Den store biografi Jens Otto Krag, som Bo Lidegaard udsendte i 2001, blev en bestseller – ikke mindst på grund af skildringerne af  hans håndtering af de store politiske spørgsmål i ind- og udland såvel som hans farverige privatliv og den triste, uforløste afslutning på hans liv.
De fangede også mig, da jeg læste værket for ca. ti år siden, men for mig var den første gedigne overraskelse uddrag af nogle private breve, som Krag skrev i sommeren 1944 – kort efter Folkestrejken i København.
På det tidspunkt troede jeg – mere eller mindre bevidst – et stykke hen ad vejen på konsensus-tolkningen af besættelsestidshistorien: at alle gode danskere kæmpede den samme kamp med modstandsfolkene som de aktivt kæmpende og politikere og embedsmænd som dem, der gjorde mere passiv modstand og støbte kuglerne.

Helt fjern fra modstandstanken
Den opfattelse blev der rokket ved, da jeg læste siderne i bind 1 med uddrag af et privat brev, som Krag – dengang økonom i Direktoratet for Vareforsyning og fremtidige statsmand – skrev til den socialdemokratiske politiker Hans Hækkerup.
Jens Otto Krags mentale distance til tanken om væbnet modstand er afgrundsdyb, og han sætter – kun et år før krigsafslutningen – i  sin analyse af situationen efter Folkestrejken ordet ‘frihedskæmper’ i citationstegn.
Begivenhederne havde styrket Danmarks Frihedsråd, der nu var en magtfaktor, som politikerne ikke kunne ignorere.
“Man står her over for Kræfter, der langt fra at være loyale over for Arbejderbevægelsen tværtimod synes at nære Ønske om at ville udnytte Situationen imod os. Jeg er imidlertid ikke helt sikker paa, at vi bør tage klart og aabent Afstand fra ‘Frihedsbevægelsen’. Det er nemlig et Faktum (saa vidt jeg kan skønne), at denne Bevægelse i Øjeblikket har en betydelig Indflydelse paa Befolkningen, især blandt de unge (16-25 Aar), der stærkt idealiserer Bevægelsen, samt at den har betydelig Anseelse i Udlandet, der aabenbart aldeles overvurderer denne Bevægelse,” skriver Jens Otto Krag.

‘Buhl er vores store nummer’
I et andet brev fortsætter han:
“Kommunisterne, Dansk Samling og Grene af Konservativ Ungdom vil i deres Kamp mod os søge at fremstille Socialdemokratiet som et i national Henseende kompromitteret Parti. Herimod har vi naturligvis gode Argumenter – men de opfanatiserede ‘Frihedskæmpere’ vil næppe give sig megen Tid til at høre paa Argumenter, og man kan ikke se bort fra, at de i en vis Overgangsperiode vil kunne øve en ikke ubetydelig Indflydelsepaa visse Befolkningslags Følelser.
Af alle disse Grunde er det, jeg mener, at vi maa være forsigtige og saa vidt muligt undgaa aaben Krig med Frihedsbevægelsen, ja om muligt opnaa at neutralisere denne Bevægelse i Forholdet til os. Her er jo Buhl vort store Nummer. Fx synes jeg, at den Opfattelse, at det var Buhl, der paa det rigtige Tidspunkt bragte Folkestrejken til en sejrrig Afslutning efter Forhandling med Frihedsraadet – er en gavnlig Opfattelse. Dette ganske uanset om den er rigtig. De legale og illegale Kræfter har da staaet solidariske, vore Folk faar Broderparten af Æren for de vellykkede Resultater, og de illegale Kræfter vil ikke kunne misbruge deres Popularitet mod os”.
Jens Otto Krag var som nævnt dengang ikke politiker, men en indflydelsesrig samfundsøkonomisk skribent med gode kontakter i den socialdemokratiske ledelse. Og Bo Lidegaard noterer, at Krags forslag til strategi faktisk kom til at ligge nær den, som den socialdemokratiske ledelse – Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft og H.C. Hansen – endte med at vælge. (Foto fra Bo Lidegaard: Jens Otto Krag)