Det var Neville Chamberlain, der i sommeren 1940 søsatte sabotageorganisationen SOE (Special Operations Executive), der kom til at spille en nøglerolle for modstandsbevægelserne i Europas besatte lande.
Oplysningen var for mig højst overraskende, da jeg for nylig stødte på den i første bind af Knud J.V. Jespersens værk Med hjælp fra England (Odense Universitetsforlag, 1998). For som de fleste med indgående interesse i Anden Verdenskrig ved, var det Winston Churchill, der fik ideen til den hemmelige organisation under mottoet Set Europa ablaze! (Sæt Europa i brand!).
Hvordan gik det så til, at manden, der i 1938 efter München-aftalen proklamerede ‘Fred i vor tid’, spillede en rolle i et offensivt initiativ, efter at han var afgået som premierminister 10. maj 1940 på grund af ineffektiv krigsledelse?

Fortsat indflydelsesrig
Sagen er, at den 71-årige Chamberlain ikke trak sig ud af politik efter afgangen fra regeringschefposten. Han var fortsat leder af det konservative parti, og han fik det høje regeringsembede som Lord President of the Council. Han var med i inderkredsen på fem mand i Churchills krigskabinet.
Neville Chamberlain satte sine initialer under SOE’s charter 19. juli 1940, og tre dage senere blev det godkendt af regeringen. SOE’s ‘dåbsattest’ står i fuld ordlyd i Jespersens bog.
Den afgåede premierminister havde i ugerne forud redet trådene ud i det politiske spil op til organisationens dannelse. Selv om Storbritannien efter Frankrigs fald kæmpede for sin overlevelse var den politiske rivalisering om rammerne for den nye organisation intens, fremgår det af Knud J.V. Jespersens bog.
Udenrigsministeriet ønskede kontrollen for at undgå, at SOE kom til at føre en parallel udenrigspolitik. De militære værn var dybt skeptiske over for tanken om soldater, der ikke kæmpede i uniform, og som ifølge konceptet ville komme til at bruge metoder, der lå uden for det traditionelle militære æreskodeks. Efterretningstjenesten SIS (Secret Intelligence Service) var ikke interesseret i nogen konkurrerende hemmelig tjeneste i de samme områder, som SIS selv opererede i.

Ledet af Labour-politiker
Enden på processen blev, at SOE blev underlagt Ministeriet for Økonomisk Krigsførelse, der blev ledet af Hugh Dalton, en ledende politiker på venstrefløjen af Labour-partiet. Antifascismen stod for ham i centrum, og han anså det for naturligt, at de besatte landes arbejderklasser som led i krigen kunne gøre op med Europas autoritære regimer.
Dalton havde ingen skrupler med, at SOE brugte barske metoder, og han foretrak fra starten at bruge civile frem for militærfolk. Ministry for Ungentlemanly Warfare var en betegnelse, han nogle gange brugte spøgende om sit ministerium.
SOE var virkelig en hemmelig organisation – så hemmelig, at det i chartret udtrykkeligt blev indskærpet, at organisationens navn ikke måtte nævnes over for andre end højt klassificeret personel.
Færdiggørelsen af chartret blev i øvrigt Neville Chamberlains sidste politiske handling. Han blev syg umiddelbart efter og døde i november 1940, 71 år gammel.