Det kan virke besynderligt at kalde en mand, som alle med interesse i den militante venstrefløjs historie i det 20 århundrede kender, for ‘skyggekommunist’. Det er heller ikke en glose, som dokumentarforfatteren Lars Halskov bruger i sin nyligt udkomne biografi Manden med de mange ansigter – Richard Jensen og den røde underverden (Politikens Forlag – udkom i august).
Jeg har alligevel valgt at bruge den i overskriften på dette indlæg af to grunde:

1). For det første drejer det sig om det velkendte forhold, at Richard Jensen (1894-1974) – i mellemkrigstiden formand for den københavnske afdeling af det dengang magtfulde Søfyrbøderforbund og hovedbestyrelsesmedlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) – havde en magtbase, der var delvis uafhængig af DKP’s ledelse. Richard Jensen var repræsentant i Danmark for Kommunistisk Internationale (Komintern), men hvordan kunne det give ham en position, der gjorde, at han ikke i alle forhold var underordnet formand Aksel Larsen i det ellers strengt hierarkiske DKP? Og hvilken eksklusiv ressource var det, som Richard Jensen kunne stille til rådighed for Sovjetunionen, der begrundede, at man  gav ham denne særstilling? Spørgsmålet er behandlet i tidligere historisk litteratur, men Lars Halskov kommer i sin bog til bunds i spørgsmålet. Nye oplysninger stammer især fra ikke hidtil kendte arkivalier fra den britiske militære efterretningstjeneste.

2). For det andet er der en mere åbenlys grund til, at Richard Jensen står lidt i skyggen i den samlede fortælling om kommunismen i Danmark. I DKP’s selvopfattelse var den absolutte kulmination for partiet  den ledende rolle i den væbnede kamp mod den tyske besættelse 1940-45. Her var Richard Jensen slet ikke med, for han sad i fængsel! Han var så meget ude af billedet, at han ikke engang er betænkt med en biografi i Gads leksikon – Hvem var hvem 1940-1945. Jensen blev i 1941 idømt en lang fængselsstraf ved dansk domstol for sin rolle i sabotagen i 1938 mod to trawlere, der skulle leveres til Franco-Spanien under Den spanske Borgerkrig fra Frederikshavn Værft. Sabotagen blev udført at folk fra den såkaldte Wollweber-organisation. Men på det punkt er der en dobbelthed, som det var tilfældet på mange andre punkter i Richard Jensens liv og karriere. Han var ikke med – og så var han tværtimod i den grad med! Han talte allerede kort efter den tyske besættelse i 1940 for, at de danske kommunister skulle indlede væbnet kamp mod nazisterne, der op gennem 1930’erne havde været den ultimative fjende. Men det var på dette tidspunkt ikke officiel DKP-politik, for Molotov-Ribbentrop-pagten var endnu i kraft, og det var først et år senere, at Tyskland indledte sin krig mod Sovjetunionen. Derfor blev Richard Jensen ekskluderet af DKP for ‘gentagne disciplinbrud’, og andre fængslede kommunister fik ordre til ikke at omgås ham eller tale til ham – og heller ikke til skibssabotørerne fra 1938.

Nedenstående uddrag af Lars Halskovs bog, som bringes med tilladelse fra forfatteren og Politikens Forlag, skildrer nogle scener fra den kritiske fase, der indtraf for fængslede kommunister ved den tyskerklærede militære undtagelsestilstand den 29. august 1943.
Indtil dette tidspunkt havde de danske myndigheder bevaret det indre selvstyre – som det vigtigste politimyndighed og domsmagt på danske hænder. Som modydelse påtog man sig at lade dansk politi bekæmpe illegal virksomhed og stille f.eks. sabotører for retten. Her kunne regeringerne under Vilhelm Buhl og Erik Scavenius løbende over for tyskerne henvise til ‘fremskridt’. Man arresterede systematisk danske kommunister – af og til for det blotte medlemskab af partiet, der var blevet ulovliggjort med Kommunistloven fra 1941. De blev derpå idømt fængselsstraffe, der var på op til et par år – nogle gange blot på få måneder. Dermed beskyttede de danske myndigheder i en vis forstand kommunisterne mod nazistisk kommunistbekæmpelse. Den havde tilbage fra 1930’erne bygget på omfattende brug af dødsstraf, tugthus, kz-lejre og tortur under afhøring. Det var den slags argumenter, der gjorde, at de ansvarlige politikere også efter krigen fandt, at deres linje under samarbejdspolitikken havde været moralsk forsvarlig.
Situationen var derfor overhængende farlig, da tyskerne erklærede undtagelsestilstand den 29. august 1943 og bl.a. overtog kontrollen med Vestre Fængsel. Her sad en række kommunistiske sabotører – flere af dem hårdt belastede – i deres celler og kunne blot vente på at blive overdraget til nazistisk justits. I denne situation handlede flere kriminalfolk og fængselsbetjente hurtigt, og de fængslede sabotører blev kørt ind på Københavns Politigård ’til afhøring’, som forklaringen lød. Derpå flygtede de pågældende betjente over Øresund med illegale flugtruter og gik i landflygtighed sammen med deres fanger. En af heltene i denne fortælling om nationalt sammenhold er fængselsbetjenten ‘Finne-Peter’, der var Holger Danske-mand – og klart en mand uden varme følelser for kommunister som sådan. Han havde sit tilnavn, fordi han i 1939 havde meldt sig frivilligt på finsk side til at kæmpe mod Sovjetunionens ovefald under den finsk russiske Vinterkrig 1939-40.

I Vridsløselille Statsfængsel kunne fangerne konstatere, at der foreløbig intet skete. De de truende skyer blev dog endnu mørkere, da 145 kommunister, der havde været interneret i Horserødlejren, den 2. oktober 1943 blev transporteret til kz-lejren Stutthof. Det skete i øvrigt med fragtskibet ‘Wartheland’, der også transporterede de danske jøder, der var blevet indfanget under Jødeaktionen.
Som du kan se af boguddraget herunder, var der også kommunister, der i denne nødssituation viste civil ulydighed og trodsede partiordren om ikke at ville have noget med Richard Jensen og skibssabotørerne at gøre.

I øvrigt eksisterede den akutte fare, som de reagerede på, ikke. Det kunne de selvfølgelig ikke vide dengang.
Samarbejdspolitikken fungerede i et vist omfang videre, blot under andre former. Det betød blandt meget andet, at dansk politi foreløbig fungerede videre, og at tyskerne ikke overtog statsfængslerne. Man ønskede ikke at røre danske fanger, der ikke var varetægts- eller undersøgelsesarrestanter, men indsat til afsoning efter dom ved dansk domstol.
Det indebar, at der var et begrænset antal modstandsfolk – mest borgerlige – der var meget heldige med timingen af deres dom. Der var eksempler på, at handlinger, der efter 29. august uden videre ville have medført dødsstraf idømt ved tysk krigsret, blev takseret til efter nazistisk opfattelse latterligt milde domme helt ned til 10 års fængsel.
På dette afgrænsede område var besættelsesmagten faktisk ordholdende. Det samme gjaldt et løfte fra 1942 om, at ingen person, der var blevet arresteret af dansk politi, ville blive henrettet. Det overholdt de – også over for fanger, som de efter den 29. august overtog kontrollen med fra danske myndigheder.

Fortællingen her handler om BOPA’s mislykkede forsøg på at befri Vridsløse-fangerne natten til den 18. oktober 1943.

—– —–

Uddrag af bogen ’Manden med de mange ansigter – Richard Jensen og den røde underverden’:

Rygterne svirrede i Vridsløselille Fængsel. Richard Jensen og de andre politiske fanger var bekymrede for, at tyskernes militære undtagelsestilstand ville føre til, at de ville blive deporteret til Tyskland. Ligesom de internerede i Horserødlejren, som om morgenen 2. oktober blev sendt til koncentrationslejren Stutthof i den tyskannekterede fristad Danzig. Den store søfyrbøder fremskyndede samtaler om en flugt med en sabotagegruppe uden for fængslet.

Selvom kommunistiske sabotører ikke måtte hjælpe Richard Jensen eller andre af de dømte i bombesagen, var flere klar til at hjælpe den store søfyrbøder. En af de vigtigste ledere i modstandsgruppen BOPA, Poul Petersen, var gift med Richard Jensens søster, og ifølge Jensens erindringer var der en aftale med omkring 30 bevæbnede sabotører fra BOPA. De skulle befri de dømte bombefolk og andre politiske fanger.

Fanger på arbejde i Vridsløselille Statsfængsel under Besættelsen. (Foto fra bogen)

Denne aktion har været omgærdet af meget mystik, fordi sabotørerne trodsede kommunistpartiets ledelse. Men ifølge journalisten Erik Nørgaard var det BOPA-folk under ledelse af ’Spræng-Smith’, Knud Børge Jensen, der skulle stå for befrielsesaktionen, og sabotagelederen måtte stikke en nødløgn over for DKP for at kunne gennemføre aktionen natten til 17. oktober 1943.

I begyndelsen gik alt som planlagt. Sabotørerne indledte aktionen klokken halv to om natten. Som Richard Jensen beskrev forløbet:

”Vagtposterne uden for murene blev bastet og bundet, lige før de skulle afløses, men en nævenyttig og ilde lidt betjent rev sig løs og råbte om hjælp. En af sabotørerne skød da på ham, og skuddet bevirkede, at vagten inden for murene, som skulle komme ud klokken to til afløsning, blev advaret og slog alarm. Sabotørerne måtte derefter trække sig tilbage.”

Hele anstalten stod på gloende pæle. Alle politiske fanger blev undersøgt, og de nægtede alle at have noget at gøre med befrielsesaktionen, fortalte Richard Jensen:

”Det blev en stor skuffelse den nat for os fanger, som fra vinduerne havde kunnet følge det meste af optrinet. Selv så jeg ambulancen køre bort. Vi krøb til køjs og så uskyldige ud. Inspektør Klüwer kunne ikke bevise vor andel i det skete, men reglementet blev betydeligt skærpet efter den dag, og vi sank atter ned i kælderen.”

En halv snes dage efter døde fængselsbetjenten af sine sår.

Mange år senere fortalte sabotagelederen Poul Petersen i et interview, at ”vi forsøgte at lave en befrielsesaktion i Vridsløse”. Over for ledelsen sagde sabotørerne, at man i Vridsløselille Statsfængsel kunne få fat i mange oplagrede våben.

”Men hensigten var også at befri Frederikshavnergruppen med Richard Jensen i første række. Men forsøget slog desværre fejl trods en minutiøs planlægning,” sagde Poul Petersen.

Richard Jensen havde efterhånden fået stor indflydelse i fængslet. Det oplevede Kaj Gejl, da han på et tidspunkt i foråret 1944 blev overført fra Nyborg Statsfængsel.

”Da havde ’den store’, altså Richard Jensen, fået organiseret det sådan, så det faktisk var ham, der bestemte over den fløj, hvor vi boede i. Der var en overbetjent, som faktisk ganske frivilligt løb med enhver besked, vi måtte ønske fra den ene til den anden celle,” fortalte Kaj Gejl mange år senere i et radiointerview.

Den første søndag, han tilbragte i Vridsløselille Fængsel, gik hans cellekammerat i kirke. Overbetjenten, som løb med beskeder, åbnede hans dør og sagde, at han hellere måtte komme på lokum:

”Jeg tænkte: Det var dog fandens til system. Men jeg gik da med og satte mig derude, og så kunne jeg lige så godt tilbringe tiden der, som de andre, der skulle sidde inde i kirken.”

Mens han sad på toilettet, blev han råbt an af en person, som sad inde ved siden. Personen ville vide, om han var Gejl.

”Jeg var sgu lige ved at sige nej, for jeg havde glemt, jeg hed Gejl. Jeg hed nummer 120 og havde heddet det i flere år efterhånden. Men det var så Alberti Hansen,” fortalte Kaj Gejl.

Da de havde sludret noget tid sammen, sagde han: ”Det var da pudsigt, at vi lige skulle mødes herude.”

Så sagde Alberti Hansen: ”Det er sgu ikke tilfældigt. Det er da mig, der har sendt bud efter dig.” Og nu ville han melde tilbage til Richard Jensen, at Kaj Gejl også var kommet til fængslet.

Ved en anden episode kort efter oplevede Gejl, hvordan Richard Jensen styrede tingene. De var alle på gårdtur og skulle holde to-tre meters afstand til hinanden og gå i gåsegang. Men Richard Jensen brød ud af gåsegangen og gik hen og begyndte at snakke med Gejl. En betjent skældte ud, og efter gårdturen skrev han en rapport om episoden og lagde den på overbetjentens bord.

”Richard Jensen gik bagefter ham ind og tog rapporten og rev den i stykker, for det var altså arbejdsgangen der i fængslet,” fortalte Gejl.

Knap et år efter første flugtforsøg forberedte Richard Jensen og hans folk endnu en aktion, som skulle få dem ud af fængslet.