Povl Falk-Jensens falske legitimationskort fra krigens sidste år.

Holger Danskes ‘Afdeling Eigil’ gennemførte den 1. marts 1945 en aktion på Østerbro, der førte til, at en ukendt, elegant klædt kvinde blev skudt. Først adskillige dage senere fandt den 15 mand store styrke ud af, at den dræbte var Cathinca Lieder, den 43-årige sekretær for HIPO-chefen Erik V. Pedersen.
Men aktionen i en herskabslejlighed havde et helt andet formål, fremgår det af Povl Falk-Jensens erindringer fra modstandskampen Holger Danske – afdeling ‘Eigil’ (Frihedsmuseets Venner, 2010).
Erland Leth Pedersen og jeg har citeret en længere passage i dette kapiteluddrag af bogen Svend Staal-gruppen, der udkom den 18. september på forlaget Nyt DPIF.

—– —– —–

(Kun mellemrubrikker er tilføjet; ellers er teksten som i bogen)

“Da Svend Staal-gruppen den 23. februar i løbet af et par timer mistede Henning Walthing, logiværtinden Agnes Walthing og chefen Poul Otto Ditlev Nielsen, havde Povl Falk-Jensen, lederen af Holger Danskes ’Afdeling Eigil’, allerede i flere uger været i gang med at planlægge en aktion, der blot seks dage senere skulle gøre det næst indhug i rækkerne.
Den 24-årige Falk-Jensen var en grundig mand. Det kom til udtryk i forberedelserne, der slet ikke tog sigte på en likvidering. Aktionen var tænkt som en razzia mod en herskabslejlighed på Fritjof Nansens Plads 8 på Østerbro. Lejligheden lå på 2. sal på venstre hånd, og dens indehaver var en ældre dame, baronesse Frederikke von Bülow.
Baronessen var mor til den 34-årige Helga von Schalburg, enke efter kommandøren for Frikorps Danmark C.F. von Schalburg, der var faldet i Rusland i 1942.[1] Fru von Schalburg og hendes 10-årige søn Alexander havde i ugerne forud i længere perioder opholdt sig i lejligheden.
De var flygtninge. En måned før var de over hals og hoved kommet tilbage til Danmark fra godset Murke i det vestlige Polen. Det havde de fået stillet til rådighed af SS-rigsfører Heinrich Himmler, men nu stod det umiddelbart over for at blive indtaget af Den røde Hær.
Indtil hendes og sønnens afrejse i april 1944 havde Helga von Schalburg haft tæt tilknytning til det tyske miljø og havde været drivkraften i varetagelsen af hendes afdøde mands mindefond.[2]

Den indledende skygning
Povl Falk-Jensen regnede med, at der var gode chancer for at finde større mængder vigtige dokumenter i lejligheden. Han satte sine folk til at rekognoscere i kvarteret, og de fik sat ansigter på baronessen og Helga von Schalburg.
”Da de (…) havde været i byen sammen et par gange, kendte vi dem, men så var der pludselig en anden lidt yngre dame med i stedet for fru von Schalburg. Det var måske dennes veninde?” funderede Poul Falk-Jensen i sine erindringer.
Som det senere skulle vise sig, var den sorthårede dame ikke yngre end den blonde fru von Schalburg, men ni år ældre. Til gengæld var hun elegant og velklædt. Den samme ugedag i den følgende uge fulgtes den ukendte igen med baronessen.
”Vedkommende havde måske fri fra arbejde denne ugedag i ugen. Der var altså brudstykker af et mønster.”
Holger Danske-folkene begyndte nu at iagttage Helga von Schalburg og den anden kvinde, når de færdedes andre steder i byen end i lokalkvarteret på Østerbro.
”Det viste sig, at fru von Schalburg flere gange tog ind på Politigården (..) og en enkelt gang til Dahlerupsgade.”

Et fokus, der skiftede
Povl Falk-Jensen kunne ikke huske, at navnet Dahlerupsgade sagde ham noget særligt.
”Den anden dame blev også skygget til Dahlerupsgade en af de dage, hvor hun havde været på formiddagsbesøg på Fritjof Nansens Plads. Det var den samme opgang, som fru von Schalburg var gået ind i,” berettede ’Eigil’ videre.
Hans folk begyndte nu at holde øje med kvinden nogle dage, og det viste sig, at hun ved almindelig kontortids begyndelse gik ind i den samme opgang hver dag. Man fik også konstateret, at hun nogle morgener var kommet til Fritjof Nansens Plads henholdsvis gået derfra så tidligt, at ’skyggen’ endnu ikke var på plads.
”Det var den opgang, fru von Bülows lejlighed lå i. Det tydede på, at hun også boede i baronessens lejlighed, men det sagde intet om, at hun boede der konstant. Denne sidste dame (…) havde ofte en mappe, formodentlig med papirer, med sig hjem. Ofte en mappe, ligeledes sandsynligvis med papirer, den modsatte vej. (…) Det var måske hende, der var den interessante person i denne sag og ikke fru von Schalburg.”

Povl Falk-Jensen i 2015, mere end 70 år efter begivenhederne på Fritjof Nansens Plads (Foto: Anette Bjørnholdt)

En mandskabskrævende opgave
Povl Falk-Jensen valgte at iværksætte en aktion, selv om han var noget i tvivl om, hvorvidt det ville lønne sig at løbe risikoen. De to kvinders færden tydede på en forbindelse til HIPO af en eller anden art, og aktionen var krævende. Han måtte regne med, at kvinderne kunne nå at slå alarm, og så kunne det blive vanskeligt at nå at komme væk. Han samlede derfor 15 mand, deraf nogle stykker fra en af afdelingens grupper, der hørte hjemme i Lyngby.
”Der skulle bruges mange folk til at dække Fritjof Nansens Plads med alle dens til- og frakørselsveje. Der var ikke langt til nærmeste tyske forlægning, som (….) kunne blive alarmeret af HIPO,” skrev ’Eigil’.
Aktionen blev gennemført først på eftermiddagen den 1. marts 1945. Falk-Jensen og en gruppekammerat gik op i opgangen og stillede sig uden for entredøren, mens tre fra Lyngby-gruppen skulle skaffe sig adgang til lejligheden fra køkkentrappen. De ti øvrige var dækmandskab foran og bagved bygningen og i de nærliggende gader.
”(Det var) en af de dage, hvor den tredje dame plejede at være på arbejde i Dahlerupsgade. Var heldet med os, kunne vi sidde og vente på dennes hjemkomst,”
Mændene var meget spændte på, hvad aktionen kunne give af udbytte. Om der ville ligge breve i lejligheden – modtagne eller genparter af afsendte – eller ansøgninger til HIPO-korpset, der ville gøre det muligt at opspore afsenderne.
”Ifølge vore iagttagelser skulle der (…) kun være moder og datter i lejligheden, men det skulle såmænd nok passe, at der slet ikke var nogen hjemme. Hvis dette var tilfældet, så ville vi skaffe os adgang på anden måde,” skrev Falk-Jensen

Kvinden i silkekimonoen
Gruppeføreren Knud Søndergaard havde taget sit pæneste tøj på, og hans hår var vandkæmmet, da han ringede på og præsenterede sig som inspektør fra gas- eller belysningsvæsenet, der gerne ville læse en måler af. Personen der åbnede køkkendøren på klem, var – modsat forventningen – den ukendte kvinde.
Selv om ’inspektøren’ viste legitimationskort, ville kvinden ikke løsne sikkerhedskæden og åbne døren, men selv foretage et kontrolopkald til den pågældende myndighed. I dette øjeblik ringede de to mænd ved hoveddøren på klokken, og mens kvinden var på vej hen for at åbne, sprængte de tre mænd på køkkentrappen sikkerhedskæden.
”Hun, der var meget elegant og iført en silkekimono, løb ind i dagligstuen. Nu mødte der de tre mænd en virkelig overraskelse. Hun stillede sig i dækning bag et hjørne af væggen (…) i stuen og skød på de indtrængende.”
Der udviklede sig en regulær ildkamp, og også fru von Schalburg og en ukendt mand, der også befandt sig i lejligheden, tog kampen op og skød på modstandsfolkene. Baronessen ringede til Politigården.
”Tiden var kostbar, og det var tydeligt, at man forsøgte at trække tiden ud. Det lykkedes gruppeføreren at få et skud ind i (…) hende den ukendte i silkekimonoen. Det var tydeligt hende, der ledede slagets gang fra den anden side. Hun sank sammen, og hun fik et sikkerhedsskud,” berettede Povl Falk-Jensen.
Enhver tanke om at gennemsøge lejligheden var opgivet. Nu handlede det bare om at komme væk, inden HIPO indfandt sig.”

—– —–

Noter:
[1] Povl Falk-Jensen: Holger Danske – Afdeling ’Eigil’, side 265-276.
[2] Mikkel Kirkebæk: Schalburg, side 385-390.

—– —–

Andre indlæg her på hjemmesiden om bogen Svend Staal-gruppen, der udkom den 18. september på forlaget Nyt DPIF:
1). Kapiteluddrag fra bogen: Bortførelsesdrama på Østbornholm
2). Kapiteluddrag fra bogen: Nazibetjent i knibe
3). Optaktsartikel:  Historien bag billedet