KK fortrød, at han havde vist nåde

Jørgen Jespersen (‘KK’), en af de store BOPA-sabotører, kom i flere situationer til at stå i de pinagtige dilemmaer, som modstandsfolk i den forreste linje ofte oplevede. Det skete blandt andet under sabotagen mod Globus-fabrikken i Glostrup 6. juni 1944.
‘Mandskabet i vagtstuen overgav sig efter kortvarig beskydning. De råbte om nåde og kom ud med hænderne i vejret og blev samlet sammen,’ skriver Jespersen i sin bog, Afdeling KK, fra 1993.
Han ses på billedet herover som 19-årig under en parade efter befrielsen i 1945.
Fabrikken var særlig svær at sabotere, fordi personalet var særligt udvalgte folk, for det meste danske nazister. Det samme var sabotagevagterne, der var fra det sortuniformerede Sommerkorps.
‘Vi havde hjemmefra planlagt at skyde alle vagterne, der var Sommer-folk – frigivet til henrettelse. Men vi kunne ikke få os til at skyde på folk, der havde overgivet sig,’ hedder det i bogen.

POLFOTO_40996411Den medfølgende læge blev dræbt
Det spørgsmål kom de ca. 50 BOPA-folk, der deltog i en af besættelsens mest opsigtsvækkende sabotager, til at se anderledes på.
‘En gruppe af vore dækningsfolk beslaglagde en rutebil for at komme væk,’ skriver Jørgen Jespersen.
‘Med gruppen var doktor Hagens (læge Erik Hagens, red.), der havde deltaget i aktionen for at tage sig af eventuelle sårede. Hagens kørte vognen, men da de passerede fabrikken Carltorp, beskød vagterne, der også her var Sommer-folk, vognen og ramte Hagens, der blev dræbt på stedet. Vore folk besvarede ilden, og én af dem fik rettet vognen op og kørte væk. Efter meddelelsen om vagternes beskydning af vores folk fortrød vi, at vi havde været blødsødne over for vagterne på Globus og havde ladet dem slippe med livet.’

Havde forberedt nødlazaret
Da jeg interviewede KK i 1995 i anledning af 50-årsjubilæet for befrielsen, svarede han kortfattet på mine spørgsmål om de dramatiske begivenheder og var tilbøjelig til blot at gentage beskrivelserne fra bogen, som han havde udgivet to år før.
Men i dette tilfælde siger de afdæmpede, faktuelle ord vel også alt.
Erik Hagens (på foto th.) blev 35 år og var ved sin død 2. reservelæge på Bispebjerg Hospital. Han havde i sin tid som BOPA-mand instrueret kammeraterne i nødhjælp og sårbehandling. Hagens havde selv insisteret på at deltage i Globus-aktionen, fordi ingen troede, at alle ville slippe levende og uskadt derfra. Han forberedt seks-syv senge i et hus, der skulle have fungeret som nødlazaret.
BOPA’s læge var bror til Christian Vilhelm Hagens (1905-1989), der også var modstandsmand og i efterkrigstiden blev en kendt, venstreorienteret forsvarsadvokat. (Foto: Nationalmuseet)

Min artikel om KK finder du her http://nielsbirgerdanielsen.dk/paa-besoeg-hos-storsabotoeren/

Kommentarer
2 kommentarer til “KK fortrød, at han havde vist nåde”
  1. Ole siger:

    Min far var med ved Globus aktionen. Han var i en støttegruppe der ikke aktivt deltog i angrebet. Min far var med i DSB bussen som blev stoppet fordi der var problemer med de planlagte flugt køretøjer. De anbragte et rekylgevær bagerst i bussen.. Det var skytten på bussen der åbnede ild mod vagterne ved Caltorp som selvfølgelig besvarrede ilden. Hagen blev ramt i nakken og Martin fik ham revet væk og overtog førersædet.
    Alt sammen selvfølgelig fra min far. Tage Emanuel Sørensen (Ole) 110916-1663

Skriv en kommentar