De fire overlevende fra Geels Kro var alle omkring 20 år, da de mistede deres leder, som de her mindes efter krigen. Fra venstre mod højre Poul Arne Andreasen, Hugo Hansen, Norman Grønlund Rasmussen og Erik Gjersing. (Frihedsmuseet)

Fem unge kommunisters forbigående uforsigtighed en sommerdag 1944 førte til en katastrofe. Det var ikke kun det, at en af dem blev dræbt, og at dagen fik alvorlige konsekvenser for de fire andre, der her efter krigen mindes deres dræbte kammerat.
Dagen fik også en videre konsekvens, der førte til oprulning af modstandsorganisationen i en anden fynsk by og til kz-lejrophold og død for flere af den. Hvad der præcis var forbindelsen mellem skuddramaet på Geels Kro øst for Odense og de store skibssabotager i Svendborg, kan du læse i nr. 24 af magasinet Politiken Historie, der netop er udkommet – i august 2022. Heri har jeg på siderne 78-85 skildret forløbet med dets uheld og tragiske sammentræf.
Her har du et uddrag fra bind 4 af Modstand, min samlede fremstilling af frihedskampen 1940-45 (Politikens Forlag), om den eftermiddagstime, da Gestapo overrumplede gruppen på kroen. Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

I en lejlighed på Christian Richardts Vej i Odense blev en yngre mand revet ud af enhver
tiloversbleven morgensøvninghed, da telefonden kl. 7.44 den 11. juli 1944 blev taget i Gestapos regionale hovedkvarter på Husmandsskolen i Odense.
Jürgen Heinrich Petersen – indtil kort forinden remisearbejder ved DSB i Tønder og jernbanesabotør – sad alene på adressen og aflyttede telefonsamtalerne. Det skete gennem en hemmelig forbindelse, som overingeniør Werner Hjort og nogle af hans folk fra det regionale telefonselskab en måned før havde etableret.
Opkaldet var fra den ene af to brødre, der drev slægtsgården Pedersminde ved Rågelund øst for Odense. Anmelderen fandt det mistænkeligt, at en håndfuld unge mænd holdt skydeøvelser i en ubenyttet grusgrav på gårdens grund. De unge var dog væk, da Gestapo nåede frem, men de havde glemt en ladeskinne, som brødrene fandt. De lod den ligge i forventning om, at de unge ville komme igen og holdt udkig på skift.

Særlige sprogkundskaber
Jürgen Heinrich Petersen var begyndt blot en uge før, den 5. juli 1944. Han var kommet fra Tønder, fordi han havde været tæt på at blive anholdt. Han tilhørte det tyske mindretal og talte og forstod derfor tysk lige så godt som dansk. Men han havde lagt afstand til den tyske identitet modsat hjemmetyskerne i almindelighed, der i 1930’erne nærmest var blevet gennemnazificerede.
Det stod klart, at arbejdet var vigtig, og Petersens fik en fast makker. Fynsledelsen fik hver dag kl. 15 en udskrift af dagsrapporten og derudover besked straks om hasteoplysninger. Derfor havde ledelsen resten af krigen mulighed for at reagere hurtigt, når Gestapo rykkede ud.

Unge arbejder-aktivister
I grusgraven havde anføreren været den 19-årige Gunnar Carlo Nielsen (billedet herunder), formand for lærlingeklubben på Odense Staalskibsværft. De andre var Normann Grønlund Rasmussen og Hugo Hansen, begge arbejdsmænd, samt maskinarbejder Erik Gjersing og smed Poul Arne Andreasen.
De kom alle fra Skt. Jørgens Gade-kvarteret og var unge mænd med fart på. De udgjorde en kommunistisk militærgruppe, men Børge Poulsen (’Tonny’) – en af lederne i den kommunistisk prægede Walther-gruppe – mente, at der var muligheder i dem. Nogle af de unge havde tidligere på året deltaget i bl.a. Walther-gruppens store sabotage mod autoværkstedet V. Holm Jensen. ’Tonny’
havde givet dem hver en pistol.

Afsløret af henstillede cykler
Den 12. juli 1944, dagen efter den første Gestapo-udrykning, var der nyt fra grusgraven. Det kunne Jürgen Heinrich Petersen forstå på en opringning ved 15-tiden. En af sønnerne på gården kunne fortælle Gestapo, at de ubudne gæster var vendt tilbage. Det fire mand store
udrykningshold var allerede på vej, blandt dem den 46-årige Poul Michael Hansen, kendt som ’Poul Tysker’, fordi han havde en tysk mor.
Da en af brødrene på gården havde fortalt, at de fem var cyklet mod Kerteminde, kørte Gestapo-bilen samme vej. Da de så fem cykler henstillet foran Geels Kro og kunne se nogle personer på verandaen, regnede de ud, at gruppen formentlig holdt pause her.
De unge mænd anede intet om, at de var blevet iagttaget, men den chokerede Gunnar Carlo Nielsen indså straks, at der var tale om en anholdelsesaktion. Han sprang op, slog et vindue op, så glasset splintredes, og hoppede op i vindueskarmen, men blev ramt af en maskinpistolsalve, rullede død ned af skrænten og landede i Geels Å.
Det lykkedes Hugo Hansen at flygte over en mark, og Poul Michael Hansen søgte fra et af kroens vinduer at stoppe Normann Grønlund Rasmussen med et pistolskud. Det ramte sabotøren i skulderen, men det lykkedes ham alligevel at komme væk. Imens skød Poul Arne Andreasen, der lå skjult bag et klaver, mod ’Poul Tysker’ og sårede ham i halsen, hvorefter han forsøgte at flygte gennem et vindue. Andreasen blev imidlertid såret med to skud i lungerne, og det samme skete for Erik Gjersing, der blev ramt i overkrop og begge ben.
Både Gestapo-manden og de to sårede sabotører blev bragt til Odense Sygehus, hvor Gjersing og Andreasen blev sat under bevogtning. Poul Arne Andreasen blev hurtigt transporteret til det tyske lazaret i Fredericia, mens Gjersing var for alvorligt medtaget til at kunne flyttes.