Den 6. april 1941 angreb hundreder af tyske bombefly uden varsel Beograd.

I 1941 støttede den danske regering under tysk pres oprettelsen af Frikorps Danmark. Tre måneder tidligere havde Jugoslavien i en lignende situation valgt kampen mod en tilsyneladende uovervindelig overmagt. Det samme gjorde de tidlige danske modstandsfolk

I DET FØRSTE  nummer af det illegale blad Frit Danmark den 22. april 1942 skrev den konservative politiker og modstandspioner John Christmas Møller programartiklen. Den blev et etisk/moralsk udgangspunkt for den ikke-kommunistiske modstandskamp lige til befrielsen.
”Vi kan ikke blot lade de Allierede udføre den haarde Kamp mod en hensynsløs og barbarisk Modstander, uden selv at vilde gøre, hvad vi kan. Vi maa selv hjælpe med,” skrev Christmas Møller, der naturligvis var anonym.
For den kommunistiske modstand gjaldt den ikke uvæsentlige forskel, at den også bundede i en kategorisk forpligtelse til at støtte Sovjetunionens krig. Frit Danmark var et resultat af dannelsen af besættelsestidens første tværpolitiske, illegale organisation med bl.a. den kommunistiske redaktør Børge Houmann, hans partiformand Aksel Larsen og Christmas Møller som initiativtagere.
Der var selvklart store politiske forskelle mellem deltagerne, men dem lod de ligge. På det første møde blev de bemærkelsesværdigt hurtigt enige om et koncept. Det vigtigste punkt, hvor parterne uden videre kunne mødes, var kravet om en opgivelse af samarbejdspolitikken.
Frit Danmark sammenlignede hyppigt den danske holdning med Norge, der den 9. april 1940 havde gjort modstand mod besættelsen og påført angriberne væsentlige tab. Når det gælder foråret og sommeren 1941 er det lige så nærliggende at sammenligne med Jugoslavien.

KORT FØR DAGGRY den 6. april 1941 hylede sirenerne i Beograd, da de første tyske Heinkel- og Dornier-bombefly samt Stuka-styrtbombere uden varsel drønede ind over den jugoslaviske hovedstad. De tømte deres bombelast, og inden for de næste timer fulgte næsten 250 af de dødbringende maskiner efter. Den følgende morgen fulgte et nyt stort angreb.
Tabstallet er usikkert, men mindst 5000 indbyggere omkom under angrebene, som de få maskiner i det jugoslaviske luftvåben ikke kunne stille noget op overfor. Aktionen havde kodenavnet Unternehmem Strafgericht (Operation Straf). Adolf Hitler havde besluttet den en uge før som reaktion på begivenheder i Beograd den 27. marts, som er en forholdsvis mindre kendt, men afgørende dato under Anden Verdenskrig.
Hændelserne var kulminationen på et forløb, der begyndte i efteråret 1940, da krigen nåede til Balkan. Benito Mussolinis Italien angreb den 28. oktober Grækenland fra Albanien, der havde været indlemmet i Italien siden 1939. Kort forinden havde Italien, Tyskland og Japan indgået Tremagtspagten. I november 1940 sluttede Ungarn, Rumænien og Slovakiet sig til pagten, der bl.a. var et redskab til at sikre Hitlertysklands politiske og militære kontrol over det europæiske kontinent inden det planlagte opgør med Sovjetunionen.
I marts 1941 sluttede selv Bulgarien, der historisk og sprogligt har tæt tilknytning til Rusland, sig til pagten. Berlin-regeringen lagde også pres på Jugoslavien, men det etnisk og religiøst sammensatte land, der var et autoritært regeret monarki under et serbisk dynasti, var en modvillig alliancepartner.
Serbien havde under Første Verdenskrig været med i krigen mod Tyskland og Østrig-Ungarn, og landet havde i flere år været besat. Endvidere frygtede serberne med god grund den voksende, stærkt antiserbiske fascistbevægelse Ustasha i Kroatien, som kun kunne blive styrket, hvis man indgik alliance med Tyskland og Italien.
Endelig var det svært for serberne at se sig selv i et forbund, der øjensynlig var rettet mod Sovjetunionen. De historiske bånd var tætte til Rusland, der i 1800-tallet havde hjulpet Serbien til selvstændighed.

TRODS DE MANGE grunde til at afvise tilbuddet, var de militære realiteter i foråret 1941 overvældende. Tyskland beherskede næsten hele det europæiske kontinent, og den eneste tilbageværende modstander var det hårdt pressede Storbritannien. Det tog den jugoslaviske prinsregent Paul bestik af – ligesom samarbejdsstyret i Danmark under statsminister Stauning og udenrigsminister Erik Scavenius.
Prins Paul, der var formynder for den mindreårige kong Peter, var egentlig engelskvenlig, men fandt, at man måtte bøje sig for at undgå en ødelæggelse af landet. Da han fremsatte sin tilkendegivelse over for regeringen, gik fire ministre af i protest, men den 25. marts underskrev premierminister Dragisa Cvetkovic Tremagtspagten i Wien.
Aftalen var god for det mellemstore land, der med en svag hær med forældet udrustning var militært magtesløst. Med grænser mod Italien, det tyskannekterede Østrig samt Ungarn, Rumænien og Bulgarien var Jugoslavien omringet til tre sider. Stærke tyske panserstyrker var rykket ind i Bulgarien.
Italien havde mod alle odds ikke kunnet besejre den græske hær, men var tværtimod blevet slået tilbage og drevet ind over grænsen til Albanien. For at sikre kontrollen med Balkanhalvøen var de tyske hære nu nødt til at rydde op efter Mussolinis fejlslagne eventyr og besætte Grækenland. Det var det, der var formålet med opmarchen i Bulgarien, men da de uventede problemer opstod i Jugoslavien, kunne de tyske kampvogne uden varsel omdirigeres mod vest og nordvest i stedet for den planlagte kurs mod syd.
Trods Jugoslaviens svage forhandlingsposition havde Tyskland accepteret, at landet nøjedes med politisk tilslutning uden pligt til at give transit til tyske tropper. Og så fik Jugoslavien løfte om at få havnebyen Saloniki og dermed adgang til Det ægæiske Hav, når Grækenland skulle parteres.
Jugoslavien ville som råvareleverandør til den tyske rustningsøkonomi trods krigen kunne nyde tålelige økonomiske forhold. Ministrene bøjede sig for realpolitikken. Det gjorde generalstaben også – på nær ét medlem.

UNDERSKRIVELSEN AF pagten vakte omfattende protester og demonstrationer i den serbiske befolkning. Da premierministeren vendte hjem den 27. marts 1941 – to dage efter underskrivelsen – blev han afsat ved et kup ledet af chefen for luftvåbnet, general Dusan Simovic, og en række yngre officerer. Også prins Paul blev afsat og gik i eksil.
Den modige handling, der blev gennemført under medvirken af den britiske sabotageorganisation Special Operations Executive (SOE), kom til at koste dyrt. Selv om Jugoslavien ikke formelt trådte ud af Tremagtspagten, fastslog Adolf Hitler, at han betragtede kuppet som en fjendtlig handling. Luftangrebet på Beograd blev fulgt op af en invasion af tyske styrker fra Bulgarien, Østrig og Ungarn, og landet måtte overgive sig i løbet af 11 dage.
Kupmagernes aktion manglede enhver scaveniansk fornuft, og Jugoslavien kom til at opleve et af de brutaleste besættelsesregimer blandt de besatte lande med hundredetusinder af dødsofre. Men Jugoslaviens og Grækenlands modstand forsinkede det tyske angreb på Sovjetunionen i flere måneder – til den 22. juni 1941. Det blev efter alt at dømme afgørende for, at den tyske invasionshær ikke nåede at indtage Moskva og Leningrad, inden vinteren satte ind.

DA DEN TYSKE offensiv mod Rusland blev iværksat, blev regeringen i København med det samme stillet over for besættelsesmagtens krav om politisk støtte til ’korstoget’ mod verdenskommunismen. En sådan støtte fremkom i en regeringserklæring den 26. juni.
”Tyskland har nu vendt sine Vaaben mod Øst i en Kamp mod en Magt, som gennem en Aarrække har betydet en Trussel mod nordiske Staters Velfærd og Trivsel. (…) Der er en fælles europæisk Interesse i dette Opgør, hvis Resultat paa afgørende Maade vil kunne bidrage til at bevare Europas Lande for indre Samfundsopløsning. Nu som tidligere deltager Danmark ikke i dette krigeriske Opgør, men ud fra denne fælles europæiske Interesse kan Udviklingen ikke være ligegyldig for Danmark.”
Danmark afbrød også de diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen. Det var i betragtning af magtforholdene i et besat land uundgåeligt, og det var også umuligt at forhindre, at besættelsesmagten begyndte at hverve danske frivillige til krigstjeneste østpå. Frikorps Danmark blev først et prekært problem, da oberstløjtnant C.P. Kryssing den 29. juni henvendte sig til sine overordnede og bad om orlov for at overtage kommandoen over korpset.
Hærledelsen med generalløjtnant W.W. Prior i spidsen sagde afgjort nej til, at officerer i den danske hær kunne få orlov til dette formål. Hvis man ville gå i krigstjeneste for den magt, der havde besat Danmark, måtte man træde ud af hæren.
Regeringen tilsluttede sig den 2. juli hærledelsens holdning på et møde, hvor udenrigsminister Erik Scavenius ikke var til stede, men da Scavenius dagen efter var med ved et nyt møde, fik han banket regeringen inklusive statsminister Stauning på plads. Han meddelte, at han var blevet enig med den tyske rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink, om at interesserede officerer skulle bevilges orlov.
I den følgende tid gav de danske myndigheder såvel propagandamæssig som logistisk støtte til korpset. Selv om regeringen omhyggeligt formulerede sig uden om at have andel i korpsets opstilling, måtte offentligheden – og udlandet – klart have den opfattelse, at regeringen støttede Frikorps Danmark.

I ALT meldte over 6000 danskere sig til korpset. De blev af de tyske overordnede ved fronten betragtet som effektive og disciplinerede soldater – nærmest en elitestyrke.
Der var dog en omstændighed, der gjorde, at de frivillige ikke kunne hævde sig i så god tro, som de gerne ville under retsopgøret efter krigen. Det skyldtes et mærkværdigt udslag af den særlige danske besættelsessituation med intakte danske statsmyndigheder. Hærledelsen rundsendte en erklæring fra den nu pensionerede hærchef, generalløjtnant Erik With, der tog afstand fra, at danskere meldte sig.
”Som hærens gamle Chef ønsker jeg at udtale, at saa længe den tyske Værnemagt holder Danmark besat, og Hagekorsflaget vajer over den danske Hærs Kaserner og Lejre, ja, endog over Hærens aarhundredgamle Kommandosted ’Citadellet’ (Kastellet, red.), kan efter min Formening danske Soldater og hærens Befalingsmænd ikke uden at krænke Hærens Soldaterære staa paa Kampfront i Vaabenbroderskab med den Hær, der holder Danmark besat,” skrev den pensionerede general.
Erik With havde i sin embedsperiode fra 1931 til 1939 utrætteligt, men forgæves kæmpet for at få ændret regeringens linje i mere forsvarsaktiv retning som reaktion på den tyske oprustning. Der er grund til at tro, at Withs erklæring, der blev fremlagt på kasernerne og andre tjenestesteder, har afholdt mange i at melde sig – trods de udprægede antikommunisme i officerskorpset. Og trods det ligeledes synlige opslag om adgang til orlov for frontfrivillige.
Uden at det er noget, den danske regering kan lastes for – men alligevel tankevækkende – blev en del af det danske frikorps efter tilbagetrækningen fra Rusland i 1943, sat ind i ’partisanbekæmpelse’ i Kroatien side om side med det berygtede Ustasha. Betegnelsen dækkede over masseudryddelser af kommunister, jøder, sigøjnere og serbere.

DEN SENERE MODSTANDSMAND Jørgen Kieler var en 21-årig medicinstuderende i København i sommeren 1941, og han så bestemt ikke optimistisk på situationen. Mismodet blev forværret af, at befolkningen var dårligt underrettet om udviklingen i krigen til søs. Situationen var slem nok, som den var, med tyske ubådes hyppige sænkninger af britiske handelsskibe, men de officielle tyske meddelelser overdrev og gav det indtryk, at tyskerne nu også var herrer på Atlanterhavet.
”På denne baggrund kan man nok spørge, hvorfor vi så hårdnakket nægtede over for os selv og andre at indrømme, at Hitler efter 1½ års krig havde bevist, at han var uovervindelig,” skrev Kieler, der i dag er 96 år, i sin erindringsbog Hvorfor gjorde I det?.
”For mit eget vedkommende spillede det en afgørende rolle, at troen på Hitlers sejr var en selvmorderisk tanke, som jeg ikke kunne leve med. Jeg havde derfor ikke rigtigt noget valg.”
De få snese modstandsaktivister i sommeren 1941 opfattede det som livsvigtigt at vise udlandet, at der ’også er et andet Danmark’ end det, der overgav sig uden kamp og villigt samarbejdede med fjenden. Også for de danskere, der meldte sig til frivillig allieret krigstjeneste, var dette et altdominerende motiv.
Mens kommunisterne havde deres eget sæt af begrundelser, havde de tidlige modstandsfolk en række forskellige inspirationskilder, der rakte fra paralleller til de slesvigske krige eller helt tilbage til Middelalderens kongeløse tid 1332-1340 med helte som Niels Ebbesen og Valdemar Atterdag til antinazisme på et kristent eller kulturradikalt grundlag.

FÆLLES FOR et stort antal tidligere modstandsfolk, jeg har talt med siden 1990’erne, er en følelse af indre nødvendighed, som de ofte har udtrykt med færre ord end den altid velformulerede Jørgen Kieler. ’Vi gik til modstand, fordi vi følte, at det måtte vi gøre…’, er en typisk vending. Med tungt eftertryk på ’måtte’.
De kunne ikke holde tilstanden ud – og de kunne ikke holde sig selv ud, hvis de intet gjorde. Givetvis følelser, der lignede dem, der fandtes hos demonstranterne i Beograds gader i marts 1941, der – uanset konsekvenserne – ikke kunne se i øjnene, at man allierede sig med landets fjende mod den stat, der traditionelt blev oplevet som Serbiens beskytter.
I de seneste 10-15 år har en stadig bredere konsensus i faglige kredse udviklet sig, der anser den nationale, civilt baserede overlevelsesstrategi før og under besættelsen som den eneste logiske og farbare vej. Strategien afskrev i 1930’erne militært forsvar af Danmark i tilfælde af et tysk angreb, og den blev efter den kampløse besættelse den 9. april 1940 videreført i form af Stauning/Scavenius-regeringens tilpasningspolitik.
Udviklingen på Balkan kan bruges til at sætte et internationalt perspektiv på den danske politik. Stormagterne kunne ikke vinde krigen mod aksemagterne alene. Det havde også betydning – ind imellem afgørende betydning – hvordan de mindre lande forholdt sig. Nogen var nødt til at stille sig i vejen for Hitler – også da den tyske overmagt var størst. Ellers havde Nazityskland vundet krigen.
Norges reaktion på angrebet i april 1940 var et lyspunkt for de allierede, og Grækenlands og Jugoslaviens holdning et år senere fik vitale konsekvenser. Det er i det lys, jeg ser betydningen af de få hundrede danskere, der i 1941 og 1942 valgte aktiv modstand, selv om de ikke blot havde tyskerne og dansk politi mod sig, men formentlig også befolkningsflertallet.