Aage, Kai og Harald Nielsen (fra venstre mod højre) nær fronten i Spanien. (Foto fra bogen)

Da jeg  læste bogen Brødrene Nielsen – breve fra den spanske borgerkrig (Forlaget Nemo, 2014) havde jeg ikke svært ved at parkere den viden på et sidespor, at de danske kommunister var 100 pct. loyale over for det totalitære Sovjetunionen.  For jeg fik virkelig sympati for de tre brødre Harald, Kai og Aage Nielsen, der var vokset op i et københavnsk kommunistisk hjem. De tog af ægte solidaritetsfølelse til Spanien for at kæmpe på republikkens side i den spanske borgerkrig (1936-39).
De var så dedikerede og politisk motiverede, at de i august 1936 tog af sted, allerede inden der var iværksat nogen officiel hvervning. De tre mænd på henholdsvis 24, 21 og 18 år cyklede sydpå sammen med kammeraten Hans Petersen. De fire blev de allerførste af de ca. 550 danske Spaniens-frivillige.

Den yngste pint ihjel
De kæmpede i Spanien næsten til afslutningen, og under den tyske besættelse af Danmark blev de alle modstandsfolk i KOPA, der foråret 1943 blev omdøbt til BOPA.
Harald og Kai Nielsen overlevede krigen, mens den yngste, Aage Nielsen, i 1943 som 25-årig som den første blev tæsket ihjel under Gestapo-fangenskab.

Internationalt perspektiv
De fleste bøger om besættelsen har et snævert dansk fokus. Andre bøger om brødrene Nielsen ville måske være begyndt med ti sider om borgerkrigen, mens deres modstandsaktiviteter i Danmark ville være beskrevet til mindste detalje.
I denne bog er det omvendt, og det betyder, at tingene for alvor kommer i internationalt perspektiv. Sammen med historien om den spanske borgerkrig, får vi beskrevet, hvad det var, der drev og motiverede sabotage-pionererne i Danmark.

Afgørelse på værkstedet
De tre brødre var vokset op i et børnerigt, kommunistisk arbejderhjem, og det lå naturligt for dem at være stærkt politisk interesserede.
De fulgte nøje med i udviklingen i Spanien i Arbejderbladet, da hærstyrker under general Francisco Franco 17. juli 1936 gjorde oprør for at vælte den lovlige republikanske regering. Officererne og deres støtter ville forhindre varslede radikale samfundsreformer, som i deres øjne var uacceptable, fordi de var en trussel mod den katolske kirkes, officerernes og godsejernes stilling.
På Hans Lystrups Autoværksteder på Pile Alle på Frederiksberg diskuteredes udviklingen livligt, og den Hans Petersen og Kai Nielsen besluttede sig næsten med det samme til at rejse til Spanien. Kai havde et nærmest uadskilleligt forhold til sine to brødre Harald på 24 og Aage på 18 år, så det stod hurtigt klart, at alle fire ville rejse.
”Hvorfor stå her og slibe støbegods, når vi kan tage ned og gi’ dem en håndsrækning i Spanien,” spurgte Kai Nielsen.

Bogbrænding i Rendsborg
Den 22. august pumpede de deres cykler og starter rejsen sydpå. Det skete selv om myndighederne i Spanien endnu ikke havde oprettet frivillig-enheder, og hverken DKP eller Komintern havde lagt nogen strategi for, hvad der skulle ske.
De fire unge mænd havde aldrig været uden for landets grænser før, men allerede i Rendsborg, 80 kilometer syd for grænsen, fik de deres første chok, da de blev vidner til et heilende fakkeloptog, der drog gennem byen.
”Massehysteriet overvælder dem.  Under høj jubel bliver kommunistisk litteratur fortæret af de brændende fakler,” lyder det i Brødrene Nielsen – breve fra den spanske borgerkrig, som forfatterkollektivet Albert Scherfig, Charlie Krautwald, Daniel Madsen og Nadia Zarling lige før jul udgav på Forlaget Nemo.

I selskab med Hitlerjugend
Da de unge mænd kom til Hamburg, indlogerede de sig på en skonnert, der lå i havnen som flydende herberg. De hørte musik fra fartøjets sal og gik derind for at deltage, selv om de ikke forstod tysk.
”Der er mange unge mænd i selskabet, de er alle iklædt uniformer (…). Måske er det en forsamling af spejdere eller vandrere med kulsorte pionertørklæder? tænker Kai. Pludselig rejser hele forsamlingen sig, løfter kollektivt den højre arm i heil-hilsen og begynder at synge den nazistiske hymne, Horst Wessel. De tre brødre rejser sig, men nægter demonstrativt at heile. Det går op for Kai, at det er medlemmer af Hitlerjugend, som holder gilde,” skriver forfatterne.

Tiltrængt hjælp i Paris
Midt i september 1936 nåede de fire ungkommunister frem til Paris. De havde mistet deres cykler og deres penge undervejs og henvendte sig til en taxichauffør, som de bad om at udpege retningen til det hvervekontor, der var åbnet, siden danskerne cyklede af sted fra København.
Chaufføren viste sig at være venligtsindet. Han bad Nielsen-brødrene og Hans Petersen stige ind og kørte dem til den ønskede destination. Tværtimod at kræve betaling stoppede han ved forskellige holdepladser og barer og lod en kasket gå rundt. ‘Her er nogle kammerater, de skal til Den Spanske Borgerkrig, og dem skal vi støtte!,’ erklærede chaufføren.

Kai, Harald og Aage Nielsen læser Arbejderbladet i Albacete, hvor de international brigader havde hovedkvarter. (Foto fra bogen)

Deltog, hvor det gik hårdt til
De fire kæmpede i den følgende tid som soldater i den berømte ‘Thälmann-bataljon’ og deltog både i kampene ved Huesca i Aragonien og i forsvaret af Madrid i vinteren 1936/37, der blev udkæmpet under det berømte motto No pasarán! (‘de skal ikke komme igennem!’).
Senere fik de opgaver som chauffører og mekanikere, og deres længste periode tilbragte de i luftskytsenheden Argument Dimitrov. Dermed var de i mindre umiddelbar livsfare end de fleste af soldaterkammeraterne. Storebror Harald blev dog såret to gange.
De fire ungkommunister kom alle velbeholdne hjem sidst i 1938, da republikkens modstand lakkede mod enden. Det var de heldige med, for over 200 af de danske frivillige – henved 40 pct. blev dræbt.

Ukuelig mor
Den brevsamling, bogen bygger på er righoldig. Især lillebror Aage Nielsen, der er den mest politisk bevidste, er flittig til at skrive fra Spanien. Brødrene skriver vidt og bredt om personlige oplevelser og problemer, krigens udvikling og politiske overvejelser.
En anden af bogens stærke personligheder er de unge mænds mor, Antonie Nielsen – en kvinde sidst i 40’erne, der efter sine breve at dømme ikke har tabt kræfterne, selv om hun har været hjemmegående med ni børn, hvoraf de yngste stadig ikke var fra hånden.
Hun sender konstant sine drenge ‘god energi’, som vi ville sige i dag, og bakker dem op i deres valg. Hun indskrænker omtalen af, hvor svært det er for hende, at de er i krig, til et minimum. I stedet beskriver hun, hvor meget gås, bøf, øl og snaps hun vil sætte på bordet for dem, når de kommer hjem. Hun følger fint med i avisen og har godt styr på Spaniens geografi og de ledende aktører i konflikten.
Antonie Nielsen henvendte sig jævnligt til Arbejderbladets redaktion, når sønnerne har sendt beretninger fra Spanien, og Harald, Kai og Aage Nielsen har en række gange artikler med foto i avisen, der skal holde modet op på dem derhjemme i den fælles kamp. Ja, for sådan så man på tingene i familien: Kampen mod kapitalismen i Danmark var et led i den samme verdensomspændende kamp, som de udkæmpede en anden del af ved de spanske fronter.

Bundkarakter til kongejubilæum
Den kommunistiske husmors fyndige sproglige stil fremgår i et brev til sønnerne fra 19. maj 1937, da Christian X lige har haft 25 års regeringsjubilæum.
“Her er nu igen Regn og Kulde. Det regnede hele Lørdagen, og det var endda paa Kongens Regeringsjubilæum, men han havde jo sit paa det tørre. Det var jo kun de, der var saa dumme at stille sig op og blive gennemblødte,; én døde af Sindsbevægelse, og i hundredevis faldt de i Afmagt, og i Rigsdagsmødet, der blev afholdt til ‘den langes’ Ære, maatte de føre Julius Bomholt (socialdemokratisk kulturordfører) ud af Salen, saadan græd han og var rørt, men de var vist mest ængstelige for de fine Tæpper og Sager. (…) I tre dage hørte vi ikke andet i radioen end det Vrøvl, og det er knapt nok, de er færdige endnu.”

Indbydende bog
Bogen, der er skrevet af fire forfattere, er velredigeret. De sammenbindende tekster er klare og præcise, og helhedsindtrykket er indbydende med god plads til billederne og en forholdsvis stor linjeafstand i teksten. Det giver en oplevelse af ‘luft på siden’, der passer godt til en brevbaseret bog.
Dokumentationen, der er givet i form af dokumentariske essays bag i bogen for hvert enkelt kapitel, er detaljeret og virker fyldestgørende. Jeg kunne imidlertid godt have ønsket et personregister.