegård, da de kom kørende i deres tjenestebil. Ved middagstid på en almindelig arbejdsdag vel at mærke.
Nogle meter foran cyklisten standsede de med hvinende bremser, og den ene steg ud. Manden, der skulle forklare sig, var den 38-årige Børge Houmann, indtil få uger før forretningsfører på Arbejderbladet. Og det er ham, der har beskrevet mødet i sin erindringsbog.
”Ja, det var altså navn og adresse og forklaring på, at jeg cyklede omkring heroppe i Nordsjælland midt på dagen en hverdag.
-Holm, svarede jeg. Børge Holm.
-Og født?
– 1. februar 1903.
(…) – Og stilling?
-Boghandlermedhjælper.”
For ’Børge Holm’ stod en pjece, som han havde udgivet på Arbejderforlaget, i dette øjeblik knivskarpt. Den var skrevet af den kommunistiske advokat Robert Mikkelsen, der også var en god personlig ven. Emnet var, hvordan kommunister skulle optræde over for politi og domstole.
”(Den) kørte som et filmbånd gennem mit hoved. Svar kort. Sig aldrig noget, du ikke direkte er spurgt om.
-Og arbejdsløs måske? spurgte den ene betjent deltagende.
-Nej.
-Arbejdsplads? Der var en anelse utålmodighed i den spørgendes stemme.
-Deins Boghandel.”
Det var her boghandlermedhjælperen Grethe Hedegaard arbejdede, som Houmann havde haft logi hos i den halvt illegale tid. Det var hende, der havde købt og oplagret mere end 200.000 stk duplikatorpapir. Han regnede med, at hun ville være hurtig nok i opfattelsen, hvis betjentene skulle finde på at ringe.”
-Og adresse?
-Frederiksborggade 42
(…)
-Og hvor skulle så hr. boghandleren hen, det fik vi vist ikke klaret?
-Boghandlermedhjælper, rettede jeg.
-Måske bare en cykeltur ud i det blå?
-Jeg skal op i mit sommerhus.
(…)
-Jaså, hvor ligger det sommerhus?”
’Børge Holm’ forklarede. Det var nær Saltrup – første sidevej til venstre efter at være kommet ud af Gribskov. Faktisk var hans virkelige ærinde at forsøge at få en samtale med Robert Mikkelsen om nogle juridiske problemer.
”Har De nogen papirer på Dem med Deres navn? Spurgte ham ved rattet.
Det mente jeg ikke, jeg havde. – Regninger er der ellers nok af derhjemme, forsøgte jeg spøgende – men dem slæber man jo ikke rundt med.
-Det ville ellers have været nyttigt. Fremtidig bør De sørge for altid at have en eller anden slags legitimation på Dem. Der kan blive brug for det.
Jeg lovede at tage det til efterretning.
-Ja, så vil jeg ønske Dem en behagelig tur! Det var stadig ham ved rattet, der førte ordet.
-Tak i lige måde! Jeg rettede cyklen op og gjorde klar til at køre videre.
Lige et øjeblik, kaldte makkeren. – Hvornår var det, De var født?
(…) -1. februar 1903.
-Mange tak og god tur!”
Børge Houmann fik ikke opfyldt formålet med turen. Han kom ikke til at møde Robert Mikkelsen, for også han var blevet arresteret. Han sad nu i Horserødlejren – tilfældigvis kun få kilometer fra det sted, hvor den lettede forlægger igen sad på cyklen med kurs mod sommerhuset. Det, Houmann ville have drøftet med juristen, var myndighedernes grundlag for interneringerne. Han havde fået udleveret et notat fra Justitsministeriet af sekretæren for Det danske Sagførersamfund Niels Busch-Jensen, der kastede lys på interne overvejelser. Den 55-årige Busch-Jensen var venligt indstillet over for DKP. Han og Houmann havde et tillidsfuldt indbyrdes forhold.
”Han havde i mange år været en trofast kunde hos Arbejderforlaget, som jeg ledede,” skrev Børge Houmann.
”Som regel kom han forbi hver fredag eftermiddag, når han var færdig på kontoret. Så drak vi kaffe i baglokalet, og han fik forelagt, hvad der var kommet af nyt på tysk, engelsk og fransk. Han købte det meste. (…) Han havde mange gange ydet lån til Arbejderbladet, når det på torsdage kneb med at skaffe penge til trykkeriets lønninger.”