En folkemængde ved Edvard Rings statue i Randers af Niels Ebbesen fra 1882. Billedet er taget i befrielsesdagene i 1945. (Nationalmuseet)

Alene på grund af den imposante, irrede bronzestatue på Rådhustorvet har jeg som født og opvokset i Randers et forhold til væbneren Niels Ebbesen, der dræbte den holstenske grev Gerhard (el. Gert) natten til den 1. april 1340. Væbner Niels fremtræder pansret, med hånden på hjertet og skuende mod syd som for at holde øje med tyskerne.
I forbindelse med min studentereksamen i 1981 var jeg som de fleste andre unge i byen med nyerhvervet studenterhue med til at ‘danse om Niels Ebbesen’.
Jeg blev allerede som barn gjort opmærksom på ‘Niels Ebbesens Gård’ i Storegade, hvor den jyske adelsmand skal have dræbt grev Gert. En træluge på øverste stokværk står konstant åben. Formålet er, at den dræbte greves usalige sjæl til enhver tid skal kunne undslippe, så man undgår, at huset bryder i brand.
Som turistguide i 1980’erne fortalte jeg  historien  og gjorde opmærksom på, at den er og bliver en skrøne. ‘Niels Ebbesens Gård’ blev opført i 1643 – mere end 300 år efter det natlige drama tilbage i middelalderen. Ingen bygning i Randers, der stod i 1340, eksisterer mere. Selv Sankt Mortens Kirke, byens store middelalderkirke, er opført 150 år senere – i sidste årti af 1400-tallet.

B.S. Ingemanns ‘Prins Otto af Danmark’, der indeholder historien om Niels Ebbesen, udkom første gang i 1834.

Læseoplevelse i dæmpet belysning
Ud over det fik jeg tidligt et nærmere kendskab til begivenhederne – formidlet i en skønlitterær, nationalromantisk form. Da jeg var ca. 13 år blev jeg af min mor gjort opmærksom på B.S. Ingemanns historiske romaner fra 1800-tallet. En af dem, Prins Otto af Danmark, har dramaet i Randers med.
Bøgerne er ikke for ingeting skrevet af en stor digter. Fortællingerne skrider fængslende fremad, og uhyggelige intriger udspiller sig. Jeg husker, hvordan jeg på mit værelse slukkede det elektriske lys og erstattede det med det dæmpede skær fra en orangemalet petroleumslampe for at skabe autentisk middelalderstemning.
Her er riddere og skønjomfruer, heltedåd og niddingsfærd, triumfer og dybe fald. Sådanne fald endte for forrædere og andre formastelige i værste fald med radbrækning, hjul og stejle. Det er bøger med rene, stærke værdier. Det var før den tid, hvor f.eks. ‘diversitet’ blev et plusord. Idealet var troskab og enig opslutning bag den kronede og salvede konge. Også antallet af køn var der styr på. Der var to.
Mit barndomshjem lå på en villavej syd for Randers tæt på den indfaldsvej sydfra, som Niels Ebbesen og hans ca. 50 edssvorne mænd havde benyttet, da de natten til den 1. april 1340 brød ind i byen, hvor en holstensk styrke på flere tusinde mand befandt sig. Efter Niels Ebbesens drab på den holstenske greve foretog de tilbagetog ad samme vej.
Det at bo på den samme jord, som havde været opmarchområde for hin berømmelige aktionsstyrke, var noget, der nok kunne vække fantasien hos en 14-årig historienørdet dreng. Begivenhedernes tilknytning til vores kvarter blev erindret med to vejnavne: Prins Ottos Vej og Svend Trøst Vej. Sidstnævnte vej er opkaldt efter Niels Ebbesens raske svend, der ifølge myten havde forberedt en afkastning af broplankerne på Randers Bro, så den overlegne holstenske hær blev afskåret forfølgelsen.
Du kan få et modspil til B.S. Ingemanns romantiske univers i denne mere nøgterne faghistoriske artikel

Christian Ulrik Hansen (1921-1944) var et eksempel på en modstandsmand, der var stærkt inspireret af danske middelalderhelte og -myter. (Nationalmuseet)

I aftægtsstuens bogskab
På et tidspunkt i min research til Modstand stødte jeg på en passage, der i særlig grad vakte minderne om denne tidlige læseoplevelse. Det var fra Elith Olesens bog Jeg har levet mit liv i lyset (Poul Kristensens Forlag, 2001), der er en biografi af den kristent-nationale modstandsleder Christian Ulrik Hansen. Han voksede op på slægtsgården Vannerup Vestergaard ved Farsø, hvor han var den ældste af fire søskende. Den højt begavede dreng havde meget ud af samværet med sin morfar, der boede på aftægt på gården.
“Ikke blot lærte Christian at læse og skrive før den skolepligtige alder, men i den lune lille aftægtsstue sad morfar ofte med drengen som eneste tilhører og deltager og fortalte (…) om bibelske personer og tildragelser og om Danmarks-historiens store skikkelser (…). Da Christian (…) havde lært at læse, åbnedes endnu en spændingsfyldt verden for ham, nemlig aftægtsstuens fyldte bogskab,” hedder det i biografien.
“Det, der stod her, var (…) folkelig litteratur af romantisk grundpræg (…). Her var Ingemanns historiske romaner (…), A.D. Jørgensens ’40 Fortællinger af Fædrelandets Historie’, H.C. Andersens og Grimms Eventyr (…). I morfars stue kom Christian på nært hold af helteskikkelser som Rolf Krake og Regnar Lodbrog, Uffe hin Spage og Thyra Danebod, Absalon, Niels Ebbesen, Valdemar Atterdag, Margrethe, Nordens dronning, Frederik den Tredjes sammenbidte københavnere….”
B.S. Ingemanns romaner var noget af 1800-tallets mest læste skønlitteratur. Han begyndte at skrive dem i 1820’erne efter opfordring fra N.F.S. Grundtvig. De var enige om at se bogprojektet som et middel til at fremme national bevidsthed og folkeånd, og romanerne havde antagelig stor betydning for mobiliseringen af de danske soldaters kampvilje i krigene i 1848-51 og 1864.
Du kan finde nogle litteraturhistoriske betragtninger over B.S. Ingemanns romaner i denne artikel af Kim Minke

Kaj Munks skuespil beslaglagt
Trods de meget sparsomme konkrete oplysninger i historiske kilder om Niels Ebbesen fik han som symbol stor betydning for at motivere til  aktiv modstand under besættelsen.
Digterpræsten Kaj Munk begyndte allerede kort efter den 9. april 1940 at skrive et drama med titlen Niels Ebbesen, og han læste op af det under det store antal foredrag, han holdt rundt om i landet. Munk gjorde ikke meget for at skjule, at handlingen ikke kun handlede om dansk middelalder, men skulle opfattes med en aktuel pointe. Da den endelige udgave af skuespillet var klar til udgivelse den 9. april 1942 – toårsdagen for besættelsen – blev oplaget straks beslaglagt. Boghandlerne havde dog nået at sælge et større antal eksemplarer, og den mobiliserende virkning varede ved.
Læs evt. om forløbet i denne artikel af den afdøde historiker Claus Bjørn.
Myten optog også toldassistent Anton Jensen i Skive, der senere blev leder af våbenmodtagelsen i Jylland under dæknavnet Toldstrup. Han fik i begyndelsen af krigen en søn, som han og hans hustru lod døbe Niels Ebbe til minde om middelalderhelten.
Men de nationalkonservative og nationalt folkelige modstandsorganisationer var ikke ene om at bygge et budskab op på Niels Ebbesen-myten. Sympatisører med de tidlige kommunistiske modstandsfolk, der senere blev til BOPA, solgte mærker i frokoststuerne på deres arbejdspladser for at skaffe midler til basale leveomkostninger for deres kammerater, der levede under jorden.
Der var ikke – som man ellers kunne være tilbøjelig til at tro – tale om ‘Stalin-mærker’ eller ‘Lenin-mærker’. Kommunisterne var på det rene med, hvor ringe sympati det store befolkningsflertal havde for dem. De fulgte derfor en folkefrontsstrategi med stor parathed til at samarbejde med andre, og deres retorik gik ud på, at de kæmpede for ‘Danmarks sag’, ikke for verdensrevolutionen. Derfor var de mærker, de solgte f.eks. ‘Skipper Klement-mærker’ eller ‘Niels Ebbesen-mærker’

—– —– —–

INDSTILLINGERNE til os to modtagere af Niels Ebbesen-medaljen i 2022 blev givet af dokumentarfolkene Martin Sundstrøm og Simon Bang, der selv fik hver en medalje i 2021:

Dines Bogø har igennem flere årtier arbejdet som privat historiker og har med sin utrættelige research og talrige foredrag og artikler, sikret uvurderlige historier, billeder, fakta og detaljer fra besættelsen, som ingen andre har tænkt på at gøre. Hans efterforskning og beredvillige interesse og hjælpsomhed er second to none, og beskæftiger man sig med besættelsen, ender det næsten altid med, at man må ty til Dines Bogø for at opdage, at han allerede har undersøgt emnet til bunds og fundet ukendte ting, ofte igennem pårørende. Hvis man skal have tegninger over tyske flyvepladser eller matrikelnumre på nedrevne sommerhuse, som har huset modstandsfolk, så er det Dines Bogø man konsulterer. Og derfor er han ofte brugt som konsulent af dokumentar- og filmprojekter. Vi anser ham som noget så sjældent som en enmandshær, der i fredstid har sikret at historien holdes faktuelt i live, som ingen andre har formået. I betragtning af at han ikke er ansat på et universitet, men helt og holdent optræder som privat efterforsker, forfatter og historiker og rådgiver, anser vi ham som en oplagt kandidat til Niels Ebbesen Medaljen.

Martin Sundstrøm og Simon Bang, der sammen lavede filmen ‘Angrebet på Shellhuset’ fra 2013, fik Niels Ebbesen-medaljen i 2021. (Nationalmuseet)

Niels-Birger Danielsen er journalist og historiker. Igennem de sidste to årtier har han markeret sig som en af de førende fagbogsforfattere med speciale i besættelsesårene blandt andet med biografier om Werner Best og Karl Heinz Hoffmann, og hovedværket Modstand, som netop er fuldendt. Danielsen kommer oprindeligt fra Randers, blev cand.phil. fra Aarhus universitet i 1987 og journalist i 1992, og selvom uddannelsen ikke umiddelbart pegede på krigen, så fyldte besættelsen allerede fra barndommen, selvom der ingen aktive modstandsfolk var i hans familie. Måske derfor var han den rette til undersøge historien og opsøge og interviewe vigtige personer fra krigens tid, fordi han ikke stod på nogens side, ud over nysgerrighedens? Det har medført en række meget grundige bogudgivelser og hans hovedværk 4-bindsværket Modstand er så gennemført en indsats, der tager sin begyndelse helt tilbage fra 1933, at det til dato er det mest imponerende værk om undergrundsbevægelsen i Danmark under krigen. NBD formår med en omfattende research og fremlæggelse af hidtil ukendte kilder, samt en meget fin personskildring, at fremmane en tid, som ellers er vanskelig at gøre personlig og levende efter snart 80 år. Det var heller ingen selvfølgelighed at få bogværket udgivet, som det ellers lå i kortene, og kun pga af Niels-Birger Danielsens egen ekstraordinære og vedvarende fundraising, lykkedes det ham også at få udgivelsen finansieret, samtidig med at hans grundforskning foregik parallelt. Han egen kamp for at belyse fortidens kampe for frihed og dermed bekæmpelsen af fortidens fjender er helt usædvanlig og utrættelig. Derfor anser vi ham som en oplagt kandidat til Niels Ebbesen Medaljen.

Martin Sundstrøm og Simon Bang bliver hædret ved overrækkelsesceremonien i Lynge Præstegård den 30. april. Der blev nemlig ikke holdt nogen ceremoni sidste år på grund af corona, så de fik deres medaljer tilsendt.