Knud Skou (1917-1944), shippingmand og løjtnant af reserven, blev ud over at stikke våben til side af militæret beskyldt for at være stikker og have været nazistisk engageret. De to sidstnævnte mistanker var helt grundløse. (Nationalmuseet)

Drabet på løjtnant Knud Skou var den tragiske kulmination på den skjulte, men indædte strid om fordelingen af våbenforsyningerne i det sidste år af Danmarks besættelse.
Dette uddrag af bind 4 af Modstand svarer til teksten i bindet bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

Da den 30-årige malermester Erik Lindstrøm ved 16-tiden torsdag den 23. november 1944 blev kontaktet af løjtnant Frederik Clauson-Kaas i sit kvarter i Charlottenlund, måtte den oprevne Clauson-Kaas tage sig sammen for at kunne forklare sig sammenhængende. Lindstrøm var aftenen før blevet ringet op af løjtnant Knud Skou fra SE-Transport og – med en besked i kodesprog – bedt om at møde ham og kammeraten Erik Crone ved Skovriderkroen i Charlottenlund. Lindstrøm var dog blevet forhindret, men fik i stedet Clauson-Kaas til at gå til mødet.
”Jeg kom lidt for sent,” forklarede Frederik Clauson-Kaas.
”(Jeg spurgte forsigtigt) på kroen, om man ikke havde set noget til to mænd. Tjenerne klappede fuldstændig sammen – på en mærkelig, påfaldende måde.”

Vendte tilbage med eskorte
Derefter tog han ved 16.30-tiden tilbage til Skovriderkroen sammen med nogle af Lindstrøms folk.
”Jeg kan huske, at vi fik to tjenere ud i gangen og satte en truende mine op og viste dem, at vi havde pistoler i taskerne,” fortalte Clauson-Kaas 15 år senere til journalisten Erik Nørgaard.
”Tjener nr. 1 fortalte, at han havde set to mænd gå frem og tilbage ved kroen (…). Bag ved dem var der dukket to andre mænd op, som pludselig gav ild. En (…) faldt straks, mens den anden flygtede ind i kroen. Han var blevet såret i armen eller skulderen. Tjeneren kunne huske, at han havde smidt lommebog fra sig og råbt :’Pas på den!’, hvorefter han var stormet videre og forsvandt.”

Erling Reck-Magnussen (th., 1918-1998), medlem af Holger Danske-ledelsen, udførte blot en ordre fra den øverste HD-chef. Han havde ikke selv noget kendskab til løjtnant Skou. Her er Reck-Magnussen sammen med to andre fra Holger Danske-ledelsen, kaptajn O.C. Brøndum (tv., 1900-1983) og Hans Edvard Teglers (i midten, 1925-1988). (Foto: Povl Falk-Jensen: ‘Holger Danske – afdeling ‘Eigil’)

Ordre fra højere sted
Alt tydede umiddelbart på, at der var tale om et overfald af tysk politi eller HIPO, men det var Erling Reck-Magnussen, leder af afdeling ’Gustav’ i Holger Danske, der havde skudt og dræbt Knud Skou med en maskinpistolsalve, mens det kun var lykkedes den anden – et af ’Gustavs’ gruppemedlemmer – at såre Erik Crone.
Likvideringsordren var blevet udstedt af HD-chefen Harald Petersen (’Strøm’) efter ordre fra højere sted.
Drabet var en fejl – en af de få fejllikvideringer, som modstandsbevægelsen efter krigen erkendte. Dermed nåede konflikten om ’den skæve våbenfordeling’ sit højdepunkt, for Den lille Generalstab mente, at Knud Skov var i gang med at stikke nogle af de svenske Husquarna-maskinpistoler til side for at tilgodese civile modstandsgrupper. Siden udgivelsen af historikeren Jørgen Hæstrups værk Hemmelig alliance fra 1959 og Erik Nørgaards oprulning af konflikten har det været bredt antaget, at kaptajn Svend Schjødt-Eriksen (’Spex’) stod bag ordren.
(…)

Uventet besked om skib
Knap fire uger før var en episode indtruffet, der skulle få betydning for forløbet. Den 31. oktober 1944 havde rutechefen Peter Fyhn skrevet til Hjalmar Ravnbo i Malmø, at ti kasser maskinpistoler fra coasteren ’Wanjan’ var blevet udleveret til Schjødt-Eriksens folk. Skibet var ankommet to dage før, søndag den 29. oktober, med SE-Transports første gennemførte våbenoverførsel.
”Jeg får søndag aften uventet besked om, at (skibet) er i byen med last til os. Vi indkalder til møde og aftaler, at transporten næste dag skal foregå på følgende måde: kasserne (…) hentes på to transportcykler, kørt af vore folk, og transporteres til vort midlertidige depot,” skrev Fyhn.

Kaptajn Svend Schjødt-Eriksen (1905-1976), Den lille Generalstabs stærke mand, beordrede efter al sandsynlighed likvideringen gennemført trods bestyrkede tegn på, at løjtnant Skou var uskyldig. (Nationalmuseet)

Cykeluheld vækker mistanke
Depotet var hos skibsmægler Danielsen i Toldbodgade, Knud Skous arbejdsgiver, og Skou og Erik Crone var med i cykeltransporten. Peter Fyhn ønskede at retfærdiggøre, at SE-folkene ikke havde overholdt en aftale om at varerne skulle forblive i skibet, indtil hærens transportorganisation kunne afhente dem. Fyhn havde angivelig ikke kunnet få kontakt straks, fordi ’Skovsvinene’ ofte flyttede adresse. ’Wanjan’ skulle afsejle hurtigt, så de måtte gå i aktion for at sikre, at partiet kom i land.
”Mandag formiddag sker så dette, at én af Skovsvinene møder den ene af vore cykler, som blev skubbet på vej til et nærliggende sted for at blive omladet på lastvogn, da den var overbelastet.”
Kasserne måtte løftes ned på fortovet, mens cyklen blev gjort køreklar, og et par tyske soldater hjalp endda de unge cykelbude med at få kasserne på plads igen. Den mand, som tilfældigt kom til at overvære uheldet, var Holger Holland Møller, Schjødt-Eriksens betroede mand og ansvarlig for losningen af våbnene.
”(Schjødt-Eriksens folk) bliver yderst fortørnede (…), beskylder os på det nærmeste for at ville kapre kasserne, skrev Fyhn.
Som Erik Nørgaard påpeger, havde Den lille Generalstabs folk mere ret i deres opfattelse af situationen, end Peter Fyhn formentlig vidste. Knud Skou og Erik Crone havde faktisk talt om muligheden for at sikre sig en portion, men den viden delte de kun med to-tre andre.
”Schjødt-Eriksens folk havde i virkeligheden ikke grund til mistanke (…), og Peter Fyhn kendte ikke til planerne. Da han senere hørte om dem fra Crone, måtte han tage afstand fra dem,” skrev han.
(…)

Løjtnant Erik Crone (1918-1945), nær ven og modstandskammerat til Knud Skou, gjorde sammen med Peter Fyhn alt tænkeligt for at redde vennen. Efter at være kommet sig over sårene fra skuddene ved Skovriderkroen blev Crone få måneder senere henrettet i Ryvangen efter at være blevet arresteret af Gestapo og afhørt under tortur. (Nationalmuseet)

I overhængende fare
Lørdag eftermiddag, den 11. november 1944, henvendte Holger Holland Møller sig til Erik Crone fra SE-Transport og opfordrede ham til at sørge for, at løjtnant Knud Skou rejste til Sverige, da han ellers var i overhængende fare for at blive skudt.
(…)
Erik Crone lod omgående advarslen gå videre til vennen, der gik under jorden hos noget familie ved Helsingør. (…)
Om mandagen, den 13. november 1944, kom ’Wanjan’ på ny til København – nu med en leverance på 24 kasser maskinpistoler (i alt 120 stk.) og ti kasser ammunition. Igen bragte Peter Fyhns folk selv våbnene i land trods den stående ordre. Konflikten skærpedes yderligere ved, at Holland Møller selv kontaktede skipperen på ’Wanjan’ for at foregribe en egenhændig losning, men han blev overhalet af folkene fra SE-Transport.
Senere samme dag sendte Fyhn og Erik Crone et fællesbrev til den militære efterretningstjenste, som Svend Schjødt-Eriksen nu også var chef for, for at få tilbagekaldt en eventuel likvideringsbeslutning. De indledte med en fyldig imødegåelse af anklagerne.
(…)

Modtagechefen griber ind
Svaret til Peter Fyhn og Erik Crone kom den 20. november 1944 med besked om, at ’sagen betragtes som afsluttet til trods for, at enkelte detaljer ikke stemte ganske overens med det Militære Efterretningsvæsens oplysninger’. Dermed burde Knud Skov være renset, men alligevel begyndte nye rygter at løbe om, at en likvideringsordre skulle være udstedt.
Efter at havde fået en vantro henvendelse fra Peter Fyhn, satte modtagechef Stig Jensen sig i forbindelse med Svend Schjødt-Eriksen. Han lovede at standse ordren, siden Stig Jensen sagde god for løjtnanten. I mellemtiden var Gestapo imidlertid også begyndt at jagte Skou og havde prøvet at anholde ham hos familien ved Helsingør.

Nervøs og indtrængende stemme
Den 22. november 1944 meldte Knud Skov afbud til et illegalt møde, for han havde besluttet sig til med hjælp af sine to brødre at rejse til Sverige. Han blev kørt til Amager for at vente på den skipper, der skulle føre ham over, men ombestemte sig – måske fordi han havde hørt, at ’Spex’ havde lovet at tilbagekalde ordren. Samme aften ringede Skou til Erik Lindstrøm og bad ham møde sig ved Skovriderkroen næste dag kl. 14. Lindstrøm huskede stemmen som meget indtrængende.
Den følgende formiddag blev likvideringsordren stadfæstet i Holger Danskes 5-mandsråd.
”Jeg hæftede mig særligt ved sagen, fordi det var en officer, en kollega,” berettede kaptajn O.C. Brøndum senere.
”Jeg spurgte (…): ’Hvor kommer ordren fra?’. ’Højeste militære sted!’, svarede (chefen Harald Petersen). ’Er det nu sikkert?’, spurgte jeg. ’Absolut!’, svarede han.”
(…)
Det stod hurtigt klart, at der var noget galt med Skou-drabet, thi ophavsmanden havde ikke indrykket en meddelelse i det illegale Information som ’kvittering’, som det ellers var praksis.