En ortodoks marxist og en borgerligt-liberal, nationalt indstillet mand er sjældent særlig sandsynlige samarbejdspartnere. Ikke desto mindre har den nu 91-årige tidligere modstandsmand Frede Klitgaard og den over 40 år yngre Erik Høgh-Sørensen (herover) i næsten 20 år fundet fælles målsætninger i et samarbejde om dansk  besættelsestidshistorie. Man kan også udtrykke det sådan, at en rød og en blå stjerne har indledt et venskab, idet Høgh-Sørensen er kommunikationschef i en A.P. Møller-Mærsk-afdeling
Resultatet har været flere hundrede artikler af Erik Høgh-Sørensen. De har ofte indeholdt en kommentar af Klitgaard, der er formand for foreningen Aktive Modstandsfolk.

Unik kilde og god ven
Frede Klitgaard har ofte fulgt Erik Høgh-Sørensens historier op med artikler i foreningens antifascistiske tidsskrift Håndslag, der i sprogtonen er gammeldags og undertiden bærer præg af at være gammelkommunistisk.
– Som journalist begyndte jeg i sin tid at bruge Frede som kilde, fordi han er et omvandrende leksikon med viden om hændelser, historikerne enten ikke kender til, eller ikke vil skrive om. Tag nazilægen Carl Værnet. Tag de angivelige svenske invasionsplaner i 1945. Tag Søren Kam-sagen. Tag Duckwitz’s rolle som søfartsspion. Alt sammen mørke skygger af besættelsen, som Aktive Modstandsfolk har afsløret eller bidraget til at afsløre,  siger Erik Høgh-Sørensen om betydningen af det samarbejde, han har haft med Klitgaard.
Siden blev det til et egentligt venskab.
– I de senere år er Frede gået fra at være en unik journalistisk kilde til også at være en god ven. Han er et utroligt vidende, venligt og givende menneske. Jeg deler i den grad Fredes kritik af den lumpne danske samarbejdspolitik, men slet ikke hans begejstring for Sovjetunionen, hvor han var korrespondent for Land og Folk og mødte folk som Nikita Krusjtjov.

Styr på prioriteringen
Selv har jeg også oplevet, at Frede Klitgaard er en klog mand at besøge. Jeg var for nylig hos ham en eftermiddag for at høre om hans oplevelser fra modstandskampen.
Frede er en svækket mand, der sidder i kørestol, men derudover er han knivskarp. Når han syntes, at mine spørgsmål førte for meget ud på et sidespor, konkluderede han med det samme, at det pågældende spørgsmål kunne være lige meget for mig at høre svaret på, når det nu var modstandskampen, jeg beskæftigede mig med.
Med andre ord prioriterede han på sin gæsts vegne stoffet ud fra sin professionelle kompetence som journalist.

Afslørende bøger
Erik Høgh-Sørensens arbejde har ført til fire bogudgivelser, og han har med Klitgaard som en engageret hjælper hovedæren for, at historien om den aldrig retsforfulgte danske SS-mand Søren Kam og hans rolle i drabet på redaktør Carl Henrik Clemmensen 30. august 1943 nu er almindeligt kendt i Danmark.
Bogen om den indtil 1995 næsten glemte Kam-sag udkom første gang i 1998 på Askholms Forlag under titlen Dansk dødspatrulje, og sidste år blev den genudgivet i væsentligt omarbejdet form på People’s Press under titlen Drabet på Clemmensen.
I 2004 udgav Høgh-Sørensen bogen Forbrydere uden straf (Documentas), der vakte en del debat.
Den satte lys på, at de danske myndigheder i 1965 havde efterlyst 31 personer – flest tyskere – der blev anset for at have begået terrorhandlinger i tysk tjeneste under Danmarks besættelse. Den hemmelige liste var dog kun officiel, idet myndighederne intet gjorde for at få de pågældende udleveret eller retsforfulgt.
Tværtimod klarede flere af mændene på listen sig rigtig godt. F.eks. fik Friedrich Wilhelm Graurock, der var medgerningsmand til et mord på en dansk politibetjent i København i 1944, en høj stilling i Berlins Politi. Så høj, at han var i overborgmester Willy Brandts og senator Robert Kennedys nærmeste følge under den amerikanske politikers besøg i 1960’erne i den dengang delte tyske hovedstad.

Efterforskning for et syns skyld
De danske myndigheder har tilsyneladende på intet tidspunkt reelt har haft til hensigt at stille Søren Kam for retten eller at genoplive nogen som helst gammel krigsforbrydersag. Dette manglende ønske er formentlig baggrunden for, at ingen justitsministre har villet give interview om sagen, siden den for alvor dukkede op i offentligheden midt i 1990’erne.
Men myndighederne har af internationale hensyn følt sig nødsaget til at foregive, at man tog sagen seriøst. Det har f.eks. givet sig udtryk i at kriminalpolitiet i Bayern på de danske myndigheders anmodning har foretaget prøveskydninger som ballistisk dokumentation i vurderingen af det danske politis bevismateriale i Clemmensen-sagen.

Hjælp fra DF-politiker
Denne tilstand har bevirket, at alliancen Erik Høgh-Sørensen/Frede Klitgaard kan siges at have et tredje medlem – eller i hvert fald en vigtig hjælper.
Når en minister ikke vil lade sig udspørge, har en journalist den mulighed at alliere sig med et folketingsmedlem og få vedkommende til at stille spørgsmål til ministeren. Så skal ministeren nemlig svare – og svare sandfærdigt.
Samarbejdspartneren har været Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, som i en årrække gav politiske kommentarer til artiklerne om den manglende retsforfølgelse af krigsforbryderne og stillede spørgsmål til skiftende ministre. På den måde fik Høgh-Sørensen sit svar, og Skaarup fik på en nem måde point i offentligheden.
– Jeg lavede mange rundringninger til samtlige politiske partier, men det viste sig snart, at ingen andre end Skaarup og til dels Søren Søndergaard (Enhedslisten) tog sagen seriøst. Det fortjener Skaarup stor ros for, siger Erik Høgh-Sørensen
Når det kommer til stykket, er samarbejdet mellem kommunisten Frede og den nationalt-borgerlige Erik måske ikke så mystisk endda. Under samtaler med et stort antal tidligere modstandsfolk har jeg bemærket, at kommunistiske og borgerlige frihedskæmpere som regel omtaler hinanden med respekt.
Dengang det gik hårdt til, havde de brug for hinanden i kampen mod den fælles fjende. Det politiske opgør måtte man tage bagefter, var holdningen.

Klart sigte
Frede og Erik er enige om en uforsonlig holdning til den danske samarbejdspolitik frem til 29. august 1943.  Diskursen i deres omtale af besættelsestidstemaer er den samme, som hvis vi havde befundet os i 1950. En landsforræder er en landsforræder, og dermed har han sat sig uden for det nationale fællesskab. Punktum. Ikke så meget pjat med at spørge ind til motiver og bevæggrunde på besættelsestidens taberside. Frede Klitgaard går endda så langt som til at sige, at folk som Erik Scavenius, Vilhelm Buhl og andre samarbejdspolitikere ‘burde have været skudt – hele bundtet’.
Erik Høgh-Sørensen protesterer mod at blive kaldt kampagnejournalist, fordi betegnelsen lugter for meget at sensationsmageri og letkøbt dokumentation, men det står i hvert fald fast, at han ofte har et klart mål med sin journalistik – typisk den årelange kamp for at få Søren Kam retsforfulgt. Og sidenhen for at få afsløret, hvilke myndighedssvigt, der har bevirket, at det ikke er lykkedes. Engagementet viser sig også ved, at hans læsere selv i kortere forløb som regel ikke bliver ladt i tvivl om, hvad Erik Høgh-Sørensens personlige mening er om det emne, der behandles.

Fælles modstandsbaggrund
Her spiller de to mænds baggrund givetvis ind. Frede Klitgaard var modstandsmand i Århus-området, og han blev arresteret i september 1943. Selv om det vel at mærke var efter regeringens afgang 29. august, sørgede politimesteren i Århus for, at Klitgaard blev udleveret til tysk politi og senere Gestapo. Han blev idømt livsvarigt tugthus i en retssag, hvor flere kammerater blev dødsdømt, og han kom til at afsone resten af krigen i tugthuset Dreibergen ved Rostock, hvor synet af lig fra den flittigt brugte guillotine mærkede ham for altid.
Erik Høgh-Sørensens far, Egon Sørensen, var modstandsmand i Midt- og Vestjylland i en gruppe i nedkastningschefen Jens Toldstrups organisation. Egon Sørensen slap fra krigen uden at blive arresteret, men flere af hans kammerater blev henrettet kort tid før kapitulationen i 1945.
Klitgaards og Høgh-Sørensens retorik er karakteristisk, men synspunkterne er helt gængse blandt modstandsveteraner. For eksempel er Jørgen Kielers store værk i to bind om den første Holger Danske-organisation Nordens Lænkehunde (Gyldendal, 1993) én lang understregning af, at de tidlige modstandsfolk i 1942 og 1943 i højere grad havde til hensigt at vælte samarbejdspolitikken end at gå i direkte kamp mod tyskerne. Og det efter Kielers opfattelse umoralske i de danske myndigheders samarbejde med besættelsesmagten demonstreres med mange eksempler.

Køligt forhold til historikerne
Erik Høgh-Sørensen og en god del af den etablerede historikerverdenen har et køligt forhold til hinanden. Det ville også være mærkeligt andet, for han kritiserer hele tiden det etablerede historikermiljø i sine artikler og bøger.
Yndlingsaversionerne er nogle historikeres – især Hans Kirchhoffs – angivelige ønske om at ‘hvidvaske’ samarbejdspolitikken, myndighedernes og arkivernes lukkethed i de sagsforløb, han har beskæftiget sig med, og den privilegerede adgang til følsomt arkivmateriale, som historikere tilknyttet Udgiverselskabet for Danmarks Nyeste Historie i en årrække havde.
Reaktionen er afmålthed. F.eks. nøjes førende besættelsestidshistorikere som John T. Lauridsen og Hans Kirchhoff i deres værker med at kreditere Høgh-Sørensen for de oplysninger, man på ingen måde kan komme uden om at tilskrive ham – og man går ikke ind i nogen debat.
Med sine bøger har Erik Høgh-Sørensen skrevet sig ind i traditionen af journalister, der har gået historikerne i bedene og leveret vigtige nye indsigter i Danmarks besættelsestid. Blandt forgængerne er folk som Erik Nørgaard (om ‘den skæve våbenfordeling’ og Jane Horney-sagen), Peter Øvig Knudsen (om stikkerlikvideringer og terroristen Ib Birkedal Hansen) og Sven Ove Gade (biografier om Frode Jakobsen, Flemming Juncker og Jens Toldstrup).

EU-bog
Høgh-Sørensen er i øvrigt bogaktuel netop nu, idet han i april udgav den EU-kritiske debatbog Mod vinden – Danmarks plads i Europa (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck), hvori han trækker på sine erfaringer gennem fem år som korrespondent i Bruxelles. Bogen er en række velskrevne analyser og reportager, der sætter lys på fiskeripolitik, landbrugspolitik, overflødigt pengeforbrug og store og små landes manøvreringer for at få størst mulig magt i unionen. Det er et spil, hvor Danmark ifølge forfatteren har været for naiv – for meget ‘den pæne dreng i klassen’. Et gammelt ordsprog, Erik Høgh-Sørensen vender tilbage til flere gange i bogen er: ‘Den, der bukker sig for dybt, bliver gerne trådt i nakken’.
Det styrker bogen, at forfatteren også kommer ind på områder, hvor EU også efter hans mening har haft succes. Det gælder f.eks. EU’s konkurrenceret, hvor en grotesk dansk sag ført af den danske Konkurrencestyrelse modstilles EU’s ifølge ham retfærdige og hårde kamp mod store internationale monopoler. Se eventuelt mere om bogen på forfatterens hjemmeside http://www.erikhoghsorensen.com/
EU og besættelsestiden kan synes at være to vidt forskellige emner, men det er de ikke for Høgh-Sørensen. I begge tilfælde er det Danmarks suverænitet, der er på spil, så i hans øjne er den kommende folkeafstemning om patentdomstolen en begivenhed, der ligger i direkte forlængelse af en kæde af andre begivenheder, der begyndte for over 70 år siden.
Mod vinden fik en del opmærksomhed i ugerne efter udgivelsen. F.eks. var Erik Høgh-Sørensen i studiet i DR2 med Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, og her benyttede han lejligheden til at kritisere Ekstra Bladets EU-dækning.