På denne repos på en trappeopgang i Ny Østergade i København skød Povl Falk-Jensen engang en mand. Det skete i marts 1945, og drabet på den 41-årige vagtmester i HIPO-korpset Hans Leif Kjærulff var én af besættelsestidens ca. 400 likvideringer.
Jeg interviewede i sommeren 2013 på stedet Falk-Jensen, der under krigen havde dæknavnet ‘Eigil’,  til ekstrabladet.dk. Jeg havde ærlig talt forberedt mig på, at den nu 93-årige mand ville have været lidt misfornøjet med artiklen.

Som et mafiamord
Indledningen lød:
‘Tidligt om morgenen søndag den 11. marts 1945 fandt en ismejeridame en død mand liggende på trappen i opgangen Ny Østergade 23 tæt på Kongens Nytorv i København. Manden havde ingen identitetspapirer på sig, og der gik derfor flere uger, før liget blev identificeret. Han blev dræbt på en måde, der havde alle mafiamordets ydre kendetegn. Manden havde en telefon liggende under sig – noget der kunne opfattes som en advarsel om, hvordan det går folk, der bryder Omertà, tavshedens lov. Mandens hænder var bundet sammen på brystet, og han var blevet skudt to gange gennem hovedet.’
Drabet var sket kl. ca. 6 om morgenen, efter at Povl Falk-Jensen og nogle gruppekammerater havde afhørt manden fra det frygtede Hilfspolizei natten igennem i en besat lejlighed på 2. sal – den lejlighed, som ‘Eigil’ på billedet står ved indgangsdøren til. Lejlighedens ejere blev holdt fangne derinde gennem næsten et døgn.

Væltede ned ad trappen
Efter at et gruppemedlem havde afmonteret lejlighedens telefon og sat den ned på repos’en under 2. sal, gav Falk-Jensen vagtmesteren et pistolskud i nakken, og Kjærulff væltede ned ad trappen og landede oven på telefonen.
‘Han fik også sikringsskuddet, som vi plejede at praktisere det – bag det ene øre. Også for at markere, at det ikke var noget hastværk, dette her. Det var den straf, der overgik landsforrædere. Men vi bandt ham ikke – som man plejede – bagpå, men foran,’ fortalte Povl Falk-Jensen.

Ville markere iskulde
Én grund til fremgangsmåden var, at modstandsfolkene ville forhindre de chokerede beboere i at alarmere HIPO hurtigt på grund af det ubehag, de formentlig ville føle ved at trække telefonen frem under den dræbte mand. Der var også en anden grund, og her lå hovedpointen, mærkede man på Falk-Jensens stemmeføring.
‘Det skulle markere over for forræderne, at sådan kom det til at gå. Det skulle markere iskulde. Ikke noget med hastværksarbejde. Sådan kom det til at gå…’

Den værste forbrydelse
Min anelse om, at interviewpersonens reaktion kunne blive negativ, holdt ikke stik. Falk-Jensen ringede til mig et par dage efter med tak og anerkendelse. Artiklen var fremstået med lige præcis det budskab, han ønskede at formidle.
‘Eigils’ pointe går igen i de talrige interview, han har givet, siden han i 2010 som 89-årig opgav anonymiteten og trådte frem i offentligheden.
I et brev, han skrev til mig i 2011, konstaterer han, at en fjende i en krig normalt er én, man slutter fred med.
‘Men hvor det drejer sig om en forræder stiller sagen sig anderledes. Forræder… Et frygteligt, negativt ladet ord, idet en sådan person i strid med det i dyr såvel som mennesker dybest liggende – viljen til at forsvare sin rede/sin hule/sit territorium – forråder dette til en fjende,’ skrev Falk-Jensen.

Dyrbergs arvtager
Med sin krasbørstige retorik er ‘Eigil’ i sin alderdom blevet en slags arvtager for den jævnaldrende Gunnar Dyrberg, der døde i 2012. Dyrberg var i mange år en af de få, der udtalte sig i offentligheden.
Han sagde i lige så direkte vendinger, at han ikke på nogen fortrød at have deltaget i likvideringer  – fortrydelsen skulle da lige gå på, at frihedskæmperne ikke skød nogle flere.

Tys-tys
I mere end 50 år efter befrielsen i 1945 var emnet nærmest tabu. Ud over Dyrberg talte kun Hans Edvard Teglers og enkelte andre offentligt om egen deltagelse i konkrete drab på stikkere og terrorister.
På min daværende arbejdsplads Ritzau lavede min nu afdøde kollega John Rifberg ved 50-års befrielsesjubilæet i 1995 et firedobbelt interview med tidligere likvideringsmænd. Det skete dog på betingelse af anonymitet. Aftalen blev indgået efter forhandlinger over flere omgange med mænd, der ringede fra mønttelefoner.
Til sidst blev et møde aftalt på et værtshus, hvor Rifberg – som jeg husker det – ved sin ankomst blev vist diskret op ad en trappe, hvor mændene ventede i et separatlokale.
Først med Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet (Gyldendal, 2001) er der over et bredt felt blevet kastet lys på dette traumatiske kapitel af modstandsbevælgelsens historie.

Hvis du abonnerer på ekstrabladet.dk’s betalingsområde EKSTRA, kan du læse selve interviewet her:  http://ekstrabladet.dk/ekstra/dybde/article2112537.ece

Du kan læse om den mest kontroversielle likvidering her

Tak til freelance-pressefotograf Rasmus Flindt Pedersen, der har stillet billedet øverst til rådighed for blogindlægget.