Jørgen Kieler sammen med sin sekretær Julie Grandjean og Berlingske Tidendes fotograf Thomas Lekfeldt.

Jørgen Kieler, Julie Grandjean og Joakim Weylandt foran museet.

Det var næsten som en ekstra indvielse, da Jørgen Kieler – den kendteste Holger Danske-veteranen – i fredags var på besøg på det nye modstandsmuseum ‘Stjerne-Radio’ i Istedgade i København. Det får mig uvilkårligt til at tænke på et møde, jeg havde med ham for næsten fem år siden.
Den 96-årige Kieler har stort set indstillet sin udadvendte virksomhed og kunne  ikke være med ved åbningen af museet den 29. august sidste år. Her deltog til gengæld den ét år yngre Povl Falk-Jensen, der holdt en tale ved indvielsen.
Til stede i fredags var de fleste medlemmer af initiativgruppen bag museet, og som det fremgår af denne artikel i Berlingske Tidende af Bent Blüdnikow (midt på billedet øverst), fik Jørgen Kieler overrakt et fotografi af den oprindelige radioforretning af gruppens formand Joakim Weylandt (siddende på hug).
Her planlagde Josef ‘Tom’, Søndergaard, Munck-brødrene, Max Bæklund og andre fra den første Holger Danske-gruppe i 1942 og 1943 deres aktioner og bidrog til trykningen af det illegale blad De frie Danske.
Den scenevante veteran kvitterede med en tale.

Tysk oversættelse
Jeg fik muligheden for at møde Jørgen Kieler, da Ekstra Bladets daværende søndagsredaktør Morten V. Poulsen engang i foråret 2011 kom til min plads på redaktionen med et udklip fra Berlingske Tidende og spurgte, om jeg ikke kunne lave et interview.
Ifølge udklippet havde Jørgen Kieler fået udgivet en tysk version af sine modstandserindringer i to bind Hvorfor gjorde i det? (Gyldendal, 2001). Det var i en forkortet udgave, men trods alt på 367 sider under titlen Deutscher Widerstand gegen den Nationalsozialismus (Offizin-Verlag i Hannover, 2011).

Hysteriske folkemasser
Den dengang 91-årige pensionerede overlæge var veloplagt, da jeg ankom til hans lejlighed i Hørsholm sammen med fotografen Tariq Mikkel Khan. Han havde lige holdt foredrag for gymnasieelever på Sorø Akademi og var begejstret over den lydhørhed og spørgelyst, de unge havde lagt for dagen.
Jørgen Kieler fortalte medrivende over lange stræk – kun holdt i gang af få spørgsmål.
Blandt de store emner var hans personlige oplevelse som 18-årig af nazismens hypnotiske fascination. Han var på studieophold i München i 1937 under den italienske diktator Mussolonis statsbesøg hos Hitler i den sydtyske by, og den unge dansker stod midt i folkemasserne på Königsplatz, der var nærmest hysteriske af begejstring over diktatorerne.

Den lidende kammerat
Et andet hovedindslag var historien om Svend Otto Nielsen (‘John’) – modstandskammeraten fra Holger Danske II – der i begyndelsen af 1944 var fange i Vestre Fængsel, mens den også arresterede Kieler sad i nabocellen. ‘John’ blev udsat massivt for tortur, og han led frygteligt – blandt andet fordi han i flere måneder blev nægtet lægehjælp trods en knust lårbensknogle.
Den 35-årige Svend Otto Nielsen blev henrettet i Ryvangen den 27. april 1944, mens Jørgen Kieler, der også stod til dødsdom, i stedet blev sendt i kz-lejr sammen med sin bror Flemming Kieler. Det meste af tiden tilbragte brødrene i Porta Westphalica, hvor dødeligheden var meget høj, men de overlevede begge, til de kunne komme hjem med de hvide busser.

Minde om tysk gruppes håbløse kamp
Jørgen Kielers beretning var bevægende. Forpligtelsen til at vidne om de kammerater, der ikke – som han selv – har fået et langt, indholdsrigt liv efter krigen, var en tydelig drivkraft. Han besøger hver år ‘Johns’ grav på hans dødsdag, den 27. april, forstod vi.
Stærkest indtryk gjorde det, at Kieler havde dedikeret den tyske oversættelse til  modstandsgruppen Weisse Rose, der bestod af studerende på universitetet i München. De blev alle henrettet i 1943; deres forbrydelse bestod i at udsprede seks flyveblade mod regimet.
Selv om Kieler selv var igennem meget barske oplevelser under krigen, rækker formatet med andre ord til at anerkende, at der fandtes mennesker, der var endnu vanskeligere stillet end danske modstandsgrupper. Det var de tyske modstandsfolk, der ud over at være antinazister også blev betragtet som landsforrædere.
(Foto: Thomas Hilleberg og Niels Gyrsting)