Flemming B. Muus, dansk chef for den britiske sabotageorganisationen SOE (Special Operations Executive), fik en helt afgørende rolle i Danmarks befrielseskamp – men også en selvmodsigende rolle.
Hans ankomst som faldskærmschef i marts 1943 var et gennembrud for den aktive modstand og dermed en afgørende faktor bag regeringens afgang 29. august samme år, der markerede samarbejdspolitikkens fald.
Men derefter blev han som uofficielt medlem af Danmarks Frihedsråd i stadig højere grad talerør for de gamle politikere og officererne i ‘den lille generalstab’. De deltog nok i modstandskampen, men de stillede sig primært til disposition for politikerne, der med Vilhelm Buhl i spidsen fortsat øvede afgørende indflydelse bag kulisserne.

Checkfalskneri
Med sin politik kom Flemming B. Muus i stadig højere grad i modsætning til folk som Frode Jakobsen, Mogens Fog og Børge Houmann, der var de aktive sabotørers ledende talsmænd.
Det har forfatteren Sven Ove Gade, der i 2014 udgav biografien Faldskærmschefen – Flemming B. Muus, helt og skurk (Informations Forlag), en forklaring på. Den bunder i, at Muus i 1932 som 25-årig af sin familie var blevet tvunget til at udvandre til Liberia, fordi han havde efterlignet sin morbrors underskrift i et checkfalskneri.

Næsten blank på danske forhold
Han boede i den afrikanske stat, hvor han arbejdede som speditør, da Danmark blev besat, og han havde ikke besøgt hjemlandet siden 1937.
 “Han havde nok politisk tæft, men han havde i årevis ikke fulgt med. Han havde ingen erfaringer med danske forhold. Politikerne – H.C. Hansen, Hedtoft og Buhl – var drevne folk, og han lod sig i nogen udstrækning påvirke af dem. Han overskred sine beføjelser og tog lidt for meget hensyn til deres holdninger,” vurderede Sven Ove Gade, da jeg interviewede ham kort efter udgivelsen.

Imponeret af fine kontakter
Gade er uenig med modstandsveteranen Jørgen Kieler, der i et citat i bogen betegner Flemming B. Muus som en opportunist, der egentlig ville have foretrukket at være britisk ambassadør i København. Som en vigtig faktor peger han på, at Muus stammede fra en fin, højborgerlig slægt. Og han var en snob.
En af den nye SOE-chefs første kontakter efter nedkastningen i Himmerland var Hermann Dedichen, der var bestyrelsesmedlem i Politikens Hus. Den formuende Dedichen var barnebarn af Edvard Brandes, finansminister under Første Verdenskrig, og havde gode kontakter til magtens inderste cirkler i hovedstaden.
“Muus var lidt imponeret over de kontakter, han fik via Hermann Dedichen. Dedichen fik for megen indflydelse. Og Muus følte sig smigret af de muligheder, der bød sig til for ham. Han var et let bytte,” mener Sven O. Gade.

I fængsel for underslæb
Flemming B. Muus har selv forklaret sin strategi med, at han ønskede, at et samlet Danmark skulle enigt bag modstandskampen og dermed sikre landet allieret status – trods den kampløse besættelse 9. april 1940.
Trods Muus’ uomtvistelige fortjenester har han et blakket eftermæle. I 1946 blev han i Københavns Byret idømt to års fængsel for underslæb, fordi han havde stukket ca. 550.000 kr. til side (knap 11 millioner nutidskroner) af modstandsbevægelsens midler.