Povl Falk-Jensen, der i 1942 var en aktivistisk 22-årig. (Foto: Anette Bjørnholdt)

Månederne september 1942-januar 1943 er grunden til, at det er nødvendigt at udvide Modstand fra tre til fire bind

I onsdags besøgte jeg Povl Falk-Jensen, den snart 97-årige Holger Danske-veteran, i hans lejlighed i Nærum nord for København. Det har jeg gjort ca. hvert halve år, siden jeg i 2010 skrev en historie om ham i Ekstra Bladet. Anledningen til artiklen var, at han efter et helt efterkrigsliv i anonymitet udgav sine opsigtsvækkende erindringer fra modstandskampen Holger Danske – afdeling ‘Eigil‘ (Frihedsmuseets Venners Forlag, 2010).
Povl er usædvanlig frisk og giver stadig interview til medierne. En af de ting, han over teen viste stor interesse for, var, hvordan det gik med at skaffe midler til at videreføre udgivelsen af Modstand.
Han har faktisk selv noget at gøre med et nøglespørgsmål under fundraisingen, der har været repeteret igen og igen – efter nogles opfattelse sikkert til ulidelighed: Skal Modstand udgives i tre eller fire bind?

Slagsmål med frikorpsfolk
Afgørende for ønskeligheden af en udvidelse er efteråret 1942, der var et afgørende vendepunkt i Danmarks besættelsestid, som det også var det på Anden Verdenskrigs krigsskuepladser. Det er en periode i modstandskampen med mange spændende nuancer og parallelforløb, der aldrig er blevet skildret samlet før.
I den del af bind 2, der allerede er skrevet, har Povl Falk-Jensen bidraget med en beretning om sin egen deltagelse i slagsmål med Frikorps Danmark-soldater, der ankom på samlet orlov i København i september 1942. Urolighederne, der rygtedes helt til Adolf Hitler i Berlin, var blot et af udslagene af befolkningens ændrede holdning til det store spørgsmål om samarbejde eller modstand.

Fondsbestyrelser godkender firebindsmodellen
Spørgsmålet om bindstrukturen synes nu besvaret. Hvis det lykkes at få finansieringen hjem, bliver løsningen de fire bind. Sandsynligheden for at resultatet bliver grundmodellen på tre bind er nærmest teoretisk.
Det skyldes især, at de to store fonde Augustinusfonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har givet deres bevillinger en udformning, der entydigt peger i retning af den udvidede model.
Bind 1, der udkom i 2015 – Frihedskampens rødder 1933-1942 – slutter i september 1942. Bind 2 har indtil nu været planlagt til at slutte i januar 1944, mens tredje bind varer til sommeren efter befrielsen i 1945.
Vanskelighederne ved at rumme stoffet inden for dette format viste sig, efterhånden som arbejdet med bind 2 skred frem. Povl Falk-Jensens sammenstød med frikorpsfolk var kun et af en lang række formidlingsværdige forløb i efteråret 1942.  I de fleste historiske værker om modstandsbevægelsen beskrives perioden lidt en passant og karakteriseres kortfattet som en vigtig periode, inden forfatteren går videre til sit egentlige emne.

Dansk politis kommunistbekæmpelse
Det betyder ikke, at perioden er overset. For modstandskampens venstrefløjstradition er efteråret 1942 faktisk den vigtigste periode. Det var her, den kommunistiske sabotage tog fart, og det danske politi bekæmpede illegal aktivitet ihærdigt som led i samarbejdspolitikken.
Netop det danske politis holdning over for kommunisterne er et ideologisk hovedpunkt i den kommunistiske erindring om frihedskampen. Det har været den periode, som indflydelsesrige kommunistiske forfattere og modstandsveteraner som Carl Madsen og Børge Houmann (billedet tv.) har haft fokus på – f.eks. i Madsens Proces mod Politiet (Stig Vendelkærs Forlag, 1969) og i Houmanns erindringer Kommunist under besættelsen (Vindrose, 1990).
Spændingerne i forhold til besættelsesmagten voksede, og det skabte uro i befolkningen, at dansk politi var nødt til at samarbejde med det tyske politi og det militære efterretningsvæsen Abwehr i uigennemskuelige mønstre, hvor det ikke stod klart, om de danske myndigheder delvis frivilligt samarbejdede eller om det udelukkende skete med armen vredet om på ryggen.

Aksel Larsen i Gestapo-forhør
Den 5. november 1942 blev Aksel Larsen (foto herunder th.), formand for det illegale kommunistparti, arresteret af dansk politi efter 16 måneder på fri fod efter krav af en mission udsendt af det tyske Sikkerhedspoliti under ledelse af kriminalkommisær Hermann Span.
Larsen blev med det samme udleveret til tysk politi og udsat for langvarige forhør, hvorunder han opgav navnene på flere snese kommunistiske modstandskammerater. Aksel Larsen endte senere i KZ-lejren Sachsenhausen.

Rottbølls og Johannesens død
Det var i efteråret 1942, at modstandskampens første dødsofre fandt sted, da faldskærmsagenterne Paul Johannesen og Christian Michael Rottbøll omkom under det danske politis anholdelsesaktioner. Aktionerne fandt sted på krav fra Abwehr, men i december 1942 blev tre andre faldskærmagenter pågrebet af dansk politi, uden at det havde været på tysk foranledning. De endte i KZ-lejr i Tyskland.

Radioforretningen i Istedgade
Også for modstandsorganisationen Holger Danske var efteråret 1942 vigtigt, idet den første HD-gruppe blev dannet i forretningen ’Stjerne-Radio’ i Istedgade. I samme periode skete der massearrestationer af folk fra den illegale bladgruppe ’De frie Danske’, og i december samme år blev ledelsen af bladorganisationen ’Frit Danmark’ også afsløret – bl.a. de medicinske professorer Mogens Fog og Ole Chievitz.
Begivenheden var skelsættende, idet ’de illegale’ for mange danskere – måske befolkningsflertallet – mest bestod af kommunister og ungdommelige ballademagere.

Mogens Fogs brev
Nu blev Chievitz, en landskendt, højt respekteret professor, arresteret og udleveret til afhøring hos tysk politi. Professorkollegaen Mogens Fog (herunder tv.) undgik anholdelse og gik ’under jorden’. Hans åbne brev fra hans illegale tilholdssted under titlen ’Dråber i havet’, der blev offentliggjort i ’Frit Danmark’, er et af modstandskampens nøgledokumenter.
Men også i dette tilfælde er hvert enkelt forløb blevet fortalt for sig. I min fortælling bliver det flettet sammen med, hvad der f.eks. foregik i efterretningstjenesten og hæren, der officielt måtte fungere inden for samarbejdspolitikkens vilkår.

Ungkonservative bryder med samarbejdet
Og hvad med udviklingen i specielt det Det konservative Folkeparti, hvor mange var modstandsparate, men hvor partiet og ungdomsorganisationen KU – sidstnævnte med stort besvær – blev holdt på plads den konservative deltagelse i samarbejdspolitikken? Brydningerne førte til, at flere fremtrædende KU’ere meldte sig ud i protest mod de konservatives deltagelse i Scavenius-regeringen i november 1942. En af dem var den 26-årige Poul Meyer, der stod på den yderste højrefløj og i 1930’erne havde flirtet med den italienske fascisme.
I sine bestræbelser på at bevare politi og retsvæsen på danske hænder følte regeringen sig tvunget til at føre en skærpet anti-illegal kurs. Det førte til, at de politiske partier forbød deres medlemmer at være aktive i Dansk Studiering (senere Ringen), der ellers på dette tidspunkt var en antinazistisk organisation af relativt harmløs karakter.
Efter min opfattelse er skildringen af disse voksende brydninger og trinvise opbrud noget af det mest spændende i kapitlerne fra efteråret 1942. Det skal så sættes sammen med det lige så trinvise skift i befolkningens holdning til samarbejdspolitikken og bekæmpelsen af modstandskredsene.

Buhls tale og regeringens hårde linje
I september 1942 holdt statsminister Vilhelm Buhl (herunder) sin berygtede antisabotagetale, der trods den notoriske betegnelse ’stikkertalen’ blev mødt med udbredt lydhørhed i samtiden. Et enkelt regeringsmedlem, indenrigsminister Niels Elgaard, kunne acceptere, at dødsdomme blev afsagt over sabotører ved danske domstole, og adskillige regeringsmedlemmer fandt det acceptabelt, hvis et mere liberalt skydereglement for danske sabotagevagter fik til konsekvens, at dansk sabotører blev dræbt.
Dansk politi fik ordre til, at anholdte illegale under ingen omstændigheder måtte få særbehandling, men skulle behandles på linje med mordere og voldtægtsforbrydere. Efter nytår 1943 fremgik det af diskussioner på regeringsmøder, at stemningen i landet havde ændret sig. Det var nu langt vanskeligere at få borgerne til at bidrage til eftersøgningen af modstandsfolk med forklaringer og signalementer.

Luftangreb viste vej
En skelsættende begivenhed var det britiske luftangreb mod B&W i København den 27. januar 1943, der fandt sted næsten samtidig med den tyske 6. Armes overgivelse ved Stalingrad. Angrebet blev af vide kredse opfattet som en britisk advarsel gående ud på, at hvis danske modstandsgrupper ikke selv optrappede sabotagen, ville briterne se sig nødsaget til at foretage flere luftangreb.
I de følgende måneder fulgte det meget velkendte forløb med nedkastningen af to hold faldskærmsagenter med henholdsvis Ole Geisler og Flemming B. Muus i spidsen, dannelsen af Hvidstengruppen og dannelsen af et stort antal sabotagegrupper. I Jylland skete det under ledelse af Flemming Juncker, på Sjælland under Muus’ førerskab.
Her standser manuskriptet i maj 1943. Det var lige før de første møder, der ud på efteråret 1943 skulle føre frem til dannelsen af Danmarks Frihedsråd.

Nedskudte flyvere begravet med respekt – indtil 1943
Skiftet i tilstandene og stemningen kan også illustreres af en ændring, der sådan set ikke har noget med modstandskampen at gøre. Til ind i 1943 begravede besættelsesmagten nedskudte flyvere fra Royal Air Force med fuld militær honnør. Tyskerne vidste, at den danske befolkning var overvejende engelskvenlig, og man ønskede at have et godt forhold til danskerne – og mente langt hen ad vejen også, at man havde det. Efter at de store allierede luftangreb på tyske byer – ikke mindst Hamburg – blev hyppige fra 1943, var det slut med officielle begravelser af dræbte britisk piloter i Danmark. De blev blot kulet ned i jorden.

Slutter ved Frihedsrådets dannelse
Jeg tror, det her må være anskueliggjort, at der er rigeligt stof til et bind, der slutter i september 1943 – efter samarbejdsregeringens afgang den 29. august 1943 og Frihedsrådets dannelse to uger senere. Bindet vil – uændret fra den hidtidige plan – få titlen Samarbejdets fald 1942-1943.
Jeg forestiller mig, at bind 3 skal løbe til juli 1944 med titlen Den skærpede kamp 1943-1944. Det slutter med Folkestrejken i København ved månedsskiftet juni/juli 1944, der var den største enkeltkonfrontation mellem danskerne og besættelsesmagten med ca. 100 dræbte danskere. Bind 4 skal, forestiller jeg mig, have titlen På allieret side – sådan da 1944-1945.

Øjenvidneberetning på 73 års afstand
Men tilbage til efteråret 1942 og Povl Falk-Jensen. Jeg fik i 2015 noget, man ikke kan forvente at få over 70 år efter besættelsen – nemlig en vigtig, ikke tidligere offentliggjort øjenvidneberetning. Den kan du læse her
Hans enestående udholdenhed taget i betragtning vil det ikke overraske mig, hvis Povl står distancen til at se alle fire bind udkomme.

—– —– —–

OBS! – Du kan give et kontant bidrag til Modstand ved at gå ind på denne hjemmeside , klikke på mit billede og derefter på knappen ‘Støt dette projekt’. Derefter guides du videre. MOBILEPAY er 60 38 37 21