UDDRAG FRA ‘MODSTAND-3’: Sprængningen af jernbanebroerne ved Langå natten til den 18. november 1943 blev gennemført af et aktionshold på seks mand. De fem var lokale Randers-sabotører, mens  københavneren Jørgen Røjel var blevet sendt til Østjylland af agenterne fra den britiske SOE-organisation med netop det formål at planlægge en storaktion mod den østjyske længdebane.

Den 31-årige Kai Hannibal Hoff var en slank, stilfærdig mand og en vellidt lærer i fransk og engelsk på Randers Statsskole. Hans elever vidste, at han var leder af terrænsportsforeningen, men naturligvis ikke, at han også ledede en sabotagegruppe. Omvendt kunne Hoff ikke være i tvivl om, at han stod på samme side som to af sine nysproglige elever Kirsten Kretzschmar og Annie Mouritzen, begge 18 år.
”Vi elskede at synge tostemmigt – Kirsten sang alt, og jeg sang sopran,” fortalte Annie Mouritzen.
”Vi sang engelske sange for fulde sejl (…). Når vi gik hjem fra fester, sang vi Goodnight Ladies. (…) Vi bar Royal Air Force-huer i blå, rødt og hvid, som vi selv hæklede. 
 En dag i oktober 1943 kørte adjunkten sammen med Jørgen Røjel, læge ved Randers Sygehus, og med  læge Svend Thorup Petersen bag rattet til Langå 15 kilometer mod sydvest for at rekognoscere ved lokomotivremisen i den vigtige stationsby.
”En af mine venner i Randers havde en fætter, som deltog i bevogtningstjenesten derude. Han skaffede os de fornødne tegninger over remisen, plan over vagtposternes anbringelse, tider for vagtskifte m.m.,” skrev Jørgen Røjel.
Aktionen var et led i den sabotage mod den østjyske længdebane, som Ole Geisler fra SOE to måneder før havde bedt ham forberede. Kulminationen skulle være sprængningen af de vigtige jernbanebroer i Langå.
En sen aften kom Kai Hoff (’Carlo’ – foto her tv.) og sabotageleder Christian Bach til Røjel  på sygehuset efter en vagt. De gennemgik nøje tegningerne og de oplysninger, de havde skaffet.

Ingeniørens beregninger
Nogle uger efter gav Ole Geisler grønt lys for sabotagen af Langå-broerne. Den ene bro var 80 år gammel, og ved siden af lå to nye gitterdragerbroer til den tunge togtrafik. De lå parallelt og tæt på hinanden, så de kunne sprænges samlet.
”En sen eftermiddag (…) kørte jeg ud på den sidste rekognosceringstur til Langå sammen med Thorup Petersen,” berettede Røjel.
Efter udflugten beregnede sabotagelederen Christian Bach (’Saboteknikeren’), der som ingeniør havde ekspertisen, den mængde sprængstof, der skulle bruges, og lavede en liste over, hvor man med størst virkning kunne placere ladninger på lejer og hoveddragere. Der skulle bruges 75 kilo plastisk sprængstof af type ’808’.
Jørgen Røjel fik gennem en kontaktmand bekræftet, at de to reservebetjente fra dansk politi, der bevogtede broerne, ikke ville modsætte sig aktionen.
”Vi aftalte (…), at han skulle anbringe sin kollega i vagtskuret umiddelbart ved Gudenåen imellem de to nye broer, og selv skulle han stå lidt nord for disse. ”
Mandag aften den 15. november 1943 kørte Røjel og Svend Thorup Petersen fra sygehuset i Randers med to store kasser tagpap beregnet til at grave sprængstoffet til brosabotagen ned med.
De mødte Christian Bach på et hjørne ved banegården. Han var sammen med to mænd, der afleverede to tunge kufferter.
”Vi havde i forvejen udset os Rådal plantage 500 meter vest for broerne som skjulested for sprængstoffet,” berettede Jørgen Røjel.
”Da vi ikke i bil kunne forcere stierne i plantagen, måtte vi (…) slæbe kasserne på vores ryg de sidste par kilometer. Omsider fik vi gravet et passende hul ud ved jernbaneskråningen, fik kasserne anbragt, fyldte dem med sprængstof og fik dem dækket til med jord og granris.”
 Ud over Røjel bestod aktionsholdet af Kai Hoff, den 20-årige maskinist Sven Johannesen, den 26-årige sparekasseassistent Oluf Kroer, den 20-årige violinist Ole Hovedskov samt den 20-årige kornet Alfred Nielsen fra den kristent-nationale modstandsaktivist Christian Ulrik Hansens hold på Næstved Kaserne.

Et sprængstykke efter sabotagen mod Jernbanebroerne. (Nationalmuseet)

Deltager fik nervøst sammenbrud
Natten til den 18. november var mørk og råkold.
”Vi befandt os i en mærkelig situation, for vi vidste, hvad de ville have at tale om næste dag, hvis ellers alt gik efter planen,” erindrede den 29-årige FDF-delingsfører Ejvind Jacobsen, der var lærer på Hobrovejens Skole i Randers.
Han var dumpet ind i Langå-aktionen med kort varsel. Alfred Nielsen, en af hans gamle spejdere, var kommet til ham et par dage før.
”Hans nerver var ved at slå klik,” berettede Ejvind Jacobsen.
”Han kunne stå op om natten og i søvne foretage sig ting, som før eller siden kunne få alvorlige følger. (…) Ville jeg træde i stedet for ham?”
Mødestedet den følgende aften var uden for Kai Hoffs bopæl, Vester Altanvej 44.
”Jeg kendte ham særdeles godt. Han underviste i engelsk på et faglærerkursus, som jeg deltog i.”
Hoff vidste derimod ikke, at det var Jacobsen, der skulle komme i stedet for Alfred Nielsen.
”Jeg præsenterede mig som ’Erik Ravn’,” skrev Ejvind Jacobsen.

Bagbandt to betjente
De cyklede ad mørke veje til Langå, og sprængstoffet blev fordelt i sække. Fire mand slæbte sprængstoffet i midten, mens Hoff gik foran og lærer Jacobsen bagved. De var begge bevæbnet med pistoler og engelske håndgranater. De sprang over pigtrådshegnet ved arealet, hvor broerne lå, og mødte betjentene, der stod på det forudsete sted.
Sabotørerne riggede sprængladninger til i største stilhed, forbandt dem og trykkede sprængblyanterne. Efter beregningen skulle detonationerne ske efter ca. 20 minutter.
Jørgen Røjel (billedet herunder) blev tilbage og bagbandt de to betjente til en hegnspæl på så stor afstand, at de ikke risikerede at blive ramt af sprængstykker. På den måde blev de sat i stand til at hævde, at et stort antal bevæbnede sabotører havde overrumplet og overmandet dem.
Sabotørerne cyklede hjem enkeltvis, mens sne nu begyndte at vælte ned i tunge flager. Jørgen Røjel blev bekymret og så på sit ur, mens han trampede i pedalerne.
”Der var nu gået en halv time, og endnu havde jeg ikke hørt detonationen. (…) Nu blev jeg imidlertid grebet af alle mulige bange anelser.”
Han nåede hjem til Nattergalevej, satte cyklen i kælderen og kravlede i seng.
”Pludselig, da jeg halvvejs var sovet ind, lød der et vældigt brag, efterfulgt af flere andre. Eksplosionerne var så voldsomme, at huset rystede, til trods for at det lå 15 kilometer fra eksplosionsstedet,” skrev Jørgen Røjel.
Ejvind Jacobsen havde sovet fra detonationerne, men han mødte på Hobrovejens Skole til normal tid. En elev, hvis far var ansat ved statsbanerne, kunne fortælle, at al togtrafik var standset.
”Al uvished forsvandt, da vi hørte den svenske radioavis (…) i lærerværelset i frikvartererne. I radioavisen fortaltes det, hvordan et tjugotal beväpnade sabotörer havde afvæbnet vagterne og sprængt broerne.”

Jørgen Røjel (tv.) og Ejvind Jacobsen mindes brosabotagen i 1983 – 40 år efter begivenheden. De var de to eneste overlevende. Endnu en aktionsdeltager, Ole Hovedskov overlevede godt nok krigen, men døde i 1951 som 28-årig som følge af tuberkulose, som han havde pådraget sig i tysk kz-lejr. To af deltagerne, Sven Johannesen og Oluf Kroer, blev henrettet efter tysk krigsretsdom, mens Kai Hoff blev skudt og dræbt under flugtforsøg.

Opfølgende sabotager
Brosabotagen var i sandhed også vigtig. I 12 døgn blev stræningen over Langå afbrudt, og DSB måtte omdirigere alle tog over Ryomgaard på Djursland. Dermed havde aktionen den kraftigste  virkning, nogen enkeltstående dansk jernbanesabotage havde under krigen.
Ole Geisler iværksatte en række opfølgende aktioner for at forstærke virkningen, i alt omkring 15 inden for de nærmeste døgn. Morgenen efter blev skinner bl.a. sprængt på  linjerne Strømmen-Uggelhuse og Langå-Ulstrup. Et døgn senere blev skinner og et sporskifte sprængt mellem Aarhus Hovedbanegård og Aarhus Østbanegård, der var endestation for Ryomgård-linjen.