Frits Johan Blichfeldt Møller i sommeren 1943 med sin knap 1-årige søn Jon (1942-2016), der aldrig nåede at lære sin far at kende. (Privatfoto)

Dette uddrag er taget fra siderne 316-320 i bind 3 af Modstand, det planlagte firebindsværk om modstandskampen i Danmark 1940-1945. Hovedpersonen er den fremtrædende aktør på de illegale ruter Frits Johan Blichfeldt Møller (1913-1944), der i det hele taget er én af de markante skikkelser i bindet. Eneste ændring i forhold til bogens tekst er de indsatte mellemrubrikker.

Frits Johan Blichfeldt Møller (‘Franz’) havde sendt sin hustru Ellis og sin lille søn til Sverige. Her var han sammen med dem i Malmø på et juleophold, hvorunder han også førte forhandlinger om ruteaktiviteten. Tilbage i København ringede Frits Johan Blichfeldt Møller sidst i januar 1944 til Signe Mogensen på Bispebjerg Hospital.
”Har du ikke en plads til mine møbler?” spurgte han oversygeplejersken.
”Der er tre store stole med ens betræk, de er garanteret fri for væggetøj.”
Telefonkodesproget dækkede over tre personer, der opgav at være flygtninge. To af dem fik husly hos frk. Mogensens søster, den sidste hos en kollega.

Dårligt varsel
Omtrent samtidig besluttede kunstnerægteparret Musse Hartig og Knud Raaschou Nielsen sig til at  holde en slags karneval i Knuds atelier i Nyhavn 42 lørdag den 5. februar 1944. Parret var i byens studentermiljø blevet nære venner med Blichfeldt Møller og hans hustru Ellis, og han blev derfor inviteret med. Da Musse spurgte Frits Johan, fik hun et sælsomt og uhyggeligt svar:
”Nej, det vil jeg ikke; det kan jeg ikke, for på næste lørdag lever jeg ikke mere.”
Ifølge Musse sagde han det tørt og konstaterende, som en kendsgerning. Hun slog det hen.

Ledige pladser på transport
Den 3. februar 1944 kom Blichfeldt Møller til Robert Jensen på Vesterbrogade 30 og fortalte om en transport fra Asiatisk Plads dagen efter. Han havde nogle ledige pladser, han ville tilbyde.
”Det faldt meget heldigt, da vi havde en halv snes stykker,” fortalte Christian Algreen-Petersen, Robert Jensens betroede assistent.
”Jeg fik så besked om at indfinde mig med folkene kl. halv seks på hjørnet af Strandgade og Torvegade. Der ville stå en mand ved navn ’Leif’, som så ville følges med os ned ad Strandgade og ind gennem porten til Asiatisk Plads, hvor båden lå.”
‘Leif’ var den 24-årige reservebetjent Hans Jørgen Christiansen. Algreen-Petersen, Ole Fyhn og Anker Frants Sørensen (’Søren’) – ny assistent hos ’Tom’ – aftalte at følges til Charlottenborg.
”Det var umuligt at få mere end én bil, som så blev forbeholdt de få kvinder, der var, samt et spædbarn, der lå i en trækasse med bærehåndtag.” skrev ’Christian’.

Sovemedicin til barn
Det fem måneder gamle barn, der hed Niels, var blevet født lige før Forum-aktionen i august 1943 af Grethe Moesgaard, hustru til Holger Danske-sabotøren Povl Ryde Moesgaard (‘Ewald’). Han havde opholdt sig i Sverige siden september 1944, men var pludselig dukket op i hjemmet på Langebrogade på Christianshavn. ‘Ewald’ havde arrangeret, at familien kunne komme med, fordi det efterhånden var farligt at være i Danmark.
Barnet havde fået en god dosis sovemedicin og sov trygt. Anker Frants Sørensen og Christian Algreen-Petersen satte sig ind i bilen med barnet i trækassen. De stod af ved første stop efter Knippelsbro, hvor de kl. ca. 18 traf ’Leif’ og ’Franz’.
”Vi gik ned ad Strandgade, medens jeg gik og snakkede med Blichfeldt Møller. De andre fulgte et stykke bag efter,” skrev Algreen-Petersen.

Skyderi bryder ud
Mindre end 100 meter derfra var Musse Hartig alene hjemme med sin lille datter. Knud Raaschou Nielsen var i byen i et ærinde.
”Mens jeg begyndte på aftensmaden (…), kørte der pludselig en stor tung vogn ned gennem Strandgade mod Grønlandske Handel,” skrev Musse Hartig.
”Den stoppede lige foran broen over den lille kanal. (…) Tyske soldater sprang ud af vognen og dannede en kæde for enden af Strandgade. (…) Den første salve piftede gennem gaden, slog imod husmurene. Det var med at komme ned under vindueshøjde med Susanne nederst.”
Hver gang, der var et ophold i skyderiet, vovede hun et øje for at se, hvad der var sket.
”Nu  kunne jeg i det tiltagende tusmørke se en række skikkelser, der stod op ad muren, alle med hænderne over hovedet, på den side af porten ind til Asiatisk Plads, der vendte op mod Torvegade. Den ene skikkelse mindede betænkeligt om Knud,” berettede hun.

Ildoverfald
Det, hun kunne høre, var formentlig, at et helvede af gevær- og maskinpistolild brød løs, da Frits Johan Blichfeldt Møller (foto her til højre) og Hans Jørgen Christiansen drejede ind på Asiatisk Plads. Det var de tre mænd, som Signe Mogensen havde skaffet overnatning til, der uden varsel åbnede ild mod flygtningehjælperne.
Poul Ejnar Bertelsen, Knud Erik Østergaard Larsen og Ib Nedermark Hansen var ikke flygtninge, men tilknyttet Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste. De havde henvendt sig for at infiltrere transporten, og det var på deres tip, at et større antal tyske politisoldater var dukket op.
Christiansen blev dræbt på stedet, mens den hårdt sårede Blichfeldt Møller døde samme aften.
De bevæbnede mænd skød videre på de øvrige i transporten.
” ’ Søren’ og jeg vendte øjeblikkelig om og løb ned ad Strandgade,” skrev Algreen-Petersen.
“Vi havde ikke løbet mere end en halv snes skridt, før jeg mærkede en skrækkelig smerte. (…) Jeg var ramt et sted i ryggen og kunne ikke få vejret.”

Barnevognskasse indleveret hos politiet
Grethe Moesaard så to unge mænd løbe væk med hendes dreng. Hun var ved at stikke i løb efter dem, men en kvinde tog fat i hendes arm og trak hende ind i en opgang i sikkerhed for skyderiet.
Knud Raaschou Nielsen, der havde stået med hænderne rakt op, fik pludselig et skub hen ad fortovet, og Musse Hartig kunne til sin lettelse se ham passere skråt over Strandgade mod parrets egen opgang. Da han kom op i lejligheden, fik en uforklarlig anelse hende til at spørge, om han så Frits Johan.
”Nej, gu’ gjorde jeg ej. Hvorfor fanden skulle jeg se ham?” svarede Knud Raaschou Nielsen.
I mellemtiden havde Christian Algreen-Petersen langsomt fået slæbt sig ind på fortovet og ned ad en kældertrappe til en forretning, der handlede med antikke møbler. Ejeren dukkede op, og ‘Christian’ bad ham indtrængende ringe efter en ambulance. Efter nogen ventetid kom bevæbnet dansk politi pludselig ned i butikken.
”De spurgte om mit navn. Jeg forsøgte at fremstamme det. (…) Jeg hostede blod op. (…) Endelig kom ambulancen.”
Povl og Grethe Moesgaards lille søn overlevede mirakuløst skyderiet på Asiatisk Plads. To tyskere havde fundet barnevognskassen med indhold på et fortov, hvor den var blevet stående efter panikken, og indleveret den på den nærliggende politistation på Under Elmene. Her var en politimand, der var gift med barnefaderens kusine, tilfældigvis på vagt og genkendte barnet.
Betjenten fandt et projektil, der var gået gennem hovedpuden og havde revet lynlåsen op, men barnet var på mirakuløs vis uskadt. To uger senere rejste den lille familie samlet til Sverige fra Dragør med fiskeskipper Bernhardt Nielsen.