Jeg er i denne uge blevet mindet om, i hvor høj grad det er sidste udkald, hvis man skal nå at komme i dialog med personer med førstehåndskendskab til modstandskampen.
Hen over nytår læste jeg bogen En smededreng går til modstand (Bogan, 2001), af BOPA-sabotøren Aage Staffe med dæknavnet ‘Lille John’. Han ses her (nr. to fra venstre – foroverbøjet) som 20-årig sammen med modstandskammerater efter befrielsen i 1945.
Jeg kontaktede ham efter læsningen og besøgte ham i hans hus i Jyllinge for at stille nogle spørgsmål.
Det var ikke et øjeblik for tidligt. Aage Staffe døde i onsdags, to uger før sin 89 års fødselsdag.

Flittig debattør
Selv om modstandsveteranen ikke lagde skjul på, at han var træt, og at livet var blevet svært, gav han sig tid til halvanden times samtale om frihedskampen.
Lidt inde i samtalen rykkede vi ind til computeren, og med den ene fod oppe på computerbordet trak pensionisten ind imellem filer frem for at underbyggede pointer med eksempler fra sin samling af dokumenter og egne optegnelser.
Det er  et arbejde, der har ført til en række bogudgivelser med sig – mest på eget forlag. Ikke mindst har han næsten til det sidste været en aktiv debattør på facebook.

Startede med pistoltyverier
Aage Staffe var en venstreorienteret arbejderdreng, der var vokset op i fattige kår og i en periode var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti.
 En smededreng går til modstand er fortalt i en billedrig, mundret fortællestil, der bringer læseren tæt på modstandsmandens dagligdag. Ikke mindst får man beskrevet de tekniske sider ved sabotagen meget anskueligt – noget som forfatteren som daværende smedelærling havde gode forudsætninger for.
Staffe gik til aktiv modstand allerede som 17-årig 1942. Det begyndte med nogle pistoltyverier fra tyske officerer, der uforsigtigt havde hængt deres jakker i garderober, og simple sabotager i form af ildspåsættelser med husholdningssprit og Berlingste Tidendes fyldige fredagsudgave som optændingsmiddel.
På et tidspunkt begyndte han med støtte af nogle arbejdskammerater at smede våben som ‘fusk’ på det smedeværksted, hvor han var i lære. Værkføreren blev truet til at vende det blinde øje til – og da Aage Staffe senere forlod lærestedet og gik under jorden, levede han af penge, som arbejdskammeraterne samlede ind.

Kammeraten tortureret ihjel
Flere passager gør stort indtryk, ikke mindst beskrivelsen af det tidspunkt – efteråret 1943 –  hvor den nu 18-årig Staffe besluttede at ‘gå hele vejen’.
Anledningen var at den noget ældre modstandskammerat Aage Nielsen, der havde været frivillig under Den spanske Borgerkrig, var død under Gestapo-tortur på Dagmarhus. Aage Nielsen var den første danske modstandsmand, der blev tortureret ihjel.
“Trods risikoen og farerne følte jeg, at jeg skyldte en kammerat , som jeg beundrede, og som havde ydet så utrolig meget, at vise ham min respekt ved bare at være der og lade mine tanker dvæle ved hans minde. Her havde man ikke bare banket livet ud af en stærk, sund og ung mand, som havde overlevet borgerkrigen og dens rædsler. Man havde også knækket en af Danmarks modigste modstandsfolk, han havde jo røbet alt.
Mange tanker fór gennem mit hoved, og en skelsættende beslutning blev taget: De svin skal ikke have dig levende, du må gemme den sidste pløk til dig selv, så det ikke får fornøjelsen ved at banke dig ihjel. Det sidste halvandet år af krigen – 540 dage og nætter – levede jeg med denne beslutning.”

Mindet om Bitten
Bogen rummer også beretningen om en ung kvinde, Bitten, som han i længere tid boede illegalt hos og blev kæreste med, inden hun blev syg og døde i 1944.
Den rummer beretninger om vellykkede og fejlslagne sabotager i BOPA, hvor Aage Staffe var gruppeleder. Og ligeledes om aktioner, der blev opgivet, fordi han vurderede, at de var for farlige at gennemføre.
Han fortæller om sammenholdet mellem sabotørerne og især om det nære kammeratskab med Søren Egholm Lauritsen (‘Lille Svend’), der blev dræbt under gruppens mislykkede angreb på Tankstelle – den tyske hærs hoveddepot for benzin i Vanløse i februar 1945.

Omhu med sikkerheden
Modstandsmanden fortæller også om sin illegale security, der givetvis var hovedgrunden til, at han slap levende fra besættelsestiden.
‘Min angst for at blive taget udviklede sig til det pedantiske. Jeg levede efter mine egne sikkerhedsregler, som bevirkede, at jeg levede totalt isoleret. Ingen vidste, hvor jeg holdt til og overnattede. Jeg undgik ligeledes at få kendskab til kammeraternes tilholdssteder. Når vi mødtes, var det ultrakorte møder, hvor de løbende forretninger hurtigt blev afviklet. Mistede man kontakten, var det uhyre besværligt, tidrøvende og farligt at få kontakten genoprettet. Svipsede et møde, mødte man næste gang op med talstræk dækning.’

Klassisk modstandssynspunkt
Aage Staffes syn på modstandskampen var konsekvent: En uforsonlig kritik af samarbejdspolitikken, ‘den skæve våbenfordeling’ i 1944/1945 og andre klassiske synspunkter fra aktive modstandsfolk.
Desuden mente Staffe, at langt bredere grupper i dansk politi end ellers antaget var klar til at bekæmpe sabotørerne – ikke blot til regeringens afgang 29. august 1943, men lige til politiets internering i september 1944. (Foto: Nationalmuseet)