Anker Olesen, næstkommanderende i modstandsbevægelsens Sjællands-ledelse, mellem to modstandskammerater i 1945 (Foto: Nationalmuseet)

En lyd i natten trænger ind igennem den 11-årige Kjeld Olesens søvn en nat i forsommeren 1944 i familiens lejlighed på Classensgade på Østerbro i København. Han rejser sig op i sengen på værelset, som han deler med sin søster på 9 og sin bror på 4 år.
”Jeg kan høre de to andres åndedræt, især Asgers dernede i feltsengen,” skrev den senere socialdemokratiske toppolitiker i 1993 i bogen Blåregnen – erindringsglimt omkring en krig (Forlaget Per Kofod).
“Nu hører jeg portdøren hvine nede i gården. Nogen går med hurtige skridt hen over cementen, og der bliver sagt noget med dæmpede stemmer. (…) I det samme ringer vores dørklokke.”
Lyden skærer længe og insisterende gennem mørket.
“Da klokken tier, bliver jeg ved med at kunne høre den, ligesom et ekko. De to andre er vågnet, og lillebror begynder at klynke. Inde fra soveværelset kan jeg høre mor rumstere. Jeg læner mig ud over sengekanten. (…)  Nu kan vi høre tunge støvletramp op ad køkkentrappen. De stopper uden for vores dør.
– Du skal ikke være bange, hvisker Bodil, og jeg kan høre, at hun rækker ud mod lillebror.”
Moderen, den 36-årige Severa Olesen skridter gennem køkkenet og skubber døren op.
“I bliver liggende, der sker ikke noget,” forsikrer hun.

Faderen var en tidlig modstandsmand
Kjeld Olesen, der snart fylder 85 år, er den eneste blandt de 21 personer, der har underskrevet støtteerklæringen til projekt Modstand, der har haft en personlig berøring med frihedskampen.
Hans far, Anker Olesen, var for længst gået ‘under jorden’ ved det natlige Gestapo-besøg.
Som medlem af Dansk Samling var han tidligt begyndt at tage til møder, hvis indhold han ikke sagde meget om i familien. Fra maj 1942 var han rejsesekretær i Dansk Samling. Derigennem var han med til at danne de netværk, der hjalp de få agenter fra faldskærmsorganisationen Special Operations Executive (SOE), der virkede i Danmark på dette tidspunkt.
Anker Olesen havde forbindelse med faldskærmschefen Christian Michael Rottbøll, og Rottbøll besøgte mindst én gang familien Olesens lejlighed sammen med en telegrafist for at sende til England. Det fandt Kjeld Olesen først ud af efter krigen, for de to mænd indfandt sig først længe efter børnenes sengetid.

Næstkommanderende på Sjælland
Fra efteråret 1943 spillede Anker Olesen en nøglerolle i opbygningen af modstandsgrupper og militære ventegrupper på Sjælland og Lolland-Falster, og i 1944-45 var han næstkommanderende i modstandsbevægelsens Sjællands-ledelse.
Det er ikke meget konkret, Kjeld Olesen fortæller i Blåregnen om faderens modstandsarbejde. Der er til gengæld indgående beskrevet i Anders Bjørnvads bog Hjemmehæren fra 1988, der er en meget detaljeret skildring af den sjællandske modstandsbevægelse.
Den pensionerede politiker koncentrerer sig om familielivet, og den er ikke mindst et varmhjertet og loyalt portræt af forældrene. Og så går den tæt på de psykiske eftervirkninger af krigstidens belastninger.

‘I skal ikke være bange, børn’
Den 11-årige dreng husker, at moderen nærmest hev efter vejret, da hun efter sine beroligende ord i nattemørket havde lukket døren til børneværelset.
“Så hører jeg hendes hurtige skridt gennem korridoren. (…) Lidt efter hører vi nogle mandsstemmer og skridt hen imod køkkenet. Køkkendøren bliver åbnet, og der siges nogen til dem, der står udenfor,” skrev Kjeld Olesen.
“Mellem de dybe mandsstemmer hører jeg mors blande sig. Jeg (…) kan høre, at der er en fasthed i hendes stemme, der forbavser mig. (…) Døren åbnes, lyset fra køkkenet falder ind på gardinet, og et hoved og en arm kommer ind ad døren. I hånden er der en pistol. Da han ser, at der kun er tre børn, kanter han sig ind og stikker pistolen ned i frakkelommen. Han er civil.
– I skal ikke være bange, børn, vi gør jer ikke noget.
Han taler dansk, og stemmen er er dæmpet og indsmigrende (…). I baggrunden kan jeg høre mors stemme.
– Jamen, jeg ved ikke noget, siger hun nu for anden gang.
– Vi skal bare tale lidt med jeres far, og I ved da godt, hvor han er, ikke sandt?”

‘Hvor er jeres far henne?’
Gestapomanden foregav stadig at være venlig og stod i lang tid og ventede på svar.
“Hans blik går fra Bodil til mig. Vi har rejst os op i sengen, og Asger ligger nede i sin og glor lige op på den fremmede. (…)
– I har da ikke så ond en far, at han ikke kommer og besøger jer.
Stemmen er forandret, den er nu blevet mere spids. Vi sidder stadig tavse uden at røre os. Hvornår var han her sidst? Nu er stemmen bydende, og jeg kan mærke på lillebrors vejrtrækning, at det trækker op til gråd. Gestapomanden besinder sig og klapper Asger beroligende på hovedet.
Så får han øje på den firkantede antenne, der står oven på den lille ovn i hjørnet Den har bedstefar lavet, så vi kan høre de danske udsendelser fra BBC (…).
– Sådan en må man ikke have.
Nu er stemmen igen blevet blidere. Så rækker han ud efter antennen og brækker den i et hurtigt knæk over knæet.
– Kan I sove godt, siger han, inden han lukker døren.”

Gråd og ukontrolleret latter
Severa Olesen og børnene oplevede flere nervepirrende besøg og Gestapo og HIPO, og i de sidste krigsmåneder gik også de ‘under jorden’. I årene efter befrielsen oplevede Kjeld Olesen, nu 14-15 år,  jævnligt, hvor hårdt de farlige forhold havde taget på forældrene.
“Mor virkede mere hektisk og nervøs. Nogle gange bliver jeg trodsig, når hun skælder ud, fordi jeg ikke har ryddet op efter mig,” skrev han.
“Men når hun fortsætter, og den vrede stemme går over i en sagte gråd, bliver jeg urolig og får dårlig samvittighed. Og jeg føler angst og rådvildhed, når der engang imellem går endnu længere. Så kan hun sidde og hulke stille ved spisebordet og langsomt bliver gråden stærkere, og til sidst går den over i en ukontrolleret latter, der er uhyggelig og fremmed, og først, når jeg har lagt armen om hende, falder hun ned, og lidt efter sender hun os et smil.”

‘Eftersmæk til os alle’
En kvindelig kammerat fra frihedskampen ringede en dag for at tale med Anker Olesen.
“Jeg er alene i stuen, og da hun spørger, hvordan det går, fortæller jeg om mor.
– Krigen giver os alle et eftersmæk, siger hun med sin cigarethæse stemme.
– Vær god mod hende, hun har været meget igennem,” berettede Kjeld Olesen i erindringsbogen Blåregnen.

Krigstidsreflekser og ødelagt helbred
Anker Olesen kastede sig straks efter krigen med stor energi ind i opbygningen af Hjemmeværnet, hvor han endte med at blive en nøglefigur med titel af hjemmeværnskonsulent. Men selv om modstandsveteranens virke var fremadrettet, lurede reflekserne fra den farlige tid lige under overfladen.
“Far sidder i lænestolen og lytter til radioavisen, og mor vasker op,” skrev sønnen.
“Det rustfrie stålfad, der står på køkkenbordet, falder ned med et klirrende rabalder, og fars reaktion får mig til at fare sammen. I en lynhurtig bevægelse stemmer han hænderne mod armlænet og springer op, og ansigtet er underligt forvredet og anspændt, mens han stirrer ud mod lyden. Så ånder han ud og sætter sig langsomt, mens øjnene igen bliver rolige.”
Den af naturel robuste mand havde mere eller mindre fået ødelagt sit helbred af nerveanspændelserne gennem flere år som eftersøgt illegal. Kort efter krigen blev Anker Olesen opereret for et blødende sår på tolvfingertarmen, og i 1955 døde han, kun 53 år gammel, efter flere alvorlige hjertetilfælde.
Severa Olesen døde i 1973 som 65-årig.

Læs evt. mere om kvinder som modstandskampens bagland her:
Grethe Moesgaard
Eva Lyre Søndergaard