‘Vi længes efter at leve. Helt enkelt og primitivt. Politik går i disse år over fra at være bundet af klasser og principper til at være bestemt af nationer og førere.’
Sådan skrev den 31-årige kulturkritiker Arne Sørensen (billedet)  i 1937 i tidsskriftet Det tredje Standpunkt. Han hævdede, at liberalismen havde skabt et ansvarsløst og holdningsløst ‘mangevælde’, mens tidens store problemer efter hans opfattelse kun  kunne løses, hvis man gav en ‘folkebestemt statsmagt meget stor myndighed og handlekraft’. Denne statsmagt skulle turde påtage sig det ansvar at ‘bruge magt i folkets navn’.
Dermed var Arne Sørensen et eksempel på, at autoritære ideologier havde medvind overalt i Europa i 1930’erne – selv i Danmark, hvor Thorvald Stauning havde et solidt befolkningsflertal bag sig på et program om det samarbejdende folkestyre.
I mange kredse var det slet ikke nogen selvfølge at give tilslutning til det parlamentariske demokrati. Man behøver kun at nævne den begejstring, Kaj Munk en overgang nærede for Adolf Hitler.
Arne Sørensen var formand for partiet Dansk Samling, og hans artikel er gengivet i historikeren Henrik Lundbaks bog Staten stærk og folket frit – Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 1936-47 (Museum Tusculanums Forlag, 2001). I Lundbaks referat fortsætter Arne Sørensen:
‘Der er en lang række alvorlige forhold i landet, hvor kun én vilje – fra én mand eller nogle ganske få – kan fremkalde de kraftige handlinger, som kan bringe tingene i orden. Lad os ærligt indrømme det, og lad os gå i gang med at finde mændene.’
Det var en passage, der fik mig til at spærre øjnene op. Det bemærkelsesværdige er, at Arne Sørensen senere blev en modstandspioner og medlem af Frihedsrådet. Lidt af en kovending, og i det hele taget er han en af det 20. århundredes virkelig særprægede skikkelser.

Fuldstændigt omsving
Arne Sørensen stammede fra landlige omgivelser ved Hvalpsund i Himmerland og fik på grund af sin usædvanlige begavelse mulighed for at studere på basis af lokale indsamlinger.
I begyndelsen af 1930’erme stod han Socialdemokratiet nær og roste de moderne nybrud i livsstil, kvindefrigørelse, arkitektur og kunst. Han skabte sig et navn som forfatter og forlægger, men i løbet af kort tid midt i 1930’erne slog han fuldstændig om.
I 1936 var han den ledende kraft Dansk Samling – et kristent, antiparlamentarisk parti, som Arne Sørensen forudså, ville udvikle sig til en folkebevægelse, der ville feje den pilrådne liberalisme til side.

Tilbage til kødgryderne
Holdningerne i kulturelle og moralske spørgsmål var traditionalistisk. Indflydelsen fra storbyerne på folkets åndelige sundhed fordømtes, og man havde i partiprogrammet planer for udflytning af befolkning og produktion fra København, så flere danskere kom til at leve i mindre samfund. M.h.t. til kvinderne var holdningen, at de skulle dygtiggøres med hensyn til beskæftigelse på deres naturlige plads – i hjemmet.
Det politiske styre skulle ske på basis af stænderforsamlinger som før Grundloven af 1849 – forsamlinger, der skulle udpege landets ledere blandt de ‘bedst egnede’.

Antonio Salazar var idealet
Men ifølge Henrik Lundbaks fremstilling var partiet hverken nazistisk eller fascistisk. Det var selvmodsigende på en række punkter.
Det jødehad, der var vidt udbredt blandt højreradikale i Europa, fandt aldrig indpas i partiet. Dansk Samling var heller ikke præget af militarisme. I programmet gik man ind for et stærkt forsvar, men man forholdt sig sjældent særlig specifikt til forsvarspolitiske spørgsmål. Man var meget dansknational, men ikke udpræget antitysk som gængse nationalkonservative. Faktisk deltog Arne Sørensen som indbudt gæst i to nazistiske rigsstævner i Lübeck.
Arne Sørensen primære inspiration var højregrundtvigiansk kristendom og autoritære katolske strømninger – f.eks. den portugisiske diktator Antonio Salazar og de kredse i Frankrig, der efter den tyske besættelse af landet blev grundlaget for Vichy-styret.

Nyt omsving
Partiet med de forvirrende holdninger fik aldrig nogen indflydelse i Danmark, for Dansk Samling fik ikke valgt medlemmer af Rigsdagen før Anden Verdenskrig. Og Arne Sørensen blev også standset i sine fører-sværmerier. De øvrige personer i lederkredsen tog afstand, og ledelsesmedlemmet Niels Banke trak sig endda på grund af sin uvilje mod ‘profetdyrkelsen’ af den karismatiske Arne Sørensen.
Under besættelsen gik Arne Sørensen under indtryk af den nazistiske undertrykkelse over til helhjertet at bekendte sig til et demokratisk samfundssystem. Og partiet fik sin særlige position i modstandskampen, fordi det ifølge Lundbak i forvejen var et sluttet, aktivistisk miljø, hvor man vidste, at man kunne stole på hinanden.

Den sydslesvigske mærkesag
Dansk Samling fik valgt folketingsmedlemmer i 1943 og 1945, og det baserede i de første efterkrigsår sin politik på kampagnen for at få Sydslesvig tilbage til Danmark. Det havde de intet held med. Det var ikke noget ledigt standpunkt, for statsminister Knud Kristensen (V) samlede al opmærksomhed om sin ‘private udenrigspolitik’ for at få det tabte land tilbage. I 1947 røg Dansk Samling ud af Folketinget.
Partiet gik derefter i opløsning, og den flyvske Arne Sørensen rejste derefter til USA, hvor han nogle år var arrangør af rejseselskaber for amerikanske studenter i Europa. I 1960’erne blev han en pioner inden for fremtidsforskning.
Hele konceptet bag Dansk Samling kan i dag synes uendelig fjernt, men det havde nogle medlemmer, der er overraskende i betragtning af den position, de fik i eftertidens Danmark.
Poul Dam (1921-2000), der var en kendt SF-politiker i 1960’erne og 1970’erne var i 1940’erne et meget aktivt medlem af Dansk Samling. Også overlægerne Gunnar og Kirsten Auken – forældre til Svend og Margrethe Auken og de øvrige børn og børnebørn i den venstreorienterede, frisindede klan – var aktive i partiet.
(Foto af Arne Sørensen: Nationalmuseet)

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her