SOE-agenten Fritz Tornøe Vang var tilknyttet våbenmodtagechefen Jens Toldstrups stab. (Foto: Nationalmuseet)

Våbenmodtagechefen Jens Toldstrups faste stab var en højmobil enhed, der indlogerede sig snart hér snart dér i Jylland.
Blandt de tilknyttede var den 26-årige Frits T. Vang (1918-1980), der var blevet nedkastet med faldskærm i august 1944 som agent fra den britiske sabotageorganisation Special Operations Executive (SOE).
Kort efter at Toldstrups hovedkvarter havde slået sig ned på en ny adresse, sendte chefen Vang ud i et ærinde sammen med én af sine kurerpiger, den 23-årige Gertrud Pedersen (1921-2017).
Frits Vang berettede i 1980 i sin bog Faldskærmsmand og sabotør (Berlingske Forlag) om det halsbrækkende ridt, der blev resultatet. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet. Ellers er teksten som den originale i dette uddrag.

Hasteordre afbrød roen
“Efter den lange november med mange stærke begivenheder trængte vi til at slappe lidt af. Hovedkvarteret blev flyttet til Grenå, hvor der herskede ro og idyl i forhold til de fleste andre steder. (…) I Grenå boede jeg privat hos byens ældste præst og havde det som blommen i et æg i hans gæstfri hjem.
Min rekreation varede knap en uge, så blev jeg uventet og midt i aftensmaden kaldt hen til Toldstrup. Jeg var straks klar over, at den var gal. Han gik op og ned ad gulvet – det gjorde han altid, når problemerne skulle gennemtænkes.
“Du skal snarest muligt køre en kurer til Randers. Sagen er vigtig. I skal være fremme senest kl. 22.00,” sagde han med alvor i stemmen.
Efterhånden havde jeg vænnet mig til disse kortfattede direktiver, som indebar en god portion tillid, hvilket jeg var stolt over.
“Jeg har ingen bil,” måtte jeg forklare.
“Så skaf en, byen har biler n0k,” lod han forstå.

Våbenmodtagechefen Toldstrup med sin kurerpige Gertrud Pedersen, der døde for nylig i en alder af 95 år.

Stjal bil ved købmandsgård
Der var kun et at gøre – at komme i gang med opgaven.
Hidtil var mit arbejde i høj grad præget af planlægning og grundige forberedelser, men denne gang var det lige på og hårdt. Der skulle løbes en stor risiko, fordi alting måtte improviseres i en fart.
(…) Aftenen var kold og mørk – det var i december måned.
Hurtigt fandt jeg frem til en stor købmandsgård, hvor nogle personbiler var parkeret. Jeg stjal den bedste og kørte tilbage til kureren, som var klar til afgang. En uforglemmelig tur fik derefter sin start ad hovedvejen mod Randers (…).
Tiden tillod ikke at køre ad bivejene, som vi ellers burde gøre i sådanne situationer. Vi måtte tage chancen og håbe på heldet. Hastværket bragte nerverne på højkant.
“Hvis det går galt, skal du kun gøre, som jeg siger – så sker der ikke noget,” fortalte jeg den kvindelige kurer, som var illegal og medlem af Toldstrups faste stab.
I det borgerlige liv hed hun Gertrud Pedersen og var gift med en kriminalkommissær.

Kørte flere heste ned
Grenå med idyllen og de gode værtsfolk forsvandt hurtigt bag os, nu gjaldt det udelukkende fremtiden, og den var lige så mørk som natten.  Skæbnen indhentede os i Auning, 22 km fra Randers, hvor vi mødte en tysk vejkontrol.
Der var ingen tvivl om sagen, for jeg kendte mønstret ved disse spærringer. Midt på gaden stod en soldat, der holdt en stor lygte foran sig, medens hans sidemand hele tiden bevægede sig fra højre til venstre og tilbage. Smutveje fandtes ikke. Der var kun én vej for os – fremad. En tysk undersøgelse kunne vi ikke klare.
“Hold godt fast. Vi stikker af. Jeg tager fortovet,” fik jeg sagt i en fart.
Lidt foran soldaterne satte jeg hastigheden ned, men drejede uden om dem, trådte speederen i bund og fortsatte ad fortovet. Men her kom den næste forhindring. Stedet var fyldt med heste, bønder og tyskere. Vi var røget ind i et tysk opkøb af danske heste, som af praktiske grunde foregik i aftenens mørke. (…)  Bilen ramte flere af de store jyske heste og blev slemt molesteret. Folk råbte ophidset til os og truede med geværer og knyttede næver. Heldigvis kunne vognen stadig køre, hvorfor jeg fik bakket væk fra en hest, der næsten lå over køleren.

Frits T. Vang

Videre i en ‘bulet blikspand’
Karosseriet lignede en bulet blikspand, men motoren levede i bedste velgående, og det gjorde vi også. Med sved på panden og under de særeste lyde fra bilen suste vi ud af byen videre mod Randers.
Fra gulvet bagi vognen kom en klirrende raslen.  Et større radioapparat var øjensynligt faldet ned fra bagsædet ved sammenstødet med hestene. Først nu, da det var knust, lagde vi mærke til det. En lille detalje, som netop understregede, at turen ikke var helt almindelig.
Nerverne var stadig fremme, selv om blokaden i Auning fik en lykkelig udgang. Turen var endnu ikke overstået og meget kunne ske – vi var sårbare på grund af den ramponerede bil. Desuden anede vi intet om, hvorledes den tyske vejkontrol havde reageret på den skøre flugtbilists optræden.
“Lige på og hårdt” – var dagens tekst.

Tilflugt på tom station
Ved indkørslen til Randers hørte vi næsten alt for tydeligt, sirenerne blæste luftalarm. Nu måtte vi hurtigt af vejen., for kun tyskerne færdedes ude ved alarmering. (…) Løsningen (…) blev jernbanestationen i Kristrup, hvor bilen blev gemt væk bag et skur, og vi selv tog ophold i ventesalen.
Det var håbløst at opnå kontakt som aftalt. Vi måtte blive i lokalet og afvente morgendagen. Natten var kold og ubehagelig, og tiden sneglede sig af sted på de hårde træbænke. En slurk vand fra vaskekummen gjorde godt og blev nydt med taknemmelighed.
Tidligt på dagen forlod vi bilen og stationen til fods – trætte og søvnige. Ufatteligt, det var gået godt. (…) Kureren fik afleveret de hemmelige papirer på rette sted, og forsinkelsen fik ingen større betydning.”

Indlæg om Gertrud Pedersen og hendes mand Carl Pedersen i anledning af Gertruds død