Selv om Flemming B. Muus befandt sig på Cape Palmas, en fjern handelsplads i det sydøstligste hjørne af Liberia, var han og de andre udlændinge a jour med den internationale udvikling.
Radioen var i gang fra morgen til aften i den første uge af april 1940, og den 8. april kunne den 32-årige speditør høre om den britiske mineudlægning ved Norge. Da han dagen efter tændte for radioen, var han ikke meget i tvivl om, hvad der nu var sket.
”Klokken 8 blev vore værste Anelser bekræftet,” skrev han i erindringsbogen Ingen tænder et lys.
”Danmark og Norge var blevet invaderet af tyske Styrker. Meddelelsen lammede mig fuldkomment. Jeg tror ikke, jeg bevægede mig saa meget som en Finger i Løbet af den næste Time. Jeg sad blot i en Stol, uden Tanke, lammet af Sorg og Skam.”
Derefter blev lammelsen afløst af hektisk aktivitet. Den landflygtige sendte sin opsigelse til det rederi, han arbejdede for. Derefter sendte han et telegram til grev Eduard Reventlow, den danske gesandt i London, og erklærede sig klar til at gå ind i ‘The Danish Legion’. Muus anså det nemlig for en selvfølge, at en dansk eksilstyrke var blevet etableret.

Danmark neutralt
Reventlow svarede, at der ikke fandtes nogen sådan styrke, da Danmark var et neutralt land, og briterne ønskede ikke at indrullere neutrale statsborgere i deres væbnede styrker.
Flemming B. Muus skrev også til gesandt Henrik Kauffmann i Washington.[1] I betragtning af den intense radiolytning var Muus muligvis allerede opmærksom på, at Kauffmann havde erklæret, at han betragtede sig som ubundet af instruktioner fra København.
Washington-gesandten mente, at besættelsesordningen, der indebar fortsat dansk neutralitet og suverænitet trods besættelsen, var umulig og dermed fiktiv.
”Det var for Henrik Kauffmann det selvfølgelige udgangspunkt, at et land, som blev angrebet og besat, måtte fremstå som netop besat, dvs. med en af besættelsesmagten indsat lydregering i København og en rest af den suveræne danske regering i eksil som legitim repræsentant for ‘det frie Danmark’,” skriver historikeren Bo Lidegaard.
Det var med andre ord den norske model, eller for den sags skyld den tjekkoslovakiske eller polske, som Kauffmann handlede ud fra.[2]

‘Negerdrenge raabte Skældsord’
Svaret til Flemming B. Muus var da også konstruktivt. Gesandten skrev tilbage, at der kunne være en chance for, at Muus kunne komme ind i de norske styrker. Speditøren i Cape Palmas sendte en ansøgning til Little Norway i Canada, hvor det norske luftvåben i eksil havde sin base, men hørte intet. Et brev til Krigsministeriet i London kastede kun et henholdende svar af sig.
”Jeg begyndte at tro, at jeg vilde være nødsaget til at tilbringe hele Krigen i Liberia, medens andre Landes Stridskræfter afgjorde Danmarks Skæbne,” skrev han.
Stemningen var ikke hyggelig i Cape Palmas. Her boede også nogle tyskere, som Flemming B. Muus i årevis havde haft daglig omgang med. Han havde imidlertid afbrudt al samkvem med dem efter den 9. april, og nu havde tyskerne – som Muus skriver – lejet ‘Negerdrenge til at raabe Skældsord efter mig og bombardere mit Hus med Sten’.
Endnu værre var det, da én af hans amerikanske venner en dag hilste ham med udråbet:
”Se, der kommer Manden uden Fædreland!”[3]

Strandet ung mand i Florida
I havnebyen Jacksonville i Florida, USA, fik Jens Nørregaard (til højre i uniform), 18-årige elev på skoleskibet Danmark, på grund af tidsforskellen besked om Danmarks besættelse ved midnatstid den 8. april.
Nørregaard, der stammede fra Roskilde, var sejlet ud fra København med skibet den 1. august 1939. Kong Christian X var om bord for at ønske lykke på rejsen, inden kursen blev sat mod New York med 120 skibselever og 16 officerer.[4]
”Her var der verdensudstilling, og skoleskibet skulle repræsentere Danmark,” fortalte den 92-årige pensionerede ingeniør i 2014.
Eleverne fik besked om krigens udbrud under den 50 dage lange sejlads nord om Skotland.
”I New Yorks havn blev skibssiderne påmalet Dannebrogs-flag for at markere neutraliteten, så vi kunne undgå at blive torpederet.”

Til fest med tyskerne
Danmark ankom til Jacksonville den 1. april 1940 og skulle efter planen være sejlet hjemad den 10. april. Den 8. april om aftenen blev mandskabet af den tyske forening i byen inviteret til en stor fest med middag, hvor man havde inviteret piger fra byen med til selskab for de unge sømænd.
”Ved ca. 22-tiden blev der lidt stille, men intet blev sagt. Først da vi ved midnat kom tilbage til skibet, fik vi nyheden om besættelsen. Kaptajnen havde ikke villet fortælle det for ikke at ødelægge selskabet,” fortalte Jens Nørregaard.

Omsorgsfulde amerikanere
Kaptajn Knud Hansen var i en vanskelig situation. Han kunne ikke sejle tilbage til Danmark, men han kunne heller ikke uden videre lade eleverne gå fra borde, fordi de fleste var mindreårige.
”Vi blev pænt behandlet i Jacksonville. (…) Det skete tit, når vi ville betale efter at have spist på et cafeteria, at der blev sagt: ‘Du skal ikke betale – det er på huset’,” sagde Nørregaard.[5]
Nogle indbyggere bemærkede, at de strandede danske drenge nok trængte til lidt omsorg:
”Resultatet blev, at de fleste af os, i grupper på 2-4 stykker, ligesom blev adopteret af amerikanske familier,” fortalte en anden krigssejler Erik Egebak, dengang 16 år.
”De hentede os i weekenden til et ophold i deres hjem. Tog os med til alt muligt og beværtede os godt. Der var en bestemt biograf i byen, hvor vi ikke skulle betale.”

Skoleskibet blev kystbevogtningsskib
Som månederne gik, blev deres tøj godt slidt.
”Vi havde jo ikke regnet med, at det skulle holde mere end de otte måneder, som var togtets længde. Det resulterede i, at en dame fra familien Dupont, en kendt millionærfamilie, donerede en hvid uniform til alle eleverne,” fortalte Egebak, der døde i 2009.[6]
Efterhånden fik drengene lov til at afmønstre, hvis de kunne finde hyre. Skoleskibet stillede sig med mandskab til rådighed for US Coast Guard (USA’s kystbevogtning), hvor det også fungerede som skoleskib.[7]
Danmark var ét ud af 244 danske skibe med knap 6500 søfolk, der ved udgangen af april 1940 befandt sig uden for tysk kontrolleret område. 153 af dem befandt sig på allieret territorium, mens 91 var i neutrale farvande eller havne. Ca. 6000 af søfolkene, over 90 pct., blev før eller siden allierede krigssejlere. Langt de fleste af eleverne på skoleskibet var iblandt dem.[8]
De overlevende fik først Danmark at se igen fem år senere – således også Jens Nørregaard. Han fik sin første hyre på en mindre norsk damper, der bl.a. fragtede frugt mellem Mellemamerika og USA.[9] Erik Egebak kom ud at sejle med et norsk tankskib mellem Mexico og USA.[10]

Hørte om besættelsen i Brasilien
Rederiet J. Lauritzens fragtskib Egyptian Reefer kom den 8. april 1940 ind i Santos, den store brasilianske havneby, med blandt andet den 16-årige dæksdreng Erik Kragelund (her th. i landlovstøj) om bord.
Han var påmønstret i juli 1939 i Esbjerg. Dagen efter, den 9. april, var han i gang med at male skibssiden, da en avisdreng kom forbi og råbte, at der var sket noget i ‘Dinamarca’ og ’Noruega’.
”Vi købte en avis. Vi kunne meget lidt portugisisk, men forstod, hvad der var sket. Jeg var den første til at fortælle det til nogle af officererne, som ikke troede på mig. Vores radio duede ikke, men i løbet af dagen fattede vi alle, hvad der var sket,” fremgår det af en privat beretning fra den nu 91-årige Erik Kragelund.
Brasilien var neutralt og nærmest tyskvenligt, og efter et par dage gik en delegation af besætningen til kaptajnen og spurgte, hvornår skibet skulle sejle til allieret havn. Kaptajnen svarede, at rederiets ordre lød på at søge neutral havn, hvis Danmark blev inddraget i krigen.

Erobringen af Paris udløste slagsmål
Erik Kragelund og en del andre bad om at blive afmønstret, men kaptajnen nægtede. Derfor rømmede de skibet uden søfartsbog trods trusler fra chefen om straffe, når de vendte hjem.
Tre tyske skibe lå i Santos havn på det tidspunkt – bl.a. et stort passagerskib – så danskerne var stærkt i undertal i kaffebyens værtshusliv. Den storpolitiske udvikling påvirkede stemningen.
”Man så tit de tyske besætninger feste, medens vi beskedent sad og fik et enkelt glas øl til at vare en hel aften,” skrev Erik Kragelund.
”De havde penge og var godt klædt på. Da Paris faldt til tyskerne (14. juni 1940, forf.), var der fest i byen. Vi sad på en restaurant om aftenen. Nogle tyske sendte øl til vores bord og ville skåle. Vi fortalte dem, hvad de kunne gøre med deres øl, og så blev der slagsmål. Vi forsvarede tappert Danmark, selv om der var flere af dem. Der blev ringet efter politiet, og vi blev sat i fængsel.”

Søfolkene var fjendtlige udlændinge
Erik Kragelund fik hyre på et norsk skib. I havnen på Curacao i Caribien fik han en af de ydmygelser, som danskere ofte måtte lægge ryg til på grund af den kampløse kapitulation.
”Kaptajnen fik ordre på, at de fire danske sømænd ombord ikke måtte få landlov; de var enemy aliens (fjendtlige udlændinge, forf.). Det gjorde ondt at høre,” berettede han.
Kragelund afmønstrede og fik hyre til New York. Her forsøgte han at melde sig til det norske flyvevåben i Canada, men den 16-årige fik at vide, at han var for ung. I stedet fik han hyre på et norsk skib og fik nu virkelig blik for, hvor farlig sejladsen mellem USA og Storbritannien var.
”Da jeg kom om bord, lå det i Brooklyn og var ved at få kanoner og maskingeværer monteret. Det gjorde stort indtryk på mig; det var i de tider, hvor mange skibe blev torpederet på Atlanten.”
Dæksdrengen overvejede stærkt, om han skulle tage af sted, for han kom til at tænke på nogle indtryk, han fik, da Egyptian Reefer havde lagt til i Barcelona og Valencia.
”Jeg så mange med kun et ben eller en arm – invalider fra borgerkrigen. En anden faktor var holdningen i Curacao, hvor danske blev regnet for fjender. Jeg overvejede det, men bestemte, at det kunne jeg ikke være bekendt; jeg måtte af sted. Det var det eneste rigtige,” husker Kragelund.[11]
Da han kom til Liverpool hen på efteråret, oplevede han en nat fra sit skib på havnebyens red et af det tyske luftvåbens voldsomme bombardementer som led i Blitzen, der skulle tvinge Storbritannien i knæ. Brandbomber blev systematisk kastet ned over byens tæt befolkede beboelsesområder. [12]

Mytteriet på Eleonora Mærsk
Trods sin ungdom og den skæbnesvangre anledning rystede 19-årige Anders Lassen ikke på hånden, da han 24. april 1940 om formiddagen satte pennen til papiret i skibsdagbogen på Eleonora Mærsk – A.P. Møller-flådens største skib – der lå i Den persiske Bugt.
”Aspirant og Jungmand A.F.E.V.S. Lassen forlanger omgaaende afsejling til Bahrain, da han anser det for at være den eneste øjeblikkelige Mulighed, han har for at tjene sit Land. Saafremt Føreren (dvs. skibets kaptajn, forf.) modsætter sig Afsejlingen, er jeg klar til om fornødent med Magt at gennemtrumfe denne.”
Ordene og Lassens underskrift var et led i et mytteri, der førte til, at Eleonora Mærsk sejlede til det britiske protektorat Bahrain. Skibets kaptajn, Juel Petersen, havde ellers til hensigt at sejle det til Abadan i det neutrale Iran, fremgår det af forfatteren Thomas Harders biografi Anders Lassens krig.

Forpligtende ord i skibsdagbogen
Baggrunden var, at rederiet den 8. april havde udsendt ‘Stående Instruktion nr. 1’ til alle skibe. Ordren gik ud på, at kaptajnerne, hvis Danmark blev besat, ikke måtte tage imod ordrer fra Danmark, men skulle modtage instruktioner fra Hans Isbrandtsen i New York, der var A.P. Møllers fætter og rederiets repræsentant i New York.
Kaptajnen havde den 12. april fået kontakt til Isbrandtsen, der beordrede skibet til at gå til neutral havn. Et skibsråd viste imidlertid, at alle ombordværende på nær kaptajnen og maskinchefen ønskede at sejle for de allierede. Efter nogle dages ventetid påvirkede det stemningen afgørende, at BBC udsendte et budskab fra den danske kaptajn H.C. Røder, der havde ført sit skib i britisk havn. Røder opfordrede stærkt danske skibe til at gøre det samme og deltage i de allieredes kamp.
Næste morgen gav kaptajnen sig på den betingelse, at hver enkelt af besætningen i skibsdagbogen besvarede to spørgsmål: Hvordan stillede vedkommende sig til kravet om at sejle til Bahrain? Og ville vedkommende bruge magt til at modsætte sig skipperens ordre, hvis han sagde nej? Ikke alle var så faste i penneføringen som Anders Lassen, men skibet endte med at sejle til Bahrain.[13]

Kasseret af ØK
Forløbet var karakteristisk for den unge mand, der var ærgærrig og ærekær ud over det sædvanlige. Han var vokset op på de sydsjællandske godser Høvdingsgård og Bækkeskov. Lassen klarede ikke sin skolegang godt, men var i fysisk topform, havde stor natur- og jagtglæde og en intens fascination af våben. Han var lidt af en slagsbror, men havde udstråling og den fandenivoldske persons charme.
Hjemmet var konservativt og forsvarsaktivt. Mens sønnen var til søs, meldte faderen Emil Lassen, løjtnant af reserven, sig som frivillig til den finsk-russiske krig. Anders Lassen viste efter skolen ingen særlig interesse for en officerskarriere. Han stak til søs, men sømandslivet kedede ham. Han skrev en række breve til prins Axel, ØK’s bestyrelsesformand, der var ven med forældrene, men hans karakterer var ikke var gode nok til det meget elitære ØK.
Det har meget tænkeligt gjort ondt, for den to år yngre bror, Frants, blev samtidig ansat som elev i ØK. Men selv om det kneb for Anders at vælge en uddannelsesretning, var drengen med den adelige baggrund ikke i tvivl om, hvilken livsstil han ønskede sig.
”Haaber ad aare (…) at kunne tjene nok penge til at kunne købe en dejlig gammel Ejendom. Kunne gaa paa Jagt med Bue og Pil (…) og om aftenen ryge Cigar – drikke langsomt, stilfuldt og med Nydelse af en vellagret Cognac – tale om Dagens Jagt og spille Kort,” skrev han i et brev.
Lassen blev til sidst styrmandsaspirant hos A.P. Møller. Det var det, der havde ført ham til Bahrain, og her begyndte en mission, som den drømmende enspænder kunne gå ind for. Helt og holdent.[14]

Vinkede farvel med hvide lommetørklæder
Den 8. april 1940 om aftenen var mandskabet på DFDS’ eksportbåd S/S Diana i havnen i Glasgow ved at gøre skibet klar til at sejle hjem til Danmark. Otte dage tidligere var det sejlet til Skotland med landbrugsprodukter. Returlasten bestod af 500 ton kaffe.
Om bord var den 31-årige 2. styrmand Holger Jensen, som var en ganske anden type end Anders Lassen. Han var nordjyde, men boede i København og var familiefar med to børn på ét og to år.
Da han forrige gang var vendt hjem, var ægtefællerne godt klar over, hvor alvorlig situationen var ved at udvikle sig.
”Nu tager du ikke mere ud at sejle,” sagde hustruen Ragnhild.
Holger Jensen var imidlertid en pligtopfyldende type, og sidst i marts kastede S/S Diana los ud for i Københavns havn, og hans kone vinkede farvel inde fra Christiansgade.
”Vi vinkede begge med store hvide lommetørklæder, for at vi kunne holde føling med hinanden så længe som muligt, men lommetørklæderne gik mange gange hen over øjnene for at tørre de tårer, ingen af os kunne holde tilbage. Så skjulte Knippelsbros vagttårne os for hinanden,” skrev Holger Jensen i en beretning til familien efter krigen.

Beslaglagt af briterne
I Glasgow ventede den 21 mand store besætning den 9. april på, at lodsen skulle komme. I stedet dukkede en officer fra den britiske hær op og gik om bord, mens to menige blev stående ved landgangen.
”Officeren sagde, at tyskerne havde okkuperet Danmark, og fra nu af ville skibet fra engelsk side blive betragtet som fjendtligt territorium. (…) Vi fik ordre til ikke at forlade skibet. Kaptajnen kunne anmode om tilladelse til at gå i land under eskorte. Vi var faktisk fanger på vort eget skib,” forklarede Holger Jensen, der følte situationen nærmest uvirkelig.
Få dage forinden var besætningen nærmest blevet hyldet af de organisationer, der modtog eksportvarerne, fordi man var sejlet til England trods ubådsfaren. Kaptajnen havde fået et guldur, Jensen fik et etui med tre ‘Dunhill’-piber i, og matroserne og fyrbøderne fik hver etuier med én pibe.
”Og så kommer de et par dage efter og siger, at vi er en slags krigsfanger. Vi fik at vide, at hvis vi øvede sabotage mod skibet (…), ville vi blive straffet efter engelsk lov.”
Efter en måned kom en gruppe myndighedspersoner om bord og tog skibet som prise.
”Det værste, der skete for os danske, det var vel nok, at flaget agter blev skiftet over fra dansk til engelsk. Hver enkelt mand blev kaldt ind salonen (…), og man blev spurgt, om man ville sejle under engelsk flag (…). Om bord på mit skib, var der ingen, der sagde nej,” berettede Jensen.
Skibet kom til at sejle barakdele og træværk fra Liverpool til flådebasen Scapa Flow på Orkney-øerne. Først hen på efteråret fik mandskabet tilladelse til at sende Røde Kors-breve til familien. 25 ord var tilladt inklusive adressen. Først hen mod jul fik Ragnhild Jensen det første livstegn.[15]

Ildsjæl bag dansk hvervekontor
Efter lang tids ørkesløshed i Liberia fik Flemming B. Muus en opmuntring sidst på året 1940. I BBC meddelte danskeren Werner Michael Iversen, kaptajn i den britiske hær, at danskere nu kunne melde sig frivilligt, fordi der var oprettet et dansk rekrutteringskontor i London under hans ledelse.
Danskere, der meldte sig, ville blive indrulleret i det britiske regiment The Royal East Kent Regiment, populært kaldet The Buffs. Her var kong Christian X æresoberst.
Michael Iversen var 57 år og endnu en af de danskere, der i 1940 var grebet af tanken om at ‘gøre noget’. Hans patriotisme var på en måde dobbelt, for han havde lige fra Første Verdenskrig til 1939 været plantagebestyrer i Malaya. Han var engelsk gift og havde en søn i Sydengland. Iversen var vokset op i Danmark og havde i sin ungdom taget en officersuddannelse og var endt som løjtnant.
For Michael Iversen drejede det sig om den nedværdigende danske overgivelse. Danskere i Storbritannien eller britiske kolonier havde ikke den samme ‘undskyldning’ som danskere hjemme: at de var blevdet overrumplet af det tyske overfald, og at regeringen havde dekreteret ro og orden.
Derfor havde udlandsdanskere, mente Iversen, pligt til at vise, at der var et andet Danmark end det, der havde kapituleret. Det akutte i hans budskab blev understreget af, at han satte sit initiativ i gang, netop mens Storbritannien kæmpede for livet mod den tyske luftoffensiv i Slaget om England.

Splittelse i det eksildanske miljø
Den 26. juli blev et møde afviklet i den danske klub i Knightsbridge i London, hvor de første planer om dannelsen af en dansk eksilorganisation blev lagt. Iversen deltog. I den følgende tid fik han kontakt til britiske militære kredse, til Special Operations Executive (SOE), der var ved at blive oprettet og til repræsentanter for søfolkene i britisk tjeneste.
For Iversen var det vigtigt, at et væbnet bidrag til den britisk krigsindsats skulle lanceres som et dansk, ikke et engelsk/dansk initiativ. Ambitionen var derfor en rent dansk enhed i The Buffs.
Spørgsmålet skabte dog spændinger i det danske miljø i London. Mange af danskerne – adskillige af dem forretningsmænd – var imod den aktivistiske linje. De ville ikke gå imod den officielle danske politik og var bange for at skade familiemedlemmer eller investeringer i Danmark.
Den 30. september 1940 blev Det danske Råd oprettet; det blev den førende danske eksilforening i London. Ti dage senere trådte Michael Iversen ind i rådet, og et hvervekontor til de britiske væbnede styrker blev åbnet på rådets adresse.[16]

Da Mogens Hammer stod af
Nyheden om de danske initiativer i London afstedkom straks et telegram fra Flemming B. Muus til Michael Iversen, men igen gik der lang tid, uden at Muus fik noget svar.[17]
En mand, som det derimod lykkedes at melde sig frivilligt, var Mogens Hammer – Jørgen Røjels og Ole Sechers klubkammerat fra Dansk Studenters Roklub. Han havde få dage før den 9. april forladt Danmark med fragtskibet S/S Aarø, som han havde taget hyre på som maskinmester.
Hammer erfarede om besættelsen, da skibet lå i havn i Dublin. Han afmønstrede og søgte i britisk krigstjeneste.[18] Halvandet år senere skulle han blive en af de tidligste modstandspionerer i hjemlandet. (Foto: Polfoto)

—– —- —–

[1] Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 6, og Sven Ove Gade: Faldskærmschefen, side 25-26.
[2] Bo Lidegaard: ‘Nils Svenningensen – Henrik Kauffmann – diplomatiets politiserende embedsmænd’ i Hans Kirchhoff: Sådan valgte de, side 72-73.
[3] Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 6, og Sven Ove Gade: Faldskærmschefen, side 25-26.
[4] Klaus Rydahl: Krigssejlerne 1939-45, side 17, og Christian Tortzen: Krigen på havet, side 33-36.
[5] Ekstrabladet.dk, 3. maj 2014.
[6] Klaus Rydahl: Krigssejler 1939-45, side 22.
[7] Christian Tortzen: Krigen på havet, side 44.
[8] Christian Tortzen: Krigen på havet, side 74; Thomas Harder: Anders Lassens krig, side 75, og Claus Bundgård Christensen m.fl: Danmark besat, side 174-175.
[9] Ekstrabladet.dk den 3. maj 2014 samt mere udførlige notater fra samme interview.
[10] Klaus Rydahl: Krigssejler 1939-45, side 25-26.
[11] Erik Kragelunds private beretning.
[12] Anette Eggert Frydenberg: Krigssejlerne (TV-dokumentar), afsnit 1: ‘At vælge side’. Cicerone ApS/Nexus Kommunikation, 2006.
[13] Thomas Harder: Anders Lassens krig, side 73-80, Christian Tortzen: Krigen på havet, side 64-74.
[14] Thomas Harder: Anders Lassens krig, side 19-40.
[15] Jørgen Aarlo Jensen: Min far, en sømand i allieret tjeneste (upubliceret), side 5-6.
[16] Jakob Sørensen: For Danmarks ære, side 21-39, og Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, side 47-61.
[17] Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 6.
[18] Hvem var hvem 1940-1945, opslag af Knud J.V. Jespersen om Mogens Hammer.