Jørgen Fog som 11-årig kort efter befrielsen – foran sine forældre Elin og Mogens Fog. (Foto fra Morten Møller: ‘Mogens Fog’ (bind 1))

Nedenstående er et uddrag fra kapitlet  ‘Brevet’ i bind 2 af Modstand.

—– —– —–

Det var et afgørende vendepunkt i modstandskampen, da  Mogens Fog, 38-årig lægeprofessor og en af lederne for det illegale blad Frit Danmark, i december 1942 gik under jorden for at undgå arrestation. Få dage senere udsendte han det navnkundige brev ‘Draaber i Havet’. Men der var en privat pris at betale for hustruen Elin Fog og parrets tre børn på otte, fire og ét år. Det fremgik af sønnen Jørgen Fogs beretning næsten 50 år senere.

Et langt maskinskrevet brev fra Mogens Fog var egentlig privat til venner og bekendte. Han skrev det midt i december 1942, umiddelbart efter at han var gået under jorden.
Udtrykket ’under jorden’ blev for øvrigt først et almindeligt begreb, da lægeprofessoren var forsvundet.
Stærkest i erindringen står hans svar til dem, der mente, at danskerne som et lille folk ingen forskel gjorde:
”’Draaber i Havet’, siger De, nuvel, Havet bestaar af Draaber, i en Bevægelse som vor er intet for smaat, hvert Halmstraa vi lægger Nazisterne i Vejen har sin Betydning.”
Flere modtagere gjorde opmærksom på, at brevet var af interesse for en bredere kreds, og fik Fogs tilladelse til at offentliggøre det i den illegale presse.[1]

At skrivelsen er legendarisk, viste sig, da en af Frit Danmark-aktivisterne fra dengang Jørgen Jacobsen 71 år senere, i sommeren 2013, lod sig interviewe til Ekstra Bladet i sin herskabslejlighed på Frederiksberg. Emnet var ikke specielt Anden Verdenskrig, men inden den strukturerede dialog begyndte, kom Jacobsen med forskellige spredte bemærkninger.
”Og så var der Mogens Fogs brev. Det er noget særligt – og noget af det bedste, der er skrevet om modstandskampens nødvendighed,” erklærede den 94-årige pensionerede forsvarsadvokat.[2]
Et lignende indtryk gjorde Fogs brev i Harald Sandbæks præstegård på Hobro-egnen. ”Det var en befriende fornemmelse, at andre fornuftige mennesker følte akkurat, som man selv følte – uden hensyn til, hvad der blev sagt og skrevet fra officiel side,” skrev sognepræsten.[3]

Professor Ole Chievitz blev advaret samtidig med Mogens Fog, men blev arresteret, fordi han valgte at overnatte i sin bolig på Finseninstituttet. (Foto: Frihedsmuseet)

Brevet blev skrevet i en følelsesmættet situation. Fog havde netop uden varsel forladt sin hustru og parrets tre børn på otte, fire og ét år. Aftenen før var han under et middagsselskab blevet kaldt til telefonen. Det var Mogens Hammer, der havde et advarende tip fra Lorens Duus Hansen, der igen havde sin viden fra kriminaloverbetjent Roland Olsen. Dansk politi ville næste morgen indfinde sig ved hans bolig på Søllingsvej 17 i Charlottenlund og arrestere ham.[4] Fog satte ord på de private følelser.
”Mange af Dem vil nok fordømme min Handlemaade, fordi jeg derved har bragt Sorg og Ulykke over min intetanende Familie; men jeg ved, Elin forstaar og tilgiver mig. Jeg har ikke handlet letsindigt, mine kære har været i mine Tanker, ogsaa Hensynet til deres Fremtid har ligget mig paa Sinde,” skrev han.
Han gik derefter videre til det emne, der bekymrede stadigt flere danskere, selv om de færreste rigtig kunne gennemskue, hvad der foregik.
”Alle skal vide, at tysk Politi i Dag faar Lov til at arrestere enhver dansk Borger, det finder for godt. (…) En eller to danske Betjente har Lejlighed til at bivaane Anholdelsen, derefter ses Ofret ikke af nogen dansk. (…) Det gælder ikke alene, hvor Anklagen gaar ud paa Angreb paa den tyske Værnemagt, enhver antinazistisk Handling el. Agitation kan bringe Folk i Gestapos Vold. Hvad der sker i Forhørslokalerne, ved vi intet om – Beretninger fra andre Lande sætter os i Stand til at gætte.”[5]

Aktionen var et led i en samlet planlagt anholdelse af Frit Danmarks redaktionskomité. Den 7. december havde tyskerne forelagt en liste med anholdelseskrav på i alt en halv snes personer.[6] Samme aften som advarslen til Mogens Fog ringede det på døren hos Ole Chievitz i professorboligen ved Finseninstituttet.
”De kender mig ikke, men mit navn er Lindberg,” sagde den fremmede efter at være trådt ind.
”Jo, så ved jeg, hvem De er,” svarede Chievitz, der var orienteret om, at Mogens Hammer igen befandt sig i landet.
Faldskærmschefen kom for at meddele, at professoren ville blive arresteret i løbet af natten. Den 59-årige Ole Chievitz valgte imidlertid at blive i sit hjem. Han mente, at i en situation, hvor det var meget vanskeligt at arrangere flugt til Sverige, måtte denne mulighed forbeholdes yngre personer, der deltog i farligere modstandsarbejde. Han vurderede desuden, at en arrestation af ham, ville være et spring fremad for modstandstankens stilling i offentligheden. [7]
 Også landsretssagfører Rud Prytz, biblioteksdiretør Thomas Døssing, Henry Christophersen fra Arbejdsmandsforbundet og landsretssagfører Ernst Petersen fra Odense blev advaret. Kun Christophersen gik under jorden, mens Prytz vurderede, at man trods alt ikke risikerede liv og lemmer under en kortere dansk fængselsstraf. Også Thomas Døssing valgte at afvente.

Chievitz, Prytz og Døssing blev alle arresteret den 9. december om morgenen og deres hjem ransaget under deltagelse af medfølgende Gestapo-folk.[8] Samtidig rykkede to danske kriminalbetjente ud for at anholde Mogens Fog.
”Til Assistance med Ransagning vil der blive stillet 4 tyske Politimænd til Raadighed,” havde kriminaloverbetjent Nørreheden, Københavns Opdagelsespoliti, dagen før skrevet i sin rapport.
Samme nat pakkede Mogens Fog en let kuffert, tog sin skrivemaskine under armen og drog afsted til veninden Grethe Strøybergs lejlighed i det nærliggennde Ordrup. Den 25-årige kvinde blev under dæknavnet ’Frida’ hans sekretær, kurer og elskerinde, mens han boede hos hende det følgende år.

Politiet dukkede forgæves op i hjemmet på Søllingsvej både den 9. og 10. december. Tyskerne ønskede også hustruen, børnelæge Elin Fog fængslet, da de mistænkte hende for at være medskyldig i mandens arbejde, men det satte departementschef Eivind Larsen sig med held imod. Til gengæld måtte han love, at dansk politi ville gennemføre en afhøring. [9] Faderens forsvinden fandt sted midt i juleforberedelserne i hjemmet.
”Jeg stod (…) på en høj stol inde i stuen og satte stearinlys i en lysestage, da mor kom og sagde, at far ikke kom hjem til jul, fordi han var rejst,” fortalte Jørgen Fog, otte år i 1942, i 1991.
”Jeg syntes naturligvis, at det var mærkeligt, at han var rejst uden at sige farvel, og så lige før jul. Mor sagde ikke mere, og jeg var vel klar over, at jeg ikke skulle spørge. (…) Få dage efter kom nogle danske politifolk og satte sig i stuen. De ventede på, at far skulle komme hjem. De spurgte mig ud, blandt andet om, hvornår jeg sidst havde set ham.”
Elin Fog blev flere gange afhentet til daglange afhøringer.
”Hun fik nådigst lov til at tage Eva (…) med. Hun blev stadig ammet. I den periode sagde mor til politiet og til Inge og mig, at far var rejst til England.”[10]

Det var åbenlyst pinligt for myndighederne at måtte anholde to medicinske professorer og andre prominente folk. Sagen kom op på et ministermøde den 10. december. Her fremgik det, at kravet om arrestationerne var blevet fremsat af Paul Kanstein fra det tyske gesandtskab.
”Eivind Larsen havde da svaret, at det her drejede sig om saa fremtrædende Personligheder, at Arrestationerne vilde vække et saadant røre i Befolkningen, at det danske Politi ikke kunde foretage disse Arrestationer uden nærmere Grundlag,” skrev minister Gunnar Larsen i sin dagbog.
Kanstein oplyste da, at informationerne bl.a. stammede fra afhøringerne af Aksel Larsen.
”I Forhørsretten havde han (Chievitz, forf.) udtalt, at han ikke var Kommunist, men at han ansaa Kommunisterne for at være den eneste Organisation i Danmark, der var egnet til at forsvare de nationale Interesser i Øjeblikket,” fortsatte Gunnar Larsen.
Regeringen anså det for helt afgørende at beholde sagen i dansk regi.
”Thune Jacobsen havde (…) stærkt fremhævet Nødvendigheden af, at det hele blev indbragt for danske Domstole. (…) Hvis man blot kunde udstede en Erklæring om, at (…) de paagældende vilde blive straffet for en dansk Domstol, mente man, at der vilde falde Ro over hele Spørgsmaalet, og at Sympatien med Fangerne i vide Kredse vilde svinde, naar man fik at vide, at de virkelig havde været i Forbindelse med Aksel Larsen.”[11]

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af  ‘Modstand-2’:

Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)
Den imødekommende dr. Best
Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–

[1] Brevet ligger i Frihedsmuseets dokumentarkiv, samlingen af illegale flyveblade m.v.. Se desuden Morten Møller: Mogens Fog, side 57-61, og Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, side 217.

[2] Bemærkningen er citeret efter hukommelsen. Artiklen med Jørgen Jacobsen blev bragt i Ekstra Bladen den 11. januar 2014.

[3] Harald Sandbæk: Præst, sabotør, flygtningearbejder, side 55-56

[4] Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, side 217; Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 45; Morten Møller: Mogens Fog, side 55, og Hans Elfelt Bonnesen: Med fup og faldskærm, side 25.

[5] Frihedsmuseets dokumentarkiv, samlingen af illegale flyveblade m.v..

[6] Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 45, og Børge Houmann: Hvem er Nielsen? side 138-139..

[7] Jørgen Røjel: ’Fra Frihedskampen’ i Ole Chievitz, side 83-84.

[8] Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 45-46.

[9] Morten Møller, side 55 og note 66 og 67 på side 443-444, og Elias Bredsdorff: ’Modstandsmanden’ i Elias Bredsdorff (red.): En bog om Mogens Fog, side 92.

[10] Nan Henningsen: ’Jørgen Fog om sine forældre’ i Elias Bredsdorff (red.): En bog om Mogens Fog, side 275.

[11] Gunnar Larsen: Samarbejdets mand (bind 2), side 513-515.