Wilfred Petersen fremtrådte altid velklædt og holdt sig personligt fra slagsmål og strafbare aktioner. Det havde han folk til.

En af de ting, historikeren Claus Bundgård Christensen glæder sig over ved at kunne udgive biografien Følg Wilfred!, der udkommer på Gyldendal på onsdag, den 11. maj, er at kunne skildre en væsentlig side af 1930’ernes historie. Han mener ikke, at dette årti er så historisk veldækket, som mange forestiller sig. Wilfred Petersen (1905-1981), føreren for det nazistiske Dansk Socialistisk Parti (DSP), havde typisk kun 500 mand i rækkerne, men det var nok til, at det antiparlamentariske parti var en væsentlig faktor bag den politiske gadevold i specielt København, der truede med at destabilisere demokratiet.
“I det centrale København var der i 1930’erne mange billige boliger, små fugtige lejligheder. Det befordrede en politisk kultur – og især en ungdomskultur – hvor tingene i høj grad foregik i det offentlige rum. Mange små, særegne politiske miljøer opstod. DSP finansierede sit arbejde gennem gemen kriminalitet og havde en udpræget voldsparathed på gadeplan,” siger Bundgård Christensen i et interview om bogen.
“Den politiske strategi, der var inspireret af det tyske SA, bundede i en forestilling om at erobre gaden og skabe en nazistisk revolution nedefra. Der var ikke – som det af og til hævdes – tale om mere djærve og gentlemanagtige slagsmål i 1930’erne end i dag. Man sparkede på folk, der lå ned, og der blev brugt knojern og andre modbydelige slagvåben.”
DSP var venstrenazistisk og appellerede i sin propaganda i udpræget grad til arbejderbefolkningen.
“Der var i DSP mange tidligere medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), der blandt andet lærte DSP’erne at blande knuste glasskår i limen, når man satte plakater op. Det gjorde det svært for modstanderne at pille dem ned igen,” bemærker Bundgård Christensen.

Hærværk mod jødiske forretninger i København udført af DSP var ikke nogen sjælden foreteelse

Antisemitisk hetz
Kredsen omkring Wilfred Petersen bestod af godt begavede unge mænd. Det konstaterede retspsykiateren, da de fleste fra inderkredsen efter krigen blev mentalundersøgt som led i retsopgøret. De var imidlertid også nogle rå slagsbrødre. En af dem, Valdemar Jensen (‘den lyse slagter’) deltog i  over 100 gadeslagsmål, og det blev betragtet som en kvalifikation.
Blandt de mere ekstreme tiltag var en serie voldelige aktioner mod homoseksuelle, som aktivisten Jørgen Asmild foretog. Højstatusaktioner var angreb rettet mod det regerende Socialdemokratis institutioner – partiet som blev anset for at inkarnere det forhadte ‘system’ (den socialdemokratisk/radikale regering Stauning/Munch), og hærværk mod jødisk ejede butikker og virksomheder var hyppige.
Partibladet ‘Stormen’ førte en vedvarende hetz, og i kraft af DSP’s ekstreme antisemitiske ytringer og aktioner var Wilfred Petersen efter Claus Bundgård Christensens vurdering en vigtig del af baggrunden for justitsminister K.K. Steinckes banebrydende antiracismelov i 1939.
“Wilfred Petersens tanker har lighedspunkter med det, vi i dag kalder hybridkrig. Han lancerede hele tiden nye tanker, nye projekter, nye ideer. Man kedede sig aldrig. Han opfandt sin egen politiske kultur, og alle var stort set jævnaldrende,” siger historikeren, der er lektor på Roskilde Universitet.
DSP fik midlerne til sit arbejde fra to kilder. Den ene var afpresning af enkeltpersoner og virksomheder.
“Men det er givet, at en langt mere omfattende afpresning har fundet sted.”
Den anden gruppe var velhavende aktører, der var kritiske over for det parlamentariske demokrati og ønskede en omvæltning.
“Det fik dem til at støtte en bevægelse som DSP for at destabilisere Stauning/Munch-regeringen, uden at de nødvendigvis gik ind for DSP’s program,” vurderer Claus Bundgård Christensen.

I 1935 gik Dansk Socialistisk Parti (DSP) over til at bruge et hvidt lyn som symbol for at distancere sig fra det hagekors, som Frits Clausens DNSAP brugte.,

Værdifulde alliancer
I betragtning af karakteren af sit politiske virke havde Wilfred Petersen en forbløffende evne til at få kontakt til indflydelsesrige personer. En af dem var kriminaloverbetjent Max Weiss (1905-1968) fra Københavns Politis ‘politiske politi’ (omtrent det daværende PET), som han havde været befalingsmandselev sammen med i 1920’erne på Kornetskolen i Helsingør. Naziføreren var en vigtig meddeler for politimanden.
Historielektoren betegner Weiss som en fascinerende skikkelse, der bestemt kunne fortjene en biografi. Han blev i øvrigt efter krigen en af de vigtigste folk i Danmark for USA’s efterretningstjeneste CIA.
“Max Weiss var en fantastisk person – en velbegavet, sprogkyndig, betroet medarbejder ved det politiske politi – formentlig socialdemokrat. Han holdt øje med de højreradikale grupper og var hele vejen igennem loyal over for ungdomsvennen Wilfred Petersen. Venskabet kom til udfoldelse under besættelsen, hvor Weiss reelt var WP’s føringsofficer,” siger Claus Bundgård Christensen.
De var fælles om et enormt had til Frits Clausens naziparti DNSAP, som for Max Weiss var landsforrædere, for Wilfred Petersen ærkerivaler i det højreradikale miljø.
“WP spionerede for Weiss i bl.a. Germansk SS og Waffen SS. WP havde konstant en stor mængde informationer, der gjorde ham værdifuld for Max Weiss. Wilfred Petersen anså DNSAP for at gå tyskernes ærinde – og derfor som ekstremt farligt. Men det er ikke rimeligt over for frihedskæmperne at kalde ham modstandsmand, selv om han bidrog afgørende til at svække Frits Clausens parti. Han blev virkelig Frits Clausens onde ånd, og umiddelbart før sin død i 1947 udtalte Clausen sit ønske om, at Wilfred Petersen ville få en hård dom i sin retsopgørssag.”
Ud over Max Weiss fik Wilfred Petersen en anden krigstidsalliancepartner i revisor H.C. Steen Hansen (1902-1974), en velhavende, nationalkonservativ modstandsmand, og da Wilfred Petersen efter krigen meldte sig frivilligt til Københavns Politi, skete det flankeret af Weiss og Steen Hansen, der også på forskellig vis stod ham bi under de følgende års retssager.